Skip to main content

Andreas Helgstrand har flere heste i spil til VM

I 2022 er Herning vært for ECCO FEI verdensmesterskabet i spring, dressur, paradressage og voltigering.

Og mon ikke de fleste danske ridesportsfans håber på, at Danmark kan gøre en god figur, når begivenheden nu finder sted på hjemmebane.

Andreas Helgstrand er én af de mange stærke dressurryttere, der håber på at stille til start – og han har derfor allerede fokus rettet mod VM.

I en ny video fortæller han, at Fiontini selvfølgelig er i spil.

Men Andreas afslører desuden, at han har flere mulige heste klar til opgaven i 2022.

“Jeg vil gøre mit bedste for at forsøge at kvalificere mig – især nu hvor Fiontini gør det så godt og hele tiden udvikler sig. Men jeg har også andre heste, der måske kan blive klar til mesterskabet.”

Se hele videoen her

Nanna Merrald red fem sejre hjem i Frankrig

Med sig til franske Le Mans havde Nanna Merrald medbragt intet mindre end fire heste – nemlig Farrell, St. Schufro, Quarter Boy og Zack.

Og det gik mildt sagt rigtig godt for den 28-årige rytter, der siden 2018 har været ansat på Blue Hors.

Blue Hors Farrell

I fredagens Prix St. George red Farrell og Nanna sig ind på førstepladsen med 72,794%.

https://www.instagram.com/p/CLRiM2jhX2q/?utm_source=ig_web_copy_link

Blue Hors Zack

Nanna og 17-årige Zack har kun dannet par i få måneder, men fremtiden tegner lys for ekvipagen. Fredag havde parret stævnedebut, og det blev til intet mindre end 74,17 % i Grand Prix og dermed en sejr.

Lørdag red parret op ad midterlinjen i Grand Prix Special. Igen scorede de en placering som nummer et. Denne gang med 74,362%. 

Blue Hors St. Schufro

At Nanna har høje ambitioner for den sorte hingst, forstår man godt. Potentialet er enormt, men St. Schufro er stadig kun 10 år, og i avlshingstens internationale debut indløb der nogle småfejl.

Alligevel blev resultatet 67,45%.

https://www.instagram.com/p/CLROY8NBrsp/?utm_source=ig_web_copy_link

 Quater Boy

Salgshesten Gørklintgårds Quater Boy scorede fredag en flot førsteplads i Intermediare B med 70,540%. Men vallakken og Nanna ville ikke nøjes med én sejr. I lørdagens Intermediare II blev duoen belønnet med endnu en placering i toppen og 72,58%.

Før international debut på St. Schufro: – Han har så meget kapacitet

Intet mindre end fire heste har Nanna Skodborg Merrald og hendes uundværlige hestepasser Ellen læsset på transporteren og taget med til Frankrig, hvor der i weekenden afvikles internationalt stævne.

Zibrasport Equest har talt med Nanna om de fire heste, hun stiller til start på:

Blue Hors Farrell

”Jeg skal starte Prix St. George og Intermediare 1 på ham. Hvis jeg kan ramme samme niveau som til World Cup-stævnet på Vilhelmsborg, så er jeg godt tilfreds. Han fik lidt ferie efter det stævne, og så har vi faktisk taget det stille og roligt. Han er 10 år,” lyder det fra Nanna, som har været ansat på Blue Hors siden 2018. Forinden havde hun sig dagligdag på Lykkesholm Ridecenter i Hvalsø, hvor hun har uddannet en del heste til Grand Prix.

Og mon ikke Farrell har en fremtid i de højeste klasser i dressur?

”Han er en fed hest at være på. Han giver enormt meget sving og tager sin rytter godt med. Farrel har været sjov at få i gang til stævner, fordi han er nem at have med.
Han leger også med Grand Prix-øvelser, og dem har han talent for. Men det hele kommer jo an på hans udvikling – han har også travlt med bedækningssæsonen.”

Quarter Boy

”Jeg købte ham som føl,” fortæller Nanna om den røde vallak, der nu er 12 år og til salg.

 ”Han har gået international Grand Prix tidligere, men jeg vil gerne have de andre med til dette stævne, så han skal gå en lille GP-tur, så det hele kan hænge samme praktisk. Jeg vil gerne have ham med og vise ham frem.

Quarter Boy kender jeg rigtig godt. Han er stadig ikke vildt erfaren i Grand Prix, så det er ikke sådan, at jeg bare sætter mig og er sikker på en fejlfri tur.

Nanna om sin røde vallak

Bliue Hors St. Schufro

I januar 2020 debuterede Nanna og Blue Hors St. Schufro, 10, med succes i Grand Prix. Derefter blev den smukke hingst skadet, men nu er han igen i topform.

”Han er tilbage. I hvert fald når vi rider derhjemme. Det er lang tid siden, han har været ude at gå stævne, så det bliver spændende,” siger hun.

”St. Schufro er stadig meget urutineret, men han er fantastisk at ride på og giver en god fornemmelse 10 ud af 10 gange.

Han har så meget kapacitet, så det er klart en, vi kommer til at satse på. Men i et tempo der passer til ham

Han har meget flair for piaffe, men det er stadig grønt, siger hans faste rytter.
Nanna tøver heller ikke, da hun bliver spurgt til præmiehingstens stærkeste øvelse:

”Travtraverser som han laver, har jeg aldrig lavet på nogen anden hest før.”

Blue Hors Zack

Mens det er St. Schufros debut internationalt, så er det Zack og Nannas debut som en ekvipage til et stævne i weekenden.
Tidligere blev den 17-årige stempelhingst redet af Daniel Bachmann Andersen, men nu står Nanna for den enøjede hests træning. Og det har været en stor, men dejlig, opgave at overtage ridningen af en så etableret dressurhest.

”Det har været spændende. Han er garvet herre, men jeg er rigtig glad for at få lov til at ride på ham. Og man kan ikke mærke alderen,” understreger Nanna, som skal ride GP og GP Special på Zack i Le Mans.

”Der er da en form for pres, men jeg siger til mig selv, at det ikke er sikkert, at jeg kan det samme som Daniel. Det hele er jo nyt, men jeg vil gøre det nu, fordi han har den alder, han har. Jeg håber at få en god tur, og jeg har det godt med at ride på ham.”

Ifølge Nanna har det krævet lidt tilvænning for både hende og Zack.

”Det tog lidt tid, men da det var på plads, så kan han bare alt. Men han skulle lige omstille sig til mig, og jeg skulle finde ud af hvor knapperne sad.”

Se startlister mm. lige her

Sundt vi fik sat farten lidt ned

Berider Torben Frandsen, 46 år, driver Tørring Ridecenter ved Randers, som er en vidt forgrenet virksomhed med konkurrencestald, træning af ryttere og heste, hestehandel og en aktiv rideskole med tilknyttet ridefysioterapi. Samtidig fungerer stedet også som testcenter for hingste og hopper i Dansk Varmblod, hvor Torben Frandsen er træningsleder for hingstenes materialprøver (10-dages observationstest og 35-dages materialprøve) samt stationsafprøvning (30 dage) af hopper.

Torben Frandsen.
Torben Frandsen og Elmegårdens Dakota.

Torben har været selvstændig i Tørring siden 2002, han har været på springlandsholdet, og redet et utal af internationale stævner. Weekend efter weekend har han redet herhjemme og i udlandet, men det satte nedlukningen som følge af coronapandemien en stopper for.

– Pludselig måtte vi prøve at finde andre muligheder for træning, fortæller Torben Frandsen.

Stævnedeltagelse er en vigtig del af springhestenes uddannelse. Det er ved stævnerne de får set nye forhindringer, testet deres robusthed overfor miljøet i stalden og på opvarmningsbanen. Med ingen, eller kun få stævner, har hestenes uddannelse skullet nytænkes. Torben fortæller: – Vi har lavet en del banetræning med de unge heste herhjemme. Og i de perioder, der har været åben, redet så mange stævner som muligt. Samtidig har vi gjort en del mere ud af at uddanne unghestene herhjemme, og i det hele taget forsøgt at få det bedste ud af situationen.

Dagligt arbejde, Torben Frandsen.
Torben Frandsen og avlshingsten Dakota i dagligt arbejde.

Banetræning hjemme, eller banetræning hos en kollega har været med til at forberede de unge heste på den, forhåbentlig, kommende stævnesæson. I forhold til de ældre og mere erfarne konkurrenceheste, har det været vanskeligt at planlægge deres træning. Op- og nedlukningerne er kommet med kort varsel, og det har udfordret managementet af hestene. – Vi har driftsudgifterne i det daglige med foder, smed, dyrlæge og træning, men vi kan ikke forbedre vores ”produkt” til stævnerne. Det er en svær situation, men sådan er det jo også i andre brancher, erkender Torben. Den aldersrelaterede træning af hestene betyder, at de ikke er ”med” i deres uddannelse, med andre ord, deres uddannelse halter efter.

– Vi træner og uddanner dem herhjemme, men fakta er, at de skal ud for at se og opleve noget forskelligt, for at blive trygge ved omgivelserne. Og på den lange bane er stævnerne en vigtig faktor i uddannelsen, og en del af vores vindue for videresalg.

Gang i salgsstalden
Torben driver en salgsstald med spring- og dressurheste. For at have succes med handlen er det vigtigt, dels at give hestene en god uddannelse, og dels få dem vist for mulige købere. Begge dele hænger uløseligt sammen med stævnedeltagelsen.

– Herhjemme har vi ikke kunnet ride, men i flere europæiske lande, har man kunnet ride stævner for professionelle. Det betyder meget for hestenes udvikling. Kunne vi få åbnet op for professionel sport også herhjemme, kan vi holde vores heste i gang, de taber ikke handelsværdi, og samtidig er de klar til at gå konkurrencer, når de hele forhåbentlig åbner op igen, forklarer Torben. Hvor meget skade ridesporten har lidt i konkurrence med vores nabolande, der har holdt gang i den professionelle sport, vil først vise sig, når der åbnes op for internationale konkurrencer og mesterskaber.

Torben Frandsen og Dakota.
Springtræning med 7-årige Dakota.

Torben har haft fornuftig gang i sin salgsstald. Han har solgt sin internationale Grand Prix-hest Quirock til USA under nedlukningen, og fokusere i stedet på at uddanne nogle af de yngre talenter i stalden. Bl.a. avlshingsten Elmegårdens Dakota e. Bøgegårdens Dicapo/Catoki, som han red ind i UVM-finalen på Zangersheide i 2019. Det er hingsten som ses springe på videoen.

– Jeg kan godt lide at komme til stævne, men jeg har oplevet, at jeg også nyder at være herhjemme.

– Det har været specielt at opleve, det har været legalt ikke at ride stævner konstant. Jeg må indrømme, jeg har nyt at have lidt mere fritid. Set i bakspejlet var det nok sundt nok, vi alle sammen fik sat farten lidt ned, men jeg glæder mig nu meget til, at det hele åbner op igen, slutter Torben Frandsen.

Om Torben Frandsen
Tørring Ridecenter ligger i en lille by 15 km nord for Randers. I naturskønne omgivelser med udsigt over Randers Fjord.
Stedet blev grundlagt i 1990 af Else Marie og Vagn Frandsen, som i 2002 indgik partnerskab med sønnen Torben Frandsen.
Torben overtog ridecenteret i 2014. Af stedets faciliteter kan der nævnes en stor stald med plads til 48 heste, en walker, to ridehaller, to udendørs springbaner (græs og sand) samt to udendørs dressurbaner.
Torben blev udlært i 1998 fra berider Holger Sørensen i Hjørring. Herefter red han to år hos Detlef Saul i Tyskland. Han vendte hjem til at godt job hos Jørgen Jensen på Dalby Ridecenter, hvor han var i to år.
Torben er formand for Dansk Ride- Instruktør Forening, han har pt. tre lærlinge: Pia Thomsen, 6. år – Christina Frederiksen, 2. år og Marianne A. Poulsen, 4. års lærling.

Shannon Ketterle: Lærerige uger i Belgien

Sentower Park i Opglabbeek i Belgien har de seneste uger dannet rammen om springrytteren Shannon Mejnert Ketterles hverdag.

Det store hestesportssted, der består af intet mindre end fire indendørs-arenaer, to udendørsbaner samt restaurant, rideudstyrsbutik, mødelokaler med mere, har været vært for CSI**/CSI* og CSIYH TOUR.

Den danske kvinde, der driver forretningen Shannon Sportshorses, havde taget fem af sine talentfulde heste med til stævnet.

https://www.instagram.com/tv/CKuFlTKB7bT/?utm_source=ig_web_copy_link

“Stævnet har været så fint i smukke og kæmpe store omgivelser.
Jeg har brugt stævnet for at holde mine heste i form, inden jeg tager til Spanien, Oliva Nova, om tre uger.

Jeg har haft hestene First Jolie, Divine z, Balotelli, Chico Vitz og Union Star med,” fortæller Shannon til Zibrasport Equest, da stævnet er overstået.

Det har været nogle meget lærerige uger. De bygger virkelig til i klasserne hernede, da mange af verdens bedste ryttere deltog til stævnet og sværhedsgraden var max, da der næsten altid var 100 ryttere med i hver klasse

Shannon Mejnert Ketterle

Sådan præsterede hestene

Shannon ser tilbage på ugerne i Belgien med stor tilfredshed.

“Jeg red min første ranking-klasse i nogle år på min 8 års-hest Chico Vitz. Det er en hest, som er ejet af min bedste veninde Nicole Christiansen, som også er ejer af NC Heste Wellness.
Chico er en hest, som jeg forventer så meget af i denne sæson, Han var også en af grundene til, vi kørte herned til Belgien, da han skal trænes i nogle større klasser inden Spanien.”

https://www.instagram.com/tv/CK7Mf29BFRB/?utm_source=ig_web_copy_link

“Ligeledes sprang min nyeste hest First Jolie fejlfri i alle 6 års-klasserne denne weekend.
Det er en hest jeg ejer med Cathrine Dufour og Rasmine Laudrup. Hun havde brug for at springe nogle 6 års-klasser inden Spanien også. Det er en hest, jeg ved, jeg ikke får lov til at beholde så længe, og når vi rammer den rigtige kunde til hende, så ved vi, hun kommer til at gå de sjove baner i fremtiden.”

Shannon har haft nogle gode ture i Belgien (Foto: Privat)

Stævne og Covid-19

Selv om Covid-19 stadig hærger, så formåede Sentower, ifølge Shannon, at afvikle et stævne, hvor deltagerne følte sig trygge.

“Det er bare så vigtigt for mig at blive ved med at uddanne mine unge heste, og ja corona er da en kæmpe udfordring. Men jeg prøver at arbejde mig omkring den, da min forretning skal overleve og gå videre.

Under stævnet her kunne vi kun spise og drikke udenfor eller i lastbilerne. Vi havde masker på 24/7 og handsker på i opvarmningen.

Jeg forstår ikke at man ikke kan starte op i Danmark og holde stævner som disse. Ingen er i nærkontakt med hinanden”, fastslår Shannon.

Sneen fyldte godt på vejene, men Shannon nåede sikkert til Danmark efter ugerne i Belgien

Tillykke til vinderne af Dansk Frieser Forbunds Championater

Topbillede: Inge Rasmussen (Dansk Frieser Forbund)

Vinderne af sportschampionatet 2020:
DRESSUR

Mest aktive: Inge Rasmussen
Inge Rasmussen har de sidste tre år vundet både for mest aktive og vindende ekvipage. Det har været spændende at følge hende og hingsten Kais rejse, hvor de startet fra de spæde LC-klasser og nu rider LA5 & LA6 på distriktsplan, hvilket også har resulteret i Sportsprædikatet. 

Mest vindende: Christina Meldgaard
Christina Meldgaard er med for første gang, men er også særdeles aktiv på stævnebanerne med flere heste, både unge og lidt ældre. Hun vinder med vallakken H. Jamal, som hun debuterede med i MB dressur i efteråret. 

KØRSEL

Mest aktive og mest vindende: Melisa Mark Nielsen
Melisa Mark Nielsen er særdeles aktiv indenfor køresporten og repræsenterer racen flot med både H. Jamal, som også vandt det ridende, samt hendes anden vallak Nammen. Både H. Jamal og Nammen har opnået sportsprædikatet i dressur, hvilket kræver seks starter i LA6. 

Melisa Mark Nielsen (Dansk Frieser Forbund)

“Aktiviteten samt udviklingen hos rytterne og hestene er støt stigende, hvilket er superfedt. Frieserne er med tiden avlet meget mere ridbare og lette, og det er så dejligt, at det også bliver honoreret på stævnebanerne,” lyder det fra Næstformand i DFF Solveig Bruun Folkmann

Vinderne vil blive hyldet på DFFs næstkommende generalforsamling med pokaler og gaver.

Betingelserne for DANSK FRIESER FORBUND’S CHAMPIONAT
For at kunne deltage i championatet:
-Skal ejer af hest være medlem af DFF (min. Sportsmedlem) fra første stævnestart
-Skal hesten være registreret i KFPS og DFF
Hvad gives der point til:
Arrangementer i kørsel og dressur
Periode:
Championatet følger kalenderåret fra d. 1. januar til og med d. 31. december.
Indberetning:
1. Resultaterne skal indberettes senest 14 dage efter arrangementet, for at resultaterne er gældende i championatet.
2. Ved alle indberetninger skal resultatliste for deltagelse og placering vedhæftes som dokumentation, ellers medregnes resultaterne ikke.
3. Derudover skal info om hest og rytter oplyses.
Championatvindere:
Der udpeges følgende vindere
Mest vindende Hest i dressur
Mest vindende Hest i kørsel
Mest aktive Rytter/kusk – skal være medlem af DFF (min. Sportsmedlem) for at kunne deltage i denne kategori.
Championatvinderne vil få gave samt vandrepokal overrakt på Generalforsamlingen. For at kunne modtage præmierne skal vinderne selv være til stede eller være repræsenteret af en stedfortræder.

Dansk Frieser Forbund

Nanna Merrald medbringer fire heste til CDI i Frankrig

Det bliver en travl weekend for Nanna Skodborg Merrald. Hun drager til Frankrig for at deltage i CDI-stævnet i Le Mans, og hun medbringer intet mindre end fire heste.

I CDI 2* skal Nanna i sadlen på den 12-årige vallak Gørklintgårds Quater Boy, der iøvrigt er til salg. Derudover har hun også tilmeldt den 10-årige avlshingst Blue Hors Farrell, som hun havde stor succes med under World Cup-stævnet på Vilhelmsborg. Her blev parret nummer tre i CDI3* Prix St. Georges med 74,5%.

Debuterer på Zack

Det er ikke hvem som helst, Nanna har overtaget tøjlerne på, og som hun i weeekenden skal debutere på. Blue Hors Zack blev indtil sommeren 2020 redet af Daniel Bachmann Andersen, men da han stoppede på stutteriet, fik Nanna muligheden for at ride avlsmatadoren, der nu har 17 år på bagen.

Den tidligere Danmarksmester i dressur for seniorer skal med Nanna gå CDI 3* i Frankrig.

I samme klasse kan man også opleve Nanna og Blue Hors St. Schufro. Ekvipagen vandt i januar 2020 deres debut i Grand Prix, men kort derefter blev den smukke hingst skadet. Heldigvis er han nu tilbage i topform.

Daniel Bachmann og Blue Hors Zack

Cathrine Dufour er næst mest vindende i verden

Årbogen Hippomundo har set på ranglister og resultater i international sport i 2020. I dressur er det Patrik Kittels Delaunay (Old) e. Dr. Doolittle/Feinbrand der topper listen over de mest vindende heste med en indtjening på 39.299 Euro svarende til knap 300.000 kr. indtjent på seks starter. På andenpladsen finder vi den eneste danske ekvipage i top-ti, nemlig Cathrine Dufour og Bohemian (Westf) e. Bordeaux/Samarant – de har tjent 32.400 Euro i 2020 på fire starter. Cathrine er også næstmest vindende rytter i 2020 – kun overgået af Isabell Werth, som har tjent godt 62.000 euro på 21 starter, mens Cathrine har tjent godt 52.000 Euro på otte starter.

– Det er sådan et sjovt begreb med præmiepenge, jeg rider ikke efter præmiepenge. Og de penge jeg tjener, bliver brugt til at ride stævner for, fortæller Cathrine Dufour- Præmiepengene hjælper med at dække de mange udgifter, som er forbundet med stævnestart.

athrine Dufour er verdens næst mest vindende rytter på Bohemian. Foto: FEI/Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Cathrine Dufour er verdens næst mest vindende rytter på Bohemian.
Foto: FEI/Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

– Præmiepengene hjælper med at dække udgifterne til at have mit team med mig til stævner, som fx at have træneren med. Præmiepengene hjælper også til at jeg kan gøre noget ekstra for hestene, for så kan jeg få råd til at få fysioterapeut Gitte Søbye med til stævnerne, forklarer Cathrine Dufour.

Den mest succesfulde avlshingst, i forhold til deres afkoms indtjening er Glock’s Johnson TN (KWPN) e. Broere Jazz/Flemmingh efterfulgt af Sandro Hit og Bordeaux. Den mest succesfulde morfar er ikke overraskende Donnerhall (OLD) e. Donnerwetter/Markus efterfulgt af hans søn De Niro og med KWPN-hingsten Ferro på tredjepladsen.

På springsiden topper Quintero Ask e. Quantum (Holst) listen over mest succesfulde faderhingste, men den mest succesfulde morfar er For Pleasure e. Furioso II/Grannus (Hann) fulgt af danskejede Quidam de Revel e. Jalisco B/Nankin (SF).
På listen over de 10 bedste 6-års heste finder vi Tailormade Chalou Sare e. Tailormade Chaloubet/Sandro Boy redet af Nicolas Pedersen, søn af landsholdsrytter Søren Pedersen.
Den mest succesfulde avler af både spring- og dressurheste er Gestüt Lewitz ejet af Paul Schockemöhle (GER).

– Jeg rider ikke efter, hvor der er flest præmiepenge. Jeg er meget selektiv med mine starter, for ikke at slide for meget på hestene. Derfor vælger jeg at starte steder, hvor man kan tjene mange points til verdensranglisten, men det er jo også typisk der, hvor der er flest præmiepenge, slutter Cathrine Dufour.

D’Avie har fået fornemt selskab

I august 2020 offentliggjorde Helgstrand Dressage, at de havde solgt D’avie – efter Don Juan de Hus/Londonderry – til Grand Prix-rytteren Lisa og fodboldstjernen Thomas Müller.

Og nu fortæller det prominente par, at de har tilføjet endnu en stjerne til deres kollektion af avlshingste. Det drejer sig som den otteårige Imposantos efter Wynton/Krack C – hingsten har ikke skiftet ejer, men det er Lisa og Thomas, der har rettighederne til sælge sæd fra hingsten i Tyskland.

“Kære opdrættere, Vi har gode nyheder! Den hollandske stjernehingst Imposantos vil udelukkende være tilgængelig for tyske opdrættere gennem Gut Wettlkam og vores partnere fra Zuchthof Wadenspanner.”

Takket være en “Last-Minute Transfer” har vi nu tre verdensmesterskabsfinalister i vores katalog.

Gut Wettlkam

“At starte avlssæsonen med en sådan ekstraordinær hingstekollektion giver os stor glæde”, lyder det fra Thomas og Lisa Müller, der driver Gut Wettlkam sammen.

https://www.instagram.com/p/CK15W20J2wB/?utm_source=ig_web_copy_link

På parrets hjemmeside fremgår det, at Imposantos ikke får base på stutteriet i Tyskland, men bliver stående hos Hengststation Brinkman i Holland.

Agria Super Sunday ved ECCO FEI World Championships Herning

Der er ingen tvivl om, at verdens bedste springryttere vil levere super sport under verdensmesterskaberne i Herning i august 2022. Stutteri Ask Stadium vil summe af entusiastiske publikummer, når verdenseliten mødes i kampen om hold- og individuelle medaljer. Agria Dyreforsikring bliver hovedsponsor for springkonkurrencerne under VM.
– Hos Agria har vi forsikret heste siden 1890. Præcis som hesteejerne, ønsker vi, at alle heste lever et langt holdbart liv. Gennem vores samarbejde med hesteorganisationer som for eksempel Dansk Ride Forbund og Stiftelsen Hästforskning bidrager vi til forskning og hestevelfærd på mange niveauer. Vi beskæftiger os med alle aspekter af hesteholdet – fra føllet bliver født, til det præsterer på højt plan indenfor hestesporten. Ved VM 2022 bliver vi præsenteret for den ypperste ridesport, og vi glæder os til mødet med alle hestevennerne fra hele verden, siger Agnes Fabricius, CEO for Agria Djurförsäkring.

Agria er hovedsponsor for springkonkurrencerne ved Herning2022. Her ses EM guldvinder, Sveriges Peder Fredricson og “H&M All In” over Agria forhindringen ved Longines FEI European Championships i Göteborg.
Foto: Ridehesten

Agria Super Sunday bliver en helt særlig oplevelse, hvor de allerbedste ryttere mødes for at afgøre konkurrencerne om de individuelle medaljer. Det sker søndag den 14. august, og Agria Super Sunday markerer afslutningen på ni konkurrencedage under ECCO FEI World Championships Herning (DEN).

– Vi er meget taknemmelige for opbakningen fra Agria Dyreforsikring, udtaler Jens Trabjerg


Jens Trabjerg og Casper Cassøe er arrangør af det firedobbelte mesterskab i springning, dressur, para-dressur og voltigering.

– Agria har været i dialog med os fra begyndelsen, og vi er meget glade og stolte over den store interesse, vi oplever fra mange sider. Med Agria som hovedsponsor for springningen under VM er vi sikre på, at vi har lagt et godt grundlag for at vise super sport for publikum på stadion og hjemme bag tv-skærmene verden over, slutter han. 
Springrytterne skal i konkurrence første gang onsdag den 10. august. Fredag den 12. august afgøres holdkonkurrencen blandt de ti bedste nationer, og søndag den 14. august på Agria Super Sunday afgøres kampen om de individuelle medaljer.

Danskejet hingst til kåring i KWPN

I denne uge afvikler det hollandske avlsforbund, KWPN deres årlige hingstekåring. Grundet coronapandemien bliver også denne begivenhed uden tilskuere.
Kåringen er startet i dag tirsdag med første besigtigelse af de springbetonede hingste. Torsdag og fredag er det de dressurbetonede hingste, som skal i aktion for kåringskommissionen. Der er ca. 90 dressurbetonede hingste udtaget fra forbesigtigelsen i starten af december.

Avlshingsten Franklin, her redet af Betina Jæger, er far til fem sønner udtaget til kåring i KWPN. (Foto: Helgstrand Dressage)
Avlshingsten Franklin, her redet af Betina Jæger, er far til fem sønner udtaget til kåring i KWPN. (Foto: Helgstrand Dressage)

Blandt de dressurbetonede hingste til kåring er en Franklin-søn fra Helgstrand Dressage. Newton JIL T har Desperado til morfar. Han er født i Holland, og opvokset på Helgstrand Dressage.

På grund af corona besluttede vi at sende hingsten til Holland, hvor han er blevet forberedt til forbesigtigelse og kåring, fortæller Esben Møller fra Helgstrand Dressage.

Det hollandske forbund er først sidste år begyndt at bedømme unghingstene i longe, som et led i selektionen. Midt i januar blev hingstene longeret for kåringskommissionen, der blev ikke foretaget en selektion, men informationerne fra den besigtigelse indgår i dommernes samlede indtryk af hingstene.
I denne uge bliver hingstene vist løse, og mønstret for kåringskommissionen, hvorefter de sorteres og de bedste indgår i præmieringen fredag.

I KWPN bliver hingstene navngivet efter alfabetet. Unghingsten fra Helgstrand Dressage er fra N-årgangen. I år der det avlshingsten Just Wimphof e. De Niro Riccione, som topper listen over flest udtagne sønner med ialt 9. Det er ikke en overraskelse, da netop Just Wimphof bedækkede flest hopper i årgang 2017 med 243 registrerede føl det følgende år.

“I KWPN får mange unghingste adgang til afprøvning. De skal igennem en forårs- og en efterårsmaterialprøve”, fortæller Esben Møller. Det er planen, at Newton JIL T skal tilbage til Helgstrand Dressage efter kåringen.

Man kan følge kåringen live (gratis) på avlsforbundets hjemmeside, se HER

Man kan se kataloget over hingste til kåring HER

Er du klar? Billetsalget til VM starter den 2. marts

Slut dig til os og oplev dage fyldt med ridning i verdensklasse! Hyld de nykårede verdensmestre i dressur, paradressur, springing og voltigering.

Se det store gallashow på Stutteri Ask Stadium – Få kvalitetstid med venner og familie på nogle (forhåbentlig) gode og lange sommerdage.
 Hav nogle hyggelige timer på campingpladsen. Oplev spændende ’talks’ og live musik på ECCO Square.

Se clinics, CDI og CSI konkurrencer på flere baner. Besøg The Equestrian Fair med mere end 200 udstillere. Lad de små have det sjovt i det store børneområde. Nyd kolde drinks i natklubben om aftenen.

Alt det og meget mere kan du opleve, når du besøger Herning i 2022!

Én ting er sikkert, vi lover ekstraordinære oplevelser for alle – i alle aldre!

Vi åbner billetsalget d. 2. marts kl. 12:00 på vores officielle hjemmeside www.herning2022.com

Kan du ikke vente til 2. marts? Der er stadig få Business- & First Class billetter ledige – køb dem lige her:https://ticket.herning2022.com/

//Herning2022//