Lørdag eftermiddag er Helgstrand klar med et spændende Åbent Hus, der tager os rundt på Helgstrand i Nordjylland, Tyskland og Florida, USA. Det hele er selvfølgelig online, og alle kan se med enten her på siden under LIVE eller på Helgstrands hjemmeside. Der lagt op til en god times underholdning med masser af heste, og du kan se programmet nedenfor.
Program 14.00 Helgstrand Dressage, velkomst v. Andreas Helgstrand 14:05 Helgstrand Academy, ved Maria Anita Andersen 14:07 Helgstrand Youngsters, med Peter Koefoed-Holm 14:12 Afkom efter Helgstrands hingste, ved Peter Koefoed-Holm og Esben Møller 14:26 Afkom efter Helgstrands hingste under sadel, ved Andreas Helgstrand 14:39 Helgstrand Germany, ved Ulf og Eva Müller 14:52 Helgstrand USA, ved Ulf Müller og Andrea Woodard 15:07 Afslutning
Meget mere Helgstrand i vores videoarkiv
Vil du gerne se mere om Helgstrands avlshingste, så kan du finde alle videoerne fra årets online hingsteshow i vores Premium-arkiv, og her kan du også finde mange andre spændende indslag og træningsvideoer med Helgstrands dygtige ryttere.
I juli 2005 bragte det tyske hestemagasin Reiten St. Georg en artikel om den internationale toprytter Anky van Grunsvens træningsmetoder, nærmere bestemt hendes brug af det, som bliver kaldt ”rollkur”. I en artikel med overskriften ”Dressur pervers” gik den tyske journalist til stålet, og i tekst og billeder blev der sat fokus på den usmagelige træningsmetode, som tvinger hestens mule ind mod bringen i en forholdt form. Det gav genlyd internationalt, og resulterede i en strøm af artikler, seminarer og undersøgelser af træningsmetoden og dens indflydelse på hestens fysik. Fire år senere forbød USA brugen af rollkur, og nogle måneder senere, i februar 2010 efter en konference om emnet, fulgte FEI så trop med et forbud.
Udfordringen har siden været, at mange ikke kender eller anerkender forskel på rollkur, eller hyperfleksion, som den også kaldes, der er forbudt, og ”low, deep and round” (LDR), der er tilladt.
Den helt korte version af forskellen er, at man i rollkur forholder hesten i formen ved brug af styrke – en aggressiv form for ridning, mens hesten i LDR bliver redet frem og ned, men bag lod, med en konstant kontakt til biddet. Den form må hesten, ifølge FEI (det internationale rideforbund) gå i på opvarmningen i op til 10 minutter. De to nævnte former står overfor, ”lang og dyb”, hvor hesten strækker halsen frem og ned med næseryggen i eller foran lodplanet. En form som er bredt anerkendt, som udstrækning af hestens overlinje og dermed til gavn for hesten.
Berider Michael Grønne og Hot Zalina på træningsbanen, hvor Michael er i gang med at øve at vise “tydelig gradvis forlængelse af tøjlen, som det skal vises i championatsprogrammerne.
Hvordan får man strækket frem og ned? At få hesten til villigt at søge frem mod biddet og tage kontakten, er grundlaget for hestens uddannelse. Hesten må ikke ”hænge i tøjlen” og rytteren må ikke holde balancen i tøjlen. Der skal skabes et konstant ”sug” på tøjlen fra hestens side, så der opstår en let, men stabil kontakt mellem hest og rytter via bid og tøjle.
At ride hesten lang og dyb, hvor den søger frem og ned samtidig med den bevare kontakten på biddet, er en vigtig øvelse for rytter og hest. Mestrer man det, er det lettere at ride hesten i den rette form, med næseryggen i eller lidt foran lodret position. Strækket frem og ned brugs til at udstrække hestens overlinje i opvarmningen og efter endt træning, men også undervejs i træningen. Undersøgelser har vist, at hesten kan holde den korrekte form (konkurrenceformen) i ca. 13-15 minutter, så syrer de til i musklerne. Derfor skal man undervejs i træningen give dem skridtpauser eller udstrække dem i en position, hvor de går lang og dyb, og det kan gøres i alle tre gangarter.
I championatsprogrammerne for de unge heste, skal hestene rides på en cirkelvolte, hvor de viser tydelig, gradvis forlængelse af tøjlen *. Dermed er det ikke alene et spørgsmål om hestens velvære, at man kan ride hesten i den form, men et krav i visse konkurrencer.
Grundkonceptet Hestens smidighed er kernen i det lange, dybe stræk. Formålet med den udstrækning er dobbelt, den forbedrer hestens smidighed, og fungere også som en test af hestens uddannelse og lydighed.
Hvis hesten går op-ad-bakke i konkurrenceformen med nakken som højeste punkt, og med næseryggen i eller foran lodplanet, og viser den kan følge kontakten i frem og nedadgående stræk smidt og let, viser det, at hesten går med den rette kontakt til rytteren, at den er gennemredet og går i selvbæring. Dermed er denne udstrækning et nøgleelement for hestens løsgjorthed/smidighed og kontakt, som det er fordret i træningsskalaen. Og netop det helt grundlæggende: selvbæring, smidighed og kontakt skal være etableret, før man begynder at lave mere samlende øvelser.
Det er vigtigt at strækket er frem og ned, og ikke trækker hestens næseryg bag den lodrette linje. Hesten skal strække halsen frem og ned, med næseryggen i eller lidt foran lodret position, og hvor hesten løfter ryggen op. Hesten skal strække hele sin overlinje, og den skal rides frem bagfra, hvor rytteren skal animere hesten til at gå frem til biddet. Og det er vigtigt, rytteren tilbyder hesten en rolig hånd, og en konstant kontakt.
O-dommer Susanne Baarup har gennem flere år været blandt dommerne til UVM for unge heste. Igen i år er hun dommer ved dette verdensmesterskab, og hun skal give karakteristik i bedømmelsen af de 5-årige heste. Øvlesen ”tydelig gradvis forlængelse af tøjlen” indgår bl.a. i programmerne for ungheste om øvelsen siger Susanne Baarup: Hesten skal gå i den samme takt og samme forlangte tempo, når rytteren viser øvelsen. Vi oplever desværre, at der er heste, som mister den kadance, de ellers har vist i travprogrammet, når de får lov til at strække sig frem og ned. Derfor er det en meget afslørende øvelse for dommerne. Vi vil se, at punktet mellem ørerne er på højde med hestens mankestykke og næseryggen er foran eller mindst i det lodrette plan.
Det starter i skridt Som det er tilfældet, når man introducerer hesten til noget nyt, kan det være nemmest at indlære det i den gangart hesten har det lettest ved at arbejde i. Hvis hesten ikke har lært at strække sig frem og ned i skridt, er det usandsynligt, at den har balance eller styrke til at gøre det i trav og galop. Det større tempo og bevægelsen i trav og galop gør det også sværere for en urutineret rytter at perfektionere strækningen.
Når du har udviklet mere fornemmelse for øvelsen, og din hest forstår hjælperne, kan du begynde at bruge den lange og dybe form i alle gangarter.
En af de største årsager til, at hesten måske er tilbageholdende med at strække sig frem og ned, er dårlig kontakt fra rytterens side. Det er vigtigt, at din hest stoler på kontakten og aktivt søger efter den for at få en ægte, afslappet udstrækning. Og for at få ægte selvbæring og samling! Hvis hesten er i tvivl om, hvorvidt du tilbyder den en blød og elastisk kontakt, vil den tøve med at strække sig frem til kontakten.
Udstrækning trin-for-trin Start i en afslappet men aktiv skridt på en 20 m volte. Hesten skal være opmærksom på dine hjælpere og skridte frisk fremad, men uden at blive spændt eller jogge. Når du får mere erfaring, kan du bruge udstrækningen til at afhjælpe spændinger hos hesten, eller få en varm hest til at slappe af og falde til ro.
Hesten skal skridt lige frem til begge tøjler, du holder kontakten på udvendig tøjle, mens du giver let efter på indvendig tøjle fremad og nedad. Det er ikke en stor bevægelse. Du må ikke ”smide tøjlen væk”, men bare skabe en lille smule rum, som hesten kan strække sig ind i. Bliv tilbage med overkroppen. Pas på ikke at læne dig frem, det skaber ubalance hos hesten, og det vil være medvirkende til den falder på forparten i strækket.
Din hest skal reagere på dette ekstra rum i kontakten inden for et par skridt ved at strække næsen frem og ned for at følge bidet. Hvis du ikke får noget respons efter en halv cirkel eller deromkring, skal du langsomt og glidende samle din indvendige tøjle, genskabe kontakten, og i stedet prøv at løsne den udvendige tøjle for at se, om hesten strækker sig mere villigt. Hvis du stadig ikke får noget respons, skal du muligvis gøre din cirkel mindre. Igen skal du gøre dette ved at bede om mere bøjning omkring dit indvendige ben snarere end ved at trække i indvendig tøjle.
Hold dine hænder i ro Vær sikker på, du ikke drejer hestens hoved, eller trækker den i munden, når den strækker sig frem og ned. Løsningen er slet ikke at save eller trække hestens hoved ned. Hvis udstrækningen skal vises og udføres korrekt, skal hesten selv strække sig frem og ned for at følge biddet og anvisningen fra rytterens hånd. Selvom det måske lyder sært, bør du altid have hænder, der tænker fremad!
Husk at rose Husk at rose hesten, når den reagerer korrekt på hjælpen. Det kan være med stemmen, eller ved at klø den på manken. Når din hest begynder at forstå øvelsen, kan du give mere efter på tøjlen og udvikle strækningen yderligere. Det kan hjælpe i første omgang at gøre dette i slutningen af et træningspas, når hesten sandsynligvis selv føler det naturligt at lave en udstrækning.
Hvornår er det rigtigt? Du ved, hvornår du har en god, korrekt udstrækning i alle gangarter, når din hest opretholder sin rytme og aktivitet og forbliver lidt foran lodret. Hesten skal ændre sin ramme glidende og villigt, mens den bibeholder energien fra bagparten. Hvis du mister afskub, vil hesten føles ubalanceret, forhastet og på forparten – svarende til hvordan du vil have det, når du går for hurtigt ned ad en stejl bakke. I takt med hestens styrke og smidighed forbedres, når du til et stadie, hvor du let kan bede hesten om at strække sig frem om ned, selv i galop. Kilde: FEI/Sophie Baker
*Tydelig gradvis forlængelse af tøjlerne Tøjlerne skal gradvis gøres længere så der rides med lange tøjler, dog skal forbindelsen til hestens mund bevares. Hesten skal bibeholde den forlangte gangart, den samme takt og det forlangte tempo. Halsen skal strækkes så meget fremad og nedad, at punktet mellem ørerne mindst er på højde med hestens manke. Halsen må dog ikke strækkes og sænkes så meget, at hesten mister balancen. Hestens næseryg skal forblive foran eller maksimalt i det lodrette plan. I eksisterende programmer forlanges denne øvelse kun i arbejdstrav og udført i letridning, som skal være på den rigtige diagonal.
ALMINDELIGE FEJL er bl.a.: • Rytteren giver ikke nok efter på tøjlerne. • Hesten strækker ikke halsen nok fremad og nedad. • Hestens næseryg er lidt bag det lodrette plan. • Rytteren rider ikke letridning på den rigtige diagonal (når letridningen forlanges på en volte).
GRUNDFEJL er bl.a.: • Rytteren giver slet ikke efter på tøjlen. • Hesten strækker slet ikke halsen nok fremad og nedad. • Hesten falder på forparten uden at strække og hvælve ryggen. • Hesten slår sig fra og er ikke mere under rytterens kontrol. • Hesten mister travtakten, og springer eventuelt i galop. • Hestens næseryg kommer tydeligt bag det lodrette plan. Fra Dansk Ride Forbunds fordringer til dressur
Vi har talt med berider Michael Grønne Christensen fra Helgstrand Dressage om at ride hesten frem og ned. På videoen rider han DV-hesten Hot Zalina, en 5 årig hoppe efter Zalabaster/Hotline.
En stor del af dansk idræt har med spænding ventet på, hvor meget af indendørsidrætten for børn og unge, der kom med i åbningen den 21. april. Og nu er spændingen udløst – det bliver alle idrætter med et forsamlingsforbud på op til 25 personer. Dertil kommer yderligere åbning for de 70+-årige med et loft på 10 personer.
”Rigtig mange af vores medlemmer og frivillige har trippet for at komme i gang med svømning, gymnastik, badminton, bordtennis og alle vores andre indendørs idrætter. Nu får en stor del af dem endelig mulighed for at komme tilbage til deres faste fællesskaber, og vi ved, at det har stor betydning for trivslen – både for unge og ældre” fastslår Morten Mølholm Hansen, adm. direktør i DIF.
Han håber, at åbningen kan være med til at stoppe frafaldet af medlemmer og frivillige, som har været en af konsekvenserne ved nedlukningen.
”Der er ingen tvivl om, at det også af hensyn til folkesundheden og fastholdelse af danskerne i foreningsidrætten har været vigtigt også at få genåbnet en større del. Derfor er vi glade for at kunne tage endnu et skridt mod en mere normal hverdag – også i idrætslivet. Og vi glæder os til at vi forhåbentlig kan tage yderligere skridt i den kommende tid” fastslår Morten Mølholm Hansen.
Med aftalen bliver også superligaordningen genoptaget, så fodboldfans fra på onsdag igen kan komme på stadion. Det er en aftale, som DIF håber på bliver udvidet til andre sportsgrene snarest muligt.
Kæmper mod coronapas i foreningslivet For børn og unge skal der ikke fremvises coronapas i foreningslivet. Men blandt flere punkter på ønskesedlen står, at den planlagte coronapas-ordning for voksne bliver droppet for det frivillige foreningsliv indendørs.
”Vi har selvfølgelig forståelse for, at vi skal gøre alt for at undgå smittespredning, men vi er baseret på frivillig arbejdskraft, og det er en stor bureaukratisk byrde at lægge over på dem, så hvis det fastholdes som et ultimativt krav, så håber vi, at man kan lægge op til en form for selvjustits hos det enkelte medlem” fastslår Morten Mølholm Hansen.
”Men alt i alt er det en glædelig dag ovenpå den seneste aftale. Vi hviler dog ikke på laurbærrene. Både vi, vores forbund og foreninger glæder os bl.a. til at de voksne under 70 år også kommer med indendørs – forhåbentlig uden fremvisning coronapas – ligesom vi står klar til at genstarte endnu mere af idrætten i form af motionsarrangementer, øget forsamlingslofter mv.” siger DIF-direktøren.
Den politiske aftale anslår de overordnede rammer for genåbningen pr. 21. april. I de kommende dage afventer idrætten yderligere konkretisering af rammerne.
Dyresundhedsloven (Animal Health Law)En ny EU lovgivning er på trapperne… eller faktisk er den ikke så ny endda: I 2016 så EU Forordning 2016/429 dagens lys. Forordningen kaldes Dyresundhedsloven eller Animal Health Law (AHL) og samler reglerne på dyresundhedsområdet for mange forskellige dyrearter.
Loven var planlagt til at træde i kraft 21. april 2021. Den overordnede forordning skulle dog suppleres med en lang række understøttende lovgivning og i skrivende stund er vi der, hvor denne endnu ikke er 100% på plads. Det betyder, at der ikke er noget, der træder i kraft 21. april 2021. Målet fra EU er lige nu ikrafttræden i løbet af sommeren, præcist ved vi endnu ikke.
Hvad ved vi så om den nye lovgivning? I og med at der stadig er afventende områder i lovgivningen, er der også stadig ting, vi ikke ved, ligesom der ikke på alle områder er lukket for mulige revisioner. Det vil sige, at noget af det, vi ved, stadig skal tages med visse forbehold.
Det, vi godt ved, er dog dette: Der er i AHL tre overordnede krav til registrering af data vedrørende heste: 1) Steder med heste skal registreres (ved permanent ophold, dvs. > 30 dage) 2) Flytninger af heste skal registreres (ved flytninger, der omfatter permanent ophold). 3) De enkelte heste skal registreres med (dette krav er ikke nyt) Endvidere er det overvejende sandsynligt, at den mulighed, hestefolk hidtil har haft for frivilligt at udelukke deres heste fra konsum frafalder samt fx ved udstedelse af duplikat- og erstatningspas – men altså ikke per 21. april 2021 Man kan holde sig opdateret på SEGES Heste, når der er nye forhold på plads på området. Se mere om loven på Fødevarestyrelsens hjemmeside HER Dette opslag kan man læse på SEGES Heste Facebook, hvor de også svarer på spørgsmål. Se mere HER
I daglig tale bliver den brune dressurvallak Antango Du Feuillard kaldt Anton af sin ejer, youngrider Maria Mejlgaard Jensen.
Og det er netop på ham, at hun har vundet DRFs rangliste i dressur for U21-ekvipager.
Maria Mejlgaard Jensen ANTANGO DU FEUILLARD Laura J. Rasmussen ÅTOFTENS DORNIER Sara Aagaard Hyrm SKOVBORGS ROMADINOV
– Jeg var ret overrasket over det, fordi vi har ikke været ude til så mange stævner. Men vi har haft et godt år, og den her sejr var et kæmpe boost at få nu, hvor stævnerne igen har været lukket ned, fortæller Maria til Zibrasport Equest.
19-årige Maria har redet Antango Du Feuillard siden 2019, hvor deres veje krydsedes ved et tilfælde.
– Anton er ret speciel for mig. Vi fandt ham, da vi var ude at kigge på hest til min søster. Alle sagde, at det var en hest for mig. Jeg prøvede ham, og en måned senere stod han hjemme i stalden. Det er drømmehesten, fastslår dressurrytteren.
– Det gik overraskende hurtigt med at finde hinanden. Allerede tre måneder efter, jeg havde overtaget ham, vandt vi B-finalen til DM. Vi klikkede bare og samarbejder så nemt. Han er en powerful hest, og det stemmer godt overens med min måde at ride på.
Udtaget til EM
Selv om 2020 bød på langt færre stævner, end de fleste ryttere drømte om, så formåede Maria og Anton alligevel at score mange point på stævnebanerne i ind- og udland.
Et af højdepunkterne var EM i Ungarn i august, men forinden var Marias hverdag præget af corona-nedlukningen.
– Det var et mærkeligt år. Jeg nåede at ride ét internationalt stævne, som også var vores første. Det var i Norge, og vi fandt faktisk küren. Derefter fulgte perioden, hvor alt var lukket. Man gik og ventede, og det var nødvendigt hele tiden at holde sig klar, hvis stævnerne skulle blive tilladt. Jeg fokuserede ret meget på skolen, og jeg blev student i samme periode, husker Maria.
– Da stævnerne åbnede igen, var vi til stævne i Hagen, hvor jeg blev udtaget til EM. Han gik så godt dernede, og vi vandt bronze med holdet. Jeg var lidt spændt, inden vi rejste derned – det var en lang køretur og varmt vejr, men det var en fed oplevelse.
Maria Mejlgaard
Til DM i begyndelsen august valgte Maria at spare Anton på grund af EM, så det blev i stedet Uno, der skulle vise sin kunnen.
– Jeg er heldig, at jeg havde mulighed for at starte på min anden hest, lyder det taknemligt fra Maria, der blev samlet firer ved mesterskabet i Ringsted.
Rykket til Jylland
I 2021 satser Maria på endnu flere oplevelser med sine firbenede venner, men der skal også lige være plads til bøgerne.
– Jeg studerer samtidig med, at jeg rider. Jeg er flyttet til Vejle for at være tættere på min træner Martin Hussmann. Jeg har fire heste selv, og jeg rider lidt for Martin, så der er run på.
Maria fylder først 20 i år, så hun har stadig en rum tid tilbage som youngrider. Alligevel har hun kastet sig over de sværere dressurøvelser, som U25 kræver.
– I perioderne, hvor der ikke er stævner, er vi begyndt at træne hen imod U25. Men i år går jeg efter EM igen. Jeg nåede ikke i finalen sidste år, så det vil jeg gerne opnå nu. Det er mine sportslige mål, og derudover er mit fokus at holde hestene friske.
Denne øvelse lærer din hest at stå helt stille og vente.
Inden du begynder: Din hest må gerne være helt afslappet, og det kan måske hjælpe, hvis du allerede har motioneret hesten den dag. Før din hest rundt på banen og fornem, hvornår den er klar til opgaven. Din hest lærer bare bedst, når det ikke er en kamp. Det skal leges ind.
Sikkerhed fremfor alt: Lav denne øvelse på en indhegnet bane.
Et godt tip: Når din hest skal stå stille, så skal hestens næse pege hen mod et udvalgt objekt. Det kan være en springbom eller en bomholder. Objektet vil fungere som en hjælp til hesten, så den ved, hvor den skal stå henne.
Øvelsen: Tænk på en bevægelse, der skal være signalet til, at den skal stå stille. Jeg siger til mine heste, at de skal blive ved at bruge min hånd som et stopskilt. Hvis din hest går frem, så skal du roligt nærme dig den og føre hesten tilbage til det valgte objekt. Det kan kræve mange forsøg, men vær tålmodig.
Belønning: Vent et par sekunder (hvis dette er for nemt for din hest, så vent endnu længere) og giv derefter en belønning. Jeg siger ”sådan” til mine heste og giver dem derefter en lille snack.
Næste step: Hvis hesten forstår øvelsen, så kan du højne sværhedsgraden ved at bevæge dig væk fra hestens hoved og hen til dens hofte. Vent nogle sekunder og giv en belønning. Det er nemmest, hvis du hele tiden holder en hånd på hesten. Hvis denne øvelse lykkes på begge sider, så forsøg at gøre det uden at have objektet som holdepunkt.
2. Hesten stiller sig hen
Denne øvelser lærer din hest at stille sig korrekt ved skamlen, når du skal i sadlen.
Inden du begynder: Hesten skal gerne have brugt sin overskydende energi, ligesom det var tilfældet i øvelse 1. Igen kræver denne øvelse en masse stilstand fra hesten, så mærk efter, hvornår du synes, at den er klar til at lære nyt.
Sikkerhed fremfor alt: Brug en skammel, der er sikker og giver hesten mulighed for at bevæge sig rundt om.
Et godt tip: Hvis din hest har et hovedtøj på, så hold kun fast i tøjlen på den side, hvor du står. Ellers så brug en grime med et træktov i stedet.
Øvelsen: Stil dig op på din skammel uden at føre din hest helt hen til den forinden. Du skal i stedet guide hesten over til dig. Lok hesten til at tage opstilling parallelt med dig. Hesten behøver bestemt ikke at stille sig fuldstædig korrekt – det vigtigste er, at den kommer tæt på dig og kigger den rigtige vej. Er hesten forvirret, så få den til at gå et par skridt fremad. Det gør ikke noget, at hesten ender med at gå i en cirkel rundt om dig for at stille sig det korrekte sted.
Belønning: Har din hest indtaget en nogenlunde korrekt opstilling, så tilbyd den en belønning. Du kan sige nogle rosende ord eller klø hesten på lige det spot, som du ved, den elsker. Hop ned fra skamlen og før hesten væk fra skamlen.
Næste step: Hver gang I øver, så forsøg at optimere hestens opstilling, så det bliver lettere for dig at stige op. Hvis det bare kører for jer, så er næste skridt at komme i sadlen. Husk lige at træk vejret forinden, så du ikke bare skynder dig at tage foden i stigbøjlen.
3. Bare rør løs
Denne øvelse er helt eminent til at opbygge selvtillid og nysgerrighed hos hesten.
Inden du begynder: Du skal placere en masse forskellige ting inde i ridehallen eller ude på ridebanen – det skal være ting, som din hest ikke kan komme til skade på. Det kunne være springmateriale, bogstaver fra banen, underlag, jakker og dækkener.
Sikkerhed fremfor alt: Vær helt sikker på, at de forskellige ting er sikre, og hesten ikke kan skære sig på dem.
Et godt tip: Find gerne ting af forskellig størrelse, form og farve.
Øvelsen: Før din hest til tingene.Mens I nærmer jer, så skal du sørge for at hestens næse peger i retning af tingene. Lad din hest røre ved tingene med mulen. Husk at give den tid til at være nysgerrig og se det hele lidt an.
Belønning: Når din hest rører tingene, så beløn den. Og bevæg jer derefter videre til en ny ting, som den kan udforske.
Du kan måske genkende Maibritt Saerens fra DR-serien “Krøniken”. I dag er Maibritt chef for sit eget firma, Poweract, hvor hun underviser i personlig gennemslagskraft med mantraet: BLIV DEN MAN LYTTER TIL.
Men hvordan kommer heste lige med i den ligning?
Maibritt har i mange år været en passioneret dressurrytter, og hendes hjerte banker for heste. Så da hun blev kontaktet af coachen Torben Haugaard, der bruger islandske heste i sit arbejde med sine klienter, opstod der professionel sød musik.
– Sammen med Maibritt laver jeg lederudvikling, der udelukkende fokuserer på personligheden, herunder især de empatiske, emotionelle og intuitive kompetencer hos lederne. Her er hesten et meget vigtigt medie, når vi arbejder med kropssprog og nonverbal kommunikation. Herudover anvender vi en række andre metoder fra skuespilverdenen, som har til formål at åbne ledernes emotionelle og relationelle kompetencer, fortæller Torben Haugaard.
Interviewet med duoen kan ses i linket herunder (Premium):
Torben Haugaard giver et indblik i de øvelser, han kaster sine klienter ud i. Før de bliver placeret i sadlen, så er det nemlig vigtigt, at mennesker og heste har tillid til hinanden.
Berider Maria Bjørnkjær Asferg har opsagt sin stilling som rytter på Stutteri Ask, for prøve kræfter med et nyt job på Broholm hos Pether Markne og Per Sandgaard, som vi fortalte i nyheden: Nyt kraftcenter på Broholm
Hun afløses af berider Laila Pedersen, 31 år, og det lidt pudsige er, at hun og Maria er opvokset sammen, og fortsat har en tæt kontakt.
– Jeg glæder mig til at komme i gang på Stutteri Ask, fortæller Laila. Hun blev udlært berider i 2016 fra Stald BM ved Bjarne Mark, og startede derefter på hingstestationen Kathrinelund på Mors. Der var hun i fire år inden hun for godt et år siden startede nyt job hos Nordentoft i Nibe.
– Jeg glæder mig til at blive en del af teamet og hele setuppet på Stutteri Ask, og jeg ser frem til igen at arbejde med hingste Laila Pedersen
Hun kender Stutteri Ask’s førsterytter Søren Møller Rohde og hans hustru Karen særdeles godt. De har mødtes til stævner og kåringer, og som Laila fortæller: – Vi har joket lidt med, om ikke der var en plads til mig på Ask.
Derfor blev Laila også meget glad, da hun fik en opringning fra Stutteri Ask kort tid efter Maria havde opsagt sin stilling. – Det var ikke fordi, jeg havde planer om at flytte fra Nordentoft, for jeg er glad for at være her, men et job på Stutteri Ask er en chance, man ikke siger nej til. Og så vil jeg meget gerne arbejde med hingste.
Laila har stor erfaring med at ride championater og uddanne unge springheste, og det er noget hun virkelig nyder, så der er de bedste forudsætning for, at hun vil trives på Stutteri Ask. Hun starter 1. maj, og tager sin egen 4-årige hest med til Fyn.
På Stutteri Ask er de meget tilfredse med, at få Laila ind i teamet, på hjemmesiden kan man læse: ”Laila er en erfaren rytter, som hyppigt har deltaget ved championatsfinaler, ligesom hun har en del internationale starter, og vi tror på, at hun vil kunne passe godt ind i vores team og supplere vores andre rytter godt med uddannelse af stutteriets heste.”
Samtidig bliver det et farvel til Maria efter fem år på stedet: ”Maria har gjort en stor indsats for Stutteriet Ask med uddannelse af vores heste, hvilket vi sætter stort pris på, og vi kommer helt sikkert til at savne hende på stutteriet. Vi er dog ret sikre på at hun får gode muligheder for at videreudvikle sig ved Pether og Per, der begge er topprofessionelle ryttere og undervisere, og er ved at skabe et spændende setup på Broholm.
Helgstrand Dressage har gennem de sidste 10 år haft en målsætning om, på alle mulige måder, at fremme og forbedre avlen indenfor Dansk Varmblod, gennem hingste indkøb, køb/salg af DV heste, eksport af DV heste, og hermed udvidet kendskab til DV heste over hele Verden.
Derfor er det med stor undren, at vi ser os beskyldt for at ville sætte dagsordenen inden for Dansk Varmblod. Vi bliver af Jan Pedersen direkte beskyldt for, gennem trusler om boykot, at ville bestemme, hvorledes og om 10-dages testen skulle afholdes.
Med denne udmelding fra formand Jan Pedersen, vil vi hermed give vores syn på sagen, idet vi på ingen måde kan acceptere ordlyden. Vi er kede af at vi, og i særdeleshed Esben Møller, bliver bragt i et lys hos de danske avlere og hingsteholdere, som værende ude på at presse vores mening igennem.
Vi har fra dag et, da det blev bekendt at kåringsforløbet 2021 ville blive anderledes end andre år, været i en dialog med DV. Vi har snakket med alle parter omkring konsekvenser af udsættelser og ændring af hele kåringsforløbet. Alle ved jo, at Helgstrand Dressage er en international forretning, og vi har et nært samarbejde med flere store udenlandske hingstestationer, herunder Paul Schockemöhle, og derfor er vores beslutningsgrundlag omkring hvilke hingste vi stationerer her eller i udlandet underlagt stor planlægning og hensyntagen til avlsforbundenes krav.
Allerede da det blev bekendt, grundet Covid-19, at 10-dages testen ville blive afholdt relativt sent i forhold til normalt, hvilket betød en direkte forsinkelse for vores tyskstationerede hingste, delte vi vores synspunkter omkring det mulige forløb af 10-dages testen. Da der så samtidig udbrød Herpes virus rundt omkring i Europa, og DRF og FEI udtalte, at det ikke var forsvarligt, at bringe heste sammen fra flere forskellige stalde, så var det en naturlig sag for os at åbne en direkte dialog med vores udenlandske partnere og med DV omkring det.
Andreas Helgstrand har i ugen op til indsyningen haft en dialog, over flere gange med Jan Pedersen, hvor Andreas fortalte, at vi overvejede at blive væk fra 10-dages testen, eftersom at både Paul Schockemöhle, Ludger Beerbaum, samt alle de tyske forbund det lod skinne igennem, at de ikke ville udsætte hestene for faren omkring Herpes, og derved udtalte deres delte bekymring omkring vores eventuelle deltagelse i 10-dages testen.
I ugen op til indsyningen nærmere den 18. marts, bliver Jan Pedersen oplyst af Esben Møller, at FN Zucht (som er det overordnede organ for de tyske avlsforbund), mandag den 22. marts, samme dag som indsyningen i Tørring er planlagt, vil afholde møde om en eventuel annullering af de tyske krav omkring 14 dages testen for 2021, på opfordring af flere store tyske avlsforbund, i forbindelse med Herpes risiko. Med dette kendskab udtaler Jan Pedersen sig til Esben Møller, at DV er en lille spiller i denne sammenhæng, men at det er tænkeligt, at DV skal følge denne beslutning, eftersom vi jo ikke kan fremtvinge en egen DV mening internationalt. Dog siger Jan Pedersen, at han selv vil kontakte Dr. Klaus Miesner fra FN Zucht og vende tilbage til Esben med svar. Dette skete aldrig. Vi tager direkte afstand fra udtalelsen fra Jan Pedersen om, at Esben Møller derved skulle have truet med et boycot.
I weekenden direkte før indsyningen fortæller Andreas Helgstrand til Jan Pedersen, at Helgstrand Dressage ikke vil deltage i 10-dages testen. Der blev der snakket om konsekvenserne med hensyn til de 3 årige hingste for danske avlere. Jan Pedersen udtrykte overfor Andreas Helgstrand, at det kunne være en mulighed for avlerne, at få føllene registreret alligevel, såfremt hingsten deltog i 35-dages testen senere på året med en minimum score på 800 point, hvis DV gav dispensation for dette. Den udtalelse fra Jan Pedersen var jo selvfølgelig ikke en garanti for dette. Eftersom Helgstrand Dressage jo er en virksomhed, ville vi gerne kunne fortælle vores kunder, hvilke muligheder de kunne bruge, hvis de ønskede at bruge en af vores 3 årige hingste.
En anden mulighed for avlerne er, og dette er sket i stor stil de sidste år, uopfordret af Helgstrand Dressage, at avlerne får deres hoppe/afkom godkendt i et tysk avlsforbund og derved kan bruge en hingst fra Tyskland, hvis denne er godkendt af det pågældende forbund.
Andreas Helgstrand har fortalt Jan Pedersen og afstemt med ham, hvad vi ville fortælle avlerne.
Det bør ikke være nogen nyhed for Dansk Varmblod, men at man så beskylder Helgstrand, inddirekte, for at opfordre til dette og trække medlemmer væk fra DV er uhørt.
Helgstrand Dressage har selv taget beslutningen om ikke at deltage ved 10-dages testen 2021. Vi tog den ud fra et sundhedsfagligt og forretningsmæssigt grundlag. Det er nok værd at bemærke, at vi har cirka 600 heste på Helgstrand Dressage, og konsekvenserne ved at få en eventuel Herpes virus ind på vores område er så store, at vi besluttede ikke at deltage. Det er sådan, at vi skal tage en velovervejet beslutning overfor vores forskellige investorer.
Set i lyset af, at der i selvsamme uge som 10-dages testen fandt sted, var et udbrud af Herpes ikke langt fra Tørring, og at DRF lukkede ned for al stævneaktivitet, er vi sikre på at vi tog en korrekt beslutning.
Vi vil gerne tilføje, at det jo ikke er ensbetydende med, at vi mener, at dem der deltog i 10-dages testen var uansvarlige. Det er mere et spørgsmål om, hvorvidt de har haft de alternativer, som vi har.
En sidste bemærkning med eventuel deltagelse i den 10-dages test, som startede i går den 13.04, vil vi gerne oplyse avlerne om, at det ville betyde, at hingstene, som i dag står i Tyskland ville være ude af bedækningsprogrammet i 6 uger, idet der pr. 21. april 2021 er lavet nye EU regulativer omkring flytning af hingste inden for EU. Dette burde DV vide alt om. Dette er derfor ingen mulighed, som vi mener er til gavn for hverken hoppeejerne eller Helgstrand.
Vi håber hermed, at vi har givet indsigt i vores grundlag for beslutningerne omkring ikke at deltage til DV’s 10-dages test. Vi har på ingen måde til hensigt at skade DV, tværtimod vil vi gerne udvide aktiviteterne sammen med avlerne og DV.
Vi har ikke til hensigt at bestemme andet end det, der vedrører vores egen forretning.
11 guldmedaljer ved PL, 14 guldmedaljer ved VM, 5 guldmedaljer ved EM – og udnævnt til medlem af Det Britiske Imperies Orden samt slået til ridder i 2017 … Sir Lee Pearson er en af tidens allerstørste paraatleter, og nu fortæller han sin historie i en hæsblæsende selvbiografi med masser af anekdoter og humoristiske tilbageblik.
I Am Who I Am udkommer den 15. maj 2021. Bogen er udgivet af Away with Media og kan forudbestilles her. Biografien starter med Pearsons fødsel, hvor hans deformiteter forskrækkede sygeplejerskerne så meget, at han blev gemt væk i et kosteskab de første dage af sit liv. Det har dog ikke holdt den populære paraatlet tilbage, der siden har vundet et utal af guldmedaljer ved PL, VM og EM, er blevet slået til ridder, har vundet titlen som BBC Sports Personlighed og været nomineret to gange til Laureus World Sports Personlighed.
37 medaljer i paradressur Pearson har inspireret mennesker over hele kloden med sit positive livssyn og sin fantastiske sportsmentalitet. I 2016 var han fanebærer for England ved OL i Rio, og hans medaljehøst tæller ikke mindre end 37 medaljer ved PL, VM og EM. Den engelske pararytter er født med Arthrogryposis Multiplex Congenita (AMC), der er karakteriseret ved stivhed eller stærkt indskrænket bevægelighed i to eller flere led i arme/ben. Forandringerne er blivende og progredierer ikke, men uden behandling kan der opstå yderligere funktionsbegrænsninger.
De fysiske udfordringer fik Pearson til at kaste sin kærlighed på heste og ridesport, og hans liv med heste fylder selvfølgelig også en del i bogen.
”Det, jeg elsker mest, er at ride en hest så godt, som jeg kan. Jeg red det bedste, jeg kunne ved PL i Sidney, og det var det, der betød mest – endda mere end at vinde medaljen,” siger Pearson blandt andet.
Traditionen tro er det CHIO Aachen, der er udtagelse for mange nationer til internationale mesterskaber. Stævnearrangørerne i Aachen har dog valgt at flytte det traditionsrige stævne til september, og dermed er stævnet ikke aktuelt i nationernes OL-forberedelse.
I stedet har holdleder for dressurrytterne Anne-Mette Binder sammen med landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein peget på CHIO i Rotterdam, som et muligt afgørende stævne for de hjemlige ryttere.
CHIO Rotterdam er planlagt til 24.-27. juni, men lige nu arbejder arrangørerne samme med FEI og Rotterdam by, på at omlægge datoen til den 1. – 4. juli – altså til ”Aachen-dato”.
– Denne dato vil give os mulighed for at bedre at organisere et COVID-19 sikkert event, fortæller generaldirektør for CHIO Rotterdam Ron Voskuilen. Han fortæller at flere nationale rideforbund og ryttere efterlyser, en senere dato i forhold til OL i Tokyo, hvor sidste anmeldelsesfrist er den 5. juli.
– Dette er et meget komplekst puslespil, hvor COVID-19 kontinuerligt tvinger os til at ændre vores planer og kræver en masse fleksibilitet af alle involverede, såsom vores leverandører, sponsorer, ryttere og organisationen, siger Theo de Rooij, præsident for CHIO Rotterdam.
– Jeg håber inderligt, at denne nye dato vil øge chancerne for at afvikle det 72. CHIO Rotterdam i år, og at vi ikke vil stå i endnu en nødsituation, der forhindrer os i at afvikle international hestesport i Rotterdam. Theo de Rooij, præsident for CHIO Rotterdam
Forespurgt om, hvorvidt en flytning af stævnet til ny dato er en fordel for den danske udtalelse siger holdleder Anne-Mette Binder: – Det kan være en erstatning for Aachenstævnet, inden hestene går i karantæne forud for afrejsen til Tokyo. Vi har forskellige planer i spil lige nu.
Anne-Mette Binder fortæller endvidere, at landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og hun i disse dage er på vej rundt til rytterne i A-truppen samt Nana Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen fra B-truppen for at tale om planer, kvalifikationsstævner mv. Det er vigtigt, at stævnet i Rotterdam får den status og betydning, som Aachenstævnet, for at give de bedste forudsætninger for udtagelsen og forberedelsen af rytterne, understreger holdlederen. Og hun fastslår samtidig, at intet er afgjort endnu.
Som vi fortalte i nyheden: Dufour, Dujardin og resten af verdenseliten skal kæmpe i Hagen, er flere af de hjemlige topryttere i konkurrence i Tyskland næste weekend. Og stævnet er meget vigtigt, især for de ryttere, som mangler en kvalifikation, for at kunne komme i spil til landsholdet ved OL.
Cathrine Dufour er til start med Vamos Amigos, hun mangler en kvalifikation på denne hest, som kan, hvis kvalifikationen kommer i hus i Hagen, blive reserve for Bohemian og Atterupgaards Cassidy som Cathrines OL-partner.
Også Andreas Helgstrand mangler en enkelt kvalifikation på Fiontini, som vi fortalte om i nyheden: Andreas Helgstrand på OL-kurs?
Nana Skodborg Merrald har to heste til start i Hagen, og begge heste (Blue Hors Zack og Atterupgaards Orthilia) mangler en kvalifikation.
Daniel Bachmann Andersen har to Grand Prix-heste til start, Marshall Bell og Carso’ni, og begge heste mangler to kvalifikationer.
Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera er den eneste ekvipage til start i Hagen, som har sine kvalifikationer i hus. Hun er til start for at pudse formen af og forberede sig til en evt. OL-deltagelse.
13. maj er dagen, hvor ridesporten går sammen for at støtte rideklubberne under hashtagget #aktivesammeniridesporten.
Inititativet er en gentagelse af sidste års succes, hvor der blev samlet intet mindre end 507.273 kroner ind.
– Lad os igen i år være aktive sammen i ridesporten. Eventen løber af stablen den 13. maj 2021 kl. 8-20. Vi samler ind til en vigtig sag.
Mange klubber har mistet både indtægter og medlemmer, og derfor går Dansk Ride Forbund og Trolle Company igen sammen om at afholde en fælles aktivitetsdag i ridesporten, hvor vi samler ind til klubberne. Ridning, løb, cykling, gåtur med hunden, kæphesteridning – alt tæller, og du bestemmer.
Del din oplevelse på Instagram under hashtagget #aktivesammeniridesporten, så vi kan heppe på hinanden, lyder det fra Trolle og DRF.