Skip to main content

Author: admin

Lad ikke røntgenbillederne forhindre dig i at få drømmehesten

I slutningen af februar slog berider Nana Christine Christiansen sin egen historie op på Facebook, om købet af hendes første hest, der var ”befængt” med røntgenfejl. Den historie fik mere end 100 kommentarer, og Nana er selv overvældet over, hvor stor respons hun har fået på sin historie.

Nana blev udlært berider for tre år siden fra berider Jan Søgaard. Hun er selvstændig og driver Sandkildehus Dressage fra de smukke og funktionelle rammer på Stutteri Teglovnen ved Per Thomsen i Nordjylland. Nana har en stor og bred kontaktflade der omfatter avlere og ryttere, og hun oplever ofte, at købere og sælgere bliver usikre, når dyrlægen finder noget at bemærke på røntgenbillederne. Det fik hende til tasterne.

Historien om Gugge
”Min historie med hestene i mit liv, startede med min shetlandspony, Ibrahim, som jeg fik af mine forældre. Efter at have haft ham i noget tid, forelskede jeg mig i en lidt større kat.3 pony med pletter, jeg fik lov til at købe ponyen for 500kr og Ibrahim i bytte.
Da jeg blev for gammel til min kat. 3 pony, Flicka, solgte jeg hende for 25.000 og lånte 10.000 til at købe en kat. 1 pony, som jeg havde resten af min ponytid. Vi udviklede os meget i den tid, og jeg kunne derfor sælge ponyen for en god sum penge, men selvfølgelig ikke nok til bare at gå ud og købe en lærehest med kvalitet og uden fejl. Har man i omegnen af 100.000 kr. får man ikke en hest der kan gå en MB eller mere, med en masse kvalitet og stort set ingen røntgenfejl. Men min underviser fandt Gugge – Goonshine Alfarvad Z. Han kunne gå en PSG, han havde tætsiddende torntappe, var MEGET indfodet, havde MEGET store overben på begge forben (det lignede han havde 4 knæ) og så var han krybbebider. Derudover var han stor og lidt stærk, men han var en FANTASTISK læremester. Han havde aldrig en eneste sygedag. Vi var med i finalerne hvert år til DM og ECCO Cups. Efter gode og lærerige år, solgte jeg Gugge til Sverige, hvor han i mange år gik lige så store stævner.
For kort tid siden blev jeg gjort opmærksom på, at Gugge i en alder af 25 år ikke kunne leve længere. Og det var ikke på grund af hans røntgenfejl, det var ren og skær alderdom.

Hestens røntgenbilleder siger ikke altid noget om hvor sund hesten er og slet ikke, hvilken psyke den har.


Alle heste har noget på røntgen, noget betyder selvfølgelig noget, men rigtig meget gør ikke. Med sund fornuft, ordentlig ridning/undervisning, en god smed og tilpasset udstyr – kommer man rigtig langt!”

En rask hest kan også få en skade
Nanas opslag blev fuldt af mange lignende erfaringer fra forskellige ryttere, og det glæder Nana, som føler, det er et vigtigt emne.

– Jeg taler med mange avlere, og det store samtaleemne er: dyrlægerne skal nok finde noget! Og derfor er der flere, som er betænkelige ved at fortsætte med at avle, er Nanas erfaring.

Det er EU-købeloven, der trådte i kraft tilbage i 2003, som har givet anledning til mange tvister og handelssager gennem årene. Det er en lov, som egner sig til handel med ting, men ikke til handel med levende dyr. Derfor har avlsforbundene herhjemme og i udlandet hilst det nye direktiv fra EU velkomment, hvor medlemslandene kan undtage handel med levende dyr fra købeloven. Det er især formodningsreglen med omvendt bevisbyrde, som har givet anledning til problemer. For ifølge reglen kræves der, at sælger skal dokumentere at en påstået fejl eller mangel ikke har været til stede på handelstidspunktet. Og den regel gælder i en 6 måneders periode. Derfor må man håbe, at det høringssvar som SEGES Heste har indsendt til Justitsministeriet bliver taget i betragtning, når reglerne forhåbentlig bliver ændret.

– Jeg har stået med mange kunder, som har fundet deres drømmehest, men det er svært, når dyrlægerne noteret alt de finder, og det skal de jo, helt ned i detaljen. Og så bliver mange købere bange.

– Der er også nogle forsikringsselskaber, som gør det svært for køberne. Jeg kan kun opfordre til, at man forhører sig hos flere selskaber, da der er nogle, som er bedre end andre til at vejlede, fortæller Nana.

– Vi ved ikke nok om, hvilken betydning en anmærkning fra dyrlægen kan få for hestens holdbarhed, og når dyrlægen så heller ikke vil/kan sige noget, bliver det rigtig svært. De mere erfarne rytter ved, og har erfaring for, hvad der betyder noget, men det kan man ikke forlange alle ryttere skal have.

Derfor opfordrer Nana også til, at man søger hjælp hos mere erfarne ryttere/trænere. Mange ”problemer” hos ens kommende drømmehest, kan måske afhjælpes med god træning, det rigtige foder med mere.

– Da jeg købte Gugge var jeg på ingen måde bange for at han ikke skulle holde, for det havde han bevist, han kunne. Jeg trænede hos Vibsen (Vibeke Degn Andersen), og det var godt, fortæller Nana, der fik hjælp til at lave den rigtige træning med Gugge, en træning som tog højde for hans fysiske udfordringer. Erfaringerne fra Gugge har også gjort, at Nana har købt flere heste med fejl siden da.

– Husk en rask hest kan også brække benet i morgen, bemærker hun.

Køb til mig eller til salg
Nanas erfaringer betyder, hun ikke er bekymret for at købe en hest med røntgenfejl, bare den har bevist, at den kan holde til træningen. Omvendt, så erkender hun også blankt, at indkøb med videresalg for øje, der ser tingene anderledes ud. Er der røntgenfejl, så bliver kunderne skeptiske og nervøse for købet.

– Jeg har stået med mange ryttere, hvor hesten er det perfekte match til dem, men når dyrlægen så må sige, at vedkommende ikke ved, om en røntgenforandring får betydning, og den usikkerhed bakkes op af forsikringsselskabet, som laver et forbehold, skræmmer det køberen væk. Det er ærgerligt! Naturligvis er der røntgenfejl, som har betydning for hestens holdbarhed, uanset, hvor godt man passer på dem og, hvor rigtigt man træner. Det må vi også huske, men det er ikke alle mangler, som betyder noget.

Kan man ikke få et helt klart svar fra dyrlægen, hvis hesten har en røntgenfejl, der kan være usikkerhed omkring, kan man evt. lave en aftale køber og sælger imellem, om at betale en del af købesummen ved overtagelse, og betale resten 1/2-1 år senere.

– Det handler altid om at tænke sig om, at ride hesten ordentligt, og det gælder især, hvis hesten har nogle problemer, understreger Nana. Hun har overtaget Grand Prix-hesten May-Day Graftebjerg fra Carina Cassøe Krüth, og Nana fortæller: – Hun har et meget skævt kryds, et par gamle ar, lidt mus og hvad der måske ellers gemmer sig. Derfor træner jeg ikke May-Dag syv dage om ugen. Vi laver øvelser nogle få dage, og ellers joggetræner vi, så hun bliver holdt sund og glad. Det skal man huske, de holder ikke i længden, hvis vi ikke passer godt på dem – uanset hvordan deres røntgenbilleder ser ud.

Om Nana Christine Christiansen
Inden Nana Christine Christiansen, 30 år, blev udlært for tre år siden, havde hun en aftale med Per Thomasen fra Stutteri Teglovnen, hvor hun red heste for ham. Da hun blev udlært, fik hun mulighed for at drive sin egen salgs- og træningsstald fra stutteriet, som har udviklet sig med stormskridt i perioden, og nu rummer omkring 80 heste. Nana træner hos Carina Cassøe Krüth og Severo Jurado Lopez. – Det er luksus for mig, understreger Nana, som nyder at kombinere avlen og sporten i hverdagen.

Stutteri Teglovnen og Sandkildehus Dressage samt Søren Thomsen fremstiller en hingst til kåring i Dansk Varmblod, Fredensdals Fifty Seconds e. Fransiskus/Donnerball opdr. Linda Falensteen og Martin Strande. Og det glæder Nana sig meget til at se resultatet af. Lige nu er hingsten til klargøring hos Hesselhøj – man skal gøre det, man er godt til, og det er de, understreger Nana.

Er du klar til de fedeste online dressur-events?

Dygtiggørelse frem for alt
Formålet med ZyberRide er at give dig muligheden for at supplere din træning og fysiske stævneaktivitet (eller mangel på samme) med nye online muligheder. Ved at deltage i online events får du kvalificerede og konstruktive bedømmelser af dig og din hests/ponys præstationer, uden at I skal tage til en stævneplads. 

Vores events byder på dressur-programmer på forskellige niveauer, hvor du bliver bedømt og får gode råd og kommentarer med fra nogle af dressursportens store profiler.

”ZyberRide har vi udviklet med det formål at tilbyde ryttere en nem og fleksibel måde til at udvikle sig fagligt. Vores ryttere på Helgstrand Dressage vil spille en værdifuld rolle på den nye platform, for det er bl.a. dem, der skal dele ud af deres mangeårige viden. Og I kan tro, de ser frem til at give tips på alle niveauer, og derfor er jeg sikker på, at ryttere uanset niveau kan dygtiggøre sig gennem ZyberRide,” fortæller Andreas Helgstrand, ejer af Helgstrand Dressage.

ZyberRide skal ikke erstatte den fysiske stævnedeltagelse, men skal ses som et supplement til jeres træning, udvikling og stævnedeltagelse. 

”Formålet med ZyberRide er at give ryttere på forskellige niveauer muligheden for at dygtiggøre sig og øve sig, uden at skulle på farten for at blive bedømt. Det giver ryttere mulighed for, at ride et helt program i vante og trygge rammer uden at skulle præstere foran andre, men samtidig at få en bedømmelse og gode råd, som kan supplere i det fremadrettede arbejde med hesten og de forskellige øvelser”, siger Rikke Højgaard, ansvarshavende chefredaktør på Zibrasport Equest. 

Deltag i vores første online event
I perioden fra den 8. – 24. marts kan du deltage i første event af Helgstrand & Zibrasport Equest Online Tour, hvor vi har to pony-klasser og heste-klasser på programmet. I kan glæde jer til at at ride Grønnes Heste-klasse (rides i Helgstrand Micro Tour1* – svarende til LB-niveau), Grønnes Pony-klasse (rides i Helgstrand Micro Tour2* – svarende til LC-niveau), Jægers Heste-klasse (rides i Helgstrand Small Tour1* – svarende til LA-niveau) og Jægers Pony-klasse (rides i Helgstrand Mini tour3* – svarende til LB niveau). Der er plads til 20 deltagere i hver. Tilmeldingsfristen er 18. marts, men tilmeldingen lukkes, hvis 20 ryttere har tilmeldt den enkelte klasse. Ridtet skal være indsendt senest 24. marts. 

Det er dressurrytterne Betina Jæger og Michael Grønne fra Helgstrand Dressage, der bedømmer jeres ridt og giver jer konstruktive kommentarer med på vejen, som du kan bruge til at komme videre i din træning med din hest eller pony. Jeres kritik og bedømmelse vil I modtage senest den 31. marts.

Betina Jæger

Hvordan deltager I?
Du deltager ved at oprette en profil på zyberride.com, hvor du tilføjer dig selv og dine heste/ponyer. Herefter er du klar til at tilmelde dig den bedømmelsesklasse, som du vil deltage i. Der er plads til 20 ekvipager i hver klasse, og det koster 75,- kr. at blive bedømt, men hvis er du Premium Medlem hos Zibrasport Equest, kan du deltage for 60,- kr. 

Du deltager ved at optage dit ridt og indsende videoen senest den 24. marts. Husk at læse propositionerne og vejledningen til optagelse, så du er sikker på, hvad der gælder – du skulle jo nødig få ærgerlige fejl, der kunne være undgået. Det er selvfølgelig også vigtigt, at du har styr på det program, som du skal ride. Al informationen findes på Zyberride.com. 

Der vil løbende komme nye events på ZyberRide, som I kan deltage i, og vi er snart klar med nye spændende features. Vi håber, at ZyberRide kan bidrage til jeres udvikling og træning, og vi glæder os til at se, hvad I kan.

Gå til Zyberride.com

Om Betina Jæger
Betina er et kendt navn i hesteverdenen – ikke bare som succesfuld konkurrencerytter, hvor hun har redet flotte sejre og placeringer hjem ved alt fra unghestechampionater til VM, men også som en dygtig formidler af den svære dressurkunst. Hun skaber det perfekte fundament for en succesfuld dressurhest eller -pony, uanset om hun selv sidder på hesten eller hjælper fra jorden. Hun formår på bedste vis at guide ryttere på alle niveauer på vej til deres individuelle mål.


Om Michael Grønne
Michael er en passioneret dressurrytter, der qua sin fortid som daglig leder i Sønderborg Rideklub har mange års erfaring med undervisning på alle niveauer. Sidste år blev han en del af det succesfulde team på Helgstrand Dressage, hvor han helliger sin tid til at uddanne heste fra unghest til Grand Prix. Han brænder stadig for undervisningen, og derfor glæder han sig exceptionelt meget til at dele ud af sine gode råd og hjælpe ambitiøse ryttere på vej til at nå deres mål. 

Sverige aflyser alle stævner indtil 28. marts

I sidste uge var det Tyskland, der meddelte, at udbruddet af herpesvirus (EHV-1) ved springstævnet i Valencia fik store konsekvenser for landets nationale stævner – den tyske rideforbund (FN) besluttede nemlig at aflyse alle nationale stævner.

Og nu følger Sverige trop. Ud fra et forsigtighedsprincip har den svenske rideforbund sat al stævneaktivitet på pause indtil den 28. marts.

– Aflysningen af konkurrencer gælder indtil videre til den 28. marts, men kan forlænges. Beslutningen er en forsigtighedsforanstaltning og truffet efter anbefaling fra FEI og den svenske rideforbunds dyrlæger. På nuværende tidspunkt er der ingen udbredt smitte med EHV-1 i Sverige, men der er en øget risiko for et udbrud af EHV1-infektion i Sverige bl.a. på grund af heste, der kommer hjem fra internationale stævner, skriver forbundet.

Hvad med World Cup?

Stævnestoppet får konsekvenser for den første kvalifikation i Lövsta Future Challenges dressur på Strömsholm 19. – 20. marts, Grand Prix med ATG Riders League, Lövsta Future Challenge U25 og Arena Youth Tour den 18. – 22. marts i Borås og Billdal Horse Show med final Arena Youth Tour og SWB Trophy finalen den 25. – 28. marts.
Disse stævner kan ikke afholdes, men hvad med den planlagte World Cup-finale? Det internationale stævne, hvor verdens bedste ryttere og heste deltager, skal egentlig finde sted i Sverige fra den 30. marts til den 4. april. Altså med start to dage efter den 28. marts.

Ifølge FEI er begivenheden stadig i kalenderen, men hvis Sverige beslutter at forlænge forbuddet, kan det se ret umuligt ud at gennemføre World Cup-finalen i Göteborg.

Valencia: porten til helvede

83 heste har fortsat symptomer eller bliver behandlet af dyrlæger på stævnepladsen i Valencia, Spanien, der er epicenter for en særdeles aggressiv variant af herpesvirus, EHV-1 der i yderste konsekvens angriber hestenes nervesystem, og kan resultere i død. I alt er seks heste døde, iblandt dem en af danske Karina Leichles heste. Det kan man læse mere om: Karina Leichle har mistet en hest i Valencia

Hun er på stævnepladsen med sine forældre Kirsten og Søren Truelsen sine tvillingesøstre Benedikte og Anne-Kristine samt sine tre børn. Hun har truffen beslutning om at sende sin ældste søn hjem, og der vil være nogle hjemme, som tager sig af ham, fortæller hun fra Spanien, og selvom hun ville ønske, hun kunne følge med ham hjem, må hun blive – fanget på stævnepladsen i håb om at redde flere af sine heste fra den frygtelige sygdom.

Otte syge heste
Karina har tre heste stående under behandling på klinikken, og fem heste, der står i stalden, som er syge. – Det går dog fremad. Det virker som om, de får lidt mindre medicin. Det går den rigtige vej, endnu, fortæller Karina.

Den tyske stævnearrangør Axel Milkau er rejst til stævnepladsen, han fortæller det er ”porten til helvede” i Valencia, og han taler med et tysk ridesportsmagasin om den forfærdelige måde, hvorpå hestene er døde på stævnepladsen. Interviewet kan høres på tysk HER.
Han han organiserer den hjælp, som kommer ind fra Tyskland til de strandede ryttere og heste. Karina står i spidsen for at organisere det som kommer fra andre lande. – Svenskerne sender meget ned til os, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal takke de mennesker for opbakningen. Det er medicin, foder, strøelse med mere, som nu er eller er på vej til de godt 140 strandede heste, og deres ryttere og hestepassere.

Der er startet en indsamling i Tyskland: Riders help Riders Fundraiser for Barbara Berger by Axel Milkau : Riders help Riders e.V. (gofundme.com) og de penge skal bl.a. gå til at betale dyrlægerne, til medicin med mere.

– Jeg tør slet ikke tænke på regning vi får for behandling af 12 heste, siger Karina med tydelig bekymring i stemmen.

Andreas Künnemann, hvis søn Konstantin rider Sunshine Tour i Vejer de la Frontera, fortæller, at det er en seriøs side under ”gofundme”, så har man lyst til at støtte, kan man gøre det ad den vej. Annette Juhl Taldorf og Janni Thermann har undersøgt, om man herhjemme kan lave noget tilsvarende, men det er en længere proces, som ikke kan hastes igennem. Netop stævnet i Vejer de la Frontera har oplyst, at de vil aflyse de sidste tre ugers stævne, da man har opdaget en hest, som viser tegn på neurologiske symptomer som det kendes fra EHV-1 på trods af, den er testet negativ for virus, fortæller World of Showjumping. Hesten er isoleret to kilometer fra stævnepladsen, og har været det siden 26. februar.

Hjælpen er på vej
– Vi har fået hø i dag, og der kommer foder og spåner i næste uge. Vi prøver at holde et godt overblik over, hvad vi har tilbage. Vi har fået foderdonationer fra to foderfirmaer. Vi ved ikke hvor længe vi skal blive her, så vi ved heller ikke, hvad vi skal bruge, erkender Karina

Stævnet i Oliva Nova, Spanien er lukket ned, og arrangørerne har sendt deres overskud af spåner og hø til Valencia.

– Jeg tror vi har omkring 143 heste tilbage. Enkelte får måske lov til at forlade stævnepladsen fra isolationsstalden. De to sunde heste vi har, kan måske få lov til at blive kørt hjem i næste uge, fortæller hun. Men da ingen kan sige noget om, hvordan tingene udvikler sig, tør hun ikke håbe på, at det kan lade sig gøre. Feber kan pludselig bryde ud, og så står hun i en ny situation.

– Jeg håber vi kan begynde at se lys for enden af tunnelen, og kan vi få nogle af vores heste hjem, er vi glade for det.
Karina Leichle

I sidste uge kom der nye stævnebokse til stedet, så der kunne laves en stald for de raske heste. Men boksene var ikke passende til store heste. I stedet har Katharina Offel fra International Jumping Riders Club organiseret nye bokse til Valencia fra Sunshine Tour, som bliver taget i brug efter grundig rengøring og desinfektion.

Hvad med fremtiden?
– Det har må ikke ske igen!, fastslår Karina. Hun bor og træner i Tyskland, og her er der ikke meldepligt til det offentlige, hvis en stald står med en sådan smitsom sygdom. – Det bør laves om, der skal helt andre og mere klare regler til, fastslår hun.

Det er en holdning, som Andreas Künnemann bakker op omkring: – Stævnearrangøren har siden starten af februar vidst, der var et problem. I fremtiden må der være krav til karantænebokse i forhold til antallet af heste. Der bør være en task force i FEI, som kan rykke ud, og tage sig af forholdene, når de er unormale.

FEI har nu fået identificeret alle 752 heste, som har været i Valencia siden den 1. februar. De er blokeret i FEI database, og det betyder, de ikke kan komme tilbage på konkurrencebanerne, indtil de er testet og karantænen er udløbet. Ved Global Champions Tour i Doha, er der fire heste (to tyske og to fra Columbia), som er testet positiv, de er fjernet fra stævnepladsen og sat på klinik. Situationen bliver overvåget af FEI.

Herhjemme har Dansk Ride Forbund fuldt overblik over de ryttere, der siden 1. februar har været til stævner i Europa. Og er blevet informeret om, at de skal have deres heste og stald i 28 dages karantæne.

”DRF følger situationen nøje, og det er vores vurdering – på baggrund af rådgivning fra vores veterinærkonsulent – at det er forsvarligt at afvikle stævner på trods af herpesudbruddet i Europa, da der løbende tages alle nødvendige foranstaltninger ift. karantæne mm. Derfor bør man som rytter ikke være bekymret for at deltage i danske stævner på nuværende tidspunkt. Skulle dette ændre sig, melder vi naturligvis dette ud officielt, lyder det fra forbundet.   

Foco Loco er solgt til Østrig

EM- og DM-titlen for ryttere under 25 år gik i 2020 til Anne-Mette Strandby Hansen og Foco Loco, der sammen gjorde lynkarriere på de danske og internationale dressurbaner.
I kraft af Anne-Mettes job som rytter på Helgstrand Dressage, overtog hun nemlig tøjlerne på den velgående vallak, da han i 2019 blev sat i træning med henblik på salg af ejeren, dominikanske Yvonne Losos de Muniz.

https://www.instagram.com/p/CMCOjCcpgpu/?utm_source=ig_web_copy_link

Og nu er det altså lykkedes for Helgstrand Dressage at finde et match til den 16-årige belgiske varmblod. Det skriver Eurodressage, og nyheden bliver bekræftet af Anne-Mette Strandby Hansen.

I december købte østrigske Nicola Ahorner Foco Loco, der skal fungere som hendes lærehest i U25-klasserne.

Gjorde drømme til virkelighed

Selv om Nicola Ahorner er en rutineret rytter, og dermed kan give Foco Loco de bedste rammer, så er det aldrig nemt at skille sig af med sin faste makker.

Det fortæller Anne-Mette til Zibrasport Equest:

– Det er selvfølgelig aldrig sjovt, men det er sådan gamet er.

Det er ingen hemmelighed, at Foco betød rigtig meget for mig. Han har lært mig utrolig meget, og han har gjort mine største drømme til virkelighed.

Anne-Mette Strandby Hansen

Jeg er ham evigt taknemmelig, og jeg ønsker Nicola alt det bedste, for hun har fået verdens bedste schoolmaster.

Gense Foco Loco og Anne-Mette til DM

Er du en af 1200 frivillige til VM Herning2022?

Det bliver en oplevelse for livet, når Danmark til næste år danner rammen om ECCO FEI World Championships i Herning – et verdensmesterskab i fire discipliner: springning, dressur, paradressur og voltigering.

Verdenseliten vil samles i Herning fra den 6. – 14. august, og for at gøre dette gigantiske event til en succes for ryttere, heste og gæster fra nær og fjern, kræves motiverede og entusiastiske frivillige. Hele 1200 bliver der brug for til at løse opgave af enhver art rundt omkring på pladsen, i staldene, på og ved banerne, på campingpladsen – The Village, i VIP-loger, rytter og grooms restauranter, i sekretariatet, i pressecentret, i shuttleservice med meget, meget mere. Der skal løses mange opgaver både synligt på de tre konkurrencebaner; Stutteri Ask Stadium, BB Horse Arena og Jyske Bank Boxen samt “behind the scenes”.
Opgaver af enhver art, som vil være afgørende for, at få 1000 heste og 200.000 gæster til at føle sig hjemme i Herning.

Er det noget for dig?
De frivillige skal i arbejde fra den første august og frem til afslutningen den 14. august. Man behøver ikke være i gang hele perioden. På hjemmesiden kan man se, hvordan perioden er opdelt – se mere HER

Der er ingen tvivl om, at det også bliver en stor oplevelse at være gæst på stadion. Billetsalget åbnede tirsdag i denne uge, og arrangørerne fortæller, at interessen for at sikre sig billet er stor. Ridesportsentusiaster fra flere lande, så langt fra Danmark som Australien og Japan, har sikret sig billet til stadion og det væld af oplevelser, der er planlagt til at finde sted i EquiPark. Også Zibrasport Equest vil være på pladsen med egen scene med interviews, konkurrencer med meget mere. Du kan bestille billet til VM Herning2022 HER.

Landstræneren er positivt overrasket (video)

I dag er det sidste dag, hvor dressurrytterne i bruttotruppen er samlet til træning på Slangerupgaard. Denne træningssamling har budt på programridning for at give rytterne de bedste forudsætninger forud for en, forhåbentlig, åbning af stævnesæsonen. Som landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein bemærker er meget usikker nu, hvor den stærkt aggressive EHV-1 virus hærger stalde i Europa ud fra epicentret i Valencia, Spanien.

Landstræneren skal sammensætte et konkurrencedygtigt hold til OL i Tokyo i slutningen af juli og til EM i Hagen i starten af september. Hun forventer ikke, at heste, der har gået OL, kommer til start ved EM, så i år er der flere pladser i spil til internationale mesterskaber for rytterne i bruttotruppen. Landstræneren er positiv efter denne samling, hvor flere ryttere har overrasket særdeles positivt. “Kampen” om OL-pladserne spidser til, og der er flere ryttere i spil til de tre holdpladser, og reservepladsen. Det var planen, at CHIO Aachen i juni/juli skulle være udtagelse til OL for det danske landshold, men da stævnet nu er flyttet til september, bliver det formodentlig CDI-Rotterdam, der bliver udtagelsesstævne.

Holdleder Anne-Mette Binder fortæller, at der planlægges en samling med A-truppen i slutningen af marts. Dette er naturligvis afhængig af, hvordan situationen udvikler sig i forhold til den aggressive EHV-1 herhjemme og i Europa.

Hør Nathalie zu Sayn-Wittgenstein fortælle om status og forberedelse:

Rotterdam bliver nu afgørende for OL-truppen

Under gårsdagens træningssamling for rytterne i bruttotruppen, kunne landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein fortælle, at DM ved Equitour er en del af udtagelsen til OL i Tokyo for dressurrytterne. CHIO Aachen var samtidig udset til at blive den endelige udtagelse for holdet.
I aftes stod det dog klart, at arrangørerne af verdens største ridestævne CHIO Aachen, har flyttet stævnedato i FEI’s kalender til 14. til 19. september.

Hvad så med OL-udtagelsen? Holdleder for dressurrytterne Anne-Mette Binder fortæller:

– Vi tager en dag af gangen nu. Vi har ikke lagt os fast på noget. CDI-stævnet i Rotterdam er med i sportsplanen, og tidligere har vi haft en trup i Rotterdam og en i Aachen og derudfra sat landsholdet. Derfor er stævnet i Rotterdam (den 24.-27. juni) det, som lige springer os i øjnene, som en mulighed.


Anne-Mette Binder fortæller endvidere, at de er i dialog med FEI, da stævneplanerne i foråret gør det meget presset for rytterne at få kvalifikationerne til OL i hus.
Fra den 7. til 12. september afvikles EM i dressur for seniorer og U25 i Hagen, Tyskland, så rytterne kan se frem til en presset kalender i eftersommeren.

Dressurrytterne i A-truppen er i topform (video)

Der bliver arbejdet målrettet og koncentreret af dressurrytterne i bruttotruppen i den smukke ridehal på Slangerupgaard ved Ringsted på Sjælland i disse dage. Dressurrytterne er i denne uge samlet øst og vest for Storebælt, for at teste formen forud for den kommende udendørssæson. I ugens to første dage var der samling på Helgstrand Dressage, og i lighed med den første del af samlingen skal rytterne på Slangerupgaard også gennem en træning med landstræner Nathalie zu Sayn-Witgenstens, mens rytterne skal ride (og har redet) program for den internationale O-dommer Susanne Baarup. Rytterne har, på grund af coronapandemien, ikke haft mange chancer for at ride stævne det seneste år. Derfor er programtræning mere aktuelt end nogensinde tidligere.

Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy.

Det er rytterne i A-truppen, og udvalgte ryttere i B-truppen samt bruttorytterne for U25, der har været samlet til træning. Selvom der bliver svedt i ridehallen, er der en god og hyggelig stemning, hvor rytterne og landstræneren har lejlighed til at spare med hinanden. Coronapausen har gjort hestene stærkere, og som man kan høre den regerende danmarksmester Cathrine Dufour fortælle i dette klip, ser hun frem til stævnesæsonen med hele tre Grand Prix-heste. 18-årige Atterupgaards Cassidy virker top motiveret, fin i kroppen og helt med på arbejdet i de aller vanskeligste og mest krævende øvelser.

Vamos Amigos er med sine 9 år stadig lidt i ”slyngel” alderen. Hans energioverskud takler Cathrine på professionel vis, og begge hendes heste fik en god træning ved dagens træningssamling, hvor også seniorrytterne Michael Søgaard/Slæbækgårds Santino, Helene Melsen/Aston Martin samt Anna Zibrandtsen/Detroit og Quel Filou var på deltagerlisten. Hos Helgstrand Dressage red Andreas Helgstrand Fiontini, Carina Cassøe Krüdt/Heiline’s Danciera, Lone Bang/Rostov, Nanna Merrald havde Blue Hors Zack og Blue Hors St. Schufro på deltagerlisten og Daniel Bachmann Andersen var med på Carso’ni.

Tyskland aflyser alle stævner i marts

Udbruddet af herpesvirus (EHV-1) ved springstævnet i Valencia har allerede haft store konsekvenser for ridesporten – og i Tyskland har rideforbundet (FN) nu besluttet at aflyse alle nationale stævner.

I en meddelelse på forbundet hjemmeside skriver de således om de nationale restriktioner:

– I enighed med alle forbundslandene er det besluttet at aflyse alle planlagte ridesportsbegivenheder indtil den 28. marts…

Samtidig er det også besluttet, i enighed med avlsforbundene, at skubbe alle sportsprøver og kåringer for hingste, der skullet have været afviklet i den pågældende periode

FN opfordrer kraftigt til, at alle andre begivenheder, hvor der samles heste, også bliver aflyst. Igangværende begivenheder skal ligeledes stoppes.

Disse foranstaltninger er nødvendige for at stoppe spredningen af virussen, lyder det fra det tyske rideforbund til dets mange medlemmer.

EHV-1 har nået Doha

Den herpesvirus EHV-1 der lige nu hærger på stævnepladsen i Valencia, og har ramt flere heste i Europa, er nu nået til Doha. Her er to heste testet positiv for virus. Doha danner de kommende dage rammen om en afdeling af den præstigefyldte springturnering, Longines Global Champions Tour, og flere af verdens bedste heste og ryttere er nu samlet i Doha.

Det er den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung som bringer historien, men der er ingen informationer at finde på stævnet hjemmeside.