Skip to main content

Author: admin

Stor anerkendelse af dansk ridesport: 3 nomineringer til “Årets Sportsnavn”

I sidste uge blev det afsløret, at paradressurrytter Katrine Kristensen er blandt de 15 nominerede til Årets Sportsnavn 2022, en prestigefyldt pris, der uddeles af DIF og Team Danmark med bl.a. H.K.H. Kronprins Frederik, kulturministeren, Michael Laudrup og Camilla Martin i dommerkomitéen. Katrine var blandt de første fem navne, der blev afsløret, og her til morgen kan ridesporten bryste sig af endnu to nomineringer til prisen.

Læs også: Katrine Kristensen nomineret til ”Årets Sportsnavn”

Præstationerne ved VM hyldes

Det danske dressurlandshold med Cathrine Laudrup-Dufour, Carina Cassøe Krüth, Nanna Merrald Rasmussen og Daniel Bachmann Andersen er nomineret for deres fantastiske præstation ved VM, hvor holdet tog Danmarks første hold-guldmedalje ved et verdensmesterskab i dressur – endda på hjemmebane – og samtidig sikrede sig billet til OL i Paris 2024.

Derudover er også Danmarks dobbelte verdensmester i paradressur Tobias Thorning Jørgensen blandt de nominerede for netop hans to guldmedaljer samt holdsølvet med det øvrige paradressurlandshold. Tre nomineringer til dansk ridesport er en flot anerkendelse af de imponerende resultater, vores atleter har præsteret – ikke kun ved VM – men generelt over de senere år.

Tobias Thorning Jørgensen med sin første guldmedalje ved VM i Herning Foto: Kee Frandsen/Den Smukke Hut

Hård konkurrence om prisen

2022 har været et fantastisk sportsår med danske briller, og året har budt på mange internationale medaljer og toppræstationer i flere sportsgrene. Derfor er det da også et hårdt felt, som dressurrytterne er oppe imod. Blandt de indtil videre 10 nominerede finder vi navne som Jonas Vingegaard, Holger Rune og Viktor Axelsen. De sidste fem nominerede til prisen afsløres i næste uge. Vinderen kåres den 7. januar 2023 til SPORT 2022 som afholdes i ridesportens hovedstad, Herning.

Unghingstene skal til eksamen søndag

8 springhingste og 14 dressurhingste har været til 35-dages afprøvning på Tørring Ridecenter. Søndag den 27. november skal de til endelig eksamen, hvor de bliver redet først af deres daglige rytter for dommerne, og derefter af en testrytter. Testrytter i springning er Allan Bilgrav, mens det er Allan Grøn som tester dressurhingstene.

Publikum er velkomne til at komme og se de unge, måske kommende, avlshingste i aktion.

TIDSPLAN
10:00 – 11.20 Springning med rytter/testrytter (10 min. pr. hest – 8 stk.)
11.20 – 11.35 Præmieoverrækkelse springhingste
11.35 – 12.20 Banerydning og frokost
12.20 – 14:40 Dressur med rytter/testrytter (10 min. pr. hingst – 14 stk.)
14.40 – 16:00 Præmieoverrækkelse dressurhingste

Cafeteriet vil være åbent fra kl. 09:00.

Katalog kan ses HER

Alle heste skal registreres i CHR – har du husket det?

Registrering af hestehold i det Centrale Husdyrbrugsregister er et vigtigt værktøj i arbejdet med at opspore og inddæmme sygdomme hos heste. Derfor gælder kravet om registrering for alle hestehold, uanset om der er en enkelt hest eller mange på ejendommen.

Registrering skal give overblik og hjælpe ved smitteopsporing

Dyresundhedsloven, der gælder i alle EU-medlemslande, indeholder regler for forebyggelse og bekæmpelse af alvorlige dyresygdomme i EU, bl.a. hos heste. Registrering af steder, hvor heste opholder sig, er et vigtigt redskab i tilfælde af udbrud af anmeldepligtige hestesygdomme. Disse sygdomme skal bekæmpes hurtigt af hensyn til dyrenes velfærd og hestebranchen, da udbrud af alvorlige sygdomme hos heste vil begrænse muligheden for at flytte heste mellem EU-lande og bremse udviklingen af hestesporten.  

Hvem skal registrere sig i CHR?

Alle steder, der holder en eller flere dyr af hestefamilien (heste, æsler, zebraer eller krydsninger deraf), skal registrere sig i CHR på landbrugsindberetning.dk eller ​via appen CHR, der kan hentes i App Store og i Google Play

Det er den ansvarlige for hesteholdet, der skal lade sig registrere, og derfor afhænger registreringen ikke af, hvem der ejer den jord eller de bygninger, hvor hestene opholder sig. Hvis man som hesteejer eksempelvis lejer et stykke mark af naboen, og man selv står for fodring og tilsyn, er det hesteejeren og ikke naboen, der skal registrere hesteholdet. 

Kravet om registrering gælder også steder, hvor heste opholder sig midlertidigt som eksempelvis stævnepladser. Det er netop i kontakt med andre heste, at smittespredning opstår, og derfor er det vigtigt at have overblik over alle steder, hvor heste har kontakt til hinanden. 
I forbindelse med a​fholdelse af konkurrencer, dyrskuer og kåringer mv., skal den ansvarlige for begivenheden føre fortegnelse over, hvilke heste der deltager. Dvs. at den ansvarlige for begivenheden, ved forespørgsel fra Fødevarestyrelsen, skal kunne udlevere en liste over de deltagendes hestes unikke koder (UELN-numre), samt dato for deltagelse. Dette er allerede muligt for stævner under Dansk Ride Forbund, Dansk Travsports Centralforbund, Dansk Galop og Dansk Islandshesteforening.​

Der er flere regler, som skal overholdes af den ansvarlige for hesteholdet på ejendommen. Også hvis der kommer ryttere med heste kørende til for at benytte fx ridehus eller ridebaner.

Læs mere om reglerne og se en video, der guider dig igennem indberetningen ved at følge linket: Registrering af heste og hestehold i det Centrale Husdyrbrugsregister (foedevarestyrelsen.dk)

Video: Fra Islænder til Varmblod

Nils Christian er mange gang Verdensmester, Europamester, Nordiskmester og Norsk mester i forskellige discipliner på islænder. Han forventer også at have gode chancer ved VM i 2023. Kort sagt er Nils Christian ret habil på de islandske heste i flere discipliner.

Læs også: Kom på besøg hos Nils Christian på det stilfulde Kronholt

Nu har han givet sig selv en ny udfordring. Nemlig at ride på varmblod, og dygtiggøre sig indenfor klassisk dressurridning.

Jeg elsker at lære noget nyt og udfordre mig selv. Nils Christian

Zibrasport var for nyligt på besøg hos Nils Christian, og her fik vi også en snak om motivationen for at kaste sig ud i at lære en ny disciplin indenfor ridesporten.

Video: Bjarne Nielsen underviser Dennis på 4-års hest

42 heste er tilmeldt den ekstra Egnethedstest torsdag den 24. november på Kirstinelund Ridecenter. Dansk Varmblods egnethedstest er en succes med mange startende, og en stærk top. Omkring 260 startende i dressur fordelt på fem bedømmelssteder betyder rift om pladserne til Unghestechampionatet i Herning.

Bjarne Nielsen har været gennemgående dommer i dressur-delen, og han fortæller: ”Indtil videre har der været nogle få helt helt i top en 3-4 heste, og så har der været rigtig mange som har været gode, stabile heste over 830 points, og det er ganske mange. Og der har været mange vældig godt forberedte heste.”

Bjarne vurderer, at der ca. har været omkring 50 flere starter end det har været tilfældet de senere år, og han vurderer, at det også kan skyldes, at man kan få lov til at starte to gange. Det er unge heste på 4 år, og nogle reagerer mere end andre på omgivelserne, når de kommer ud til bedømmelse. Derfor kan en ekstra start være en god chance at give de unge heste.

”Som det ser ud, bliver det en stærk kollektion, der kommer til Herning,” vurderer han. De bedste får adgang til Unghestechampionatet under Dansk Varmblods hingstekåring til marts. Og efter den sidste egnethedstest torsdag i denne uge, offentliggør sekretariatet navnene på de heste, som er kvalificeret til finalen i Herning.

En af de heste, som kommer til start på Kirstinelund Ridecenter er Quinn G e. Quaterhit, som Dennis Fisker købte umiddelbart efter Championatsfinalen på Blue Hors. Deres samarbejde har derfor ikke mange uger på bagen. I denne video kan man følge en træning, hvor Bjarne Nielsen underviser Dennis Fisker på Quinn og giver gode råd til træning af de unge heste.

Mød Bjarne Nielsen og Dennis Fisker i Riders Notebook

Magasinet Riders NOTEBOOK har taget en snak med Bjarne Nielsen og Dennis Fisker om træning, om den gode træningstime, og hvordan træner og elev når målet i fællesskab.

Har du lyst til at vide mere om den gode træningstime, så kan du godt begynde at glæde dig til det kommende Riders NOTEBOOK magasin, hvor vi har sat spot på dette i artiklen: Min træner forstår mig ikke. Magasinet udkommer i starten af december.

Læs mere om Riders Notebook

Tina Lund ser frem til familieforøgelse

Siden Tina Lund og familien er flyttet hjem til Danmark, efter at have været bosat i ørkenstaten Dubai i en årrække, er der kommet flere nye medlemmer i familien. Blandt andet de 2 skønne Jack Russel hunde Bossi og Bayla.

Læs også: Riders Corner with Tina Lund – Herning 2022

Og nu kommer endnu en lille ny og beriger familien Lund på gården i Skævinge. Tina deler et billede af deres lille nye pelsbaby på Instagram med ordene:

Velkommen til vores familie. Vi kan slet ikke vente til at vi må få dig med hjem på gården.

Se opslaget med billedet af den søde Rotweiler i Tinas Instagram opslag herunder.

Springhestene er fundet til UCH2023

Hele 119 springheste har været bedømt i tre af Dansk Varmblods regioner fordelt på region 6 i Ikast Rideklub, region 2 hos Riders Cup samt i region 3 hos Stutteri Ask. 44 ekvipager er nu kvalificeret til Unghestechampionatet i Herning, når Dansk Varmblod afholder sin traditionsrige hingstekåring, som i 2023 bliver afholdt fra den 8. – 12. marts. 

Dommerne Johnny Hansen, Bo K. Møller, Signe Wiese samt Allan Bilgrav har bedømt de 119 ekvipager og den ekvipage der fik flest point på landsplan er Maria Bjørnkjær Asferg  på hesten Nørremøllehøjs Silver Light e. Silvaner D.C./Candillo opdr. Christina Møller og Uwe Thomsen, Silver Light har haft bedækningstilladelse i Dansk Varmblod, og den opnåede en totalscore på 862.50 point med 9,0 i kapacitet og teknik, skarpt efterfulgt af Søren Møller Rohde på Cibelle Ask e. Ci Ci Senjor Ask/Favorit Ask opdrættet på Stutteri Ask, som ligeledes opnåede en totalscore på 862,50, men med 8,5 for kapacitet og 9 for galop. 

Der er ialt udtaget 44 ekvipager og 11 er udtaget som reserver. Listen over udtagne springheste samt reserver kan ses HER.

Køb billetter til Hingstekåringen: Dansk Varmblod – Online billetsalg (billetten.dk)

Rosenparaden markerede afslutningen på ponytiden

Skiftet markeres med en rosenparade, hvor rytterne der falder for aldersgrænsen ved årsskiftet hyldes. I år fandt paraden sted i Hedensted for ponydressurrytterne

Læs også: DM i dressur for pony

64 ryttere tog afsked med ponytiden

Hele 64 ryttere var tilmeldt paraden i år, der er en støt voksende tradition. Under paraden bliver hver rytter, efter fælles indmarch, præsenteret hvorefter deres bedste resultater læses op. Hernæst modtager rytteren en rose, deraf navnet “rosenparaden.”

Rosenparaden 2022

Tak fra rytterene

En anden tradition ved ceremonien er ryttertalen, der i år blev holdt af Josephine Gert Nielsen og Cornelia Munch Sinding, der sagde tak for året til landstræneren Lisbet Seierskilde, samt holdleder Lars Svarre Krogsgaard og overrakte teamet blomster.

Årets kammerat

Hele 7 ryttere var i år indstillet til prisen som årets kammerat. Den flotte pris, vandrepokalen og sponsorgaverne tilfaldt Ellen French Henriksen, der både har været flittig på dressur- og springbanerne igennem de senere år, og altså også er en rigtig god kammerat.

Læs også: EM-bronze i ponydressur til Danmark

Alt i alt en rigtig flot afslutning på ponytiden for de mage fremmødte ryttere i Hedensted.

4 danske dressurryttere til Lövsta Top 10

Det er en imponerende startliste i dressur, som Sweden International Horseshow kan mønstre til den kommende weekend. Hele 4 danske ryttere er på startlisten: Cathrine Laudrup-Dufour, Carina Cassøe Krüth, Daniel Bachmann Andersen og Andreas Helgstrand. Fra Tyskland kommer verdensetteren Jessica von Bredow-Werndl, Isabell Werth og Benjamin Werndl, fra Holland Dinja van Lire og fra værtsnationen Patrik Kittel og Therese Nilshagen.

I military, Agria Top 10 Indoor Eventing er Peter Flarup på startlisten og i springing er Lars Bak Andersen den danske repræsentant.

Det er et spændende program, de svenske arrangører præsenterer fra den 24. – 27. november med dressur, springning, military og kørsel samt konkurrencer for Islændere. Hele fire verdensettere er tilstede i Stockholm, hvor der rides om store pengepræmier.

Löwsta Top 10 afvikles lørdag den 26. november med Grand Prix og med den afgørende kür-finale søndag den 27. november. Og der er hele 2,4 millioner Skr. i præmiepenge i kürfinalen rytterne rider om, og heraf tilfalder de 720.000 skr. vinderen. Det er rytterne på verdensranglistens top-ti, som bliver inviteret, men ikke alle kommer til start, og så suppleres der op.

Se startlisten her: Start- och resultatlistor – SIHS (horseshow.se)

Sweden International Horse Show 2022 (equipe.com)

Husker du, da 100 heste ventede på at dø?

En flok på omkring 100 heste var strandet på en lille ø, som blev oversvømmet efter et frygteligt uvejr i Holland.

19 heste havde allerede mistet livet, mens de overlevende var strandet i tre dage. De fik mad af brandmænd og dyrerettighedsaktivister, mens man udtænkte en plan for at redde alle hestene.

Man forsøgte mange forskellige redningsaktioner, men desværre uden held.

Men på tredjedagen skete der noget. Norma Miedema skrev et indlæg på et internetforum for ryttere, hvor hun bad om hjælp til at redde de mange heste. Hun efterlyste personer med heste, der ikke var bange for vand. Tanken var at samle en flok ryttere, der kunne ride hestene tilbage til land.

Hun formåede at samle 7 modige kvinder, der kaldte sig “The Netherlands Horse Rescue”. De risikerede deres liv for at redde hestene.

Kilde: Dyrehimlen

Se eller gense den bevægende video fra redningsaktionen.

Kyra Kyrklund: For mig er vægten den vigtigste hjælp

Finske Kyra Kyrklund er en af verdens absolut mest eftertragtede dressurtrænere. Med en imponerende meritliste som blandt andet inkluderer sølv ved VM i Stockholm i 1990 og sejr i FEI World Cup finalen i 1991 begge gange på den danske varmblodshingst Matador e. May Sherif. Hun har været eller er træner for nogle af verdens mest succesfulde dressurryttere som svenske Jan Brink, den tidligere danske landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og de to træner nu verdensranglistens nr. 2 Cathrine Laudrup-Dufour.

Kyra Kyrklund har en baggrund som springrytter, og træner for succesfulde finske springryttere, og under Jönköbing Horse Show gav hun en clinic, hvor bl.a. den tidligere verdensetter i springning, Peder Fredricson red med på sin danske varmblods-hoppe Raadbjerg’s Bahia e. Baloubet du Rouet/Coronado II (opdr.: Toni A. Paust). Og hvad kan en springrytter så lære af en dressur toptræner? En hel del, skulle det vise sig.

Peder arbejder i skridt

Kyra Kyrklund indledte med at anerkende, at Peders nysgerrighed havde gjort ham åben for at deltage i clinicen ved Jönköping Horse Show. Og så gik hun ellers i gang med at instruere EM-guldvinderen med en øvelse, som hun selv syntes er fantastisk god.

”Det, vi skal i gang med, er en øvelse, som jeg synes er fantastisk god.”

Kyra lader Peder skridte og bruge sin vægt til at kontrollere hesten. Hun minder ham om også at bruge sit blik, se indad, når han vender indad i volten.

”Det er en glimrende øvelse at starte med, der gør hesten følsom over for vægthjælpemidlerne.”

Hun lader også Peder ride let og regulere tempoet med sin vægt.

Man taler normalt om at bruge sædet, men for mig er vægten den vigtigste hjæ

Kyra Kyrklund

”Man taler normalt om at bruge sædet, men for mig er vægten den vigtigste hjælp. Jeg kan bruge min vægt på forskellige måder, men jeg kan ikke bruge mit sæde.”

Kyra er god til at bruge billedsprog til at forklare, hvad hun mener. Hun forklarer: ”Hvis du forestiller dig, du har en badebold, som du støder op og ned fra jorden til din hånd,” beskriver Kyra og fortsætter: ”Når den springer op, følger du med, med hånden. Når den kommer ned til jorden, får den energi opad igen. Men hvis jeg møder bolden for tidligt, holder den op med at hoppe. Det samme gælder hestens ryg, hvis rytteren møder den for tidligt holder den op med at ”hoppe”.

Se Peder og Bahia i konkurrence

Påvirker tempoet

”Jeg vil gerne vise, hvordan man kan påvirke tempoet. For at kunne få dette bounce, skal du turde lette dig fra sadlen. Her ser man ofte ryttere sidde, lidt for langt tilbage, lidt for dybt.”

”Jeg vil have, at du sidder lidt, så du løfter hesten op! Dette kræver meget balance. Uden at bruge schenklerne rejser du dig op i letridning, men lidt hurtigere, end hestens takt. Det er dig, der beslutter, at du vil trave hurtigere uden at øge skridtlængden. Ofte tænker man slet ikke over, at man kan gøre dette med sin egen vægt.”

Det samme skal Peder så i galop.

”I springryttere rider ofte lidt som letridning i galop. Du kan lande lidt mere kvikt i sadlen for at få en lidt smidigere galop, påvirke tempoet.”

Herefter bliver Peder igen bedt om at arbejde med hesten i skridt.

”Det er godt at arbejde hesten i skridt i stedet for at ødelægge trav og galop,” siger Kyra halvt i spøg. Peder bliver bedt om at skridte helt kort, ved at bruge sin vægt og uden at bremse i tøjlen konstant.

Kyra ser den korte skridt, som en vigtig øvelse, som også udfordrer hesten.

”Det er meget nemmere for hesten at tage lange skridt.”

Endelig arbejder de igen i galop. ”Tænk, at du skal forsøge at få galoppen så kort som muligt.”

Ligeudretning

Kyra beskriver hesten som bestående af forskellige poser, som skal være på linje. ”Går bagdelen ind, især i galop, er det meget svært at skubbe den ud igen. Du skal have fat i den udvendige side først. Hvis hesten skubber bagparten ud, skal jeg bruge mit udvendige ben som en lille hammer for at slå den ind igen.”

Kyra beskriver, hvordan man laver mere effektive vendinger – hvilket er vigtigt for en springrytter.

”Hvis du kan komme igennem et hjørne med samling, har du meget mere energi i hesten. Hvis det er sådan, at vender halsen ud af volten, kan du bruge den udvendige schenkel lidt mere og passe på, at du ikke selv hænger ud til udvendig side.”

”Så snart en del af hesten ”flyder ud” og ikke er ligeudrettet, vil hesten ikke kunne bruge kraften i bagbenene på samme måde, du får ikke den elasticitet, du ønsker.”

Bagefter var Peder Fredricson lyrisk over seancen:

”Bare denne første øvelse med skridt og eget sæde. Det var en utrolig følelse, hvordan man kan få hesten til at arbejde rigtigt.

Læs hele artiklen på www.ridenews.se

Skal din rideklub være Årets Klub?

I 2019 vandt Tinglev Rideklub titlen som Årets Klub, i 2020 var det Stevns Rideklub og i 2021 Egum Rideklub – er det din klub, som tager titlen i år?

Dansk Ride Forbund uddeler hvert år prisen Årets Klub, for at sætte fokus på en klub, der har gjort en særlig indsats indenfor en eller flere områder i det forgangne år, og kan virke som inspiration for andre klubber. 

Prisen Årets Klub belønnes hvert år med kr. 20.000,- og hædres på det årlige repræsentantskabsmøde som finder sted i april måned. 

Kriterier:

• Årets klub er medlem af Dansk Ride Forbund

Årets Klub skal have ydet en særlig indsats indenfor en eller flere af følgende områder:

• Klubben er gået nye veje indenfor rekruttering af nye medlemmer og/eller har oplevet stor fremgang i klubbens medlemstal.

• Klubben er gået nye vejen indenfor medlemspleje og fastholdelse af deres medlemmer

• Klubben er gået nye veje for at værdsætte og respektere det frivillige arbejde og/eller klubben har gjort en særlig indsats for de frivillige.

• Klubben er gået nye veje indenfor afvikling af stævner, der imødekommer rytternes ønsker.

• Klubben er gået nye veje indenfor samarbejde med skoler, institutioner, SFOer eller kommuner.

Indstillingen skal indeholde argumentation for, hvorfor den indstillede klub skal kåres som årets klub. Alle klubbestyrelser og distrikter under Dansk Ride Forbund kan indstille klubber til Årets Klub.

Indstilling: Har jeres klub gjort klub en ekstraordinær indsats i løbet af året, så kan I indstille klubben til Årets klubpris. Dette gøres ved at sende en indstilling til Dansk Ride Forbund på info@rideforbund.dk inden den 31. december.

Prisen uddeles på Dansk Ride Forbunds årlige repræsentantskabsmøde i april måned.
Læs kriterier for indstilling til Årets Klub

Indstilling:
Hent indstillingsskema til Årets Klub