Skip to main content

Fredags-anbefaling: 10 år med mirakler

I illinois, USA, ligger ‘Walking On’, et ridecenter der arbejder med hesteassisteret terapi og handicapridning. I denne lille film på ca. 5 minutter fortæller personale, patienter og pårørende om den fantastiske virkning samværet med heste har på personer med særlige udfordringer.

Særligt interessant er det at se, hvodan en ældre mand med slem parkinson kan styre en hest for vogn.

Filmen er opløftende og et ud af mange eksempler på, hvordan heste og ridesport påvirker mennesker hver dag – i hele verden.

Anbefaling: Camargues hvide heste

I Rhône-deltaet i Sydfrankrig lever den hvide Camargue heste i det fri.
De hvide heste bliver primært anvendt af Camargues cowboys, les gardians, i arbejdet med vogtningen af Camargues vilde tyre, der bruges til tyrefægtning. Les Gardians har vogtet over Camargue-hestene i århundreder, og det er et helt særligt job – i sumplandet med hestene – langt fra byens kaos og trængsel.

Den smukke film Band of Rebels White Horses of Camargue er lavet af Drew Doggett og varer knap fire minutter. Her fortæller Pierre Pages om livet som gardian for de smukke hvide heste. Se filmen nedenfor.

Om Camarguehesten
Camarguehesten er en gammel race, som menes at være efterkommer af de forhistoriske heste, man har fundet rester af i Solutré. På trods af de hvide hestes lange historie, blev racen kke officielt anerkendt før 1968, da der blev dannet en decideret avlsorganisation. Hestene lever i halvvilde flokke i det sumpede marskland i Rhône-deltaet, hvor de har et barsk liv. De lever af siv og groft græs. Områdets klima er ekstremt, pga. varme og mangle på græs, og disse miljøfaktorer har bidraget til deres utrolige sejhed og hårdførhed.

Fredags-anbefaling: De smukkeste billeder fra Island

Har du to minutter skal du ikke snyde dig selv for denne smukke video fra Island lavet af Drew Dogget. Filmen, der knap varer to minutter, tager os med på smuk rejse gennem islands bjergtagende landsskab, og viser den islandske hest i det miljø, der har været med til at forme og skabe den hårdføre og populære hesterace.

Film på vej om Nick Skelton?

Da Nick Skelton vandt OL guld i 2016 som 58-årig, var der flere, der mente, at springrytterens fantastiske liv var værd at gengive på det store lærred.

Alle ingredienserne til en Hollywood-klassiker var i hvert fald på plads. Nick Skelton, en populær og særdeles dygtig springrytter, brækkede halsen i et fald fra en hest i 2000 og trak sig tilbage fra sporten. Alligevel fik han kæmpet sig tilbage til sportens allerhøjeste niveau, hvilket resulterede i at den 58-årige rytter vandt guld ved OL i Rio 2016! Historien om hesten Big Star, som Nick Skelton vandt guld med, er lige så fantastisk. For den brune hest var skadet i to år og havde ikke rigtig deltaget i konkurrencer frem mod de Olympiske Lege i Rio. Den sidste store klasse, parret vandt sammen inden legene i Brasilien, var en Grand Prix i Aachen i 2013, så den præstation er i sig selv også ret enestående.

Nick Skelton og Big Star i Rio 2016

Manuskriptet er skrevet
Det viser sig nu, at den 21-årige manuskriptforfatter Bobby Kraut har udformet et manus om netop Nick Skeltons fantastiske rejse, og efter sigende skulle manus være blevet vist til den amerikanske skuespiller Robert Duvall, som var meget begejstret.

Manus fortæller selvfølgelig historien om Nick Skeltons liv, og kulminerer til sidst med rytterens syvende OL-deltagelse med den mægtige Big Star i Rio.

Hør Nick Skelton fortælle om Big Star

Kilde: Horse and Hound

Husker du Silas og den sorte hoppe?

En bog om børn og heste
I Silas og den sorte hoppe spiller heste en stor rolle – og venskabet med hoppen er noget helt særligt for den forældreløse dreng.

Efter at være flygtet fra et omrejsende cirkus, hvor Silas bliver mishandlet af en ond sabelsluger, møder han den snu hestehandler Bartholin, som han indgår et væddemål med: Hvis Silas kan ride en vild, sort hoppe frem og tilbage over en eng, må han få den. Silas, der har ben i næsen, klarer rideturen, men Bartholin vil alligevel ikke give ham hesten. Det er som væddemål, man indgår med børn, ikke tæller. Silas får nu det sidste ord i dén sag – og Bartholin bliver en sort hoppe fattigere.

”Bartolin løste hoppen og gik udenfor med den, og Silas ormede sig ned fra loftet og fulgte efter, mens han spillede så blidt så blidt. Alle hestene inde i stalden var rolige nu. Silas smilede og udenfor smøg han sig op på sin hest og satte sig til rette, stadig med fløjten fuld af mildhed. Ganske langsomt begyndte hesten at gå. Bartolin stod som lammet foran sin stalddør og gloede på ham. Hesten spadserede sirligt, og drengen styrede den alene ved sine knæs tryk, mens hans fingre bevægede sig nænsomt hen over hullerne. Der var ingenting tilbage af hoppens genstridige vildskab, underfuldt gik den i kreds foran det lange hus, og ingen skulle bagefter komme og sige, at Silas havde haft unødigt travlt med at komme derfra…”

Der er 14 bøger i serien om Silas (Gyldendal), og de kan selvfølgelig lånes på biblioteker eller købes som e-bog eller i papirbog, hvis man har lyst til at læse – eller genlæse Cecil Bødkers meget roste børnebogsserie.

Prisvindende børnebogsforfatter 
Cecil Bødker har vundet de Gyldne Laurbær og Det Danske Akademis Store Pris. I 1999 stiftede hun sin egen børnelitterære pris, Silas Prisen, som uddeles hvert andet år. Hun er desuden den eneste danske forfatter, der har modtaget den internationale børnebogspris H.C. Andersen-medaljen, der regnes for en af de fornemmeste priser inden for børnelitteratur.

True Appaloosa: En fantastisk film og historie

Stammer den amerikanske Appaloosa fra Asien?
I 2015, hvor filmen True Appaloosa er fra, er der ikke mange renracede Appaloosaer tilbage i verden. For Scott Engstrom, der har dedikeret sit liv til Appaloosa-racen, er der derfor helt forståeligt en frygt for, at Appaloosaen, med den hastigt formindskede genpol, er i fare for at forsvinde helt.

En aften, hvor Scott sidder foran fjernsynet i sit hjem i New Zealand, ser hun et program fra Kyrgyzstan (midt i Asien), og her spotter hun en hest, hun er sikker på, er en Appaloosa. Den på det tidspunkt 69-årige kvinde kontakter omgående journalisten fra programmet Conor Woodman, og snart er de på vej til Kyrgyzstan med et tv-hold. Woodman bliver nemlig lige så grebet af Scotts håb om at finde heste, der ligner Appaloosahestene og få DNA-prøver fra dem, for at se om de amerikanske Appaloosaer oprindeligt kom fra netop Asien.

Det bliver en udfordrende og fuldstændig fantastisk rejse ind i et land, hvor heste og hestesport har stor betydning, og det bliver jagten på at finde en hest med de karakteristika, der kendetegner Appaloosahesten. Hvad filmen ender med, skal vi ikke afslører her, men vi kan godt fortælle, at de storslåede billeder fra den barske natur og den fuldstændige rå kærlighed til heste kan efterlade seerne med en tåre i øjet.

Se trailer for True Appaloosa

Nez Perce indianernes var de første Appaloosa-avlere
For at forstå, hvorfor at det er vigtigt for Scott at påvise Appaloosaens oprindelse, må vi se tilbage på racens historie. Det har altid været en del af fortællingen om den plettede hest, at den stammede fra de heste de spanske conquistadorer tog med sig til USA i 15-1600-tallet. Nogle af disse heste slap fri og skabte store flokke af vilde heste på de amerikanske prærier. De var forgængerne til mustangerne, der i dag lever i vildt i Amerika.

En indianerstamme skilte sig snart ud som en stor hestenation. Nez Perce indianerne avlede og selekterede i heste i generationer. De ønskede en stærk og udholden hest til brug i krig og på jagt, og de satte pris på heste med særlige aftegn og farver. Det betød, at der blev avlet specifikt efter heste med de karakteristika, der i dag kendetegner racen, og Nez Perce indianerne lagde altså grundstenen til Appaloosahesten.

Hvis Scott Engstroms tese om at stamfædrene til Appaloosaen kom fra Asien er sand, så ville der allerede have været vilde heste i Amerika, da de spanske heste slap løs i det unge USA. De ville naturligvis have blandet sig med de spanske heste, og dermed været grundstenene i det Appaloosa-avlsprogram som Nez Perce indianerne i dag er kendt for.

Appaloosaen var tæt på at forsvinde
I takt med at nybyggerne rykkede vestpå, blev indianere presset fra flere sider, og krig mellem indianerne og amerikanerne var uundgåelig. I 1877 blev Nez Perce stammen tvunget i reservat efter en traktat med den amerikanske regering. For at undgå reservatet flygtede stammen mod Canada med 2000 af deres egne heste. De blev dog stoppet af den amerikanske hær kort før grænsen, og efter sigende blev de fleste af hestene skudt efter indianerne overgav sig. De resterende heste blev sluppet løs eller foræret til bønder, der krydsede de indianske Appaloosaer med andre racer – herunder koldblodsheste.

60 år efter var den amerikanske Appaloosa tæt på at være uddød. I 1937 blev man opmærksom på Appaloosaens skæbne og en fornyet interesse for racen blomstrede op. Herfra påbegyndtes et langsommeligt arbejde med det formål at bevare racen. Læs mere om Appaloosaen her

 

Karakteristika
Appaloosaen er særligt kendt for sine atypiske farver, men der er andre særlige karakteristika der følger racen:

  1. Marmoreret hud, dvs. huden omkring mule, øjne og under halen kan været spættet af lys og mørk hud.
  2. Sclera er det hvide i øjet rundt om iris. Alle heste har Sclera men hos Appaloosaerne er det meget hvidt og tydeligere end hos andre hesteracer. Appaloosaerne behøver ikke at have store hvide aftegn i hovedet for at have sclera.
  3. De fleste Appaloosaer har stribede hove. Også heste med ensfarvede ben har striber i hovene.
  4. Særlige farver og aftegn. Appaloosa hestene har både prikker, pletter og hvide områder på ellers ensfarvet pels.
  5. The Indian Shuffle. Appaloosaerne har en særlig gangart, der bliver kaldt Indian Shuffle. Den kan ses i videoen nedenfor.
The Indian Shuffle

True Appaloosa kan lejes på Vimeo

eller ses på Prime Video – Amazon. Com

Toni Colette stråler i ny hestefilm

Endnu en film om en væddeløbshest tænker du måske, og ja, det er en film om væddeløbshest, men det er også meget mere end det Det er historien om en kvindes ambition om at avle og træne en hest i sin hjemby. Golden Globe og Emmy-vinder Toni Colette spiller kvinden Jan Vokes, der føler, at hun mangler noget i sit liv efter, at børnene er rejst hjemmefra. Da hun overhører Howard Davies (Damien Lewis) fortælle om hans erfaringer med et syndikat for en væddeløbshest, får hun blod på tanden.

Jan får overtalt sine naboer og venner til at investere i hendes højtflyvende ide, og de skaber et syndikat, der senere skal resultere i hesten ’Dream Alliance’ (f. 2001). Gruppen har stort set ingen erfaring i forhold til hestesporten, men de har hjertet med, og imod alle odds viser Dream sig at være en hest, der kan matche de milliondyre fuldblodsheste på banen.

Dream er ikke kun folkets Champion, han formår også at ændre livet for beboerne i den lille landsby, og han er et levende bevis på at drømme er mulige, hvis man bare har mod til at følge dem.

Trailer til filmen

Det er ikke første gang historien om Dream Alliance når det store lærred. I 2015 vandt Film4’s dokumentar: Dark Horse: The Incredible True Story of Dream Alliance en pris ved Golden Globes.

Hvornår Dream Horse kan ses i Danmark vides ikke.

Trailer for Dark Horse: The Incredible True Story of Dream Alliance

Fem fantastiske film om heste

The Rider (2017)
Spillefilm – baseret på en virkelig fortælling.

Fantastisk flot film fra USA, hvor billederne af midtvestens ensomhed og skønhed står i kontrast til det hårde og utaknemmelig liv som rodeorytter. Efter et hovedtraume får filmens hovedperson Bradley at vide, at han ikke bør sætte sig op på en hest igen. Det kan koste ham livet. Så Bradley går en barsk tid i møde, hvor han både skal komme sig over uheldet og forene sig med sine knuste drømme. Det er dog svært, når alt, hvad den unge rodeorytter kan og vil, er at ride, og når trangen til at sidde på en hest fylder meget mere end lægernes advarsler.
The Rider er en barsk og autentisk film om det farlige liv som rodeorytter. Det er også en stille film, der på billedsiden viser naturen og hestens plads i denne på en flot og poetisk måde, der kan tryllebinde alle ryttere og hestefolk.

The Rider har vundet flere priser, blandt andet C.I.C.A.E. Award i Cannes 2017 ligesom filmen blev nomineret til fem priser ved Film Independent Spirit Awards 2018.
The Rider er vurderet til 7,4 på IMDB og kan lejes på Youtube eller Viaplay

Trailer til The Rider

Om Heste og Mænd (2013)
Spillefilm – forhåbentlig ikke baseret på virkelige fortællinger

Har du ikke set denne film – så er det et oplagt valg til en mørk vinteraften. Om Heste og Mænd er et tragikomisk semi-autentisk portræt af livet på Island. Om menneskerne og deres heste – eller hestene og deres mennesker – fortalt i seks små historier. Filmen er fantastisk smuk med den islandske natur som kulisse, og de små seje islandske heste er uden tvivl stjernerne i dette til tider vanvittige portræt af øboer, der forsøger at opretholde en vis form for civilisation, selv om de for længst er i naturens vold. Der er kærlighed og død. Civilisation og tabet af samme. Det er trist men også komisk – og midt i det hele står den islandske hest med dens stoiske rolighed, robusthed og hårdførhed, uanset hvad natur eller mennesker udsætter den for.

En ting er sikkert – det er ikke en film, man glemmer lige med det samme.

Om Heste og Mænd har vundet mange priser, herunder CPH PIX Politikens Audience Award i 2014. Bedste Nordiske Film ved Göteborg Film Festival og Grand Prize of the jury ved Les Arcs European Film Festival 2013.
Filmen er vurderet til 6,8 på IMDB og kan lejes på Vimeo og Blockbuster.

Om Heste og Mænd, trailer

Buck (2011)
Dokumentar

”A lot of the times instead of helping people with horseproblems – I am helping horses with people problems.”
Dokumentaren fortæller den utrolige og sande historie om Buck Brannaman, hvis sjældne evne til at kommunikere med heste inspirerede både Nicholas Evans’ roman Hestehviskeren og den efterfølgende film med Robert Redford. Som ung dreng udviklede Brannaman en kærlighed til cowboylivet ved at udføre lasso-tricks. Men en eneste forkert bevægelse førte til en ubarmhjertig gang prygl af hans voldelige far, og som resultat heraf udviklede Brannaman gradvist en intuition, der gjorde ham i stand til at se, hvornår heste led. I dokumentaren fortæller Buck om hans filosofi omkring heste, og man får et indblik i den populære cowboys liv med ni måneders nonstop Clinics, hvor han hjælper hestefolk over det meste af USA med at forstå hestens sprog og instinkter.

Buck vandt publikumsprisen på Sundance Film Festival og prisen for den bedste internationale dokumentar på Zurich Film Festival, og den var desuden blandt favoritterne til den Bedste dokumentar ved Academy Awards i 2012.
Dokumentaren er vurderet til 7,6 på IMDB og kan lejes på Youtube eller Google Play.

Buck, trailer

Unbranded (2015)
Dokumentar

Helt igennem fabelagtig dokumentar om mustangens styrke og helt særlig egenskaber, og om de problemer det voksende antal mustanger udgør for naturen i USA. Dokumentaren har to spor. Det væsentlige er historien om fire unge mænd, der beslutter sig for at købe og tæmme en flok vilde mustanger og ride dem på fra New Mexico til Canada. En fire måneders tur til hest igennem ufarbart og farligt men også storslået og enestående terræn. Målet er blandt andet at bevise, at mustangen, når den er tilredet, er helt unik som ridehest, hvilket bliver tydeliggjort flere gange gennem filmen. De små stærke heste har et mod, et fodfæste og en hårdførhed mange moderne heste vil misunde dem. Det er ganske enkelt forbløffende, hvordan de bare møder den ene udfordring efter den anden uden at kny. Dokumentaren skildrer også ganske fint det forhold, de unge mænd etablerer til hestene undervejs.
Det andet spor i fortællingen er om problemet med mustangerne i USA. Hvordan de vilde heste år for år vokser i antal, og hvordan der slet ikke er plads – eller føde til alle de heste. Fagfolk ønsker en hårdere form for regulering af bestandene, men det er svært at gennemføre, for der er mange følelser på spil, når det handler om heste.

Unbranded har vundet prisen for bedste dokumentar ved Hot Docs Canadian International Documentary Festival samt Bedste Western Dokumentar ved Western Heritage Awards. Filmen er vurderet til 7,3 på IMDB og kan ses på Netflix.

Unbranded, trailer

Harry og Snowman (2015)
Dokumentar

Den helt fantastiske og rørende historie om Snowman, en tidligere plovhest, der bogstaveligt talt blev købt direkte fra en slagtetransport af springrytteren Harry Deleyer for 80 dollars. Efterfølgende opstod der et helt specielt bånd mellem Harry og den store hvide hest, og det betød, at hver gang Harry prøvede at sælge Snowman, så kom hesten hjem igen. Intet hegn var højt nok til at holde hesten væk fra det, den anså som sit rette hjem. Harry erkendte hurtigt, at den tidligere arbejdshest faktisk var en fantastisk springhest. Parret gjorde derfor deres debut ved de amerikanske springstævner, og selv om der blev trukket på smilebåndet af det umage par til at starte med, så forstummede latteren hurtigt, da det blev til sejr efter sejr til den store hvide hest. Snowman vandt United States Open Jumper Champion 1958 and 1959 og blev den mest berømte hest i USA i 50’erne og 60’erne. Snowman var gæst i flere TV-shows, han havde sin egen fanklub og der er skrevet to bøger om ham. I 1992 blev han optaget i United States Show Jumping Hall of Fame.

Harry and Snowman er en hjertevarm historie om en helt speciel hest, og det særlige – nærmest magiske – bånd mellem hest og menneske.

Dokumentaren har vundet flere priser og er vurderet til 7,7 på IMDB. Det er en film, alle der elsker heste, vil have glæde af at se.
Harry and Snowman kan ses på Netflix.

Harry and Snowman, trailer

Berømte heste: Snowman

I 1956 var Harry de Leyer, ridelærer og rytter, på jagt efter nye rideskoleheste, og det bragte ham til en auktion i Pennsylvania. Han kom dog for sent, og auktionen var slut, men netop da blev en gruppe af heste læsset på en vogn, der havde slagterhuset som destination. En stor skimmel arbejdshest fangede Harrys opmærksomhed, og han købte den 7-årige vallak for kun 80 dollars.

Den hvide vallak skulle vise sig at have et helt utroligt roligt gemyt og kunne rides og håndteres af Harrys børn, og de døbte ham hurtigt Snowman. Harry havde en kunde, der netop efterspurgte sådan en rolig og flink ridehest, og selv om der allerede nu var etableret et unikt venskab mellem Harry og Snowman, så han sig nødsaget til at sælge hesten.

Snowman havde dog en anden mening om salget, så i stedet for at finde sig til rette i sine nye omgivelser, så sprang han over hegnet og løb tilbage til De Leyers hus – op til flere gange og uanset højden på indhegningen. Slutteligt blev det besluttet, at Snowman skulle blive hos Harry, og eftersom han nu havde vist, at han kunne springe, begyndte Harry at træne ham mod springstævner.

I starten blev der set rimelig skævt til Harry og hans store hvide hest på springbanen, og den tidligere plovhest var da også en lidt anden model end de mere moderne springheste. Men så snart Snowman begyndte at springe, så forstummede alt latter og jokes. For Snowman vandt. Igen og igen og igen.

Han forcerede let alle forhindringer, kiggede ikke på det mindste og sprang sågar over andre heste ved specielle shows. I 1958 og 1959 var han United States Open Jumper Champion, og i 1958 blev han også udnævnt til Årets Hest. Han fik en hurtigt voksende fanskare og optrådte på TV flere gange. I 1992, 20 år efter sin død, blev Snowman optaget i springningens Hall of Fame

Snowman blev pensioneret fra springstævner i 1962, men folk besøgte ham stadig på De Leyers farm. Han var en ægte berømthed. I 1972 blev den hvide kæmpe aflivet på grund af et nyreproblem. Det var et hårdt slag for Harry, der var hos sin hest til det sidste.

Der er skrevet tre bøger om Snowman, og en af dem Elisabeth Letts: ’The Eighty Dollar Champion: Snowman, the Horse That inspired a Nation’ blev en New York Times Bestseller (2011). I 2016 havde dokumentaren Harry og Snowman premiere, og det er en fantastisk dokumentar om at trodse alle ods og venskabet mellem en mand og hans hest. Dokumentaren kan klart anbefales herfra (NETFLIX).

Oscarvinder får hovedrolle i ny film om galophest

Film om Frankel

Frankel blev født i 2008 på Juddomonte farm og var ubesejret i sin 14 løbs karriere. Frankel blev trænet af Henry Cecil, og forholdet mellem træner og hest skulle efter sigende være noget helt særligt. Udset til rollen som den karismatiske træner er den britiske filmstjerne Jeremy Irons. Skuespilleren vandt i 1991 en Oscar for bedste skuespiller i filmen Reversal of Fortune (på dansk Frikendt…?)

Filmen vil tage udgangspunkt i superhestens karriere samt fokusere på forholdet mellem hest og trainer. Henry Cecil bekæmpede i sine sene år nederlag og sygdom og gjorde Frankel til tidens største væddeløbshest. Frankel kvitterede med at være ubesejret i alle sine 14 løb!

Eclipse Film står bag filmen om Frankel, Ron Scalpello er instruktør, og filmen produceres af John Sachs, Andrew Berg, Jeremy Irons og Kimberly Sachs. Manuskriptet er skrevet af Jim Piddock, der også er Executive producer. Det vides endnu ikke, hvem der skal spille Frankels jockey, Tom Queally, eller hvornår filmen har premiere – men en ting er sikkert – vi glæder os allerede!

Kilde: Horse and Hound