Skip to main content

Video: Dobbelt dansk i toppen

Cathrine Dufour med Vamos Amigos og Nanna Skodborg Merrald med Blue Hors Zack lagde sig i spidsen af den 3-stjernede Grand Prix i Compiègne. Et stort felt med 40 startende og næstsidste rytter, den engleske landsholdsrytter Charlotte Fry, red sig ind foran de to danske ryttere med avlshingsten Everdale e. Lord Leatherdale, så kan man glæde sig over, at hingsten er ejet af den danske OL-rytter Anna van Olst og hendes mand Gert-Jan. Charlotte Fry opnåede 76,674% fra et enigt dommerpanel.

Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack sammen med Hans Peter Minderhoud og Glocks Zonik far og søn. Foto: Ulrik Sørensen/Blue Hors

Blue Hors Zack slog sin søn

Cathrine Dufour og Vamos Amigos fik 73,435% mens Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack opnåede 73,174% Nanna og Zack havde et par dyre fejl undervejs, idet de misforstod hinanden i anspringet på langsiden efter passagen, hvilket resulterede i 4-taller. Og i den første piouette, som tæller dobbelt, “skruede” Zack lidt rundt, og også her kostede det 4-taller fra dommerne. De var heller ikke helt enige om placeringen, idet Nanna fik pladscifre fra 2 til 8.
Lige efter Nanna og Zack kom hollandske Hans Peter Minderhoud og den danske varmblodshingst Glock’s Zonik N.O.P. der er efter Blue Hors Zack med Blue Hors Romanov til morfar. Hingsten er tidligere blevet redet af Hans Peter Minderhouds partner, Edward Gal, men han har to Totilas-sønner Glock’s Toto Jr. N.O.P. og Glo.ck’s Total US med helt fremme internationalt, derfor overlod han tøjlerne til Hans Peter for få måneder siden. Stævnet i Compiègne var deres internationale debut. De opnåede 73,152% på 4. pladsen.

Andreas Helgstrand og Fiontini. Foto: Baun Photo

Helgstrand placeret

Andreas Helgstrand og Fiontini opnåede 71,218% til 6. pladsen i et program med mange 8-taller, hvor den eneste fejl opstod i den anden pirouette, som dommerne bedømte fra 4 til 6,5. Dommerne var ikke helt enige om parrets præstation på banen, da den ene dommer så dem på 13. pladsen og dommer ved C som nr. 4.

Severo Jurado Lopez, der bor og træner i Danmark, kom ind på 7. pladsen med Fendi T med 71,109%

Start- og resultatlister

Video: Topdebut af Nanna og Znickers

Nanna Skodborg Merrald har debuteret internationalt med succes i lille tur på endnu en hest fra Blue Hors – denne gang er det Blue Hors Znickers, hun har taget med til internationalt dressurstævne i Compiègne. Hun startede udendørssæsonen med en dobbeltsejr i lille tur med avlshingsten Blue Hors Farrell i Hagen. Han er hjemme på Blue Hors efter at have fået en andenplads i Bundgaard Byg Cup kvalifikationen ved Equitour den forgangne weekend.

Nanna: Vi havde en fin tur

Nanna debuterede Blue Hors Znickers i Prix st. George, og hun fortæller: “Jeg syntes virkelig vi havde en fin tur, jeg havde ham godt afslappet derinde. Jeg kunne ride hen til tingene. Jeg fik et par dyre fejl her og der. Vi er super godt tilfredse med ham.

Nanna og Blue Hors Znickers opnåede 72,706% og kom ind på andenpladsen efter engelske Charlotte Fry og Don Joe, der fik 74%

Blue Hors Znickers (8 år) er efter Blue Hors Zack med hoppen Rosmarie e. De Niro til mor. Han er i familie med avlshingsten Blue Hors Zackorado, idet Zackorados mormor Rosanna er søster til Rosmarie. Rosanna er helsøster til avlshingsten Dressage Royal.

Start- og resultatlister

Ny Vis Mig Din Pony – mød Sofia og Emma Jo

12-årige Sofia og Emma Jo har dannet par i et halvt år, og Sofia har en drøm om at ride de høje dressurklasser på Emma Jo. Parret er da også godt på vej med fine placeringer til de stævner, de allerede har deltaget i.
Du kan se hele indslaget med Sofia og Emma Jo nedenfor, og har du lyst til at se meget mere Vis Mig Din Pony, så har vi samlet alle videoerne på denne side.

Drømmer du om UVM?

Dansk Varmblod og danske ryttere har haft stor succes ved UVM i dressur for 5-, 6- og 7-årige heste. I år afvikles dette verdensmesterskab i Verden, Tyskland fra den 25. – 29. august.

Udtagelse til Verden

Herhjemme har vi tradition for at lave et eller flere kvalifikationsstævner eller udtagelsesklasser inden landsholdet sammensættes til UVM. Danmark har fire pladser i hver årgang til dette mesterskab, og der udtages også reserver.

Udtagelsen til UVM vil finde sted tirsdag den 13. juli og onsdag den 14. juli på Vilhelmsborg.

Alternativ udtagelse

Dansk Varmblod er opmærksom på, at flere ryttere kan være forhindret i at deltage i udtagelsesstævnet, fordi de enten rider internationalt stævne i Falsterbo (hvor der er klasser for ungheste) eller for ungrytternes vedkommende, er på vej hjem fra EM i Spanien. Desuden er rytterne til OL i Tokyo i karantæne forud for afrejsen.
Derfor har Dansk Varmblod besluttet, at tilbyde de ryttere et alternativ til den ordinære udtagelse. Den afvikles under Blue Hors Sommerfestival den 26. – 27. juni.
Kilde: Dansk Varmblod


Der er tilmeldingsfrist den 10. juni for den ekstraordinære UVM-udtagelse på Blue Hors.
For den ordinære UVM-udtagelse den 13.-14. juli på Vilhelmsborg er tilmeldingsfristen den 1. juli.

Tilmelding HER.
Læs mere om UVM-udtagelsen HER.
www.verden-turnier.de

LIVE Streaming fra Compiègne

Der er både 3- og 5-stjernede konkurrencer ved CDI-stævnet i Compiègne denne weekend, og der er danske ryttere til start i begge sværhedsgrader. Den første rytter, som skal i aktion i dag er Nanna Skodborg Merrald, som deltager i lille tur med Blue Hors Znickers e. Blue Hors Zack, hun har starttid kl. 11.08.

3-stjernet Grand Prix

Den 3-stjernede Grand Prix-klasse starter kl. 9, og de danske deltagere har sene starttider. Hele 40 ryttere er på startlisten, der er opdelt i fire grupper. Herboende spanske Severo Jurado Lopez er til start med Fendi T e. Negro, de har starttid kl. 10.58.

Første dansker i aktion er Cathrine Dufour og Vamos Amigos e. Vitalis med starttid kl. 12.20. Andreas Helgstrand og Fiontini e. Fassbinder har starttid 13.05 og Nanna Skodborg Merrald har starttid kl. 14.36 med Blue Hors Zack e. Rousseau.

Udenlandske ryttere på danske heste

Hollandske Hans Peter Minderhoud starter den danske varmblodshingst Glock’s Zonik N.O.P e. Blue Hors Zack kl. 9.54. Schweiziske Gilles Ngovan starter den danske varmblodsvallak Zigzag e. Blue Hors Zack kl. 11.07. Spanske Antonio Laiz Zandio starter den danske varmblodsvallak Gejlholms Menotti e. Blue Hors Don Romantic kl. 13.32 og engelske Richard Davison starter Bubblingh e. Lingh trukket på en dansk varmblods hoppe Matajo e. Picandt k. 14.54

Nations Cup

Holdkonkurrencen Nations Cup i CDIO5* består af tre ryttere. Alle tre ryttere, skal deltage i Grand Prix-klassen, som finder sted lørdag. Søndag rider to ryttere Grand Prix Special (Cathrine Dufour/Bohemian og Carina Cassøe Krüth/Heiline’s Danciera) og en rider kür (Charlotte Heering/Bufranco). Følgende nationer deltager: Belgien, Danmark, Frankrig, England, Japan, Holland, Portugal, Sverige, Schweiz og USA.
Hestene i den 5-stjernede tour skal i vet.tjek i dag kl. 14.30.

LIVE Streaming af CDIO5* og CDI3* (Special og kür) er mulig på Cheval TV

Start- og resultatlister

https://www.instagram.com/p/CPaMwkchfW9/?utm_source=ig_web_copy_link

Husk: Sidste tilmelding til Zyberride-stævne er på mandag

Der er tre klasser i Helgstrand og Zibrasport Equest Online Tour part 2, og den ene klasse er allerede fyldt, men der er stadig pladser i ponyklassen Helgstrand Medium Tour 2* (svarer til LA niveau) og i hesteklassen Helgstrand Medium Tour 1* (svarer til MB niveau).

Kompetente dommere

Klasserne bedømmes af Helgstrand-rytterne Jeanna Högberg, der i sidste weekend vandt Bundgaard Byg Cup kvalifikationen ved Equitour Denmark, og Anne Mette Strandby Hansen, der vandt EM i dressur for U25 i 2020. Der er rosetter til de placerede og skønne præmier fra Kingsland på spil.

Small Tour1* er fyldt op, men der er stadig pladser i de to andre klasser.

Tilmeld dig stævnet og få mere information på Zyberride

Om Zyberride

Den digitale event-portal ZyberRide.com er udviklet af Helgstrand og Zibrasport Equest, og formålet med portalen er, at ryttere kan dygtiggøre sig og forberede sig på fysiske stævner ved at ride hjemmefra og blive bedømt af store profiler.

For at være med til et Zyberride event skal du oprette en profil på ZyberRide.com, hvor du kan tilføje dig selv og dine heste/ponyer. Dit ridt optages på video og sendes ind til Zyberride, hvor det bliver bedømt. Er du Premium Medlem hos Zibrasport Equest, får du rabat på din tilmelding.

Alle danskere er kommet godt til Compiègne

Det meste af A-truppen i dressur er samlet til internationalt stævne i Frankrig denne weekend. Det er nu slaget om pladserne på landsholdet skal stå – hvem kommer til OL i Tokyo, hvem bliver reserve? Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein skal træffe en vanskelig beslutning efter weekendens stævne i Compiègne, der skal sammensættes et landshold med tre ryttere og en rejsende reserve, som skal repræsentere Danmark ved OL i Tokyo.

De rider i Compiégne

Landstræneren har forventninger om en holdmedalje til OL, den første, og hidtil eneste af slagsen var hun selv medvirkende til at ride hjem ved OL i Hong Kong i 2008. Med på holdet dengang var desuden Andreas Helgstrand og Blue Hors Don Schufro. Andreas Helgstrand er igen i spil til en landsholdsplads med den tredobbeltes UVM-guldvinder Fiontini, som han overtog sidste forår, da Severo Jurado Lopez, som indtil da havde redet hoppen, valgte at forlade Helgstrand Dressage for at blive selvstændig. Andreas red i 2008 for Blue Hors, og også dette år er Blue Hors repræsenteret i A-truppen via stedets førsterytter Nanna Skodborg Merrald og avlshingsten Blue Hors Zack. Sammen med Cathrine Dufour med Vamos Amigos, skal de tre starte i den 3-stjernede konkurrence, hvor der rides Grand Prix fredag og Grand Prix Special lørdag.

Andreas Helgstrand og Fiontini. Foto: Baun Photo

Carina: Vi er kommet godt frem

Carina Cassør Krüth og Heiline’s Danciera, som sidste år vandt sølv ved det danske mesterskab, er en af tre ryttere på landsholdet i den 5-stjernede Nations Cup i Compiègne. Carina fortæller, at alle heste er kommet godt frem til trods for, at samtlige hestetransportere fra Danmark sad fast i en kø ved Hamburg i fem timer. Det gjorde den lange tur til Frankrig endnu længere. Alle havde overnatning på vejen, så hestene kom ud af lastbilerne og fik lidt bevægelse og en god nattesøvn i fine stalde. Carina og Andreas Helgstrands heste kørte sammen og overnattede undervejs hos Ludger Beerbaun i Tyskland.

“Det er en meget flot stævneplads, med flere vædeløbsbaner på græs, med steeplechace forhindringer. Det hele står bare snorlige,” fortæller Carina Cassøe Krüth. “Stævnepladsen ligger i en skov, og alle heste har faste bokse i et flot, gammelt staldanlæg. Det er lidt langt fra stalden til opvarmningen, men turen går gennem skoven, og det er en flot tur,” fortæller hun.

Carina og Danse skal deltage i Grand Prix og Grand Prix Special, det samme skal Cathrine Dufour/Bohemian, mens Charlotte Heering og Bufranco deltager i Grand Prix og Grand Prix kür for holdet.

Start- og resultatlister

Hør landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein fortælle om målsætningen for OL i artiklen: Video: Vi skal hjem med en holdmedalje

Udstyrskontroller ved turneringer og mesterskaber

Dansk Ride Forbund har netop offentliggjort følgende skriv vedrørende udstyrskontrol i 2021:

Udstyrskontroller er altid en reglementarisk mulighed ved stævner på alle niveauer og i alle discipliner, og i princippet vil man derfor kunne opleve kontroller ved alle stævner. I 2021 har vi på nuværende tidspunkt planlagt udstyrskontroller ved følgende stævner:

  • 2. kvalifikation af ECCO Cup for pony hos Sundeved Rideklub den 4.-6. juni
  • Agria DRF-mesterskab i dressur for pony hos Hovgaard Rideklub den 26.-29. august

Da vi fra DRF’s side kontinuerligt evaluerer og tilpasser vores indsatser efter feedback fra de afholdte stævner, er det vigtigt at understrege, at der vil kunne forekomme udstyrskontroller ved flere stævner end disse. Vi er pt. i gang med at planlægge flere kontroller og melder naturligvis ud via rideforbund.dk og Facebook, så snart disse er på plads.

Flere detaljer om kontrollen ved ECCO Cup

Første kontrol i år finder som sagt sted i weekenden den 4.-6. juni, når der afvikles 2. kvalifikation af ECCO Cup for ponyer, og i starten af næste uge (uge 22) følger vi op med praktisk information om, hvornår kontrollen udføres osv. Informationen vil fremgå både her på rideforbund.dk og vores Facebookside samt på selve stævnet på Equipe, ligesom der vil blive opsat fysisk informationsmateriale på stævnepladsen.

Sådan vurderer DRF’s officials mundsår hos heste og ponyer

Vi får løbende spørgsmål om, hvordan og ud fra hvilke kriterier vurderingen af hestene/ponyerne konkret foregår, når det kommer til især mundsår. Vi ønsker at skabe en god, fælles forståelse af processen, samtidig med at vi sikrer, at vurderingen kan gentages af alle DRF’s officials, så vi opnår en fair, transparent og ensartet vurdering af alle ekvipager. Derfor har vores veterinærkonsulent Mette Uldahl lavet denne beskrivelse af, hvordan DRF vurderer mundsår hos heste/ponyer.

Vi har fortsat et fælles ansvar for at sikre hestevelfærden

I ridesporten har vi desværre fortsat en udfordring, når det kommer til at sikre hestevelfærden – især i forhold til mundsår hos heste/ponyer. Det er vores ansvar som forbund at gå forrest og forsøge at højne informations- og vidensniveauet omkring hestevelfærd i hele ridesporten, så vi kan undgå uhensigtsmæssige situationer. Samtidig ligger der et helt grundlæggende ansvar hos både rytter (evt. forældre, hvis der er tale om børn) og træner for at sikre sig, at hesten/ponyen er ”fit to compete”, og det omfatter f.eks. at være i stand til at tjekke, om hesten/ponyen har mærker/sår efter sporer eller har sår i munden – også inden man drager afsted til stævne. Det er dog vores opfattelse, at mange ikke ved, hvordan de selv skal tjekke deres hest/pony, så derfor er vi i fuld gang med at udarbejde en kort video, hvor Mette Uldahl viser og forklarer, hvad der kigges efter i en udstyrskontrol, samt giver tips til, hvad man selv kan kigge efter hjemmefra. Videoen vil blive gjort tilgængelig her på rideforbund.dk og vores Facebookside i løbet af næste uge (uge 22).

Vi kan ikke understrege nok, at vi bestemt ikke udfører disse kontroller for at udstille nogen eller for at afholde nogen fra at starte stævner. Vi har fuld forståelse for, at det kan være frustrerende at få at vide, at ens hest/pony ikke bliver vurderet ’fit to compete’, når man allerede er mødt op på stævnepladsen, men vi appellerer til en fælles forståelse for, at den højeste prioritet bør være hestenes/ponyernes velbefindende. Vi opfordrer desuden til, at man læser DRF’s Fælles Bestemmelser inden stævnestart – især §16. Rideteknisk påvirkning af hesten i træning og konkurrence, §17.5. Kontrol af hesten og anvendt udstyr og §22.3. Sår og skader på hestens krop.

Værd at vide om flåter

Hvad er en Flåt
Flåter er ikke insekter, de er mider, og er i familie med edderkopper. Der findes flere forskellige arter af flåter i Danmark. Den mest kendte er dog  skovflåten, som også er den eneste, der kan finde på at bide sig fast på mennesker og dyr. Flåtens cyklus består af i alt tre måltider og vokseperioder. Æg og larver er ikke til gene for mennesker og dyr, men larven suger blod hos mus, og det er her, den kan blive smittet med bakterier og virus fra musenes blod. I løbet af ca. et år udvikler larven sig via hamskifte til en nymfe. Nymfen får sit måltid fra f.eks. hunde, fugle, rådyr og mennesker. Det er i nymfestadiet, at skovflåten kan sprede sygdomme til mennesker. Efter ca. et år skifter nymfen ham og bliver til en voksen skovflåt, der suger blod fra f.eks. hunde og rådyr.

Hvordan bider flåten?
Skovflåter sidder som regel i skyggefuld vegetation et lille stykke over jorden – f.eks. i knæhøjt græs. Flåter reagerer på temperatur, lugt og bevægelse. Det er derfor lugt og varmeudstråling, som får flåten til at gribe fat i dyr og mennesker. Når flåten har fundet et stykke hud, borer den munddelene godt ind og ned til en blodåre. Samtidig sørger flåtens spyt for, at biddet ikke mærkes. Spyttet virker som en lokalbedøvelse. Typisk går der 24 timer, før flåten begynder at overføre evt. bakterier og virus. Flåten kan sidde fast og suge blod i op til 14 dage, hvis den ikke opdages.

Sygdomme fra Skovflåter

  •  En hest, der bliver bidt af en flåt, kan få bakterien Anaplasma, der forårsages af bakterien (Anaplasma phagocytophilia). Den angriber de hvide blodlegemer og giver influenza-lignende symptomer. Symptomerne opstår som regel omtrent en uge efter flåtbid, og langt de fleste heste bliver raske af sig selv uden komplikationer. Symptomerne kan f.eks. være, at hesten mister appetitten, får feber og ikke har lyst til at røre sig. Nogle gange får den også svært ved at holde balancen. Man kan påvise at hesten har fået Anaplasmose ved en blodprøve, og hesten kan med succes behandles med antibiotika.
  • Borrelia også kaldet Lymes sygdom forårsages af en bakterie (Borrelia burgdorferi), der findes i spyttet hos nogle flåter og kan føre til infektion hos mennesker og dyr. Hos heste kan symptomerne på borreliose være halthed, ændringer i hestens adfærd, ledbetændelse, stivhed, smerte-overfølsomhed, hævede ben og måske feber. Som ved Anaplasma stilles diagnosen via en blodprøve, og hesten kan behandles med antibiotika.
  • TBE (Tick Borne Encephalitis) forårsages af en virus. Infektionen er kendt fra bl.a. Sydtyskland, Østrig, Skandinavien og Baltikum. I Danmark kender man til tilfælde af TBE fra Bornholm og Tokkekøb Hegn i Nordsjælland. Flåterne får TBE-virus i larvestadiet, hvor de suger blod på skovmus. TBE kan smitte omgående ved biddet og kan i få tilfælde påvirke centralnervesystemet. Da TBE er en virusinfektion, kan den ikke behandles med antibiotikum, men det er muligt at forebygge ved at blive vaccineret.

Sådan fjerner du flåter

  • Brug neglene, en finspidset pincet eller en speciel flåttang (fås på apoteket) til af gribe fat om flåten.
  • Anbring neglene/pincetten så tæt ved huden som muligt. Tag fat i flåten og drej langsomt pincetten rundt et antal gange, indtil flåten slipper taget.
  • Hvis munddelen bliver siddende, fjernes de i næste omgang. Kan man ikke få munddelen ud, gør det ikke så meget, men det kan dog give risiko for kløe og infektion. Det er vigtigt at få fjernet selve flåten, så eventuelle bakterier forhindres i at vandre over i bidsåret.
  • Vask bidstedet med vand og sæbe.

Kilde: Miljø og fødevareministeriet. Læs mere her

Video: Satser på Orthilia til EM

Nanna Skodborg Merrald og den 16-årige hoppe Atterupgaards Orthilia blev nummer to til årets DM.

Men Blue Hors-rytteren har flere Grand Prix-heste i stalden pt. Sammen med Zack rider hun for at opnå en plads på OL-holdet, der skal til Tokyo.

Se også: Orthilia er en følsom dame

Og med Orthilia er målet også i sigte – at være en del af EM-holdet, der skal kæmpe i Hagen i september.

Boks-ro eller fri leg på folden?

Først og fremmest er det vigtigt at have fokus på hestens skade, før man begynder at diskutere fordele og ulemper ved boksro vs. fold. Ved seneskader, som f.eks. forstrækninger eller delvis eller total overrivning af senen, skal man virkelig overveje, hvordan hesten skal genoptrænes. Det samme gælder, når hesten har en muskelskade eller brud på knoglen.

“Hvornår en hest skal komme sig i boksen, og hvornår den skal gå på fold, er altid et individuelt spørgsmål. Derfor skal du som heste-ejer forhøre dig hos din dyrlæge, understreger fysioterapeut Marina Meyer.

Heling af skaden i boksen

Du kommer ikke udenom at give hesten boksro de første uger, hvis hesten har et brud. Det samme gælder dybe rifter, og ved operationer, fordi såret skal holdes helt rent.

Når bevægelse er nøglen

Når hesten har fået ok fra dyrlægen til at måtte bevæge sig, så er det bare med at sætte i gang. Når hesten bevæger sig, bliver blodgennemstrømningen aktiveret, hvilket er med til at optimere helingen, og affaldsstoffer bliver fjernet.

”Samtidig bliver hestens krop holdt i gang, muskelmassen tabes ikke fuldstændig, og hesten forbliver rimelig elastisk,” forklarer Marina Meyer. Desuden påvirkes heste med f.eks. slidgigt, der skal stå længe stille, særligt negativt.

”Benytter man bevægelse i hestens regenerering, så kan det betyde en mere effektiv recovering. Det kan også have den positive konsekvens, at hesten ikke er så tilbøjelig til at få et tilbagefald.”

Fri bevægelse vs. kontrolleret bevægelse ved skader

Træningen af heste med seneproblemer, knoglebrud eller muskelskader skal altid være gennemtænkt og planlagt.  

For meget eller for lidt træning og bevægelse kan nemlig skade kroppen. Ved for lidt træning kan man forårsage forkortede sener, mens der ved for hård træning kan ske overbelastninger.

”For mig er det vigtigt, at heste-ejeren tager sig den tid, det tager. Så snart hesten kan forlade boksen, så skal hestens genoptræning sættes i gang. Man skal følge den træningsplan, dyrlægen har anbefalet,” fortæller Meyer.

Hesten kan med fordele begynde sin genoptræning med skridtture for hånden. Skridtmaskinen eller skridtbåndet kan også anvendes – og derefter kan ridningen stille og rolig genoptages. Igen er det vigtigt, at følge dyrlægens anbefalinger, da enhver skade er individuel.

Genoptræningen afhænger derudover også af hestens temperament, og hvordan den blev trænet før skaden opstod.

“Det bliver kritisk for mig, hvis hesten ikke tidligere har gået på store folde. At den pludselig bliver lukket på fold pga. en skade, kan forårsage, at hesten bliver overmodig og ender med at forværre skaden.”

Hvad skal heste-ejeren være opmærksom på?

Når hesten sættes i genoptræning, skal man altid være opmærksom på, at de grundlæggende rammer er ok. Bunden skal være god – den må ikke være dyb, tung eller glat.

Før hesten lukkes på fold, så kan det være gunstigt at have gået en tur forinden. Derved mindskes risikoen for, at hesten udvikler fiberskader, fordi den ikke er ordentligt varmet op.

Når hesten har været i bevægelse, så sørg for at den bliver skridtet af og kølet optimalt ned. Derudover skal hesten fodermængde også tilpasses dens aktivitetsniveau.

Kilde: About Horses