Skip to main content

Fart på rytterne i første runde af Senior DM

26 ryttere stillede op til første kvalifikation af Orifarm DM for senior i ridebanespringning ved det store mesterskabsstævne hos Absolute Horses på Tågerup i Sommersted nær Kolding. Otte af dem kom fejlfrit gennem banen, men det er ikke altid nok, når det er en metode C. 

De tre bedst placerede var dog fejlfri. Lars Nørgaard Pedersen vandt på Bøgegårdens Gladiola i tiden 84,31 med Andreas Schou på Darc de Lux i 85,64 på andenpladsen. Adam Sparlund Olsen på Unicorns Love me Tender blev nummer tre i 86,62. Tina Lund på Centina blev nummer fire med fire fejl og en omregnet tid på 87,52.

– Jeg kan da ikke være andet end tilfreds, når jeg vandt, lød det var Lars Nørgaard Pedersen efter sejren. Jeg kan så heller ikke være andet end tilfreds med, at man er gået over til Metode C. Det opfordrer i hvert fald til, at man rider hurtigt.

Andreas Schou og Darc de Lucx Foto: Absolute Horses.

Andreas Schou var også meget glad.

– Darc de Lux er kun ni år. Den er knap så rutineret og første gang, den er på så stor en opgave, sagde han. Det passede ham også fint, at den var bedre end Quadrosson Ask, der blot skulle have en træningsrunde, da den går Nations Cup i Drammen næste uge. Den fik fire fejl og fik god tid rundt på banen.

Andreas Schou har ikke vundet i de ti år, der har været DM på hans hjemmebane på Tågerup.

– Nu vil jeg være glad bare for en medalje, sagde han.

For Adam Sparlund Olsen var det helt overvældende. Han er kun 21 år, startede sit første seniormesterskab, og hverken han eller hesten har redet ret mange runder på 150 cm.

For alle gælder det nu om at bevare de gode takter søndag, hvor der er to runder, før mesterskabet er afgjort.

Sidste rytter snuppede førstepladsen i U21

Sidste års vinder ved mesterskabsstævnet hos Absolute Horses på Tågerup har lagt sig i spidsen i klassen, hvor seks ryttere var fejlfrie.

Christine Thirup Christensen på Vedric red på banen som sidste rytter ved første kvalifikationen ved Jyske Bank Agria DRF-mesterskabet i ridebanespringning ved 10 års jubilæumsstævnet hos Absolute Horses på Tågerup. 

Hun vandt sidste års U21 mesterskab, og der var lagt pres på hende. Hun klarede sig fejlfrit i en tid på 65,76 og kom dermed på førstepladsen.

– De andre ryttere havde lagt pres på mig, så jeg måtte tage nogle chancer. Det er dejligt, når det så lykkes, sagde hun efter sejren.

Emmalou Falck Gubi Olsen på Cooper, som ellers førte, blev dermed henvist til andenpladsen. Men hun var glad. 

– Det er en dejlig følelse, sagde hun før præmieoverrækkelsen. Hun vandt indendørs DM i vinter.

Christine Thirup Christensen. Foto: Absolute Horses.

Benedikte Rie Truelsen på Cassina blev nummer tre, mens hendes søster Anne-Kristine Truelsen kom på femtepladsen med Cosma Shiva, selv om hun fik en hov i vandet. Imellem dem kom Phillippa Wildfang Linde på Casmann på fjerdepladsen. 

Der var 18 deltagere til start og seks klarede banen fejlfrit, men det er ikke altid nok i en Metode C, hvor fejl omregnes til strafsekunder. To ryttere udgik.

Søndag afgøres mesterskabet med to runder i Metode A.

Hvor U21-rytterne tidligere har været plaget af regn til mesterskaberne var der virkelig sol og Sommersted til denne klasse.

Pressemeddelelse: Absolute Horses

Dramatisk første runde i mesterskabet for U18

Billede: Nikoline Dresler og Cascada. Foto: Absolute Horses

Der blev i den grad spænding til det sidste, da første kvalifikation til Stephex & Absolute Horses Agria DRF-mesterskab i ridebanespringning blev afviklet hos Absolute Horses på Tågerup ved Sommersted i nærheden af Kolding. 

Den allersidste rytter i klasse, Maria Barnewitz Schou på Seana, var nemlig ude for, at en bom faldt ned på en af de forhindringer, hun var på vej hen mod, så hun red en volte på forhindringen før. 

Hun protesterede voldsomt over det resultat, dommerne gav hende, og tiden blev rettet, så hun delte førstepladsen med Nikoline Dresler på Cascada, der havde ført hele vejen. 

På tredjepladsen kom Line Busk Heltborg på Gaville, der også var fejlfri på forhindringerne. Der blev redet Metode C, hvor fejl omregnes til strafsekunder, og det betød, at Noona Wildfang Linde på I-Caprioska blev nummer fire og Christian Svendgaard på Capacity Lady Lord nummer fem, selv om de hver havde en nedrivning.

Der var 32 startende. Fire blev diskvalificeret og en opgav. 

Glad vinder

Det var en glad Nicoline Dresler, der vandt kvalifikationen. Hun er 17 år, og det er første gang, hun deltager i mesterskabet. Hun konstaterede, at banen var svær, men også skal være det til et DM.

Maria Barnewitz Schou var også glad, da vreden oven på problemerne på banen havde lagt sig. Hun har redet mesterskaber, siden hun var ni år. Nu er hun 18, og det var derfor ekstra vigtigt for hende at få et godt resultat. 

Line Busk Heltborg på 17 år lagde ikke skjul på, at hun var overrasket. Hun har ikke startet ret mange 140 klasser. Men hun vandt indendørs DM i år.

Der er dog intet, der er afgjort endnu. Søndag rides to runder – anden kvalifikation og finale, og straftiderne fra i dag omregnes efter et kompliceret system til strafpoint, som fejl i de følgende runder lægges til. Så der kan ske meget.

Se start- og resultatlister her

Pressemeddelelse: Absolute Horses

Talentudvikling skal holde elevskole-ryttere i ridesporten

Alexandra og Anne Sophie Gerstorf har begge været landsholdsryttere i dressur og i dag driver de Christiansminde Ridecenter ved Skanderborg. De to dressurryttere har selv været igennem et talentudviklingsprogram i Dansk Ride Forbund, og de mange erfaringer det har givet dem, har fået de unge iværksættere til at udvikle deres eget talentprogram for deres elevryttere. Et mere fast talentudviklingsprogram skulle gerne være med til at motivere rytterne til at blive bedre – og endnu vigtigere holde de unge mennesker i ridesporten.

Hele indslaget kan ses her (Premium)

Tillykke til de nye danske mestre i ponydressur

Nedenfor kan du se, hvem der tog medaljer i de forskellige mesterskaber, ligesom der er link til video af finalen samt resultater.

Kat. I-ponyer (Se finalen)

1. Thilde Rude Hare / Morgensterns Dakar
2. Victoria Toft Waksvik / SL Cuba
3. Emilie Balling Nissen / Divino van Stal Romano S
Se hele resultatet her

Kat. II- ponyer (se finalen)

1. Josephine Gert Nielsen /Timms My Fritz
2. Anna Teibel Raben / FS Calimero
3. Julie Dam Jensen / She Nett Hoejgaard
Resultatet af klassen kan ses her

Kat. III-ponyer (se finalen)

1 Maya Leisted Grønbech / Chopins Gilbert
2 Sofie Aagaard Buur-Thomsen / Zorro Z
3 Alberte Josefine Harsbo / Parcybedw the Distroyer
Se hele resultatet

Mere EM-bronze til Danmark

Vi klapper med hatten for U25-landsholdet i dressur – der sørger for flere EM-medaljer til Danmark. Holdet bestod af:
Victoria E. Vallentin / Brooklyn
Maja Andreasen / Kano
Anne-Mette Strandby Hansen / Foco Loco W
Josefine Hoffmann / Hønnerups Driver
Hele resultatet af holdmesterskabet kan ses her

Stort tillykke til rytterne og alle kræfterne bag.

EM 2020 for Juniorer, ungryttere og U25- ryttere i dressur afholdes august i Ungarn. Indtil videre er det blevet til holdsølv til juniorerne, holdbronze til ungrytterne og U25rytterne, og derudover mange flotte individuelle resultater.

EM-bronze til ungrytterlandsholdet

Det danske ungrytterlandshold er kommet godt fra start ved EM i Ungarn. Således blev det til en flot bronzemedalje i dagens holdkonkurrence, hvor Holland tog guld, og Tyskland tog sølv.

Det danske hold består af:
Laura Jarlkvist Rasmussen / Aatoftens Dornier
Karoline Rohmann / Jakas Don Louvre
Maria Mejlgaard Jensen / Antango du Feuillard
Sara Aagaard Hyrm / Skovborgs Romadino

Stort tillykke til de dygtige unge ryttere.

Det samlede resultat af holdmesterskabet kan ses her

Toppen af dansk springsport mødes hos Absolute Horses.

Det er toppen af dansk springsport, der trods Corona-restriktionerne stiller op, når Absolute Horses fra torsdag til søndag holder mesterskabsstævne på Tågerup i Sommersted i nærheden af Kolding. 

Der skal findes dansk mester for senior og Agria DRF-mestre for U21 (ungrytter) og U18 (junior).

I seniorklassen stiller Emil Hallundbæk op. Han har til daglige base i Belgien og har via sine resultater ved internationale stævner sikret Danmark en plads ved det kommende OL i Tokyo, der nu er udsat til 2021. 

Det er første gang, han stiller op til Senior DM. Han var ikke med til mesterskabsstævnerne på Tågerup i 2018 og 2019, men i 2015 fik han guld og 2016 sølv som ungrytter. Han har to heste – Bel Star og High Nitro – med.

Også Tina Lund stiller op til Senior DM. Hun har til daglig base i Dubai, men har været i Danmark i nogle måneder på grund af Corona-pandemien. I fjor kom hun dog også hjem for at være i DM. Hun har hele seks heste med til stævnet – og de to af dem i mesterskabsklassen, nemlig Centina og Cloi.

Den ene af stævnets værter, Andreas Schou, har endnu ikke vundet DM på hjemmebane, men prøver med igen i år med to heste – Quadrosson Ask og Dark de Lux. 

Fra sidste års præmiepodie er kun Lars Bak Andersen, som fik bronze, med. Søren Møller Rohde, der fik guld, starter i nogle af de andre klasser, og Søren Nørgaard Pedersen, der fik sølv, må blive hjemme med et brækket ben.

Til gengæld forsøger to tidligere mestre sig – nemlig Kasper H. Hansen, som vandt i 2018, og Rikke Haastrup Kristensen, som vandt i 2015. 18 ryttere med tilsammen 25 heste står på startlisten til Senior DM.

Emil Hallundbæk 2015. Foto: Absolute Horses

Vinderne med igen

I U21-mesterskabet er der 14 ryttere på en snes heste. Her er der gensyn med Emils søster, Clara Hallundbæk, der kommer hjem fra Belgien. Hun vandt for U18 i 2017 og stillede ikke op i fjor. Hele sidste års præmiepodie, Christine Thirup Christensen, Phillippa Wildfang Linde og Benedikte Rie Truelsen er med igen. 

Den største mesterskabsklasse er U18 med 36 starter fordelt på 26 ryttere. Her er guld- og sølvvinderne fra i fjor Theodor Wildfang Linde og Maria Barnewitz Schou med igen.  Josefine Sandgaard Mørup stiller op på Nørremøllehøjs Ariel, som hendes far Thomas Sandgaard vandt DM på i 2017.

Andet end mesterskab

Det er ikke kun mesterskabsryttere og -heste, der kommer på banen. Stævnet starter torsdag med klasser på 120, 130 og 140 cm, hvor der i de to sidste er mulighed for at vælge vandgraven som et af springene.

Fredag er der en 120 cm klasse og ellers kvalifikationer til de tre mesterskaber. Lørdagen er sat af til 120, 130, 140 og 145 cm klasser. Søndagen indledes med en 135 cm klasse, og så er det ellers finaledagen, hvor rytterne i de tre mesterskabsklasser skal gennem to runder, før vinderne kan kåres.

Der er knoklet for at blive klar til at tage imod ryttere og heste med alle nødvendige COVID19-foranstaltninger. Der bliver ingen adgang for publikum, men mesterskabsrytterne må have to ledsagere med og de øvrige ryttere kun en.

Der bliver dog mulighed for at følge konkurrencerne på Zibrasport, der streamer fra stævnet.

Kilde: Absolute Horses

40.000 år gammelt føl fundet i Sibirien

Føllet stammer fra en forhistorisk hest, der levede i Yukatia området i Sibirien for 30-40.000 år siden, og som for længst er uddød. Denne urhest blev kaldet Lenskaya, eller Lena Hesten (Equus lenensis), og har ikke noget genetisk tilfældes med de heste, der lever i området i dag.

Føllet var 2 måneder gammelt, da det døde, og er utrolig velbevaret efter at have ligget i permafrosten i tusindvis af år. Forskere fandt det lille føl i Batagai-krateret, også kaldet Helvedes mund i august.

Fundet ved et tilfælde

Forskerne ‘faldt’ over det lille føl, da de var igang med udgravningerne af resterne fra en Mammut, og de mener, at føllet sandsynligvis døde, da det faldt i et hul og druknede i det iskolde vand. Føllet har mørkebrun pels og man og hale, og der er ingen sår eller skader at se på kroppen. Alle organer er ligeledes intakte.

Lokale i den Yukatia-region, hvor føllet blev fundet, kalder Batagai-krateret ‘døren til underverdenen’. Ifølge forskere blev det store krater i tundraen skabt af sovjetunionen, da de ryddede skoven, men det er blevet større i forbindelse med klimaforandringerne.

Kilde: The Sibirian Times

Tillykke til de nye danske mestre i ponyspring!

Der var super stemning, blå himmel og masser af velspringende ponyer og heste hos Sportsrideklubben uden for København i weekenden. I de smukke og historiske rammer blev der kåret tre nye Danmarksmestrer for hhv. kat III, II og I ponyer, og så blev der også fundet en vinder af DM for Children.

Oversigt over weekendens medaljetagere

Kat. III- ponyer (se finalen)

  1. Vanessa Warburg / Ronja
  2. Emilie Rebecca Rohde / Tovdals Anais Anais
  3. Sophie Karoline Emilie Moltke / Lavally Turbo
    Se hele resultatet her

Kat. II-ponyer (se finalen)

  1. Silje Frederikke Kristoffersen / Bassy
  2. Karoline Sloth Kjær /Bjerregårds Qlimax
  3. Milla Wisti Petersen / County Express
    Se hele resultatet af mesterskabet

Kat. I-ponyer (se finalen)

  1. Clara Savas Olsen / Ardara Lady
  2. Freya Strandby Møller / Atttyrory Rebel
  3. Leonora Sandberg Nielsen / MHS Kilkenny All Star
    Se hele resultatet her

Children (se finalen)

  1. Fillippa Sand Ibsen / Casila
  2. Josephine Christian Jacobsen /Dakar
  3. Olivia Hundborg Dresler / Uno’s Safier
    Samlet resultat af mesterskabet

Champion i Holland: Lisanne har skrevet historie

De natsorte frieserheste er ikke kun smukke og majestætiske – de er også fantastiske rideheste. I det nyeste indslag i vores videoarkiv fortæller Solveig Bruun Folkmann om den skønne Lisanne v.d. Olde Mette Moate, der ikke kun har vundet 5-års championatet i Holland men også er Ster-kåret og Model.

Se hele indslaget: Championhoppen Lisanne v.d. Olde Mette Moate (premium)

Nedenfor et lille klip fra filmen om Lisanne.

Rekordmange starter ved DM i ponydressur

54 tilmeldte kat. I ekvipager
Det er især i mesterskabet for kat. I, tilmeldingerne er strømmet ind. Med 54 tilmeldte byder førstedagen på over 7 timers ridning bare i dén klasse. For at tilgodese både dommere og rytterne er det derfor besluttet at dele klassen i to. Således rider halvdelen af de startende om morgenen, og den anden halvdel af klasse afvikles sidst på dagen. Det giver dommerteamet en god lang pause midt på dagen, så de er friske og klar til de mange tiders ridning.

Erstatningsklasser for kat. I og II både lørdag og søndag
Efter mesterskabets første klasser om fredagen, er det de 24 bedst placerede ekvipager for henholdsvis kat. I og II, der går videre til lørdagens mesterskabsklasse. De resterende deltagere tilbydes i stedet en start i en ”erstatningsklasse”, der afvikles som en PRT.

For begge kategorier gælder det, at det er de bedste 15 fra fredagen og lørdagens samlede resultat, der opnår endelig adgang til søndagens kürfinaler. Disse finaler kan som nævnt ses direkte på Zibrasport Equest.

Vigtigt at overholde covid-19 retningslinjer
Selvom den store tilslutning til stævnet modtages med kyshånd hos både DRF og stævnearrangøren, betyder den samtidig også et enormt koordineringsarbejde for at sikre overholdelse af sundhedsmyndighedernes retningslinjer og de gældende forsamlings- og arrangementsforbud. Derfor opfordres alle deltagere til at bidrage aktivt til dette under selve stævnet, samt til at begrænse antallet af fremmødte personer så meget som muligt.    
Der vil ikke være adgang for publikum, og hver rytter må max have to hjælpere med.

Start- og resultatlister

INFO OM LIVESTREAMING

Kilde: Dansk Ride Forbund

DM i spring bliver uden publikum

Der bliver ikke mulighed for at komme og kigge på, når Absolute Horses fra den 20. til den 23. august afvikler DM i ridebanespringning på Tågerup i Sommersted i nærheden af Kolding. Der tages nemlig hensyn til de mange regler, der er i forbindelse med Corona-pandemien. Det betyder en masse begrænsninger, ikke mindst at det bliver et stævne uden publikum. 

Der er også strenge restriktioner for, hvor mange ledsagere rytterne må havde med – og det gælder såvel hestepassere som familiemedlemmer. For mesterskabsrytterne er det to personer, for deltagerne i de andre klasser en person.

– Der må være 500 personer til hele arrangementet. Der må være flere end de 100, som forsamlingsforbuddet tillader, fordi det er et udendørs sportsarrangement, der hører under den såkaldte sektorpartnerskabsaftale, forklarer Thea Glitrup, der er Event- og Marketing Coordinator hos Absolute Horses. Men det er nødvendigt at dele pladsen op i zoner, fordi der stadig på grund af forsamlingsforbuddet kun må være 100 personer i hver zone. Og med deltagere, hjælpere og officials betyder det, at der ikke er plads til tilskuere.

– Det er vigtigt for os at overholde de mange retningslinjer, så vi har masser af håndsprit og sætter dispensere op ved indgang og udgang til alle zoner, siger hun. Der kommer desuden skilte overalt, hvor folk huskes på, at man skal bruge sin sunde fornuft og huske at holde afstand. Heldigvis er der store arealer på Tågerup, der gør det muligt at gennemføre stævnet.

Store mesterskabsdag

Den planlagte kvalifikation til DRFs unghestechampionat er aflyst, og stævnet afvikles på kun fire dage. Der skal findes mestre i tre kategorier: DM for senior og Agria DRF-mesterskab for U21 (ungrytter) og U18 (Junior).

Der skal være en hviledag mellem første afdeling og finalens to runder. Derfor skal alle tre mesterskabsklasser ride første gang fredag, og søndag bliver så store finaledag, hvor mestrene i alle tre kategorier kåres. Og de må så undvære hyldesten fra publikum.

Torsdag og lørdag afvikles der klasser i højder fra 120 til 145 cm, hvor andre end mesterskabsrytterne kan være med.

Det er 10. år i træk, der holdes DM i ridebanespringning på Tågerup, men det bliver altså uden nogen form for jubilæumsfestligheder.

– Vi gør alt for at overholde alle restriktioner, og vi vil også gøre alt for, at vi trods alle forhindringerne får et godt DM, siger Thea Glitrup.

Kilde: Absolute Horses