Skip to main content

Rapport: Sådan sikres høj hestevelfærd til OL i Paris

Rapporten om hestevelfærdsanbefalinger for de Olympiske Lege i Paris 2024 er på i alt 72 sider, og den henvender sig direkte til Paris 2024-organisationskomitéen og går uden om Det Internationale Rideforbund (FEI). Ifølge horsesandpeople.com fremhæver rapporten mangler i de nuværende regler.

Uddrag af rapporten:

Overvejelser om hestes velfærd ved de Olympiske Lege i Paris 2024:

Hestevelfærd er blevet undersøgt grundigt de senere år.

Adskillige afhandlinger og undersøgelser om hestes velfærd er blevet offentliggjort af INRAE, IFCE og CNRS (forskningsinstitutter )og andre er i øjeblikket i gang. IFCE udgiver jævnligt bøger, faktaark og afholder onlinekonferencer om emnet, og der findes jobs som hestevelfærdsforvaltere inden for AVEF, National Council of the Veterinary Order, og veterinærskoler, som tilbyder kurser om hestevelfærd.

Derudover er der mange private initiativer, der dukker op inden for hesteindustrien, som viser en entusiasme for dette emne og dets voksende betydning i sektoren.

De Olympiske Lege i Paris 2024 kan derfor blive et eksempel for de følgende olympiske lege ved at sætte hestens velvære i centrum.

Læs hele rapporten her – den behandler også sagerne fra Tokyo:

A. Jet Set 

Den 1. august 2021 fandt terræn-delen sted som en del af military-konkurrencen. Efter en dårlig landing efter forhindringen Mount Fuji (den 5. før slutningen) og et kraftigt fald rev hesten Jet Set, en 14-årig vallak redet af Robin Godel, rytter på det schweiziske hold, et ledbånd over i sin forben. Anset for uoprettelig, førte denne ligamentrivning til aflivning af hesten senere samme dag.

B. Saint Boy

Den 6. august 2021 kunne Annika Schleu, tysk atlet og deltager i moderne femkamp, ikke få hesten Saint Boy til at springe og piskede hesten i et forsøg på at få ham til at give efter og adlyde. Hendes træner Kim Raisner slog derefter hesten.

Læs også: Efter OL-skandalen: Ridning bliver højst sandsynligt skiftet ud med cykling

C. Kilkenny

Kilkenny fik voldsom næseblod under ridebanespringning. Hans irske rytter Cian O’Connor stoppede ikke gennemridningen af banen, og det gjorde FEI-juryen heller ikke.

Torsdagens program ved Helgstrand Event (Longines EEF Series™)

Det er blevet torsdag, og Zibrasport Equest streamer igen hele dagen fra Helgstrand Event (Longines EEF Series™).

Se med her

DAGENS PROGRAM:

  • 09.00: Kingsland CSI2* Small Tour 125 cm.
  • 12:00 Mustang Trailers CSIU25 140 cm.
  • 13.45: PAVO CSIO3* Medium Tour
  • 16:15: Show Class cat. 3 – AB Rideudstyr, Future Cup
  • 17.30: KASK CSIO3* GP Big Tour Qualifier 145 cm.

Gense onsdagens klasser her

Der er åbnet for ansøgninger til DM i springning 2023-25 og NM i 2024

Er du som stævnearrangør interesseret i at afholde enten Danmarksmesterskaberne i springning inklusiv Agria DRF-Mesterskab for U25, junior- og ungryttere de kommende tre år eller Nordisk Mesterskab i dressur, springning, voltigering, military eller paradressur i 2024, kan du søge nu.

Ansøgning til DM i springning 2023-25
Danmarksmesterskaberne i springning og Agria DRF-Mesterskab for U25, junior- og ungryttere tildeles for en treårig periode, og i år kan der søges om afholdelse i 2023, 2024 og 2025. 

Som stævnearrangør ansøger du ved at sende ansøgningsskema og en beskrivelse af blandt andet faciliteter jævnfør udbudsmaterialet til spring@rideforbund.dk senest 19. juni 2022.

Du finder udbudsmaterialet her.

Vi vil, i samarbejde med Springudvalget og landstrænere, behandle alle indkomne ansøgninger. Svar kan forventes ultimo august 2022.

Eventuelle spørgsmål vedrørende ansøgningen skal sendes til spring@rideforbund.dk.

Ansøgning til NM i 2024
Ønsker du at ansøge om at afholde Nordisk Mesterskab i enten dressur, springning, voltigering, military eller paradressur i 2024, skal du ligeledes sende ansøgningsskema vedlagt beskrivelse af faciliteter med videre jævnfør udbudsmaterialet til info@rideforbund.dk senest den 15. november 2022.

Du finder udbudsmaterialet her.

I ansøgningen skal du byde ind på én eller flere af de udbudte discipliner.

Eventuelle spørgsmål vedrørende ansøgning skal sendes til info@rideforbund.dk.

Ryttere og voltigører får eget fitnesscenter på pladsen under Herning2022

Verdens bedste ryttere og voltigører mødes til verdensmesterskaberne i springning, dressur, paradressur og voltigering fra den 6. – 14. august i Herning.

Ridesport på topplan kræver i høj grad, at ryttere og voltigører har fokus på egen sundhed og fitness, og ikke udelukkende fokuserer på hestens træning.

Atleterne kan naturligvis benytte fitnessrum på de hoteller, de er indkvarteret, men ved at oprette et veludstyret fitnesscenter på stævnepladsen, kan de træne på gode maskiner, når de har tid, også når de opholder sig på pladsen.

”Vi har reageret på en henvendelse, da voltigørerne har behov for at kunne vedligeholde formen under konkurrencerne for at udøve deres sport,” fortæller Casper Cassøe, der sammen med Jens Trabjerg står for afviklingen af Herning2022. Han fortsætter:

”Vi har fundet en professionel samarbejdspartner i Fitness Engros, som kan løfte opgaven og sikre, at Herning2022 har et veludstyret fitnesscenter til atleterne. Vi har udvalgt et egnet lokale inde i Jyske Bank Boxen til formålet.”

Opbakning til ridesport
”Fitness Engros A/S er meget stolte over at være Official Fitness- & Training Equipment Supplier under det kommende VM i springning, dressur, paradressur og voltigering,” indleder direktør Brian N. Andersen, og han fortsætter: ”Selvom vores navn er Fitness Engros, vil vi gerne ses som en udstyrsleverandør til en bred vifte af sportsgrene herunder også inden for ridesporten.

Vi ser det som en stor ære at være med samt at støtte op omkring store sportsbegivenheder i Danmark. Vi vil også gerne bruge dette arrangement til at eksponere Fitness Engros A/S som leverandør til det private segment, som vi også har stor fokus på, via vores on-line shop.”

”Vi glæder os til at opstille et fitness lokale i Jyske Bank Boxen, så alle rytterne kan holde sig i god form under VM, lokalet bliver udstyret med alt fra løbebånd, motionscykler samt en masse funktionelt udstyr, så der vil være rig mulighed for at træne hele kroppen,” slutter Brian N. Andersen fra Fitness Engros A/S.

Frivillige kræfter står bag nyt baneanlæg på Silkeborg Rideklub

Da der mandag blev taget det første spadestik til et nyt baneanlæg på Silkeborg Rideklub, var det kun et halvt år efter, at beslutningen om at forsøge at rejse pengene, blev taget.

“Der er ingen tvivl om, at ryttere i dag vil ride på fiberbaner. Hvis vi fortsat ville have en aktiv rideklub, måtte vi sløjfe vores græsbane og rejse pengene til en fiberbane,” siger Brian Krogh, der er formand i Silkeborg Rideklub.

Arbejdet er begyndt på det store ridebaneanlæg. Foto: Silkeborg Rideklub

Baner giver nye muligheder

Projektet, der er et samarbejde mellem foreningen Silkeborg Rideklub og den selvejende institution Silkeborg Ridehal, er kommet i mål takket være en gruppe frivillige, der har afsøgt alle muligheder for at rejse pengene.

Det er lykkes med hjælp fra blandt andet Norlys Vækstpulje, Silkeborg Kommunes pulje til medfinansiering af lokalt initierede projekter, en finansieringsaftale med Vestjysk Bank og velvillige sponsorer.

Baneanlægget kommer til at bestå af to selvvandende ridebaner på 60*70 meter og 20*60 meter, begge med fiberfyld. Det er Skibby HC, der står for at lave banerne, og banerne forventes at stå klar i midten af juni.

Det betyder, at klubbens to største stævner, Jysk Rideuge i juli og DanmarksCup i september, kommer til at foregå på banerne.

“Det giver os kolossale muligheder i fremtiden. Baneanlægget bliver et kæmpe aktiv for både klubbens egne ryttere, og de ryttere, der kommer til stævne her. Vi er gode til at holde stævner, og nu er vores faciliteter også i top,” siger Brian Krogh Rasmussen.

Kilde: pressemeddelelse

Disse ryttere er udtaget til den 5-stjernede nationsspringning i Sopot

Den danske deltagelse til 5-stjernede nationsspringning i Sopot blev mulig, efter Danmark i sidste uge fik tilbudt et wildcard til stævnet samt en helt ekstraordinær økonomisk støtte fra Frandsbjerg Horses.

Det 5-stjernede springstævne er en unik mulighed for at få flere danske ekvipager kvalificeret til VM i august.

Følgende ryttere er blevet udtaget:

Se også: Video: Bo K. Møller ser frem mod VM

Fyns Rideklub tog sejren i Walber Cup

Danish Derby Hestesportsrideklub var i weekenden vært for et landsstævne i springning med en afdeling af Walber Cup. Cuppen strækker sig over 4 kvalifikationsstævner, og de bedste 8 hold kommer i finalen om Agria DRF-mesterskabet i klubholdspringning.
12 klubber kom til start på Vilhelmsborg, og det var holdet fra Fyns Rideklub bestående af: Rikke Rosengaard Hansen/Rosengårdens Francois, Karen Møller Rohde/Cheetah Ask Z, Ida Bech Lange/Jokinal og Søren Møller Rohde med avlshingsten Action Man Ask Z, som sejrede med ialt 1 fejl. Holdene fra Hestehavens Rideklub og Riders Cup fulgte på de næste pladser.
Capacity Showjumping Center sejrede i første kvalifikation, og med 5. pladsen på Vilhelmsborg har holdet sammenlagt 31 points, men de blev slået fra førstepladsen i stillingen af Hestehavens Rideklub, som kom ind på andenpladsen og sikrede sig 17 point, som sammen med de 15 points, de fik for 3. pladsen i første kvalifikation, sender dem op på en foreløbig førsteplads i den samlede stilling.
Næste afdeling finder sted den 16. – 19. juni hos Helgstrand Event.
Læs også: Walber Cup på Vilhelmsborg – på vej mod holdmesterskabet

Stine Cassøe Jakobsen og Conchillo. Foto: Zibrasport Equest

Stine Cassøe sejrede i S

Stævnets største klasse, S1* (145 cm) lørdag aften blev vundet af Stine Cassøe Jakobsen og Conchillo e. Churchill. Parret sejrede i Grand Prix-klassen ved Christmas Show i december, netop på Vilhelmsborg.

Klassen havde 14 ryttere til start, og det måtte omspringning til mellem 4 ryttere for at afgøre klassen. Stine og Conchillo var alene om at ride dobbelt 0, og henviste Konstantin Deeken Künnemann og Landlyst Contra e. Bøgegårdens Dicapo til andenpladsen. Søren Møller Rohde kom ind i omspringningen med begge sine heste, og han placerede sig på 3. pladsen med Action Man Ask Z e. Action-Breaker og 4. pladsen med Grace Ask e. Darco de Revel.

Start- og resultatlister fra Vilhelmsborg

Toprytter kloner sin dressurhest

“Hvis jeg havde en Penny for alle, der har sagt: du burde klone Nintendo, ville jeg være rig.” sådan skriver den dansk/amerikanske dressurrytter Charlotte Jorst på sin Facebook-side. Og nu har hun så klonet sin tophest Nintendo. Den 11. maj kom klonen til verden, Nintendo Switch, som han skal hedde. “Du har Nintendos næse!,” skriver hun.

Nyfødt klon af Nintendo. Foto: Charlotte Jorst

Charlotte Jorst er shortlistet til det amerikanske landshold til VM i Herning til august, netop med Kastel’s Nintendo e. Negro. Hun købte Nintendo hos Helgstrand Dressage i vinteren 2014. Fra aller første ridt viste det sig, at de to passede perfekt sammen. Nu, i en alder af 19 år er Nintendo fortsat så succesfuld sammen med Charlotte, at de potentielt kan blive en del af det amerikanske landshold i Herning.

Om kloning

Tilbage i 2005 kom kloning af heste for alvor på dagsordenen både i fag- og dagspressen, da det blev kendt, at Thomas Velins tophingst Quidam de Revel var blevet klonet. Siden er flere betydelige hingste, hopper og vallakker blevet klonet, og vi har set flere af dem i konkurrence ved UVM for unge springheste på Zangersheide.

En klon er en identisk genetisk kopi af donorhesten. Når man skal klone en hest (eller andre dyr) høster man en celle fra donor hesten. Samtidig tages et ubefrugtet æg (hvorfra arvemassen er fjernet) fra en hoppe, og i det æg placeres cellen fra donor hesten – “ægget” begynder at dele sig, som var det normalt befrugtet. Det befrugtede æg bliver implanteret i livmoderen på en hoppe. Cellen deler sig og udviklet sig til et føl, som er en eksakt kopi af donorhesten.
I 2012 blev det i FEI besluttet at kloner kan deltage i konkurrencer.

Lone og Rostov bedst i Grand Prix Kür i Aalborg

Lone Bang Larsen og Thranegaardens Rostov red sig en fortjent sejr i Grand Prix Kür i Aalborg. Parret blev belønnet med en samlet score på flotte 77.925% af de fem dommere, der kvitterede med mange 8-taller undervejs. Med dagens sejr kunne Lone og Rostov sætte punktum for en fremragende stævneweekend, hvor det også blev til en 3. plads i torsdagens Grand Prix. Lone har delt denne video af Rostov på opvarmningen fra stævnet.

Andreas Helgstrand med i toppen – igen

Andenpladsen i küren gik til Andreas Helgstrand og Queenparks Wendy. Den 8-årige Seuzan-datter har haft sin internationale debut ved dette stævne, og det med stor succes. Udover dagens andenplads, hvor parret red til 76.715%, så blev det også til en andenplads til hoppen i torsdagens Grand Prix, som Andreas iøvrigt vandt på superhingsten Jovian.

Se alle resultater her

Læs også: Andreas og Jovian sejrede i Special debut

Mange flotte danske resultater

Mange danske topryttere har været på banen ved det internationale stævne i Aalborg, og det med flotte resultater til følge. Andreas Helgstrand satte sig på førstepladserne i både Grand Prix og Grand Prix Special, men også Blue Hors ryttere Nanna Skodborg Merrald red to sejre hjem. Det gjorde hun på talentfulde Blue Hors Znickers i Prix St. George og Intermediare I – med henholdvis 73,588% og 71,559%.

Du kan se en video af Nanna og Znickers fra Esbjerg 2022 herunder.

Toppen af dansk paradressur forbereder sig til VM

Når Danmark til august er vært for det 4-dobbelte verdensmesterskab i dressur, springning, voltigering og paradressur er der et stort håb om medaljer på alle stadions. Dansk paradressur har vist stor styrke de senere år, senest ved PL i Tokyo, hvor Tobias Thorning Jørgensen vandt to guldmedaljer og holdet var marginaler fra en holdmedalje.

Ryttere og ledere i alle VM discipliner arbejder målrettet på at forberede sig til verdensmesterskaberne fra den 6. – 14. august, og i dag, Bededag, har trin 1, pararytterne været samlet til en træningssamling hos Midtsjællands Rideklub, som en del af forberedelserne frem mod VM.
Pararytterne fik bl.a. besøg af OL-rytter Cathrine Dufour, som holdt et inspirerende indlæg for rytterne.
Landstræner Astrid Gemal skal snart sætte navne på de ryttere, som skal repræsentere Danmark ved VM, det vil ske efter stævnet i Kronenberg i Holland, der finder sted fra den 17. – 19. juni.

Træningssamling for paradressur rytterne. Foto: Anette Brun Jensen
Bruttogruppe paradressur:
Grad I
Line Munk Madsen
Grad II
Katrine Kristensen
Grad III
Karla Dyhm Junge
Tobias Thorning Jørgensen
Grad IV
Anne Mette Hasselstrøm
Pia Wulff Jelstrup
Susanne Jensby Sunesen
Grad V
Camilla Christensen
Line Thorning Jørgensen


Andreas Helgstrand og Jovian sejrede i Special debut

Et hurtigt klap på halsen af Jovian efter en fejlfri serie af ettechangementer blev der også tid til for Andreas Helgstrand i parrets debut i Grand Prix Special ved det internationale stævne i Aalborg. Den dobbelte verdensmester Jovian e. Apache er tilsyneladende født til at gå op-ad-bakke totalt ubesværet, og i Specialen, som er et rigtigt power-program, fik hingsten vist sine imponerende kvaliteter.

Dommerne uddelte fire 10-taller i travprogrammet og et stort antal 9-taller. Den kun 8-årige hingst mangler lige lidt balance og styrke til at vise piaffen med stor sikkerhed, men det er også den eneste øvelse, hvor parret endnu ikke score højt. I alt 77,872% vurderede dommerne deres ridt til.

Se Andreas Helgstrand og Jovians ridt i Grand Prix Special

”Den er vanvittig, vi har aldrig redet programmet igennem derhjemme, men vi har fokuseret på Grand Prix,” fortæller Andreas Helgstrand. Han besluttede alligevel at prøve at ride hingsten i Specialen, og igen viste de et fejlfrit ridt. Det kostede dog lidt, at den første piaffe fra skridt, faldt for tidligt, Andreas fortæller: ”Han gik selv i gang, det er fantastisk, at han bare selv har lyst til at piaffere. Det er ungdomsfejl, men han er bare så ærlig og igen uden fejl i øvelserne.”
Andreas begejstring er tydelig og forståelig. Om hingsten siger han: ”Den står stille, når den skal, den kan lave overgange med lethed, den er bare unik.”

Jeg kunne godt tænke mig at ride ham til VM

Andreas Helgstrand


Får vi så Jovian at se til DM ved Helgstrand Event i starten af juni? Det kunne Andreas ikke give at helt klart svar på.
”Jeg skal have set på planerne. For jeg kunne godt tænke mig at ride ham til VM, fordi det er så let for ham at gå programmerne. Han gør det bare, på opvarmningen og inde på banen.”
Skal Andreas i spil til en plads på VM-holdet, skal der endnu en international start til for parret, for at have kvalifikationskravet på plads.

Dansk dominans

Andreas og Jovian var der ingen, som kunne true på resultatlisten, og det var glædeligt at resultatlisten blev domineret af de hjemlige ryttere.

Over en tredjedel af hestene i Grand Prix Special var efter Blue Hors Zack og blandt dem Daniel Bachmann Andersens Zippo M.I. Parret var sidst i klassen i deres internationale Grand Prix Special debut. Daniels samarbejde med den 10-årige vallak er blot godt et par måneder gammelt, men Daniels erfaring fornægter sig ikke, og de gik ind på andenpladsen med 72%

Carina Cassøe Krüth havde ladet Danse blive hjemme, og taget Heiline’s Zackton e. Blue Hors Zack med til Aalborg. Den 10-årige vallak udvikler sig fra det ene stævne til det næste og får større og større sikkerhed og tryghed på banen. I Specialen opnåede de 70,277% til 3. pladsen

Junior holdkonkurrencen domineret af Danmark

Der stod Danmark på de 5 placerede ryttere i Junior Team konkurrencen som åbnede dagen i Aalborg. Sophia Bøje Obel Jørgensen vandt med Brilliant med 70,657% foran Thilde Rude Hare og Fred the Red med 70,151% og de blev tæt forfulgt af Johanne Kofoed Jensen og Frida Gold som fik 70,050%

Intermediaire I blev vundet af Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Znickers med 71,559%

Start- og resultater