Skip to main content

Video: Manglende rutine sætter ikke en stopper for ambitionerne

Søndag den 2. maj er Riders Cup vært for 1. kvalifikation af Walber Cup – Agria DRF-mesterskabet i klubholdspringning, som du kan streame live på Zibrasport Equest.

Kort fortalt er reglerne for turneringen:

Agria DRF-mesterskabet i klubholdspringning, afvikles ved fire kvalifikationer og en finale. De fire kvalifikationer går under betegnelsen Walber Cup og afvikles i henhold til reglerne omkring holdspringning ved udvalgte B-stævner.
Der skal deltage én ekvipage i MB1*, to ekvipager i MB2* og en ekvipage i MA1*. 

Startlisten bugner med ryttere, der sammen med netop deres hold vil kæmpe for at vinde mesterskabet. Én af dem er 22-årige Josephine Bøgh, der repræsenterer Barthahus Rideklub.

Weekenden er fyldt med stævner

Hvis ryttere og heste har savnet at tage til stævner, så er der nu rig mulighed for at komme afsted igen.

Efter nedlukningen har rideklubberne de seneste uger igen haft mulighed for at afvikle stævner, og det kan ses på Equipe, hvor weekenden er fyldt med stævner rundt omkring i hele Danmark.

Forsamlingsforbuddet betyder dog, at stævnerne stadig ikke åbne for publikum. Herunder kan du se nogle udvalgte begivenheder i St. Bededagsferie – den komplette oversigt finder du her.

RIDERS CUP

Fra torsdag til søndag er Riders Cup på Sjælland vært for et b-stævne i springning for heste. Rytteroversigten afslører, at et væld af kendte springryttere planlægger at deltage i stævnet, hvor 1. kvalifikation af Walber Cup afvikles søndag. Netop denne spændende klasse og mange andre kan du se LIVE her på sitet, når vi streamer fra Riders Cup.
Find mere info her.

SDR. HYGUM RIDEKLUB

Dressurrytterne bliver bestemt ikke snydt for stævner. På selve St. Bededag ligger den sydjyske klub bund til etdags-landsstævne i dressur. Trine Mittag, Daniel Bachmann Andersen og Marianne Helgstrand stiller til start i Grand Prix, mens der også i MB2 og Prix St. George er flere spændende ekvipager tilmeldt.

SPORTSRIDEKLUBBEN

I Bernstorffsparken nord for København er der travlt i disse dage. Siden mandag har de afholdt c-stævne i springning for pony og hest. König-søstrene har allerede redet nogle flotte runder, og i onsdagens MB1 for ponyer blev det til en sejr og andenplads til Ester Sofie Dolmer.

Lørdag og søndag er det dressurrytterne der indtager banerne, når 3. kvalifikation af Københavnermesterskabet skal finde dets vindere.

Stærkt comeback til Bella Rose og Isabell Werth

Næsten to år er gået siden Isabell Werth stillede til start ved Longines FEI European Dressage Championship 2019 i Rotterdam på tophesten Bella Rose. Siden har der været stilhed fra deres side, men onsdag eftermiddag var de tilbage på stævnebanen.

Ved CDI4* i Mannheim, hvor Charlotte Heering repræsenterer Danmark på bedste vis, viste Isabell og Bella Rose, at de bestemt ikke har glemt dressurens sværeste øvelser.

Intet mindre end 79.957 % fra de fem dommere, der alle havde det tyske makkerpar placeret som nummer et, blev det til i Grand Prix. – et imponerende comeback for den tyske ekvipage, som med præstationen melder sig ind i kampen om en OL-plads.

Der var tysk dominans i toppen af klassen, hvor Jessica von Bredow-Werndl blev toer, mens Matthias Alexander Rath hentede en placering som nummer tre hjem.

Charlotte Heering og Bufranco endte på en flot sjetteplads i det stærke felt.

Se det samlede resultat her

Nanna og Daniel nu i A-truppen

På baggrund af bl.a. sidste uges resultater ved det 4-stjernede CDI-stævne i Hagen har landsholdsteamet for U25- og seniorrytterne foretaget et par justeringer i bruttogruppen for seniorer. Det betyder, at Daniel Bachmann Andersen og Nanna Skodborg Merrald begge rykker fra B-gruppen op i A-gruppen. Derudover er sportsplanen for 2021 desuden blevet opdateret, hvilket bl.a. betyder, at CDIO-stævnet i Compiegne nu er et udtagelses-/iagttagelsesstævne, fortæller Dansk Ride forbund.

Hvad er sportsplan og bruttogrupper?
Dansk Ride Forbund har sportsplaner for dressur, springning, military og paradressur. Om den skrives der: Sportsplanen har til formål at informere om sæsonens bruttogruppe- og landsholdsaktiviteter. Sportsplanen skal være pejlemærke for de normer, værdier og retningslinjer, man som bruttogruppe- og landsholdsrytter og -træner i dressur skal være ambassadør for og virke under. Sportsplanen har endvidere til hensigt, på en åben og transparent måde, at afstemme krav og forventninger til de ryttere, der indgår i DRF’s bruttogrupper og landshold.

Bruttogruppen
På baggrund af resultater fra sæsonen 2019 og 2020, samt landstrænerens vurdering af en rytters fremadrettede udviklings- og resultatpotentiale, defineres en bruttogruppe. Bruttogruppen består af de ryttere, der indplaceres i henholdsvis A, B, C og U25-grupperne, og skal betragtes som gruppen af ryttere, som DRF vurderer, har et særligt resultat- og udviklings-potentiale. Rytterne i bruttogruppen har således landstrænerens og holdlederens særlige opmærksomhed i forhold til den enkelte rytters udviklings- og resultatpotentiale, sparring på forbedrings-potentialer, trænings- og stævneplan og i forbindelse med iagttagelse med henblik på udtagelse til sæsonens landsholdsaktiviteter.

Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack. Foto: Blue Hors

Den opdaterede seniorbruttogruppe i dressur ser således ud:

A-gruppe*

  • Andreas Helgstrand
  • Anna Kasprzak (barsel)
  • Carina Cassøe Krüth
  • Cathrine Dufour
  • Charlotte Heering
  • Daniel Bachmann Andersen
  • Lone Bang Larsen
  • Nanna Skodborg Merrald

B-gruppe

  • Agnete Kirk Thinggaard
  • Anna Zibrandtsen
  • Dennis Fisker
  • Helene Melsen
  • Trine Mittag Jensen

C-gruppe

  • Anne Troensegaard
  • Betina Jæger Jensen
  • Michael Søgaard

*Anders Dahl er ikke længere en del af bruttogruppen.

https://www.instagram.com/p/COE3VLIhPQB/?utm_source=ig_web_copy_link
Daniel Bachmann Andersens kür på Carso’ni i Hagen.

Årets første livestreaming

Vi har ventet længe på at kunne komme ud og streame ridesport – og nu ser det endelig ud til, at stævnerne for alvor tager fart igen.
I weekenden er der B-stævne i springning hos Riders Cup, og vi sender LIVE søndag den 2. maj hele dagen, hvor der blandt andet afvikles første afdeling af den spændende turnering Walber Cup. Du kan læse mere om Cuppen her, hvor der i år er tilmeldt 21 hold, og hvor de bedste hold mødes i finalen om Agria DRF-mesterskabet i springning for klubhold senere på året.

Se med hjemmefra
Premium Medlemmer har fri adgang til eventet på søndag, mens Basic Medlemmer kan købe Pay pr view til 79 kr. Det foreløbige program ser således ud:
LA1 (115 cm.)
LA2 (120 cm.)
MB1 (125 cm.)
MA1 (135 cm.)
Walber Cup 1. kvalifikation (18 hold)
Se alle Start- og resultatlister

Og allerede næste weekend er der atter LIVE på Zibrasport Equest – når vi er hos Frederiksværk Rideklub og streamer fra B-stævnet i dressur.

Klik her for at få adgang til streamen fra Riders Cup

Nathalie: Der er stadig lektioner, der skal øves

I år er OL-år, det kræver en nøje planlægning, den helt rette forberedelse og managering af både ryttere og heste. Selv under ”normale” omstændigheder, kræver den optimale OL-forberedelse og sammensætningen af holdet meget planlægning, og rytterne skal vise og bevise deres værd og form for landstræneren. Det seneste år har været langt fra ”normalen”. Coronapandemien har betydet, at rytterne (og hestene) i den grad mangler stævnerutine. Derfor var der stor interesse for det internationale stævne i Hagen i slutningen af april, hvor de bedste danske ekvipager kom i konkurrence med topryttere fra bl.a. Tyskland, England og Sverige – nationer, som sammen med Holland og USA, traditionelt er i konkurrence om holdmedaljerne ved de internationale mesterskaber.

Som man kan læse i artiklerne fra Hagen på Zibrasport Equest, var der mange flotte, danske præstationer:
Nanna: Det var en god start
OL-kvalifikationen er i hus
Carina og Danse helt i top i Hagen
Nanna og Farrell brillerede igen i Hagen
Carina og Danse bedst i Specialen
82% til Nanna og Blue Hors Zack
Topplaceringer til Nanna og Daniel i søndagens Grand Prix

Ros til Nanna fra landstræneren
Især Nanna Skodborg Merrald fra Blue Hors fik stor ros fra landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein for sine præstationer i Hagen: – Det glæder mig, at Nanna har fået Zack til at se så glad og tilpas ud. Det er et par store sko hun skal fylde efter Daniel (Daniel Bachmann Andersen, der har uddannet hingsten til Grand Prix), men det mestrer hun. Det er virkelig flot.

Cathrine Dufour kom til start med sin kun 9-årige Vamos Amigos, om ham udtaler landstræneren: — Vamos Amigos udviklede sig under stævnet. Der er fortsat et stykke vej, specielt hvad galopprogrammet angår, men de har fundet ud af, hvor de skal hen sammen. I starten af Specialen så de fantastiske ud, så kom fejlridningen, og det kostede lidt på fokus, ro og overblik.

Der er lektioner, som skal gøres
Selvom Nathalie zu Sayn-Wittgenstein generelt var tilfreds med danskernes ridning i Hagen, så er der fortsat nogle lektioner, som skal gøres hjemme i træningen. Nogle mere end andre, men der er også heste til fremtiden. – Daniels (Daniel Bachmann Andersen) Marshall-Bell er bliver en hest til fremtiden. Den udviklede sig også under stævnet. Og sådan er det, når træneren står der hver dag, så rider man anderledes, det gør jeg også selv, bemærker Nathalie. Daniel skal ride Carso’ni ved et stævne i München, i håb om at han kan få den sidste OL-kvalifikation i hus. Landstræneren satser ikke på, at unge Marshall-Bell skal på et fly til Tokyo, men parret er fortsat i spil til EM i september, og til VM på hjemmebanen i Herning i august næste år.

Hvor skal rytterne hen for at forberede sig?
Det er vanskeligt at lægge planer for rytterne, for der er blot få internationale starter tilbage inden udtagelsen til OL i Tokyo. Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og holdleder Anne-Mette Binder arbejder på en plan for holdet og rytterne, så forberedelserne bliver optimale, og landstræneren får en chance for at sammensætte det stærkest mulige hold. Charlotte Heering skal nu til Mannheim, hun har været til en sidste træning hos Nathalie på Berleburg i Tyskland. Andreas Helgstrand/Fiontini og Carina Cassøe Krüth/Heiline’s Danciera har deres OL-kvalifikation i hus, og som Nathalie bemærker gik Heiline’s Danciera det bedste hun har set længe i Hagen.
CHIO Rotterdam er flyttet til ”Aachen-weekenden”, det vil sige, sidste konkurrencedag bliver søndag den 4. juli, og der er sidste anmeldelsesfrist til OL mandag den 5. juli, og her skal holdhestene gå i karantæne i Aachen.

– Vi vælger ikke at tage til Rotterdam. Der bliver for meget køretid, når hestene skal i karantæne om mandagen i Aachen. Måske bliver der et par ryttere, som skal ride op mod hinanden i Rotterdam, for at afgøre, hvem af dem, som skal på holdet, men det håber jeg ikke, siger Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

Rytterne på bootcamp
I Pinsen er der DM i dressur ved Equitour, hvordan startfeltet præcist kommer til at se ud, er endnu usikkert. Det kommer an på, hvor der bliver startmulighed for de OL-aktuelle ryttere. Nathalie forventer dog, at Cathrine Dufour vil forsvare sit danske mesterskab med Atterupgaards Cassidy.

– Året har udviklet sig anderledes, end vi havde tænkt fra starten, erkender landstræneren, og hun fortsætter: – Jeg kommer til at rejse rundt til rytterne, for at træne dem hjemme, og så skal vi måske samle dem i en bootcamp i starten af juni. Det skal Anne-Mette og jeg lige se på, hvordan vi kan få til. Det er ikke den optimale forberedelse til OL, men det er det jo for ingen, slutter Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

Agria VM-Holdturnering – noget for dig?

Når verdens aller bedste ryttere mødes for at dyste i fire VM-discipliner i Herning til august næste år, vil man kunne opleve cremen af sportens topryttere og -heste i springning, dressur, paradressur og voltigering. Der er ingen tvivl om, det bliver en kæmpe oplevelse for ryttere og publikum. Det er dog kun de færreste ryttere, som får deres drømme opfyldt om VM-deltagelse. Det er der nu lavet om på.

Vi mødes til den store finale til Herning2022
Dansk Ride Forbund er gået sammen med forsikringsselskabet Agria om at udskrive en VM-Holdturnering. Her er bredden i sporten og sammenholdet i højsædet. Turneringen, der løber fra 1. juni 2021 – 30. juni 2022, går på tværs af alle DRF’s discipliner og afvikles på D- og E-niveau. På den måde appellerer turneringen bredt, og rytterne kan samtidig trygt prøve kræfter med nye discipliner. De bedste hold mødes i den store finale, som afvikles under VM i august 2022.

Bredderytterne for mulighed for en kæmpe oplevelse
”Agria Dyreforsikring er en af hovedsponsorerne for ECCO FEI World Championships – Herning 2022, og vi er ligeledes hovedsponsor på den nye holdturnering – Agria og DRF’s VM-holdturnering – som kulminerer i en finale under VM. Begge dele giver super god mening for os, fordi vi både støtter op om bredden i ridesporten og konkurrencerytterne. Med turneringen kan vi i samarbejde med Dansk Ride Forbund være med til at udbrede sporten og give bredderytterne mulighed for en kæmpe oplevelse ved at ride finalestævnet under VM i 2022, og det glæder vi os meget over,” siger Jens-Erik Majlund, salgschef for Agria Dyreforsikring.

Velkommen til ryttere udenfor rideforbundet
Også direktør i Dansk Ride Forbund, Morten Schram Rodtwitt, er begejstret for den nye turnering: ”Generelt set vil vi rigtig gerne lave flere aktiviteter, der favner bredt og aktiverer på tværs af både aldre, niveauer og discipliner, og netop dét kan den nye VM-holdturnering. Vi har ladet os inspirere af den populære 100-årsturnering, som blev afviklet i 2016-2017, men som noget nyt har vi også gjort det muligt at deltage uden klubmedlemskab, licens eller konkurrencehesteregistrering, hvis man rider på E-niveau. På den måde håber vi på at kunne aktivere nogle ryttere, som vi ellers ikke har kontakt med, og hvis de efter så turneringen f.eks. får lyst til at melde sig ind i en rideklub, er det jo bare fantastisk”, afslutter han.

Turneringen kort fortalt
Der kan laves hold på tværs af aldersgrupper, geografi, heste/ponyer osv., og holdene kan hente point i både dressur, springning, military, distance, voltigering, ForhindringsCup og kæphest. Og der er faktisk bonuspoint at hente, hvis man prøver kræfter med mange discipliner, hvilket kan ende med at have stor betydning for den samlede pointstilling, som er afgørende for, hvilke hold der kommer med til finalen i Herning. Et hold består af 6-8 ekvipager, som alle optjener point individuelt ved stævner i perioden. Der vil blive udbudt pointgivende klasser ved en lang række stævner rundt om i landet, så der vil være rig mulighed for at optjene point. Alle pointgivende klasser i turneringen vil fremgå tydeligt af stævnernes propositioner på rideforbund.dk.

Sådan melder I jer til
Turneringen skydes i gang 1. juni 2021, men der kan meldes til løbende, så man kan altså sagtens melde sit hold til f.eks. i oktober 2021 og stadig have en chance for at komme med til finalen. Alle ekvipager skal indledningsvis melde sig til på www.rideforbund.dk via det officielle tilmeldingsstævne for turneringen, og dernæst skal holdet sende en samlet tilmelding via mail til VM2022@rideforbund.dk, hvor denne tilmeldingsblanket med holdnavn og holdsammensætning er vedhæftet. Sammensætningen på holdtilmeldingsblanketten skal nøjagtigt matche holdets individuelt tilmeldte ekvipager på rideforbund.dk. Når tilmeldingsproceduren er gennemført, kan pointjagten begyndes.

Læs meget mere om turneringen i de officielle bestemmelser her.

Topplaceringer til Nanna og Daniel søndagens Grand Prix

Det har ikke skortet på flotte danske resultater ved det store internationale stævne i Hagen, Tyskland denne weekend, og søndag formiddag satte Nanna Merrald og Daniel Bachmann et flot punktum for en flot sportsweekend ved at blive blive nr. 1 og 2 i CDI4* Grand Prix.
Med et meget fint og flydende program vandt Nanna og Atterupgaards Orthilia klassen med 74,478%, mens Daniel og den talentfulde vallak Marshall-Bell red sig ind på andenpladsen med 72,935%.

Nanna og Orhtilia er en ret ny kombination, men det ser ud til at parret virkelig har fundet melodien. Nedenfor ses et klip af Nanna og Orthilias Grand Prix i fredags, hvor der sneg sig et par fejl ind i programmet, og de sluttede med 72,630%.

https://www.instagram.com/p/COBRdHBh_KM/?utm_source=ig_web_copy_link
https://www.instagram.com/p/COCd3Ilhn0b/?utm_source=ig_web_copy_link

Godt stævne for Søren Pedersen
Dressurrytterne var ikke de eneste, der var i ilden i Hagen søndag, også flere springryttere var på banen på det imponerende springstadion, og her blev det blandt andet til en flot 5. plads til Søren Pedersen og Chico Z i CSI2* (145 cm.).

Start- og resultatlister

82% til Nanna og Blue Hors Zack!

Sent i aftes blev Grand Prix kür afviklet i Hagen under kunstigt lys. I et stjernespækket felt af internationale topryttere havde Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen kvalificeret deres heste ind i kürfinalen fra torsdagens Grand Prix. Det var kürdebut til begge ryttere på hhv. Blue Hors Zack og Carso’ni. Og det blev et par debuter, som begge ryttere, fuldt forståeligt, var meget godt tilfredse med.

Nanna har overtaget avlshingsten Blue Hors Zack, netop efter Daniel Bachmann Andersen, og selvom de kun har haft få starter sammen, så er de støt og roligt ved at blive et internationalt par og blandt de bedste. Det viste Nanna og Zack i aftes, da de opnåede 82,025% i küren, efter dommerne havde honoreret dem med adskillige 8 og 8,5, heriblandt 8 for harmoni mellem hest og rytter. De er også et elegant par på banen, og det bliver interessant at se, hvad Nanna og den 17-årige hingst kan udvikle sammen i denne sæson.

https://www.instagram.com/p/COEO1mbBXpM/?utm_source=ig_web_copy_link

Daniel helt på rette vej
Samarbejdet mellem Daniel og Carso’ni, der er af springafstamning efter Carson Ask, er også af nyere dato. Hesten har været uddannet af Sune Hansen (tidligere berider på Blue Hors), og i lørdagens kür var deres samarbejde og samspil på banen udviklet yderligere fra Grand Prix’en, og den brune vallak gik med mere spændstighed og energi. De opnåede 77,63% og en 7. plads.

https://www.instagram.com/p/COE3VLIhPQB/?utm_source=ig_web_copy_link

Klassen blev ikke uventet vundet af engleske Charlotte Dujardin og Gio med 84,04% foran tyske Frederic Wandres og Duke of Britain med 82,855%
Start- og resultatlister

https://www.instagram.com/p/CN-tibqp1-o/?utm_source=ig_web_copy_link

Carina og Danse bedst i Specialen

Det var kun de bedste hollændere som manglede på startlisten i Grand Prix Special i Hagen, når vi taler om de nationer, der skal kæmpe om medalje ved OL i Tokyo.
De tre danske ryttere, som have kvalificeret sig ind i Grand Prix Special havde starttid lige efter hinanden. Cathrine Dufour lagde ud med Vamos Amigos – og sikke et ridt hun fik vist! Den kun 9-årige vallak brillerede rigtig i Specialen, hvor han fik vist det power, han indeholder. Cathrine var på vej mod en score på godt 76%, da hun red forkert! Der er ikke ofte det ske, men det kan ske. Det kostede Cathrine points, men set i det store billede betyder det ingenting. Cathrine fik vist, at hun har endnu en hest godt på vej, mod den absolutte top. I dag blev det til 71,936% og en 14. plads.

https://www.instagram.com/p/CODFlPGhz1g/?utm_source=ig_web_copy_link
Nyd Cathrine Dufour og Vamos Amigos i morgentræningen.

Andreas Helgstrand fulgte efter på den tredobbelte UVM-guldvinder Fiontini. Det er ikke mange starter, de to har haft sammen, og det var blot deres anden Special. I dag blev en lidt blandet oplevelse. Fiontini viste fantastisk passage med overgange til imponerende øgninger helt efter lærebogen. Desværre indløb der nogle småfejl, misforståelser undervejs. Som Andreas sagde til Zibrasport Equest i går, skal deres samarbejde styrkes over nogle stævner den kommende tid, så de kan komme i den optimale form, inden landstræner Nathalie zu Sayn Wittgenstein skal sætte holdet den 5. juli. I dag blev det til 72,255% og en 13. plads.

https://www.instagram.com/p/CODxue5hGli/?utm_source=ig_web_copy_link
Carina og Danse i aftensolen.

Danse legede med øvelserne
Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera demonstrerede til gengæld hvad det betyder, når ekvipagen kender hinanden godt. At de er samspillet og sammentømret. De udstrålede en høj grad af harmoni, og fik det vanskelige Speciale- program til at se legende let ud. Stor ros til Carina for at vise, at dressur på dette niveau, kan vises på banen med en høj grad af lethed, flydende og harmonisk. Set udefra fik dommerne nok ikke helt honoreret det smukke ridt efter fortjeneste. De opnåede 75,787% og sluttede på sjettepladsen.

Det var ikke uventet de internationale profiler, som stjal billedet igen i dag anført af Charlotte Dujardin, Jessica von Bredow-Werndl og Isabell Werth – jo, englænderne og tyskerne viser tænder forud for OL. Og de har dommerne med sig.

Start- og resultatlister.

Dansk sejr i holdkonkurrencen!

De danske paradressurryttere har her til aften sikret sig sejren i holdkonkurrencen ved et internationalt stævne i Belgien. Holdet sejrede over Holland og Tyskland.


På det danske hold var: Katrine Kristensen/Welldone Dallas, Tobias Torning Jørgensen/Jolene Hill, Susanne Jensby Sunesen/Leeds og Line Thorning Jørgensen/Højgaardens Zaxkzimo D.
Igen i dag blev det til individuel sejr til Tobias Thorning Jørgensen i grad III med knap 80% og til Katrine Kristensen i grad II.

Tobias Thorning Jørgensen vandt igen i dag med knap 80%

I morgen skal rytterne ride individuelt i kür. Stævnet i Belgien er det første for pararytternes vedkommende siden januar sidste år, og dermed et vigtigt led i forberedelserne til PL i Tokyo i august.

Resultat og startlister

Flot start for pararytterne i Belgien

To sejre, en tredjeplads og en syvendeplads det var åbningsresultatet for de danske paradressurryttere, der denne weekend er til stævne i Belgien. De flotte resultater betød, at danskerne fører holdkonkurrencen med 222 points foran Holland med 221 points og Tyskland med 215.

I grad III var Tobias Thorning Jørgensen helt i særklasse med Jolene Hill, da de opnåede 76,382% – en af dommerne havde dem på 80%

Katrine Kristensen. Foto: Annette Bruun Jørgensen


Katrine Kristensen understregede den danske succes med en sejr i grad II på Welldone Dallas med 74,789% I grad IV måtte erfarne Susanne Jensby Sunesen og Leeds se sig slået af to hollandske ryttere, den ene af dem med meget lille margin til den danske PL-medaljetager. Susanne opnåede 71,6% I samme klasse kom Anne Mette Hasselstrøm og Falkær’s Ramoon ind på 6. pladsen med 70,65%, Anne Mette var ikke på holdet i dag, men red individuelt.


Sidste rytter på holdet, Line Thorning Jørgensen og Højgaardens Zackzimo DWB opnåede 66,791 på en syvendeplads mens Camilla Christensen og Fursten, der red individuelt opnåede 64,977% på 8. pladsen, begge start i grad V.

Lørdag rider rytterne fortsat efter afgørelsen i holdkonkurrencen og søndag er kürdag for samtlige grader.
Der livestreames fra stævnetstart- og resultater