Skip to main content

Husker du Artax fra Den Uendelige Historie?

Var du barn i 80erne? Så var der nok en filmscene med en hest, der gjorde et særligt stort indtryk på dig, og højst sandsynligt fik dig til at knibe op til flere tårer. Scenen i Den Uendelige Historie, hvor Atréjus (mesterligt spillet af unge Noah Hathaway) elskede hest Artax drukner i Sørgmodighedens Sumpe, var i hvert fald en hjerteskærende og næsten traumatisk filmisk oplevelse for det unge publikum.

Det var også en af de mest mindeværdige scener i den populære fantasyfilm, der havde premiere i 1984.

Venskabet mellem drengen og hans hest
Hesten Artax og hans rytter, grønhuden Atréjus (som bærer mange paralleller til prærieindianerne i Nordamerika), er fra det øjeblik de bliver præsenteret på det store lærred seernes absolutte favoritter. Det er de også i bogen af samme navn, der er skrevet af den tyske forfatter Michael Ende i 1979.

I bogen kan Atréjus og Artax tale sammen, hvilket synliggør venskabet mellem dreng og hest. Denne specifikke evne til at tale med dyr blev ikke taget med over i filmen.

Hvor er Atréjus er mod og uskyld og troen på det gode i verden, er Artax symbolet på loyalitet og venskab og et billede på den fuldstændige ubetingede kærlighed mellem barn og hest. Artax bærer tappert sin lille modige rytter på lange strækninger gennem Fantasien i forsøget på at redde deres verden fra en altopslugende grå tomhed – opstået af børns manglende fantasi.

“Uden for stod Artax, hans hest. Den var blisset og lille som en vildhest, dens ben var kraftige og korte, og alligevel var det den hurtigste og mest udholdende hest i miles omkreds.”
Den Uendelige Historie

Screendump. YouTube

Da Artax forsvinder i Sørgmodighedens Sumpe
For alle der elsker heste, og husker det særlige bånd man knytter til sin første pony, var scenen med Artaxs urimelige død ganske enkelt forfærdelig – både i filmen og i bogen.

Atréjus rykkede fortvivlet i tømmen, men hesten sank dybere og dybere i. Da det til sidst ikke var andet end dyrets hoved, der stak op af vandet, tog han det i sine arme... “Jeg holder fast på dig Artax,” hviskede han. “Jeg vil ikke lade dig gå under.” Hesten vrinskede svagt en sidste gang.
Den Uendelige Historie

I bogen er der en værdighed og ro over hestens sidste minutter, og Artax siger ligefrem, at han ikke kan mere og ønsker at dø, og at Atréjus skal fortsætte sin færd. Det er sørgeligt, men det er stadig i børnehøjde. Helt så pædagogisk er det ikke i filmen, hvor Atréjus kæmper og græder og gør alt for at redde sin hest:

Alle bekymrede sig for Artax
Som at Artaxs død ikke var traumatisk nok efter filmen gik sin sejrsgang på det store lærred, så startede der også et frygteligt rygte efterfølgende om, at hesten, der spillede Artax, var død under indspilningerne. Den historie var selvfølgelig ikke sand.

Efter sigende fik Noah Hathaway en af hestene fra filmen samt sadlen han red i, som tak for hans store indsats (der blandt andet betød, at han kom slemt til skade med ryggen efter et fald fra en hest), men det endte med, at han gav hesten til sin stuntrytter, og den levede et godt liv i Tyskland mange år efter.

Om Michael Ende
Michael Ende (1929-1995) Tysk børnebogsforfatter og har ud over Den Uendelig Historie skrevet serien om Jim Knap og Lukas Lokomotivfører samt Momo og Tidstyvene. Hans værker er oversat til henved 40 sprog og er udgivet i mere end 20 millioner eksemplarer.

Trailer for filmen

Kampen for Clydesdale-hestenes overlevelse

Det kræver meget at have store heste – og der bliver færre og færre af de mægtige giganter blandt koldblodsheste. Således betegnes den skotske race Clydesdale nu i fare for at uddø, og det er netop temaet i dokumentaren Clydesdale: Saving the Greatest Horse, der bliver vist på BBC i Skotland i aften. I dokumentaren følger vi avler Janice Kirkpatricks rejse til Canada for at finde en hoppe ud af blodlinjer, der er gået tabt i Storbritannien, ligesom der gives indblik i hendes arbejde med at etablere et center for netop Clydesdalesheste i Glasgow. Nu er det jo de færreste i Danmark, der kan se BBC fra Skotland, men heldigvis er der allerede flere afsnit om den majestætiske hesterace tilgængelig på nettet – se med her.

Om Clydesdalehesten
Clydesdale hestene var tidligere et velkendt syn i deres oprindelsesland Skotland, hvor de blev defineret som race i 1826. De mægtige dyr blev hurtigt så eftertragtede som arbejdsheste, at en prisvindende hingst i 1911 blev solgt for det der svarer til 1 mio pund. Hestene blev eksporteret til alle steder i verden, hvor nogle af blodlinjerne stadig er bevaret. Racens popularitet toppede efter 1. verdenskrig, hvor der i 1920 var bogført 6870 Clydesdales. I dag er der kun ml. 500- og 900 renracede Clydesdale heste tilbage.

Krigens største helte
Det estimeres at omkring 8 mio. heste, æsler og muldyr der kæmpede og døde side om side med soldaterne i 1. Verdenskrig. Hestene var uundværlige i hvert eneste aspekt af den forfærdelige krig, og især de stærke og godmodige Clydesdale heste var i høj kurs, fordi de kunne trække det tunge maskineri over hårdt og barskt terræn. Netop derfor begyndte tyskerne at gå målrettet efter de store heste, og det betød, at soldaterne gemte deres skattede heste i trange tunneler og mudrede skyttegrave.
De fleste med lidt viden om heste ved nok, hvad sådanne forhold kræver af en hest, og i soldaternes overleveringer er der heller ikke nogen tvivl om, hvor stor pris de satte på deres firbenede venner i en verden af død og ødelæggelse.
Kom med ned i de klaustrofobiske tunneler i Frankrig og hør mere om hestenes betydning i videoen nedenfor.

Budweisers Clydesdales
I dag er de flamboyante Clydedales ofte forbundet med øllen Budweiser brygget af Anheuser- Busch. Bryggeriet har brugt de mægtige heste som en del af deres branding siden 1933, på samme måde som den jyske heste forbindes med Carlsberg. Heste taler til alt det gode i mennesker, og i markedsføring øjemed er det en uvurderlig egenskab, som Budweiser har formået at udnytte til fulde i blandt andet deres reklamer.

Selv om Clydesdalene stammer fra Storbritannien, bliver de amerikanske budweiser-heste hovedsagelig avlet i St. Louis. Hestene bliver kørt for vogn i enten 6, 8 eller 10- hestes spand, og de bliver brugt til både shows og ceremonielle begivenheder. De senere år er der kommet en helt særlig fortælling om Budweiserhestene i reklamefilm, som bliver udgivet i pausen ved Super Bowl og dermed set af millioner af mennesker.

https://www.youtube.com/watch?v=A0bRrajlEkU

Se også vores indslag fra Carlsberg:

Rundvisning i Carlsbergs historiske stalde

Med Carlsberg-hestene på arbejde i Helsingør

Carlsbergs selekammer – en tidslomme

Kilde: Horse and Hound

På eventyr i vilde Skotland med 2 rå ponyer

Da Emma satte sig for at krydse det skotske højlands flotte men barske natur med to ponyer, der stort set kun var grimevant, troede hun, at turen i høj grad ville handle om at træne de to unge ponyer, gøre dem vant til mennesker og til at blive redet. Realiteten var, at det kom til at handle om noget helt andet… om at skabe et bånd til hestene, opbygge tillid og fortrolighed og ikke mindst få de hårdføre Highland ponyer til at acceptere hende som leder og en del af deres flok.

De flotte optagelser fra den hårde men smukke tur kan ses i videoen nedenfor.

Mere om Emma Massingale

Dokumentar om avlerdrømme i Palæstina

Heste nedbryder alle barrierer
I dokumentaren Stallions of Palestine instrueret af Elise Coker møder vi den unge palæstinensiske avler Abdel Naser Musleh og hans familie, der har en drøm om at avle verdens smukkeste araberhest. Dokumentaren er en fortælling om, hvordan heste og kærligheden til heste kan nedbryde alle barrierer om politik og konflikter, og hvordan folk med den samme kærlighed og passion finder sammen og hjælper hinanden uanset race, religion og overbevisning.

Araberhestene er vores historie, og de er en del af vores kultur. Palæstinenserne har en… smerte, der gør dem specielle. Den smerte, tror jeg, får kunsten ud af mennesker.

Abdul Naser Musleh

Det er også historien om, hvordan den arabiske hest er en del af den arabiske befolknings kultur og skattede fortid, og for de mange mennesker, der lever blandt ruinerne af mangeårige stridigheder – er araberhesten det smukkeste i verden og det ultimative kunstværk.

Du kan se hele den spændende dokumentar nedenfor – eller gå direkte til Youtube

Equus Film & Art Fest kan ses hjemmefra

Med mere end 50 film, 60 bøger, 13 kunstnere og 6 podcast indeholder Equus Film and Art Fest alt det hest, du overhovedet kan drømme om, og det er derfor 10 dages tætpakket program for alle heste-elskere. Du kan købe adgang til det hele for 99 dollars (ca. 622 kr), eller købe pay pr view til de udvalgte film du skulle have lyst til at se.

Pony On
Temaet for Festivalen 2020 er meget passende ’Pony On’, hvilket skal mindes os om, at vi må arbejde videre for vores mål, også selv om det er hårde tider. En ting, de indsendte værker har til fælles i år, er da også, at heste kan bringe os tættere sammen og bygge bro over sprog, kultur og politik. Det er et meget godt billede på den tid, vi lever i, og de udfordringer vi alle oplever i vores dagligdag … for hesten skal passes … uanset hvad der sker i verden omkring os.

Som nævnt er der mere end 50 film om heste fra hele verden indsendt til årets festival, og i nedenstående link kan du købe adgang til hele festivalen – eller bare til de film du skulle have lyst til at se.

Se udvalg af film – og køb adgang her

Equus Film and Art Fest

Ryttertræning: Halvdød due, frø og universalstræk

Ryttertræning er kommet for at blive
Rigtig mange ryttere er ved at få øjnene op for, hvor vigtigt det er, at både hest og rytter er i god form, hvis ekvipagen skal yde sit optimale, og hesten skal holde mange år fremover.

Ryttertræner Lene M. Theill, der er uddannet både fysioterapeut og master i idræt, har udgivet bogen Ryttertræning, som sætter fokus på de øvelser rytteren selv kan arbejde med, for at blive den bedste rytter for sin hest.

”Som fysioterapeut er jeg trænet til at se skævheder og forskelle i kroppen. Ved at se skævhederne kan jeg lægge planer for, hvordan en rytter kan træne sig op, og rigtig mange ryttere oplever både at få bedre ridefærdigheder og at få afhjulpet spændinger og smerter, de går rundt med i kroppen,” fortæller Lene M. Theill, der har været ryttertræner med virksomheden Fit4you siden 2013.

Ryttertræning er win-win for både hest og rytter. Ud over at bidrage til
bedre ridning afhjælper ryttertræning også de småskavanker, rytteren går rundt med i det daglige, og træningsforløbet får positiv indvirkning på både ridning og velvære i dagligdagen.

Selina Solberg Vittinghus demonstrerer en af øvelserne fra bogen.

Halvdød due, frø og universalstræk
I sin bog Ryttertræning giver Lene M. Theill blandt andet tre bud på træningsforløb rettet mod begyndere, let øvede og øvede ryttere. Træningsforløbene består af øvelser, der styrker balance, koordination og styrke og sætter ind på de dele af kroppen, der er vigtigst for ridningen: bryst, core, øvre ryg, hofter, baller og inderlår. Og øvelserne hedder blandt andet ’halvdød due’ og ’frøen’.

Ryttertræning giver dig mulighed for at forstå, hvad og hvordan du skal træne, og hvor du skal starte. Du kan træne hjemme, sammen med andre i stalden og i fitnesscentret, og du kan sammensætte det program, der passer bedst til dit niveau og dine udfordringer,” fortæller Lene Theill om træningsprogrammerne.

Nem at gå til
Lene M. Theils er både nem at læse, kort og overskuelig, og så er øvelserne beskrevet på en rigtig fin måde, der gør det nemt at kopiere. Der er også nogle små gode instruktioner til, hvordan du nemt kan varme op, inden du sætter dig op på hesten. Kort sagt, synes du det kan være svært at hive dig selv ned i motionscenteret efter en lang dag med arbejde, heste og familie, og synes du også, det kan være svært at vide, hvilke øvelser der giver mening for dig som rytter, så er Lenes bog helt klart det rigtige valg.

Bogens vejledende pris er 299 kr, og den kan købes i alle landets boghandlere, diverse netboghandlere og på www.shop-egolibris.dk

Uddrag fra bogen Ryttertræning

Om Lene M. Theill
Lene M. Theill er uddannet fysioterapeut og master i Idræt ved Københavns Universitet. Lene startede i 2013 fysioterapeutklinikken Fit4you og har gennem årene arbejdet med både konkurrenceryt- tere på højt niveau og hyggeryttere, der gerne vil nyde ridningen på en holdbar hest. I sin klinik tilbyder Lene M. Theill individuel træning og træning for hold, og hun kører også ud til klubber og andre, som vil opstarte træningsforløb.

Selv rider Lene både dressur og spring ligesom hun uddanner ung- heste. Det betyder, at hun også selv af og til pådrager sig skavanker, som skal genoprettes.

Hyp hyp min kæphest – ny bog om ridning på kæphest

Kender du børn og unge, der er blevet bidt af den nye dille med kæpheste – eller Hobby Horsing, som det også hedder? Ja, så er du langt fra den eneste. De sidste år er ridning på kæpheste nemlig blevet ikke bare en ting – men en stor ting – og nu kan du blive meget klogere på den populære sport i Ridning på kæphest – kæphesterytterens ABC af Annika Schalük.

Værd at vide om kæpheste

Schalüks Ridning på kæphest indeholder en masse ideer til lege og aktiviteter med kæpheste, ligesom der en vejledning til, hvordan man laver sin egen kæphest. Bogen kommer også med forslag til både springbaner og ringridning samt dressurklasser for kæpheste. Der er derfor inspiration til både kæphesterytterne og til ridelærere eller klubber, der gerne vil have kæphestehold – eller stævner.

Lær en masse om heste

I Ridning på kæphest er der også en masse viden om rigtige heste. Børnene lærer, om hestens farver og aftegn, hvad hestens udstyr hedder, og hvordan det skal bruges. Der er også vigtig viden om, hvordan man plejer en hest og om ridning i skridt, trav og galop. Bogen bugner af alt fra ideer til lege, børnene kan lege alene og sammen med andre, og der er skabeloner og ark, som kan printes og males eller udfyldes.

Dansk Ride Forbunds Kæpheste Cup

Hos Dansk Ride Forbund går man også all-in på kæpheste. Med DRF Kæpheste Cup kan rideklubber under Dansk Ride Forbund arrangere kæphestestævner rundt om i landet, og alle kan deltage. Kæpheste Cuppen er allerede skudt i gang, og turneringen vil løbe frem til maj 2021. Læs mere om Cuppen her

Din guide til en verden med kæpheste

Ridning på kæphest er en fin og overskuelig bog til alle, der synes kæphesteridning er en sjov aktivitet og evt et nemt supplement til ridesporten. Bogen er nem at læse og fyldt med fine illustrationer og forklaringer. Som værk samler den alle de nødvendige informationer, der skal til for at både komme igang med kæphestene og med at arrangere kæphestestævner eller aktiviteter.

Om bogen
Titel: Ridning på kæphest – Kæphesterytterens ABC
Forfatter: Annika Schalük
Vejledende pris: 199,95
ISBN: 978-87-93959-20-0
Kan købes hos: Alle landets boghandlere, diverse netboghandlere og på www.shop-egolibris.dk

Kortfilm: Cowboy i Montanas bjerge

Hvordan er livet som cowboy (wrangler) i det 20 århundrede? Det giver National Geographic deres bud på i den lille kortfilm om cowboy/hestemanden Kameron Kelsey, der er tredje generation på 9 Quarter Circle Ranch i Montana. Det er et ensomt – med tilfredsstillende liv med pasning, ridning og avl af heste, og især det med at flytte flokken på græs om foråret og drive dem ind om efteråret er en gammel tradition, som Kelsey varetager og værdsætter.

Når du rider tværs over landet, er der ingen, der generer dig. Der er bare dig, hesten – og flokken foran jer. Det er der ikke mange, der får lov til at opleve.

Kameron Kelsey

’Wrangling Wild Horses in the Mountains of Montana’ varer knap 10 minutter og tilgængelig på YouTube. Filmen er produceret af National Geographic og Instrueret af Kristopher Rey-Talley. Hvis du har lidt tid til at nyde natur- og heste, så anbefaler vi klart filmen, der snart er set af 2 mio på den sociale filmtjeneste.

Se hele filmen her

Wrangler:
I Nordamerika er en wrangler en person, der er ansat til at tage sig af dyr professionelt – især heste. Ordet stammer af det tyske wrangeln.

Berømte heste: Min ven Flicka

’Flicka’, hvis rigtige navn var Wahana, var en kobberrød fuldblodsaraber hoppe født den 13. juni 1950 hos J.P. og Josephine Hawley i Californien. Wahanas Far var den berømte araberhingst Abu Farwa, avlet på morgenmad-giganten Kelloggs farm i Californien, og far til flere højtprofilerede heste. Som ung blev Wahana solgt til Patricia Ann Eaves i Santa Fee, New Mexico, og tilsyneladende var det 20th–Century Fox, der ejede Wahana, da TV-serien blev filmet i midten af 50’erne, men det er uklart, om selskabet købte hende direkte af Eaves, eller om der havde været andre ejere inden da. Det korte af det lange er, at 20th-Century Fox skulle bruge en lærenem og afbalanceret hest til rollen som Flicka – og valget faldt på Wahana.

Første afsnit i Min ven Flicka. Hele serien kan ses på Youtube.

Opskriften på succes
Min Ven Flicka blev filmet i 1955-56 og handlede om en familie i Montana i 1900-tallet. Hovedpersonerne var den unge Ken McLaughlin (spillet af Johnny Washbrook) og hans hest Flicka. De to kom på mange spændende eventyr sammen, men det særlige var det helt specielle bånd mellem hest og dreng. Hvert afsnit (der var 39 i alt) startede altid med, at Ken McLaughlin red mod kameraet på Flicka. En scene der især talte til den amerikanske ånd, hvor hestene havde været en væsentlig del af livet som nybygger og pelsjæger i de tidlige koloni år. Snart var både børn og voksne forelsket i den røde hoppe, og berømmelsen betød, at Wahana snart blev vurderet til at være mere værd end 7000 dollars, hvilket var en uhørt mange penge i midt-50erne.

En hest – med egen stunthest
Under optagelserne var Wahana opstaldet i Clarence ’Fat’ Jones Filmheste stald i det nordlige Hollywood. Hver dag blev hun kørt i trailer til Fox studier i Hollywood eller til Fox Movie Ranch i Malibu Canyon til dagens optagelser.

Wahana lavede alle de rolige og kærlige scener i serien, mens hendes stunthest, quarter vallakken Goldie, lavede de mere dramatiske scener. Wahana var en intelligent og lærenem hest, og hun blev trænet af en af datidens mest berømte hestetræner: Les Hilton. Deres samarbejde betød at Wahana lærte hurtigt og reagerede instinktivt på trænerens små signaler. Det gjorde optagelserne nemmere for alle involverede.

Det særlige forhold mellem dreng og hest var med til at gøre TV-serien så populær.

PATSY-Award (1939 – 1986)
I 1957 vandt Flicka PATSY prisen (dyrenes udgave af Oscars) for hendes optræden i Min ven Flicka. PATSY er en forkortelse af: “Picture Animal Top Star of the Year.”, og den første PATSY blev uddelt i 1951 og gik til muldyret Francis, der var med i serien Francis the talking Mule.

Andre heste der har vundet PATSY prisen er:
1951: CALIFORNIA, for filmen The Palomino
1952: DIAMOND, for filmen Flame of Araby
1953: TRIGGER. Roy Rogers’ hest, for filmen Son of Paleface
1955: OUTLAW, for filmen Black Horse Canyon
1956: BEAUTY, for filmen Gypsy Colt
1957: SILVER, The Lone Ranger’s hest
1961: KING COTTON, for filmen Pepe and Snowfire
1969: ALBARADO, for sin optræden i the Gray Flannel Suit

Fra TV-stjerne til avlshoppe
Efter serien om Flicka blev Wahana solgt til Saueressig i New Mexico. Wahana nåede at få to føl, men døde efter sigende under folingen af hendes tredje føl. I dag er den smukke røde araberhoppe, som børn og voksne tænker kærligt på som Flicka, sandsynligvis begravet på Saueressig Ranch i New Mexico.

Du kan se hele serien om Flicka på YouTube

Læs meget mere om TV-serien her

Knabstrupperhesten – en del af dansk kulturarv

Første danske film om Knabstrupperen
Bag Knabstrupperhesten – jagten på de gamle gener står Irene G. Scholten / Scholten Film, og igennem fem år har hun besøgt stutterier, forhistoriske grotter i Frankrig og kongelige slotte i Danmark for at finde ud af, hvad der gør knabstrupperen så speciel, og hvordan den iøjnefaldende danske hesterace finder sin plads i det moderne hestesamfund. Der er ikke mange knabstruppere tilbage på verdensplan, men heldigvis er der dedikerede avlere, der gør en stor indsats for at bevare denne gamle danske hesterace for eftertiden.
I dokumentaren medvirker blandt andet Bent Branderup, Stutteri Kronplet, Finn Christensen m.m. Filmen har vundet flere priser og er interessant for alle, der interesser sig for dansk historie og hesteavl.

Lej filmen på Vimeo

Se trailer

Om Knabstrupperen
Knabstrupperen er en dansk hesterace, der har sit navn fra Knabstrup Gods. I 1700-tallet og starten af 1800-tallet havde ejeren, Chr. Ditlev Lunn, en stor interesse for hesteavl og købte blandt andet hopper fra det kongelige Frederikborgske stutteri.

Starten af 1800-tallet var præget af krigene i Europa (Napoleonskrigene), og der kom derfor spanske hjælpetropper til Danmark. En spansk Adjudant havde en hoppe med sig – og den solgte han til en slagter ved navn Flæbe. Hoppen blev senere købt til Knabstrup Gods, da Ditlev Lunn havde set, hvad hoppen kunne præstere for den strenge Flæbe.

Hoppen beskrives som zobelfuchs med hvid man og hale, stærkt stikkelhåret med små hvide pletter hist og her på kroppen, dog mest på lænden, hvor der også fandtes nogle brunrøde pletter.

I 1813 fik hun sit første føl, kaldet Flæbehingsten efter en Frederiksborghingst – og hermed begyndte historie om den danske Knabstrupperhest.

Fra filmen: Knapstrupperhesten – jagten på de gamle gener

Læs mere hos Knabstrupperforeningen for Danmark

Læs også True Appaloosa: En fantastisk film og historie

Frederiksborghestens historie

Se Matthias Schoenaerts i The Mustang

Forholdet mellem heste og mennesker
The Mustang er en dramafilm fra 2019 instrueret af Laure de Clermont-Tonnerre. Filmen tager udgangspunkt i de rehabiliteringsprogrammer nogle amerikanske fængsler har udviklet omkring træning af vilde heste. Belgiske Matthias Schoenaerts spiller den meget vrede Roman Coleman, der har været i fængsel det meste af sit liv, og som har svært ved at omgås mennesker. Da han kommer ind i programmet med at træne vilde mustanger, bliver han tvunget til at forstå og styre sin egen vrede, for hvis man vil omgås en vild hest, må man både udstråle ro og overblik – og kunne tilsidesætte egne følelser og frustrationer.

Rehabiliterings program med vilde heste
Plottet i The Mustang er ikke taget ud af den blå luft. Det, at indsatte i amerikanske fængsler arbejder med de vilde mustanger, har vist sig at være stor succes. Fængsler i Nevada, Arizona og Californien gør brug af de særlige programmer, der både kommer indsatte og mustanger til gode. De indsatte arbejder med hestene og træner dem, så de kan blive solgt på auktion som rideheste. Efterfølgende får mange af hestene et liv som politiheste eller som rideheste til patruljering af grænser, og det har vist sig, at de indsatte der har været involveret i programmet, ofte fortsætter med at arbejde med heste, når de bliver løsladt.

Se også vores artikel Vilde heste hjælper indsatte til et bedre liv.

”At være i en indhegning med en hest – er som at være i ringen med 10 Mike Tysons!”
Skuespiller Matthias Shoenaerts havde ikke meget erfaring med heste inden filmen, og det sætter han lidt ord på her ved filmens premiere i 2019.

Læs mere om programmet her: The Mustang of America Foundation

Ditte og Diva: Ny letlæst serie til hestepiger

Glæden ved at læse om heste
Læseglade hestepiger er der masser af, og med Ditte og Diva kommer der nu en bogserie, som piger, der lige har lært at læse og som interessere sig for heste, kan få stor glæde af. Bøgerne giver et fint indblik i de svære og lidt skræmmende ting ved ridesporten, og det der bare gør ridning så fantastisk. Således kan forfatteren selv med korte sætninger sætte ord på Dittes følelse af, når noget lykkes, den særlige kommunikation mellem hest og rytter, og venskabet med pigerne i stalden.

Inspiration fra Søborggård Hestecenter
Bøgerne om Ditte og Diva er inspireret af rideskolelivet på Søborggård Hestecenter.

”Min datter red i mange år i Søborggård Rideklub, så jeg kender alt til ridetimer, staldarbejde og konkurrencer, og det har jeg brugt som inspiration,” siger Christina Holgård Sørensen.

Hun fortæller også, at det har været sjovt at skrive bøgerne, og at hun undervejs har genoplevet rideskoletiden, som hun og hendes datter tænker tilbage på med stor glæde.

Svært at finde hestebøger, der passer til ens læseniveau
Christina Holgård Sørensen har skrevet de bøger, som hendes datter savnede, da hun lærte at læse.

”Mange synes måske, at der er hestebøger nok, men hvis man er ridepige, så er det ikke bare et spørgsmål om at trawle bibliotekets hylder med hestebøger igennem. Det gælder om at finde en serie, der passer til ens læseniveau, og det kan være ret svært,” siger hun.

Et opslag fra bog 4: Ditte og Molly. Pressefoto.

Flotte illustrationer
Der er på nuværende tidspunkt fire bøger om Ditte og Diva, og alle bøgerne er flot illustreret med virkelig fine tegninger af Susanna Hartmann. Tegningerne understøtter fortællingerne, og den specifikke tegnestil skaber et univers, der går rigtig fint i tråd med den verden unge hestepiger søger og kender. Generelt udgør layout, indbinding og papirtype en samlet pakke af høj kvalitet. Ifølge Christina Holgård Sørensen er der flere bøger på vej, og det er der nok mange piger, der vil blive glad for.

Bøgerne om Ditte og Diva er udgivet af forlaget Elysion, og serien har enkle historier, korte sætninger og ord og et lixtal på 10

Du kan finde mere info om bøgerne her.

Forfatter Christina Holgård Sørensen. Pressefoto.

Om forfatteren
Christina Holgård Sørensen bor i Helsinge og ved siden af forfatterskabet skriver hun til ugebladet Hjemmet. Bøgerne om Ditte og Diva er hendes første.