Skip to main content

Author: admin

Hvordan taler du til din hest?

Mennesker bruger instinktivt en højere, optimistisk stemme, når de taler til babyer og små børn. Denne måde at tale på har været genstand for flere undersøgelser. Og er anerkendt for at have mange fordele, fremme relationer og stimulere visse læringsprocesser. Denne måde at tale på, karakteriseret ved en generelt høj stemme, gentagelse af ord og indeholder også en positiv følelsesmæssig komponent.

Nogle dyr er modtagelige for denne måde at tale på, kaldet babysprog eller når det gælder dyr: pet-directed speech eller PDS.

Mennesker kan bedre fange og holde primater og hundes opmærksomhed, når de bruger PDS, og dyrene reagere på det og lærer af det. Hvad angår heste, har adskillige undersøgelser vist, at de er meget følsomme over for menneskelige følelser og udtryk. Forskere fra det franske videnskabsagentur INRAE og det franske institut for hest og ridning har vist, at heste er i stand til at genkende menneskelige udtryk, når de ser ansigter på fotografier. De agerer nervøst, når de bliver vist billeder af et menneske med et vredt udtryk og mere afslappet, når de står overfor et foto af en person med et glad udtryk. Brug af babysprog eller PDS, har aldrig tidligere været testet på heste.

93% af os taler med vores heste
En foreløbig undersøgelse af 845 ryttere og hesteejere på sociale medier afslørede, at 93% af dem regelmæssigt talte til deres heste ved hjælp af denne type sprog, men kun 44% mente, at dyrene var følsomme over for det.

For at vurdere brugen af babysprog gennemførte forskere to tests på 20 heste, der aldrig havde været udsat for denne type sprog. I den første test talte forskerne individuelt med hestene, enten ved hjælp af babysprog eller et neutralt sprog (som det, der blev brugt mellem voksne), mens vdkommende striglede hesten. Når hestene blev talt til ved hjælp af babysprog, viste det sig, at hestene reagerede mere positivt, rapporterede forskerne i tidsskriftet Animal Cognition. De var roligere, kiggede mere på forskeren og spejlede striglebevægelserne ved at gnubbe med mulen på personen, der striglede dem, for at gengælde groomingen.

Hvorimod de heste, som blev talt til i ”voksensprog”, ikke interagerede med personen der striglede dem, og forsøgte ikke at gengælde groomingen.

Hvor er der foder?
I det andet forsøg, prøvede forskerne at kommunikere til hesten, hvor hestens foder gemte sig. I etologi kaldes dette henvisningskommunikation. Forskeren stod foran hesten med to lukkede spande. Med hånden pegede forskeren gentagne gange på spanden hesten måtte vælge for at få belønningen (skjult i spanden), mens vedkommende enten talte med babysprog eller ved hjælp af neutralt voksent sprog. De observerede, at når forskeren talte med neutralt sprog, valgte hestene tilfældigt en spand. Men når de talte med babysprog, valgte hestene den spand, der blev peget på.

Undersøgelsesteamet konkluderede, at babysprog fanger hestenes opmærksomhed og hjælper dem til bedre at forstå menneskers intentioner og følge deres instruktioner for at løse opgaven.

Undersøgelsen viste, at den måde, hvorpå folk normalt taler med små børn, som mennesker har tendens til at bruge instinktivt også til visse dyr, effektivt letter kommunikationen mellem mennesker og heste i hverdagens interaktioner, såsom pleje og motion. Dette kan bidrage til at forbedre hestenes velfærd, for de er følsomme over for menneskelige følelser.

Undersøgelser er i øjeblikket i gang for at fremme viden om de følelsesmæssige interaktioner mellem mennesker og heste for at forbedre både dyrs og menneskers velfærd inden for forskellige områder, såsom ridning eller rideterapi. Det fulde undersøgelsesteam bestod af Léa Lansade, Miléna Trösch, Céline Parias, Alice Blanchard, Elodie Gorosurreta og Ludovic Calandreau.

Horses are sensitive to baby talk : Pet-directed speech facilitates communication with humans in a pointing task and during grooming. Animal Cognition 2021. DOI : https://doi.org/10.1007/s10071-021-01487-3

Kilde: Horsetalk

Dokumentar: Australiens vilde heste

Er du til storslåede naturbilleder, fantastisk dyreliv og ikke mindst vilde heste, så vil du ikke fortryde at bruge 50 minutter på dokumentaren: Australia’s Wild Horses Mountains om Australiens Vilde heste. Dokumentaren fortæller om hestenes liv i det fri, men også problematikkerne med det voksende antal vilde heste, og hvordan mennesker prøver at regulere bestanden på godt og ondt.

Se hele dokumentaren her

Vilde Heste i Australien
Heste blev første introduceret til Australien i 1788 og brugt til arbejde på gårdene. Efterhånden som mere og mere af arbejdet blev industrialiseret og varetaget af maskiner, blev portene til gårdene åbnet, og hesten blev sluppet fri. I dag er estimeres det, at Australien har 400.000 vilde heste (også kaldet Brumby/Brumbies), hvor mange af dem lever i de Australske Alper og har stor indflydelse på økosystemet og især de sjældne dyr, der er en del af den australske natur.

DRF og Trolle arrangerer #Aktivesammen igen

Dansk Ride Forbund og Trolle Companys gik i 2020 sammen om en fælles aktivitetsdag i ridesporten. Initiativet samlede 507.273 kroner ind til elevskolerne, og nu gentages succesen altså.

Trolle Company skriver følgende på deres site:

Lad os igen i år være aktive sammen i ridesporten. Eventen løber af stablen den 13. maj 2021 kl. 8-20. Vi samler ind til en vigtig sag.
Mange elevskoler har mistet både indtægter og medlemmer, og derfor går Dansk Ride Forbund og Trolle Company igen sammen om at afholde en fælles aktivitetsdag i ridesporten, hvor vi samler ind til klubberne.
Ridning, løb, cykling, gåtur med hunden, kæphesteridning – alt tæller, og du bestemmer. Del din oplevelse på Instagram under hashtagget #aktivesammeniridesporten, så vi kan heppe på hinanden!

Dansk Ride Forbund glæder sig til igen at støtte om aktivitetsdagen i ridesporten.

– Corona-krisen har været rigtig hård for mange af vores klubber, fordi de af flere omgange har måttet lukke mere eller mindre ned for deres aktiviteter. Det har betydet færre indtægter, mens udgifterne ofte har været de samme, fordi både hestene og faciliteterne jo stadig skal passes. Heldigvis har mange søgt støtte fra diverse hjælpepuljer og kompensationsordninger, og det har uden tvivl været en hjælp.
Desværre kan vi nu også se på vores samlede medlemstal, at det ikke kun er økonomien, der har taget et dyk.

Mange klubber har også mistet medlemmer pga. de lange perioder med nedlukning, og her ligger der en stor opgave for DRF i at hjælpe klubberne med at rekruttere nye medlemmer og/eller få de mistede medlemmer tilbage.

Morten Schram Rodtwitt

Derfor er det helt oplagt at gentage succesen med at være aktive sammen – heldigvis knapt så meget hver for sig i år – og samle ind til klubberne, så de kan få støtte til rekrutterings- og genaktiveringsarbejdet, siger direktør i Dansk Ride Forbund, Morten Schram Rodtwitt.

CEO i Trolle Company, Ulrich Trolle, håber, at så mange som muligt vil søge mod ridecentrene.

– Ridning og ridesporten har haft stor betydning for mig, lige siden jeg var barn. Jeg har derfor også besluttet at blive aktiv rytter igen. Ridning har så meget at byde på, både for den enkelte, men i allerhøjeste grad også i fællesskab med andre, der deler passionen for heste. Jeg har savnet begge dele, og den følelse er jeg sikker på, jeg deler med rigtig mange andre.
Nu bliver mulighederne for at dyrke vores passion for ridning heldigvis mere normaliseret her i foråret, og jeg håber, at det vil få både gamle og nye medlemmer til at strømme til elevskolerne og ridecentrene – for det de vil lære og opleve der, kan de bruge aktivt resten af livet.

Læs mere om #Aktivesammeniridesporten

FEI-opdatering om herpes-situationen

Status pt.

Der er ingen nye påviste udbrud, der har relation til de spanske stævner. Ifølge arbejdsgruppen er der ikke noget, der indikerer, at det ikke skulle være forsvarligt at genoptage stævner i Europa som planlagt den 12. april. Dette kræver dog, at man følger alle anvisninger for at undgå smitte.

Vaccination

Veterinærepidemiologi-gruppen diskuterede til mødet ligeledes situationen i USA, hvor vaccination er påkrævet ved nationale stævner, samt Frankrig, hvor der lige nu bliver debatteret, om sportsheste skal vaccineres.

Et national forbund kan dog kun kun indføre obligatorisk vaccination på nationalt niveau.

FEI fortsætter med at mødes med medicinalindustrien for at diskutere vacciner. Der har været rapporter om manglende vacciner, men i løbet af næste måned burde der igen være EHV-vacciner tilgængelig for alle.

Stævner

Arbejdsgruppen blev informeret om, at foranstaltninger i forhold til at genoptage stævnerne er blevet positivt modtaget. Det har samtidig været genstand for mange spørgsmål – deriblandt anmodninger fra arrangører, der vil have deres opstaldningsløsninger godkendt.

Læs hele opdateringen fra FEI her

Online Hingsteshow på Blue Hors

I disse coronatider er det svært for avlere at se nærmere på både de unge og ældre hingste, som de overvejer til deres hopper. Blue Hors sender derfor et Online Hingsteshow direkte på deres hjemmeside og på Clip My Horse på lørdag, hvor du kan nyde de mange smukke hingste og spændende nye føl. Du kan også se, hvem der får tildelt Blue Hors Don Schufro-vandrepokalen, der hvert år gives til en avler, der har gjort sig særligt bemærket.

Du kan se det hele her

Nanna Merrald og Blue Hors St. Schufro. Foto: Blue Hors

Vil du gerne se, hvordan hingstene har udviklet sig siden sidste år – så kan du springe ind i vores premiumarkiv og se det flotte Åbent Hus fra Blue Hors i foråret 2020. Her blev følgende hingste præsenteret:
Blue Hors Dalian, Blue Hors Farrell, Blue Hors Fortron, Blue Hors Kingston, Blue Hors Zackerey, Blue Hors Monte Carlo, Blue Hors Zackorado og Vivaldi.

Se Åbent Hus 2020 her

Nyt kraftcenter på Broholm

Det idyllisk beliggende Broholm Gods på Sydfyn rummer en større stald og ridehal. Gennem 15 år har Broholm dog været synonymt med DM i dressur, og nu er der igen aktivitet på stedet.

Per Sandgaard og Pether Markne har pr. 1. april overtaget driften af ridecentret på Brohom Gods. Per Sandgaard har redet på det danske landshold, bl.a. ved OL i Athen med Zancor, som han vandt DM på i 2004, indtil han skiftede nationalitet til svensk. Pether Markne, der har været på det svenske OL-hold i dressur, har redet internationalt i både dressur og springning. Han er en meget anerkendt træner, og har været en del af trænerteamet bag de succesfulde svenske springlandshold, og i dag er han landstræner for Norge i både dressur og springning. Herhjemme er han en eftertragtet træner for flere professionelle springryttere.

Per, der oprindeligt stammer fra Fyn, lokkede Pether med tilbage til sin hjemegn i slutningen af 2019, men de har fortsat haft heste også i Sverige. Nu har parret samlet deres heste på Broholm, hvor det er planen, de skal etablere et træningscenter for dressur- og springryttere, hvor ryttere kan træne i kortere eller længere tid. Da der jo er hotelfaciliteter på godset, kan rytterne bo og spise på stedet.

– Der er fuld aktivitet med både spring- og dressurheste og ryttere, og en rigtig god energi. Vi ser frem til at tage imod ryttere fra hele Skandinavien.
Pether Markne

De tager heste ind i træning, ligesom de selv har et antal heste, der er på vej i deres uddannelse. Derfor har de ansat berider Maria Bjørnkjær Asferg til at tage hånd om uddannelsen af især springhestene. Maria kommer fra et job på Stutteri Ask.

Efter godt 5 år på Stutteri Ask starter Maria Bjørnkjær Asferg et nyt job hos Per Sandgaard og Pether Markne på Broholm Gods. Foto: Privat

Fra Stutteri Ask til Broholm
Berider Maria Bjørnkjær Asferg, 30 år har stor erfaring med uddannelse og træning af unge springheste. Hun startede sin læretid hos Kristian Skovrider, og kom derefter til Jon D. Pedersen på Dalumgaard, mens hun var i lære der, kørte hun til Stutteri Ask for at springtræne, og efter et år i Dalum flyttede Maria til Stutteri Ask for at blive udlært derfra af Søren Møller Rohde. Hun bestod sin eksamen i forsommeren 2018, og blev fastansat på stedet. Undervejs har hun vundet championatsfinalen og været i finalen ved UVM på Zangersheide. Nu føler hun, det er tid til at prøve kræfter et andet sted, Maria fortæller:

– Jeg er fyldt 30 år, og har mand og to hunde, men ingen børn, så skulle jeg prøve noget andet var det nu. Og Maria har fået lyst til at prøve kræfter med noget andet, selvom hun, som hun siger: ved hvad jeg har på Stutteri Ask med enormt trygge rammer og et set up, der er fedt at være i. De senere år har hun hovedsageligt redet de unge hingste og heste, både i træning og konkurrence. De få gange, hun har haft lejlighed til at snuse til de større opgaver, har det været på heste, der har stået på salgslisten.

– Jeg vil prøve at se, om jeg kan komme ud af min skal, og prøve noget andet. Det her skifte betyder ikke, det er farvel for evigt til Stutteri Ask, jeg ved godt, hvad jeg forlader, så måske er det i stedet på gensyn
Maria Bjørnkjær Asferg

Hun har mødt Pether Markne, når han har været på Stutteri Ask for at springe med elever eller heste han har i træning. – Han er meget imødekommende, sød og rar, og jeg har et rigtig godt indtryk af ham og Per. Pether har solgt en hest til Stutteri Ask, så jeg ved også, hvad han arbejder med, rent kvalitetsmæssigt.

– Der er stor respekt omkring Pether, men han har ikke arbejdet så meget i Danmark, endnu, forklarer Maria. Maria starter på Broholm den første maj, og da hun og hendes mand bor nær Stutteri Ask, er de på jagt efter en bolig tættere på Broholm: – Så vi springer virkelig ud på åbent hav nu, men det er vi friske på!

Maria skal være med til at uddanne springhestene, der nu er i aldersgruppen 4 til 7 år. – Jeg er frisk på at give den gas, og glæder mig også til at undervise lidt mere. Og så ser jeg frem til at møde de dygtige ryttere, som kommer for at træne der. Der er så meget inspiration at hente i det for mig, slutter Maria Bjørnkjær Asferg.  

Online foredrag: Få mere viden om stalde

I februar afviklede Skibby HC deres første online foredrag, hvor omdrejningspunktet var ridebaner.

– Foredragene er vores vindue udadtil, nu hvor vi ikke kan komme til Herning (hingstekåring red.), og muliggør dialog og kontakt med kunderne, sagde Janus Haubroe fra Skibby HC i den forbindelse.

Og torsdag aften gælder det så andet foredrag i rækken. Denne gang er emnet stalde, og du kan stadig nå at sikre dig en plads.

– Har du lyst til at blive klogere på stalde? Så får du nu muligheden for at deltage i vores andet online foredrag, når vi inviterer til online foredrag for alle hesteinteresserede. Foredraget kommer til at handle om stalde. Ved at deltage i vores online foredrag kan du blive klogere på, hvordan en stald bliver opbygget, hvilke smarte løsninger der kan vælges og hvilke tanker du skal gøre dig inden du går igang med dit staldprojekt, lyder det fra byggefirmaet.

Foredrag 2: Stalde

Torsdag d. 8/4-2021 kl. 19.00

  • Ved at deltage i vores andet online foredrag, får du mulighed for at blive klogere på heste stalde. 

Meld dig til foredraget her

Genåbning af stævner sker før planlagt

Nationale stævner og aktiviteter skulle oprindelig først have været genåbnet den 26. april, men Dansk Ride Forbund har netop meddelt, at det er forsvarligt at rykke datoen til den 12. april.

Forbundet skriver således:

– Den 29. marts blev Dansk Ride Forbund desværre nødt til at lukke ned for alle nationale stævner og aktiviteter, da vi blev bekendte med, at der var sket alvorlige brud på karantænereglerne i forbindelse med håndtering af herpesvirus. Det betød, at DRF ikke længere kunne tage et overordnet ansvar for det samlede billede af smittespredningen, og selvom smitterisikoen blev vurderet lav, var det ikke muligt for os at stå inde for smitteinddæmning på et tilfredsstillende niveau.

Siden da har vores veterinærkonsulent, Mette Uldahl, monitoreret situationen nøje, og da der fortsat kun er enkelte tilfælde af EHV1 i Danmark, som desuden er og hele tiden har været forsvarligt isoleret fra andre hestebesætninger, og som ingen relation har til stævnepladser i udlandet, vurderer vi nu, at det er forsvarligt at genåbne før tid og synkront med FEI den 12. april.

Skærpede krav til og med 25. april

Med den tidligere genåbning følger dog også nogle krav, som skal efterleves af stævnearrangører og ryttere/deltagere for fortsat at undgå eventuel smittespredning. Protokollen skal indskrives i propositionerne for alle stævner i perioden og ser således ud:

  • Alle stævner afvikles efter ’rid og skrid’ konceptet og er dermed uden opstaldning
  • Ved ankomst til stævnepladsen – og inden aflæsning – skal alle heste have foretaget temperaturmåling (rektalt)
  • Stævnearrangøren skal observere temperaturmålingen (kan udpege myndige personer) – målingen foretages af rytter/ansvarlig for hesten – stævnearrangøren noterer hver hests temperatur
  • Såfremt en hest ved ankomst bliver målt til 38,3 grader eller derover, skal stævnearrangøren afvise hesten (samt øvrige heste i samme trailer/lastbil) og bede rytter/ansvarlig for hesten om at forlade stævnepladsen uden at komme i kontakt med øvrige heste
  • Rytter/ansvarlige for hesten, som ikke efterlever nærværende protokol, skal af stævnearrangør afvises ved ankomst til stævnepladsen
  • Alle heste, der ved ankomst til en stævneplads i ovennævnte periode får målt en temperatur på 38,3 grader eller derover, skal af stævnearrangøren indberettes til DRF via mail til go@rideforbund.dk

Med indførelse af denne protokol er det DRF’s vurdering, at vi kan genåbne stævneaktiviteterne på fornuftig vis, samtidig med at vi kan sikre smitteinddæmning- og overblik på et tilfredsstillende niveau.

Læs hele nyheden her

Cathrine Dufour tager kampen op imod onlinehad

29-årige Cathrine Dufour vil ikke finde sig i alt. Sammen med svømmeren Pernille Blume og håndboldspilleren Anne Mette Hansen medvirker dressurrytteren i en DR-artikel, der sætter fokus på onlinehad.

Noget de alle tre har oplevet i forskellige udgaver.

-Jeg er blevet kaldt ’den vildeste dyrplager’. Og så har der også været beskeder i forhold til min seksualitet. At folk synes, det er klamt, at jeg er sammen med en pige, siger Cathrine Dufour i artiklen.

Danmarks pt. bedste dressurrytter deler ofte små glimt fra sin hverdag på især Instagram, hvor 220.000 personer følger hende.

Cathrine er heldigvis ikke bange for at henvende sig direkte til de personer, der sender hadefulde beskeder.

– Når jeg har haft direkte fat i folk, kan jeg virkelig mærke, at jeg har en stærk stemme. Personerne er helt anderledes, når man får dem i telefonen. De lægger sig fladt ned og undskylder, siger hun bl.a.

Du kan læse hele artiklen her.

Ranglistevinder spring U18: Line Busk Heltborg

17-årige Line Busk Heltborg har ligesom mange andre af sine rytterkolleger ikke været til nær så mange stævner i 2020, som hun drømte om. Alligevel blev det til et succesfuldt år for hende og hoppen Gaville.

Zibrasport Equest fangede Line til en kort snak om det forgangne år, da hun havde pause fra sin skolegang på handelsgymnasiet i Rønde.

– Jeg fik Gaville i december 2019, og jeg kom rigtig godt i gang på hest, da jeg vandt indendørs DM på hende to måneder efter. Jeg blev udtaget til Nations cup i Østrig og Tjekkiet, og det gik også godt dernede. Det var inden alt blev lukket ned, husker Line.

Line og Gaville vandt indendørs DM i 2020 (Foto: Privat)

– Jeg havde håbet, at jeg kunne komme til lidt flere mesterskaber, men sådan har det været for os alle.

Skiftet fra pony til hest blev for alvor en realitet i 2020, da Line faldt for pony-aldersgrænsen – men hun var godt forberedt.

– Jeg har redet hest i mange år – allerede som children. Men med Gaville er det første gang, jeg har en hest, der kan gå de højere klasser. Nogle gange savner jeg da ride pony, men jeg har fået en rigtig sød hest, siger Line om sin 10-årige stjerne.

Ranglistens top tre:

  • 1                    Line Busk Heltborg            GAVILLE   
  • 2                    Rie Rose Lindegren Roed  NEWCOMER
  • 3                    Maria Barnewitz Schou      SEANA       

Mål i 2021

2021 er allerede godt i gang, men indtil videre har Covid-19 og EHV-1 været årsag til manglende stævner i ind- og udland. Alligevel er Line fortrøstningsfuld.

– I 2021 vil jeg gerne til Nations cup, og jeg drømmer også om NM eller EM. Men det kommer selvfølgelig an på resultaterne. Umiddelbart så er ridning en del af min fremtid. Jeg tager nok et sabbatår efter gymnasiet, hvor jeg bare rider. Jeg tager det bare lidt som kommer. Hvis interessen er der, så fortsætter jeg helt bestemt med at ride.

https://www.instagram.com/tv/CIV7KH6h2Y-/?utm_source=ig_web_copy_link

Se interviewet med Line Busk Heltborg, hvor hun fortæller om overgangen fra pony til hest i forbindelse med en træningssamling på Firkløverets Springakademi i efteråret 2020.

Nu kan klubberne holde endagsstævne

Kalenderen siger allerede april 2021, men året har desværre ikke budt på så mange stævner som ønsket.

Derfor har Dansk Ride Forbund besluttet, at klubberne nu kan afholde endagsstævner i springning eller dressur på B-niveau for både hest og pony.

De skriver:

DRF fordeler herefter stævnerne efter først til mølle-princippet med øje for, at de nye stævner ikke påvirker allerede planlagte stævner.
Er I som klub interesseret i af afholde et endagsstævne, så send jeres ansøgning hurtigst muligt til enten:

spring@rideforbund.dk

dressur@rideforbund.dk

Stald Magic – det begyndte med et lån på 5000 kr.

Lidt uden for Ikast ligger Stald Magic – det store sted med plads til 60 heste bliver drevet af stifteren Mia Lee – og til daglig får hun hjælp af Belinda Elmholt Jeppesen, der har været ansat som rytter og underviser siden 2015.
Duoen har netop solgt ponyen Strutze’s Masterpiece til den tidligere Europamester Semmieke Rothenbergers elev.

– De har købt ponyen via video – corona gør, at vi må handle på en anden måde. Semmieke kontaktede mig i forbindelse med ponyen, fortæller Mia.

– Vi optog en enkelt video, hvor en niårig pige red Masterpiece, fordi det var en niårig pige, der skulle købe den. Vi kender ponyen, så det handler også meget om tillid, når vi sælger på denne måde. Vi kunne stå inde for, at den kunne gå med en niårig, siger Belinda.

https://www.instagram.com/p/CM83jPbhVnA/?utm_source=ig_web_copy_link

Masterpiece er bare én ud af mange, der via Stald Magic har fået en ny rytter. Men hvad er hemmeligheden bag så mange succesfulde match mellem hest og rytter?

– Vi gør meget ud af, at det er det rigtige match, når en rytter kommer og prøver en pony. Vi prioterer den gode ridetur højt, og vi elsker kvalitet, hvor kapaciteten ikke skal være en begrænsning.

Belinda med en af sine elever

I og med at vi selv hele tiden er med til de store stævner, bliver vi hele tiden holdt skarpe på, hvad der skal til for at være med helt fremme, fortæller Mia og uddyber:

– I forhold til salget er det vigtig for mig at have en god dialog med folk om, hvad deres drømme og ambitioner er. 

Når jeg kender det, kan jeg sammen med budgettet finde frem til hvilken pony, der er bedst for den enkelte rytter. Budgettet spiller selvfølgelig en vigtig rolle, men når man kender lidt til rytteren og familien, er der mange måder fat få drømmene til at lykkedes, selv om budgettet ikke er det største. 

Og her synes jeg, det er vigtigt, at folk rådfører sig med deres daglige ridelærer, da det er dem, der bedst ved, hvad rytterens styrker og svagheder er. 
Jeg er derfor også sikker på, at meget at vores hest/ponyers succes kommer af vores gode samarbejde med trænerne. Det er hele teamet omkring ekvipagen, der skal virke. En god hest/pony kan ikke stå alene.

Familieprojekt fik vokseværk

Udover at være en salgsstald, så er Stald Magic også stedet, hvor nogle af landets bedste unge dressurryttere træner – Mia har flere år haft flere ryttere med til EM. Bl.a. andet havde hun topresultater med Sophia Obel og Nathalie Thomassen til EM i 2020.

Sophia Obel og Nathalie Thomassen

Mia Lee har dog ikke skabt sin forretning ”over night”.

– Stald Magic er faktisk 20 år gammel.

Det startede med, at jeg lånte 5000 kroner af min mormor. Jeg var færdig med folkeskolen, og jeg havde ikke noget at lave. Jeg købte kategori 2-ponyen Sunshine via DBA. Jeg havde den i to måneder, før jeg solgte den for 15000 kroner, så dette var en ret god fortjeneste. Jeg har altid haft fantastisk opbakning fra min familie.

Jeg kan huske, at vi skulle på ferie i Holland, og jeg fik lov til at få en trailer spændt bag på bilen. Jeg faldt over en hest dernede, og pludselig havde vi altså købt den og tog den med hjem. Jeg solgte den for 45000 – derefter købte jeg to. Og efter gymnasiet havde jeg 17 heste, husker Mia.

Det startede som et familieprojekt. Min mor bor stadig her på gården med mig, men mine brødre har gået andre veje. De var en stor del af det hele i mange år.

Mia Lee

– Nu har jeg i stedet rigtig gode ansatte, der hjælper mig. De har alle meget æren af, at det går godt, ligesom min mand også har. Jeg ville være noget uden nogen af dem, fastslår Mia.

Én af de uundværlige personer er Belinda. Hun supplerer nemlig Mia på bedste vis.

– Mia ejer ikke evnen til at se begrænsninger. Hun har et drive, og der er ikke noget, som ikke kan lade sig at gøre. Det er ekstremt inspirerende.
Jeg kommer ind med struktur, så matchet er bare perfekt.

Både Mia og Belinda underviser de talentfulde ekvipager, der er en del af Stald Magic.

– Vi forsøger at være i konstant udvikling som trænere. Vi er modtagelige over for læring. Jeg kan sagtens lære af en, der er yngre end mig.

Vi tør at diskutere indbyrdes, hvis vi er uenige. Man skal bare kunne argumentere, forklarer Belinda om årsagen til deres elevers mange topresultater på banen.

Og Mia er enig:

– Vi sætter en ære i, at vores ryttere lærer at ride, og det skal de være de bedste til. Det, at vinde, er en bonus, men ikke vores fokus i hverdagen.

Vores kombination af salgsstald og undervisning gør, at rytterne har alle muligheder for at udvikle sig. De kan ride lige så mange heste, de har lyst til. De får en masse forskellige udfordringer de skal løse, og de lærer noget hver gang. Det, at vi nu har så mange, der rider så godt, gør også, at de hele tiden har nogen at se op til og spejle sig i.

Man må gerne fejle

Selv om Magic-rytterne deltager i de største mesterskaber, så er det vigtigt for Mia og Belinda at skabe et rum, hvor der er plads til at begå fejl – og endnu vigtigere, at der er plads til at grine og være sig selv.

Magic-rytterne forstår at præstere, når det gælder til stævnerne

– Vi har et helt unikt sted. Mias dør står altid åben, og det skaber et godt fælleskab. Det er ikke et sted, hvor der er koldt på toppen.

Vi vil have et træningsmiljø, hvor de tør at fejle. Det har været helt bevidst, at vi ville skabe det her koncept, og det er heldigvis lykkedes.

 Belinda Elmholt Jeppesen

– Vores elever overnatter her, når de har ferie. I går havde vi også en session med en mentaltræner – fokus var på den gode energi imellem hinanden. Vi gør meget for at skabe fællesskabet. Vi vil gerne lære pigerne, at det ikke kun handler om ridning. Det handler om helheden. Mange falder fra, fordi det bliver for ensomt og resultatorienteret.

Man bliver en bedre rytter af at være en hel rytter – ikke kun de 45 minutter, man træner på banen, siger Belinda.

Og Mia har stadig en kæmpe lyst til at gøre sine elever bedre, selv om hun har været over 20 år i branchen.

– Mit hjerte hamrer bare løs, når mine piger rider ind på banen. Det giver stadig hjertebanken og et adrenalinkick.