Skip to main content

Springrytterne med flotte resultater internationalt

Landstræner Bo K. Møller har været med et hold junior- og ungryttere i Samorin denne weekend. De to hold blev suppleret af to U25-ryttere, og de har virkelig leveret varen under stævnet.

”Det har været en god dag,” indleder landstræner Bo K. Møller. Hans tilfredshed skyldes flotte resultater og stabile ridt, som lover godt for den kommende sæson. Mens ungrytterne vandt deres Nations Cup konkurrence i fredags, måtte det urutinerede hold juniorryttere tage til takke med en mere beskeden placering som nr. 6. Dog med fine runder med 0 og 4 fejl, understreger landstræneren. Dette blev yderligere understreget i dag, hvor fire juniorryttere kom ind i omspringningen i Grand Prix klassen. Bedste dansker blev Clara Roesgaard Kristensen og AK’s Cavalina på 4. pladsen, lige foran Noona Linde Wildfang/Lehar, Line Busk Heltborg og Gaville kom ind på 8. pladsen, mens Mette Askham Jensen/Destany blev nr. 12.

”De red godt, de skal bare have noget mere erfaring, det er meget positivt,” understregede Bo.

Ungrytterne holdt momentum

Det stærke hold ungryttere beviste i dagens Grand Prix, at sejren i Nations Cup fredag ikke var en tilfældighed.

”De red godt og stabilt,” understregede landstræneren. Bedst placerede dansker blev Maria Barnewitz Schou/Seana på andenpladsen, Theodor Linde/Especially Ultra Z kom ind på 4. pladsen tæt forfulgt af Gustav Christian Jacobsen og Zypern.

I Grand Prix-klassen for U25 blev det også til danske placeringer til Theodor Linde/Eilien med en andenplads, mens Konstantin Deeken Künnemann og Cressendo BVZ kom ind på femtepladsen.

De to var også til start i den afsluttende Grand Prix-klasse. ”Grand Prix-klassen var en del af kvalifikationen til OL, og derfor var det en ordentlig bane, som blev bygget, fortæller Bo K. Møller. Begge danskere løste opgaven til landstrænerens tilfredshed. De sluttede begge med et nedslag, som kom på sidste forhindring ud af den store trekombination. Theodor Lind/Salto des Nauves HDC sluttede på 7. pladsen, Konstantin Deeken Künnemann og AK’s Crowney lige efter på 8. pladsen.

Bo K. Møller bekræftede, at han er glad og tilfreds med resultaterne, så de 1300 km hjem fra Samorin føles ikke helt så udfordrende.
Resultater fra Samorin

Andreas Schou igen dobbelt nul

Denne weekend har Andreas Schou været til start i et 4-stjernet stævne i Italien. Og han var igen fejlfri i både hoved- og omspringningen i Grand Prix-klassen med Darc de Lux, hvilket gav ham en 6.plads. Vinder blev den schweiziske toprytter Steve Guerdat med Uranie de Belcour.
Andreas Schou er en af de springryttere, som lige nu kæmper om den ene plads, Emil Hallundbæk sikrede Danmark ved OL i Tokyo.
Hele resultatet kan ses HER

Her kan man se et tidligere ridt på Darc de Lux, fra Andreas Schous Instagram profil:

https://www.instagram.com/p/COqmOuGBi1R/?utm_source=ig_web_copy_link

Jeg fik gåsehud, fortæller Dorothee Schneider

Ved stævnet i Pforzheim i midten af april styrtede Dorothee Schneiders hoppe Fohlenhofs Rock’n Rose om. Den 17-årige hoppe brød sammen på banen, og blev liggende. Hoppen døde få minutter senere inde på banen.
Dorothee Schneider blev indlagt på hospitalet med et brækket kraveben, men jernvilje og en specialdesignet vest har sendt den tyske toprytter tilbage i konkurrence nu, hvor kampen om pladserne på OL-holdet spidser til.

Ved CDI-stævnet i München red Dorothee sin tophest Showtime for første gang siden EM i Rotterdam for to år siden, hvor hun vandt sølv i küren. COVID-19, herpesvirus og en mindre skade har holdt Showtime fra konkurrencebanerne.

Han passer på mig

På trods af smerterne fra det brækkede kraveben, og den lange stævnepause, leverede Dorothee Schneider og Showtime en pragtpræstation. Specialen, hvor de scorede 81,702% til en andenplads, var parrets tredje bedste i karrieren, og blandt de mange topkarakterer var der 3 10-taller for passage.

“Han passer på mig, jeg er jo let skadet,” fortalte Dorothee Schneider i et interview efter klassen. “Han gik et godt program. Det gav mig gåsehud igen at præsentere ham på banen. Det er en herlig følelse, jeg er stolt af ham. Passage har altid været et højdepunkt,” fortalte hun og glædede sig over, hvordan Showtime bar sig gennem hele programmet og gav hende en pragtfuld følelse i sadlen – på trods af smerterne.

Se Dorothee Schneiders ridt i Specialen

Dobbelt dansk i toppen i München

Ved CDI-stævnet i München scorede Daniel Bachmann Andersen hele 76,634% på Sissy Max-Theurers otteårige holstenerhingst Caracciola MT e. Chin Champ. En af dommerne så ham som vinder, men den danske varmblodshoppe Straight Horse Ascenzione e. Blue Hors Zack kunne han heller ikke slå i dag. Helen Langehanenberg red DV-hoppen til endnu en sejr med 78,098%. Helen sejrede også i første afdeling af Nürnberger Burg-Pokal i Hagen med den talentfulde hoppe. Parret var også til start ved FEI World Cup på Vilhelmsborg sidste år i oktober, hvor de også sejrede sikkert. Man kan se et interview med Helen efter sejren på Vilhelmsborg.

Daniel har store forventninger til Caracciola MT. I februar fortalte han i et interview til Zibrasport Equest, at potentialet er simpelthen ikke til at overse hos Caracciola.

– Det er en mega god hest, og han har ingen begrænsninger. Han indeholder alt det, jeg gerne vil have: Super grundgangarter og arbejdsvillig.

Daniel Bachmann Andersen

“Jeg begyndte at lave ettere i sidste uge, og han tager så godt imod. Jeg er meget glad for at have sådan en hest. Derudover har han en fed alder, og der er lavet et rigtig fint grundarbejde,” lyder det fra Daniel i interviewet. Ifølge ham er der faktisk ingen grænser for, hvad hingsten, der er efter Chin Champ/Calido, kan opnå i fremtiden.
“Jeg ser en Grand Prix-hest for mig, fordi han har virkelig talent, og så er han også sindssyg smuk.” Man kan se interviewet med Daniel HER.

Hvad er Nürnberger Burg-Pokal?

Nürnberger Burg-Pokal er en serie af kvalifikationsstævner i Tyskland med en finale for 7 til 9-årige heste. Det er en serie, som har skabt vindere og medaljetagere ved OL, VM og EM for Tyskland gennem flere år. I lighed med Louidor-Preis giver det de yngre, talentfulde heste en god start på deres karriere i den store sport. Serien fejrer i år 30-års jubilæum, og der er finale i midten af december i Frankfurt for de 12 bedste ekvipager efter serien af kvalifikationsstævner.

Start- og resultatlister ved CDI München

Daniel Bachmann Andersen og Caracciola MT. Foto: Lars Seefeld
Daniel Bachmann Andersen og Caracciola MT ved stævnet i München. Foto: Lars Seefeld

Der var ikke mere benzin på!

”Han var meget træt, der var ikke mere at komme efter,” indleder Daniel Bachmann Andersen, 30 år, der i dag red Carso’ni e. Carson Ask opdr. Svend Aage Juhl i hestens første Special. ”Med trætheden kommer det lidt fejl,” fortsatte Daniel. De fik i dag 70,106%

Som speakeren bemærkede, levede hesten i dag af Daniels store rutine. Det var et teknisk godt program, hvor hesten profiterer af sin dygtige rytter, blev det sagt.

Daniel fik redet et program, hvor der var flere points at hente. Den eneste deciderede fejl, var fejl i de ni ettere på midterlinjen, og så gik Carso’ni lidt i stå i den anden piaffe. I det hele taget manglede der noget kraft og gålyst hos hesten programmet igennem. Daniel forklarer: ” Han er ikke vandt til at rejse til stævne. Man skal ikke undervurdere, hvor meget kraft, det tager af hesten. Det er en proces, som den skal lære, så det er som det er. Der var ikke mere benzin på tanken i dag. Han skal hjem og holde en pause, så skal han have noget konditionstræning. Og have noget mere rutine ved stævner.

Det er rejsen, opstaldningen i stævnestalden som tærer på hestenes kræfter mere end det er opvarmningen og selve konkurrencen. ”Det er en mega dejlig hest, med stort talent, ”fortæller Daniel. Han blev slået af den tyske landsholdsrytter Helen Langehanenberg på den danske varmblodshoppe Straight Horse Ascenzione e. Blue Hors Zack opdr. Straighht Horse ApS. – de scorede hele 76,610%

Glæder mig til DM

Nu rejser Daniel hjem efter han har redet Nürnberger Burg Pokal i morgen middag. I dag blev han placeret på andenpladsen med Caracciola MT e. Chin Champ. Han scorede 74,195% på skimlen.

I Grand Prix klassen kom en tidligere Nürnberger Burg Pokal-vinder til start, den danskopdrættede L’Arbuske, registreret i Oldenburg e. Skovens Rafael/Zardin Forfod opdr. Morten Plenborg. Senta Kirchhoff (GER) scorede deres personlig bedste med 73,745%

”Jeg skal hjem og holde i gang i Marshall- Bell og Fanalino, fortæller Daniel, han har de talentfulde, urutinerede heste til start i mesterskabet ved Equitour den kommende weekend. ”De er uerfarne og grønne, men det er mega kvalitetsheste begge to. Jeg har besluttet at ride DM, for der er gode forhold ved Equitour, der er ikke langt at køre, så jeg tager med for at træne. Det bliver fint, det glæder jeg mig meget til.”

Tysk i toppen – igen.

I går var det den stærke, tyske A-kæde, der sejrede i Grand Prix anført af Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera BB der i dag scorede 84,702%, og det kunne hendes landsholdskolleger ikke matche. Dorothee Schneider kom i går til start på Showtime FRH for første gang siden EM-finalen i Rotterdam i 2019. Hun brillierede med et stærkt travarbejde, med flot passage. De sluttede med 81,702%, men altså lige netop ikke nok til at fravriste sejren fra sin kollega.

Start- og resultater

Video: OL-kvalifikation på plads for Daniel

Daniel Bachmann Andersen og Carso’ni startede sæsonen uden at have de to grundlæggende kvalifikationskrav på plads til OL i Tokyo. Første kvalifikation opnåede han i Hagen i slutningen af april, og i dag er den anden kvalifikation kommet i hus på Carso’ni e. Leendert ved CDI-stævnet i München.

”Jeg er så glad. Det er fortsat noget urutineret, for det er kun hans tredje Grand Prix. Han blev lidt spændt i galoppen, og jeg kunne ikke få den blødhed med i galoppen, som jeg havde i traven,” fortæller Daniel efter sit ridt, der indbragte ham en 8. plads og 72,870% fra et dommerpanel, som så ham med pladscifre fra 5 til 11.
Hans samarbejde med Carso’ni er af nyere dato, som man kan læse om i artiklen: Ny Grand Prix-hest til Daniel

Han føles som en 8-årig på banen

”Jeg er stolt over, jeg har rykket ham så meget fra Hagen til nu. Selvom han er 15 år, føles han som en 8-9 års urutineret hest på banen. Om 3-4 måneder går han sikkert 74-75%, han skal bare have noget mere rutine,” vurderer Daniel, som understreger, at hestene skal have tid til at lære at gå op ad midterlinjen. Og da de hjemlige landsstævner har været aflyst, har Daniel ikke haft en chance for at få mere rutine sammen med Carso’ni.

Halvdelen af turen føltes godt

Daniel var meget tilfreds med, hvordan hesten føltes på opvarmningen. Det kan dog være svært altid at få de gode takter fra opvarmningen ind på banen. Det lykkedes for Daniel i travturen, men da han sprang an i galop, skete der noget.

”Jeg mistede ham i galoppen, hvor han stivnede, blev spændt og så bliver han lidt lige i halsen. Det er svært at finde ud af, hvorfor. Jeg har talt med Nathalie om det (Nathalie zu Sayn-Wittgenstein), og i dag prøvede jeg at ride lidt tilbage, det var ikke det rigtige. Så næste gang, skal jeg måske prøve at ride frem.” Daniel var dog meget tilfreds med sit travprogram og forudser, at når Carso’ni får mere rutine i konkurrence, kommer de gode takter fra opvarmningen med ind på banen. I morgen rider han Grand Prix Special.

Et klip af Daniel og Carso’nis Grand Prix i München. Video: Privat

Tysk dominans

Det var ikke uventet de tyske eliteryttere, som dominerede klassen. A-truppen var på plads med deres topheste i München, og det blev Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera BB e. Easy Game, som sikrede sig sejren med 81,609% Hun sejrede også i Hagen med et personligt bedste resultat i Grand Prix på 81,652%, og dermed ligner hun et sikkert kort for tyskerne til OL.

(Photo by Dean Mouhtaropoulos/Getty Images for FEI)
Dagens vinder i München, tyske Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera BB, Foto: Dean Mouhtaropoulos/Getty Images for FEI)

Interessen samlede sig dog i høj grad om hendes landsmand, Dorothee Schneider, der igen er i sadlen efter at have brækket kravebenet i et styrt under æresrunden i Pforzheim, hvor hende hest Fohlenhofs Rock’n Rose faldt om og døde. Schneider brækkede kravebenet, men har fået en særlig vest til støtte, så hun kan ride. Læs artiklen: OL-rytter indlagt – hest død på æresrunde

Dorothee Schneider lagde hårdt ud med Showtime FEH e. Sandro Hit. Hesten har ikke været til start siden parret vandt individuel sølv ved EM i Rotterdam i 2019. Corona, herpesvirus og en mindre skade hos hesten, og Schneiders brækkede kraveben, har holdt dem væk fra konkurrencebanerne i næsten to år. Showtime brillere i mange øvelser, men i dag var han ikke stræk i de to første piaffer, og overgangene ud af piafferne. Omvendt så viste han imponerende passage. En fejl i etterne kostede parret dyrt, men de sluttede med en imponerede sidste midterlinje, hvor piaffen igen var på plads. Med 79,109% kom de ind på andenpladsen.

Photos Copyright © FEI/Martin Dokoupil
Efter næsten to års stævnepause kom Dorothee Schneider tilbage i konkurrence med sin tophest Showtime. Foto Copyright © FEI/Martin Dokoupil

Isabell med fire heste i OL-truppen

Verdens absolut mest vindende dressurrytter gennem tiden, tyske Isabell Werth har hele fire heste i OL-bruttotruppen. Hun red den mest urutinerede af dem, 11-årige DSP Quantaz e. Quaterback, og den erfarne rytter havde hænderne fulde, da hesten blev mere og mere ophidset som programmet skred frem. Fejl i etterne gjorde ikke hesten synlige uro mindre udtalt, og Isabell måtte trække på al sin erfaring, for at styre hesten gennem den resterende del af programmet. Mange små klap på halsen, selv midt i den afsluttende piaffe, brugte hun til at indgyde hesten tillid. De sluttede med 76,674% på tredjepladsen, men typisk for Isabell red hun hovedrystende af banen, som hun gør, når programmet ikke lige har flasket sig efter hendes hoved.
Hubertus Schmidt sluttede den tyske dominans på fjerdepladsen med Escolar e. Estobar NRW med 75,565%

Start- og resultater fra München

Kun Cathrine forsvarer sin medalje

I september sidste år vandt Cathrine Dufour DM-guld, Carina Cassøe Krüth vandt sølv og Andreas Helgstrand bronze. Det er dog udelukkende Cathrine Dufour, som med Atterupgaards Cassisy kommer til start for at forsvare sin guldmedalje. Carina Cassøe Krüth og Andreas Helgstrand skal begge deltage i det internationale stævne i Compiègne i ugen efter DM, og dermed kommer de ikke til start.

Jeg har jo kun en

Carina, der sidste år vandt sølv med hoppen Heiline’s Danciera er en oplagt medaljekandidat til DM igen i år, men på grund af forberedelserne og udtagelsen af landsholdet til OL i Tokyo, skal hun og sidste års bronzevinder Andreas Helgstrand/Fiontini, køre til Compiègne i Frankring tirsdag morgen efter mesterskabet i Uggerhalne i Pinsen.

”Jeg har jo kun en Grand Prix-hest, så jeg kommer ikke til start,” erkender Carina Cassøe Krüth, der har en yngre hest klar i kulissen, men den er endnu for urutineret til Grand Prix ved et DM. På spørgsmålet om ikke Carina ærgrer sig lidt over ikke at kunne forsvare sin DM-medalje er svaret klart: ”DM var jo i september sidste år, så jeg føler, vi næsten lige har redet DM, men det er ærgerligt for arrangørerne, at de bedste ryttere ikke kommer med deres bedste heste.” fortsætter Carina, men som hun erkender, der er jo et mærkeligt år igen i år. Forberedelserne til OL i Tokyo er vigtige, og landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har tidligere fortalt til Zibrasport Equest, at CSIO-stævnet i Rotterdam ligger så tæt på udtagelsen af holdet, at hun har valgt det stævne fra, som en del af udtagelsen. Med mindre to ryttere står meget lige efter forsommerens konkurrencer.
Læs mere i artiklen: Nathalie: Der er stadig lektioner, der skal øves

Se eller gense kürfinalen ved Equitour 2020

Nations Cup i Compiègne

Det næste store mål for landsholdsrytterne er derfor det 5-stjernede stævne i Compiègne, Frankrig. På Nations Cup holdet rider Carina Cassøe Krüth/Hiline’s Danciera og Cathrine Dufour/Bohemian I Grand Prix og Grand Prix Special, mens Charlotte Heering/Bufranco rider Grand Prix og kür.

I den 3-stjernede konkurrence (Grand Prix og Grand Prix Special) rider Daniel Bachmann Andersen/Carso’ni, Andreas Helgstrand/Fiontini og Nanna Skodborg Merrald/Blue Hors Zack.

Sejr i Nations Cup efter omspringning

Det er ikke ofte Nations Cup afgøres efter omspringning, og landstræner Bo K. Møller udtrykte stor tilfredshed med de danske rytteres resultater. Alle var fejlfrie og hurtige. Det hele skulle afgøres af den sidste rytter for Italien. ”Han skulle ride fejlfrit og så stærkt som det næsten var muligt,” fortæller Bo fra Samorin. Italieneren gav alt, hvad han havde, men det var (heldigvis) ikke nok.

”De sluttede med at være halvandet sekund efter os,” fortæller landstræneren. ”Det var meget spændende. Det er sjældent vi står med en omspringning, og det var en ny og vigtig erfaring rytterne fik. De klarede det med nerverne i bero. Det er efterhånden nogle ret stærke ungryttere vi har, der har fået rutine gennem juniorårene. Og det var dejligt at se, de kan ride fejlfrit i stort tempo. Det har vi behov for ved EM.”

Et ungt ungrytterhold

Det var et ungt hold ungryttere, som Bo stillede med ved Nations Cup i Samorin. Mest erfaring har 21-årige Philippa Wildfang Linde, der red Carreau of Greenhill Z, mens Gustav Christian Jacobsen fortsat er juniorrytter, men ved dette stævne starter som ungrytter med Chaccorina. Maria Barnewitz Schou/Seana og Theodor Linde/Especially Ultra Z rider begge deres første år som ungryttere.

Bo K. Møller fortæller, at rytternes resultater i Nations Cup i Samorin samt stævnerne i Vierden, Hagen og Drammen indgår i hans overvejelser, når han skal sammensætte konkurrencedygtige landshold til EM for junior- og ungryttere i Vilamoura i slutningen af juli.

”Vi kan helt sikkert komme afsted med et par stærke hold til EM. Vi har også to stærke hold til start i Vierden om to uger. I det hele taget har vi en bred trup at tage af, og det er vigtigt,” understreger landstræneren.

Juniorrytterne til start i Nations Cup

Han ser frem til juniorernes start i Nations Cup senere i dag fredag. Modsat holdet af ungryttere, så er det et forholdsvist urutineret Nations Cup hold han har sammensat. Og det glæder han sig til at se resultatet af.

”Det er vigtigt vi får lavet nogle nye ryttere klar hele tiden, og får dem udviklet,” slutter han.

Juniorrytterne er Victoria Sophia Hjorth-Madsen, Josephine Christian Jacobsen, Line Busk Heltborg og Mette Askham Jensen.

Start- og resultatlister

Så er startlisten her! 26 ekvipager klar til DM i dressur

Startlisten til årets DM i dressur for seniorer er netop blevet offentliggjort, og der bliver nok af spændende ekvipager at følge i mesterskabet.

Konkurrencen afvikles i Nordjylland under Equitour Denmark den 21.-23. maj 2021 – og udover DM-klassen kan du også se frem til DM for U25 samt DM i paradressur og 2. kval. af Bundgaard Byg Cup.

Zibrasport Equest streamer alle klasser fra fredag til søndag

Intet mindre end 26 ekvipager har meldt sig til DM i dressur – heriblandt stiller flere ryttere op på to heste.

Cathrine Dufour

Hvorfor ikke gentage en succes? Sidste år red Cathrine Dufour DM på både den nu 18-årige Atterupgaards Cassidy og niårige Vamos Amigos, og det har hun tænkt sig at gøre igen i næste weekend.

Gense interviewet med Dufour fra DM i 2020

Den regerende danske mester kan dog kun vælge én hest i søndagens kür. Sidste år trak rutinerede Cassidy det længste strå, men hvem ved om, Cathrine satser alt på sit unge talent, der for nylig vandt Grand Prix i Frederiksværk med over 77 %.

Daniel Bachmann Andersen

Han gik selvstændig for under et år siden, men den tidligere Blue Hors-rytter har hurtigt fået nogle heste i stalden, der kan være med helt i toppen i dansk dressur.

Til DM rider han op ad midterlinjen på Fanalino og Marshall-Bell.

Om Fanalino har Daniel tidligere udtalt:

“Desuden har jeg en 11-års efter Floriscount, Fanalino, som har gået Intermediaire II med en tysk rytter.”

Flere med to

Også Linda Pfingstl Aasted og Lone Bang Larsen har to heste med i DM-klassen. Linda skal ride Orlando Bloom og Bruunholms Gaia, mens Lone sætter sig i sadlen på Thranegaardens Rostov og Bakkely´s Onandt.

Nanna Skodborg Merrald har en række Grand Prix-heste at vælge mellem, men til DM satser hun på Atterupgaards Orthilia.

På startlisten gemmer der sig også rutinerede ryttere som Anna Zibrandtsen, Joachim Thomsen og Michael Søgaard.

Se hele startlisten her.

Manglende profiler

Hverken Carina Cassøe Krüth eller Andreas Helgstrand er at finde i årets DM-felt. Men sådan et scenarie har landstræner Nathalie Zu Sayn-Wittgenstein tidligere forudsagt i en artikel på Zibrasport Equest:

I Pinsen er der DM i dressur ved Equitour, hvordan startfeltet præcist kommer til at se ud, er endnu usikkert. Det kommer an på, hvor der bliver startmulighed for de OL-aktuelle ryttere. Nathalie forventer dog, at Cathrine Dufour vil forsvare sit danske mesterskab med Atterupgaards Cassidy.

“Året har udviklet sig anderledes, end vi havde tænkt fra starten, erkender landstræneren, og hun fortsætter: – Jeg kommer til at rejse rundt til rytterne, for at træne dem hjemme, og så skal vi måske samle dem i en bootcamp i starten af juni. Det skal Anne-Mette og jeg lige se på, hvordan vi kan få til. Det er ikke den optimale forberedelse til OL, men det er det jo for ingen,” siger Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

Trine Mittag Jensen: Flotte ture i Tyskland

Ved weekendens Grand Prix og Grand Prix Special ved CDI*** i Verden, var Trine Mittag Jensen eneste dansker. Og hun repræsenterede Danmark på fineste vis.

Lørdag skulle Trine og Gammelenggårds Easy på banen og ride Grand Prix – de red et flot program, der blev belønnet med 69,609%. Det resultat levede næsten op til Trines ambitioner – hun gik nemlig efter de magiske 70%.

“Jeg er på mange måder rigtig godt tilfreds med stævnet. Jeg syntes, mange af tingene lykkedes for os, og vi havde ingen tekniske fejl af betydning. Vi lå tæt på placering begge dage og lå til placering hos et par af dommerne,” fortæller Trine til Zibrasport Equest.

Øvelsesstærk

Om søndagen skulle ekvipagen ride Grand Prix Special. Også her gav dommerne flotte karakterer til den danske duo – 69,191%. Indridningen og etter-changementerne var nogle af øvelserne, som faldt i dommernes smag, og her faldt der flere 8-taller.

“Jeg fokuserede på de gode ting, og vi hentede bl.a flere 7,5, 8 taller nu og et enkelt 8,5 i indridning. Så hele billedet er generelt blevet bedre det seneste års tid. Det var fantastisk oplevelse, og vi gjorde, hvad vi kunne og er meget tilfreds med vi for fjerde program i streg rider stort set helt fejlfrit og det kræver noget på det niveau.”

Farlige reklamer

“Vigtigst var gode rideture, godt humør og et dejligt stævne med søde og rare mennesker over hele linjen. Jeg har selv været meget afslappet omkring det hele, og jeg taget det hele oppe fra og ned.
Jeg fik det bedste ud af alt. Easy er så nem at have med og føler sig altid hjemme. Dog er han ikke vild med reklamer på dressurhegnet,” konstaterer rytteren fra Rødding.

Næste mål er DM

Trine og Easy har dannet par i mange år. Hun fik ham som fireårs, og i dag er vallakken ( e. LIGHT AND EASY) blevet 13 år. Efter turen til Verden står den nu på en smule afslapning for den trofaste dressurhest.

“Han får et par dage fri, for det fortjener han på fold, og så føler jeg formen er der til DM,” fastslår Trine.

Når Equitour bliver afholdt den 21.-23. maj er Trine Mittag og Easy altså at finde på startlisten. Zibrasport Equest streamer hele stævnet.

Læs mere her.

Målet er en plads i første division

Seniorspringrytterne rider holdkonkurrencerne i anden division (Nations Cup). Målet er at avancere til den bedste række, første division. Det vil give rytterne adgang til nogle af de bedste stævner på 5-stjernet niveau. Samtidig vil det give rytterne den optimale forberedelse til ECCO FEI World Championships 2022 i Herning.

Landstræner Bo K. Møller fortæller, at rytterne er meget motiverede, og de ser frem til CSIO Equitour i Uggerhalne i midten af juni. Stævnet er den ene af to kvalifikationer til ligafinalen i Warszawa, og derfor er resultatet i Uggerhalne af stor betydning.

Det er lige på og hårdt

”Der er mange stævner, som er blevet aflyst, derfor er der ikke en semifinale i år, men to kvalifikationer i Uggerhalne og i Drammen inden finalen,” fortæller Bo K. Møller, og han fortsætter: ”Det er lige på og hårdt for rytterne.”

Med kun to stævner som afgør om der er en finaleplads eller ej, er presset stort på rytterne. Håbet er at avancere til første division næste år, for det vil give springrytterne den bedste forberedelse til VM i august 2022 i Herning.

Landstræneren har haft flere ryttere i spil ved Nations Cup de senere år, men i år bliver det det absolut stærkeste hold han skal stille i Uggerhalne og i Drammen. Efter ligafinalen i Polen rykker de to bedste nationer op i første division, og dermed øges konkurrencen væsentlig ligesom kvaliteten af stævnerne og banernes sværhedsgrad optimeres. Danmark var i første division tilbage i 2011, men det blev kun til en sæson i den bedste liga. Forskellen fra dengang til nu er, at der er flere ekvipager, der kan ride klasser på dette niveau. ” Så vi er ikke så sårbare,” forklarer Bo K. Møller.

Hvad med OL?

Sidste år sikrede Emil Hallundbæk en dansk plads ved OL i Tokyo. Den er nu i spil blandt de bedste ryttere. Om dette siger Bo: ”I forhold til OL, skal der nomineres tre ryttere (til OL) efter CSIO-stævnet i Uggerhalne. Den 5. juli skal jeg nominere den, som skal afsted. Alle tre ryttere vil dog være i spil frem til karantænen den 16. juli.
I praksis betyder det, at de to andre skal kunne dokumentere, hvor de er, så de kan træde til, hvis den nomineredes hest skulle blive skadet.

Fra Uggerhalne til EM i Tyskland

De tre OL-nominerede ryttere vil danne grundstammen i det hold, som landstræneren udtager til EM i Tyskland i starten af september. Konkurrencen om pladserne spidser til mellem rytterne, og CSIO-stævnet i Uggerhalne vil, sammen med sommerens internationale stævne, give landstræneren informationer til brug for udtagelsen.

”Fordi der udelukkende afvikles 3-stjernede konkurrencer ved Equitour, er det ikke plads til mere end 15-16 danske ryttere. Og det er blandt dem, rytterne til mesterskaberne skal findes.”
Det betyder landstræneren stiller med det strækest mulige hold ved Equitour, hvor Nations Cup konkurrencen afgøres om fredagen. I næste uge vil Bo K. Møller sætte navn på de fem ryttere, som er i spil til landsholdet i Uggerhalne.
I Zibrasport Equests store videoarkiv kan man danne sig indtryk af, hvad Nations Cup kræver af ryttere og heste: Se eller gense TITAN Containers A/S CSIO3* Nations Cup fra Equitour Aalborg 2018!

Islandske Heste: DM flyttes fra Herning til Aalborg

Beslutningen om at flytte stævnet er taget i fællesskab af DI’s bestyrelse, sportskomiteen og arrangørgruppen for DM i sport 2021.  Det er også besluttet, at et evt. overskud fra DM går til DIs junior arbejde. Det store mesterskabsstævne flyttes til Tvisturs baneanlæg i Aalborg. Stævnet vil fortsat blive afviklet d. 7.-11. juli, således som det oprindeligt var planlagt.

På deres hjemmeside skriver Dansk Islandshesteforenings (DI) skriver blandt andet:

“Argumentet for at afholde DM i Sport i Herning var, at rytterne skulle have mulighed for at ride på VM-banen. Men da VM desværre blev aflyst, er dette hensyn ikke længere aktuelt. Siden er landskuet ligeledes aflyst, hvilket ville have betydet, at tidligere delte omkostninger nu kun ville tilfalde DM.

Begrundelserne for at flytte DM i Sport til Aalborg er bl.a., at det sikrer, at mesterskabet kan gennemføres økonomisk rimeligt både for DI og for rytterne. Det vil blandt andet betyde, at deltagergebyret bliver væsentligt lavere.”

Kilde: Dansk Islandshesteforening