Den lille tapre hest blev købt af den amerikanske hær fra galopbanen i Seoul. Hendes tidligere ejer, en stalddreng på banen, var tvunget til at sælge hende, da han skulle bruge penge til et kunstigt ben til sin søster, der havde trådt på en mine.
Sergeant Reckless, hvis koreanske navn Ah Chim Hai betød Morgen Flamme, blev en uvurderlig hjælp for de amerikanske soldater. Hun bar tung ammunition og forsyninger fra lejren til krigszonen, uden at vippe med ørene over larmen og tumulten. Hun lærte lynhurtigt den rute, hun skulle gå, og tog turen igennem det uvejsomme terræn alene. Ofte bar hun ammunition op til soldaterne og tog enten sårede eller døde soldater med tilbage.
51 soloturer på en dag
Sergeant Reckless mest enestående bedrift var under slaget om Panmunjom-Vegas i 1953. Her gennemførte den stærke lille hoppe 51 soloturer på en enkelt dag og bar over 9000 pounds (ca. 4000 kg) til de forreste linjer under kampen.
Reckless var en klog hest, og hun løb frit i lejren, søgte ly i teltene hos soldaterne, hvis vejret var dårligt og lærte sågar at søge i skjul, når der blev råbt *incoming*. Hun blev betragtet som en ligeværdig del af enheden og så uden tvivl soldaterne som sin flok. Reckless opnåede udnævnelsen til Sergent i 1954 – efter krigen var slut.
Nedenfor et sjældent billede af Sergeant Reckless fra den ceremoni, der blev afholdt til ære for hoppen, da hun gik på pension.
På listen over top 100 helte i Amerika
Det var også i 1954, at historien om den usandsynlige krigshelt nåede de amerikanske aviser, og en kampagne for at få Reckless hjem til USA blev sat i gang. I Amerika var hun en stjerne, og optrådte blandt andet i fjernsynet, ligesom hun kom på listen over top 100 helte i Amerika i LIFE Magazine.
Reckless blev tildelt to Purple Hearts og en masse andre betydningsfulde medaljer for sin tro tjeneste. Hun nåede at få fire føl i Amerika før hendes død i 1968.
I 2013 fik Sergeant Reckless sin egen statue, der viser hende bære ammunition og andet udstyr, og den kan ses ved National Museet for marinekorpset i Quantico, Virginia.
I Københavns bybillede er der mange smukke statuer, og flere af dem er rytterstatuer, der naturligvis afbilleder vigtige historiske personer i Danmark. Men kommer du forbi Churchillparken mellem Esplanaden og Kastellet, kan du se en lidt anderledes men meget særlig rytterstatue.
Her har billedhuggeren Stephan Sinding (1846-1922) nemlig afbilledet en *valkyrie til hest.
Statuen er støbt i bronze og opført på en granitsokkel, og selv om den er fra 1908, har den et meget moderne dynamisk udtryk, hvor dens vildskab og gengivelse af bevægelse, står i skarp kontrast til mange andre rytterstatuer, hvor det er ro, respekt og overblik, der kendetegner skulpturen.
Stephan Abel Sindings ‘Valkyrie. Foto: Zibrasport Equest
En gudinde til hest
Kunstneren har med fotografisk præcision fanget et øjeblik, hvor valkyrien med en arm hæver sit spyd og med den anden hånd har et fast tag i hestens man. Hun rider uden sadel og bid og styrer udelukkende hesten med sin vægt og stærke muskuløse ben. Hun er en guddommelig kriger i angreb. Hesten har åben mund, blottede tænder og ørerne tilbage, som prøver den at bryde med valkyriens instrukser, men uden evne til at undslippe hendes magt.
Valkyrien var skelsættende i vikingernes kampe
Valkyrier var i nordisk mytologi et kollektiv af kvindelige guddomme, som på Odins befaling bestemte kampens udfald, udvalgte de krigere, der skulle dø, og bragte dem til Valhal – de døde heltes bolig. I Valhal opvartede valkyrierne de faldne helte.
Valkyrierne blev skildret som frygtindgydende kvinder til hest. Hjelmklædte og spydbevæbnede red de gennem luft og over hav. Det er dette Sindings iøjnefaldende statue i København gengiver, og den er derfor et must see for alle med interesse i nordisk mytologi, vikingetid og ikke mindst heste i kunsten.
*Valkyrier (af norrøntval = mandefald og kjosa = vælge)
Stephan Abel Sinding: ‘Valkyrie’ udsnit. Foto: Zibrasport Equest
Om kunstneren
Stephan Abel Sinding (1846 -1922) var en norsk-dansk billedhugger. Han var bror til komponisten Christian Sinding, billedhuggeren Johanna Sinding og maleren Otto Ludvig Sinding. Han giftede sig i 1885 med den danske skuespiller Elga Anna Augusta Betzonich.
1. De fleste af os genkender en hestesko som et symbol på held og beskyttelse. Det er et overtroisk symbol, der går hundreder af år tilbage til en smed og hans omgang med djævelen. Legenden fortæller, at djævelen bad smeden om at sætte hestesko på hans hove, så smeden brændte og sømmede dem fast på behørig vis. Dette forårsagede dog djævelen ulidelig smerte, hvilket gjorde det muligt for smeden at indgå en pagt med ham, og han fjernede skoen på betingelse af, at djævelen aldrig ville komme ind i et hjem, hvor der hang en hestesko over døren.
2. I middelalderen troede man, at hekse og onde ånder frygtede heste – og især deres jernhestesko, som kunne modstå ild. Derfor foretrak de at rejse på et kosteskaft og ikke til hest. Hekse – hvis de ikke blev brændt – blev begravet i kister med en hestesko naglet på for at forhindre dem i at genopstå.
3. Hvordan skal hesteskoen vende på væggen? I U-form eller med de to punkter nedad? Nogle siger, at U-formen er korrekt, da al heldet bliver ved med at samle sig i kurven, hvilket sikrer beskyttelse. Andre siger, at hvis du hænger skoen “på hovedet”, vil heldet vælte ud over dig – eller måske løbe ud. Måske skal man prøve begge del?
4. Selv det traditionelle antal huller i en hestesko er heldigt. Sko havde en tendens til at have syv huller til at holde dem på plads, et tal, der anses for heldigt i mange kulturer, da det er allestedsnærværende i vores verden: syv kontinenter, syv farver i en regnbue, syv dage om ugen, syv have, syv dværge, 007 og så videre… I dag bruger mange beslagsmede dog et jævnt antal sømhuller på hver side.
Man mente, at jern havde mytiske kræfter blandt andet grundet evnen til at modstå ild. Foto: Canva
5. Moderne hestesko er lavet af en række forskellige materialer, fra stål til aluminium eller endda gummi, plastikhestesko og kobberbelagte søm. De tidlige sko var lavet af jern, som man mente havde mystiske kræfter på grund af dets magnetiske egenskaber og evne til at modstå ild. Altså mere magisk held….
6. Hvis du har et seriøst behov for at ændre dit held, siges det, at den heldigste hestesko af alle er den der har siddet på bagbenet af en grå hoppe.
7. På trods af djævelens smertefulde oplevelse med smeden (se punkt 1), så skader sko faktisk ikke en hest. Hestehove er lavet af tykke lag af keratin, det samme protein som findes i menneskers negle og hår. Skoene sømmes på det yderste lag af hoven, hvor der ikke er nerveender, og derfor gør det ikke ondt. Men under denne ufølsomme ydre skal består selve hoven af flere lag af blødt væv med blodkar og nerver – så hesten kan stadig mærke smerter i hoven af andre årsager.
8. Historikere diskuterer, hvornår den første jernhestesko blev brugt, og i hvilken kultur. I romertiden bar heste en beskyttende læder- og metalsandal – ligesom en hovstøvle i dag – og inden for 600 år eller deromkring begyndte bønderne at sømme metalsko på deres hestes hove. Der blev helt sikkert brugt jernsko under korstogene i det 12. århundrede, mens bronzesko synes at have været i almindelig brug i Europa fra omkring 1000 AD. Varmesko blev populært i Storbritannien og Frankrig i det 16. århundrede, og i begyndelsen af det 19. århundrede blev sko støbt med maskine i stor skala.
9. Ordet farrier (beslagssmed på engelsk) var oprindeligt “ferrour” på mellemengelsk, og har sine rødder i det latinske ord for jern: “ferrum”.
10. Er du i tvivl om, hvad du skal gøre med din hests brugte sko? Der er et officielt græsplænespil kaldet Horseshoes/Hestesko, som spilles med enten to eller fire personer. Målet er at skiftes til at kaste hestesko på pæle i jorden og forsøge at enten omringe pælen eller komme så tæt på som muligt. Der er et officielt styrende organ, National Horseshoe Pitchers Association, og sporten har en lang historie, der stammer fra det 12. århundrede.
At kaste med hestesko har været et populært udendørs spil siden det 12. årh. Foto: Canva
11. Skytshelgen for smede (og dyrlæger og heste) er St. Eligius. Historien fortæller, at Eligius var guldsmed i det sjette århundredes Frankrig, før han var helgen. Han siges at have fået besøg af Kristus i form af en rejsende med en hest, der trængte til sko. På en eller anden måde lykkedes det Eligius at hugge den ene hov af (nogle folklore siger, at hesten var besat af dæmoner) og fremstille en gylden sko, og den “rejsende” satte mirakuløst det amputerede vedhæng på igen. Eligius’ helgendag er den 1. december, og traditionen tro vil ingen katolske beslagsmede arbejde den dag, med fejrer i stedet helgendagen på festlig manér.
12. Fra katolske helgener til den ydmyge lokale, hestesko er et altid tilstedeværende træk. Ifølge Pubs Galore er der 100 pubber med navnet Three Horseshoes i Storbritannien, mens 52 simpelthen hedder Horseshoes. Den Hvide Hest er det mest almindelige hesterelateret navn til pubber og foretrukket frem for Den Sorte Hest, som ellers også er populært. Og hvis du er opmærksom på sko-forbindelsen, så har Blacksmiths Arms Horseshoes 55 pubber, der bærer det navn. Hestesko var en nødvendighed i de dage, hvor folk rejste til hest og havde brug overnatning (på pubber og kroer) til dem selv og hestene, når de var på farten.
SÅ … uanset om du er overtroisk, religiøs, historieinteresseret eller frisk på et nyt spil på græsplænen, er der meget mere til hesteskoen end blot at beskytte en hests hove.
Skibsbrud, natur og vilde heste Sable Island – hvilket betyder ø af sand – er en halvmåneformet aflang canadisk ø, der ligger i Atlanterhavet med Novia Scotia som nærmeste fastland. I dag bliver øen varetaget og beskyttet af Parks Canada, der skal give tilladelse til ethvert besøg på øen. For Sable Island er en ø, der interesserer mange. En af grundene er den vilde uberørte natur med et sjældent fugleliv og grå sæler, en anden er de mange skibsbrud, der er knyttet til øens historie – man mener at omkring 350 skibe er blevet offer for øens sandbanker og lumske vejr- og strømforhold. Og sidst men ikke mindst er Sable Island hjemsted for den vilde hest, Sable Island hesten.
Sable Islands placering i Atlanterhavet.
Hestenes historie Som øens navn fortæller, så er det en ø der mest af alt består af sand. Det betyder, at der ikke vokser træer på den 42 km lange ø, men til gengæld er der græs og siv og andet lavt voksende vegetation, der kan trives under de særlige forhold. Den stride vegetation er nok til, at de omkring 500 vilde heste på øen kan overleve. Hestene kom til øen i 1800-tallet, nogle mener de kom fra skibsbrud, andre at de blev efterladt på øen af købmænd. På Sable Island blev de blandt andet blev brugt til at patruljere øen og lede efter skibe i nød samt hjælpe til med redningsarbejdet.
I årenes løb voksede hestebestanden, og de levede frit og vildt på den aflange sandø. De var dog ikke i sikkerhed, for indtil 1960erne blev grupper af vildheste indfanget og solgt på markeder eller til slagterier. Det betød, at de i 1950erne var i fare for udryddelse, og 1960 blev der vedtaget en lov, der beskyttede hestene. I dag lever hestene uden nogen som helst indblanding fra mennesker, og de får lov at leve på øen hele deres liv. Ud over at være en turistattraktion er bestanden af vilde heste også vigtige for forskning og studier.
Fotografen Drew Doggett har lavet kortfilmen: ’Stronghold of Resistance: Sable Island & Her Legendary Horses’ der fortæller om øens vilde heste og deres barske levevilkår.
Om Sable Island hesten Sable Island hestene er små (ponystørrelse) lette heste. Ofte er de mørke i farven, og de barske levevilkår på en sandtange i Atlanterhavet har gjort dem særdeles hårdføre og robuste. Om sommeren kan man deltage i udflugter til Sable Island og se de vilde heste på nært hold.
Det er ikke nogen hemmelighed, at domesticeringen af heste ændrede menneskets historie, men videnskabsmænd har i årevis forsøgt at finde ud af, hvornår og hvor den afgørende begivenhed fandt sted. Nu tyder beviser fra en ny undersøgelse med DNA-analyser på, at heste blev tæmmet for 4.200 år siden på stepperne i Sortehavsregionen, en del af det moderne Rusland – og tamhestene spredte sig efterfølgende gennem Asien og Europa.
Det har været utroligt svært at finde ud af, hvornår og hvor domesticeringen fandt sted, fordi det at tæmme heste er et mindre tydeligt skift end det, der ses med dyr som eks. vis. tamkvæg, der ændrede sig i størrelse. I stedet var forskerne nødt til at arbejde med indirekte beviser, såsom tandskader, der tydede på, at hestene bar trenser, eller endda hestesymbolik på tværs af kulturer, fortæller hovedforfatter og palæogenetiker Ludovic Orlando, forskningsdirektør ved det franske nationale center for antropobiologi og genomik, Toulouse Universitet, Frankrig.
“At spore menneskelig aktivitet er en vanskelig opgave, og endnu sværere når det kommer til at rekonstruere ældgamle forhold til heste, hvorfra vi ofte kun har fragmenteret materiale, som hesteknogler, tilgængeligt,” siger studiemedforfatter William Taylor, assisterende professor og kurator for arkæologi ved University of Colorado Museum.
I den seneste undersøgelse indsamlede et internationalt hold af videnskabsmænd genomerne fra resterne af 273 heste fundet i Europa og Asien, og sammenlignede dem med moderne hestes DNA for at bestemme deres oprindelse. Undersøgelsen blev offentliggjort i 2021 i tidsskriftet Nature
Forskerne undersøgte bla. hestetænder for tegn på bid i munden. Foto: Canva
Ny forskning overraskede
Tidligere forskning indikerede, at det oprindelige hjemsted for tamme heste var Botai, det der i dag er det nordlige Kasakhstan i Centralasien, men DNA-undersøgelser fortalte en anden historie. Botai-hestene, der levede for 5.500 år siden, kunne ikke spores til moderne tamheste. Andre potentielle oprindelsessteder i Anatolien, Sibirien og Den Iberiske Halvø slog heller ikke ud.
Orlando og hans team vidste, at det var i tidsperioden mellem 4.000 og 6.000 år, at heste blev tæmmet, ud fra dateringen af gamle hesterester, og forskerne udvidede nu søgningen ved at studere DNA fra gamle heste, der levede mellem 50.000 f.Kr. og 200 f.Kr. Da det blev sammenlignet med moderne tamheste-DNA, var holdet i stand til at udpege et tidspunkt og et sted.
“Tæmning af heste var et absolut lynnedslag i menneskehedens historie, der førte til utrolige, udbredte og varige sociale transformationer over hele den antikke verden,” sagde Taylor. “Heste gjorde det muligt for folk at rejse, kommunikere, handle og plyndre over afstande, som tidligere ville have været utænkelige.”
Eurasien var engang hjemsted for genetisk adskilte hestepopulationer, men der skete et dramatisk skift mellem 2000 f.Kr. og 2200 f.Kr. En dominerende genetisk hestepopulation dukkede op på den vestlige eurasiske pontisk-kaspiske steppe i Nordkaukasus, øst for Dnepr-floden inden for Don- og Volga-bassinerne. Dette område er nu en del af Rusland.
Denne hestebestand spredte sig derefter og erstattede de vilde hestegrupper, der strejfede rundt i Eurasien, inden for århundreder.
“Vores data viser, at for mellem 4.600-4.200 år siden fandt hyrder i Don-Volga-regionen en måde at øge den lokale reproduktive pool,” fortæller Orlando. “Det betyder, at de kunne reproducere flere og flere heste generation efter generation. De udvalgte også heste med specifikke egenskaber.”
I hestenes DNA var der beviser for domesticering, herunder gener forbundet med mere føjelig adfærd, udholdenhed, højere stresstærskel og en stærkere rygrad til at understøtte mere vægt. Alle dette er forbundet med ridning hos moderne dyr.
Ridning, såvel som opfindelsen af de eger-hjulede krigsvogne ændrede for altid menneskelig mobilitet og krigsførelse.
“Grunden til, at vi er så meget interesserede i heste, er, at de sandsynligvis kan betragtes som et af de dyr, der har haft størst indflydelse på menneskets historie,” sagde Orlando. “Dette tætte forhold, som vi har udviklet til hesten, varede indtil begyndelsen af det 20. århundrede, hvor motoren overtog transporten.”
Baseret på de miljøer, hvor heste levede, “gjorde domesticeringen af heste verdens stepper og prærier til kulturelle centre, befolkningscentre og politiske kraftcentre,” sigerTaylor. “Næsten overalt, hvor de blev introduceret, fra stepperne i Asien til prærien i Amerika, ændrede de menneskelige samfund sig næsten øjeblikkeligt.”
Orlando og hans team brugte innovative DNA-teknikker til at skelne denne tidlige hestepopulation fra så mange andre. Forskerne ønsker på sigt at forstå helheden af, hvordan heste blev tæmmet, noget Orlando og hans kolleger fokuserer på gennem Pegasus-projektet. Dette kan også give svar på, hvordan tamheste blev introduceret til Nord- og Sydamerika.
“Selvom vi nu ved, hvor tamheste først dukkede op, forbliver hele processen med deres ekspansion rundt om i verden og deres avlshistorie til de hundredvis af forskellige typer, som vi kender i dag, omstridt,” sagde Orlando.
“Derudover var hesten lige vigtig for bønder, krigere og konger. De var en del af både landlige og bymæssige sammenhænge og agerede i ekstremt forskellige miljøer, fra det koldeste sibiriske område til Nepals bjerge. Vi ønsker at spore, hvordan disse forskellige sammenhænge har omformet hestebiologien.”
Enhjørninger er magiske væsner, der gennem historien har været symboler på sandhed, renhed, nåde, uskyld, feminin kraft og endda Kristus selv. Mange berømte historiske personer troede på enhjørninger, såsom Aristoteles, Alexander den Store, Julius Cæsar og Dronning Elizabeth I for at nævne nogle få.
Enhjørninger optræder i forskellige europæiske og asiatiske legender, myter og kunstværker. De er også med i utallige moderne fantasybøger, film og tv-serier.
Afhængigt af kulturen og æraen kommer enhjørninger i mange forskellige former. Den traditionelle europæiske enhjørning har typisk hovedet af en ged og en hestekrop, parret med kløvede hove og en løvehale. I modsætning hertil er den moderne version blot en hest med et langt snoet horn i panden.
I betragtning af at enhjørninger er mytiske væsner, er der en hel del information tilgængelig om dem. Uanset om du er en skeptiker eller en troende, vil du med garanti finde nogle af disse fakta fascinerende!
Tegning af enhjørning, en blanding af ged og hest. Foto: Canva
Her er 16 interessante fakta om enhjørninger:
1. En græker ved navn Ctesias var den første, der skrev om enhjørninger
Selvom enhjørninger ikke er en del af den græske mytologi, kom den første skriftlige beretning om heste med horn i panden fra en græsk historiker kaldet Ctesias (ca. 400 f.v.t.). Ifølge Britannica beskrev Ctesias det indiske vildæsel som et stort enkelthornet dyr med et lilla hoved, blå øjne og en ren hvid krop.
Historikerens beskrivelse uddybede også væsenets horn, som var hvidt i bunden, sort i midten og rødt i spidsen. Han mente at drikke af hornet ville beskytte personen mod gift, mavepine og epilepsi. Han nævnte også, at dyret var meget flyvsk og næsten umuligt at fange.
I dag mener eksperter, at det dyr, Ctesias beskrev, højst sandsynligt var det indiske næsehorn.
2. Første tegning af en enhjørning blev fundet i de franske Lascaux-huler
Den første kendte tegning, der ligner en enhjørning, dekorerer væggene i de gamle Lascaux-huler i det sydvestlige Frankrig, der dateres til 15.000 fvt. I hulen Hall of the Bulls, har “enhjørningen” faktisk to frontvendte horn, der fremstår som ét stort horn fra profilsyn – som hos den mytiske enhjørning – og deraf navnet. Foran enhjørningen er en ufuldstændig tyr og en flok heste. (Kilde: New World Encyclopedia)
3. Enhjørninger optræder på forskellige kunstværker fra middelalderen
Enhjørninger har formået at få en en plads i gobeliner og malerier fra europæiske, kinesiske og islamiske nationer, og det er interessant at se, hvordan enhjørninger optræder i middelalderkunst af ubeslægtede kulturer langt væk fra hinanden.
Et berømt eksempel er The Hunt of the Unicorn gobelinen, skabt af flamske eller franske kunstnere omkring begyndelsen af det 16. århundrede. Det hang oprindeligt i Chateau de Verteuil i det vestlige Frankrig, men blev flyttet til Metropolitan Museum of Art i New York City.
4. Skotlands nationale dyr er en enhjørning
Skotland er et af de få lande, der har et fantastisk væsen som sit nationale dyr, og enhjørningen er dybt forankret i skotsk arv. Allerede i det 15. århundrede dekorerede enhjørninger skotske våbenskjold.
Før 1603 blev det skotske kongelige våbenskjold understøttet af to majestætiske hvide enhjørninger. Men da Kong James VI af Skotland også blev konge af England, byttede han en af enhjørningerne ud med en løve, der repræsenterede England.
Enhjørninger har altid været berygtet for at være svære at fange og umulige at tæmme. At vise en enhjørning i lænker på det nationale emblem kunne symbolisere, at de skotske konger var stærke nok til at tæmme det utæmmelige. (Kilde: National Trust for Scotland)
Hvis du nogensinde finder dig selv at udforske Edinburgh, Skotlands hovedstad, vil du bemærke, at enhjørninger er overalt. De dekorerer heraldiske skjolde ved historiske bygninger og pryder det indre af den majestætiske St Giles’ Cathedral.
Skulptur af enhjørning i Skotland. Foto: Canva
5. Apotekere solgte pulveriserede enhjørningshorn indtil 1700-tallet
Enhjørningshorn-pulver blev anset for at helbrede mange lidelser, selvom få mennesker havde råd til det. Ifølge den engelske botaniker Nicholas Culpeper fra det 17. århundrede var det nødvendigt med flere ingredienser for at lave det helbredende pulver. Bortset fra enhjørningshorn skulle pulveret indeholde perler, elfenben og korn, som kun de rigeste kunne få fat i på det tidspunkt.
Apotekere i London solgte pulveriseret enhjørningshorn indtil 1741.
6. Enhjørninger er altid rent hvide
Traditionelt har enhjørninger altid været helt hvide med lilla eller lyseblå øjne. Ifølge folklore bragte det held og velstand at snuble over et sådant væsen i naturen. Desuden kunne de, der nåede at komme tæt nok på til at røre ved en hvid enhjørning, se frem til glæde og lykke resten af deres liv.
Mens hvide enhjørninger uden tvivl er de mest almindelige, beskriver nogle mytologier dem i forskellige farver. Især sorte enhjørninger er blevet relativt velkendte i dag. De symboliserer ikke kun styrke og magt, men også overvindelse af udfordringer og opnåelse af et ønsket mål.
7. Enhjørningshorn blev foræret til kongelige og solgt til høje priser
I 1577 vendte den engelske sømand Martin Frobisher tilbage fra sin canadiske ekspedition med en unik gave til dronning Elizabeth I. Han forærede dronningen hornet af en død “enhjørning”, som han fandt på kysten af det nordlige Canada. Dronningen var så henrykt over denne sjældne gave, at hun beordrede den bevaret med de britiske kronjuveler. (Kilde: Historie)
Enhjørningshorn blev efter sigende solgt til forbløffende priser gennem historien. Nogle kilder siger, at disse magiske genstande var ti gange deres vægt værd i guld!
At eje magiske enhjørningshorn blev snart en besættelse af europæiske herskere. For eksempel forærede pave Clemens VII et pragtfuldt horn monteret i massivt guld til kong Frans I af Frankrig i 1533. Filip II af Spanien havde 12 horn i sin besiddelse, mens den russiske hersker Ivan den Forfærdelige ejede en enhjørningshorn-stav. (Kilde: Historie)
8. Vikingerne var de første til at sælge enhjørningshorn
Den skuffende sandhed om historiens enhjørningshorn er, at de alle var narhvalstødtænder. Også kendt som “havets enhjørninger” er narhvaler mellemstore hvaler, der kan prale af en overdimensioneret hundetand, vi ser som et storslået horn. Disse horn fungerer faktisk som sanseorganer, der er i stand til at opdage subtile ændringer i dyrets miljø.
Ifølge History var vikingerne (de snu nordboere) de første til at indse værdien af narhvalstødtænder. Omkring 1000 e.Kr. stødte de på narhvalstødtænder skyllet op på Grønlands kyster og solgte dem til europæere. Da enhjørningen blev symbolet på Kristus i den tidlige middelalder, steg efterspørgslen og prisen på de falske enhjørningshorn betydeligt.
En sort enhjørning er et moderne fænomen, der symboliserer styrke og magt. Foto: Canva
9. Du kan få licens til at jage enhjørninger fra Lake Superior University
Lake Superior University i Michigan tilbyder en livstids enhjørnings-jagtlicens, der dækker hele planeten. Når du først har fået denne licens, kan du jage enhjørninger resten af dit liv hvor som helst i verden!
Universitetet har endda nogle tips til dem, der planlægger at fange en enhjørning. Tilstrækkeligt udstyr og våben er afgørende, når man jager en enhjørning, da de kan blive ret voldsomme, når de føler sig fanget. Det er også næsten umuligt at tæmme en enhjørning, bare så du ved, hvad du går ind til!
10. Jomfruer var en enhjørningmagnet
Tro det eller ej, legenden siger, at hvis en jomfru sidder nøgen under et træ, vil en enhjørning snart dukke op. Jægere, der ønskede at fange og dræbe en enhjørning, brugte endda jomfruer som lokkemad i et forsøg på at trække væsnet ud af skoven.
Enhjørninger har længe været et symbol på renhed og uskyld, så deres tilknytning til jomfruer er ikke overraskende. I det antikke græske bestiarium med titlen “Physiologus” beskrives enhjørninger som stærke og bevidste dyr, der kun kan fanges i nærværelse af en jomfru. (Kilde: Britannica).
11. Kopper af enhjørninghorn var beskyttelse mod gift
I middelalderen var konger og dronninger altid i risiko for at blive forgiftet af oprørere og modstandere, og derfor blev kopper af enhjørningshorn brugt af kongelige som beskyttelse mod gift.
Ifølge Britannica blev disse kopper oftest lavet af stødtænder af næsehorn eller narhval og solgt for enorme summer.
12. Danmarks tronstol er lavet af enhjørningshorn
I tronsalen på Roseborn Slot, København, er der en kongelig stol, der ikke ligner nogen anden. Danmarks trone blev bygget i slutningen af det 17. århundrede under Christian V. Bevogtet af tre sølvløver i naturlig størrelse, har den ekstravagante træstol en indviklet baldakin, gyldne statuer og enhjørningshorn-støttestrukturer.
I virkeligheden var stolen selvfølgelig lavet af narhvalstødtænder forklædt som enhjørningshorn. I århundreder er Danmarks Trone blevet brugt til kroningsceremonier og anden kongelig praksis. Selvom den ikke længere er i brug, repræsenterer tronen stadig sædet for det danske monarki. (Kilde: Kongernes samling)
13. Enhjørningstårer har helbredende kræfter
I mytologien er enhjørningens tårer ekstremt sjældne og har helbredende kræfter. Det menes, at enhjørninger kun græder få gange i løbet af flere hundrede år, og det er, når de bliver overvældet af sorg.
Selvom enhjørningstårer fældes af sorg, kan tårerne hele både følelsesmæssige og fysiske sår. Desuden er tårer og horn ikke de eneste dele af en enhjørning, der har magiske egenskaber. Enhjørningblod og hår besidder også magiske kræfter ifølge nogle legender.
14. Marco Polo så flere enhjørninger på sine rejser
Den berømte opdagelsesrejsende Marco Polo troede fuldt og fast på, at han så enhjørninger på sine rejser langs Silkevejen i det 13. århundrede. Han var dog ikke alt for imponeret over skabningerne og beskrev dem som omfangsrige og grimme. I dag har de fleste historikere mistanke om, at det han så faktisk var asiatiske næsehorn.
Regnbuer og Enhjørninger blev først flettet sammen med ‘My Little Pony’-universet i 2000. Foto: Canva
15. Genghis Khan besluttede ikke at erobre Indien efter at have mødt en enhjørning
Da han ankom til Indiens grænser, havde den store Djengis Khan al magt og ressourcer til at invadere og erobre nationen. Men ifølge den persiske historiker Juzjani fik en kombination af terræn, klima og et guddommeligt møde Khan til at vende sig væk.
Djengis Khans rådgiver Yelü Chucai nævnte det overnaturlige møde i to af hans biografier. Ifølge Chucai skete begivenheden nær Iron Gate Pass i “Østindien”, som er i det moderne Usbekistan.
Rådgiveren beskrev væsenet som “formet som en hjort [med] halen af en hest, grøn i farven og med et enkelt horn.” Han skrev også, at enhjørningen kunne tale menneskeligt sprog og fortalte Khans livvagt: “Din herre burde vende tilbage tidligt”, hvilket var præcis, hvad han gjorde. (Kilde: History Today)
16. Kombinationen af enhjørninger og regnbuer startede først i 2000
I dag er enhjørninger ofte afbildet, når de rider på regnbuer eller tegner de farverige buer, mens de svæver gennem himlen. Selvom du måske tror, at dette billede går århundreder tilbage, startede blandingen af enhjørninger og regnbuer først i begyndelsen af 2000’erne på grund af tv-shows som “My Little Pony”.
Men det ser ud til, at hestene fra den æra faktisk var ponystørrelser – og dermed meget mindre end deres moderne efterkommere. Det er i hvert fald resultatet af den største undersøgelse af hesteknogler nogensinde.
“Krigshesten er central for vores forståelse af middelalderens engelske samfund og kultur, både som et symbol på status tæt forbundet med udviklingen af en aristokratisk identitet og som et våben i krig berømt for sin mobilitet og chokværdi, hvilket kan ændre kampen,” sagde Oliver Creighton, arkæologiprofessor ved Exeter Universitet og hovedefterforsker for projektet, i en pressemeddelelse.
Knap 2000 knogler blev undersøgt
Undersøgelsen, offentliggjort i International Journal of Osteoarchaeology (studie af skeletter fra arkæologiske udgravninger), undersøgte størrelsen og formen på 1.964 engelske hesteknogler fra mellem 300 e.Kr. og 1650 e.Kr. fundet på 171 separate arkæologiske steder. Forskere sammenlignede disse knogler med knoglerne fra moderne heste for at forstå, hvordan dyrene havde ændret sig gennem tiden.
I gennemsnit var heste fra de saksiske og normanniske perioder (fra det 5. til det 12. århundrede) under 1,48 meter – altså ponyer efter moderne størrelsesstandarder.
Analysen afslørede også, at heste blev mindre i den normanniske periode – selvom dette var en tid, hvor hesten spillede en væsentlig rolle i krigsførelse: Næsten 200 heste blev afbilledet i Bayeux-tapetet, som fortæller historien om den normanske erobring af England i 1066.
Foto: Canva
Størrelsen måske ikke vægtet i avlen
Undersøgelsen antydede, at heste på 155-165 cm, ville være blevet set som meget store af middelalderfolk.
Alan Outram, arkæologiprofessor ved Exeter Universitet og medforfatter på undersøgelsen, sagde, at middelalderlige krigsheste, der førte an i kamp, kunne have været relativt store for tidsperioden. Men de var klart meget mindre, end vi ville forvente til sådanne opgaver i dag.
“Udvælgelse og avlspraksis i de royale stutterier kan have fokuseret lige så meget på temperament og de korrekte fysiske egenskaber til krigsførelse, som de gjorde på størrelse,” sagde han i erklæringen.
I middelalderen havde heste forskellige formål i kamp og kan være blevet avlet med disse opgaver i tankerne. Middelalderens krigsheste som var beregnet til opvisning, turneringer og angreb i kampsituationer, var højere, mens mindre heste var nødvendige for at tilbagelægge lange afstande under beredne militærkampagner.
Få hesteknogler på slagmarker
Viden om heste i middelalderen befinder sig stadig på et tidligt stadie, og det er angiveligt meget få heste-rester fra middelalderen, der er blevet fundet på selve slagmarkerne. Derfor er det også vanskeligt for forskere at finde ud af, om en hest har været brugt som krigshest eller som arbejdshest i landbruget.
Interessant er det også ifølge undersøgelsen, at arkæologiske steder fra middelalderen ofte har færre hesteknogler sammenlignet med tidligere romerske og jernaldersteder. Dette skyldes sandsynligvis, at hestekadavere i middelalderen ofte blev bearbejdet anderledes end andre dyr på garverier, hvor skind raffineres til læder, og i slagterhuse.
Lørdag d. 13. november var omkring 150 mennesker samlet til indvielsen af skulpturen En knabstrupper på vej ved Knabstrup Station ved Mørkøv på Sjælland. Skulpturen er lavet af kunster Marianne Seidenfaden, der selv bor i Mørkøv, og som har stor interesse i heste. Marianne har nemlig i mange år avlet welshponyer og driver i dag stutteriet Dorthealyst. En knabstrupper på vej er udført i naturlig størrelse i jern, og symboliserer stammoderen til knabstrupperhesten (flæbehoppen) med et føl i maven.
En gammel dansk hesterace
Knabstrupperen blev fremavlet på Knabstrup gods for 200 år siden og er kendt som en hest med sjældne farver (bla. prikker), et godt fundament og et særdeles godt temperament.
Med opstillingen af den nye skulptur En knabstrupper på vej, bliver hesteracen nu også et fysisk vartegn for byen – hvor det hele begyndte. Det er en arbejdsgruppe under Knabstrup Lokalforum der har skaffet midlerne og tilladelserne til opførelsen, og målet er, at der også kommer en informationstavle, der fortæller om skulpturen og knabstrupperens historie.
Ydermere er der også planer om en podcast i samarbejde med Museum Vestsjælland, hvor der fortælles mere om skulpturen og knabstrupperhesten.
(artiklen fortsætter under billedet…)
Føllet ligger på ryggen i skulpturen ‘En knabstrupper på vej’. Foto: Holbæk kommune
Om knabstrupperen
Knabstrupperen er en dansk hesterace, der har sit navn fra Knabstrup Gods. I 1700-tallet og starten af 1800-tallet havde ejeren, Chr. Ditlev Lunn, en stor interesse for hesteavl og købte blandt andet hopper fra det kongelige Frederikborgske stutteri.
Starten af 1800-tallet var præget af krigene i Europa (Napoleonskrigene), og der kom derfor spanske hjælpetropper til Danmark. En spansk Adjudant havde en hoppe med sig – og den solgte han til en slagter ved navn Flæbe, der senere solgte til Knabstrup Gods.
Hoppen beskrives som zobelfuchs med hvid man og hale, stærkt stikkelhåret med små hvide pletter hist og her på kroppen, dog mest på lænden, hvor der også fandtes nogle brunrøde pletter. I 1813 fik hun sit første føl, kaldet Flæbehingsten efter en Frederiksborghingst – og hermed begyndte historie om den danske Knabstrupperhest.
Der findes kun ganske få rytterstatuer i Danmark med en kvindelig rytter, og en af dem er af Margrete 1. (1353-1412) – Danmarks mest magtfulde regent i middelalderen. Margrete samlede Norge, Sverige og Danmark i Kalmarunionen og havde andel i regeringsmagten fra 1376-1412.
Hest og dronning samlede støv i over 100 år
Margrete er afbilledet til hest i en 3-meter høj bronze statue, der kan ses på Roskilde Torv. Hesten er massiv, og til den tungere side, som det ville være tilfældet i Margrete 1.s levetid, og den står med åben mund og krummet hals. Den er kraftfuld men afventende. I kontrast til det er Margrete 1. rank og afslappet og sidder let i sadlen. Manglen på trense og tøjler symboliserer dronningens magtfulde position.
Rytterstatue Margrethe I. i Roskilde. Foto: Museumsorganisationen ROMU
Udarbejdelsen af statuen startede allerede omkring 1896, hvor kunstner Anne Marie Carl-Nielsen begyndte at lave skitser til hesten. Det er interessant, at det netop var en kvindelig billedhugger, der stod bag statuen af den profilerede danske dronning, men Anne Marie var ikke en hvem som helst, hun var kendt for sine dyrestatuetter og gift med komponist Carl Nielsen.
Pga. finansieringsproblemer indstilledes arbejdet med Margretes statue imidlertid, og i årtier eksisterede figuren kun som en gipsafstøbning, der samlede støv på Roskilde Museums depot, indtil man i 2006 omsider støbte hele statuen.
Statuen blev afsløret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. og kan i dag ses i Roskilde.
Særudstilling på Glyptoteket – med masser af hestefigurer
Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945) voksede op på landet, og den nære kontakt med dyrene fik på lang sigt stor betydning for hendes kunst. Hun begyndte at modellere, da hun var ganske ung, og hendes dyrestatuetter er en klar demonstration af en nøje iagttagelsesevne og indlevelse i dyrenes væsen og bevægelser.
Anne Marie Carl-Nielsen var den første kvindelige billedhugger i verden, der fik bestilling på at opføre en rytterstatue af en konge og bronzeporte til en domkirke; to af fagets mest prestigefyldte opgaver. Selvom mange har stiftet bekendtskab med rytterstatuen af Christian 9. på Christiansborg Ridebane eller gået ind ad bronzeportene i Ribe Domkirke, er det de færreste, der kender Anne Marie Carl-Nielsen i dag.
Den berømte statue af Christian IX ved Christiansborg Ridebane. Foto: Canva
Udstillingen på Glyptoteket præsenterer den største soloudstilling med hende siden 1946. Her inviteres du ind i kunstnerens værksted og kan opleve forarbejderne til hendes værker. Samtidig kan du stifte bekendtskab med den kompromisløse kunstner, som både var eftertragtet og anerkendt i sin samtid, men siden er blevet skrevet ud af historien.
På udstillingen kan du blandt andet se gipsafstøbningen af Hannoveranerhingsten ’Flingarth’ og mange flere værker med heste og dyr. Se mere i videoen nedenfor.
Heste blev involveret i olympisk konkurrence cirka 680 f.Kr., da vognløb blev introduceret, og dengang som i dag blev hestene også betragtet som atleter på lige fod med deres ryttere/kuske.
Farlige konkurrencer med 4-spand
I løbene for vogn var der løb for hold på to heste, muldyr og endda føl, men det mest prestigefyldte var løbet, hvor fire heste trak et noget usikkert køretøj kaldet en quadriga. I virkeligheden var det nærmest kun en platform, der var afbalanceret på en aksel mellem to hjul.
Som i de moderne lege kunne både mænd og kvinder konkurrere i det samme løb – dengang en ni kilometer lang indsats bestående af 12 omgange. Banen var ikke en blød oval, som væddeløbsbaner er i dag, men derimod en rektangel med en stolpe i hver ende, som konkurrenterne skulle styre rundt om.
Der er ingen synlige rester af banen ved Olympia i Grækenland, men stedet er blevet identificeret ved hjælp af geofysik, og der er flere gamle tekster, der beskriver forløbet.
Foto: Canva
Heste og mennesker satte livet på spil
Hvad angår ekstremsport, så kunne vognløbene ikke have været mere farlige. Ulykker var hyppige, og dødsfald blandt både mennesker og heste var almindeligt. Faktisk blev selv rekreationen af vognløbet i den originale 1925-version af filmen Ben Hur berygtet, fordi den angiveligt kostede op mod 100 heste livet.
Da filmen blev lavet om i 1959, blev 75 hovedsageligt lipizzanere specialuddannet i næsten fire måneder, hvor de to menneskelige stjerner, Charlton Heston og Stephen Boyd, brugte næsten lige så lang tid på at lære at køre dem. En yderligere genindspilning blev lanceret i 2016, men her var de fleste af vognløbets optagelser computergenereret, mens kørelegenden Boyd Exell leverede enkelte ’real-life’ optagelser med ekspertise og horsemanship.
Hvad var belønningen så for at sætte dit liv på spil i oldtiden? I bedste fald tvivlsom! På trods af den risiko, kuskene tog i løbene, var det ejerne af hesteholdene, der blev annonceret som vinderne. Kusken var afhængig af ejerens gavmildhed (eller manglende på samme!) i forhold til deres belønning.
Ridekonkurrencer ved de gamle lege kom lidt senere. De mindede mere om nutidens hestevæddeløb, bortset fra at rytterne ikke havde bøjler og kun en pude som sadel. De konkurrerede over en forkortet bane på seks miles.
Foto: Canva
Hestesport igen ved OL i 1900
Da OL blev genstartet i den moderne æra, 1896, var hestesports-disciplinerne oprindeligt ikke inkluderet. De dukkede op i 1900, hvor disciplinerne omfattede polo, samt en højdespringskonkurrence.
De tre discipliner, som vi kender dem i dag – dressur, military og springning – opstod først i 1912, selvom alle tre ville være næsten uigenkendelige for det 21. århundredes hesteelskere.
Springning havde komplicerede regler med forskellige mængder fejl, der blev tildelt for at ramme et spring med et for- eller bagben. Dressur inkluderede en springfase, og military havde slet ikke dressur! Kun mænd kunne konkurrere, og de skulle være eksisterende, eller tidligere, officerer i de væbnede styrker for at være berettigede.
Det var først fra 1964, at kvinder var involveret i alle tre sportsgrene på olympisk niveau, hvilket tilfældigt var sidste gang, Tokyo var vært for legene.
Foto: Canva
De moderne konkurrencer
Indtil for nylig var military den eneste olympiske sport, hvor både hold og individuelle medaljer blev afgjort i en konkurrence. Det var først efter flere indsigelser, at der i 2016 blev tilføjet en anden runde med ridebanespringning for de 20 bedste ekvipager, for at afgøre de individuelle medaljer.
I forhold til dressur og springning, så blev springreglerne ændret efter 2. verdenskrig. Det skete da nogle af de konkurrerende officerer blev sat sammen og udarbejdede en enklere version for fejl, nemlig fire fejl for en bom ned og tre fejl for et stop på forhindring. Selvom sidstnævnte regel blev ændret for et par år siden, er springningen stadig meget bundet op på officerenes regelsæt fra efterkrigstiden.
Dressur fik et nyt look i 1996 i Atlanta, da küren blev introduceret ved sidste runde. Tidligere var den mest markante ændring af konkurrencen introduktionen af piaffe og passage til de obligatoriske øvelser i 1932!
Cathrine Dufour kom ind på 4. pladsen i finalen ved OL i Tokyo på Bohemian. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de
Inklusion og begrænsning af omkostninger
I de sidste par fornyelser har de foretagne ændringer primært været drevet af behovet for at holde ridning ved de olympiske lege, hvor reduktioner i den nødvendige mængde ryttere for at danne hold er de mest betydningsfulde.
Mindre hold har to fordele i olympiske øjne; de reducerer omkostningerne (færre heste at rejse og holde), og de fremmer inklusion (flere nationer kan finde og finansiere et helt team).
Nogle af disse ændringer har været meget debatteret, men når man ser tilbage på OL i Tokyo og frem mod PL samme sted, så er ridesporten lige så populær i legene nu som for 2000 år siden.
Det er ikke for sjov, men så alligevel…. Uden for Museet for Moderne Kunst i Glasgow, Skotland troner Arthur Wellesley, den første Hertug of Wellington, på hans legendariske hest Copenhagen. Statuen er i sig selv temmelig imponerende, og det er historien om Wellington og hans hest Copenhagen i og for sig også.
Men det, der gør statuen særlig berømt i nyere tid, er, at lokale ofte sætter en trafikkegle på hoved af hertugen og nogle gange også på hovedet af Copenhagen. Uanset hvor mange gange keglerne fjernes, er de snart tilbage på statuen igen… det er blevet en ting, og det er helt sikkert et udtryk for skotternes lune humor.
Skulpturen af Hertugen og hans berømte stridshest Copenhagen blev udført af den italienske kunstner Carlo Marochetti (1805- 1867) i 1844, og rytterstatuen er et monument over ekvipagen, der især er berømt for slaget ved Waterloo, hvor englænderne bekæmpede Napoleons styrker.
I 2011 blev statuen nævnt på Lonely Planets liste over Top 10 mest bizarre monumenter på jorden, dette skyldtes helt sikkert hertugens spidse orange hat.
Hertugen af Wellington og Copenhagen i Glasgow. Foto: Canva
Den berømte ekvipage ved Waterloo
Hesten Copenhagen blev f. i 1808 i England, og hans navn var en hyldest til englændernes sejr ved bombardementet af København i 1807 – året før han blev født. Copenhagen var en blanding af fuldblod og araber, og han var kendt for at være sædeles hurtig og udholdende.
Hertugen af Wellington red Copenhagen i flere slag, og det meste kendte var Slaget ved Waterloo 1815, hvor han slog Napoleons tropper efter at have siddet i sadlen i 17 timer.
Efter slaget ved Waterloo fortsatte Wellington med at ride Copenhagen ved ceremonier og militærparader, indtil Copenhagen blev pensioneret og kunne nyde sit otium på Stratfield Saye House, Wellingtons gods. Copenhagen blev 28 år, og efter hans død fik han en fuld militær begravelse med fanfare, salut og med mere. Læs hele historien om Copenhagen her
Den walisiske kunstner Mick Petts er berømt for sin gigantiske jordskulptur af en hest i Caerphilly, Syd Wales. Landskabskulpturen er kendt som Sultan the Pit Pony og er over 200 meter lang og forestiller en løbende hest. Kunstværket blev bygget ind i landskabet ved hjælp af kul, skifer, sten og jord, og de bløde grønne former viser nu en hest i bevægelse, der kun kan ses i sin helhed fra luften.
Sultan the Pit Pony løber måske frit i Caerphilly, men det gjorde de ponyer, værket er lavet til ære for, ikke. Det store værk er nemlig en hyldest og et mindesmærke for de mange ponyer, der fra det 18. til det 20. århundrede transporterede kul i minerne.
Petts utrolige landskabsskulptur symboliserer den endelige frigivelse af pitponyerne – og skaber fokus på et vigtigt kapitel i hestene og menneskenes fælles historie.
Sultan the Pit Pony. Youtube
Til ære for de hårdtarbejdende pitponyer
Pitponyer var små seje og stærke ponyer, der tilbragte det meste af deres tid under jorden. De arbejdede omkring otte timer om dagen og tilbragte typisk deres nætter i underjordiske stalde. I løbet af dagen trak de tunge kulvogne gennem de mørke miner dybt under jorden
Selve ordet pitpony blev brugt til at henvise til enhver hest, pony, æsel eller muldyr, der arbejdede nede i minerne. Disse hårdføre heste erstattede det arbejde, der engang blev udført af kvinder og børn. Selvom de var mest populære i begyndelsen af 1900’erne, gik den sidste pitpony først på pension i 1999.
Praktisk og rekreativt
Sultan The Pit Pony (Sultan var en prisvindende pony i området) er nok et kunstværk, men det blev bygget med et praktisk formål. Skulpturen beskytter nemlig parkgæsterne mod den stærke vind. Derudover har det også rekreative formål, da forskellige stier igennem parken giver besøgende mulighed for at vandre i de bakke og volde, der udgør hestens krop.
Skulpturen af Sultan the Pitpony er den største figurative jordskulptur i Storbritannien, og den er er imponerende både helt tæt på og fra i luften.
