Skip to main content

Author: admin

Forskning: Hestens adfærd i stalden, har betydning i ridningen

Du kender den hest, der vender enden til, når du nærmer dig, eller lægger ørene ned ad nakken, når den kigger ud over boksen. Nogle ryttere vil sige: Jamen den er helt fin under ridning, eller at det bare er en af de heste, der altid er lidt sur. Enkelte vil måske slet ikke opdage, at den er sur eller gnaven. Men nogle ryttere vil måske stoppe og sige: Vent lidt, vil hesten egentlig gerne rides, lige så meget som jeg gerne vil ride?

Og det er overvejelserne fra den sidste gruppe af ryttere, der passer med et nyt studie af franske forskere. Alice Ruet, PhD, det Franske Institut for Horse and Equitation (IFCE) i Saumur, Frankrig og hendes team har i et studie kunne se en kobling mellem dårlig adfærd/velfærd i stalden og dårlig adfærd under sadlen. Ydermere ser det også ud til, at førstnævnte har indflydelse på, hvor let hesten er at ride og sandsynligvis også på dens præstation.

43 heste deltog i forsøget
I undersøgelsen blev 43 klinisk sunde og raske varmblods rideheste observeret i en fransk stald, hvor de var opstaldet i bokse, når de ikke var ude at arbejde, bortset fra en times foldtid om ugen. Forskerne overvågede hestene i stalden for dårlig adfærd/velfærd – som aggression mod mennesker, deprimeret udtryk med kun lidt interesse i sine omgivelser eller anspændt og i alarmberedskab. De bad også hestenes normale ryttere om at besvære et kort spørgeskema om hestenes opførsel under sadel.

Forskerne udvalgte derefter 30 heste, der blev redet af en professionel rytter uden viden om hestenes adfærd i stalden. En måleenhed blev placeret på hest og rytter for at samle informationer omkring bevægelser under rideturen.

Dårlig adfærd i stalden gav mindre behagelig ridetur
Der blev fundet iøjnefaldende sammenfald mellem hestenes opførsel i stalden og deres opførsel under sadel. Eksempelvis viste heste, der var aggressive i stalden, tendens til konfliktadfærd (som at bukke) under rytter. Heste med unoder som krybbe-bidning var mere stressede under sadel (viste sig som høj haleføring). De heste, der virkede uinteresseret eller deprimerede i stalden, var mere modvillige til at gå frem i ridningen. Og dem der var overopmærksomme i stalden, havde større sandsynlighed for at være alarmeret eller anspændt under rytter.

Ydermere viste Måleenheden (IMU), at heste som havde dårlig adfærd/velfærd i stalden, også var mindre behagelig at ride på. Måleenheden afgav data på hesteryggens op-og-ned bevægelse og derfor også rytterens bevægelser i sadlen.

En ond cirkel
Resultatet af undersøgelsen viste altså, at hestens adfærd og velbefindende i stalden hang sammen med hestens præstation under rytter. Om det var fordi, hesten var ulykkelig i stalden, at den tog det med i ridningen, eller om det var fordi, hesten var træt af ridning, at den blev sur i stalden, kunne forskerne ikke konkludere, men sandsynligvis er det en ond cirkel.

”Dårlig adfærd og velfærd i stalden bliver ofte bagatelliseret. Folk tænker ofte, at det ikke betyder noget, hvis de altså overhovedet opdager det. Selv nogle professionelle hestefolk opdagede ikke tegn på dårlig trivsel i stalden. Så jeg tror, at det er virkelig vigtigt, at ryttere på alle niveauer lærer at anerkende/diagnosticere tegn på dårlig trivsel/velfærd fra de mest tydelige som aggressioner til de mere skjulte, hvor hesten er tilbagetrukket og måske trist. Det er nødvendigt, at man forstår, at det er et tegn på dårlig trivsel og ikke bare hestens personlighed,” siger Alice Ruet.

Kilde, og mere om undersøgelsen kan læses her:
Thehorse.com

Ny Grand Prix-hest til Daniel

Daniel Bachmann Andersen er ved igen at være landsholdsaktuel, efter han i foråret 2020 opsagde sin stilling hos Blue Hors, for at blive selvstændig sammen med sin hustru Tiril på det smukke ridecenter Kleppenhus ved Ebeltoft. Han var dengang top aktuel på dressurlandsholdet, med hingste som Blue Hors Zack og Blue Hors Don Olymbrio, og med flere Grand Prix-kandidater godt på vej.

I stedet valgte Daniel og Tiril at starte fra bunden, og opbygge deres forretning med uddannelse af ryttere og heste på Kleppenhus, der er ejet af den norske landsholdsrytter Cathrine Rasmussen. Det er en beslutning, de absolut ikke har fortrudt, men fra at være en af de bedste ryttere i verden, med en placering i top ti på FEIs verdensrangliste til at skulle opbygge en ny forretning efter 6 år på Blue Hors, er der et spring.

Daniel Bachmann Andersen og Carso’ni på dressurbanen i daglig arbejde på Kleppenhus.

En springhest i Grand Prix-dressur
OL i Tokyo er som bekendt udskudt til i år, hvor FEI også har besluttet at afvikle EM i dressur i Hagen til september. Efter et år uden mesterskaber er det en kærkommen tilføjelse til stævnekalenderen. Daniels spring fra ansat til selvstændig kunne derfor ikke være kommet på et bedre tidspunkt. Han har haft tid til at nørde med træningen af hestene. Der er kommet spændende heste i arbejde, og nu ser Daniels sportslige fremtid igen særdeles lys ud.

Daniel har fået den 15-årige Carso’ni i stalden. Hesten er uddannet af Sune Hansen, tidligere berider på Blue Hors og nu bosiddende i England, og den brune vallak er lidt speciel, da han er af ren springafstamning med Carson Ask til far og Leendert til mor. Carso’ni er ejet af Svend Age Eriksen og datteren Mette, de indkøbte hesten som føl, og undervejs har Mette selv redet den i bl.a. championater, herefter overgik den til Sune, som har haft flere starter på hesten i England.

– Mette bor tæt på os, i Egå, og hun ville gerne have Carso’ni hjem igen. Nu kommer hun ofte her for at følge træningen og hygge sig med Carso’ni, fortæller Daniel, der fortsætter: – Han er meget veluddannet af Sune, og kan alle øvelser til Grand Prix, jeg skal bare lige pudse det sidste af.

Daniel har været tilmeldt et par internationale stævner med hesten, men desværre er de blevet aflyst. Nu håber han på snart at få startmulighed internationalt.

Landstræner Nathalie zu Sayn Wittgenstein bekræfter, at Daniel igen er særdeles aktuel i landsholdssammenhæng: – Daniel skal ud for at få noget stævneerfaring med Carso’ni, så jeg håber vi kan finde et sted, hvor vi kan få ham til start.

– Carso’ni er en mega dejlig hest med tre gode gangarter og meget sikker i alle øvelser. Det er en flot hest, så vi må se, hvordan det går.
Daniel Bachmann Andersen

Flere talenter på vej
– Marschall-Bell har også udviklet sig vildt godt, han er virkelig blevet styrket over de seneste måneder. Han er ekstremt stort gående, så det kan være svært at styre, når man kommer ind i firkanten, men det ser rigtig lovende ud.

Daniel, der er uddannet berider i Tyskland hos den tidligere landstræner for de danske dressurryttere Rudolf Zeilinger, forventer at tage nogle af sine Grand Prix-klare heste og lille turs heste med til mindre 3-stjernede stævner og nationale stævner i Tyskland til foråret.

Daniel har også store forventninger til avlshingsten Caracciola MT – stillet til rådighed af den østrigske OL-rytter Sissy Max-Theurer. Hingsten har tidligere deltaget i Bundeschampionatet og VM for ungheste. At det er en kommende Grand Prix-hest, Daniel har ansvaret for, lægger han bestemt ikke skjul på. Potentialet er simpelthen ikke til at overse hos Caracciola.

– Den er så charmerende, den skal gå lille tur i år, og så håber jeg på en debut i Intermediaire II sidst på året. Desuden har jeg en 11-års efter Floriscount, Fanalino, som har gået Intermediaire II med en tysk rytter, ham forventer jeg også at tage med til nogle nationale stævner i Tyskland.

Det er en travl hverdag for Daniel og Tiril på Kleppenhus, men som Daniel fortæller:

“Jeg har vildt gode heste på vej, helt fra de unge til Grand Prix. Begejstringen lyser ud af hans stemme, når han fortæller om staldens heste, og en plads på landsholdet ved EM er et mål for ham i år.”

I dette lille klip fortæller Daniel om Marschall-Bell

Som Premium-medlem hos Ziabrasport Equest kan du komme med indenfor hos Daniel Bachmann Andersen på Kleppenhus ved Ebeltoft. Vi var på besøg sidste sommer, og det kom der spændende TV-indslag ud af.
Se mere her

Nathalie: Forberedelserne til OL er i fuld gang

Bliver der OL i Tokyo i år eller bliver det aflyst? Det er noget, som bliver diskuteret vidt og bredt. Ingen kender svaret, for der er ikke et endegyldigt svar, men landstræner for dressurrytterne Nathalie zu Sayn Wittgenstein fortæller, at DIF (Dansk Idræts Forbund) har gjort det klart, at forberedelserne skal fortsætte uændret. – Vi går derfor ud fra, at OL finder sted, og vi prøver at få forberedt rytterne bedst muligt, fortæller Nathalie. Dressurkonkurrencerne finder sted den 24. og 25. juli (Grand Prix) den 27. juli Grand Prix Special (holdkonkurrence) og den 28. juli Grand Prix kür (individuel konkurrence).

For dressurrytternes vedkommende betyder det, at rytterne i A-truppen og enkelte fra B-truppen skal deltage i flere stævner for at få stævneerfaring, og blive set af de dommere, som skal dømme OL. A-truppen består af: Andreas Helgstrand, Anna Kasprzak, Carina Cassøe Krüth, Cathrine Dufour, Charlotte Heering og Lone Bang Larsen.

Nathalie zu Sayn-Wittgenstein var selv på det bronzevindende landshold ved OL i Hongkong 2008 med Digby. Foto: Elizabeth Law

– Når udendørssæsonen starter, vil der blive flere stævner, og så må rytterne bare være indstillet på at køre lidt længere for at få starterne, understreger landstræneren. Selvom rytterne er erfarne stævneryttere, skal de ud for at have styrket programridningen. Det arbejdes der også på ved den kommende træningssamling, hvor rytterne skal ride program for A-dommer Susanne Baarup

EM i Hagen og OL i Tokyo
Efter OL i Tokyo er det planlagt, at der skal være EM i Hagen fra den 7. til 12. september. – Jeg er ret sikker på, at jeg ikke kommer til at nominere heste til EM, som har gået i Tokyo. Det er ikke god hestevelfærd. De ryttere som har to heste, kan holde hest nr. to i klar, og er de i form, så må vi se, hvordan det ser ud.

– Jeg har en fornuftig bred trup, og spændende yngre heste på vej, som Lone Bang Larsens Rosoff og Daniel Bachmann Andersens Marschall-Bell. Samtidig er Charlotte Heering og Buffanco i en fin formkurve, og Anna Kasprzak bliver også klar (efter fødslen red), ligesom Anna Zibrandtsen også er godt på vej. ”Så der er nogle, vi skal have støvet af”, som landstræneren siger. Hun fortæller, det har været skuffende for rytterne med de mange stævneaflysninger. Og værst er det med de stævner, som bliver aflyst i sidste øjeblik. Hvor rytterne har forberedt sig, og hestene er klar. Og for enkelte ryttere er det vigtigt at opnå de sidste kvalifikationer forud for OL og EM, og det har også været en udfordring under corona nedlukningen.

Anna Kasprzak og hendes OL-partner Donnperignon. Foto: Hans Brand

Anna Kasprzak og OL
– Jeg er med i OL-forberedelserne, men jeg vil sige det sådan, at det skal være en ualmindelig nem fødsel og baby til for det kan lade sig gøre, fortæller Anna Kasprzak, der har redet OL finale i London og Rio. Nu er hun højgravid, og har termin midt i marts. – Der skal der stå nogle og hive i mig og bede mig om at være med, hvis jeg skal til Tokyo, fortsætter hun. Hun fortæller, at hun er med på alle OL-informationer og akkreditering mv. – Men kan ikke lige se mig selv stå i Tokyo med en baby på fire måneder, også med corona i tankerne. Jeg går efter DM-start i maj, og Rock Star ser rigtig fin ud med Josefine (Hoffmann), og jeg har aftalt, at Fuhur kommer til Andreas Helgstrand for at bliver finpudset. Det er Annas plan at komme i sadlen på Rock Star, han er lettere at ”være på”, samarbejdsvillig og rar. Anna erkender også, at der nok bliver noget, som skal justeres på i forhold til balance mv. efter pausen.

– Jeg er nødt til at se, hvordan min krop tager det. Det har været begrænset, hvad jeg har kunnet holde mig i gang med under graviditeten på grund af forskellige udfordringer, forklarer hun.

– Jeg kommer stærkt igen, håber jeg, og hvis alting flasker sig, vil jeg være til start ved DM, ride nogle stævner forud for EM, og så være klar til det. Men det helt store mål for mig, er VM på hjemmebane næste år i Herning, det vil jeg rigtig gerne være en del af, slutter Anna Kasprzak.

Hvor er Danmark i medaljekampen?
– Jeg vil ikke kunne sige dig, hvor vi ligger i konkurrencen om medaljer, erkender Nathalie zu Sayn Wittgenstein. Hverken de danske eller udenlandske ryttere har haft mange starter, som kan indikere styrkeforholdene mellem de førende nationer (Tyskland, Holland, England, USA, Sverige og Danmark).

DM i dressur afvikles den 20. til 23. maj af Equitour i Uggerhalne. Stævnet bliver en del af udtagelsen til OL, hvor den endelige udtalelse finder sted ved CHIO Aachen den 25. juni til 4. juli, hvorefter OL-hestene går i karantæne.

Se Helgstrands hingsteshow på Zibrasport Equest

Der er dressur og spring på højeste niveau på lørdag, hvor du kan sætte dig tilbage i sofaen og nyde en kavalkade af nogle af verdens bedste dressur- og springheste fra Helgstrand Dressage og Poul Schockemühle.

Programmet kan ses live på Zibrasport Equest eller på ClipMyHorse kl. 14.00, og det er gratis at se med. Se med her

Har du travlt på lørdag, kan du gense hele programmet efterfølgende i vores arkiv eller på hjemmesiderne:
www.schockemoehle.com
www.helgstranddressage.com
www.helgstrandstallions.dk
Alle videoer vises med hhv. tysk og engelsk speak.

“Selvom vi synes, at vi hvert år kan stille med en helt exceptionel hingstekollektion, så tør vi godt love, at i år kommer vi til at vise den hidtil bedste kollektion bestående af fløjhingste, præmiehingste, championatsvindere, Bundeschampions etc.” Lyder det blandt andet på Helgstrands Facebookside, så der er uden tvivl masser at glæde sig til.

Travbanen til Høje-Taastrup?

1891… Det var året, da Charlottenlund Travbane blev grundlagt, hvilket gør den til nordens ældste.

“I april 1891 solgte gårdejer Oluf Jacobsen fra Skjoldgården 20 tønder land af gårdens jorder øst for Ordrup Jagtvej. Køberen var Det Danske Travselskab, og selskabet spildte ikke tiden, men lod straks en travbane opføre. Allerede i maj samme år blev det første løb kørt på Charlottenlund Traverbane, som det hed dengang,” skriver travbanen.

Men den 129 år gamle bane kan snart være fortid – i hvert fald i sine originale rammer. Et debatindlæg i august 2020 skrevet af Brigitta V. Rick (SF), medlem af kommunalbestyrelsen, har nemlig sparket gang i debatten om placeringen af det historiske etablissement:

“Der mangler ungdomsboliger, almennyttige boliger og seniorboliger i Gentofte, og der er ikke mange store grunde tilbage, så det kan være svært at finde en passende placering. Der er dog et stort område, som ikke har været omtalt som en mulighed, og det er travbanen, som måske flytter ud af kommunen. Når eller hvis det sker, så skal der tages stilling til, hvad grunden skal bruges til,” lød det blandt andet fra politikeren i sit skriv på SN.dk.

Derefter fulgte flere læserbreve, og debatten om Lunden kører stadig.

Tæt på stationen

Seneste opdatering i sagen er en mulig flytning til Høje-Taastrup.

“Efter flere positive møder med Høje-Taastrup Kommune har vi besluttet udelukkende at arbejde videre med denne placering.

Høje-Taastrup har igennem hele processen været vores første valg på grund af sin infrastrukturelle placering samtidig med at det er et bynært og befolkningstæt område.

I Høje-Taastrup vil vi kunne erhverve os ca. 45 ha mindre end 1000 meter fra Høje-Taastrup Station. Det er tre gange arealet på Lunden og over det dobbelte af Skovbo.

Processen med udvikling af et nyt anlæg fortsætter og medlemmerne vil blive inviteret til at give input til anlægget indenfor de næste 14 dage”, lyder meldingen fra Charlottenlund Travbane.

DRF informerer om udbrud af aggressiv herpesvirus 1 i Valencia

Dansk Ride Forbund er kommet med følgende melding i forhold til udbruddet af herpesvirus 1 i Spanien:

Alle danske ryttere, som har deltaget ved stævnet i Valencia, er informerede
DRF’s Eliteafdeling har både mandag og i dag været i kontakt med alle danske ryttere, der enten er eller har været i Valencia siden den 1. februar, samt de øvrige danske ryttere, der pt. er til stævner i Sydeuropa. De har alle fået tilsendt FEI’s officielle information omkring udbruddet og er blevet informeret om, hvordan de bør forholde sig ift. videre rejseaktivitet og/eller hjemrejse. Derudover er vi i gang med at informere de ryttere, der i de kommende uger er tilmeldt internationale stævner i Europa.

Krav om tests og karantæne ved hjemkomst
Rytterne er desuden blevet informeret om, at heste, der ankommer til Danmark fra områder med bekræftet sygdom, eller hvor der kan være øget risiko for smitte, skal i karantæne i minimum 21 dage ved hjemkomst – i den forbindelse henviser vi til de vanlige retningslinjer i DRF’s Fælles Bestemmelser vedrørende smitsom sygdom og karantæne.

For god ordens skyld gør Dansk Ride Forbund desuden fortsat opmærksom på, at det i henhold til Udenrigsministeriets anbefalinger ikke tilrådes at tage til stævner i udlandet på nuværende tidspunkt. Vi anbefaler, at man til enhver tid følger de opdaterede anbefalinger på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Man fodrer ikke heste med hundekiks og rødbeder

I tre år har Mie Wede haft heste gående på sommergræs på en 4,5 hektar stor skov ved Kettinge på Lolland. Skoven er privat, og de 11 heste og ponyer bliver tilset og passet af ejere flere gange i løbet af dagen. Men som med så mange andre steder i landet, har corona-nedlukningen betydet øget aktivitet på veje og stier af folk, der har været ude og nyde den danske natur, og det har Mie Wede også kunnet mærke.

Uventet meget opmærksomhed på folden
På folden er der flere forskellige muligheder for vand, blandt andet to badekar, nedgravet drænsøer samt 4 x 90 liter baljer, der står mellem buske og krat. Vandet hertil kommer fra en 2000l vandtank placeret ved folden. Men netop hestenes adgang til vand, var det, der i første omgang gjorde Mie opmærksom på, at tingene var anderledes under Corona.

”Det er tredje år, vi har hestene på den fold, og der har aldrig været nogen problemer. Men sidste forår blev jeg ringet op flere gange og fik skældud over, at hestene ikke havde vand. Jeg måtte forklare, at de havde mange muligheder for at drikke og var under dagligt opsyn. Det hjalp ikke. Jeg blev efterfølgende kontaktet af dyreværnet, der også havde fået henvendelser om manglende vand på folden. Hun kendte dog til folden og til de to drænsøer, der tidligere var blevet etableret til køer, så hun var ikke bekymret.”

Skiltet på vandvognen med de 2000l vand er det første man støder på ved folden.
Foto: Mie Wede

Som nævnt går der 11 heste på folden i skoven, og Mie fortæller, at karrene selvfølgelig bliver holdt rene for alger og bundfald, og at ejerne af de 11 heste har en fast plan for at tilse hestene. Så det skorter ikke på opsyn. Man kan selvfølgelig sige, at det er godt, at der bliver holdt øje med heste, der går væk fra bebyggelse, men det skal jo heller ikke være sådan, at alle forbipasserende griber røret uden først at orientere sig om forholdene, og hvis hestene i alt almindelighed ser ud til trives.

Mad over hegnet og spiserørsforstoppelse
Det er dog også ved de to badekar, Mie kan se, at hestene blev fodret over hegnet. Hun har både fundet gulerødder, æbler og brød i og uden om karrene. En dag lå der sågar en halv rødbede i vandet, og de har fundet godbidder til hunde på folden. Ikke særligt betryggende for hverken hestene eller deres ejere, især ikke når nogle af hestene tidligere har haft problemer med forfangenhed.

”En dag kom vi ned på folden, og så stod en af hestene og prøvede at hoste og så rigtig skidt ud. Vi fik selvfølgelig fat i dyrlægen, der kunne konkludere, at det var spiserørsforstoppelse. Hesten blev behandlet og fik det godt, men hvem ved, hvad den har spist, for at få det sådan,” fortæller Mie.

Skiltning der forhåbentlig virker
Lige nu er der ikke noget, der tyder på, at der bliver åbnet helt op i første halvdel af 2021, så Mie er allerede nu klar over, at strømmen af glade naturnydere nok ikke aftager i løbet af foråret eller sommeren. Derfor har hun en plan for, hvordan hun bedst muligt kan informere de mange mennesker, der kommer forbi folden.

“Vi laver nogle gule skilte ala dem, hvor der står, at der er strøm på hegnet. Vi hænger en snor op, hvor vi samler alle informationer som telefonnumre og fodring forbudt. Så håber vi, det kan afhjælpe problemet til sommer,” slutter Mie.

Folden hvor Mies heste går på sommergræs. Foto: Mie Wede

Dennis, Delatio og verdenseliten er til start i Doha

Når dressurdommerne fredag ringer Grand Prix-klassen i gang i Al Shaqab til det fem-stjernede CDI-stævne, så er det Dennis Fisker og Delatio, der har ansvaret for at Danmark bliver repræsenteret på bedste vis.

Som man har kunnet se på den danske pony- junior og ungrytter-landstræners instagram de seneste dage, så har han nemlig taget turen til Doha.

https://www.instagram.com/p/CLmiW8IhQqo/?utm_source=ig_web_copy_link

Og det er ikke hvem som helst Dennis Fisker skal konkurrere imod.

På startlisten er Patrik Kittel:

https://www.instagram.com/p/CLmUFG1H5b_/?utm_source=ig_web_copy_link

Helen Langehanenberg:

https://www.instagram.com/p/CLlfcavpZSJ/?utm_source=ig_web_copy_link

Dorothee Schneider:

https://www.instagram.com/p/CLhRptbqGks/?utm_source=ig_web_copy_link

Læs mere om den store begivenhed her

Skader i forbindelse med opstaldning kan forebygges

Selv om man gør alt for at passe på sin hest, så kommer hesten en gang indimellem til skade. Det kan være på folden eller under ridning – men det kan også være i stalden. I forbindelse med implementeringen af hesteloven, er der sat fokus på at bygge og udforme hestestalde, så risikoen for skader minimeres. Undersøgelser fra udlandet og interviews med rideskoler og inventarfirmaer i Danmark gør det muligt at liste de mest almindelige skader i stalde, og hvor hyppigt de forekommer.

I artiklen nedenfor fra SEGES/Landbrugsinfo, kan du læse meget mere om skader i hestestalde, herunder hvilke skader der oftest forekommer, hvordan de kan forebygges, og hvad man skal være særligt opmærksom på ved byggeri.

Læs artiklen: Skader på heste i forbindelse med opstaldning

VM i Herning: Stjernerne kan ikke vente

https://www.instagram.com/p/CLlhZwDB8p-/?utm_source=ig_web_copy_link
https://www.instagram.com/p/CLW003WHOxA/?utm_source=ig_web_copy_link
https://www.instagram.com/p/CLW6i6Dhghh/?utm_source=ig_web_copy_link
https://www.instagram.com/tv/CLldAViB027/?utm_source=ig_web_copy_link
https://www.instagram.com/p/CLbMMDqnmxu/?utm_source=ig_web_copy_link
https://www.instagram.com/p/CLhggfYBR2k/?utm_source=ig_web_copy_link

Se ‘Riders Corner’ – mandag klokken 17!

Se med på i eftermiddag, når vi sender Riders Corner fra Rune Willum og Joachim Thomsens skønne dressurstald.

Vi ser nærmere på kunsten at overtage en hest, kiropraktik og Carlsbergs kæmper, og så møder vi også Andreas Schou og Nanna Merrald, der har stor succes til stævnerne i udlandet

Vi ses i Riders Corner mandag kl. 17 på Zibrasport Equest.