Skip to main content

Betina Jæger og Michael Grønne er klar til at bedømme dit ridt

Kunne du tænke dig at få en bedømmelse af enten Betina Jæger eller Michael Grønne fra Helgstrand? Så er der stadig pladser ved det første online bedømmelsesevent på www.Zyberride.com Der er fire klasser, to for pony og to for hest, og sværhedsgraden er omkring LB/LA – niveau for både pony og hest.

Du kan se programmerne (både på video og skrift) inde under klasserne på ZyberRide, og for at deltage skal du:

  • Oprette dig som bruger
  • Oprette din hest
  • Melde til i den klasse du ønsker at blive bedømt i senest d. 18. marts
  • Uploade en video af dit ridt til hjemmesiden inden d. 24. marts.
  • Når eventen er afsluttet, vil du modtage en kritik med din bedømmelse på mail senest 31. marts.

Hvad er et bedømmelsesevent?
Et event hvor du som rytter har mulighed for at ride et program til en bedømmelse. I dette tilfælde er det ikke nogen ringere end to af Helgstrands ryttere, Betina Jæger og Michael Grønne, der vil bedømme de indsendte ridt.

Foto: Zibrasport Equest

Hvad koster det at være med
Det koster 60,- kr. pr. ekvipage pr. klasse, hvis du er Zibrasport Premium Medlem (forudsætter samme brugermail hos ZyberRide og Zibrasport Equest). Et Zibrasport Premium Medlem kan max. opnå rabat for 2 ekvipager pr. event.

Det koster 75,- kr. pr. ekvipage pr. klasse, hvis du ikke er Premium Medlem hos Zibrasport Equest.

Hvad filan er det der ZyberRide?
ZyberRide er en digitale event-portal udviklet af Helgstrand og Zibrasport Equest. Her kan du deltage i digitale dressur-events og blive bedømt af ridesportens store profiler. Og det bedste af det hele er, at du bare skal ride derhjemme og sende en video ind. Formålet er at lave mange spændende digitale events, der kan være med til at forberede og dygtiggøre ryttere på alle niveauer inden – eller sideløbende med stævnestart.

Læs mere om ZyberRide her

ZyberRide

https://www.youtube.com/watch?v=eDVMIZg-gGI

Nye terminer for ECCO Cup

Dansk Ride Forbund har tidligere meldt ud, at 1. kvalifikation i årets ECCO Cup hos Sundeved Rideklub måtte rykkes. Nu er forbundet klar med de nye datoer.
De nye terminer betyder, at stævnet i Kolding fra den 14. – 16. maj bliver 1. kvalifikationsrunde, mens stævnerne i Sundeved i stedet bliver 2. kvalifikationsrunde og placeres således, at 2. kvalifikation for ponyer afholdes den 4. – 6. juni, mens 2. kvalifikation for Jun/YR/U25 afholdes den 17. – 19. september.

3. kvalifikationsrunde på Sjælland (SOLR og HGS) er uforandret.

Se ECCO Cup i vores videoarkiv
ECCO-Cup finaler i dressur for heste og ponyer
Heslegård Sportsrideklub med kval. af ECCO Cup J/YR/U25
Hovgaard Rideklub med kval. af ECCO Cup for Pony/Jun/YR/U25
Sundeved Rideklub med kval. af ECCO Cup Jun/YR/U25
Sundeved Rideklub med kval. af ECCO Cup Pony

Hesten bestemmer, hvornår den er klar til at changere, del 2

– Jeg lære mine heste at changere på et tidligt tidspunkt, omkring 4-5-års alderen, fortæller landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, og den holdning bakkes op af dressurtræner/rytter Anne Troensegaard fra Slangerupgaard.

Ryttere, som rider dressurchampionater på deres 6-års heste, finder ofte, at netop changementerne kan være helt afgørende for, om hesten bliver klar til konkurrence eller ej. Det kan også være changementerne, som gør championatsfinalerne for de 6-årige heste til en nervepirrende affære, og det kan være changementerne, som afgør klassen. Jeg har fulgt championatsfinalerne herhjemme og verdensmesterskaberne for unge heste gennem flere år. Hvor changementerne tidligere var en udfordring for mange, er det i dag ikke så udbredt et problem. De fleste heste forstår hjælpen og kan lave changementerne, de fejl som kommer er mere et resultat af fejl, der bare kan opstå i et program. Hestenes galopkvalitet er øget, ligesom hestene har fået en bedre egenbalance fra naturens hånd, og dette er med til, at gøre det lettere for hestene at lave changementerne.

Cathrine Dufour viser her et changement på Varmos Amigos ved den seneste træningssamling for rytterne i bruttotruppen.

Det er netop hestenes galopkvalitet, og deres gode respons på rytterens hjælp generelt, som afgør, hvornår Anne Troensegaard og Nathalie zu Sayn-Wittgenstein begynder at lege med changementer. Og selvom man leger lidt med øvelsen, og laver den fx for enden af en diagonallinje, inden man vender ind på kortsiden, så skal changementerne være rene og gennemsprungne. Bliver hesten usikker eller måske hidsig, når man forsøger at lære dem at changere, er det for tidligt. Så gem øvelsen til senere, når hesten er blevet mere sikker, og klar til at tage imod hjælpen, er deres opfordring.

Anne Troensegaard, Slangerupgaard.

Anne Troensegaard: – Jeg begynder at lave changementer på de 4-årige heste, hvis de har en funktionel galop, og reagere på hjælpen. Føler man, at her ligger den godt for hjælperne, så kan man prøve at give den hjælpen til changement. Hvor det sker, kommer an på hesten, men ofte er det diagonalt ned til hjørnet på de unge heste. Ofte er det bare det ene changement, jeg laver, hvis jeg føler hesten er klar til det, og så kan det let gå et par uger, før jeg prøver igen.

Når hestene bliver lidt ældre, og har fået en større styrke i galoppen, og lært hjælperne bedre at kende, tager Anne igen fat på changementer. Og her er hun og Nathalie enige om, at det kan være en stor hjælp for rytter og hest, at indøve changementet på langsiden. Ud fra hjørnet rider man hesten ind i en schenkelvigning i galoppen ind på andet hovslag (sporet ved siden af hovslaget ude ved barrieren). Søg for at hesten både går frem og til siden. Den må ikke miste galoppen i øvelsen, og den skal fortsat være lige. – Når jeg mærker, hesten begynder at trække ud mod hovslaget for at få støtte fra barrieren, giver jeg changementshjælpen ud mod kontragalop, fortæller Anne og Nathalie samstemmende.

– På den måde bliver der ikke så meget spænding hos hesten, og changementet bliver ikke en udfordring eller et problem for hesten. Skal mine 5-års heste gå championater, indøver jeg ikke changementer i træningen op til konkurrencen, for her er det vigtigt, de kan holde kontragaloppen. Man kan tage fat på changementerne igen, når hesten har gået 5-championaterne, fortæller Anne Troensegaard.

Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

Nathalie zu Sayn-Wittgenstein: – Kan jeg, på de 4-årige heste mærke, at galoppen er afbalanceret, laver jeg changementet på diagonalen, men jeg kan godt lide at gøre det fra schenkelvigning i retvendt galop på langsiden og ud imod barrieren. Og her er hun og Anne Troensegaard altså helt på linje i deres tilgang til indøvning af changementer.

– Nogle heste koger op, når man begynder at lave changementer. Så må man lægge det lidt på hylden igen, og først få sikkerhed i hestens reaktion på hjælpere. Jeg lærer ikke hesten at gå kontragalop før den begynder at lave changementer, understreger Nathalie, og hun underbygger: – Jeg vil helst have, at hesten lære at lave changement så tidligt som muligt, når jeg kan mærke den psykisk er klar til det. Jeg skal være sikker på, at galopkvaliteten og balancen er til stede. Og det kan variere fra hest til hest. Der kan være 5-års heste, som skal arbejde lidt mere med galoppen og det grundlæggende inden man prøver med changementer igen. Det er derfor lidt hesten, som bestemmer, men som sagt, jeg er absolut ikke tilhænger af at lære hesten at gå kontragalop før changement. Det gør livet meget sværere for hest og rytter, og nogle heste, oplever jeg, bliver meget forvirrede, hvis de er arbejdet meget i kontragalop, hvor de ikke må changere, til at rytteren pludselig forlanger, nu SKAL de changere, slutter Nathalie zu Sayn-wittgenstein.

Du kan læse første del i serien om changement HER

Changement à tempo (flyvende changement)
Øvelsen udføres ved, at hesten fra at galoppere til den ene side skifter til at galoppere til den anden side uden mellemfaldende trin eller skridt, men direkte fra den ene galop til den anden. Changement à tempo foregår umiddelbart i forbindelse med det svævningsmoment, som efterfølger hvert enkelt galopspring. For at kunne udføre et godt changement à tempo er det derfor vigtigt, at galoppen er så energisk og springende, at der overhovedet er et svævningsmoment. Changementer à tempo, i daglig tale blot kaldet changementer, kan også udføres i serier fx.: for hvert 4., hvert 3., hvert 2., og for hvert galopspring.

Hesten skal, selv i serier, bevare energien, roen og letheden og være absolut ligeudrettet og udføre changementerne med så diskret og usynlig hjælp fra rytterens side som muligt. Galoptakten og hestens balance skal bevares også i serierne. For at muliggøre dette er det tilladt mellem changementerne at galoppere med lidt mindre samlingsgrad, end der ellers forlanges i samlet galop.

Changement for hvert 4. spring: Efter det indledende changement skal hesten tage fire galopspring i samme galop inden det næste changement, idet landingen i det foregående changement tæller med.

Changement for hvert 3. spring: Efter det indledende changement skal hesten tage tre galopspring i samme galop inden det næste changement, idet landingen i det foregående changement tæller med.

Changement for hvert 2. spring: Efter det indledende changement skal hesten tage to galopspring i samme galop inden det næste changement, idet landingen i det foregående changement tæller med.

Changement for hvert spring: Hesten changerer for hvert galopspring.

ALMINDELIGE FEJL er bl.a.:
• Changementet udføres uden tilstrækkelig energi.
• Hesten er ikke ligeudrettet i changementet.
• Hesten har vægten på forparten i changementet, så den topper op bag til.
• Hesten springer ikke lige langt ind under sig i changementerne til højre og venstre.
• I serier udføres de mellemliggende galopspring ikke på en lige linie, men zig-zag agtigt.
• Rytteren giver alt for tydelige hjælpere.

GRUNDFEJL er bl.a.:
• For- og bagben changerer ikke samtidigt (changementet bliver urent).
• Changementet udføres med samlede bagben.
• Der er ikke det korrekte antal galopspring mellem changementerne i serier.
• Hesten slår sig tydeligt fra.
• For- eller bagparten kastes til siden.
• Hesten ignorerer rytterens hjælpere og nægter at changere.
• Changementet udføres gennem trav.

Fra DRF’s fordringer til dressur

Er din dressurhest klar til at changere? Del 1

For springrytternes vedkommende er indlæring af changementer en naturlig del af hestens tidlige springuddannelse. Det er nødvendigt, at springhesten lærer at changere, for det giver en bedre rytme på banen. Springhestene er kun under bedømmelse, hvis de deltager i springchampionaterne i for ungheste, og her er det ikke et krav, at de 4-årige springheste kan changere. Og selv om springhestene ikke changere rent, er det ikke et problem i forhold til bedømmelsen. For springhestens balance og afvikling af springet kan det være en fordel, at den kommer til springet i retvendt galop, og absolut ikke i krydsgalop. Derfor har springryttere fokus på changementer på et tidligt tidspunkt i hestenes uddannelse. Springryttere indlærer ofte changementer ved at springe små kryds, eller galopperer over cavalettis eller bomme på jorden. Her giver rytteren hjælpen til changementet, når hesten sætter af, samtidig med, at rytteren leder hesten mod den nye galopside, med den kommende indvendige hånd. På den måde bliver changementerne ”leget” ind i springhestene.

Et kryds, en cavaletti eller bomme på jorden kan bruges, når man indøver changement.

Mens kvaliteten af changementet dybest set er ligegyldigt, når det gælder springheste, bare det sker flydende og let for hjælpen, er det helt anderledes for dressurhestens vedkommende, for de blive bedømt på kvaliteten af changementet.

Dressurhestens changement
Kvaliteten af changementet bedømmes bl.a. ud fra, om det er udført samtidig for og bag, at hesten ikke ”tager selv” og changere før hjælpen bliver givet og om den er ligeudrettet i changementet. Udfordringer er, at galopkvaliteten skal bibeholdes før og efter changementet, og at hesten skal holde den samme rytme og fremadsøgning.

Hvornår er hesten klar til changement?
Nogle ryttere har erfaring for, at det giver god mening for dem at starte indlæring af changement i 4-5-års alderen. Andre venter lidt længere. Hvor det helt rette tidspunkt er der, afhænger af hestens uddannelse og rytterens erfaring.

Her ses Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy i et changement.

FEI har sammensat en lille tjekliste. Hvis du ikke med sikkerhed kan sige, at du og din hest kan udføre tingene på listen, er du sandsynligvis nødt til at forberede dig lidt mere, før du introducerer hesten for changementer.

1. Du har en afbalanceret kontragalop. Din hest kan let fastholde kontragalop rundt på ridebanen, også på en stor cirkelvolte uden at løbe eller falde i trav. Den må ikke vise modstand, skal fastholde ligeudretning og have en god balance. Kontragalop er en god test af hestens fremaddrift og ligeudretning, hvilket er nogle af nøgleelementerne i et godt changement, også med hestens videre uddannelse i tankerne.

2. Det er let for hesten (og dig) at lave anspring. Du skal let kunne udføre gode anspring, før du begynder at bede om changementer. Hesten skal let kunne samle galoppen til en skridtovergang. Og herefter kunne spring an til samme eller modsatte side, uden modstand, uden at lave travtrin eller ”toppe op” i bagparten.

3. Du kan lave anspring til begge sider fra skridt. Hesten skal kunne changere fra både retvendt og kontragalop. Den skal forstå galophjælpen, og reagere på den. Anspring fra skridt, skifte galoppen gennem skridt, alt dette er med til at forberede hesten på changement.

Dressurrytterne kan, som det er tilfældet med springrytterne, have god gavn af at bruge springbomme på jorden ved indlæring af changement. Og ellers er der forskellige steder på banen, som ryttere/trænere foretrækker at bruge ved indlæring af changement. Det er dog en god ide at have en erfaren træner som støtte ved indlæringen af changement. Får hesten, og rytteren, lært at udføre changementet for en let hjælp, vil det være så meget lettere, når hesten senere i sin uddannelse skal lære at changere i serier.
Kilde: FEI/

I anden del af denne serie har vi talt med dressurrytter/træner Anne Troensegaard og dressurlandstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein om deres tilgang til changementer, hvornår og hvor de indøver dem.

Hjælpen til changement
Changement fra fx højre- til venstre galop sker fra en god, energisk grundgalop. Hesten skal være fremme for hjælpen, og have en god energi og balance. I praksis fører rytteren sit venstre ben lidt frem (kommende indvendige side) og det høje lidt tilbage (kommende udvendige side). På den måde bytter man galophjælpen, og forbereder hesten på changementet. Hesten reagerer for den kommende udvendig tøjle og den kommende udvendige schenkel, i dette tilfælde den højre.

Man må ikke trække hesten til siden, eller kaste sin hjælp til siden, for at få en reaktion fra hesten. Bliv siddende og flyt kun vægten let til den ny indvendige side (venstre). Det giver nemlig hesten en større grad af frihed, til at skifte galoppen og springe op i forparten, så den rent faktisk kan lave sit spring til venstre.

I indlæringsfasen vil nogle heste måske løbe væk fra hjælpen til changementet, og her er det vigtigt, man ikke stopper dem brat op. De skal have lov til at falde til ro, så lav en rolig overgang til en galop under kontrol, eller til skridt.

Er du klar til de fedeste online dressur-events?

Dygtiggørelse frem for alt
Formålet med ZyberRide er at give dig muligheden for at supplere din træning og fysiske stævneaktivitet (eller mangel på samme) med nye online muligheder. Ved at deltage i online events får du kvalificerede og konstruktive bedømmelser af dig og din hests/ponys præstationer, uden at I skal tage til en stævneplads. 

Vores events byder på dressur-programmer på forskellige niveauer, hvor du bliver bedømt og får gode råd og kommentarer med fra nogle af dressursportens store profiler.

”ZyberRide har vi udviklet med det formål at tilbyde ryttere en nem og fleksibel måde til at udvikle sig fagligt. Vores ryttere på Helgstrand Dressage vil spille en værdifuld rolle på den nye platform, for det er bl.a. dem, der skal dele ud af deres mangeårige viden. Og I kan tro, de ser frem til at give tips på alle niveauer, og derfor er jeg sikker på, at ryttere uanset niveau kan dygtiggøre sig gennem ZyberRide,” fortæller Andreas Helgstrand, ejer af Helgstrand Dressage.

ZyberRide skal ikke erstatte den fysiske stævnedeltagelse, men skal ses som et supplement til jeres træning, udvikling og stævnedeltagelse. 

”Formålet med ZyberRide er at give ryttere på forskellige niveauer muligheden for at dygtiggøre sig og øve sig, uden at skulle på farten for at blive bedømt. Det giver ryttere mulighed for, at ride et helt program i vante og trygge rammer uden at skulle præstere foran andre, men samtidig at få en bedømmelse og gode råd, som kan supplere i det fremadrettede arbejde med hesten og de forskellige øvelser”, siger Rikke Højgaard, ansvarshavende chefredaktør på Zibrasport Equest. 

Deltag i vores første online event
I perioden fra den 8. – 24. marts kan du deltage i første event af Helgstrand & Zibrasport Equest Online Tour, hvor vi har to pony-klasser og heste-klasser på programmet. I kan glæde jer til at at ride Grønnes Heste-klasse (rides i Helgstrand Micro Tour1* – svarende til LB-niveau), Grønnes Pony-klasse (rides i Helgstrand Micro Tour2* – svarende til LC-niveau), Jægers Heste-klasse (rides i Helgstrand Small Tour1* – svarende til LA-niveau) og Jægers Pony-klasse (rides i Helgstrand Mini tour3* – svarende til LB niveau). Der er plads til 20 deltagere i hver. Tilmeldingsfristen er 18. marts, men tilmeldingen lukkes, hvis 20 ryttere har tilmeldt den enkelte klasse. Ridtet skal være indsendt senest 24. marts. 

Det er dressurrytterne Betina Jæger og Michael Grønne fra Helgstrand Dressage, der bedømmer jeres ridt og giver jer konstruktive kommentarer med på vejen, som du kan bruge til at komme videre i din træning med din hest eller pony. Jeres kritik og bedømmelse vil I modtage senest den 31. marts.

Betina Jæger

Hvordan deltager I?
Du deltager ved at oprette en profil på zyberride.com, hvor du tilføjer dig selv og dine heste/ponyer. Herefter er du klar til at tilmelde dig den bedømmelsesklasse, som du vil deltage i. Der er plads til 20 ekvipager i hver klasse, og det koster 75,- kr. at blive bedømt, men hvis er du Premium Medlem hos Zibrasport Equest, kan du deltage for 60,- kr. 

Du deltager ved at optage dit ridt og indsende videoen senest den 24. marts. Husk at læse propositionerne og vejledningen til optagelse, så du er sikker på, hvad der gælder – du skulle jo nødig få ærgerlige fejl, der kunne være undgået. Det er selvfølgelig også vigtigt, at du har styr på det program, som du skal ride. Al informationen findes på Zyberride.com. 

Der vil løbende komme nye events på ZyberRide, som I kan deltage i, og vi er snart klar med nye spændende features. Vi håber, at ZyberRide kan bidrage til jeres udvikling og træning, og vi glæder os til at se, hvad I kan.

Gå til Zyberride.com

Om Betina Jæger
Betina er et kendt navn i hesteverdenen – ikke bare som succesfuld konkurrencerytter, hvor hun har redet flotte sejre og placeringer hjem ved alt fra unghestechampionater til VM, men også som en dygtig formidler af den svære dressurkunst. Hun skaber det perfekte fundament for en succesfuld dressurhest eller -pony, uanset om hun selv sidder på hesten eller hjælper fra jorden. Hun formår på bedste vis at guide ryttere på alle niveauer på vej til deres individuelle mål.


Om Michael Grønne
Michael er en passioneret dressurrytter, der qua sin fortid som daglig leder i Sønderborg Rideklub har mange års erfaring med undervisning på alle niveauer. Sidste år blev han en del af det succesfulde team på Helgstrand Dressage, hvor han helliger sin tid til at uddanne heste fra unghest til Grand Prix. Han brænder stadig for undervisningen, og derfor glæder han sig exceptionelt meget til at dele ud af sine gode råd og hjælpe ambitiøse ryttere på vej til at nå deres mål. 

Er du en af 1200 frivillige til VM Herning2022?

Det bliver en oplevelse for livet, når Danmark til næste år danner rammen om ECCO FEI World Championships i Herning – et verdensmesterskab i fire discipliner: springning, dressur, paradressur og voltigering.

Verdenseliten vil samles i Herning fra den 6. – 14. august, og for at gøre dette gigantiske event til en succes for ryttere, heste og gæster fra nær og fjern, kræves motiverede og entusiastiske frivillige. Hele 1200 bliver der brug for til at løse opgave af enhver art rundt omkring på pladsen, i staldene, på og ved banerne, på campingpladsen – The Village, i VIP-loger, rytter og grooms restauranter, i sekretariatet, i pressecentret, i shuttleservice med meget, meget mere. Der skal løses mange opgaver både synligt på de tre konkurrencebaner; Stutteri Ask Stadium, BB Horse Arena og Jyske Bank Boxen samt “behind the scenes”.
Opgaver af enhver art, som vil være afgørende for, at få 1000 heste og 200.000 gæster til at føle sig hjemme i Herning.

Er det noget for dig?
De frivillige skal i arbejde fra den første august og frem til afslutningen den 14. august. Man behøver ikke være i gang hele perioden. På hjemmesiden kan man se, hvordan perioden er opdelt – se mere HER

Der er ingen tvivl om, at det også bliver en stor oplevelse at være gæst på stadion. Billetsalget åbnede tirsdag i denne uge, og arrangørerne fortæller, at interessen for at sikre sig billet er stor. Ridesportsentusiaster fra flere lande, så langt fra Danmark som Australien og Japan, har sikret sig billet til stadion og det væld af oplevelser, der er planlagt til at finde sted i EquiPark. Også Zibrasport Equest vil være på pladsen med egen scene med interviews, konkurrencer med meget mere. Du kan bestille billet til VM Herning2022 HER.

Landstræneren er positivt overrasket (video)

I dag er det sidste dag, hvor dressurrytterne i bruttotruppen er samlet til træning på Slangerupgaard. Denne træningssamling har budt på programridning for at give rytterne de bedste forudsætninger forud for en, forhåbentlig, åbning af stævnesæsonen. Som landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein bemærker er meget usikker nu, hvor den stærkt aggressive EHV-1 virus hærger stalde i Europa ud fra epicentret i Valencia, Spanien.

Landstræneren skal sammensætte et konkurrencedygtigt hold til OL i Tokyo i slutningen af juli og til EM i Hagen i starten af september. Hun forventer ikke, at heste, der har gået OL, kommer til start ved EM, så i år er der flere pladser i spil til internationale mesterskaber for rytterne i bruttotruppen. Landstræneren er positiv efter denne samling, hvor flere ryttere har overrasket særdeles positivt. “Kampen” om OL-pladserne spidser til, og der er flere ryttere i spil til de tre holdpladser, og reservepladsen. Det var planen, at CHIO Aachen i juni/juli skulle være udtagelse til OL for det danske landshold, men da stævnet nu er flyttet til september, bliver det formodentlig CDI-Rotterdam, der bliver udtagelsesstævne.

Holdleder Anne-Mette Binder fortæller, at der planlægges en samling med A-truppen i slutningen af marts. Dette er naturligvis afhængig af, hvordan situationen udvikler sig i forhold til den aggressive EHV-1 herhjemme og i Europa.

Hør Nathalie zu Sayn-Wittgenstein fortælle om status og forberedelse:

Dressurrytterne i A-truppen er i topform (video)

Der bliver arbejdet målrettet og koncentreret af dressurrytterne i bruttotruppen i den smukke ridehal på Slangerupgaard ved Ringsted på Sjælland i disse dage. Dressurrytterne er i denne uge samlet øst og vest for Storebælt, for at teste formen forud for den kommende udendørssæson. I ugens to første dage var der samling på Helgstrand Dressage, og i lighed med den første del af samlingen skal rytterne på Slangerupgaard også gennem en træning med landstræner Nathalie zu Sayn-Witgenstens, mens rytterne skal ride (og har redet) program for den internationale O-dommer Susanne Baarup. Rytterne har, på grund af coronapandemien, ikke haft mange chancer for at ride stævne det seneste år. Derfor er programtræning mere aktuelt end nogensinde tidligere.

Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy.

Det er rytterne i A-truppen, og udvalgte ryttere i B-truppen samt bruttorytterne for U25, der har været samlet til træning. Selvom der bliver svedt i ridehallen, er der en god og hyggelig stemning, hvor rytterne og landstræneren har lejlighed til at spare med hinanden. Coronapausen har gjort hestene stærkere, og som man kan høre den regerende danmarksmester Cathrine Dufour fortælle i dette klip, ser hun frem til stævnesæsonen med hele tre Grand Prix-heste. 18-årige Atterupgaards Cassidy virker top motiveret, fin i kroppen og helt med på arbejdet i de aller vanskeligste og mest krævende øvelser.

Vamos Amigos er med sine 9 år stadig lidt i ”slyngel” alderen. Hans energioverskud takler Cathrine på professionel vis, og begge hendes heste fik en god træning ved dagens træningssamling, hvor også seniorrytterne Michael Søgaard/Slæbækgårds Santino, Helene Melsen/Aston Martin samt Anna Zibrandtsen/Detroit og Quel Filou var på deltagerlisten. Hos Helgstrand Dressage red Andreas Helgstrand Fiontini, Carina Cassøe Krüdt/Heiline’s Danciera, Lone Bang/Rostov, Nanna Merrald havde Blue Hors Zack og Blue Hors St. Schufro på deltagerlisten og Daniel Bachmann Andersen var med på Carso’ni.

Tyskland aflyser alle stævner i marts

Udbruddet af herpesvirus (EHV-1) ved springstævnet i Valencia har allerede haft store konsekvenser for ridesporten – og i Tyskland har rideforbundet (FN) nu besluttet at aflyse alle nationale stævner.

I en meddelelse på forbundet hjemmeside skriver de således om de nationale restriktioner:

– I enighed med alle forbundslandene er det besluttet at aflyse alle planlagte ridesportsbegivenheder indtil den 28. marts…

Samtidig er det også besluttet, i enighed med avlsforbundene, at skubbe alle sportsprøver og kåringer for hingste, der skullet have været afviklet i den pågældende periode

FN opfordrer kraftigt til, at alle andre begivenheder, hvor der samles heste, også bliver aflyst. Igangværende begivenheder skal ligeledes stoppes.

Disse foranstaltninger er nødvendige for at stoppe spredningen af virussen, lyder det fra det tyske rideforbund til dets mange medlemmer.

Billetsalget til VM i ridesport åbner nu

En oplevelse for livet
Lige nu higer vi efter oplevelser, og vi kan næsten ikke vente med at komme til ridestævner og andre arrangementer i hesteverdenen igen. Derfor kan du nu glæde dig over, at billetsalget til det firedobbelte VM i Herning starter 2. marts. VM bliver verdens største ridesportsbegivenhed i 2022, og vi kan garantere dig et væld af oplevelser. Du kan glæde dig til sport i verdensklasse på Stutteri Ask Stadium, Jyske Bank Boxen og BB Horse Arena. Det vil være inspirerende foredrag, spændende interviews og underholdning af enhver art på det store oplevelsesområde EquiPark, der binder de tre stadions sammen.

Billetsalget åbner den 2. marts 2021 kl. 12.00, og billetterne bliver sat til salg på stævnets hjemmeside: herning2022.com

Rytterne ser frem til VM
Interessen for ECCO FEI World Championships er overvældende, og arrangørerne, Jens Trabjerg og Casper Cassøe, er både stolte og taknemmelige for den store opbakning de møder forud for eventen. På de sociale medier deler mange ryttere fra alle fire VM-discipliner deres forventninger til verdensmesterskabet i Danmark.

Jens Trabjerg udtaler: Det varmer rigtig meget, når vi oplever, at ryttere fra bruttotrupperne beskriver, hvor meget de glæder sig til VM i Herning 2022. Det gør vi og de mange frivillige, der allerede har meldt sig, virkelig også.

Foto: Ridehesten.com
Stutteri Ask Stadium som det så ud ved EM i 2013 – samme opsætning vil man kunne opleve ved VM i 2022. Foto: Ridehesten.com

Super sport på stadions og oplevelser i EquiPark
Det store stadion, Stutteri Ask Stadium har plads til 10.000 tilskuere, og det er nu man skal sikre sig en billet til eventen, der kommer til at byde på helt enestående sport i alle fire VM-discipliner. På hjemmesiden kan man se de forskellige billetkategorier, og har man billet til Stutteri Ask Stadium får man også adgang til det store messe og oplevelsesområde, EquiPark.

EquiPark rummer BB Horse Arena, som kommer til at danne rammen om VM i paradressur, spring- og dressurkonkurrencer og sideevents. Et stort messeområde med mere end 200 udstillere, børneområde og ECCO Square, hvor en storskærm vil sende live fra stadion under konkurrencerne. Og fra scenen på ECCO Square vil der blive underholdning af forskellig art. Desuden vil man dagligt opleve interviews, foredrag med meget mere fra Zibrasport Equest scenen, hvor et kamerahold også tager os backstage til et lille kig på livet i staldene og i groom loungen.

Camping og restaurantbesøg
Arrangørerne bag Herning2022 arbejder på højtryk for at skabe nogle gode og hyggelige oplevelser for publikum ved siden af al den spændende sport og interessante indslag, man kan opleve under eventen. Og har man lyst til at få den fulde VM-oplevelse, kan man tage sit telt eller campingvogn med på den store campingplads, som etableres ved siden af stævnepladsen. Man kan også leje telte eller villatelte på området, hvor der vil der være bad- og toiletfaciliteter, cafe/bar-område, underholdning og indkøbsmuligheder.

I foyeren til Jyske Bank Boxen kan I glæde jer til Restaurant Blue Hors Matiné, hvor I kan spise sammen og få en lækker madoplevelse på stævnepladsen sammen med gode venner, familie eller forretningsforbindelser under Herning2022. Alt dette kan I læse meget mere om på stævnets hjemmeside, hvor I også kan se og bestille forskellige billetkategorier, campingplads, restaurantbesøg med meget mere.

Arrangørerne arbejder på at skabe de bedste rammer for heste, ryttere, sponsorer, officials og publikum under ECCO FEI World Championships i Herning til august 2022. Under mottoet: Big enough to matter – small enough to care, er det arrangørernes intention at skabe et helt uforglemmeligt verdensmesterskab. Vil du være med? Så book din billet allerede 2. marts.

FEI aflyser, er OL kvalifikationerne i fare?

Situationen som følge af den stærkt aggressive variant af herpesvirus 1, der har bredt sig fra Valencia i Spanien, har nu fået FEI, det internationale rideforbund, til at aflyse internationale stævner i Frankrig, Spanien, Belgien, Italien, Østrig, Polen, Holland, Tyskland og Slovakiet. Flere af de lande, har også aflyst nationale stævner frem til den 28. marts og med omgående effekt. Stævnerne, der lige nu er i fuld gang i det sydlige Europa: Vejer de la Frontera (ESP), Vilamoura (POR), San Giovanni (ITA) og Gorla Minore (ITA) overvåges af dyrlæger og FEI dyrlæger på stedet. Heste vil kun få lov til at forlade stævnepladsen, hvis de har et helbredscertifikat. Overholder man ikke dette, vil hesten blive blokeret i FEI’s database, og dermed kan de ikke deltage i stævner. Det er desuden ulovligt at transportere heste uden dette certifikat.

Stævnet i Oliva Nova (ESP) har aflyst stævnerne i resten af sæsonen, ligesom Opglabbeek i Belgien også er aflyst.

Som man kan læse i vores nyhed i går her på sitet, har Karina Leichle mistet en hest, og flere af de 12 heste, de har med til stævnet er syge. Det er en forfærdelig situation hun, familien og de tilbageværende ryttere og hestepassere står i. Læs artiklen: Karina Leichle har mistet en hest i Valencia

Kimi Nielsen: en nødvendig beslutning
– Selvom det er ærgerligt, så er det bare nødvendigt (med aflysningen) for at FEI kan få et godt overblik over situationen og styr på smitten for det ikke skal eskalere, indleder elitechef Kimi Nielsen. Dressurstævnet i Holland var en vigtig brik i de potentielle OL-rytteres forberedelse, og enkelte ryttere mangler OL kvalifikation. – Blandt de ryttere, som er tæt på udtagelse, mangler Andreas Helgstrand, Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen OL-kvalifikation, hvis de skal i spil til en OL-plads.

Rytterne har frem til den 21. juni til at få kvalifikationerne i hus, så der er endnu tid at løbe på. Ryttere, som havde deres kvalifikation på plads forud for OL i Tokyo i 2020, skal lave et, bekræftende resultat i 2020 eller 2021, for at opretholde kvalifikationen. – Vi var så heldige, at flere af vores ryttere opnåede dette ved stævnet i Herning i marts og på Vilhelmsborg i oktober sidste år, fortæller Kimi.

Aalborg har aflyst deres CDI-stævne, og det kommer naturligvis til at mangle i planlægningen. Men som Kimi understreger: – Får vi ikke styr på denne virus nu, så bliver der ikke noget OL, det er derfor den helt rigtige og ansvarlige beslutning, som FEI har truffet.

Danske heste i isolation
Flere danske ryttere har været til stævne i Spanien og resten af Europa, og lige nu arbejdes der på højttyk for at finde ud af, hvor de og deres heste er. Flere er på vej hjem. – Kører man hjem med sine heste nu, og kan man ikke isolere dem fra de øvrige heste i stalden, skal heste stalden/ridecenteret i 28 dages karantæne. Det er en særdeles aggressiv form for virus, så vi vil ikke have den ind herhjemme, fastslår elitechefen.

Hvorvidt rideforbundet vil aflyse nationale stævner i marts, er der endnu ikke taget stilling til. Der arbejdes på at få et overblik over situationen, også herhjemme, slutter Kimi Nielsen.

Man kan læse FEI’s udmelding HER

Karina Leichle har mistet en hest i Valencia

Situationen på springstadion i Valencia udvikler sig time for time. I dag melder FEI at det officielle dødstal er 4, og en af dem er danskejet af familien Truelsen, fortæller Elitechef Kimi Nielsen, som følger situationen i Europa tæt. Der er 12 danskejede heste tilbage på stævnepladsen, hvor Familien Truelsen nu sidder fast på ubestemt tid med deres heste. 18 danskejede heste kom ud fra stævnepladsen, inden den lukkede ned, og de er nu i karantæne.

Det værste mange har set i deres liv
Karina Leichle fortæller fra stævnepladsen i Valencia, at familien mistede en hest i går, og at tre står på klinik med symptomer, mens fem er i sygestalden.

– Jeg kan ikke formulere, hvor dårligt det går, indleder Karina fra stalden, hvor hun tilbringer alle sine vågne timer. Valencia dyrehospital har lavet en klinik udelukkende for heste, der er ramt af Herpesvirus, og af de 12 heste, som familien havde med til stævnet, er kun tre endnu raske, feber og symptomfrie

– Der er ikke noget lys for enden af tunnelen. Der løber dyrlæger rundt overalt, og når man ser dem løbe, ved man, der dør en hest. Karina fortæller videre, at det er et sygdomsforløb, som er meget vanskeligt at forudsige.

– Det sekund, det rammer hjernen, går de bare ned, pludselig falder de sammen. Karina fortæller, at den måde deres hest døde på, var så uhyggeligt, at det er det værste de selv og mange andre på stævnepladsen har set i deres liv.

Familien har været ude for at købe seler, som de har lavet interimistiske ophæng til hestene af.

– Hvis vi kommer hjem med nogle af vores heste inden det er juni måned, så er det gået godt. Vi hænger i stalden konstant, hjælper hvor man kan. Alle hjælper alle, og der er ikke noget at gøre, og der er ikke noget, nogen kan gøre for os. Vi må bare holde sammen, være stærke og støtte hinanden. Vi kan ikke sove, og når jeg sover, drømmer jeg om karantænestald og sygdom, fortæller Karina.

Sygdommen spredes over Europa
– Vi har kontakt til alle ryttere, der er kommet hjem eller er på vej hjem fra stævner i udlandet, fortæller Kimi Nielsen. Heste fra stævnepladsen i Valencia er fordelt ud over Europa, og nu melder Frankrig, Tyskland og Belgien om udbrud af den frygtede sygdom. Og forlydender vil vide, at også svenske heste er ramt.

FEI arbejde på højtryk for at danne sig et overblik over situationen, og dyrlæger fra Frankrig og Tyskland er i weekenden rejst til Valencia for hjælpe med til behandlingen af de mange syge heste. I alt 21 dyrlæger er i beredskab på stævnepladsen, hvor 84 heste viser kliniske tegn på sygdommen og 11 er under behandling på nærliggende veterinærklinikker.

– De heste, som kommer hjem fra stævner i udlandet, skal nu i 28 dages karantæne, fortæller Kimi Nielsen, der er tale om en særdeles aggressiv variant af Herpesvirus 1, der sammenlignes med et udbrud i USA for år tilbage, og her fandt man ud af, at inkubationstiden er 21-25 dage.

– Vi kommer til at gå med livrem og seler for at sikre, vi ikke skal lukke stævnerne ned herhjemme over sommeren. Og vi fraråder rytterne at tage af sted til stævnerne i udlandet, da der ikke er kontrol på smittespredningen.

Behandlingen af hestene smittet med Herpesvirus I er den samme, som bruges til patienter med COVID-19, og det betyder, at det er meget vanskeligt at få medicin nok til behandlingen af hestene, fortæller Kimi Nielsen.

Ikke til World Cup for enhver pris
Der er tre potentielle OL-ryttere, som er tilmeldt World Cup-stævnet i s-’Hertogenbosh, Holland fra den 8. – 11. marts. Det er Carina Cassøe Krüth, Cathrine Dufour og Andreas Helgrand. Stævnet er vigtigt i forhold til OL-kvalifikation, men ikke mere vigtigt, end hestenes sundhed kommer først.

– Vi vil ikke løbe den mindste risiko, understreger Elitechefen. Derfor er det uvist, hvorvidt rytterne kommer afsted. Det afhænger af, om FEI får et overblik over smittespredningen. De danske heste er vaccinerede, men vaccinationen er ikke en 100% garanti mod sygdommen.

Man kan læse den seneste opdatering fra FEI HER