Skip to main content

Video: Walk and Talk med Anna Kasprzak

Der er 11 år siden Anna Kasprzak, 32 år første gang trak en af sine heste ind på ridecenteret i Haderslev, der er bygget på familiens jord, og hvor Anna også bor sammen med kæresten Mathias og børnene Ella og Eddie. De har Annas mor Hanni Toosbuy Kasprzak som nærmeste nabo.

Betagende natur og smukke bygninger

Anna Kasprzaks ridecenter ligger skjult fra vejen, og omkring centeret bølger naturen sig i bløde bakker. Ude på foldene nyder Annas dressurheste det gode vejr, og der er dømt solbadning på foldene, som rummer Grand Prix-heste, kommende stjerner og celebre pensionister.
Den store ridebane ligger tæt på ridehallen og stalden, der er bygget sammen. Bygningen er opført som et “e” med stalden i cirklen og ridehallen skudt ind i e’s midte.

Brugen af træbeklædning ude og inde, samt den arkitektonisk smukke bygning, gør byggeriet til en særlig fryd for øjet. Her knokler Anna mange timer i ridehallen hver dag, for, som hun siger, hvis man har de ambitioner hun har, skal der trænes.

Anna Kasprzaks smukke ridecenter er bygget, så det falder i et med naturen. Foto: Zibrasport Equest

En lys og indbydende ridehal

Også ridehallen er træbeklædt inde, med 10 store, ovenlysvinduer på tværs af hallen, der giver et godt, naturligt lysindfald. Bunden er en fiberbund med ebbe/flod-system, og så har Anna mulighed for at tænde for varmen i hallen på særlig kolde dage. Hallen er dog så velisoleret, at det sjældent er nødvendigt. Hallenopvarmes ved hjælp af strålevarme, og varmekilden er et kombineret træpille- og møgfyr.

Flere store folde, en rotunde, en natursti samt ridebane og ridehal suppleres af vandløbebånd og spa. Foto: Zibrasport Equest

Snilde og æstetiske løsninger

Hele ridecenteret er gennemsyret af funktionelle løsninger, og det fungere perfekt i den travle hverdag. Anna blev mor for anden gang i slutningen af marts, men allerede efter 10 dage var hun i sadlen igen. Nu arbejder hun målrettet for at blive klar til at kunne indgå på landsholdet ved EM, såfremt landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein kalder på hende.
Anna har to gange redet OL på Donnperignon, også kaldet Pepe, som hun fik i efteråret 2011, og det følgende forår, var hun klar til OL-holdet i London, hvor parret red sig i finalen. Det gjorde de igen i 2016 i Rio, og de var også med på det sølvvindende danske landshold ved EM i Göteborg i 2017.

“Det grå guld”, kalder Anna de tre, som hver dag hygger sig på folden. Det er OL-hesten Donnperignon (Pepe), UVM guldvinderen Victorias Secret (som venter føl) og Annas datter Ellas pony Charlie. Foto: Zibrasport Equest

Fra rideskole til eget ridecenter

Anna fik sin første pony, da hun var 5 år. Hun har ikke hesteinteressen fra frememde for hendes mor, Hanni har også redet fra hun var ganske ung.
Annas første egentlige konkurrence var en træktovskonkurrence, for dengang boede familien i Tyskland, og der er ganske normalt at rytterne starter med at blive trukket, og bedømt for deres opstilling.
Annas karriere tog fart, da hun i 2005 fik avlshingsten Future Cup. Sammen med ham vandt hun EM bronze i sit sidste år som young rider.

Gennem mange år havde familien heste og ponyer opstaldet på ridecenteret i Dalby, men da familien erkendte, at Annas brændende interesse for heste var usvækket, tog de beslutning om at bygge ridecenteret i “baghaven”.

Ønsket var et byggeri, der kunne falde ind i naturen, bygget af gode, holdbare materialer, og funktionelt indrettet, med korte afstande fra strigleplads til sadelrum og ridehal.

Fra begyndelsen var planen at have nogle få avlshopper efter devisen “lidt men godt”, men i dag er avlsdelen udvidet betragteligt, og devisen i dag må være “lidt mere og godt”, da Anna i år har fået 11 føl.

Avlen er samlet på et nybygget avlscenter tæt på ridecentreret, og her er hopper, føl og plage samlet. Det kan man se og læse mere om i artiklen: Anna Kasprzak har fået 11 føl, som kommer online senere her på sitet.

Video: Jeg føler mig enormt privilegeret

Solen bager ned over den store springbane (tidligere DM-dressurbane) på Broholm Hestecenter. Berider Maria Bjørnkjær Asferg træner en af springhestene på stedet, under springtræner Pether Marknes årvågne blik. Hun blev ansat af OL-rytter Per Sandgaard og Pether Markne til at uddanne parrets springheste. De har forpagtet hestecenteret, og flyttede ind den første april.

UVM finalist

Maria Bjørnkjær Asferg 30 år er uddannet berider hos Søren Møller Rohde på Stutteri Ask. Hendes største sportslige triumf kom i 2018, hvor hun red sig i finalen ved UVM på Zangersheide med 6-årige Chinett Ask e. Ci Ci Senjor Ask. Stævnet på Zangersheide var også hendes bryllupsrejse sammen med sin mand Bjarke, og de to fejlfrie runder i kvalifikationen til finalen, var en ekstra, og meget velkommen bryllupsgave.

Udlært på Stutteri Ask

Maria er student, og efter endt eksamen gik hun i lære hos Kristian Skovrider i to år. Herefter kom hun til Dalumgaard på Fyn hos Jon D. Pedersen. For at få springtræning, kørte hun til Stutteri Ask.
Maria begyndte at pusle med tanken om, at skifte læreplads, hvis det var muligt. Det var det. Og efter et år på Dalumgaard flyttede hun til Stutteri Ask og færdiggjorde sin uddannelse om berider under Søren Møller Rohde i forsommeren 2018. Hvorefter hun blev fastansat.

Maria Bjørnkjær Asferg i daglig træning. Foto: Zibrasport Equest

En fantastisk hverdag på Broholm

OL-rytterne Per Sandgaard og Pether Markne har etableret træningscenter på Broholm Gods, der er fuld aktivitet på stedet med fokus på både springning og dressur.

Pether Markne har været en del af trænerstaben bag det succesfulde svenske springlandshold i en årrække, og træner for flere svenske eliteryttere gennem en årrække, bl.a. den succesfulde OL-rytter Malin Baryard. I dag er han landstræner for de norske spring- og dressurryttere. Han tænker mere end de fleste over uddannelse af heste, og det kommer i høj grad Maria til gode.

”Man skal blive ved med at udvikle sig, man skal blive ved med at uddanne sig. Og jeg føler, et eller andet sted, og det lyder måske lidt tosset, at jeg er lidt startet på ny,” fortæller Maria i bl.a. i det videointerview Zibrasport Equest lavede med hende på Broholm Hestecenter.

Video: Det er vildt godt! siger Josefine Hoffmann

I forsommeren kunne Josefine Hoffmann, 24 år fejre, at hun har arbejdet for OL-rytter Anna Kasprzak i fem år. Det har været helt fantastisk, og hun har fået mange, gode oplevelser, fortæller hun. Sammen med Annas Grand Prix-hest Hønnerups Driver, har hun været på landsholdet til EM adskillige gange, og senest opnåede de en sølvmedalje ved DM i Uggerhalne i maj måned i klassen for U25-ryttere.

Partner med UVM-guldvinder Driver

Josefine kommer fra en ridefamilie, hvor hendes far Per Hoffmann er uddannet berider. Det er også ham, som hjælper hende på opvarmningen til stævnerne, hvis Anna er forhindret i at komme med.
Da Josefine startede i stalden hos Anna Kasprzak blev genoptræningen af Driver hendes opgave. Det udløste senere en start i MB0 i foråret 2017 ved landsstævnet i Vejle, hvor det blev til en stensikker sejr på den dengang 13-årige Driver. Mange husker måske Driver, fra han vandt guld ved UVM i Verden under Andreas Helgstrand, og efterfølgende sikrede familien Kasprzak at den talentfulde vallak forblev herhjemme. Anna har uddannet Driver til Grand Prix og undervejs vundet U25-guld i 2014.

På EM-holdet første gang i 2017

Josefine Hoffmann og Hønnerups Driver viste så fine takter, da de startede deres samarbejde, at de blev udtaget til EM-landsholdet i Roosendaal, Holland i 2017. Holdet opnåede ingen medaljer, men i den individuelle konkurrence sluttede Josefine og Driver som bedste danske ekvipage på en 8. plads. Og de sluttede året på fornem vis ved at vinde ECCO Cup finalen for U21.

Josefine Hoffmanns første opgave, da hun blev ansat hos Anna Kasprzak for 5 år siden, var genoptræningen af Hønnerups Driver. De har dannet par lige siden. Foto: Zibrasport Equest

Skadet og intet EM

Deres første internationale sejr kom i april 2018 i Zeeland Outdoor i Holland, hvor de sejrede i kür med 76,5% Efter et enormt flot forår og sommer med internationale topplaceringer, var parret på U21-holdet til EM, men umiddelbart før afrejsen til EM blev Driver småskadet, og de kom ikke afsted. De var ellers spået en medaljechance i deres sidste år i U21.

Nordisk Mester i 2019

I 2019 var der total, dansk dominans i holdkonkurrencen ved Agria Nordic-Baltic Championships på Vilhelmsborg, hvor det danske hold for U25 satte konkurrenterne til vægs og vandt guld. Og Josefine Hoffmann og Hønnerups Driver var med. De supplerede guldmedaljen med en individuel bronzemedalje. Parret blev bedste danske ekvipage ved EM i Italien, hvor holdet vandt bronze, og den medalje karat opnåede Josefine og Driver også i den individuelle konkurrence. De sluttede året med en overlegen sejr i ECCO Cup Finalen for U25.

EM holdbronze i 2020

Sammen med Victoria Vallentin, Anne-Mette Strandby Hansen og Maja Andreasen vandt Josefine Hoffmann EM holdbronze for U25 i 2020.
Året var præget af coronapandemien og Agria DRF Mesterskabet for U25 blev først afviklet i september, og her vandt Josefine og Driver igen en bronzemedalje.
Ved årets udgang måtte ECCO Cup finalerne desværre aflyses, og på baggrund af resultaterne fra årets to kvalifikationsstævner, blev det igen Josefine Hoffmann, som blev udnævnt til vinder.

“Det er vildt godt,” fortæller Josefine Hoffmann om den træning, hun får af Anna Kasprzak. Foto: Zibrasport Equest

Spændende ungheste på vej

Mens Anna Kasprzak har været på barsel med sønnen Eddie, der blev født i marts måned i år, har Josefine holdt Annas konkurrenceheste igang. Samtidig har hun flere unge heste godt på vej. Hør Josefine Hoffmann fortælle i dette video interview lavet af Zibrasport Equest.

Video: Vi bruger hinanden rigtig meget

Tobias Thorning Jørgensen tilbragte sine første år med at spille fodbold og ride, han var springrytter, men i 10-11-års alderen brød hans muskelsygdom ud. Det har betydet, at Tobias i dag rider paradressur i grad III, og han træner hårdt i træningscenteret sammen med Lasse Kristensen, for at forblive i den grad.

Rideinteressen har han ikke fra fremmede. Hans mor Line, repræsenterede Danmark ved PL i London, i Hong Kong og Athen, og hun har også et verdensmesterskab på sit CV. Line rider i Grad V, hvor hun holdt en pause fra internationale konkurrencer i perioden fra 2014 til 2019, for at støtte Tobias. Han debuterede på landsholdet som 17-årig ved EM i Göteborg i 2017, og sammen med Bruunholms Caribian e. Blue Hors Hertug bidrog han til den danske holdsølvmedalje, og samtidig vandt han en individuel bronzemedalje. Ved DM blev det til en guldmedalje til parret.

Desværre for Tobias pådrog Bruunholms Caribian sig en skade, og den satte hesten ud af spillet. Også Tobias måtte sætte ridningen på pause nogle måneder efter et fald fra hesten i træningen i februar 2018, hvor han brækkede flere knogler, bl.a. lårbenet og venstre arm.

Guld-Tobias

I 2019 kom Tobias stærkt tilbage med en ny hest, Jolene Hill, stillet til rådighed for ham af Signe og Thomas Kirk Kristiansen. Efter blot nogle få måneders træning opnåede Tobias en sølvmedalje ved DM i starten af juni. To måneder senere fik han tilnavnet ”Guld-Tobias” efter han vandt to guldmedaljer ved EM i Rotterdam og bronze med landsholdet.

Adskillige nomineringer

Tobias forrygende sæson 2019 udløste flere nomineringer: Årets Para-Atlet, Bestseller Olympic Hope, og Årets Fund blandt Danmarks 10 største talenter. Også internationalt blev det til en nominering af det internationale rideforbund, FEI i kategorien Against All Odds.

I forbindelse med nomineringen til Året Fund, udtalte Tobias til Parasport Danmark; ”Det er vanvittigt fedt. En kæmpe ære for mig at være med i kapløbet om den pris. Det er virkelig nogle store, prominente sportsnavne, der har vundet den igennem tiden, og det er en stor personlig motivation for mig at blive anerkendt på den måde. Samtidig er det fedt at kunne være med til at skabe et navn for parasporten.”

På vej mod PL?

I 2020 var Tobias og Jolene Hill en medvirkende faktor til, at holdet fra Blue Hors sejrede i Agria DRF mesterskab for klubhold.

De har startet sæsonen i år på helt spektakulær vis med tre sikre, sejre ved et internationalt stævne i Belgien. Tobias ligger p.t. nr. et på verdensranglisten i Grad III. Målet er klart en plads på landsholdet ved PL i Tokyo til september. Ved samme stævne i Belgien debuterede hans mor Line på en ny hest, Højgaardens Zackzimo som hun har fået stillet til rådighed af Signe og Thomas Kirk Kristiansen. Det er en ung hest, kun 6 år, men med stort potentiale, så den forventer Line sig meget af de kommende år.

Line Thorning Jørgensen og hendes nye hest.

Opstaldet på Blue Hors

De seneste par år har Line og Tobias haft deres heste stående på Blue Hors. Det har gjort en stor, positiv forskel. Familien er flyttet til Give, og dermed er Tobias tættere på Blue Hors, og han nyder at tilbringe timer i stalden sammen med det dygtige team af grooms og ryttere på stedet. De har, som Line fortæller, fået nogle super rammer omkring sig, med fantastiske mennesker, som bare hjælper og bakker op.

”Vi har været ekstremt heldige med, at Nanna (Nanna Skodborg Merrald) har brugt enormt meget tid på os, og det er vi meget taknemmelige for,” fortæller Line Thorning Jørgensen. ”Det gør bare en verden forskel,” fortsætter hun.

”Hun har været med til at rykke os meget, og det er helt klart hende, vi kan takke for en stor del af vores udvikling,” supplerer Tobias afslutningsvis.

Tobias Thorning Jørgensen er til start ved DM i Paradressur denne weekend under Equitour-stævnet.

Se med fra Equitour Denmark den 21.-23. maj 2021 med DM i dressur og paradressur.
Vi streamer alle tre dage – fra begge baner.

Skuespillerinde giver travsporten værdifuld omtale

Matador-skuespillerinden, der tidligere i år fyldte 86 år, har været med til at skabe stor fokus på travsporten i forbindelse med, at der er opkaldt en travhest efter hende. Det har nemlig betydet omtale af travsporten i alle større medier, og interesse for den brune hoppe, der bærer Ghita Nørbys navn.

Læs også artiklen om Tarok – Danmarks mest berømte travhest

Drømmen om et navn

”Det er egentlig en lang historie. Preben Sørensen, som har et kæmpestort stutteri oppe i Kjellerup, kontaktede mig for et år siden. Han var vågnet op af en drøm, og nu ville han forfærdelig gerne have lov til at opkalde et føl, han havde, efter mig. Hvad jeg sagde til det? Jamen, jeg blev selvfølgelig glad og sagde ja med det samme,” sagde Ghita Nørby til Billedbladet.

”Jeg har skam også været oppe på stutteriet og set hende, fortalte den folkekære skuespiller til Billedbladet sidste år.

Siden har skuespillerinden og travhesten givet travsporten, en uvurderlig synlighed i det danske mediebillede, og den tre-årige hoppe er nu begyndt sin løbskarriere.

https://www.youtube.com/watch?v=K9nlY0-WhDA&t=131s

Artikel fra Billedbladet kan ses her.
Artikel fra Se og hør, kan ses her.
Artikel fra Ekstra Bladet, kan ses her.

Kilde: Travet.dk

Video med Josephine Bøgh: Hestene er min førsteprioritet

“Hestene har været førsteprioritet størstedelen af mit liv… Det er min motivation. Det er det, jeg bedst kan lide,
og jeg brænder virkelig for det,” fortæller Josephine Bøgh i Zibrasport Equests nye træningsserie.

Første afsnit kan du se herunder, og her kommer Firkløverets Springakademi-rytteren bl.a. ind på, hvorfor hun dyrker lige netop den sportsgren – og hvad der får hende til at blive ved med kæmpe for at nå toppen.

Video: Nanna er stolt over at ride for Blue Hors

Nanna Skodborg Merrald har adskillige sejre og placeringer bag sig. Først som ponyrytter, siden i ungdomsrækkerne, hvor hun havde forrygende succes på DV-vallakken Millibar e. Milan med EM-guld for juniorer, og siden kvalificerede parret sig til World Cup finalen i 2014, hvor Millibar desværre var halt, da han nåede frem til stævnepladsen i Frankrig. De efterfølgende år kæmpede Nanna, hendes træner Michael Søgaard og dyrlægerne for at få Milibar tilbage i sporten igen, uden held.

Vil du arbejde på Blue Hors?

Mens Milibar var på skadeslisten uddannede Nanna to heste til Grand Prix, heste som familien havde opkøbt som føl. Nannas talent er åbenlyst, og for halvandet år siden ringede telefonen i hendes hjem på Sjælland; Ulrik Sørensen, der er sportschef på Blue Hors tilbød hende et job som rytter. Og det har hun ikke et minut fortrudt, fortæller hun bl.a. i dette videointerview med den flittige rytter, der foruden Grand Prix-hestene Blue Hors Zack, Atterupgaards Orthilia og Blue Hors St. Schufro har flere heste på vej mod den store sport. Du kan også høre Nanna fortælle om Blue Hors Zack i artiklen: Nanna har fundet knapperne på Zack

Universitetsuddannet rytter

Nanna har en bachelor i molekylærbiologi fra RUC. Det har taget lidt længere end planlagt at få den uddannelse gennemført. Som Nanna fortæller, har ”hesteriet” taget lidt overhånd undervejs i uddannelsen, men hun blev færdiguddannet et halvt år efter hun startede på Blue Hors.
Nu er hun rytter på fuld tid på Blue Hors, og har ry for at være fokuseret og myreflittig. Hun har trænet hos berider Michael Søgaard siden ponyårene, og det er fortsat ham, som rejser med Nanna til stævner, og hjælper hende med uddannelsen af hestene på Blue Hors.
Det har været en omvæltning at være ansat rytter, fra at være selvstændig på forældrenes ridecenter på Sjælland, men jobbet giver Nanna en anden form for frihed. Og et godt, professionelt team af gode kolleger i dagligdagen, fortæller hun.

Elsker at ride de unge

Nanna elsker at uddanne sine heste selv fra en ung alder. Der skal noget overtalelse til, hvis hun skal i sadlen på de 3-årige hingste, fortæller hun, men derudover nyder hun arbejdet og vejen fra unghest til Grand Prix. Hun er meget taknemmelig over at have topheste som Blue Hors Zack og Atterupgaards Orthilia i den store sport. Den erfaring de giver hende, kan hun bruge i uddannelsen på de yngre talenter. ”Det er en perfekt kombination, at jeg kan uddanne ungheste, og få lov til at ride op ad midterlinjen på de ældre stjerner,” slutter Nanna Skodborg Merrald.

Video: Nanna har fundet knapperne på Zack

Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack bragede ind på den internationale dressurscene i Hagen, Tyskland i slutningen af april. Efter kun en enkelt start i Le Mans tidligere på året, hvor hun opnåede godt 74% med Blue Hors Zack, kom parret til start i Grand Prix og Grand Prix kür i Hagen i konkurrence mod et særdeles stærkt felt. Her kom de ind på tredjepladsen med hhv. 75,739% og 82,025%

Fra pensionist til OL?
Nanna og Zack’s samarbejde har blot et halvt år på bagen. Da Daniel Bachmann Andersen forlod Blue Hors sidste forår, gik der forlydender om, at den dengang 16-årige hingst skulle pensioneres. Hingsten har haft flere forskellige ryttere, og vejen mod Grand Prix har derfor ikke været den lige, og letteste vej. Det var først i partnerskabet med Daniel Bachmann Andersen, at de sidste ”brikker” faldt på plads for hingsten, som Grand Prix-debuterede internationalt i en alder af 13 år. Daniel og Blue Hors Zack var med på landsholdet ved EM i Rotterdam i 2019, her nåede de den individuelle finale, hvor de sluttede på 7. pladsen med 83,7% Samme år blev parret danske mestre. Se eller gense kürfinalen fra DM dette år.

Efter Nannas flotte resultater i Hagen med Zack er hun nu rykket op i A-truppen, og kandidat til en landsholdsplads ved OL i Tokyo. Det kan man læse mere om i artiklen: Nanna og Daniel nu i A-truppen

Træner hos Michael Søgaard
Omkring enhver succesfuld toprytter står et godt og stærkt team, og for Nanna er det hendes træner gennem 13 år, berider Michael Søgaard og hendes hestepasser Ellen Nielsen.

– Det er vigtigt for mig at have et godt team omkring mig. Og jeg er heldig at have min erfarne hestepasser Ellen med mig til daglig og til stævnerne.
Nanna Skodborg Merrald

Se indslaget med Ellen Nielsen i artiklen og videoen: Ellen nyder sit job som groom

Nanna har trænet sammen med Michael Søgaard siden hun var succesfuld ponyrytter. – Jeg er glad for, han fortsætter med st komme her på Blue Hors. Det betyder enormt meget for mig at have ham med. Det giver mig ro at have ham i ørene på opvarmningen. Der er vi i vores egen lille boble, fokuseret på det vi skal. Uden ham og Ellen ville jeg ikke være der, hvor jeg er lige nu, understreger Nanna Skodborg Merrald.

Stempelhingst i særklasse
Det er ikke alene på dressurbanerne, at den nu 17-årige avlshingst har slået sit navn fast som værende blandt verdens bedste. I avlen betegnes han som en international ”stempelhingst” – en hingst af stor betydning for avlen af rideheste. Ikke alene i Danmark, men i Europa. Og når man taler om ridehesteavl, så er Europa at sammenligne med verden. Der er i Vesteuropa, at hovedparten af avlen til international sport foregår.

Zack er opdrættet i Holland, hvor han blev fløjhingst ved kåringen i KWPN. Kort efter blev han kåret i Dansk Varmblod.

– Han har været en utrolig stærk og holdbar hest, der stort set aldrig har været syg eller skadet, og så er han hver eneste dag super oplagt og motiveret til at arbejde – selv dagen efter et stort stævne, hvor han skal holde fri,
fortæller Zacks tidligere rytter Daniel Bachmann Andersen.

Blue Hors Zack er far til adskillige afkom i de førende forbund, og blandt dem den tredobbelte guldvinder ved UVM Sezuan samt flere internationale Grand Prix-heste som Blue Hors Zepter (Daniel Bachmann Andersen) og Glock’s Zonik (Edward Gal).

Zack er blind – på de ene øje
Blue Hors Zack var i 2010 klar til mellemrunden i dressur med Sune Hansen i sadlen. Hingsten stod bundet for opsadling, han trak sig tilbage i kæderne med det resultat, at grimen sprang, og uheldigvis blev grimens metalspænde slået ind i hingstens højre øje. Det medførte så store skader, at hingsten blev blind på det øje. Efter noget tilvænning blev Zack igen klar til at blive redet i konkurrence, men det er noget, som rytter og hestepasser skal tage højde for i ridning og omgang med hingsten.

Ellen nyder sit job som groom

Striglen glider fast og regelmæssig ned over halsen og skulderen på den smukke brune hest, der tydeligvis nyder at blive striglet. Ellen Glinvad Nielsen har blikket rettet mod hesten, og hun følger nøje med i dens reaktioner. Ellen er groom, og hestenes helbred ve og vel er hendes ansvar. Hun er første skanse og mege vigtig i forhold til skadesforebyggelse og hestenes helbred generelt.

Ellen Nielsen har været groom i mere end 10 år på Blue Hors. Hun har et stort ansvar i forhold til hestene, og det nyder hun.

På vej mod OL?
Zibrasport Equest møder Ellen på en dag, som enhver anden i hendes hverdag på Blue Hors. I 2019 kunne hun fejre 10 år på Blue Hors. Hun har ansvaret for de heste, der står på Nanna Skodborg Merralds liste. Hun har været til VM med Sune Hansen og til UVM med Allan Grøn, og måske er hun på vej til Ol i Tokyo sammen med Nanna og Blue Hors Zack.

Det er hårdt arbejde, men spændende
Det er et spændende job, men det kan også være krævende, og man skal være parat til at sætte hestene og jobbet foran familie og venner. Når der er stævne, skal Ellen være klar – og det er hun.
– Det er hårdt arbejde, erkender hun, men hun nyder det. Og hun kan ikke rigtig forestille sig at lave noget andet. På sigt, når hun ikke længere syntes, det er så sjovt at sætte alt til side for at rejse verden rundt med hestene, håber hun på at kunne få et andet job – på Blue Hors, hvor hun rigtig har fundet sig hjemme.

Nanna og Ellen er et team
Nanna Skodborg Merrald har kun ros tilovers for samarbejdet med Ellen om hestene. Det giver Nanna ro og mulighed for at fokusere på sine ridt, for hun ved, at hestene er i de bedste hænder hos Ellen. Det viste de sammen ved CDI-stævnet i Hagen i slutningen af april, hvor Nanna var til start med Blue Hors Zack, Atterupgaards Orthilia og Blue Hors Farrell og tre gange fik Dannebrog til tops.

Hesten kan tune ind på dit hjerteslag

Det er fascinerende. Hvordan skete det? Jeg kan ikke engang få et menneske på gaden til at forstå mig, men denne hest følger efter mig, som om jeg har kontrol – og jeg begyndte bare at græde.

Harry Marshall

Harry Marshall var udsendt soldat i Bosnien, og efter nogle meget traumatiske hændelser kom han hjem og blev diagnosticerede med PTSD. Harry prøvede at begrave sig i arbejde, men voldsomme flashbacks og lammende angst gjorde det umuligt for ham at få hverdag og menneskelige relationer til at fungere – og til sidst flygtede han ud i skoven, hvor han boede i et halvt år, stort set uden kontakt til mennesker. Han mistede evnen til at tale og overvejede flere gange at tage sit liv.

På et tidspunkt formåede Harry dog at række ud efter hjælp, og selv om han ikke havde haft med heste at gøre før, blev han en del af et program, hvor heste skal hjælpe veteraner med PTSD. Det ændrede Harrys liv.

Hesten går ind til midten af arenaen, min hest hedder i øvrigt Blue, og han lægger sit hoved på min venstre skulder, hans hoved hænger bare foran mit bryst, og jeg kan kun beskrive det som overvældende… Det var en følelsesmæssig forbindelse, som du ikke kan opleve med noget andet levende væsen

Harry Marshall

I dag arbejder Harry med hestene hver eneste dag, og han kan ikke forestille sig en fremtid uden hans firbenede venner. Se indslaget fra FEI nedenfor.

Kvinde skriver historie – vinder Grand National

I weekenden indskrev den kvindelige jockey Rachael Blackmore sig i historiebøgerne, da hun som den første kvinde nogensinde vandt det traditionsrige Grand National på Aintree Racecourse i Liverpool.
Første gang Grand National steeplechace blev afviklet var i 1839, hestene skal på en strækning over 6,9 km springe 30 forhindringer, hvoraf den mest berømte/berygtede er Becher’s Brook en forhindring med en meget dyb landing. Det vurderes at omkring 500 til 600 millioner verden over følger dette løb fra mere end 140 lande.

Dette års Grand National blev afviklet i weekenden (den 10. april) og sammen med Minella Times skrev Rachael sig ind i historiebøgerne i dette traditionsrige løb. Hun var fjerdefavorit hos bookmakerne. Og som hun sagde til ITV Racing er hun overlykkelig for at ride heste for træner Henry de Bromhead (han er også træner for hesten Balko Des Flos, der kom ind på andenpladsen). – Det er ubegribeligt at vinde, hesten var bare fantastisk. Om den 8-årige vallak sagde hun bl.a. – Han sprang så smukt. Jeg forsøgte at holde ham tilbage og vente så længe jeg kunde, før jeg lod ham gå frem.
– Det føles fantastisk, det er det her, du drømmer om, fortalte træneren efter løbet og han fortsatte: – Jeg har set løbet siden jeg var barn – jeg er så heldig, og vi er så heldig at have Rachael!
Desværre var der en hest, som måtte aflives efter løbet, der de senere år har været i søgelyset hos forskellige dyreværnsorganisationer.

Stald Magic – det begyndte med et lån på 5000 kr.

Lidt uden for Ikast ligger Stald Magic – det store sted med plads til 60 heste bliver drevet af stifteren Mia Lee – og til daglig får hun hjælp af Belinda Elmholt Jeppesen, der har været ansat som rytter og underviser siden 2015.
Duoen har netop solgt ponyen Strutze’s Masterpiece til den tidligere Europamester Semmieke Rothenbergers elev.

– De har købt ponyen via video – corona gør, at vi må handle på en anden måde. Semmieke kontaktede mig i forbindelse med ponyen, fortæller Mia.

– Vi optog en enkelt video, hvor en niårig pige red Masterpiece, fordi det var en niårig pige, der skulle købe den. Vi kender ponyen, så det handler også meget om tillid, når vi sælger på denne måde. Vi kunne stå inde for, at den kunne gå med en niårig, siger Belinda.

https://www.instagram.com/p/CM83jPbhVnA/?utm_source=ig_web_copy_link

Masterpiece er bare én ud af mange, der via Stald Magic har fået en ny rytter. Men hvad er hemmeligheden bag så mange succesfulde match mellem hest og rytter?

– Vi gør meget ud af, at det er det rigtige match, når en rytter kommer og prøver en pony. Vi prioterer den gode ridetur højt, og vi elsker kvalitet, hvor kapaciteten ikke skal være en begrænsning.

Belinda med en af sine elever

I og med at vi selv hele tiden er med til de store stævner, bliver vi hele tiden holdt skarpe på, hvad der skal til for at være med helt fremme, fortæller Mia og uddyber:

– I forhold til salget er det vigtig for mig at have en god dialog med folk om, hvad deres drømme og ambitioner er. 

Når jeg kender det, kan jeg sammen med budgettet finde frem til hvilken pony, der er bedst for den enkelte rytter. Budgettet spiller selvfølgelig en vigtig rolle, men når man kender lidt til rytteren og familien, er der mange måder fat få drømmene til at lykkedes, selv om budgettet ikke er det største. 

Og her synes jeg, det er vigtigt, at folk rådfører sig med deres daglige ridelærer, da det er dem, der bedst ved, hvad rytterens styrker og svagheder er. 
Jeg er derfor også sikker på, at meget at vores hest/ponyers succes kommer af vores gode samarbejde med trænerne. Det er hele teamet omkring ekvipagen, der skal virke. En god hest/pony kan ikke stå alene.

Familieprojekt fik vokseværk

Udover at være en salgsstald, så er Stald Magic også stedet, hvor nogle af landets bedste unge dressurryttere træner – Mia har flere år haft flere ryttere med til EM. Bl.a. andet havde hun topresultater med Sophia Obel og Nathalie Thomassen til EM i 2020.

Sophia Obel og Nathalie Thomassen

Mia Lee har dog ikke skabt sin forretning ”over night”.

– Stald Magic er faktisk 20 år gammel.

Det startede med, at jeg lånte 5000 kroner af min mormor. Jeg var færdig med folkeskolen, og jeg havde ikke noget at lave. Jeg købte kategori 2-ponyen Sunshine via DBA. Jeg havde den i to måneder, før jeg solgte den for 15000 kroner, så dette var en ret god fortjeneste. Jeg har altid haft fantastisk opbakning fra min familie.

Jeg kan huske, at vi skulle på ferie i Holland, og jeg fik lov til at få en trailer spændt bag på bilen. Jeg faldt over en hest dernede, og pludselig havde vi altså købt den og tog den med hjem. Jeg solgte den for 45000 – derefter købte jeg to. Og efter gymnasiet havde jeg 17 heste, husker Mia.

Det startede som et familieprojekt. Min mor bor stadig her på gården med mig, men mine brødre har gået andre veje. De var en stor del af det hele i mange år.

Mia Lee

– Nu har jeg i stedet rigtig gode ansatte, der hjælper mig. De har alle meget æren af, at det går godt, ligesom min mand også har. Jeg ville være noget uden nogen af dem, fastslår Mia.

Én af de uundværlige personer er Belinda. Hun supplerer nemlig Mia på bedste vis.

– Mia ejer ikke evnen til at se begrænsninger. Hun har et drive, og der er ikke noget, som ikke kan lade sig at gøre. Det er ekstremt inspirerende.
Jeg kommer ind med struktur, så matchet er bare perfekt.

Både Mia og Belinda underviser de talentfulde ekvipager, der er en del af Stald Magic.

– Vi forsøger at være i konstant udvikling som trænere. Vi er modtagelige over for læring. Jeg kan sagtens lære af en, der er yngre end mig.

Vi tør at diskutere indbyrdes, hvis vi er uenige. Man skal bare kunne argumentere, forklarer Belinda om årsagen til deres elevers mange topresultater på banen.

Og Mia er enig:

– Vi sætter en ære i, at vores ryttere lærer at ride, og det skal de være de bedste til. Det, at vinde, er en bonus, men ikke vores fokus i hverdagen.

Vores kombination af salgsstald og undervisning gør, at rytterne har alle muligheder for at udvikle sig. De kan ride lige så mange heste, de har lyst til. De får en masse forskellige udfordringer de skal løse, og de lærer noget hver gang. Det, at vi nu har så mange, der rider så godt, gør også, at de hele tiden har nogen at se op til og spejle sig i.

Man må gerne fejle

Selv om Magic-rytterne deltager i de største mesterskaber, så er det vigtigt for Mia og Belinda at skabe et rum, hvor der er plads til at begå fejl – og endnu vigtigere, at der er plads til at grine og være sig selv.

Magic-rytterne forstår at præstere, når det gælder til stævnerne

– Vi har et helt unikt sted. Mias dør står altid åben, og det skaber et godt fælleskab. Det er ikke et sted, hvor der er koldt på toppen.

Vi vil have et træningsmiljø, hvor de tør at fejle. Det har været helt bevidst, at vi ville skabe det her koncept, og det er heldigvis lykkedes.

 Belinda Elmholt Jeppesen

– Vores elever overnatter her, når de har ferie. I går havde vi også en session med en mentaltræner – fokus var på den gode energi imellem hinanden. Vi gør meget for at skabe fællesskabet. Vi vil gerne lære pigerne, at det ikke kun handler om ridning. Det handler om helheden. Mange falder fra, fordi det bliver for ensomt og resultatorienteret.

Man bliver en bedre rytter af at være en hel rytter – ikke kun de 45 minutter, man træner på banen, siger Belinda.

Og Mia har stadig en kæmpe lyst til at gøre sine elever bedre, selv om hun har været over 20 år i branchen.

– Mit hjerte hamrer bare løs, når mine piger rider ind på banen. Det giver stadig hjertebanken og et adrenalinkick.