Skip to main content

Tag: DRF

Ungdomsdressur – opdaterede sportsplaner og info om udtagelser til landsholdet

Se de opdaterede sportsplaner her:
   – Pony
   – Junior/YR
   – U25

Udtagelser til landshold:
Udtagelserne til de forskellige landshold vil i år i høj grad bero på landstrænernes observationer fra samlinger samt de få stævner, der allerede har været eller når at blive afviklet. Udtagelserne vil blive offentliggjort på Rideforbundets hjemmeside på følgende datoer:
   – Pony: 21. juli
   – Junior: 14. juli
   – YR: 21. juli
   – U25: 2. august

EM afholdes i Budapest-regionen i Ungarn på følgende datoer:
  – Pony: 25. – 30. august
   – Junior: 9. – 14. august
   – YR: 17. – 22. august
   – U25: 17. – 22. august

//Pressemeddelelse DRF//

Godt nyt til elevskolerne fra Dansk Ride Forbund

Ridehallerne må benyttes igen – også til undervisning
Pr. 9. juni har Rigspolitiet officielt opdateret retningslinjerne for brug af ridehaller til undervisning, og her står det nu tydeligt, at ridehallerne må benyttes igen – og det gælder både til almindelig træning/motionering og til undervisning. Man skal blot sørge for at overholde forsamlingsforbuddet på max. 50 personer.

Elevrytterne må igen færdes i stalden samt klargøre/pleje hestene
Retningslinjerne for elevrytternes færden i stalden samt klargøring/pleje af hestene er ligeledes opdaterede, så det nu igen er tilladt for eleverne at færdes i stalden samt at hjælpe til med at strigle, sadle op- og af, etc. 

Se alle Rigspolitiets opdaterede retningslinjer pr. 9. juni her (under afsnit 5).

//Pressemeddelelse DRF//

DRF uddyber: – Vi gør, hvad vi kan

En lille brik i et stort, forvirrende spil
Siden statsminister Mette Frederiksen den 11. marts lukkede Danmark ned, har virkeligheden været en helt anden for os alle. Ingen af os har oplevet at stå midt i en pandemi før, og som en naturlig følge af det, har vi alle gjort, og gør fortsat, alt hvad vi kan for at efterleve de love, regler og retningslinjer, der kommer fra myndighederne. For ridesporten konkret har det bl.a. betydet, at vi fra den ene dag til den anden har skullet forholde os til et forsamlingsforbud, der har besværliggjort selv de mest normale aktiviteter, såsom at passe og ride sin hest eller afholde elevskoleundervisning, og derudover har gjort afvikling af arrangementer nærmest umuligt. Dansk Ride Forbund er ikke en myndighed, men vi er en instans, som rigtig mange vender blikket mod, og derfor har vi naturligvis, efter bedste evne, forsøgt at videreformidle myndighedernes budskaber. Vi føler et enormt stort ansvar for at kunne hjælpe og vejlede vores klubber og ryttere til at håndtere situationen bedst muligt, men når de forskellige myndigheder ikke er enige om én fælles tolkning, så bliver det svært for os som forbund, og vi kan ikke bare tolke love, regler og retningslinjer til ridesportens fordel.

I vores forsøg på at tolke alle de nye regler og retningslinjer, har vi været i tæt dialog med både myndighedernes Corona-hotline, Rigspolitiet og ikke mindst DIF. Men ridesporten er blot en lille brik i det store spil, og alene under DIF er der yderligere 61 specialforbund med ønsker og behov for netop deres idrætsgren, fuldstændigt som os. Det er altså et komplekst puslespil, der skal lægges, og selvom vi endnu ikke er kommet helt i mål med vores ønsker, er vi uden tvivl blevet hørt. Det er bl.a. kommet til udtryk i de opdaterede retningslinjer fra Kulturministeriet, DIF og DGI pr. 13. maj, hvor der konkret blev givet grønt lys til opstart af ’turneringer’ i ridesporten, mens andre forbund forsat afventer. Desværre er der fortsat forskellige tolkninger af forsamlingsforbuddet fra Rigspolitiets side, som gør, at der reelt ikke vil kunne afholdes et stævne, så vi står lige nu i en situation, hvor den ene myndighed giver grønt lys, og den anden trækker i bremsen.

Ét spørgsmål – mange forskellige svar
Forskellige fortolkninger er også en udfordring de forskellige instanser imellem. Et af de mest omdiskuterede spørgsmål er brugen af ridehaller, hvor mange klubber, elevskoler og ryttere har oplevet at få forskellige svar, alt efter om de har talt med Rigspolitiet, Corona-hotlinen eller deres lokale politi, og nogen har tilmed oplevet, at nabogården har fået tilladelse til at benytte ridehallen, mens man selv har fået afslag. Til alt dette må vi bare sige, at vi forstår jeres frustrationer og deler dem. Vi har svært ved at forstå, hvordan der kan tolkes så forskelligt på den samme lovgivning, men vi kan ikke trumfe politiet.  

Hvorfor har DRF ikke fået hul igennem?
Vi har fuld forståelse for, at det kan være svært at gennemskue, hvorfor vi som forbund ikke bare har grebet knoglen og ringet til Kulturministen, eller hvorfor vi ikke bare har aktiveret vores store netværk. Virkeligheden er den, at myndighederne kun har såkaldte sektor-forhandlinger med ’de store spillere’, og vores store spiller i ridesporten er DIF.  Havde vi været mere aggressive i vores tilgang, og havde vi rent faktisk haft held med at få hul igennem, ville det have kompromitteret DIF’s tyngde og momentum i forhandlingerne med Kulturministeriet, og det kunne have fået negative konsekvenser for alle idrætter. Konkret foregår processen sådan, at alle specialforbundene har ugentlige fællesmøder med DIF, suppleret med opfølgende mails og statussamtaler. Her byder vi aktivt ind med input, ønsker og kommentarer, som DIF tager med sig videre i forhandlingerne med Kulturministeriet (KUM). I forhandlingerne med KUM er der tale om en konstant afvejning af, hvor meget, der kan åbnes, og for hvem – hele tiden med det for øje at undgå for stor smittespredning. Får vi f.eks. tilladelse til én ting i ridesporten, betyder det, at et eller flere andre forbund bliver forbigået. Med i afvejningen er også en faktor som forbundenes størrelser, og som det 7. største forbund under DIF har vi mange medlemmer, og eventuelle lempelser i vores sport kan have større betydning for smittespredning, end de vil have for mindre forbund med færre medlemmer. Her må vi altså erkende, at vi som en stor idrætsgren har et stort ansvar.

Dét arbejder vi på
Nu ved I, hvordan vi arbejder, og så er det næste logiske spørgsmål vel nok, hvad det konkret er, vi arbejder for på den korte og mellemlange bane. Først og fremmest arbejder vi benhårdt på, at samme tolkning af forsamlingsforbuddet skal gælde for både arrangementer og i hverdagen. I vores optik vil dét være det mest logiske, og vi vil undgå de mange misforståelser, frustrationer og kreative løsninger, som vi ser lige nu. Hvis forsamlingsforbuddet så hæves til 30 eller 50 personer pr. 8. juni, og vi samtidigt tolker det som x antal personer ad gangen og ikke totalt, så ser det endelig ud til, at vi kan begynde at afvikle de stævner og aktiviteter, som vi alle sukker efter. Vi ved også, at det for mange af jer er mindst lige så vigtigt – eller måske endda vigtigere  at få åbnet ridehallerne. Måske fordi jeres baner er for våde eller tørre, fordi jeres elevryttere ikke er rutinerede nok til at ride udendørs, eller fordi I er i gang med en specifik genoptræningsplan, som kræver et bestemt underlag. At ridehallerne overhovedet betragtes som indendørs idrætshaller, og dermed skal holdes lukkede, undrer utvivlsomt alle os, der nogensinde har sat fod i en ridehal. Det næste skridt er derfor at få åbnet ridehallerne, og vi hæfter vi os ved, at regeringen forbereder en åbning af indendørs idræt uden kropskontakt i fase 3, som begynder den 8. juni, og vi arbejder hårdt på, at ridehallerne er selvskrevne til at høre under. Vores erfaring fra de seneste 9 uger er, at intet er logisk, selvskrevet eller kommer af sig selv, og derfor er vi nødt til fortsat at være vedholdende og levere alle de gode argumenter, så vi kan få skabt den fornødne accept og forståelse. 

Vi har en fælles opgave foran os
Lad os slutte, som vi startede, med at understrege, at vi i DRF gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at hjælpe ridesporten gennem krisen. Vi er alle på samme hold, og vi kan kun nå vores fælles mål om at få åbnet vores sport op igen, hvis vi arbejder med og ikke mod hinanden. Derfor slutter vi af med en lille bøn; Lad os i fællesskab sørge for bidrage så meget som muligt til at mindske smittespredningen ved at overholde myndighedernes regler og retningslinjer uden at forsøge at finde smuthuller for egen vindings skyld. Ikke alene kan det øge smittespredningen, hvis vi er uforsigtige, men vi risikerer også at sætte vores elskede sport i et dårligt lys i medierne, og det er der ingen af os, der har interesse i. Lad os sørge for, at det i stedet bliver de positive historier om en ridesport, der står sammen og trodser hårde odds, der kommer til at fylde folks bevidsthed.    

Pressemeddelelse: Dansk Ride Forbund

Klubber kan nu søge til investeringer i elevskolen

Fordeling af de indsamlede midler
Pengene fra initiativet går ubeskåret til elevskolerne, og det er de respektive distrikter, som har klubber med elevskoler, der har ansvaret for at tildele pengene. Da hele initiativet er baseret på en solidaritetstanke og et ønske om at hjælpe dér, hvor vi kan gøre den største forskel, fordeles midlerne naturligvis ligeligt mellem de distrikter, der har klubber med elevskoler.

Sådan kommer jeres klub i betragtning
For at komme i betragtning til at modtage støtte fra distriktets pulje, skal man som klub være medlem af DRF, og man skal drive elevskole. Derudover skal man skrive en motiveret ansøgning, der tydeligt redegør for, hvor mange penge man søger, hvad pengene skal bruges til, og hvilken indvirkning støttebeløbet forventes at få på elevskolen. Ansøgningen skal sendes pr. mail til distriktets formand.

Dét kan I søge støtte til
Der kan søges om midler til investeringer i elevskolen (f.eks. indkøb af elevheste, springmateriel, tilskud til ridehusbund, etc. – ikke til daglig drift), og når jeres distrikter læser ansøgningerne igennem, vil de derfor lægge vægt på, at de penge, der søges om, vil få en betydelig effekt på elevskolen. Det kan f.eks. være, at elevskolen kan udvide kapaciteten og dermed indtjeningsgrundlaget, hvis man indkøber en ekstra elevhest, eller at man kan opstarte flere springhold med nyt springmateriel osv. Mulighederne er mange, og vi er sikre på, at I nok skal komme med mange gode idéer. Der kan søges om beløb i størrelsesordenen 5-30.000 kr. pr. klub, og det er op til det enkelte distrikt at vælge, om deres pulje penge skal fordeles på én eller flere klubber.

Krav til brug af tildelt støtte
Støtten kan udelukkende benyttes til det ansøgte formål. Elevskolen er forpligtet til, senest 3 måneder efter bevillingen er modtaget fra DRF, at have forbrugt pengene til det ansøgte formål. Er dette ikke tilfældet, skal pengene betales tilbage til DRF, hvorefter de vil blive tildelt til en anden ansøger. DRF’s administration vil løbende tage kontakt til de klubber, der har modtaget støtte for at sikre, at pengene er gået til det ansøgte formål, samt for at få input til at skrive og dele de gode historier fra klubberne med resten af ridesporten.

Ansøgningsprocessen
Når I har færdiggjort jeres motiverede ansøgning, skal den sendes pr. mail til formanden for jeres respektive distrikter – se evt. kontaktinfo på alle distrikter her. Herefter beslutter distriktsbestyrelsen, hvilke klubber, som skal modtage støtte, og DRF vil afslutningsvist kontakte disse klubber samt udbetale støttebeløbet.

Følgende datoer er gældende for processen:
– 1. juni: deadline for klubbernes ansøgninger til distrikterne
– Senest 15. juni: alle involverede distrikter sender mail til DRF med info om, hvor mange klubber, der har søgt, hvem man har valgt at støtte med hvilke beløb, støttens formål samt en begrundelse for valgene. 
– 22. juni: DRF sender mail til de klubber, der modtager større, og overfører herefter støttebeløbet til klubberne. 

Tjekliste til ansøgning:
– Klubben er medlem af DRF
– Klubben driver elevskole
– Der ansøges om støtte til en form for investering i elevskolen og ikke daglig drift
– Ansøgningen indeholder en tydelig redegørelse for følgende: 
     1) Hvilket beløb, der søges om
     2) Hvad pengene skal bruges til
     3) Hvilken indvirkning investeringen vil have på elevskolen

Kilde: Dansk Ride Forbund

Sådan bliver stævnesæsonen

Sådan kommer resten af sæson 2020/2021 til at se ud
Den nedsatte arbejdsgruppe, der har bestået af distriktsrepræsentanter samt repræsentanter fra DRF’s administration og DRF’s bestyrelse, har udarbejdet følgende retningslinjer, der skal bruges ved planlægning og afvikling af spring- og dressurstævner i resten af stævnesæsonen 2020/2021 (frem til 31/3-2021).

Nedenstående vil gælde for alle stævner, så snart der åbnes op for stævneaktivitet igen (allerede godkendte propositioner fastholdes):



Derudover gælder følgende som afviger fra normalen:
– Alle klubber/stævnearrangører har mulighed for at søge om nye terminer. Dog har klubber/stævnearrangører, der har fået aflyst en stævnetermin pga. Corona-krisen, fortrinsret til at få tildelt en ny termin til det/de aflyste stævner.
– Der kan afvikles flere B-stævner på samme termin forudsat en stor geografisk afstand (øst/vest, nord/syd osv.)
– Der kan afvikles flere C-stævner på samme termin med kort geografisk afstand
– Der kan afvikles flere D- og E stævner på samme termin i samme distrikt

Military, distance, TREC og Voltigering
For disciplinerne military, distance, TREC og voltigering er det fortsat disciplinudvalgene, der fastsætter stævnekalenderen, og dem der fastsætter eventuelle nye retningslinjer.

Kilde: Dansk Ride Forbund

DRF:retningslinjer for afvikling af elevskoleundervisning under hensyntagen til COVID-19

Afvikling af elevundervisning
– Regeringens forbud mod forsamlinger (max. 10 personer pr. aktivitet) skal overholdes. Vær her opmærksom på vores opdaterede fortolkning af forsamlingsforbuddet pr. 27/4.

– Eleverne kan med fordel møde op til undervisning på ridebanen, så færdsel i stalden undgås.

– Ponyer/hestes op- og afsadling foretages af personale.

– Der afsættes evt. ekstra tid til skift af pony/heste mellem de enkelte hold.

– Pony/hest hentes/afleveres opsadlet på ridebanen.

– Der skal være mulighed for afspritning af hænder ved ridebanen, hvilket alle elever skal gøre, inden de går ind til undervisningen. Det samme gælder for forældre, der evt. skal trække deres børn.

– Træner tilpasser stigbøjler til hver elev og skal undgå fysisk kontakt med eleven.

Rengøring af udstyr
– 
Alle berøringsflader på udstyr (sadel, trense, ridehjelme mm.) rengøres/sprittes af før undervisningsstart, efter hvert hestebyt, efter sidste ridetimes afslutning og generelt ved behov.


Yderligere idéer
– Alle elever og forældre opfordres til at bære handsker.

– Der kan f.eks. udfærdiges facilitetskort over rideklubben med præcisering af, hvor ryttere må færdes, hvor der parkeres mm.

– Er elevholdene med så mange elever på hvert hold, at det bliver svært at holde sig under 10 personer, kan ridetimerne opdeles, eller der kan rides hver 14. dag i stedet for ugentligt.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Nyt fra DRF om forbuddet mod forsamlinger på flere end 10 personer

De seneste uger har Dansk Ride Forbund modtaget mange henvendelser fra bl.a. klubber, gårdejere, hesteejere og ryttere omkring tolkningen af forbuddet mod forsamlinger på flere end 10 personer, da der hersker mange forskellige tolkninger heraf. Vores tolkning har indtil nu været baseret på et ønske om at udvise den nødvendige forsigtighed i en usikker situation, hvor det samtidig har været yderst svært at få en utvetydig fortolkning fra de relevante myndigheder og instanser.
På baggrund af en tæt dialog med DIF samt konkrete svar fra Rigspolitiet, som er møntet specifikt på ridesporten, har vi nu været i stand til at opdatere vores anbefaling, der nu lyder således:

Anbefaling fra DRF pr. 27. april kl. 13.30: 
Myndighedernes forbud mod forsamlinger på flere end 10 personer er naturligvis stadig gældende, men som udgangspunkt må der gerne være flere end 10 personer på samme matrikel, såfremt der ikke er flere end 10 personer samlet til samme aktivitet. Det betyder altså, at der f.eks. godt kan foregå undervisning/træning/motionering (både elevskole og privat) på flere udendørsbaner ad gangen, samtidig med at der opholder sig personer f.eks. i stalden (er der flere stalde, gælder det pr. stald), på folden, på parkeringspladsen, osv., såfremt der fortsat ikke er flere end 10 personer samlet pr. aktivitet/sted/facilitet.

Der findes ikke noget konkret svar på, præcis hvor stor afstand, der skal være mellem grupperne, og det vil derfor kræve en konkret vurdering af faciliteterne/arealerne fra politiets side. Derfor anbefaler DRF fortsat, at man kontakter det lokale politi for at få deres skøn, således at man ikke løber unødige risici.
Overordnet set handler alle forbud og retningslinjer om at minimere smitterisikoen mest muligt, og derfor er det stadig helt essentielt, at man sørger for at holde behørig afstand (min. 2 meter) for at nedbringe antallet af sociale kontakter, og at man derudover fortsat sikrer en god hygiejne (gælder både personer og diverse kontaktflader). Vi opfordrer stadig til, at man f.eks. benytter turnusordninger, online bookingsystemer, osv. til at koordinere ophold i klubben/på stedet.

//Dansk Ride Forbund//

DRF: Fælles aktivitetsdag til fordel for elevskolerne

“Corona-krisen har på meget kort tid ændret alles hverdag markant, og helt centralt er det, at vi pludselig bliver tvunget til at holde afstand til hinanden på en måde, som vi ikke er vant til. Det udfordrer den ellers så stærke fællesskabsfølelse, der hersker i ridesporten, og derfor er der behov for noget konkret, vi kan være fælles om, og en fælles sag, vi kan kæmpe sammen for. Samtidig er især elevskolerne stærkt pressede økonomisk, fordi det er nærmest umuligt at afholde undervisning under de nuværende omstændigheder, og de har brug for al den hjælp de kan få, hvis vi skal sikre, at der stadig er steder at gå til ridning, når krisen er overstået.” siger direktør i Dansk Ride Forbund, Morten Schram Rodtwitt. 

CEO i Trolle Company, Ulrich Trolle, deler samme bekymring for ridesportens elevskoler og ser ligeledes fællesskabet som en mulig løsning: “Jeg er selv vokset op på et ridecenter med rideskole – Trolle Ridecenter i Brande. Jeg ved, hvor stor betydning det har at være med i et fællesskab, og hvor meget det giver. Ridning har så mange facetter, og jeg ønsker derfor, at mange flere får mulighed for at gå til ridning. Jeg kan levende sætte mig ind i, at to måneder væk fra hestene og ridecenteret er ekstremt lang tid væk fra fællesskabet, så mit ønske er helt enkelt, at vi kan være sammen hver for sig og støtte denne sag den 21. maj.”

Helt konkret arrangerer Dansk Ride Forbund og Trolle Company derfor torsdag den 21. maj en stor, fælles aktivitetsdag i ridesporten, hvor alle kan deltage hver for sig med det formål at støtte DRFs elevskoler. 

Vær aktiv og del det på Instagram
Alle, der har lyst til at være en del af fællesskabet og samtidig vil hjælpe med at støtte op om vores elevskoler, kan deltage i arrangementet. Da Corona jo forhindrer os i at mødes og være aktive sammen, deltager man i aktivitetsdagen ved at dyrke lige akkurat den aktivitet, man har lyst til (f.eks. ridning, løb, cykling, gåtur med hunden, kæphesteridning mm. – kun fantasien sætter grænser). Tanken er, at man deler et billede af sig selv/sin aktivitet på Instagram under hashtagget #aktivesammenhverforsig, og på den måde kan vi alle følge med i hinandens aktiviteter og heppe på hinanden, selvom vi er hver for sig.

Køb en t-shirt og støt elevskolerne
Udover at være fælles omkring at være aktive er formålet jo også at få samlet penge ind til elevskolerne, og derfor har Dansk Ride Forbund og Trolle Company designet og produceret en t-shirt til arrangementet, som man kan bestille på forhånd (deadline er 3. maj) og bære torsdag den 21. maj. T-shirten vil komme til at koste 135 kr., og overskuddet vil gå ubeskåret til elevskolerne. 

Sponsorater/donationer er mere end velkomne  
Jo flere penge vi i fællesskab får samlet ind, jo mere hjælp kan elevskolerne selvsagt få, og derfor er sponsorater og donationer mere end velkomne. Vi har allerede modtaget tilkendegivelser på sponsorater fra både Blue Hors, Dansk Varmblod, Egene Ridecenter og ECCO, og vi håber, at der kommer mange flere til. 

Dét går pengene til 
Tanken er, at alt overskud fra salg af t-shirts samt alle sponsorater og donationer samles i én stor pulje, som herefter fordeles ligeligt mellem DRFs 13 distrikter. Herefter kan alle DRFs klubber, som driver elevskole, søge midler fra distriktets pulje. Midlerne kan søges til investeringer i elevskolen, herunder f.eks. indkøb af elevskoleheste, springmateriel, osv., og der kan altså ikke søges om midler til normal drift. For at sikre en så stor effekt som muligt for de klubber, der ender med at modtage støtte, kan der søges om beløb mellem 5.000-30.000 kr. pr. klub.

De praktiske detaljer
Ridesportens fælles aktivitetsdag løber af stablen i hele landet torsdag den 21. maj fra kl. 8 til 20. Man kan både deltage i arrangementet med og uden køb af t-shirt, men vi håber selvfølgelig på, at så mange som muligt støtter op om sagen. Bestilling af t-shirt sker via www.trollecompany.com/aktivesammen, og deadline for bestilling er 3. maj. Det vil være muligt at afhente sin t-shirt i perioden 18.-20. maj på en række udleveringssteder rundt om i landet – den fulde oversigt over udleveringssteder kan ses ved bestilling.

Vi håber på at ’se’ så mange af jer som muligt den 21. maj, når vi er #aktivesammenhverforsig i ridesporten.

Kilde: Dansk Ride Forbund

DRF: Ny arbejdsgruppe for stævnekoordinering

Udendørs ridning – herunder undervisning – er forsat tilladt
De opdaterede anbefalinger omkring udendørs idrætsaktivitet fra DIF og DGI ændrer ikke på DRFs gældende anbefaling herom. Det betyder altså, at ridning – både træning, motionering og undervisning af både privat- og elevskoleheste – kan foregå udendørs, såfremt man sørger for at holde afstand, sikrer god hygiejne og ikke forsamles mere end 10 personer.
Når det kommer til definition af forsamlinger på 10 personer, fastholder vi vores hidtidige tolkning heraf men henviser samtidig til, at man som klub kontakter det lokale politi og/eller myndighedernes Corona-hotline for specifik rådgivning, såfremt man er i tvivl om, hvorledes man skal agere for at overholde forbuddet i sin klub. 

‘Store forsamlinger’ er nu defineret – og hvad så?
Sundhedsministeriet har nu defineret ’store forsamlinger’ som værende mere end 500 personer, hvilket jo umiddelbart tegner godt for afholdelse af eksempelvis ridestævner. Dog er der samtidig stadig intet endeligt svar på, hvornår det gældende forbud mod forsamlinger på mere end 10 personer ophæves/forøges, hvorfor DRF endnu ikke kan svare endegyldigt på, hvordan stævneafviklingen resten af året vil blive påvirket heraf.

Arbejdsgruppe på vej med plan for stævnekoordinering
For at være kunne handle så hurtigt og effektivt som muligt, arbejder DRF på højtryk for at have en plan for stævnekoordinering for resten af sæsonen klar, når der gives grønt lys fra myndighedernes side. Der er nemlig nedsat en arbejdsgruppe bestående af 3 distriktsrepræsentanter, 2 bestyrelsesmedlemmer og 2 repræsentanter fra DRFs administration, som sammen udarbejder et oplæg, der beskriver rammer, regler og retningslinjer for ansøgning om- og tildeling af nye stævneterminer frem til 31. marts 2021. Gruppen mødtes i går (mandag den 20. april), og vi forventer at kunne forelægge et endeligt forslag til DRFs bestyrelse i slutningen af denne uge, som forhåbentlig kan godkendes i begyndelse af næste uge. Det betyder, at vi forventer at kunne komme med en mere konkret udmelding omkring håndtering af stævnekoordineringen i løbet af næste uge.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Udvidelse af kompensationsordning kan hjælpe foreninger

Ligesom mange andre sektorer er idrætten hårdt ramt af corona-krisen. Og udfordringerne rammer også bredt ude i foreningslivet. Derfor er der hos DIF stor ros til regeringen og folketinget for, at kompensationsordningen for arrangementer nu bliver udvidet.

Først og fremmest forlænges ordningen, så den nu løber frem til 31. august, og samtidig bliver deltagergrænsen med tilbagevirkende kraft sænket fra 1000 til +350 deltagere.

”Helt konkret betyder det, at mange flere af vores foreninger kan få hjælp, når de står til at tabe penge på arrangementer, de har måtte aflyse pga. corona. Og vi ved, at mange af dem har penge i klemme, som skaber alvorlige udfordringer for dem. Derfor kan udvidelsen af arrangementsordningen får stor betydning” fastslår Niels Nygaard

Han understreger, at hjælpen vil rette sig mod foreninger, der arrangerer både mindre elitearrangementer og breddeevents. På elitesiden kan det bl.a. være lavere rangerede fodbold-, håndbold- og ishockeyklubber med mellem 350 og 1.000 tilskuere, der kan søge kompensation med tilbagevirkende kraft fra den 6. marts 2020.

Og inden for breddeidrætten vil der være hjælp at hente i forbindelse med fx aflyste motionsløb, stævner og opvisninger. I påsken måtte flere store håndboldstævner blandt andet aflyses, og foråret er i det hele taget højsæson for mange idrætsarrangementer.

Mistede indtægter er fortsat et stort problem
Selvom der helt sikkert er stor tilfredshed med den foreløbige hjælp til idrætslivet, så ser DIF fortsat alvorlige perspektiver for fremtiden.

”Vi har gennem flere uger arbejdet på en udvidelse af kompensationsordningen for arrangementer, så vi er naturligvis meget tilfredse med politikernes beslutning. Men det betyder ikke, at foreningerne er sikkert i mål. Arrangementsordningen dækker kun omkostningstab og hjælper derfor kun i begrænset omfang de foreninger, som har indtægter på fx stævner. Der er ofte tale om indtægter, der bruges til at drive foreningen resten af året og som er nødvendige for at idrættens fællesskaber også fremover kan være et stærkt aktiv i vores samfund” siger Niels Nygaard.

Derudover understreger han, at DIF fortsat vil være i tæt dialog med både ministre og ordførere fra et bredt udsnit af folketingets partier om idrætten, der som sektor er hårdt ramt af bl.a. forbuddet mod større arrangementer.

”Arrangementsforbuddet rammer rigtig mange af DIF’s idrætter hårdt. Det gælder blandt andet fodbold, ishockey, håndbold, golf, ridning, gymnastik, cykling og en række foreningers store motionsløb. Mange taber i løbet af foråret og sommeren store millionbeløb, som normalt bruges til at støtte det frivillige foreningsliv i dagligdagen” slutter Niels Nygaard.

DIF har knapt to millioner medlemmer fordelt på næsten 9.000 foreninger.

Pressemeddelelse: DIF

Al stævneaktivitet og indendørs klubaktivitet fortsat i bero frem til 10. maj

Stævner
Vi ved på nuværende tidspunkt ikke, om/hvordan forbuddet mod store forsamlinger og arrangementer til og med august (ej at forveksle med forbuddet mod forsamlinger på over 10 personer, som refereres til i indledningen) vil påvirke ridesportens stævner i perioden, men vi afventer nærmere præcisering fra myndighederne herom og vil naturligvis melde ud, når vi ved mere.
Ligesom det har været tilfældet indtil nu, skal klubberne naturligvis sørge for at tilbagebetale rytternes indskud i forbindelse med aflysningerne af stævner frem til 10. maj. 

Øvrige aktiviteter
I forhold til alle øvrige aktiviteter (herunder også besøg af fagpersonale) gælder samtlige af DRFs anbefalinger fra 19. marts stadig – blot forlænget frem til 10. maj.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Ny melding fra DRF: Stop al indendørs klubaktivitet og al stævneaktivitet

Som følge af myndighedernes nyeste udmelding tirsdag aften kommer Dansk Ride Forbund nu med nedestående guidelines til rideklubberne i hele Danmark:

Tag hensyn og udvis ansvarlighed
I DRF’s anbefalinger til klubbernes håndtering af myndighedernes anbefalinger og påbud, er det umuligt at forholde os til alle eksempler på klubbernes forskellige sammensætninger og aktiviteter. Helt grundlæggende beder vi om, at alle tager hensyn og udviser ansvarlighed. Er man i tvivl om, hvorvidt man kan det ene eller det andet – så lad være.

Luk ned for alle indendørs aktiviteter i klubben
Efter aftenens udmelding fra myndighederne vurderer DRF desværre ikke længere, at det er forsvarligt at lade vores klubber afholde aktiviteter, der enten kan karakteriseres som indendørs sportsaktivitet (ridning i ridehus), eller hvor antallet af personer på et offentligt sted (i dette tilfælde i klubben) overstiger 10 personer. Derfor skal al indendørs aktivitet nu ophøre til og med 30. marts. Har klubben et ridehus, skal dette lukkes, da ridning i ridehus karakteriseres som indendørs idrætsaktivitet.

Vedr. udendørs aktiviteter
Myndighedernes udmelding tillader, i meget begrænset omfang, udendørs aktiviteter. Det vil således være muligt at gennemføre undervisning i yderst begrænset omfang (én eller få ryttere ad gangen) samt for privatryttere at motionere deres heste udendørs – f.eks. på bane eller i terræn. Det forudsætter dog grundig koordinering fra klubbens side, da det skal sikres at alle holder behørig afstand til hinanden samt at antallet, der opholder sig i klubben, ikke overstiger 10 personer. 

Stævner til og med 30. marts skal aflyses
Vi har tidligere meldt ud, at stævner til og med 26. marts skulle aflyses, og det gælder nu altså til og med 30. marts. Her gælder naturligvis samme udmelding som tidligere, at det vil være muligt for klubberne at søge om kompensation hos DRF, såfremt man har udgifter (f.eks. madvarer, leje af stævnebokse, strøelse, etc.) til de aflyste stævner, som ikke kan udskydes hos leverandøren. Læs mere her.

Lav pasningsordninger, der mindsker antallet af personer i klubben på én gang
I DRF er vi klar over, at det er umuligt at lave retningslinjer for pasningsordninger, som vil fungere for alle klubber. Derfor kommer vi her med en række forslag, som flere vil kunne benytte sig af, men kan man i de enkelte klubber finde på andre løsninger, der passer bedre til sammensætningen (heste og ryttere) i den pågældende klub, så er dette også en mulighed. Det vigtige er, at man i fællesskab i klubben finder en løsning, der resulterer i, at der er så få personer som muligt i klubben ad gangen – max 10 ad gangen. 

1. Har klubben fuldpas, er det en mulighed at overlade pasning (fodring, mugning, foldtid mv.) til staldpersonalet, hvis alle pensionærer ønsker dette

2. Hvad enten klubben har fuldpas eller selvpas kan man med fordel lave skemaer over, hvornår hver enkelt hesteejer/pensionær/rytter passer sin hest, således at I konstant begrænser antallet af personer, der opholder sig i klubben til 10 personer

3. Har klubben elevskole, skal elevhestene naturligvis passes, og det kan fortsat gøres af det faste personale, såfremt klubben har dette. Har klubben ikke fast personale, bør klubbens bestyrelse i fællesskab få udarbejdet arbejdsplaner herfor.

Sørg for at mindske smittespredning
Kriteriet for, at vi fortsat kan opholde os i klubberne, er, at vi fortsat gør alt, hvad vi kan, for at mindske smittespredning. Det indebærer følgende foranstaltninger fra klubbens side:

1. Sørg for ekstra rengøring af klubbens faciliteter – herunder afrensning af udstyr, håndtag og stalddøre flere gange dagligt

2. sprit af, sprit af, sprit af

3. Bed jeres medlemmer om at blive hjemme, hvis de er syge eller har været i kontakt med nogen, der er syge

4. sørg for, at der max opholder sig 10 personer i klubben ad gangen

Informér tydeligt omkring smitteforebyggelse
Det er helt essentielt, at jeres medlemmer også bidrager til at forebygge smittespredning, og derfor opfordrer DRF alle klubber til at opsætte og udsende informationsmateriale omkring, hvordan man undgår smitte. Herunder findes en række officielle infografikker fra Sundhedsstyrelsen i forskellige formater, som med fordel kan benyttes:

https://politi.dk/coronavirus-i-danmark/forebyg-smitte