Skip to main content

Andreas Schou og Daniel Bachmann er testryttere i Herning

Dansk Varmblods Unghestechampionat 2020 bød på store sportsnavne som testryttere, præcist som traditionen foreskriver det. Det var et af dansk springsports største navne, nemlig den nifoldige danmarksmester og erfarne landsholdsrytter Andreas Schou, samt landsholdsrytter i dressur med mange internationale topplaceringer, Daniel Bachmann Andersen.

Begge kapaciteter gjorde et fremragende job og udtrykte dengang deres velvilje til at påtage sig opgaven en anden gang – og dét bliver i 2022.

Fornemmelsen kan være noget andet, end øjet ser

Testrytter ved Dansk Varmblods Unghestechampionat i springning præsenteret af Dansk Hesteforsikring, Andreas Schou, husker jobbet sidste år som en både sjov og dejlig oplevelse med mange fine heste, og han glæder sig til at være tilbage i rollen og se, hvilke heste han skal teste denne gang.

“Jeg husker, at der var mange velredne heste, men også at fornemmelsen på hesten faktisk kan være noget andet, end øjet ser, og det gør det sjovt,” fortæller Andreas Schou og tilføjer, at det fungerede rigtig godt for ham at følge championatet de første dage, inden han skulle teste de bedste.

Han er som underviser en meget erfaren formidler og har ligeledes afholdt mange clinics. Dog er det noget helt andet at være testrytter.

“Første gang jeg var testrytter i unghestechampionatet, fortalte jeg præcist, hvad jeg følte på hver enkelt hest, og det var min oplevelse, at det blev taget godt imod af publikum,” fortæller Andreas, der altid har sine sensorer ude efter en klog hest, der besidder både mod og forsigtighed.

Andreas Schou fortæller her mere om at være testrytter

Det er bare op i sadlen

Testrytter ved Dansk Varmblods Unghestechampionat i dressur præsenteret af Blue Hors, Daniel Bachmann Andersen, føler sig beæret over at have fået jobbet igen. Han nød opgaven i 2020 og holder meget af at formidle og give noget af sig selv.

“Det handler om at finde de bedste blandt meget gode heste, og så håber jeg, at publikum også ridemæssigt får noget ud af det, som de kan tage med hjem og blive endnu bedre til at uddanne deres unghest,” fortæller Daniel.

Han glæder sig til at prøve heste fra både kollegaer og amatørryttere og erindrer sidste gang, at der var et par heste, som han fra jorden ikke havde vurderet højt, men som gav ham en positiv overraskelse, da han kom i sadlen.

“Det er bare med at komme op. Sidste år bad jeg hjælperne om ikke at sætte en skammel, som hestene skulle stå ved siden af, for det er i det forum ikke fair overfor hestene at forvente,” siger han.

Han fandt det sidste år meget givende at mærke så mange forskellige heste på kort tid, men også en udfordring

“Jeg kan godt lide at blive kastet ud i den slags, og jeg forbereder mig ikke. Jeg synes, det er bedre at ”freestyle”, og så fortæller jeg bare, hvad jeg ser og mærker,” slutter Daniel.

Kilde: Dansk Varmblod

KIRKBI A/S donerer 50 millioner kroner til Paris 2024-forberedelserne

De danske atleter gjorde det fremragende ved OL og PL i Tokyo. Atleterne vandt tilsammen 16 medaljer og skabte dermed masser af store oplevelser for de mange danskere, som fulgte med hjemmefra. En af hemmelighederne bag de flotte præstationer var, at atleterne i forberedelserne til legene nød godt af en række donationer fra danske virksomheder, herunder KIRKBI A/S.

Nu er der godt nyt for de atleter, som har fokus rettet mod OL og PL i Paris i 2024. KIRKBI har indgået en partnerskabsaftale med DIF og Team Danmark frem mod Paris-legene – en aftale med en værdi på 50 millioner kroner.

Aftalen skaber stor glæde hos DIF, der er olympisk komité i Danmark og desuden ansvarlig for den danske PL-operation.

”Jeg er simpelthen så stolt og taknemmelig for den opbakning, KIRKBI giver OL- og PL-atleterne. Det kan ikke overvurderes, hvor vigtig støtten var i forbindelse med Tokyo-legene, og derfor er jeg utrolig glad for, at KIRKBI A/S også bakker atleterne op frem mod Paris-legene. Støtten kommer igen til at gøre en enorm forskel for atleterne,” siger Hans Natorp, formand for DIF.

Atleter som rollemodeller

Donationen i forbindelse med Tokyo-legene lød oprindelig på 40 millioner kroner, men da Covid-19 ramte verden, blev OL udskudt med kort varsel, og det hele så uoverskueligt ud for atleterne, trådte KIRKBI til og donerede yderligere 10 millioner kroner til forberedelserne. Nu er KIRKBI så klar med en ny donation.

”Vi har oplevet en helt utrolig positiv respons fra DIF og de atleter, som har haft gavn af partneraftalen i de seneste år. Derfor er det naturligt for os at fortsætte samarbejdet, så vi kan være med til at sikre en optimal forberedelse for OL- og PL-atleterne frem mod Paris 2024. Atleterne realiserer drømme, de er dybt passionerede omkring deres sport, og de minder os om, at det er muligt at nå selv de mest ambitiøse mål. På denne måde fungerer atleterne som rollemodeller og det, synes vi, er både vigtigt og inspirerende,” siger Søren Thorup Sørensen, CEO i KIRKBI.

Giver ro i maven

En af de atleter, som fik støtte fra KIRKBI i forberedelserne frem mod OL i Tokyo, var kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen, der endte med at vinde to medaljer i Japan. 

”Støtten fra KIRKBI gjorde, at jeg kunne leve som professionel op til OL i Tokyo uden at have konstant ondt i maven over, hvordan det hele skulle hænge sammen. Jeg kunne trække vejret roligt og holde fuld fokus på mine forberedelser. Det er en fantastisk nyhed, at de også bakker op om os frem mod Paris-legene,” siger Emma Aastrand Jørgensen og fortsætter:

”Mit mål er at gøre det lige så godt eller endnu bedre i Paris, og her spiller støtten fra KIRKBI en meget vigtig rolle. Jeg håber, at jeg med mine præstationer kan vise de unge udøvere, at drømme kan gå i opfyldelse.”

Om KIRKBI

KIRKBI A/S er Kirk Kristiansen familiens private holding- og investeringsselskab, der ejer 75% af LEGO Koncernen. KIRKBI har til formål at skabe en bæredygtig fremtid for familieejerskabet af LEGO® brandet igennem generationer. Læs mere på www.KIRKBI.com

Pressemeddelelse: DIF

Anna og Calimero slog deres egen rekord

Næste syv procentpoint var der mellem etteren og toeren i Ecco Cup-finalen for kategori to på Blue Hors i weekenden.

Anna Teibel Raben red op til sit allerbedste på FS Calimero – og det var især i küren, at ekvipagen havde tur i den.

Læs mere om Ecco Cup 2021

Anna og Calimero iklædt flotte præmier Foto: Privat

Mere end 77% blev resultatet for palominohingsten.

“Det er altid fantastisk at ride på Blue Hors, men i år var det endnu større, da Calimero og jeg vandt Ecco Cup for kat to – især vores kür var en kæmpe oplevelse at ride i den store flotte hal.

Calimero har været fantastisk hele weekenden og vi har haft de bedste ture nogensinde!

Min kür musik fra Norden freestylemusic var helt fantastisk og vi red til 77,2% hvilket er det højeste jeg nogensinde har redet til.

Det var også lidt trist at skulle sige farvel til en masse af mine gode veninder, da mange af dem har deres sidste ponyår, men vi hyggede os og fik det bedste ud af weekenden.”

DRF og Parasport Danmark vil udbrede og styrke dansk pararidning

Fokus på udvikling og udbredelse
Dansk Ride Forbund og Parasport Danmark har i mange år haft et formelt samarbejde, og pr. 1. januar 2022 udbygges og optimeres det samarbejde yderligere. Målet er først og fremmest at styrke rideklubbernes muligheder for at udbyde træning til pararyttere. 

”Især udbredelsen af pararidning på klubniveau og på tværs af discipliner er en stor motivationsfaktor for os, for på den måde understøtter vi både klubberne, i og med de får mulighed for at tilbyde nye aktiviteter og dermed ramme en ny målgruppe, og samtidig gør vi ridesporten mere tilgængelig for ryttere med funktionsnedsættelse”, fortæller direktør i Dansk Ride Forbund, Morten Schram Rodtwitt.

Parasport Danmarks formand, John Petersson, glæder sig over samarbejdsaftalen, der skal skabe mere ligestilling, anerkendelse og inklusion i de danske rideklubber og ved de danske ridestævner og -cups.

”Når vi i endnu højere grad kombinerer de faglige kompetencer i vores forbund, skaber det bedre vilkår for pararidning i Danmark. Aftalen betyder, at personer med handicap eller særlige behov får lettere ved at finde et godt klubtilbud, hvor de kan udvikle og dygtiggøre sig”, siger John Petersson.

Det nye samarbejde løber foreløbig frem til 31. december 2024, og en samarbejdsgruppe bestående af direktør Ivan Løvstrup, elitechef Michael Møllgaard Nielsen og elitekonsulent Jonas Schmidt Christensen fra Parasport Danmark samt fra Dansk Ride Forbund direktør Morten Rodtwitt, klub- og sportschef Anne Silfwander og en kommende elitesportschef for dressur vil løbende vurdere og igangsætte initiativer og aktiviteter til gavn for den fælles målsætning.

Styrket talent- og elitearbejde
Samarbejdsaftalen skal også være med til at skabe endnu bedre vilkår for de pararyttere, der allerede er en del af eliten i Danmark. Det eksisterende setup med landstræner Astrid Gemal og holdleder Anette Bruun, der står bag flere store danske resultater i international paradressur, fortsætter, men Dansk Ride Forbunds nye elitechef for dressur vil fremover indgå i en ny sportslig gruppe sammen med Parasport Danmarks elitekonsulent og landstrænerteamet.

De skal i fællesskab kigge ind i potentielle synergier de to forbund i mellem med henblik på at styrke og tegne retningen for talent- og elitearbejdet.

Nyt paraudvalg på vej
Med den nye samarbejdsaftale følger nedsættelsen af et nyt udvalg, som fremover bliver et fuldt integreret udvalg på linje med øvrige udvalg i Dansk Ride Forbund. Det vil dog fortsat også bevare status som idrætsudvalg i Parasport Danmark. Udvalget forankres i Dansk Ride Forbunds klub & sportsafdeling og vil komme til at samarbejde med forbundets øvrige disciplinudvalg om udbredelsen af pararidning i Danmark.

Opgaveporteføljen vil omfatte både rådgivning, udvikling og praktisk opgaveløsning, og Special Olympics-ridningen for mennesker med udviklingshandicap vil være forankret i udvalget. Paraudvalget vil få tilknyttet en udviklingskonsulent fra Dansk Ride Forbund med ansvar for drifts- og udviklingsopgaver relateret til udvalgets arbejde. Udvalgsposterne vil blive slået op i nærmeste fremtid både på rideforbund.dk og parasport.dk. 

Arbejdet er allerede godt i gang
Selvom aftalen kun akkurat er underskrevet, er Dansk Ride Forbunds konsulenter allerede nu i fuld gang med at få inkluderet pararidningen i klubberne, dels gennem planlægning af klubbesøg med fokus på udbredelse på tværs af disciplinerne, og gennem opdatering og videreudvikling af den eksisterende mesterskabs- og turneringsstruktur på både elite- og breddeniveau.

”I praksis betyder det bl.a., at hhv. grad 1, 2 og 3 samt 4 og 5 ved DM i paradressur lægges sammen for at højne konkurrenceniveauet, og at vi arbejder på at udvikle en ny breddeturnering i paradressur, som skal bidrage til at inkludere, udvikle og dygtiggøre flere pararyttere”, fortæller Klub & Sportschef i DRF, Anne Silfwander.

Kilde: DRF

Peter Flarup og Kerstin Dallmann skal sammen drive elite- og talentarbejdet i military

Uundværligt engagement fra Peter Flarup og Kerstin Dallmann
Glædelig vis har både Peter Flarup og Kerstin Dallmann tilbudt deres engagement som hhv. landstræner og holdleder fremadrettet, ligesom de begge indgår i den arbejdsgruppe, som DRF’s bestyrelse har nedsat til at lægge strategien for den fremtidige udvikling af talent- og elitearbejdet i militarysporten i Danmark.

Og Peter Flarup glæder sig til det fortsatte arbejde med militarysporten, som han ser som en oplagt mulighed for at give tilbage til sporten: 

Jeg brænder virkelig for mit arbejde med militarysporten, og jeg tror på, at der kan komme noget rigtig godt ud af det nye setup. Vi har mange spændende muligheder i horisonten – både sportslige og kommercielle – og så glæder både rytterne og jeg os til at arbejde sammen med Kerstin Dallmann igen”, fortæller han.

Sportsplanen for 2022 er godt på vej
Den første opgave, Peter og Kerstin har kastet sig over, er udarbejdelsen af sportsplanen for 2022, hvor rammerne for talent- og elitearbejdet lægges fast. Her indgår naturligvis de vanlige internationale turneringer og mesterskaber, ligesom der også fortsat vil blive afholdt træningssamlinger for interesserede ryttere, fremover blot med brugerbetaling.

Arbejdsgruppe skal lægge strategi for udviklingen af militarysporten
På den længere bane har den nye arbejdsgruppe fået til opgave at udarbejde et oplæg til en strategi for, hvordan udviklingen af militarysporten i Danmark skal se ud med fokus på talent- og elitearbejdet.

Gruppen skal bl.a. udarbejde konkrete initiativer og tiltag, der kan understøtte sportens udvikling, ligesom den skal beskrive succeskriterier for disse med løbende evaluering for øje. Første møde afholdes i starten af december, og oplægget forventes færdigt i løbet af foråret 2022.

Kilde: DRF

Se vinderridtene: Ecco Cup-finalen er afgjort

Kategori 2

Ingen kunne komme i nærheden af Anna Teibel Raben og FS Calimero.

“Cali har været en kæmpe stjerne hele weekenden, og i dag sluttede vi af med en fantastisk kür til hele 77,2% og samlet vandt vi Ecco cup for kat II 2021.
Tusind tak Norden_freestylemusic for den bedste kür musik. Jeg er helt vild stolt af Calimero og det vi har opnået de seneste 3 år – især 2021 har været helt ubeskriveligt. Sikke en rejse vi har været på,” lød det fra Anna efter sejren var i hus.

Nummer to blev Josefine Marie Kjær Rohmann, mens Sofie Rosenkilde scorede en tredjeplads

Kategori 1

De største ponyer viste høj klasse i årets Ecco Cup-finale. Cornelia Munch Sinding og Terbofens Charico vandt kvalifikationen og red en andenplads hjem i küren, hvilket var nok til at sikre dem den samlet sejr.

Se hele klassen her

Karla Marillo Skov blev toer, mens Clara Sofie Hilstrøm fik en tredjeplads.

Et glad vinderpar Foto: Privat

Gense alle klasserne fra Ecco Cup 2021

Junior

Den magiske 80%-grænse blev brudt af Frederikke Gram Jacobsen og Ryvangs Zafina i søndagens kür. Nærmere bestemt belønnede dommerne ekvipagen med 81.4%, og det betød af Frederikke kan kalde sig vinder af Ecco Cup 2021.

Alexander Helgstrand og Grevens SA’VA’ blev nummer to, mens Sophia Boje Obel Jørgensen og Brilliant viste en flot kür, der resulterede i en samlet placering som nummer tre.

Ungryttere

Sara Aagaard Hyrm og Kristian Würtz Green kæmpede om titlen som vinder for youngriders. Sara vandt kvalifikationen med 74.562%, mens Kristian vandt küren med mere end 78%.

I det samlede resultat betød det, at Sara kunne kalde sig vinder af Ecco Cup 2021 på Skovborgs Romadinov.

U25

Finalen i Ecco cup for de ældste ryttere blev en gentagelse af Agria DRF mesterskabet, der blev afviklet i maj. Igen var det nemlig Josefine Hoffmann og Victoria Vallentin, der kæmpede om sejren; og igen var det Victoria, som red sig ind på førstepladsen.

Gense interviewet med Victoria fra DM 2021

Med en samlet score på 152.760 kunne Victoria og Brooklyn juble, mens Josefine og Driver indtog andenpladsen med 149.391. Nummer tre blev Karoline Rohmann og Jakas.

“Brooklyn var virkelig klar på opgaven og gav alt, hvad han havde begge dage. Han var lidt spændt over omgivelserne, men det gav ham også bare lidt ekstra power,” fortæller Victoria.

Se alle resultater

Gense alle klasserne fra Ecco Cup 2021

Carina og Cathrine helt i top i Sverige

Tyske Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera kunne ingen slå søndag, da küren ved Saab Top 10 i Stockholm blev afviklet.

Men danske Cathrine Dufour og Carina Cassøe Krüth red virkelig op til deres allerbedste, hvilket da også blev belønnet af dommerne.

Læs om lørdagens klasse her

Heiline’s Danciera var sikkerheden selv, og alt spillede bare i deres freestyle med musik fra kendte danse-film.

Parret indkasserede en flot tredjeplads i det stærke felt og intet mindre end 85.730 %.

88.005 % blev scoren for Cathrine Dufour og Bohemian. Ekvipagens kür var ikke helt fejlfri, men det var stadig et ridt, der indkasserede flotte karakterer og jubel fra publikum. Cathrine har tidligere vundet Saab Top 10 på Cassidy, men hun var mere end tilfreds med sin placering på stadig unge “Bo”.

“Sikke en dag på kontoret. Bohemian gjorde det igen og scorede 88 % og endnu en andenplads. Tak til mit fantastiske team, som gør det hele muligt,” lød det fra den dygtige rytter på Instagram.

Cathrine Dufour pg Bohemian Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Se hele resultatlisten her

2. plads til Cathrine og Bohemian i Sverige

Både Carina Cassøe Krüth med Heilines Danciera og Cathrine Dufour med Bohemian var til start i den prestigefyldte CDI5* Saab Top 10 Dressage Grand Prix, og her blev det altså til en flot andenplads til Cathrine og Bohemian, der opnåede 79.196%, mens Carina og Danciera red sig ind på en sjetteplads med 76.282%

Tre nationaliteter i top 3

Klassen blev ikke uventet vundet af tyske Jessica Von Bredow-Werndl og Tsf Dalera BB med 83.435%, mens Henri Ruoste fra Finland blev nummer tre med Kontestro DB, de opnåede 77.152%. Fjerdepladsen gik svenske Patrik Kittel og Touchdown med 76.957%. Se hele resultatet af klassen her.
Alle rytterne skal på banen igen i morgen, hvor der skal rides om point i FEI Grand Prix Kür kl. 10.30.

Om SAAB Top 10 Dressage

De 10 højst rangerede dressurryttere på verdensranglisten inviteres til at ride om titler og store pengepræmier i CDI5* Grand Prix og Grand Kür ved Sweden International Horse Show. I 2019 vandt Cathrine Dufour med Atterupgaards Cassidy, og i år er Cathrine på startlisten med Bohemian. Parret er pt. nr. 2 på FEIs verdensrangliste. Også Carina Cassøe Krüth og Heilines Danciera (pt nr. 8 på verdensranglisten) er til start ved det store show, og begge ekvipager var en del af dressurlandsholdet ved OL i Tokyo i sommers.

Se med LIVE

Du kan følge konkurrencerne live på SIHS Online. En adgang til hele eventen koster 450 svenske kroner, men det er også muligt at købe dagspas til 250 svenske kroner. Se mere her

Læs mere om stævnet her

Få fingrene i Herning2022 kollektionen

Herning2022 kollektionen er produceret og designet i samarbejde med Kingsland Equestrian, som en del af deres Earth kollektion. Alle produkter i Kingsland Earth kollektion er udviklet på baggrund af Kingslands passion for dyr, natur og miljø. Produkterne er lavet af 100% økologiske og genbrugte materialer, uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Kollektionen byder på full grip tights til kvinder og børn, samt hoodies til både mænd, kvinder og børn.

Du kan også tjekke den smarte vandflaske med mere fra merchandise serie, som er udviklet i samarbejde med ZO24.

Du kan se og bestille serien HER

Fra Herning2022 kollektionen. Foto: Herning2022

3 danske OL-ryttere til start ved Sweden International Horse Show

Den 25. – 28. november afvikles Sweden International Horse Show med international springning, dressur, kørsel, indendørs terrænspringning, islandske heste, show og meget, meget mere. I dette overflødighedshorn af store oplevelser er et af højdepunkterne helt klart den spændende CDI5* SAAB Top 10 Dressage.

10 af verdens bedste

Her mødes de 10 højst rangerede dressurryttere på verdensranglisten og dyster om titler og store pengepræmier. Lørdag kl. 11.00 rider rytterne FEI Grand Prix og Søndag fra 10. 30 står den på FEI Grand Prix Kür. I 2019 vandt Cathrine Dufour med Atterupgaards Cassidy, og I år er Cathrine på startlisten med Bohemian. Parret er pt. nr. 2 på FEIs verdensrangliste. Også Carina Cassøe Krüth og Heilines Danciera (pt nr. 8 på verdensranglisten) er til start ved det store show, og begge ekvipager var en del af dressurlandsholdet ved OL i Tokyo i sommers.

Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera ved OL i Tokyo. © www.sportfotos-lafrentz.de/Stefan Lafrentz

Og det er et stærkt felt, de to danske ryttere bliver en del af. Fra Tyskland kommer Jessica von Bredow Werndl med Tsf Dalera BB, fra Sverige er Patrik Kittel og Therese Nilshagen til start, mens Holland bliver repræsenteret af Dinja van Liere og Hans Peter Minderhoud. Ydermere stiller Charlotte Fry op for England, mens finske Henri Rouste fuldender feltet.

Åben træning fredag

Som noget nyt bliver det muligt at følge rytterne, mens de træner fredag fra kl. 09.30. Træningen kommenteres af Pether Markne, som du lige nu kan se en serie med her på Zibrasport Equest.

(artiklen fortsætter under billedet…)

Peter Flarup og Fascination på vej gennem den snørklede terrænbane ved OL i Tokyo. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Flarup og Fascination skal på banen

Som nævnt favner Sweden International Horse Show bredt, når det kommer til discipliner, og i den altid underholdende indendørs terrænspringning, er den danske OL-rytter Peter Flarup til start med sin talentfulde Favorit Ask søn – Fascination.

World Cup Finale i Tölt med danske ryttere

For tredje gang afgøres World Cup i Tölt1 ved Sweden International Horse Show. Rytterne samler point ved kvalifikationer rundt om i Europa, og top 8 fra rankinglisten indbydes til at ride finale i fantastiske Friends Arena. To danske ryttere har formået at kvalificere sig til den prestigefyldte finale, og det er Julie Christiansen og Sys Pilegaard.

Se med LIVE

Du kan følge konkurrencerne live på SIHS Online. En adgang til hele eventen koster 450 svenske kroner, men det er også muligt at købe dagspas til 250 svenske kroner. Se mere her

Start- og resultatlister

Sweden International Horse Show

Spring- og dressurheste udtaget til Unghestechampionat

Dansk Varmblods Egnethedstester er vel overstået. Forbundets regioner har været vært for afviklingen i springning og/eller dressur med Johnny Hansen og Bo K. Møller som gennemgående dommere i springning. I dressur var Dennis Fisker gennemgående dommer sammen med Bjarne Nielsen, Birthe Lyder Nielsen og Susanne Baarup.

Dansk Varmblod afviklede sin først egnethedstest i 1982. Navnet på testen stammer fra formålsparagraffen: Formålet er at afprøve hesten i springning eller dressur, for herved at undersøge dens egnethed og kvalitet i pågældende disciplin.

Testen er åben for 4-årige heste, registreret i Dansk Varmblod. Det betyder, at testen er åben for hopper, vallakker og hingste, der ikke har avlsgodkendelse på tilmedlingstidspunktet. Hingste, der er godkendt til afprøvning kan deltage i Egnethedstesten udenfor konkurrence, da resultaterne fra deltagelse i Egnethedstesten og Unghestechampionatet kan indgå som et led i deres afprøvning.

Bedømmelsen i praksis

Springhestene bedømmes i springning med rytter på en bane. Dommerne giver karakterer for: teknik, galop, ridelighed og kapacitet.

Dressurhestene bedømmes i gangarter med rytter og rider på dommerens anvisninger. Dommerne giver karakterer for: skridt, trav, galop, ridelighed og kapacitet. Dommernes karakterer følges af en kommentering.

Hvem kommer i finalen?

Resultaterne ved Egnethedstesten kan kvalificere hesten til finaledeltagelse ved Dansk Varmblods Unghestechampionat for 5-årige heste (marts 2022). Unghestechampionatet afvikles under Dansk Varmblods hingstekåring i marts. Her bedømmes hestene på ny, og desuden rides de og bedømmes af en testrytter.

Der udtages 1 hest pr. 15 startende heste på hver plads. I dressur suppleres op til 50 heste efter points på landsplan. I springning suppleres op til 40 heste efter points på landsplan.

Global Connect e. Grand Galaxy Win/Blue Hors Don Schufro (opdr. Tina og Henrik Blixenkrone). Hesten er ejet af Helgstrand Dressage og blev redet til sejr af Eric Guardia. Foto: Helgstrand Dressage/Mia Bach

Global Connect vinder på landsplan

Den højest scorende hest i dressur på landsplan er Global Connect e. Grand Galaxy Win/Blue Hors Don Schufro (opdr. Tina og Henrik Blixenkrone). Hesten er ejet af Helgstrand Dressage og blev redet til sejr af Eric Guardia. Dommerne gav parret 10 for kapacitet, og totalt opnåede de 930 point af 1000 mulige.

Der var også et 10-tal til Hesselhøj Double Up e. Hesselhøj Donkey Boy/Tailormade Lancelot) (opdr. Hesselhøj) redet af Anders Hoeck – 10-tallet faldt i skridt, og de opnåede i alt 920 points.

Den delte 3. plads gik til Allan Grøn og Søbakkehus Maude e. Hesselhøj Donkey Boy/Wilkens (opdr. Agnete Holmsted), de fik 900 points.

Anders Hoeck kom også ind på 3. pladsen, og igen med et 10-tal for skridt til Lohmanns Sagoson e. Blue Hors st. Schufro/Blue Hors Zack (opdr. Bent og Ole Olesen).

Det fjerde og sidste 10-tal blev givet for trav til Selina Solberg og Atterupgaards Delahaye e. Foundation/ Bon Bravour (opdr. Atterupgaard). De sluttede på 3. pladsen.

Bjarne Nielsen fortæller om sit indtryk: ”Der har virkelig været god kvalitet på hestene. Det holder i hvert fald niveau, om ikke stigende. Karaktererne viser også, at der virkelig har været gode heste til start. Med 164 startende heste er det ikke overvældende, men kvaliteten er der,” understreger Bjarne.

Championatsvinder Fi Fi Ask e. Ci Ci Senjor Ask/Favorit Ask (opdr. Stutteri Ask) redet af Karen Møller Rohde sejrede ved Egnethedstesten i Ikast, og opnåede den højeste score på landsplan med 837 points. Foto: Stutteri Ask

Fi Fi Ask vinder i springning

Championatsvinder Fi Fi Ask e. Ci Ci Senjor Ask/Favorit Ask (opdr. Stutteri Ask) redet af Karen Møller Rohde sejrede ved Egnethedstesten i Ikast, og opnåede den højeste score på landsplan med 837 points.

Fi Fi Ask er trukket på hoppen Fendi Ask, der selv vandt DRF’s championatsfinaler tre år i træk. Se et interview med Karen Møller Rohde, som fortæller om Fendi Ask: Video: Fendi Ask – En helt unik hoppe – Zibrasport Equest
Fendi Ask er datter af Feline Ask, der er en af de mest betydningsfulde avlshopper på Stutteri Ask. Vi tegnede et portræt af den betydningsfulde avlshoppe: Ikoniske avlshopper: Feline Ask – Zibrasport Eques,

Johnny Hansen var gennemgående dommer, og han fortæller: ”Kvaliteten er god, og der er faktisk nogle, som er rigtig gode! Der, hvor det har haltet lidt, er på rideligheden.

Johnny Hansen forklarer, at dommerne har bemærket, at de heste, som har gået DRF-championater, har haft lettere ved at løse opgaven.

”Som noget nyt kan hestene deltage i to egnethedstester i år. Det benyttede Sandra Enemark sig bl.a. af. Hendes hest SP.Charimo var meget spændt i Ikast og viste ikke det, der er i den.”

SP. Charimo e. Chaman/Clarimo (opdr. Martin B. Poulsen ApS) sluttede i den sidste tredjedel med 6,5 i ridelighed. Sandra Enemark startede igen i Vallensbæk, hvor de blev nr. to med 8 i ridelighed.

”Rideligheden er altafgørende. Er det ikke på plads, kan hestene ikke bruge sig rigtigt, vise en god teknik, og lader de sig ikke ride, kan de ikke vise en god galop. Vi ser efter de gode momenter på de 4-årige heste,” understreger Johnny. Han glæder sig over, at der ca. har været 25 flere springheste til start i Egnethedstesterne i år sammenlignet med de senere år.

Maigaards Shakilou e. Balou du Rouet/Carpaccio (opdr. Maigaard Rander ApS) redet af Mathilde Lind Skjøtt kom ind på andenpladsen, som hun delte med Adam Olsen Solbakkens Fun Forever e.  Favorit Ask/Cannavaros (opdr. Solbakkegaard) og Thomas Velin på Grimble e. Grim st. Clair/Landos (opdr. Mia Kransager og Claus Skov).

Se resultatet af Egnethedstesterne i springning og dressur HER

Video: Rytter mistede sine ben i terrorangreb

“Prisen Against All Odds Award betyder alt for mig,” udtalte amerikanske Beatrice de Lavalette i forbindelse med prisoverrækkelsen i Belgien ved FEIs generalforsamling.

”FEI står for den højeste konkurrencestandard, jeg kan opnå, så at blive anerkendt af dem er fantastisk og en sand ære. Det viser mig, at alt, hvad jeg har gjort i disse fem-seks år, er blevet set, og folk har indset, hvor stort det egentlig er,” fortsatte hun.

På vej på ferie

Hun var blot 17 år, da hun var på vej hjem til USA på ferie. Hun opholdt sig i lufthavnen den 22. marts 2016, hvor 300 personer blev såret efter to eksplosioner, og 32 mennesker blev dræbt. Ved et tilfælde opholdt Beatrice de Lavalette sig tæt på den ene selvmordsbomber.

Hun husker mørket, og følelsen af at blive løftet fra jorden. Hun husker kaos, mørke, ild og røg. Hun får øje på en af de første, der reagerede, som straks sprayede hende med en ildslukker for at slukke flammerne, der havde omsluttet hendes krop. Hun blev efterladt med livsændrende skader, herunder anden- til tredjegradsforbrændinger, en rygmarvsskade og tab af hendes underben – som begge blev amputeret.

Til PL i Tokyo

Beatrice de Lavalette har redet hele livet, og det var også ridningen som bragte hende tilbage. ”Jeg mistede en del af mig selv, min frihed. Det tog noget tid for mig at komme gennem sorgen over at have mistet mine ben, mistet min evne til at gå – jeg vågnede op til et helt nyt liv.”

”Hver gang jeg kommer til hest, får jeg min frihed tilbage. Jeg kan ride, næsten som andre, og gør det rigtig godt. Jeg elsker det, fortalte hun ved prisoverrækkelsen.
Hun kom på det amerikanske hold til PL i Tokyo med Clarc, i grad II, hvor det individuelt blev til en femte- og en sjetteplads.