Skip to main content

Video: Kan man ride på en konik?

Karas er en renavlet konik, han er født i et naturreservat i Polen, og inden han blev importeret til Danmark, blev han blandt andet brugt til landbrugsarbejde.

Yasmin fortæller om mødet med Karas, og hvad der er særligt ved konikhesten – både når det kommer til eksteriør, temperament og selvfølgelig rideegenskaber.

Der er nemlig ikke mange, der forbinder en konikhest med ridesport, men Yasmin har redet både dressur og spring på Karas, og han er en særdeles udholdende og arbejdsglad hest.

Se også vores videoserie om konikheste i Høje Gladsaxe Park

Dokumentar: Dyk ned i hestens historie

Zappede du forbi DR2 søndag formiddag, så kunne du nyde flere timer i selskab med smukke heste, imponerende landskaber og forskellige kulturer.

Den canadiske antropolog og dokumentarfilmproducent Niobe Thompson rejste i 2018 rundt i verden for at blive klogere på hestens oprindelse – og det kom der “Equus” ud af.

DR beskriver filmen med følgende ord:

Der er ikke noget andet dyr, der har betydet så meget for menneskene. De er større, stærkere og hurtigere end os – og fra det øjeblik vi satte os op på disse storslåede dyr, var vores verden formet af hestekræfter. Den canadiske antroplog Niobe Thompson tager os med på en tur verden rundt og tilbage i tiden for at se på hestens historie. Hvad er det, der gør heste og mennesker så gode sammen?

Hesten ændrede alt. Men hvordan opstod båndet mellem os? Den canadiske antroplog Niobe Thompson vil undersøge, hvordan vores forfædre opdagede, at hestene kunne blive vores venner. Han vil rejse tilbage i tiden til de første ryttere – og se, hvor meget vi står i gæld til deres ukendte kultur. Hvordan fandt et menneske på at sætte sig op på en hest? Og hvem var de første mennesker, der red på heste?

Heste og mennesker har været på en lang rejse sammen. Men det vilde dyr, som vi tæmmede for længe siden, er nu blevet til over 400 vidt forskellige racer. Den canadiske antropolog Niobe Thompson dykker ned i hestenes historie. Han ser tilbage på menneskenes forhold til heste. Hvordan vi har formet hestene – og hvordan de har formet os.

Se dokumentaren her

“Equus” ligger online indtil slutningen af januar 2022.

Kærligheden til New Forest ponyer bliver i familien

Arbejdet med ponyer bliver i familien

For Will Ingram har heste og natur altid været en stor del af livet. Hans bedstefar, Brian Ingram, har i mange år været head agister i New Forest. Som agister er ens job at føre opsyn med – og have ansvar for – de mange frit-strejfende dyr, der lever i de store skovområder. Her lever flere tusinde semi-vilde ponyer frit sammen med kvæg og et mindre antal æsler, får og svin. Will træder i sin bedstefars fodspor – og varetager nu samme job.

Det er frihed

Ponyer, der er opvokset i skoven, er hårdføre, sikre på benene, og uden tvivl nogle af de bedste ponyer i verden ifølge Brian. En sådan pony er Magic, som er Wills ridepony, det er den pony, han rider ud på, når han skal inspicere flokkene med dyr. Will har redet, siden han kunne gå, og det at ride og arbejde med heste er for ham en livsstil.

”Jeg elsker det herude, det er frihed. Når du er på en hest, kan du ride, hvorhen du har lyst. Det er fantastisk at have omgivelser som disse, og de er der bare alle døgnets 24 timer – hele året. Vi er så heldige,” siger Will blandt andet.

New Forest Nationalpark

New Forest er en nationalpark og et Ramsarområde (et internationalt beskyttet vådområde) i det sydøstlige England. Nationalparken ligger overvejende i New Forest District i det sydvestlige Hampshire. To små områder ligger dog i det sydvestlige England (i Wiltshire og i Dorset). Der findes som nævnt stadig vilde New Forest-ponyer i New Forest. De er venlige og rolige af sind, og indtil 1935 blev hopperne krydset med hingste af andre racer. Siden 1935 er kun racerene ponyer optaget i stambogen.

Video: 10 fascinerende facts om den Peruvianske Paso

En race skabt af barske omgivelser

Den Peruvianske Paso er en speciel hesterace fra Peru. Den nedstammer fra de heste, de spanske erobrere importerede til Sydamerika i det 16. århundrede til arbejdet på deres store gårde og til transport. Den Peruvianske Paso er dermed opstået af blod fra bla. Andalusiere, Jennets og Berbere, og fordi hestene i Peru har levet forholdsvis isoleret i 400 år, så har klima, foder og indbyggernes krav været med til at forme den hest, der i dag er kendt som Perus særlige og skattede hesterace.

Paso kommer af det spanske ord for “trin”, og det estimeres, at der er omkring 25.000 Peruvianske Paso heste i verden.

Den mest behagelige ridehest?

På grund af det barske terræn i Peru blev den Peruvianske Paso avlet til udholdenhed og hårdførhed. Den skulle være i stand til at håndtere alle slags underlag – fra ørken til bjerge. For ryttere, der tilbragte mange timer på hesteryg, var racens måske vigtigste egenskab dens behagelige bevægelser under sadlen, og netop de specielle gangarter er kendetegnende for den Peruvianske Paso i dag. Udover skridt og galop besidder den også den mere jævne og tölt-lignende paso llano samt den hurtige sobreandando, der minder om pas.

De særlige gangarter betyder, at næsten al bevægelse er fremadgående med praktisk talt ingen lodret bevægelse, der går op mod rytteren. Dette giver en utrolig behagelig ridetur, og har gjort racen ekstremt værdifuld for lodsejere og forvaltere, der tilbragte lange dage i sadlen.

Peruviansk Paso bevæger også benene i en rullende bevægelse – også kendt som termino – fra skulder til hov, under forbenets fremføring, og som nogle gange set hos andre heste af spanske blodlinjer.

Racens sjæl – den unikke brio

Hurtigheden og den dansende bevægelse i hestenes gangarter kommer fra brio i racens sjæl. Brio er det, der beskriver hestens temperament, og er defineret som en iver efter at behage og grænseløs energi.

Peruviansk Paso er kendt for at være venlige og nysgerrige. Racen er følsom, men modig og anses for at være nemme at træne og ideelle til et bredt spektrum af ryttere.

Peruviansk Paso

  • Højde: 143-155 cm.
  • Farver: Alle farver herunder også Buckskin og palomino
  • Kendetegn: En middelstor ædelhest, med særlige gangarter og et fantastisk temperament.

Mulawa stutteri: Araber- og varmblodsheste i Australien

Navnet Mulawa er et aboriginal ord, der betyder ‘I skyggen af træerne’. Idag følger navnet alle araberhestene, der er født på stedet, og en Mulawa hest skal være genkendelig i både type og karakter.

I indslaget Fascinating Arabian horses at the Mulawa Stables fra FEI hører vi om tankerne bag avlsprogrammet, kærligheden til hestene, og ikke mindst hvordan Farrell familien arbejder med hestene i dagligdagen.

Araberheste og varmblodsheste

Farrellfamilien elsker heste og ridesport, og datteren Katharine Farrell var en succesfuld rytter i flere discipliner som ung. Kærligheden til dressuren trak dog i sidste ende det længste strå, og det var begyndelsen på Mulawa stutteriets varmblodsprogram.

Familien indså nemlig, at hvis Katharine skulle til tops i sporten, så havde araberhesten trods sine fordele for mange begrænsninger til at kunne være med. I dag har stutteriet derfor to sideløbende programmer – et med araberheste og et med varmblodsheste.

Mulawa Arabian Stud

Skovarbejde: Heste mere skånsomme end maskiner

Heste kan være gode venner og ridepartnere, men også pålidelige arbejdskolleger. Gennem historien har heste hjulpet mennesker i sektorer som transport, transport og landbrug – og de senere år har de fået en renæssance i skovarbejdet.

En af grundene til, at man bruger heste i skovbrug i stedet for maskiner, er, at hestene er mere skånsomme mod miljøet, og herunder skovbundene hvor der ofte er et puslerende liv af planter, insekter og smådyr. I portrættet nedenfor fortæller Toby Hoad fra Dorset, England, hvordan han arbejder med heste i skoven, og hvorfor han elsker sit job.

Fokus på hestekræfter i skovene

Toby begyndte at arbejde med heste, fordi han ikke havde råd til at investere i en traktor. Der gik dog ikke lang tid, før han fandt ud af, at der var en stor efterspørgsel i England for skovarbejde, der var skånsomt mod naturen – og det er hestene.

Comtois – en fransk koldblodshest

De heste Toby bruger er af racen Comtois, det er en fransk koldblodshest, der i mange generationer har været brugt til arbejdet i landbruget, skove og vinmarkerne. Hestene har et særdeles roligt gemyt, hvilket er vigtigt i et arbejde, der til tider er både hårdt og farligt. Tobys heste er derfor meget veltrænede, og adlyder de kommandoer han giver med sin stemme.

Arbejdet er et samspil mellem mand, hest og natur, og Toby lægger ikke skjul på, at han elsker sit job.

Status på naturhestene i Høje Gladsaxe

Den 2. november 2020 blev tre konik-hopper sluppet ud i Høje Gladsaxe Park, hvor de skulle spille en afgørende rolle i styrkelsen af biodiversiteten:

Hestene bidrager væsentligt til en mere mangfoldig og varieret natur, med flere blomster, insekter og fugle. Hestene vil med deres adfærd skabe lysninger i krat og skov og sørge for, at der kommer flere blomster og mindre græs. Hestene æder siv og tramper i vandhullerne, så disse forbliver lysåbne. Hermed bliver vandet lunt, hvilket er vigtigt for padder og mange vandinsekter som fx guldsmede.

Nu er der gået et år, og Gladsaxe kommune har i den forbindelse gjort status på projektet.

“Det har været 12 spændende måneder med tusindvis af glade gæster. Hestene stortrives, og der er allerede masser af tegn på græsningens positive effekter for biodiversiteten,” lyder det fra dem på Facebook.

Se videoen her

Se alle afsnit i Zibrasport Equests serie om naturhestene:

Medaljefest ved DM for araberheste

I weekenden d. 10-12. september blev der afholdt racestævne i DSAH Rideklub for OX-arabere og araberracer med blandt andet DM i spring og dressur. Det var Tobøl Rideklub ved Føvling, der lige som sidste år, dannede rammen om mesterskabstævnet.

Rikke Granberg Korsgaard og UL SID CHIANTI vinder DM i dressur. Foto: Simii Photography

DM i dressur

12 ekvipager var til start ved Danmarksmesterskabet i dressur for OX-arabere. Mesterskabet rides over to dage, og det kan rides i klasser fra LA2 til Intermediare (alt efter hestens uddannelsesniveau), og det er naturligvis den samlede procent, der rangerer rytternes placering. 1. afdeling blev vundet af Alma Traasdahl, og THEE FIFTH ELEMENT, de red en LA4 til flotte 68.824%.
2. og 3. pladsen gik til Helena Jodie Byrne med henholdsvis MOUAMMAR (67.673%) og FA MOONSHADOW (67.433%).

Alma Traasdahl og THEE FIFTH ELEMENT. Foto: Simii Photography

Ekvipagerne lå meget tæt i lørdagens første afdeling, så der var stor spænding i søndagens sidste og afgørende klasse. Her satte Rikke Granberg Korsgaard og UL SID CHIANTI konkurrenterne til vægs og tog sejren med 69.869 i en LA6. Det betød, at der blev byttet om på placeringerne, og det samlede resultat af DM i dressur blev således:


Guld: Rikke Granberg Korsgaard og UL SID CHIANTI
Sølv: Alma Traasdahl, og THEE FIFTH ELEMENT
Bronze: Helena Jodie Byrne og FA MOONSHADOW
Se hele resultatet her

Læs også Danske Alexandra træner heste i Mellemøsten

Helena Jodie Byrne og FA MOONSHADOW. Foto: Simii Photography

DM i springning

Mesterskabet i spring for OX arabere blev ligeledes afviklet over to dage. Seks ekvipager havde meldt til start, og de kunne ride 70/80/90/100 cm den første dag og 80/90/100/110 cm den anden dag. Begge afdelinger blev afgjort i en stilspringning, og medaljerne blev fordelt på følgende ekvipager:


Guld: Vilma Søgaard og UL VERDICCHIO
Sølv: Katrine Vraa Andersen og MAYAH BELL
Bronze: Laura Vraa Andersen og MAYAH BELL
Se resultaterne her

Se også indslaget om Zonyx OX (05:45 inde i programmet)

Katrine Vraa Andersen og MAYAH BELL
Katrine Vraa Andersen og MAYAH BELL. Foto: Simii Photography

Om DSAH Rideklub

DSAH Rideklub er en lille klub, på knap 40 medlemmer. Klubben hører ind under DRF, i distrikt 10. Man kan starte for klubben til stævner i alle distrikter. Klubben har ikke en fast adresse, da det er en ”race” klub.
Alle ryttere er selvfølgelig velkomne i klubben, men klubben gør sig primært i arrangementer til folk som rider/har fuldblodsaraber eller andre araberracer.

I DSAH Rideklub lægges der stor vægt på at holde arrangementer for ryttere med araberheste i blodet. Det er vigtigt der er plads til alle, både dressur, spring, distance og anden form for ridning.

Om man rider på højt eller lavt niveau, er ung som gammel. Det eneste der er vigtig er, at man har interessen for araberen, og evt. kunne havde lyst til at støtte en lille klub som hele tiden gerne vil udvikle sig, sammen med sine medlemmer.

Video: “Jeg måtte bare eje Vitus”

Katrine Holm havde egentlig besluttet sig for ikke at få en ny hest, da hun havde mistet sin springhest for 10 år siden.

Men så stod lille Vitus og så sød ud på dyrskuet.

“Jeg måtte eje ham, selv om han ikke var til salg,” fortæller Katrine i indslaget.

Zibrasport Equest mødte den i dag meget store Vitus og Katrine i forbindelse med Store Hestedag 2021.

Avlere begræder tabet af trommeslager Charlie Watts

Charlie Watts (f. 1941) var kendt for at spille trommer i Rolling Stones, men ejede sammen med sin kone, Shirley, også Halsdon Arabians i Dolton i Devon. Her avlede de fuldblodsarabere ud af overvejende polske linjer. På et tidspunkt voksede deres besætning til mere end 250 heste, og parret var stamgæster ved den berømte polske auktion Pride of Poland, hvor de i årenes løb købte flere hopper, blandt andet hoppen Pinta, som de erhvervede for imponerende € 500.000 i 2009.

Det var Shirley, der var den hesteinteresserede af de to til at starte med, og hun fik sin første araberhest i 10 års bryllupsgave af Charlie. I denne video sætter Shirley ord på sin kærlighed til heste – og især den arabiske fuldblodshest.

“Jeg bliver åndeløs, for jeg kan ikke forstå, at jeg er så heldig at være omgivet af noget så smukt,” siger Shirley blandt andet.

(artiklen fortsættes nedenfor…)

https://www.youtube.com/watch?v=yy7WpZdgl_M&t=292s

En del af verdens største rockband

Omkring 13-årsalderen blev Watts interesseret i musik og særdeles det at tromme, og senere blev han en del af rockbandet Rolling Stones. Det blev dannet i London af Brian Jones og blev med tiden ledet af gruppens sangskriverpar, forsangeren Mick Jagger og guitaristen Keith Richards.

Under den amerikanske turné i 1969 blev The Rolling Stones, også kaldet The Stones, introduceret som the World’s Greatest Rock & Roll Band, hvilket de ofte stadig gør. Bandet har udgivet over 30 album med deres egen musik og har haft 37 top-10 singler.

I modsætning til sine bandkammerater foretrak Watts et stille liv. “Jeg har aldrig fyldt stereotypen af ​​rockstjernen,” sagde han til magasinet Rolling Stone i 1994.

https://www.instagram.com/p/CS-PjV1lWaE/?utm_source=ig_web_copy_link

8 danske ekvipager klar til Haflinger-EM!

Europamesterskaberne for Haflinger afholdes d. 26-29. August i Østrig på Stadl-Paura. Her konkurrerer renracede Haflinger fra hele Europa i flere forskellige discipliner. Det er et stort og meget populært event med 252 ryttere og 278 lande fra 12 lande – og blandt dem er 8 danske ekvipager klar til start.

Julie Duus og Nordan. Foto: Team Myrtil

Rutinerede dressurryttere fra Danmark

Det er et rutineret hold af dressurryttere, der tager turen til Østrig, og flere af dem har været med ved EM før. Julie Duus skal deltage i mesterskabet for 5. gang, og i år medbringer hun sin hingst Nordan, som hun skal starte i Svær Dressur. Her skal Julie konkurrerer mod holdkammeraten Cecilie Ferning og hendes 22-årige vallak Starka af Rosenlund. Cecilie og Starka har haft stor succes i ponydressur herhjemme, og har deltaget ved EM før.
Se vores portræt af Cecilie og Starka nederst på siden.

Maja Henriksen og Amarino von den Alleegärten. Foto: Images by Sattrup

Med på dressurholdet er også Maja Henriksen og hendes 7-årige hingst Amarino von den Alleegärten og Laila Carstensen og 6-årige Wilkinson-v. For både Maja og Lailas vedkommende er det anden gang de deltager ved EM, og de skal begge ride Dressur for ældre heste +6.
I mesterskabet for unge heste medbringer Dorthe H. Rasmussen sin 5-årige vallak Winsor.

Se Premium-indslaget: Om EM i military for haflinger og glæden ved at ride specialracer

Spring, western og military

I mesterskabet for unge springheste repræsenterer Anna Møller de røde hvide farver med sin unge hingst Stroller, mens Charlotte Jørgensen er den eneste dansker til start i western. Hun skal konkurrere med sin hest Thor i både pleasure, horsemanship og trail. Det er parrets tredje EM sammen.

Sofia Wilhelmsen og Diwa. Foto: CM Photography

Sofia Wilhelmsen og Diwa er den eneste danske ekvipage, der skal på banen i military. Det er Sofias første EM, og der er selvfølgelig store forventninger til hele oplevelse.

Raceportræt: Haflingeren (Premiumvideo)

Læs mere om EM her

Tillykke til vinderne af DM for Fjordheste

Ved mesterskabsstævnet blev der uddelt medaljer i både Junior Cup, Junior DM og senior DM i både spring og dressur. Junior Cuppen er et nyt tiltag målrettet til ponyrytterne, så de kan få del i DM-oplevelsen, selvom de endnu ikke har niveauet til DM. Læs mere om Junior Cup her

Junior Cup Fjordheste DM 2021. Stephanie Damholdt, Sascha Edslev Jørgensen, Ingeborg Lunddal Jensen. Foto: Marisa Søby

Stor tilslutning til dressuren

Alle dage blev der vist sport på højt niveau, og i DM i dressur var der ikke mindre end 25 ekvipager meldt til start og dermed hård kamp om de eftertragtede medaljer. Vinderen blev Mille Hübbe og Hübbe’s Torden Triton med to flotte ridt. I junior DM i dressur var Benedikte Lundsgaard Pal og Dorella Fjordlyst ikke til at komme i nærheden af, da de opnåede henholdsvis 74,323% og 72,241% på de to dage.

Junior DM Fjordheste 2021. Benedikte Lundsgaard Palm, Majbritt Porsmose Allentoft, Dicte Hengenius. Foto Marisa Søby

Oversigt over medaljer i dressur

Junior Cup Dressur
Guld: Stephanie Damholdt/ SCHELHASE’S FILEJS
Sølv: Sascha Edslev Jørgensen/ HALSKOVS CYPRES
Bronze: Ingeborg Lunddal Jensen/ NEPTUN SKOVÅ

Junior DM Dressur
Guld: Benedikte Lundsgaard Palm/ DORELLA FJORDLYST
Sølv: Majbritt Porsmose Allentoft/ CATO
Bronze: Dicte Hengenius/ HJALDE FJORD

Senior DM Dressur
Guld: Mille Hübbe/HÜBBE’S TORDEN TRITON
Sølv: Tine Anneberg/ VIKKELSØE’S VISION
Bronze: Lisa Østergård Larsen/ BOB KRAGHEDE

Se også: Drømmen er at vinde DM for Fjordheste

Senior DM Spring DM Fjordheste 2021. Sara Kristine Buus Niss, Ida Samson Andersen, Helle Andersen. Foto: Marisa Søby

Favorit måtte udgå efter første runde

Laustfin Skellerød har i flere år været særdeles succesfuld i ponyspringning, og efter første runde var den dygtige pony også en af favoritterne til vinde Senior DM i springning. Desværre fik Laustfin en allergisk reaktion efter et insektstik, og derfor måtte han og rytter Anne-Kathrine Hjorthøj trække sig fra mesterskabet. Guldvinder blev Sara Kristine Buus Niss/ og Åsbjerggaards Malik med fire overbevisende 0-runder.

Oversigt over medaljer i spring

Junior Cup Spring
Guld: Maria B. Klausen/ MELLERUPGODS MISDI
Sølv: Mia H. T. Sørensen/ HJORTHØJ’S MAGNET
Bronze: Sofie Madsen/ HEDEN’S LOUIS

Junior DM Spring
Guld: Natasja Jørgensen / HALSKOVS GRABB
Sølv: Liv Hove Mejnertsen/ ØSTERMARK BREEZER
Bronze: Stephanie Damholdt/ SCHELHASE’S FILEJS

Senior DM Spring
Guld: Sara Kristine Buus Niss/ ÅSBJERGGAARDS MALIK
Sølv: Ida Samson Andersen/ VESTERGÅRDENS MARIE
Bronze: Helle Andersen/ VALDEMAR

Alle start- og resultatlister

Junior DM springning DM 2021. Natasja Jørgensen, Liv Hove Mejnertsen/ Stephanie Damholdt. Foto: Marisa Søby

Flere mesterskaber på vej

I år skal der også findes nye danmarksmestre i kørsel. Mesterskaberne blev ikke afholdt på Vilhelmsborg, men de vil finde sted under landsstævnet på Birken Rideklub fra 3.- 5. september.

Se Fjordheste i arkivet

I vores store videoarkiv (Premium Medlemmer) kan du finde meget masser af videoer med fjordheste. Se blandt andet hele kåringen fra 2020 eller det lille portræt af Zenia Jørgensen og ‘Krapyl’, der har vundet guld ved NM.