Skip to main content

#TBT til Bundgaard Byg Cup Finalen 2019

I dette lille sammenklip kan du se top 3 i Bundgaard Byg Cup finalen 2019, der blev afgjort i de flotte rammer under Blue Hors Dressurfestival. Vinder blev Betina Jæger Jensen og Nørregårds Denzel, mens Selina Solberg Vittinghus og Atterupgaards Kawasaki kom ind på en andenplads, tæt fulgt af Carina Nevermann Torup og Soda Pop på tredjepladsen.

Du kan se hele finalen fra 2019 ved at følge linkene nedenfor.

Bundgaard Byg Cup finale 1. afd. (Intermediare I)

Bundgaard Byg Cup finale (2. afd.) Intermediaire I Kür 

Riders Cup aflyser

Det er med stor beklagelse, at teamet bag Riders Cup må aflyse det planlagte distrikts og landsstævne denne uge.

Vi har efter dialog med Næstved Politi og deres juridiske rådgiver, besluttet, at der ikke er muligt at afvikle stævnerne forsvarligt efter indførelsen af de nye restriktioner og anbefalinger i går.
Vi er utrolige glade for og taknemmelige over at sidste uges Baltic Cup blev afviklet – med besøg af Næstved Politi 5 gange over de 4 stævnedage.

Vi er stolte over den store opbakning og tillid fra ryttere og forældre, som på trods af anonyme politi-anmeldelser, alle har vist os stor tiltro i forbindelse med planlægning og afholdelse af stævner.
Riders Cup ønsker som det sidste, at medvirke til at ridesporten får dårlig omtale i medierne og selvom vi har prøvet alle muligheder for at kunne afvikle denne uges stævner, så giver gårsdagens nye restriktioner og retningslinier os desværre intet andet valg end at aflyse.

Vi er meget kede af, at aflysningen kommer så sent og af den ulejlighed det medfører for de tilmeldte ryttere, men vi har arbejdet til det sidste og har først her til formiddag afsluttet de sidste drøftelser med Næstved Politi og har derfor ikke været i stand til at melde noget ud før.

Alle tilmeldte ryttere bedes inden fredag den 11. december indsende registrerings og konto nummer til showoffice@riderscup.dk – for tilbagebetaling af betalt indskud. Vi bestræber os på at indskud tilbagebetales i uge 51 og 52.

Pressemeddelelse: Riders Cup

Isabell Werth er ny præsident for International Dressage Riders’ Club

Siden 2010 har der stået Kyra Kyrklund på formandsposten for International Dressage Riders’ Club (IDRC). Men nu har foreningen, som blev grundlagt i 1986 og arbejder for dressurrytternes interresser, fået en ny kvinde i front.

Mandag var der virtuelt valg til flere poster, og nu ser bestyrelsen således ud:

Formand: Isabell Werth
Generalsekretær: Klaus Roeser
Kasserer: Michael Klimke
Beatriz Ferrer-Salat
Carl Hester
Catherine Haddad
Hans Peter Minderhoud
Victoria Max-Theurer
Yvonne Losos

Isabell Werth blev forinden valget interviewet af dressursport-deutschland.de, hvor hun blev spurgt ind til, hvad hendes første mål i forhold til IDRC ville være.

Kommunikationen mellem rytterne skal være effektiv. Vi har ikke tid til at læse lange mails eller skrive dem. Og så er det vigtigt at få så mange ryttere som muligt til at være aktive. Enhver støtte er velkommen.

Isabell Werth

Alt fra Baltic Cup kan nu ses i arkivet

Der er lagt op til timevis af underholdning, hvis du klikker forbi vores videoarkiv, der netop er blevet opdateret med alle de streamede klasser fra weekendens Baltic Cup-stævne på Riders cup.

Materialet er gratis for Premium-medlemmer.

Gense Baltic Cup her

Skal du se med fra Baltic Cup i weekenden?

Pony-, junior og children-ryttere fra Danmark og Sverige er samlet på Sjælland i disse dage, hvor der afvikles Baltic Cup Finale 2020.

Vi streamer det meste af stævnet, og starter op i dag kl. 12.55 med juniorernes Small Tour. Husk at holde dig opdateret på vores programside, så du kan se, hvornår vi streamer fra de kommende dage. Vi opdaterer i forhold til Equipe.

Se program her

Coronaregler for alle
Som nævnt er startlisterne propfyldte med nogle af Danmarks allerbedste unge springryttere, og du kan se både start- og resultatlister lige her. Alle ryttere og hjælpere skal indordne sig under Corona tiltagene, således at stævnet kan følge gængse retningslinjer og være et trygt sted for alle.

Riders Cup har sat følgende regler op:

Der skal afleveres negativ Corona test max 48 timer gammel af ALLE ved ankomst til pladsen.

Man kan blive testet af Falck på pladsen for 299 kr. Onsdag mellem 17 og 20 og torsdag mellem 10 og 14. Svartid er 15 min.

Opvarmning: Der skridtes til og af UDENFOR. Der er etableret mulighed herfor. Det er IKKE tilladt at opholde sig i opvarmningsområdet som forælder, hvorfor samtlige beskeder og hjælp skal gives til børnenes trænere, da de er de eneste udover en teknisk delegeret som må være på opvarmningen.

Der er afsat 45 min pause i mellem hver klasse, så man kan holde forsamlingsforbuddet.

Der må max være 20 heste på opvarmning – og MAX 10 personer til bane gennemgang,

Nye restriktioner for børne- og ungeidrætten i hovedstadsområdet

Stigende smitte i hovedstadsområdet medfører nye restriktioner i 17 kommuner i hovedstadsområdet, og det betyder bl.a., at børn og unge ikke længere må være op til 50 ved idrætsaktiviteter.

Fra mandag den 7. december 2020 og frem til den 2. januar 2021 gælder der et forsamlingsforbud på 10 for alle i 17 hovedstadskommuner.

De berørte kommuner er København, Tårnby, Brøndby, Hvidovre, Vallensbæk, Gladsaxe, Rødovre, Herlev, Lyngby-Taarbæk, Frederiksberg, Ishøj, Gentofte, Ballerup, Høje-Taastrup, Dragør, Glostrup, Albertslund.

DIF håber, at de nye tiltag hurtigt får den ønskede effekt, så restriktionerne kan blive ophævet, og børn og unge igen kan mødes med hele holdet i den lokale idrætsforening.

I mellemtiden ligger der – igen – en stor opgave hos vores mange idrætsforeninger og frivillige, der skal forsøge at afvikle idrætsaktiviteter for børn og unge under nye forhold.

Coronaens indtog i marts har gjort 2020 til et meget vanskeligt år at være frivillig i. Alligevel har de mange frivillige i foreningsidrætten igen og igen formået at holde liv i aktiviteterne og skabe et lys i mørket for både børn, unge og voksne.

Vi håber, at så mange foreninger og idrætsgrene som muligt kan finde kræfterne til det også denne gang, så vores børn og unge fortsat kan dyrke idræt.

Her kommer fire gode råd, som vi håber, kan hjælpe jer på vej:

FIRE gode råd:

1: Lav faste grupper på max 10 personer inkl. træner
Det er fortsat muligt at træne i mindre grupper på max 10 inkl. træner. Overvej, om det kan give mening for jer at inddele jeres børn og unge i mindre hold på max 10 inkl. træner, så det så vidt muligt er de samme børn/unge, der træner sammen hver gang.

2: Sådan kan I trygt afvikle træning for flere grupper samtidig
I kan fortsat afvikle træning for flere grupper samtidig, hvis I sikrer, at:

  • Hver gruppe max er på 10 personer inkl. træner
  • Der er tilstrækkelig afstand mellem grupperne – gerne mindst 2 meters afstand.
  • I klart afgrænser den ene træningszone fra den anden. Anvend fx kegler, toppe, snor, kridt eller anden tydelig markering.
  • Der altid skal være en træner eller anden ansvarlig til stede ved afvikling af idrætsaktiviteter for børn – husk, at vedkommende tæller med i det samlede antal på max 10.

3: Hold virtuel juleafslutning
Med et forsamlingsforbud på 10 er den planlagte juleafslutning med træning for hele holdet sat til tælling i de fleste idrætsgrene, og mange børn kan derfor se frem til en skuffede juleafslutning – sådan behøver det dog ikke at gå.

Ryk juleafslutningen hjem i stuerne og hold den virtuelt over fx Zoom eller Teams. Lad børnene vise deres værelse frem på en virtuel ”House Tour”. Byt sportsskoene ud med sutsko, spil julebanko, spis pebernødder og lad julehyggen indfinde sig på en lidt anderledes måde i år.

4: Giv jeres trænere et skulderklap
Det betyder meget at blive anerkendt, og særligt i år har alle trænere og frivillige fortjent et kæmpe skulderklap. Benyt lejligheden til at sende dem en varm hilsen og tak for deres store indsats – benyt fx jeres Facebook-side til formålet og lad alle klubbens medlemmer og forældre være med til at bidrage i kommentarfeltet i den velfortjente ros. 

Kilde: DIF

Se interviewet: Emilie Mosegaard samarbejder med avlerne

Emilie Mosegaard er ikke kun en dygtig rytter. Hun har også en stor interesse for avlsarbejdet.

Derfor ved hun om nogen, hvor givtig et godt samarbejde med hesteavlerne kan være.

Jeg har haft et helt fantastisk samarbejde med en avler, hvor jeg på et tidspunkt havde to heste i ridning. Nu har jeg så kun en af dem tilbage, som vi så har været inde og købe halvdelen af i håb om, at det kunne blive min billet til at fortsætte på landsholdet.

Emilie Mosegaard

Sophia og Adriano imponerede i finalen for kat. 1

Kæmpe forspring

Ingen kunne komme i nærheden af Sophia Obel og den rutinerede pony Adriano B ved weekendens finale i Ecco Cup for kategori 1.

Med en score på 78.333 % i den indledende klasse og over 84 % i küren blev duoen udråbt som vinder. Sophia overtog i 2019 Adriano – efter Alexander Helgstrand havde fejret store triumfer på den røde vallak.

2020 må da også siges at have været et godt år for Sophia – hun fik bl.a. tre gange EM-sølv.

Andenpladsen blev indtaget af Cecilie Maria Schrøder Dreymann på TACKMANN’S COOKIE, mens Cornelia Munch Sinding viste en flot kür og avancerede til en samlet tredjeplads med TERBOFENS CHARICO.

Samlet resultat af ECCO CUP finalen 2020 for kategori 2

Gense begge klasser i vores arkiv

Johanne og Aurora vandt for kat. 2

Tæt i toppen

Med en sejr i den indledende klasse lørdag og endnu en sejr søndag i küren, så kunne ingen komme forbi Johanne Kofod Jensen og Aurora A, da årets vinder af Ecco Cup for kategori 2 skulle findes på Blue Hors. Flotte 76.167 % scorede ekvipagen i küren.

Anna Teibel Raben og FS Calimero blev samlet nummer to. Deres kür blev belønnet med over 74 %, og det betød, at de rykkede en placering op i forhold til den indledende klasse.

Josephine Gert Nielsen, der er regerende Danmarksmester på netop Timms My Fritz, kunne glæde sig over en samlet placering som nummer tre. Deres kür fik 73.250 % af dommerne.

Samlet resultat af ECCO CUP finalen 2020 for kategori 2

Gense begge klasser i vores arkiv

Sejr til Alexander Helgstrand i ECCO Cup Junior finalen

Juniorrytterne imponerede
Alexander Yde Helgstrand var ikke rigtig til at komme uden om i dette års ECCO Cup Finale for juniorer, og efter en sikker sejr i første afdeling, tog han og Grevens Sa’va’ også sejren i küren lørdag formiddag – med ikke mindre end 78.917%. Andenpladsen i juniorernes finale gik til Kristian Würtz Green og Bovbjergs Zhivago, der blev nummer to i begge finale klasser – og det med flotte 75.708% i küren.
Frederikke Gram Jacobsen og Ryvangs Zafina red sig ind på en samlet tredjeplads. De opnåede 73.500% for deres kür.

Samlet resultat af ECCO CUP finalen 2020

Meget mere ECCO CUP
De to juniorklasser kan ses – eller genses i vores arkiv (Premium).
Søndag skal ponyrytterne ride deres kür, og du kan se med lige her

Hør Alexander fortælle om Grevens Sa’va’ og om overgangen fra pony til hest i dette interview fra 2019.

Sara Aagaard Hyrm og Romadinov vinder ECCO Cup 2020 for YR

Sara og Romadinov var bedst
Corona har sat en bremser for mange ting, men heldigvis bliver ECCO Cup Finalerne for Young Riders, juniorer og ponyer afviklet i disse dage på Blue Hors. Vi er selvfølgelig på pletten og streamer alle klasser.

Første finale blev afgjort i dag med en særdeles spændende kür for Young Riders, hvor der blev redet for hvert eneste point, og det betød, at Sara Aagaard Hyrm og Skovborgs Romadinov løb med sejren i ECCO CUP 2020. Andenpladsen gik til Sophia Ludvigsen og Safari Klintgaard, mens Cisca Gia Hughes Øvlisen og Pimpollo blev nummer tre.

Du kan se alle resultater her , og gense både 1. afdeling og dagens kür ved at gå til vores videoarkiv (Premium Medlemmer).

Der er masser af dressur hele weekenden, hvor både junior- og ponyrytterne også skal dyste om ECCO Cup trofæet, og det hele kan ses her på siden.
Klik her for mere info og adgang til streaming.

Video: Daniel Bachmanns vej til toppen

Dressur og Daniel Bachmann Andersen har hængt sammen siden, han var en lille knægt.

– Det med heste, det er jo en livsstil, som man kan forbedre sig i hele tiden. Så hele tiden har jeg gået fra sted til sted og fået ny erfaring og mødt nye mennesker. Hele tiden er jeg meget interesseret i at lære nyt, fortæller Daniel i indslaget herunder.

Jeg læser meget, jeg ser videoer, og jeg er mega nørdet om, hvordan jeg kan gøre det bedre, hvordan kan jeg forbedre min ridning og mit horsemanship, fordi ridning er så meget andet end bare ridning.

Daniel Bachmann Andersen