Skip to main content

Andreas Helgstrand og Wendy vinder Grand Prix Special i Ermelo

Ud over UVM for 5-, 6- og 7-års heste byder stævnet i Ermelo også på en 4-års klasse og en CDI3* Grand Prix, Grand Prix Special og Grand Prix Freestyle. Ovenpå gårsdagens flotte andenplads i Grand Prix, var der lagt i kakkelovnen til en regulær revanche for Andreas Helgstrand og Queenparks Wendy i dagens Grand Prix Special.

Læs også: Charlotte Fry tager endnu en titel som verdensmester

I går scorede de flotte 73.043% efter verdensmesteren Charlotte Fry, som tog førstepladsen på Everdale med 76.130%. Dagens Special var dog uden deltagelse af Fry, som samtidig vandt UVM for 7-års med Kjento. Ikke desto mindre skulle den stadig nye Grand Prix ekvipage Andreas Helgstrand og Wendy levere et flot program for at kunne sejre.

Andreas Helgstrand og Queenparks Wendy under Grand Prix Special i Ermelo. Foto: Mia Bach – Helgstrand Dressage

Det var dog tydeligvis ikke et problem for ekvipagen, som har gode minder fra Ermelo, da de netop her har vundet bronze for 5-års. Den nu 8-årige Wendy og Helgstrand red en overbevisende og imponerende Special, der scorede de højeste karakterer af dommerne, som samlet belønnede ekvipagen med 75.638%. Et forspring som den sidste starter ikke kunne indhente, og så stod det klart, at den danske sejr var en realitet med mere end 3,5% ned til nummer to.

Andenpladsen gik til tyske Dorothee Schneider og Sisters Act MT OLD, som scorede 72.085% stærkt forfulgt af landskvinden Bianca Nowag-Aulenbrock og Florine OLD, som tog tredjepladsen med 72.000%. Du kan se hele resultatlisten her.

Senere i dag afgøres Grand Prix Freestyle, som er med dansk deltagelse af Anna Kasprzak med Addict de Massa og Lone Bang Zindorff og Bakkely’s Onandt. Følg resultatet her.

Charlotte Fry tager endnu en titel som verdensmester

Sidste dag ved UVM i dressur er i fuld gang i Ermelo, og her til formiddag skulle en ny verdensmester blandt 7-års hestene kåres. To ud af fire danske ekvipager (Anders Uve Sjøbeck Hoeck og Highfive Fuglsang samt Anna Kasprzak og Everian L) kvalificerede sig direkte til finalen i fredagens indledende test, mens Lone Bang Zindorff og Poseidon Majlund sikrede sig billet til finalen via en 3. plads i trøstefinalen i går.

Dertil var også Daniel Bachmann Andersen til start med Zac Efron MT OLD i 7-års finalen – dog under tysk deltagelse, så der var rigeligt at holde øje med i finalen set med danske briller.

Fry fortsætter højt niveau fra VM

Det blev dog britiske Charlotte Fry, der stjal billedet, da hun endnu en gang viste, hvorfor hun meget velfortjent kan kalde sig dobbelt verdensmester efter et imponerende VM i Herning. Efter hendes ridt på 7-årige Kjento strøg ekvipagen direkte til tops med 85.786%, hvor de bl.a. fik 10 for sin trav og 9,8 for kapacitet. Fry lagde således en solid afstand til den foreløbige to’er portugisiske Joao Pedro Moreira og Fuerst Kennedy OLD, som scorede 79.422%.

Charlotte Fry og Glamourdale til VM i Herning. Foto: Kee Frandsen

Se også: Interview med guldvinder Charlotte Fry

Lidt spænding skulle finalen dog ikke snydes for, og den kom, da tyske Beatrice Hoffrogge og spanske Manuel Dominguez Bernal til sidst leverede imponerende ridt, der blev belønnet med flotte karakterer over 83%, som sikrede henholdsvis 2. og 3. pladsen. Der var dog ingen, der kunne måle sig med verdensmesteren, som nu også kan kalde sig verdensmester for 7-års heste.

Læs også: Victoria sikrer dansk guld i 5-års finalen ved UVM

Daniel blev bedst placerede dansker

Det blev derfor desværre ikke til medaljer for de danske ekvipager, som blev en del af et tæt felt, hvor det var tiendedele, der adskilte placeringerne. Bedst placerede danske ekvipage blev Lone Bang Zindorff og Poseidon Majlund, der sluttede som nummer 9 med 75.900% efter at have kvalificeret sig til finalen via trøstefinalen. Anna Kasprzak endte med en 11. plads med 75.358%, mens Anders Uve Sjøbeck Hoeck blev nummer 13. med 74.508%. Det blev dog Daniel Bachmann Andersen, som kan kalde sig bedst placerede dansker, da han med 78.558% tog 7. pladsen for Tyskland.

Daniel Backmann Andersen og Zack-sønnen Zac Efron. Foto: Zibrasport Equest

Læs også: Jeanna Högberg tager førstepladsen for Danmark til UVM for 6-års

Victoria sikrer dansk guld i 5-års finalen ved UVM

Efter en flot 3. plads i den indledende test ved UVM i Ermelo, var der lagt i kakkelovnen til en spændende finale for Victoria E. Vallentin og Lyngbjergs St. Paris lørdag aften. Her levede den danske ekvipage fuldstændig op til forventningerne ovenpå torsdagens test – og mere til! De tog nemlig alle med storm, da de leverede et imponerende ridt, som ingen andre kunne matche.

Spænding om sejren til det sidste

Victoria og Lyngbjergs St. Paris skulle som den allersidste finalist indtage banen i hollandske Ermelo, og spændingen var ikke til at tage fejl af, da de to tyske ekvipager forinden, Leonie Richter med Helgstrand ejede Vitalos og Frederic Wandres og Fashion Prinz OLD, havde præsteret imponerende scorer på henholdsvis 9,06 og 9,0.

Leonie Richter med Vitalos, der er eget af Helgstrand. Foto: Mia Bach – Helgstrand Dressage

Men presset lod den danske ekvipage sig tydeligvis ikke påvirke af. I stedet satte de barren et nyk op med et harmonisk program, der indkasserede 9,5 for trav, 8,5 for skridt, 9,3 for galop, 8,8 for ridelighed og 9,5 for kapacitet – en samlet score på 9,12 til stor glæde for Victoria og hele den danske lejr.

Allan Grøn slutter som nr. 12

Den anden danske 5-års finalist Allan Grøn og Søbakkehus Maude red sig til en samlet score på 8,4, da dommerne efter et flot ridt gav dem 8,5 for trav, 9,0 for skridt, 8,1 for galop, 7,7 for ridelighed og 8,7 for kapacitet.

Se det samlede resultat for 5-års her.

Allan Grøn og Søbakkehus Maude e. Hesselhøj Donkey Boy. Foto: Zibrasport Equest

Det kan du glæde dig til søndag

I dag skal de sidste verdensmestre i dressur blandt unghestene findes i Ermelo, når finalerne for 6- og 7-års bliver afviklet. Her skal Lone Bang Zindorff, Anders Uve Sjøbeck Hoeck og Anna Kasprzak i aktion for Danmark med deres 7-års, mens Daniel Bachmann Andersen stiller op for Tyskland med Zac Efron MT OLD. I 6-års finalen skal vi med danske briller holde øje med Susanne Barnow på Skovdals Dexter og svenske Jeanna Högberg på Hesselhøj Down Town, som stiller op for Danmark. Sidstnævnte tog en flot sejr i den indledende test i fredags.

Læs også: Jeanna Högberg tager førstepladsen for Danmark til UVM for 6-års

Jeanna Høgberg og Hesselhøj Down Town til UVM i Ermelo. Foto: Mia Bach – Helgstrand Dressage

Jeanna Högberg tager førstepladsen for Danmark til UVM for 6-års

UVM i dressur i hollandske Ermelo er for alvor i gang, og i dag har også 6-års hestene været på banen i deres indledende test. 12 ekvipager er videre til finalen, og heriblandt findes to ud af fire danske ekvipager.

Vinderen af den indledende test blev svenske Jeanna Högberg og Hesselhøj Down Town, som stiller op for netop Danmark med Helgstrand Dressage. Ekvipagen viste storform med scorer på minimum 9,2, hvilket udløste en fornem førsteplads med samlet 9,48. En score som fik glæden til at lyse ud af Jeanna, da hun strøg direkte til tops med en føring som holdt hele vejen.

Jeanna Högberg og Hesselhøj Down Town til UVM i Ermelo. Foto: Mia Bach – Helgstrand Dressage

Læs også: To danske ekvipager videre til finalen for 5-års ved UVM

To danske ekvipager videre til finalen

Foruden Jeanna Högberg var tre øvrige danske ekvipager til start blandt de i alt 42 deltagere, og her var det Susanne Barnow og Skovdals Dexter, der åbnede hele ballet. Her lagde de ud med et program, der trods en straf på -0,05, blev belønnet med en score på samlet 8,51, hvilket rakte til en flot 8. plads og dermed en plads direkte videre i finalen.

Susanne Barnow og Skovdals Dexter. Foto: Mia Bach – Helgstrand Dressage

Allan og Sissel uden for finalepladserne

Desværre blev det ikke til finalepladser for Allan Grøn og Sissel Bille Jakobsen i denne omgang. Allan endte på en 26. plads med Bøgegaardens Santiago Bernabeu, mens Sissel sluttede to pladser efter på en 28. plads med Dune Nec. Begge er derfor med i trøstefinalen lørdag morgen. Finalen for 6-års rides søndag eftermiddag i Ermelo. Se hele resultatlisten her.

To danske ekvipager videre til finalen for 5-års ved UVM

I går blev årets FEI UVM i Ermelo skudt i gang med den indledende test for 5-års. Ekstraordinært gik hele tretten ekvipager videre til lørdagens finale, da 12. pladsen gik til to lige placerede ekvipager – og derfor blev der altså plads til to danske ekvipager i finalen.

Sikkert videre til lørdagens finale er Victoria E. Vallentin og Lyngbjergs St. Paris, som scorede samlet 8,82 og strøg ind på en 3. plads, hvilket sikrede et godt udgangspunkt forud for finalen, hvor en eventuel medalje er inden for rækkevidde.

Læs også: UVM i Ermelo – Hvordan er de danske chancer?

Finalens anden danske ekvipage bliver Allan Grøn og Søbakkehus Maude, som lige nøjagtig sneg sig med videre, da de måtte dele 12. pladsen med svenske Jeanna Högberg og Be Allex. Begge ekvipager scorede samlet 8,42.

Allan Grøn og Søbakkehus Maude e. Hesselhøj Donkey Boy. Foto: Zibrasport Equest

Sidste ekvipage tog sejren

Dagens sidste ekvipage rundede klassen af med et brag, da Frederic Wandres og Fashion Prinz OLD lidt overraskende strøg direkte til tops efter et gennemført program, som blev belønnet med samlet 8,9.

Det sker ved UVM fredag

I dag rides trøstefinalen, hvor tre øvrige finalister skal findes, og her skal vi holde øje med de to øvrige danske ekvipager med spanske Eric Guardia Martinez på Slagerupgaards Flotteheimer og hollandske Renate Van Uytert på Blue Hors Santiano, som sluttede den indledende test som henholdsvis nummer 15 og 19. Finalen kommer til at bestå af 16 i stedet for 15 deltagere grundet den delte 12. plads i den indledende test.

Foruden 5-års trøstefinalen kan du i dag følge den indledende test for 6- og 7-års heste, hvor flere danske ekvipager igen skal i ilden. Du kan se startlister og resultater for dagen her.

De unge springheste dystede på Riders Cup

Ved Rideres Cup’s C-stævne i springning denne uge, blev der torsdag afviklet kvalifikation i PAVO og DRF-championat for 4-, 5-, og 6-års springheste. Mange talentfulde ungheste blev bedømt på Riders Cup’s dejlige anlæg i Herlufmagle, af de to erfarne stildommere Kenneth Ernst og Vivi Grav Hansen.

Flotte karakterer til 4-års holdet

I 4-års klassen var 38 talentfulde springheste til start, og bedst af alle var Mie Mundberg Hansen og den røde hoppe efter Carlo/Cellestial, der blev belønnet med en flot karakter på 8.3 af de to dommere. Andenpladsen blev i denne kvalifikation delt mellem Adam Sparlund Olesen og MB Rockvardo (e. Rockland/Calvaro) med karakteren 8.2 og Mathilde Lind Skjøtt og Cocktails Comme Faut-L (e. Comme Il Faut Plus/Godsend du Reverdy) ligeledes med samlet 8.2.

Hele resultatet af kvalifikationen kan ses her

5-års hestene gjorde god figur

I kvalifikationen for 5-års springheste kom 20 equipager til start. Bedst af de 20 var Rikke Andersen og den særdeles velspringende Holdup Du Bobois (e. Balou du Rouet/Cock Du Midour), der blev belønnet med hele 8,4 for deres flotte runde på banen. Som nummer 2 blot 0,1 point efter Rikke kom Benjamin Saurugg og den smukke mørkebrune D’artagnen Alfavad Z (e. Dominator 2000 Z/Crown Z ) med en score på 8,3. Og som 3. placeret i 5-års klassen scorede Catrine Vith Hansen og Dickens (e. Dinken/Cavall Ask) karakteren 8,1 for dagens ridt.

Rikke Andersen og Holdup du Bobois foto:Pavo Danmark

Det samlede resultat af kvalifikationen kan ses her

Rikke Andersen tog endnu en sejr

Denne gang i kvalifikationen for 6-års hestene. 10 heste sprang for dommerne i 6-års kvalifikationen, og her var Rikke Andersen igen bedst, denne gang med den brune hoppe Twilight (e. Farvorit Ask/Lambrusco Ask), og sikrede sig endnu en sejr med karakteren 8,4.
Lige i hælene på Rikke og Twilight fulgte Victoria Sophia Hjorth-Madsen og Landlyst Asmodeus (e. Bøgegårdens Apollo/Coronado) og Jacob Theodor Schmidt med Bøgegårdens Gladiator (e. Bøgegårdens Gladiola/Crelido) begge med en bedømmelse der rakte til 8,3 fra dommerne idag.

Se hele resultatet af klassen her

Finalen i PAVO og DRF’s Championater for unge heste afvikles traditionen tro hos Blue Hors d. 13. – 16. oktober.

Video: Eckermann fortsat nr. 1

De nye FEI ranglister er offentliggjort, og i modsætning til dressurlisterne, er der nærmest ingen rokader i top 10 hos springrytterne.

Svensk dominans i top 3

Svenske Henrik von Eckermann, der kan bryste sig af titlen som dobbelt Verdensmester, er fortsat nummer 1 på FEIs verdensrangliste. Eckermann tog med det svenske hold bestående af Marlin Baryard Johnsson, Peder Fredricson og Jens Fredricson, guld i holdkonkurrencen til VM i Herning.

Holdkammeraten Peder Fredriksson indtager fortsat 3. pladsen på ranglisten, hvor Schweiziske Martin Fuchs, ligeledes fortsat, placerer sig imellem de 2 svenske herrer på 2. pladsen.
Henrik von Eckermann afsluttede mesterskabet med endnu en medalje af det ædleste metal, da han sikrede sig sejren i det individuelle mesterskab.

Van der Vleuten er listens højdespringer

Med et hop op ad listen på hele 8 pladser, er Hollandske Maikel Van der Vleuten top 10 listens absolutte højdespringer i denne omgang. Maikel sikrede sig ligesom Eckermann hele 2 medaljer ved VM i Herning. Med det Hollandske team red Van der Vleuten en sølvmedalje hjem i holdkonkurrencen, og i den individuelle konkurrence blev til det til en placering som nummer 3 og en medalje af bronze.

VAN DER VLEUTEN Maikel (R) – BEAUVILLE Z. Copyright ©FEI/Łukasz Kowalski

Danske Andreas Schou fortsat i top 50

Som bedste dansker på verdensranglisten, finder vi på 38. pladsen Andreas Schou. Schou har sammen med den store mørkebrune hingst Darc de Lux repræsenteret Danmark ved OL i Tokyo og senest ved VM i Herning, hvor et enkelt ærgerligt nedslag hold dem fra en plads i den individuelle finale.

Andreas Schou og Darc de Lux i fin stil over et af VM-springene. Foto: Sportfot

Kilde: FEI

Se med LIVE fra weekendens DRF mesterskaber for hold

I weekenden går det løs i både springning og dressur, når dette års vindere af to DRF mesterskaber for hold skal findes. Hos Frederikshavn Rideklub skal DRF mesterskabet i dressur for ponyhold afvikles, mens Riders Cup er vært for DRF mesterskabet i springning for hold.

Zibrasport Equest er på pletten, når det hele skal afgøres søndag, og du skal selvfølgelig heller ikke snydes for at kunne følge med fra begge stævner.

Det kan du se fra weekendens mesterskaber

Fra Frederikshavn streames KUN holdfinalen fra bane 2 søndag kl. 9 og ikke de øvrige klasser, der rides søndag. Få adgang til DRF mesterskabet i dressur for ponyhold her.

Hos Riders Cup kan du se med allerede fra kl. 8 søndag morgen og følge alle springklasser frem til afgørelsen om eftermiddagen. Få adgang til DRF mesterskabet i springning for hold her.

Sådan ser du med på søndag

Er du Premium medlem på Zibrasport Equest, kan du se med gratis, når vi streamer LIVE fra begge stævner søndag den 11. september. Er du i stedet Basic medlem, kan du købe pay pr. view adgang for 79 kr. pr. stævne.

Nye ranglister offentliggjort af FEI – dressur

FEI har offentliggjort nye ranglister for både spring og dressur, og vi kan godt afsløre at der er sket lidt efter det veloverståede VM i Herning.

4 danske dressur equipager i top 10

Hele 4 danske equipager ligger i top 10 på verdensranglisten i dressur. Ikke overraskende ligger Cathrine Laudrup-Dufour og Vamos Amigos nr. 2 med hele 2791 point. Lige i hælene på Vamos kommer Cathrines anden superstjerne Bohemian på 3. pladsen med 2716 point. Vamos og Bohemian, lå også henholdsvis nummer 2 og 3 på ranglisten før VM, men har efter Verdensmesterskabet byttet plads. Vi spurgte Cathrine hvordan det føles at være både nummer 2 og 3 på verdensranglisten, da hun var gæst i Riders Corner i Herning.

Bohemian og Vamos Amigos Foto: www.sportfotos-lafrentz.de og Zibrasportequest.com


Som nummer 5 har vi endnu en dansk equipage, der gjorde særdeles flot figur i Herning, med blandt andet en ny personlig rekord i Grand Prix. Nemlig Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera. Parret er siden sidste rangliste opdatering dalet en enkelt plads fra nummer 4, men ligger fortsat flot i top 5.

Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera ved OL i Tokyo. © www.sportfotos-lafrentz.de/Stefan Lafrentz

Sidste danske equipage i top 10, er naturligvis Daniel Bachmann Andersen og den røde vallak Marshall-Bell, der er hoppet 2 pladser fra nr. 11 til nuværende placering som nr. 9 på ranglisten. Også Daniel og Marchall lavede ny personlig bedste præstation i Herning i Grand Prix.

Daniel Bachmann Andersen og Marshall-Bell. Herning 2022. Foto: Riders NOTEBOOK

Charlotte Fry hopper hele 9 pladser

Efter sin magtdemonstration med den smukke sorte hingst Glamourdale i Herning, er engelske Charlotte Fry hoppet intet mindre en 9 pladser op på verdensranglisten, og ligger nu nummer 7.

Glamourdale var på alles læber ved VM 2022 og Charlotte lagde bestemt heller ikke skjul på hendes enorme taknemlighed over at ride så fantastisk en hest, da vi mødte hende i Herning.

Charlotte Fry and Glamourdale. Herning2022. Foto: Kee Frandsen- Den Smukke Hut

2 danske militaryryttere til VM

I 2019 blev det muligt at byde ind på afviklingen af VM i en af de 7 tilbageværende ridesportsdiscipliner, der ellers tidligere har været samlet under ét World Equestrian Games. Som det er de fleste bekendt vandt Danmark buddet om at afvikle VM i dressur, springning, paradressur og voltigering, og det blev afviklet med succes i Herning i starten af august. Nu er det tid for afviklingen af endnu to VM-discipliner: military og 4-spands kørsel. Det foregår i Italien – Pratoni del Vivaro fra den 15. til 26. september.

To danske militaryryttere til start

Nu er sidste frist for tilmelding overstået til FEI Eventing World Championship 2022 og det står klart, at der bliver 90 deltagere fra 27 lande, mens 16 teams deltager i holdmesterskabet.
Dressurkonkurrencerne finder sted den 15. – 16. september, terrænspringningen den 17. september og den afsluttende ridebanespringning den 18. september.

Danmark er repræsenteret ved: Mia Hastrup/Shjabrina og Hanne Wind Ramsgaard med Amequ Torino.

Det er et imponerende felt af internationale medaljetagere, som kommer til start ved VM. Anført af Australiens 3-dobbelte OL guldmedaljevinder Andrew Hoy, verdensmestrene Michael Jung og Sandra Auffarth fra Tyskland, EM guldvinder Nicolas Touzaint (FRA) og verdensranglistens nr. 1 Oliver Townend (GBR) samt den olympiske guldvinder Julia Krajewski (GER) for blot at nævne nogle.

Se listen HER

Italien er også vært for VM i 4-spandskørsel i september. Foto: FEI-Christophe -Taniere

16 nationer repræsenteret i 4-spands kørsel

Ialt 39 kuske fra 16 nationer er foreløbig tilmeldt VM i firspandskørsel, men der er først endelig tilmelding den 12. september. Mesterskabet finder sted fra den 21. – 25. september. Verdensranglistens nr. et. Boyd Exell (AUS) skal forsøge at snuppe sin 6. VM-titel. Han vil dog komme under hårdt pres fra VM-sølvvinder Chester Webber (USA), der har fløjet sine heste fra Florida til Europa i maj, for at forberede sig til dette verdensmesterskab.
Der er ingen tvivl om, at den unge hollandske kusk Bram Chardon, der er regerende FEI World Cup vinder fra Leipzig i år, vil give konkurrenterne kamp til stregen.
I holdkonkurrencen samler interessen sig om Holland, Ungarn og Tyskland, med de forsvarende mester fra USA som et godt bud. Amerikanerne stiller blot med to kuske i holdkonkurrencen, og har derfor ingen dropscore.

Læs mere HER

UVM i Ermelo – hvordan er de danske chancer?

Efter en afstikker til Verden, Tyskland er UVM for unge dressurheste tilbage i hollandske Ermelo fra den 8. til 11. september. Det er FEI (det internationale rideforbund og WBFSH (sammenslutning af ridehesteavlsforbund) som står bag de præstigefyldte verdensmesterskaber for unge heste, og det er dressurhestene som åbner den kommende weekend, mens springhestene skal i aktion fra den 22. til 25. september på Zangersheide, og militaryhestene fra den 20. til 23. oktober i Lion d’Angers.

Et stærkt Dansk hold

Berider og landstræner for de unge dressurryttere, Dennis Fisker, har igen i år været en del af det team, som udtager heste til UVM. Han er tilfreds med det hold, som kommer afsted fra Danmark, han fortæller: ”Det er rigtig gode heste, og heste, som har alle tre gangarter, hvilket er utrolig vigtigt netop ved UVM.”

Hestene bedømmes i gangarter, ridelighed og kapacitet og for de 7-årige heste, bliver der også en egentlig dommerbedømmelse af programmet, som er Prix st. George i finalen. Det giver en ekstra dimension og udfordring for heste og ryttere i den årgang, men Dennis Fisker understreger, at de danske deltagere har vist rimelig sikker programridning under udtagelserne, og flere har fået mere stævneerfaring inden afrejsen til Holland.

Vinderen af Unghestechampionatet dejlige Søbakkehus Maude e. Hesselhøj Donkey Boy (opdr. Agnete Holmsted) redet af Allan Grøn. Foto: Zibrasport Equest

Erfarne ryttere et must

”Vi kommer med guldvinderen fra 5-års holdet sidste år, Hesselhøj Down Town, og vinderen af Unghestechampionatet i Herning, Søbakkehus Maude, som gik rigtig godt under Allan Grøn. Vi har flere afkom med efter Hesselhøj Donkey Boy, og vi har erfaring for, at dommerne kan lide hans afkom, de har alle en god skridt, og det trækker bestemt ikke ned,” fastslår Dennis.

OL-rytter Anna Kasprzak har 7-årige Everian L til start. Om den siger Dennis: ”Den ser fin ud og Anna har fået redet nogle stævner på den bl.a. i Falsterbo, den tror jeg på, kan gøre det rigtig godt. Vi sender heste afsted, som har gået lidt i store omgivelser som sidste år ved UVM, ved Unghestechampionatet i Herning eller i Falsterbo.”

At hestene har prøvet at gå i større rammer er vigtigt, det bliver ikke større for de unge heste end det, de kommer til at opleve ved UVM, og derfor er det også særdeles vigtigt, at det er erfarne ryttere, som skal støtte hestene i konkurrence.

”Der er stort pres på rytterne, for de er til bedømmelse for hvert et skidt hestene tager inde på banen. Og jo mere erfarne rytterne er, jo bedre kan de hjælpe hestene rundt. Og det betyder rigtig meget. Og heldigvis har flere af dem prøvet at ride UVM tidligere,” slutter Dennis Fisker.

Mange danske medaljer

Dansk Varmblod har siden den første medalje i 2008 vundet knap 20 medaljer ved UVM. Senest guldmedaljen til Hesselhøj Down Town sidste år, men det er også blevet til UVM-guld til Hønnerups Driver i 2009 redet af Andreas Helgstrand, guld til Uno Donna Unique i 2009 redet af Andreas Helgstrand, guld til Sezuan i 2014, 2015 og 2016 redet af Dorothee Schneider, guld til Fiontini redet af Severo Jurado Lopez i 2015, 2016 og 2017.

Hesselhøj Downtown. Foto: Ridehesten/Helgstrand Dressage

Hvem skal vi holde øje med?

Vinderen af 5-års finalen i 2021 i Verden blev DV-hingsten Hesselhøj Down Town e. Hesselhøj Donkey Boy opdrættet af Dorthe og Hans Jørgen Hoeck. Hingsten blev redet til sejr af Jeanna Hogberg fra Sverige, da hun arbejder for Helgstrand Dressage, som ejer hingsten. De to er igen at finde på startlisten, nu i 6-års klassen.

Sidste års sølvvinder Danciero – en hannoveranerhingst efter Dancier redet af Eva Möller for Helgstrand Dressage/Schockemöhle er i mellemtiden blevet solgt til OL-rytter Anna Kasprzak, som har valgt ikke at søge start med hesten for Tyskland, men er i fuld gang med hestens videre uddannelse.
Læs også: Danciero solgt til Future Dressage – Zibrasport Equest

Bronzevinder Lightning Star e. Ferguson redet af Kirsten Brouwer for Holland genfinder vi på startlisten for KWPN i år.

I 6-års klassen kan det måske også betale sig at holde øje med hollandske Adelinde Cornelissen, der har vundet medaljer ved alle større mesterskaber med Parzival, bl.a. OL-sølv i London. Hun kommer til start med Liquido. Også danskopdrættede (Henrik Hansen) Global Player OLD e. Grand Galaxy Win er det værd at holde øje med. Hingsten blev fløjhingst i Oldenburg og Dansk Varmblod, og han sluttede på 4. pladsen ved sidste års UVM. Han rides af Eva Möller.

Danskopdrættede Global Player og Eva Möller. Foto: Mia Bach – Helgstrand Dressage

Top 3 for 6-års heste i 2021 genfinder man på startlisten over 7-års heste i år. Det er vinderen Kjento en KWPN-hingst efter Negro redet af den regerende verdensmester fra Herning2022 Charlotte Fry. Der er også gensyn med sidste års sølvvinder Escamillo en hingst efter Escolar fra Rheinland redet af Manuel Dominguez Bernal fra Spanien, men startende for Tyskland, da hæderen ved verdensmesterskaberne for ungheste følger hestens nationalitet.
Sidste års bronzevinder For Magic Equesta registreret i Hann e. For Romance OLD og redet af Beata Stremler fra Polen kommer også til start i år.

En af de heste, man kan holde ekstra øje med i 7-års klassen, er Zac Efron MT OLD efter Blue Hors Zack og redet af den danske holdguldvinder fra Herning2022 Daniel Bachmann Andersen.

Den første UVM-årgang – de 5-årige heste, er altid ventet med stor spænding. Interessen kommer formodentlig til at samle sig om Bundeschampionatsvinderen fra sidste år, Feine Bella NRW e. Fürstenball købt på auktion i Westfalen sidste år af Helgstrand Dressage for 305.000 euro. Hoppen skal rides af Eric Guardia Martinez. Schweiz har udtaget DV-hesten Terpling’s Ravena, som skal rides af Philine Brunner i 5-års klassen.

Andreas Helgstrand og Queenparks Wendy. Foto: Zibrasport Equest

Gensyn med Wendy ved CDI3* i Ermelo

Ved stævnet afvikles også international Grand Prix. Danmark er repræsenteret af den tidligere UVM bronzevinder Queenparks Wendy redet af Andreas Helgstrand, samt Anna Kasprzak/Addict de Massa og Lone Bang Zindorff (tdl. Larsen) med Bakkely’s Onandt. På startlisten finder vi også den regerende verdensmester Charlotte Fry med Everdale.

Program – Longines FEI/WBFSH Dressage World Breeding Championship – Ermelo NL (ermeloyh.com)

De danske deltagere:

5 ÅRS

SØBAKKEHUS MAUDE 208333DW1701629: F: Hesselhøj Donkey Boy/ MF: Wilkens
Rytter: Allan Grøn Avler: Agnete Holmsted Ejer: Norcordia Aps.

SLANGERUPGAARDS FLOTTENHEIMER DVH 1377: F: Franklin / MF: Scolari
Rytter: Eric Guardia Martinez Avler: Slangerupgaard A/S Ejer: Helgstrand Dressage

LYNGBJERGS ST.PARIS 208333DW1700554: F: Blue Hors St. Schufro / MF: Blue Hors Rockefeller
Rytter: Victoria E Vallentin Avler: Bente Børjesson Ejer: Vallentin Dressage & United Dressage

BLUE HORS SANTIANO 208333DW1702762: F: Sezuan/M: Romanik / MF: Romanov
Rytter: Hollænder Avler: Straight Horse v/Eva Götzsche & Mogens Pedersen Ejer: Blue Hors ApS.

6 ÅRS

BØGEGÅRDENS SANTIAGO BERNABÉU DVH 1342: F : Bøgegårdens Santiago / MF: Bøgegårdens Laurino
Rytter: Allan Grøn Avler & ejer: Stina & Jørgen Schmidt, Stutteri Bøgegården

SKOVDALS DEXTER 208333DW1601045: F: Hesselhøj Donkey Boy / MF: Blue Hors Romanov
Rytter: Susanne Barnow Avler: Bjarne Skovdal Ejer: Susanne Barnow & Steffen Kristensen

DÚNÉ NEC 208333DW1601019: F: Hesselhøj Donkey Boy / MF: De Noir
Rytter: Sissel Bille Jacobsen Avler: Nana Eckhardt Ejer: Sissel Jacobsen

HESSELHOEJ DOWN TOWN DVH 1334: F: Hesselhøj Donkey Boy / Blue Hors Zack
Rytter: Jeanna Högberg Avler: Hans Jørgen Hoeck Ejer: Helgstrand Dressage

7 ÅRS

HIGHFIVE FUGLSANG DVH 1292: F: Grand Galaxy Win / MF: De Niro
Rytter: Anders Uve Sjøbeck Hoeck Avler: Anne Dorte Riis Meyland Ejer: Anders S. Hoeck, Hesselhoej.dk

POSEIDON MAJLUND 208333DW1501342: F: Tailormade Temptation / MF: Solos Landtinus
Rytter: Lone Bang Larsen Avler: Stutteri Majlund Ejer: Lone Bang

EVERIAN L 208333201501314: F: Everdale MF: Hochadel
Rytter: Anna Kasprzak Avler: Karsten Bundgaard Ejer: Stutteri v/HTK

EVO SCHUBIDOO 208333DW1501601: F: Blue Hors St. Schufro MF: Blue Hors Hotline
Rytter: Anne-Marie Hosbond Avler & Ejer: Stutteri Evo

Voltigering tog publikum med storm

Følgende er et uddrag af en artikel om VM i voltigering, som kan læses i sin fulde længde i det seneste Riders NOTEBOOK magasin.

Ved VM i Herning regnede det med metal over de danske atleter. Men særligt én disciplin slog igennem. Voltigering afvikles som regel i separat konkurrence, og dressur- og springfolk får derfor ikke så tit mulighed for at kigge med.

Men det ændrede sig i Herning, hvor Jyske Bank Boxen dannede rammerne for den storslåede konkurrence. Både ryttere fra andre discipliner og hjørner af ridesporten samt ikke-hesteinteresserede sports- og dagbladsjournalister faldt pladask for den imponerende sportsgren.

Se også: Dansk voltigering er kommet på verdenskortet

Taget lettede i Boxen, når en atlet eller gruppe sprang af hesten for sidste gang. I saltomortaler, split og hand-stands udfoldede de dygtige voltigører sig i individuel konkurrence, squads, pas-de-deux og Nations Teams.

Deltaljer afgjorde medaljerne

De regerende tyske mestre i squads gentog deres succes fra Budapest og vandt guld igen i Herning. Efter tre nervepirrende dage med obligatorisk test, teknisk test og freestyle stod det klart, at de tyske mestre havde sejret over konkurrenterne fra Frankrig.

Tyskland var det eneste squad, der scorede over 9 i den afsluttende freestyle – og de fik sågar fire ud af fire karakterer over 9.7 i teknik. Bronze gik til Schweiz.

Lambert LECLEZIO (FRA) og ESTADO IFCE Foto: FEI / Richard Juilliart

Franskmændene gik dog ikke tomhændede hjem, for udover deres sejr i Nations Teams og sølvmedalje i squads sikrede de sig også guld i både mændenes og kvindernes individuelle konkurrence. Både Manon Moutinho og Lambert Leclezio var storfavoritter til podiet, og begge levede i den grad op til de høje forventninger, da de var overlegne i alle tre test.

Læs også: Sølv til Danmark i Nations Team voltigering

Danske Sheena Bendixen kom fint fra start og sluttede med et brag. Det entusiastiske publikum blev ellevilde, da resultatet stod klart: Bronze til Sheena!

[..]

Læs hele artiklen om VM i voltigering her

Abonnér på Riders NOTEBOOK magasinet

Riders NOTEBOOK er et magasin af hestefolk til hestefolk, som udkommer seks gange årligt. Magasinet er spækket med godt og spændende indhold, som appellerer til alle hesteinteresserede, uanset om du er til elitesport eller breddeaktiviteter, varmblodsheste eller specialracer, nyheder eller faglige artikler.

Som Premium medlem har du fri adgang til at læse Riders NOTEBOOK her. Er du ikke Premium medlem, kan du i stedet købe abonnement på det online eller det fysiske blad lige her.