I Karina Josefsens seneste blogindlæg på Rider NOTEBOOK, kommer hun med et rigtig godt sparetip: I disse tider, hvor inflationen også kan mærkes i hesteholdet, kan et lunt måltid opblødte fiberpiller erstatte mash, hvis denne primært udgør et hyggemåltid.
I det seneste blogindlæg fra 28 årige Maria, der står bag bloggen “Fra dressur til tur” på Riders NOTEBOOK, tager hun fat på et emne, mange kvindelige ryttere kan relatere til. Nemlig ridning og graviditet. For hvad end du har valgt at gøre i forhold til ridning under din graviditet, eller hvad du tænker du vil gøre den dag du måske skal være gravid, er holdningerne mange og fordommene ligeså.
Jeg ved at mange andre rider under graviditet, nogen rider næsten helt indtil de skal føde – det vil jeg på ingen måde udskamme eller nedgøre, det her står for egen regning, hvordan jeg har det med ridning og graviditet.
Men jeg har igennem det her også opdaget, eller måske rettere jeg er blevet bekræftet i at jeg har hest for at ride. Jeg savner det noget så vederstyggeligt! Og jeg skal gerne erkende, at Fleur ikke får den samme opmærksomhed nu hvor hun ikke rides, som tidligere hvor hun blev redet. Jeg bruger ikke mange timer på at strigle, eller på at lave noget fra jorden.
Det siger mig absolut intet, det med at træne fra jorden.
“De som vil HESTE – elsker heste – kæmper stadig en brav kamp i hestesporten, hvor hvidvaskning og dyrplageri stadig eksisterer. Underbetaling og udnyttelse både i toppen og i bredden. De kloge hestemennesker gemmer sig på Facebook bag skærmen. Den rige udnytter den mindre rige. Den svage står timer i ridehallen og lader sig hundse af dominerende forældre eller ponypiger med talerøret på og hjertet det forkerte sted. Hvor alle går rundt med skyklapper på, fordi de ikke vil være frontkæmpere i en sag, som de ikke mener er deres sag at kæmpe. Ingen taler til hinanden ansigt til ansigt. DET er vores alles kamp at KÆMPE for HESTENE, fordi det er os alle, som ikke får lov at ride på HEST, hvis medierne først filmer de rigtige steder. “
Sådan indleder Georgia Timmermann sit seneste blogindlæg på Riders NOTEBOOK.
For det kræver, blod, sved og tårer at drive en selvstændig forretning. Men det er det hele værd, når tingene går op i en højere enhed. Georgia er ikke i tvivl om at 2022 har lært hende en masse, og målene for 2023 står lysende klart.
Sådan lyder overskriften på Anne Søndergårds seneste indlæg på bloggen “Rocket the Pony” på Riders Notebook. Anne synes desværre at alt for mange håbefulde unge hestemennesker drømmer om et lyserødt (arbejds)liv i hestebranchen, der i følge hende er alt andet end det.
Hun indleder bloggen således:
I min tid som virksomhedsejer her hos Rockthepony, er jeg mange gange blevet kontaktet af unge, håbefulde og hesteelskende piger, der drømmer om at kunne gøre heste til deres levevej. “Hej Anne, jeg vil gerne være professionel hestetræner, kan du give mig nogle tips til hvordan man lige gør?”
Derfor skriver Anne et kærligt brev til sine (måske) fremtidige kollegaer, der lyder;
Kære måske fremtidige kollega.
Jeg vil gerne dele en forretningshemmelighed med dig.
Hestebranchen er ubarmhjertig. Eat or get eaten! Man skal knokle sig til at få en plads i solen – og være mere end normalt flittig og tykhudet, hvis man rent faktisk skal lykkes med at drive det professionelt som en levevej. De gængse samfundsregler synes ophævet i denne verden, hvor sandsynligheden for tilskadekomst er stor, men sikkerhedsnettet er ikke eksisterende.
Christina Storgaard skriver sit nyeste blogindlæg på Riders Notebook, om en kedelig udvikling hun oplever i sporten. Hun skriver bandt andet: Nu har jeg set flere artikler på diverse sider med piger der laver indlæg om, at de bliver mødt af fordomme om hvilken hest de rider på, hvordan de ser ud (vægt), deres ambitionsniveau, ja jeg kan blive ved! Kan det passe, at vores sport er blevet sådan? Nu kan jeg kun snakke om dressursporten, men jeg kan da huske, dengang jeg startede på stor hest og var afsted til mine første klubstævner med min kæmpe store varmblod (min første hest var 186 cm, og jeg er 162 cm, så helt harmoniske var vi ikke) der heppede vi på hinanden, hjalp hinanden og ønskede hinanden held og lykke, inden vi red afsted, uanset om man var ung eller gammel, tyk eller tynd, sad på en varmblod eller en lille islænder, havde det dyreste, fineste udstyr eller var dækket af lapper. Det var sjovt! Ja det lyder som en romantisering, men sådan var det sgu til de klubstævner, jeg deltog i hvert tilfælde.
Bloggen er lidt i tråd med tidligere blogs, der kredser om samme emne. For nyligt bragte vi indlægget, Har du penge så kan du få, har du ingen må du gå, eller hvad?. Her fortæller Jasmin om hvordan hun ikke har råd til en dyr, færdiguddannet hest, men alligevel gerne vil være med. Hvilket har ledt til at hun selv har uddannet sin hest.
Vi bragte også Rikkes indlæg der fortæller at hun rider konkurrencer på fjordheste, og har fået af vide at det jo ikke er det bedste materiale hun rider på. Hvilket i den grad udskammer brugen af de mindre traditionelle racer til konkurrencer.
Går du selv med en blogger gemt i maven, kan du læse meget mere om det at blogge, og oprette din helt egen blog på Riders Notebook lige her.
Karina Josefsen skriver i sit seneste blogindlæg på Riders Notebook, om fravænning og håndtering af føl. Karina har avlet i 20 år og har igennem årene gjort sig nogle forskellige erfaringer, når det kommer til netop fravænning af føllene.
Hun har prøvet at tage føllene væk på en gang, når de var 6-7 måneder. Det gik altid godt, men må have været stressende for føllet og med risiko for yverbetændelse for hoppen. Hun har også prøvet at tage føllet fra i en time, og så forlænge adskillelsen i løbet af nogle uger. Det var tidskrævende og besværligt.
De seneste år har hun brugt “natur-metoden”, og det er det bedste hun har gjort. Det går simpelthen ud på, at føllene fravænnes og kommer i boks sammen om natten når de er 5-7 måneder gamle. Tidspunktet afgøres af hvornår vi tager dem på stald om natten og hvor godt de æder deres krybbefoder. De kommer ud med resten af flokken (inklusiv deres mødre) på fold hele dagen. Det første de gør om morgenen når lejligheden byder sig, er at finde mor og die.
De dier mindre og mindre, og da hopperne er drægtige igen, stopper det helt i løbet af december/januar. Hopperne lukker simpelthen af og gør sig klar til det næste vidunder der skal sættes i verden. Jeg syntes det er så fin en måde at gøre det på. Ingen stress og intet besvær. Karina Josefsen
Vi kan alle have gode og dårlige dage, og det kan hesten også. Når man har haft sin hest i en længere periode, kan man mærke med det samme hvis hesten har en “off dag” og det skal de også have lov til. Sådan skriver Linea Christensen i sit nyeste blogindlæg på Riders NOTEBOOK.
Hvad gør du for at vende off-dagen til noget positivt?
Det handler selvfølgelig om at kende sin hest, og vide om den kan “rides ud af det”, eller om man skal finde på noget andet, end hvad man havde planlagt netop den dag.
Et gammelt ordsprog siger, at “man skal rejse sig ved det træ, man faldt ved”. Vi har også alle hørt sætningen “op på hesten igen”. Men er det faktisk det bedste? Kan man komme for hurtigt tilbage i sadlen? Har man lige glemt at mærke ordentligt efter, om man er helt klar igen, og om det faktisk er præcis den samme hest, man skal kravle op på igen? Sådan skriver Sanne Skovrider i et blogindlæg på Riders NOTEBOOK tilbage i 2018.
Nok er indlægget fire år gammelt, men det er på ingen måde mindre aktuelt i dag. Frygten for at sætte sig op på en hest fylder blandt mange hestefolk, særligt hvis man har haft en ubehagelig oplevelse. Men hvordan bekæmper man angsten bedst muligt? Svaret er formentlig forskelligt fra person til person, men i indlægget giver Sanne sit bud på, hvordan du med den rette hest kan komme tilbage i sadlen.
De fleste der starter til ridning som børn er tossede med heste i forvejen og synes ridning er sjovt. Men sådan startede det ikke for Jasmin. Hun var på ingen måde en hestepige – men det var hendes klassekammerater, og da de inden sommerferien mellem 3. og 4. klasse skulle vælge sommerferieaktiviteter, endte Jasmin med at krydse ridning af på sedlen af den simple grund, at alle de andre piger gjorde det samme.
Pigerne i klassen snakkede altid kun om heste, og derfor var Jasmin ikke populær blandt pigerne. Så sommerferie-ridningen blev et forsøg på at blive venner med de andre. Det gik ikke helt efter planen, da de fniste og snakkede om Jasmin i krogene – men til gengæld kickstartede oplevelsen en ægte hesteglæde, som aldrig har sluppet Jasmin, som i dag er 28 år.
“Det vigtige ved horsemanship er hestevelfærd og kommunikation mellem hest og menneske, at skabe balance og harmoni.” Sådan skriver den nykårede PEEK vinder 2022, Victoria Isabell, i et af sine blogindlæg i konkurrencen. For Victoria er det vigtigt ikke kun at træne hesten fra hesteryg, men også fra jorden. Selvom nogen måske vil mene, at det er spild af tid, så oplever Victoria, at det skaber tryghed for hesten gennem ekstra tålmodighed i træningen, som giver hesten mulighed for at blive tryg ved nye ting uden pres.
“Giver du dig nogensinde tid til bare at gå en tur med din hest? Kan din hest gå korrekt i snor?”, spørger Victoria i indlægget. “Det kan faktisk være vildt svært at lære en hest at gå korrekt. Den må ikke gå og skubbe til dig, gå for hurtigt eller gå for langsomt,” fortsætter hun.
I sidste uge satte vi fokus på blogindlægget “Det er jo ikke det bedste materiale, du rider på” – et indlæg hvor rytteren Rikke fortæller om, hvordan hun har skullet høre for, at det ikke er det bedste “materiale”, hun kommer med, når hun har sine fjordheste med sig til stævner. I denne uge fortsætter vi med samme tema – for desværre er det en oplevelse, som mange kan relatere til.
I et nyt blogindlæg i PEEK konkurrencen på Riders NOTEBOOK tager Jasmin nemlig udgangspunkt i en velkendt sætning i ridesporten: “Har du penge, kan du få, men har du ingen, må du gå”.
Men behøver det nu også at være sådan? Er ridesporten kun for dem, som har pengene til at købe en færdiguddannet hest? Spørger man Jasmin, er svaret nej. Hun har aldrig ladet sig selv eller sine ambitioner stoppe af den holdning. I hvert fald ikke efter, at det gik op for hende, at alle heste jo starter et sted – som føl eller plage. Og siden da har hun selv arbejdet hårdt for at uddanne sine heste fra bunden. Det har hun nu gjort med to heste.
Fælles for dem begge er dog, at Jasmin ofte fik at vide, at de aldrig ville blive til noget, og hun blev gentagende gange mødt af dømmende blikke, fordi hun ikke fra start dukkede op med en flot og færdig hest til stævnerne. Men selvom det er en hård og lang rejse, så fortæller hun, at det er det hele værd, at kunne forvandle den “grimme” ælling til en smuk svane. Læs Jasmins blogindlæg “De bliver aldrig til noget”, hvor hun fortæller om rejsen med sine to heste Lucky og Vinci her.
Man skal næppe have været særlig længe til et ridestævne – stort som småt – før man vil opleve den famøse klik-lyd og andre mere eller mindre finurlige måder for tilskuerne at ride med på. For mange hestekyndige er det en ren refleks, som hvis man selv havde siddet på hesten, men kan det i virkeligheden gå hen og blive til gene for ekvipagen på banen?
I et blogindlæg under PEEK konkurrencen på Riders NOTEBOOK tager Luna Nielsen temaet op. Hun kan heller ikke selv sige sig fri for at være lidt af en barriererrytter til tider, men samtidig oplever hun, at det kan være enormt generende for hende selv og hendes unge heste, når fremmede giver signaler til dem, når de er på banen. Faktisk kan det være så forstyrrende for hendes hest, at det bliver fuldstændig uoverskueligt for den at skulle udføre den opgave, som Luna har sat den til.
