De har længe teaset for det på de sociale medier – og nu er det sikkert og vist. Rasmine Laudrup og Cathrine Dufour har besluttet at flytte deres forretning fra Grønagergaard nær Roskilde til Nordsjælland, hvor de sammen starter et nyt kapitel i deres liv.
Og tirsdag overtog de nøglerne til deres nye sted.
Cathrine Dufour har lagt flere stories op på Instagram, hvor følgerne får et smugkig på de flotte rammer – bl.a. kan man se, at den imponerende ridehal har fået ny bund.
Zibrasport Equest har forsøgt at få en uddybende kommentar fra parret om deres nye eventyr.
29-årige Cathrine Dufour har haft base på forældrenes gård Grønagergaard i mange år, hvorfra hun har drevet sin forretning med dressurheste. Også Rasmine Laudrup har dedikeret sig til ridesporten – dog med fokus på springning.
Den britiske forening ”TREC Riders Club” har netop offentliggjort resultaterne fra vintercuppen, som løb fra oktober 2020 til og med marts 2021, og her kan man se, at de ni ekvipager fra Danmark har deltaget på seks forskellige niveauer fra føreklasser til højeste niveau.
Flotte danske placeringer
Champion (1. plads), Lisa Kjer Andersen på Macimo, 19 år, i konkurrencens højeste klasse Open.
Reserve Champion (2. plads), Mette Hildan og Coolman på 20 år, i konkurrencens højeste klasse Open.
Champion (1. plads), Lisa Kjer Andersen på Macimo på 19 år i Master Class.
Reserve Champion (2. plads) Gitte Dencker med Aske på 10 år, i klassen Inhand PLUS (føreklasse med gangartsøvelser).
6. plads, Lisa Kjer Andersen på 6 årige Galliano, i klassen Newcommer (begynder).
Samlet set vandt Danmark turneringens to højeste klasser i hhv. føre- og ride-klasse ved at have det højeste point gennemsnit pr. rytter.
International onlinekonkurrence på hjemmebane Deltagerne fra USA, England, IOM, IOW, Luxemborg, Holland, Skotland, Schweiz og Danmark har hver måned skullet træne, ride og filme et nyt program med forhindringer. Hver ekvipage har derfor indsendt video af seks programmer (et per måned) til bedømmelse.
Online TREC konkurrence TREC er normalt en 3-faset konkurrence bestående af gangartstest, orienteringsridt og forhindringsbane afholdt over en eller to dage på et sted, som har disse baner og/eller natur til at afholde faserne. Konkurrencer kan også afvikles alene med forhindringsridt og gangartstest, eller blot med forhindringsridt som kan sættes op på en 20×40 m bane hjemme hos sig selv.
I denne internationale onlinekonkurrence konkurreres kun i forhindringsfasen. Rytterne modtager hver måned en detaljeret beskrivelse af forhindringerne, deres placering og linjeføring. Deltagerne filmer gennemridningen af programmet, og videoen uploades til arrangøren inden tidsfristens udløb. Kort tid efter modtager rytteren sine point og kommentarer sammen med nyttige tips til næste gang.
Onlinekoncept øger træningen Christina Svensen, som har deltaget i klassen Open udtaler: ”Det er første gang, jeg prøver dette. Jeg har bøvlet lidt med at læse og forstå de engelske programmer, men jeg synes, at deltagelsen har gjort, at jeg har fået trænet TREC … jeg har aldring trænet så meget som denne vinter”, siger hun og fortsætter: ”Vi har en god Facebook gruppe, hvor vi danske deltagere hjælper og sparrer med hinanden. Det er med til at styrke den relation, vi har til hinanden, selv om vi ikke ses fysisk eller deltager i fysiske stævner”.
Det er tredje år Lisa Kjer Andersen deltager i turneringen. De tidligere år har hendes unghest ”kun” været med i føreklasser, så for første gang i år er de med i en rideklasse. ”I oktober var han stadig så nytilredet, at jeg ikke kunne galoppere en runde på hovslaget, som det kræves i gangartstesten. Det kan vi nu sammen med mange andre øvelser, som jeg ikke havde troet, vi ville kunne efter blot seks måneder”, udtaler Lisa Kjær Andersen.
Lignende tilbud i Danmark Med inspiration fra den internationale konkurrence og grundet nedlukninger pga. Corona-situationen blev der i september 2020 oprettet en dansk konkurrence med et lignede koncept, dog kun med tre forskellige klasser. Rytterne tog godt imod konkurrenceformen med ca. 35 deltagere hver måned fra oktober til og med marts 2021. Nu i april 2021 er der også en onlineforhindringskonkurrence med konceptet ”Rid for en TREC dommer”, hvor rytteren selv vælger forhindringerne og banen, altså en slags freestyle.
Nye ryttere kan også deltage, og de kan få hjælp til at udvælge forhindringer og lave en bane.
Er du nysgerrig på de forskellige konkurrencer, så tøv ikke med at kontakte os. Vil du vide mere om TREC i sin helhed, så tjek eventkalenderen på www. trec.dk for kurser og intro.
Billedtekst: Gitte Dencker og Aske deltog i år InHand plus. Gitte har desuden være en af dommerne i den nationale online konkurrence.
Dansk Varmblods efterkåring af hingste har sjældent et større antal hingste i kataloget, og i dag var ingen undtagelse. Seks hingste var oprindeligt tilmeldte til kåringen, men desværre havde Thomas Velins springhingst Bolero de Beaufour pådraget sig en mindre skade, og han blev stående hjemme i sin boks i Fredensborg. Hingsten vil blive besigtiget på et senere tidspunkt ved en hjemmekåring.
Af de resterende fem hingste opnåede en enkelt godkendelse. Det er den 3-årige Hallifax Lyng e. Schwarzgold/Aston Martin opdrættet og ejet af Anne Lyngbye Melsen i Kokkedal. Hingsten blev umiddelbart efter godkendelsen indsynet til 10-dages test i Tørring under ledelse af træningsleder Torben Frandsen.
Dansk Varmblod har oprettet en særlig website over de kårede hingste, og på denne side vil man senere kunne se billeder, video og resultater af dagens efterkåring. Siden finder man HER
– Det har ikke været nogen nem beslutning, for her står vi med den nye generation af avlshingste, som vi har rigtig høje forventninger til. Vi ved, at avlerne har ventet i spænding på at se, hvilke hingste som Dansk Varmblods kåringskommission valgte at godkende til afprøvning. Men herpesudbruddet har allerede ramt Europa, og de første tilfælde er endda set i Danmark, så vi tør simpelthen ikke løbe den risiko at flytte hingstene til Tørring, fortalte Andreas Helgstrand.
Siden har Helgstrand udsendt et nyhedsbrev til hoppe-ejerne, og det er dette skriv, der har fået DV til at reagere.
I en opdatering fra Dansk Varmblod lyder det:
2 dage før indsyningen til testen talte jeg med Esben Møller fra Helgstrand, der oplyste, at man i Tyskland overvejede at aflyse deres 14-dages test forud for bedækningssæsonen på grund af Herpes-udbruddet i enkelte EU-lande i starten af marts. En endelig beslutning herom skulle træffes den følgende mandag. Esben Møller opfordrede Dansk Varmblod til også at aflyse, ellers ville Helgstrand boykotte vores prøve og indsætte deres hingste i Tyskland. Så kunne de danske avlere få deres afkom registreret i et tysk forbund.
Forud for min samtale med Esben Møller havde vi i Dansk Varmblod kontaktet alle hingsteejere for at sondere terrænet og for at vurdere, om vi skulle fortsætte planlægningen af 10-dages testen på trods af den megen uro omkring Herpes.
Den 8. marts modtog vi fra Helgstrand en oversigt over de hingste, de forventede at indsyne. Listen talte 14 hingste. Der var der udover også positive tilbagemeldinger fra de øvrige hingsteholdere, og derfor fortsatte vi planlægningen.
Dagen før indsyningen kontaktede vi dyrlæge Mette Uldahl, Dansk Ride Forbunds veterinærkonsulent, for at sikre, at det var sundhedsmæssigt forsvarligt at gennemføre prøven. Det var det, hvis hingstestationerne var påpasselige og efterkom karantænereglerne i deres egne besætninger.
Spørgsmålet var herefter ikke, om det var sundhedsmæssigt forsvarligt at gennemføre testen. Spørgsmålet var, om vi skulle aflyse, fordi Helgstrand ville boykotte testen, fordi der havde åbnet sig en ventil i Tyskland.
Det sidste kunne vi ikke leve med. Det er ikke holdbart, at en hingstestation – uanset hvor stor den er – sætter dagsordenen i Dansk Varmblod.
Med til historien hører, at Helgstrand opfordrede os i Dansk varmblod til at vente med indsyningen af 10-dages testen til tirsdag, når der var truffet endelig beslutning om en aflysning af 14-dages testen i Tyskland. Det er bl.a. det, der får det til at lyde en smule hult, når Helgstrand i opslaget på deres hjemmeside skriver: ”vi prioriterer hestens helbred allerhøjest”. Risikoen for en herpesinfektion var næppe højere mandag end tirsdag.
Jeg vil gerne slå fast, at kun afkom efter hingste, der står opført på Dansk Varmblods hingsteliste 2021, eller hingste der kan godkendes via ansøgning om brug af udenlandsk hingst, kan registreres i Dansk Varmblod. Selvfølgelig kan der søges dispensation, men en kollektiv dispensation til Helgstrands hingste ville gøre de hingsteholdere, der følger spillereglerne (det er alle de andre) helt til grin.
I øvrigt har Helgstrand fået tilbud om at indsyne deres hingste til en ekstraordinær 10-dages test, der starter i dag. Dette tilbud har man hos Helgstrand ikke ønsket at gøre brug af.
Af Helgstrands nyhedsbrev fremgår, at avlernes ve og vel ligger hingstestationen så meget på sinde, at den har lavet særaftale med Oldenburger Verband og endda giver rabat på de pågældende unghingste. Jeg vil opfordre til og håber, at I stadig bakker op om Dansk Varmblod og vælger en hingst, hvor afkommet kan registreres i Dansk Varmblod. Det er der rigtig mange muligheder for – også blandt Helgstrands hingste.
Udover det avlsfaglige aspekt handler det her også om det principielle i, hvem der skal sætte dagsordenen i Dansk Varmblod.
Til slut en opfordring til at bedække din hoppe i år. Der er ved at være knaphed på heste, hvilket afspejler sig i et ganske godt marked.
Jeg vil gerne udtrykke ønsket om et fortsat godt samarbejde med alle hingsteejere.
Dansk Varmblod holder i dag efterkåring for hingste, der af den ene eller anden grund, ikke kunne bedømmes på den ordinære kåringsturne i marts.
Kåringen finder sted fra kl. 17 i dag på Vilhelmsborg og er ikke åbent for publikum. Seks hingste er tilmeldt efterkåringen – de to af dem er springbetonede. Og i kollektionen, som i øvrigt består af fem 3-årige hingste, finder man også Thomas Velins smukke og velspringende skimlede Bolero de Beaufour en nu 10-årig hingst, som Thomas erhvervede sidste år, hvor han efter blot et par starter deltog i World Cup-stævnets springklasser på Vilhelmsborg i oktober sidste år. Hingsten, der er efter Nabab de Reve/Diamant de Semilly har været redet af den franske OL-rytter Pénélope Leprevost og var, indtil salget til Danmark, på det franske OL-bruttohold. Danmark har en plads på startlisten i springning ved OL i Tokyo i år, og den skal rytterne kæmpe om i foråret. Thomas Velin har to gange tidligere repræsenteret Danmark ved OL (Sydney og Athen) og begge gange sluttede han finalen på en 10. plads. Ved efterkåringen vil hingstene, som til den ordinære kåring, blive filmet og lagt på DWBstallions2021.dk websitet. Se kataloget HER.
“Scandinavian Vikings”, der stiller til start i GCL (Global Champions League) i 2021-sæsonen, har netop meddelt, at de har forstærket deres team med en ikke så ukendt springrytter.
Jessica Springsteen, datter af Bruce Springsteen og Patti Scialfa, skal sammen med bl.a. Geir Gulliksen og Henrik Von Eckermann, dyste mod nogle af verdens bedste springryttere i den internationale turnering. Den samlede præmiesum i Longines Global Champions Tour (LGCT) og Global Champions League (GCL) nærmer sig 26 millioner euro.
Skiftet bliver bekræftet af holdejer Bjørn Rune Gjelsten til VG.no.
– Hun er først og fremmest en af de bedste springryttere i verden trods sin unge alder. Derudover er hun en flot og positiv kvinde, der bliver en vigtig profil ”Scandinavian Vikings”, fortæller Gjelsten.
Teamboss Geir Gulliksen understreger, at Jessica, 29, ikke er kapret til teamet på grund af sit berømte ophav.
– Vi havde selvfølgelig ikke taget hende med på holdet, hvis ikke hun havde haft det niveau, det kræver. Det er et scoop, fastslår den norske rytter.
Jessica giver gerne et indblik i sin hverdag via Instagram
Om det er helt billigt at få Jessica med på vikingeholdet, der pt. er placeret som nummer 10 i ligaen, vil Bjørn Rune Gjelsten ikke sige.
– Alt er relativt, lyder det.
Næste stævne i Global Champions League finder sted i Madrid fra den 21. maj til den 23. maj, men Springsteen skal først i aktion for sit nye hold, når sommeren er overstået.
Det er fascinerende. Hvordan skete det? Jeg kan ikke engang få et menneske på gaden til at forstå mig, men denne hest følger efter mig, som om jeg har kontrol – og jeg begyndte bare at græde.
Harry Marshall
Harry Marshall var udsendt soldat i Bosnien, og efter nogle meget traumatiske hændelser kom han hjem og blev diagnosticerede med PTSD. Harry prøvede at begrave sig i arbejde, men voldsomme flashbacks og lammende angst gjorde det umuligt for ham at få hverdag og menneskelige relationer til at fungere – og til sidst flygtede han ud i skoven, hvor han boede i et halvt år, stort set uden kontakt til mennesker. Han mistede evnen til at tale og overvejede flere gange at tage sit liv.
På et tidspunkt formåede Harry dog at række ud efter hjælp, og selv om han ikke havde haft med heste at gøre før, blev han en del af et program, hvor heste skal hjælpe veteraner med PTSD. Det ændrede Harrys liv.
Hesten går ind til midten af arenaen, min hest hedder i øvrigt Blue, og han lægger sit hoved på min venstre skulder, hans hoved hænger bare foran mit bryst, og jeg kan kun beskrive det som overvældende… Det var en følelsesmæssig forbindelse, som du ikke kan opleve med noget andet levende væsen
Harry Marshall
I dag arbejder Harry med hestene hver eneste dag, og han kan ikke forestille sig en fremtid uden hans firbenede venner. Se indslaget fra FEI nedenfor.
2020 bød på mange gode oplevelser for 17-årige Sophia Ludvigsen fra Gråsten. Den dygtige dressurrytter blev ikke kun Danmarksmester i dressur for Young Rider på Gørklintgårds Jericho. Hun red også en masse flotte placeringer hjem på sin anden hest Safari Klintgaard e. Sunny-Boy/Blue Hors Don Schufro.
Og det er netop med ham, at hun har indtaget førstepladsen på DRF-ranglisten for U18 dressur.
I den forbindelse har vi bedt den talentfulde rytter om at se tilbage på 2020, der trods Covid-19 var noget af et år for Sophia.
– Det har været et godt år. Jeg nåede lige at ride en Ecco Cup-kvalifikation, hvor jeg havde to heste med, før landet blev lukket ned. Vi blev etter og toer.
Og så var der ret stille hen over sommeren på grund af nedlukningen. Men da stævnerne gik i gang igen, deltog jeg i DM med Jericho. Det var et stort højdepunkt, hvor vi vandt, men det blev også slutningen for hans aktive karriere. Han havde en gammel skade, der brød op igen, så vi besluttede, at han skulle slutte på toppen. Jericho går og nyder livet som pensionist nu, fortæller Sophia.
Han er en stabil hest, og han leverer næsten altid en fejlfri tur. Han er måske ikke altid den, der shiner, men han leverer altid fine ridt. Og det er nok vores styrke.
Sophia om Safari
– Vi har ikke de udfald, der koster point. Han holder sin kurve, og han er bare en kammerat, fortæller Sophia om sin trofaste partner, som hun har redet siden 2019.
DRF ranglisten 2020 U18 Dressur
1 Sophia Ludvigsen SAFARI KLINTGAARD
2 Frederikke Gram Jacobsen RYVANGS ZAFINA
3 Sophia Ludvigsen GØRKLINTGÅRDS JERICHO
Men højdepunkterne i 2020 stopper ikke her.
Sophia Ludvigsen blev også udvalgt til at være en del af Blue Hors’ talentprogram – programmet indbefatter: 2-5 unge talentfulde ryttere i alderen 15-23 år, som får adgang til heste med betydelig kapacitet samt træning og rådgivning i et professionelt set-up.
– Det var så stort at blive Blue Hors-rytter, fastslår den sønderjyske gymnasieelev.
Hun har fået stillet vallakken Blue Hors Quintana e. Quatensprung/Desperados (opdrætter: Steffen Brunkhorst) på seks år til rådighed.
– Quintana er super sød. Jeg glæder mig til at debutere på ham.
Ungrytter eller juniorrytter?
Selv om Sophia har vundet ranglisten for U18-ryttere (juniorer), så blev hun dansk mester for ungryttere. Men hvordan hænger det lige sammen?
– Da jeg var 14 år, blev min pony skadet, så der begyndte jeg at ride hest. Det vil sige, at jeg blev juniorrytter i en tidlig alder. Jeg red som junior i to år på Jericho, og så overtog jeg Safari fra min mor (Pernille Ørum red.). Der valgte jeg at begynde som youngrider, fordi han kunne øvelserne.
Det er sjovt at være youngrider, selv om jeg er egentlig er juniorrytter. Der er lidt flere udfordringer i programmerne.
Men nu hvor jeg har overtaget Quintana, der ikke er så rutineret, så skal jeg tilbage og ride junior igen. Safari vil jeg samtidig begynde at forberede til U25, hvor øvelserne er noget sværere, afslører Sophia.
2021 har allerede været i gang i flere måneder, men stævner har der ikke været så mange af på grund af Covid-19 og EHV-1. Alligevel satser Sophia på et godt år med hestene.
– Det ville være fedt at deltage i et mesterskab med Quintana, men det er svært at sige, hvor vi ligger. Han er kun syv år, og han skal lære det hele. Jeg glæder mig bare til at komme ud på stævnebanerne med ham.
I weekenden indskrev den kvindelige jockey Rachael Blackmore sig i historiebøgerne, da hun som den første kvinde nogensinde vandt det traditionsrige Grand National på Aintree Racecourse i Liverpool. Første gang Grand National steeplechace blev afviklet var i 1839, hestene skal på en strækning over 6,9 km springe 30 forhindringer, hvoraf den mest berømte/berygtede er Becher’s Brook en forhindring med en meget dyb landing. Det vurderes at omkring 500 til 600 millioner verden over følger dette løb fra mere end 140 lande.
Dette års Grand National blev afviklet i weekenden (den 10. april) og sammen med Minella Times skrev Rachael sig ind i historiebøgerne i dette traditionsrige løb. Hun var fjerdefavorit hos bookmakerne. Og som hun sagde til ITV Racing er hun overlykkelig for at ride heste for træner Henry de Bromhead (han er også træner for hesten Balko Des Flos, der kom ind på andenpladsen). – Det er ubegribeligt at vinde, hesten var bare fantastisk. Om den 8-årige vallak sagde hun bl.a. – Han sprang så smukt. Jeg forsøgte at holde ham tilbage og vente så længe jeg kunde, før jeg lod ham gå frem. – Det føles fantastisk, det er det her, du drømmer om, fortalte træneren efter løbet og han fortsatte: – Jeg har set løbet siden jeg var barn – jeg er så heldig, og vi er så heldig at have Rachael! Desværre var der en hest, som måtte aflives efter løbet, der de senere år har været i søgelyset hos forskellige dyreværnsorganisationer.
Undersøgelserne blev foretaget ved nationale og internationale militarystævner i Finland, og hjernen bag studiet er Kati Tuomola fra Universitet* i Helsinki. For to år siden lavede Kati og hendes team et lignende studie med udgangspunkt i travheste på finske travbaner. Her viste det sig, at 84% af travhestene havde læsioner fra biddet efter et løb. Og selv om statistikken er bedre hos militaryhestene, så er tallet stadig højt.
200 militaryheste blev undersøgt I studiet med militaryheste kiggede Tuomola i munden på 208 heste og ponyer, lige efter de havde været på terrænbanen ved 7 nationale og 1 internationalt stævne i Finland. Tuomola og hendes assistent undersøgte hestenes mund – kun ved brug af hånden (i handske) og en hovedlampe. De opdagede at 109 heste – 52% havde mindst en frisk læsion, hvilket betød, at den sandsynligvis var ny og lige opstået (men kunne også have været under udvikling gennem et stykke tid). Omkring 39% af hestene havde ’blå mærker’, og 19% havde et eller flere åbne sår. Læsionerne var milde hos 22% af hestene, moderate hos 26% og slemme hos 4%. En hest havde hele 5 læsioner i munden.
Hopper mere udsatte Som det også var tilfældet i undersøgelsen med travhestene, fandt Tuomola, at hopper havde større sandsynlighed for at have moderate eller slemme læsioner end vallakker. Det kan der være mange årsager til eks.vis: Forskelligt tryk på tøjlen, forskel på hvordan ryttere håndtere hopper, hvordan hopper føler smerte eller noget mere specifikt som sårheling. Uanset hvad årsagen er, er det godt at være opmærksom på, at hopper ser ud til at være i højere risiko, når det kommer til mundlæsioner.
Bid, der var særligt tynde eller særligt tykke, var også ensbetydende med større risikofor moderate og slemme læsioner. Selv om det ifølge Tuomola var overraskende, var det også logisk. Tykke bid kan lægge større pres på mundens væv, mens tynde bid koncentrere mere pres på et smaller område og skaber derved punkter med meget tryk.
Det er dog interessant, at forskerne ikke fandt nogen som helst kobling mellem alvoren af læsioner og næsebånd, konkurrenceniveau, resultater og hestens alder.
Rytterne blev overraskede og kede af det Den nye undersøgelse afslørede, at bid-relaterede læsioner var 6 gange større end, hvad forskere tidligere redegjort for i en undersøgelse med militaryheste i Danmark i 2018. Men i det danske studie gav arrangørerne ikke forskerne tilladelse til at åbne munden på hestene, så de kunne kun rapportere om de læsioner, de kunne se ude fra. Det er naturligvis en markant forskel i de to forsøg.
I det finske studie, deltog alle rytterne frivilligt i undersøgelsen, og de blev ofte meget overrasket eller kede af det, hvis deres heste havde bidrelaterede læsioner. Næsten alle ville have Tuomola til at vise dem læsionerne, så de kunne se og forstå dem selv. Resultatet viser hvor vigtigt det er, at vi er opmærksomme på, at den måde vi rider på og de bid vi rider med, kan påvirke hestens orale sundhed og generelle velfærd.
* DVM, of the Research Centre for Animal Welfare in the University of Helsinki’s Department of Production Animal Medicine, in Finland.
For første gang har man testet, om man kan redde heste fx ved naturkatastrofer, ved brug af helikopter. Det er fakultetet for veterinærmedicin ved Zürichs universitet, som sammen med schweizisk militær har lavet denne test. Ved at bruge helikopter kan kan redde heste ud af fx brændende områder, hvor det ellers ikke er muligt at fragte hestene ud fra. Det så vi ved de store skovbrande i USA.
Man håber at kunne evakuere dyr og heste på denne vis. Se de, noget hårrejsende, billeder fra forøget her:
At verdens bedste ryttere ligesom mange andre har savnet at blive luftet, bærer deltagerlisten til CDI-stævnet i Hagen præg af.
Masterlisten er netop blev offentliggjort, og flere ryttere medbringer deres bedste heste.
Danmark sender Cathrine Dufour og Vamos Amigos, Daniel Bachmann skal ride Marshall Bell og Carso’ni, Andreas Helgstrand og Fiontini, Carina Cassoe Kruth og Heiline’s Danciera og Nanna Skodborg Merrald stiller til start på både Blue Hors Zack and Atterupgaards Orthilia i CDI4*.
Charlotte Dujardin rider Mount St. John Freestyle og Gio, hendes lærermester Carl Hester starter En Vogue, mens Sonnar Murray-Brown og Erlentanz samt Charlotte Fry med Dark Legend, Everdale og Glamourdale også har meldt sig klar til start.
Værtsnationen Tyskland sender også sine bedste kort.
Isabell Werth har meldt Emilio og Quantaz til stævnet, mens Jessica von Bredow-Werndl også rider to – nemlig Dalera og Ferdinand BB. Ingrid Klimke og Franziskus, Helen Langehanenberg på Annabelle, Benjamin Werndl på Daily Mirror, Hubertus Schmidt på Denoix og Escola er ligeledes at finde på deltagerlisten.
Sönke Rothenberger har valgt at spare Cosmo og rider derfor Santiano R.
Fra Sverige kommer Patrik Kittel på Well Done de la Roche, mens Juliette Ramel rider Buriel KH og søsteren Antonia Ramel starter Brother de Jeu og Curiosity.
I Spaniens line up er der især et navn, der klinger velkendt. Danmark-bosatte Severo Jurado Lopez tager til Tyskland med Fendi T, og han får bl.a. selskab af Beatriz Ferrer-Salat og Juan Matute Guimon.