Skip to main content

Gigantisk jordskulptur til ære for mineponyerne

Written by admin on . Posted in Artikler>Historie & Kunst, Artikler>Nyheder.

Den walisiske kunstner Mick Petts er berømt for sin gigantiske jordskulptur af en hest i Caerphilly, Syd Wales. Landskabskulpturen er kendt som Sultan the Pit Pony og er over 200 meter lang og forestiller en løbende hest. Kunstværket blev bygget ind i landskabet ved hjælp af kul, skifer, sten og jord, og de bløde grønne former viser nu en hest i bevægelse, der kun kan ses i sin helhed fra luften.

Sultan the Pit Pony løber måske frit i Caerphilly, men det gjorde de ponyer, værket er lavet til ære for, ikke. Det store værk er nemlig en hyldest og et mindesmærke for de mange ponyer, der fra det 18. til det 20. århundrede transporterede kul i minerne.

Petts utrolige landskabsskulptur symboliserer den endelige frigivelse af pitponyerne – og skaber fokus på et vigtigt kapitel i hestene og menneskenes fælles historie.

Sultan the Pit Pony. Youtube

Til ære for de hårdtarbejdende pitponyer

Pitponyer var små seje og stærke ponyer, der tilbragte det meste af deres tid under jorden. De arbejdede omkring otte timer om dagen og tilbragte typisk deres nætter i underjordiske stalde. I løbet af dagen trak de tunge kulvogne gennem de mørke miner dybt under jorden

Selve ordet pitpony blev brugt til at henvise til enhver hest, pony, æsel eller muldyr, der arbejdede nede i minerne. Disse hårdføre heste erstattede det arbejde, der engang blev udført af kvinder og børn. Selvom de var mest populære i begyndelsen af ​​1900’erne, gik den sidste pitpony først på pension i 1999.

Praktisk og rekreativt

Sultan The Pit Pony (Sultan var en prisvindende pony i området) er nok et kunstværk, men det blev bygget med et praktisk formål. Skulpturen beskytter nemlig parkgæsterne mod den stærke vind. Derudover har det også rekreative formål, da forskellige stier igennem parken giver besøgende mulighed for at vandre i de bakke og volde, der udgør hestens krop.

Skulpturen af ​​Sultan the Pitpony er den største figurative jordskulptur i Storbritannien, og den er er imponerende både helt tæt på og fra i luften.

Kilde: Horseyhooves

Kunstværk til minde om hestene i 1. verdenskrig

Written by admin on . Posted in Artikler>Historie & Kunst, Artikler>Nyheder.

Tidligere garnison og hestehospital

Værket, der har titlen Icarus, Sportshest hoppe og ungdyr (Icarus, Sports Horse Mare and Youngster), blev tilbage i 2018 bestilt af bygherren Crest Nicholson, der bygger på det historiske område. De tre skulpturer står nu (eller løber) på Aborfield Green  i Wokingham, og kunstværkets overordnede funktion er at sætte fokus på pladsens vigtige historie. Her lå nemlig et hestehospital og en garnison (Arborfield Garison), der behandlede syge og sårede heste samt forberedte og videregav heste til militæret fra 1904.

Hesteskulpturerne, der nu løber frit på den grønne plads, er skabt af den engelske kunstner Amy Goodman, og er et vemodigt et mindesmærke om de 100.000 heste, der menes at have været igennem garnisonen mellem første og anden verdenskrig.

Et indslag fra afsløringen af kunstværket

Fortid, nutid og fremtid

Kunstneren Amy Goodman begyndte at arbejde på de tre skulpturer i 2018 (det år der markerede 100 året for afslutningen på 1. verdenskrig), og efter Covid-forsinkelser blev de afsløret den 11. juni 2021 ved en særlig ceremoni på Arborfield Green.

Kunstneren ønskede, at værket skulle være så historisk korrekt som muligt, og baserede en af skulpturerne på en Cleveland Bay hingst, kun fem minutter fra hendes studie. Hingsten stod model til den stejlende koldblodshest Icarus, der har fået manen barberet af og kort hale, præcis som de heste der trak ammunition til og fra frontlinjen havde. Ydermere er Icarus også brændemærket på bagparten, og inskriptionen 1918 er graveret på hovene som et minde om hestens historie og baggrund som troppernes uundværlige arbejdshest.

Sportshesten hoppe er en henvisning til ridesporten i dag, hvor heste er højtelsket værdsat af ryttere i hele verden, og unghesten binder det hele sammen som håbet for fremtiden. Værket samler altså fortid, nutid og fremtid – den formation de tre heste løber i.

”Jeg ønskede at fange liv og bevægelse i hestene, så jeg modellerede leret intuitivt med hurtige bevægelser og tekstur, og skulpturerne blev færdiggjort med jern-rust patina, der fremstår exceptionelt levende, og som vil komplimentere de smukke grønne omgivelser,” siger Amy blandt andet om sit værk.

Amy Goodman fortæller om tankerne bag værket

Filmen War Horse skabte interesse for heste i krig

Det var den populære Spielberg film War Horse fra 2011, der for alvor gjorde folk opmærksomme på, hvad hestene betød under 1. verdenskrig. Det er derfor ikke overraskende, at der har været stor interesse for Arborfield Garnisonens tilbageværende stalde de seneste år.


Det menes, at omkring en million engelske heste tjente i 1. verdenskrig og kun 10% vendte hjem igen. Mange af de heste, der blev såret og kom til skade i krigen, blev netop behandlet på hestehospitalet ved Arborfield, som i dag er Arborfield Green. Nogle af staldene kan stadig ses på stedet.

De tre heste i på det grønne område, dronebilleder

8 millioner heste, muldyr og æsler mistede livet i 1. verdenskrig

I perioden 1914 – 1918 tog det engelske militær en million heste med i krig. Hestene blev til at starte med hentet fra farme og landejendomme og kastet ind i krigens grusomheder. Senere hen blev der rekvireret heste fra Amerika samt lande som New Zealand, Sydafrika, Indien, Spainen og Portugal. De tungere heste blev brugt til at transportere ammunition, føde og våben til frontlinjen og var uundværlige for tropperne, de lettere heste blev optaget i kavaleriet.

Hestene var udsat for utallige farer. Sult var et kæmpe stort problem i sig selv, og erstatningsfoder med bl.a. savsmuld blev forsøgt. Herudover var der, bortset fra egentlige kamphandlinger, også udmattelse, sygdomme, bundløst mudder og granathuller.
Det estimeres, at ialt døde omkring 8 mio. heste, muldyr og æsler i 1. verdenskrig.

Nedenfor er en dokumentar om hestene i 1. verdenskrig. Det er en barsk fortælling, men et vigtigt vidnesbyrd om hestenes rolle i menneskets krige.

Dokumentar om hestene i 1. verdenskrig

Kilder:
Wokingham today
Horse and hound
National Army Museum

Pony med charme, hårpragt og attitude søges til ny Thelwell film

Written by admin on . Posted in Artikler>Film og Bøger, Artikler>Historie & Kunst, Artikler>Nyheder.

De fleste hestefolk kender og elsker tegneren Norman Thelwells ponyer. Små tykke ponyer med både charme, selvtillid og lækkert hår, der udsætter deres ryttere for alskens forfærdeligheder, samtidig med at de med kærlighed udstiller hestefolkets mange finurligheder.

Nu bliver det muligt at opleve Thelwells pony-personligheder på det store lærred, da en film er på tegnebrættet, og skaberne søger den perfekte pony og pige til hovedrollerne i filmen.

Det rette glimt i øjet

Det er Blenheim films, der står bag filmen med titlen Merrylegs the Movie. Horse and Hound har spurgt instruktør Candida Brady om, hvad for en pony filmselskabet leder efter, og svaret lyder blandt andet:

”Filmen foregår i Wales, så jeg har tænker på en pony med et Welsh udtryk… men det er som at caste børn, det handler om glimtet i øjet og deres personlighed.”

Brady fortæller også, at hun er stor Thelwell fan, og da hun skrev på filmen, sagde hendes søn:
”Mor, det er det, du har ventet på hele livet!”

Udover en pony er filmen også på udkig efter en pige på 7-10 år, der kan spille hovedrollen, Penelope. I Thelwells tegninger var den lille pige med ponyen inspireret af hans datter Penny Jones.

Foto: Cartoonstock

Thelwells 100 års fødselsdag

Filmen er sat til at få premiere i 2023, hvor Norman Thelwell ville være blevet 100 år. Det bliver en film for hele familien, og skaberne håber, at den vil skabe fornyet interesse for en af Englands mest populære tegnere.

Kilde: Horse and Hound

Ceremoniel hestevogn udgravet uden for Pompeji

Written by admin on . Posted in Artikler>Historie & Kunst, Artikler>Nyheder.

”Den repræsenterer et unikt fund, som hidtil ikke har nogen parallel i Italien,” har den arkæologiske park i Pompeji udtalt i en erklæring om den firehjulede hestevogn, som er blevet fundet nord for bymuren omkring den klassiske romerske by i Campana-området i Italien. Det område blev begravet under et tykt lag af vulkansk aske og pimpsten fra Vesuv-vulkanens voldsomme udbrud i 79 e.Kr.

Hestevognen blev udgravet fra en forstadsvilla, den er blevet beskrevet som ekstraordinær af forskere. Arkæologer har arbejdet i området uden for de gamle bymure siden 2017 for at bekæmpe ulovlige udgravninger. Den udgravede vogn indeholdt dets jernkomponenter, smukke bronze- og tin-dekorationer, mineraliserede trærester og aftryk af organiske materialer (fra rebene til resterne af blomsterdekorationer).

Hestevognen blev fundet i en overdækket port indgang overfor stalden, hvor der i 2018 blev fundet rester af tre heste, herunder en, der var optømmet med seletøj. Indgangen, hvor vognen blev udgravet, åbnede op ud mod en overdækket gårdhave, og egetræsloftet med et netværk af bjælker var fortsat intakt.

Den øverste del af hestevognens sæde er dekoret med bronzemedaljoner.

Vognen er nu transporteret til laboratoriet i den arkæologiske park i Pompeji, hvor restauratorerne arbejder på at fuldføre fjernelsen af vulkansk materiale og begynde restaureringen og genopbygningen. Det tværfaglige team, der arbejdede på stedet, herunder arkæologer, arkitekter, ingeniører, restauratorer og vulkanologer, sagde, at vognen var mirakuløst sparret for sammenbrud af vægge og lofter.
Udgravningen af vognen viste sig at være særlig kompleks på grund af de involverede materialers skrøbelighed og de vanskelige arbejdsforhold. Specialister i håndtering af træ og metaller var vigtige for arbejdet. Hver gang der blev opdaget et tomrum, blev gips hældt ind som en del af et forsøg på at bevare aftrykket af det organiske materiale, der ikke længere var til stede. Derfor har det været muligt at bevare vognens skagler og sæde samt aftryk af reb og dermed afsløre den i al dets kompleksitet.

Pompeji vedbliver med at forbløffe med alle sine opdagelser, og det vil stedet fortsætte med at gøre det i mange år endnu med 20 hektar, der stadig skal udgraves, udtaler landets kulturminister, Dario Franceschini, om opdagelsen.

Han sagde endvidere, at det var et fund med stor videnskabelig værdi, som havde undgået tyveri og ulovligt salg af skatte på det sorte marked. Den afgående direktør for den arkæologiske park, Massimo Osanna, har udtalt, at det er et ekstraordinært fund, der ville fremme viden om den antikke verden.

Hestevognen er blevet transporteret til laboratoriet i den arkæologiske park i Pompeji, hvor restauratorerne arbejder på at fuldføre fjernelsen af vulkansk materiale og begynde restaureringen og genopbygningen.

I Pompeji er der tidligere fundet køretøjer, der blev brugt til transport, men intet af en sådan statur. Det var, sagde han, højst sandsynligt en ceremoniel vogn, som ikke blev brugt til daglig brug eller til landbrugstransport, men til at ledsage samfundets festligheder, parader og processioner. Denne type hestevogn er ikke tidligere blevet fundet i Italien.

Scenerne på medaljonerne, der pynter bagenden af vognen, henviser til Eros (satyrer og nymfer). Det er muligt, at vognen blev brugt til ritualer relateret til ægteskab, til at føre bruden til sin nye husstand.

Sædet er placeret oven på høje jernhjul forbundet med et avanceret mekanisk system. Hoveddelen af vognen, der er 90 cm x 1,4 m, hvor sædet er placeret, er omgivet af en metalarm og ryglæn til enten en eller to personer. Vognen har været rigt dekoreret langs begge sider med skiftevis indgraveret bronzeplade og røde og sortmalte træpaneler, mens der bagtil er et komplekst og omfattende dekorativt system med en række bronze- og tinmedaljer med figurative scener.
Disse medaljoner, repræsenterer mandlige og kvindelige figurer i relief, afbildet i erotiske scener. Bøgetræ er blevet brugt til at skabe sidestrukturer og bagsiden af vognen, hvortil de dekorative elementer blev fastgjort med små klemmer.
Kilde: horsetalk.co.nz

OL i 1952: Kvinder måtte ikke konkurrere i ridebanespringning

Written by admin on . Posted in Artikler>Historie & Kunst, Artikler>Nyheder.

En af de mange fantastiske ting ved ridesporten er, at mænd og kvinder konkurrerer på lige fod mod hinanden. Men sådan har det ikke altid været. Der var en gang – for ikke så mange år siden -hvor FEI ikke tillod kvinder at ride med ved OL i ridebanespringning, heller ikke selv om en kvinde havde kvalificeret en helt særlig hoppe til legene. Vi taler om De Olympiske Lege i Helsinki i 1952, hvor Carol Durand og hoppen Miss Budweiser var udtaget til det amerikanske hold. Det var de samme olympiske lege, hvor Danmarks Lis Hartel vandt sølv i dressur på Jubilee, og hvor Carol Durand ikke fik lov at starte i springning, så måtte Lis Hartel altså gerne stille op i ’skoleridning’.

Bedste fem-års i Amerika
Miss Budweiser var en fantastisk grå hoppe efter den berømte galophest Man O’War. Hendes oprindelige navn var Circus Rose og som fem-årig havde hun vundet 18 titler og havde et hav af flotte resultater bag sig. Det hele blev toppet med ”Jumper Championship” i The Garden ved New Yorks Nationale HorseShow. Efter den fantastiske sportspræsentation blev hoppen solgt til A. Busch. Jr. for en rekordhøj pris og omdøbt til Miss Budweiser. Navnet var en reference til Buschs-familiens kerneprodukt fra deres bryggeri Anheuser-Busch

Hartel måtte ride, Durand måtte ikke
I 1951 red Carol Durand hoppen ved udtagelserne til legene, og parret blev en del af det amerikanske OL-hold. Det blev dog aldrig til noget, da FEI ikke ville ændre på deres regler og lade kvinder ride med i springkonkurrencerne. Carol måtte derfor vinke farvel til sine OL-drømme, og måske misundeligt se til, da Lis Hartel fik lov at stille op i dressur, og dermed blev den første kvindelig medaljetager ved OL i ridesport. Miss Budweiser var dog en hest med så meget kvalitet, at hun stadig skulle med til legene i Finland, og tøjlerne blev givet videre til den amerikanske holdkaptajn Arthur McCashin.

Sammen opnåede de en individuel placering som nr. 12 ved OL og var med til at sikre det amerikanske hold deres første holdmedalje, det blev nemlig til bronze.

Efter de olympiske lege vendte Miss Budweiser hjem til Busch Familiens farm i St. Louis. Hun fortsatte sin springkarriere og vandt mange store titler og shows, inden hun blev pensioneret fra sporten.

Foto: Den amerikanske holdkaptajn Arthur McCashin og Miss Budweiser hjalp det amerikanske hold med at vinde OL bronze i 1952.

Kilde: Horse Network

Kom med rundt i Sveriges Kongelige Stalde

Written by admin on . Posted in Artikler>Historie & Kunst, Artikler>Nyheder, Zibrasport.

Hofstaldmester Ulf Gunnehed viser i videoen både rundt i stalde og selekammer, mens han fortæller om hverdagen med hestene og et år med Corona. Der bliver selvfølgelig også tid til at se og høre lidt om de mange flotte kareter og hestevogne.

https://www.facebook.com/Kungahuset/videos/255929856101287/

Om de Kongelige Stalde
De Kongelige Stalde i Sverige (på svensk: Kungliga Hovstallet) er ansvarlige for den ceremonielle transport af den svenske kongefamilie under statslige begivenheder og festlige lejligheder. Staldene stammer fra 1535 og blev oprindeligt bygget på Helgeandsholmen, tæt på Stockholm Slot. I dag ligger de kongelige stalde lige bag Strandvägen i Östermalm i det centrale Stockholm, og de er åbne for offentligheden via guidede ture.

Kungahuset i Sverige

De Kongelige Stalde i Danmark

Vonolel: 148 cm og dekoreret af Dronning Victoria

Written by admin on . Posted in Artikler>Historie & Kunst, Artikler>Nyheder.

Fra Indisk hestehandler til en engelsk Lord
Vonolel var en hvid hest af arabisk afstamning, og hans skæbne blev beseglet, da han blev købt 1877 af Field Marshal Frederick Sleigh Roberts – en af datidens mest berømte hærfører i den britiske hær. Roberts erhvervede Vonolel i Bombay fra en hestehandler, der importerede ørkenheste fra Arabien til Indien. Med sine kun 148 cm høj passede Vonolel godt til Lord Roberts aka Bobs, der var en lille mand på omkring 160 cm, og i mere end 20 år udøvede parret aktiv service i hele det britiske imperie.

Således var Vonolels Roberts hest på den 320 mil lange march fra Kabul til Kandahar i 1880. En march der tog 20 dage gennem hårdt og ufarbart terræn – og temperaturer der svingede fra minusgrader til brændende hede. Vonolel overlevede både marchen og slaget ved Kandahar (ikke alle var så heldige), en indsats der resulterede i anerkendelsen The Kandahar Star.

Mere end 50.000 mil under hovene
Vonolel fulgte med Lord Roberts i tykt og tyndt i hans strålende militærkarriere, og det betød, at de sammen rejste til Sydafrika, Burma og tilbage til Indien. I 1895 fulgte den hvide hest med Roberts til Irland, hvor Vonolel efterfølgende blev pensioneret efter et langt liv i tro tjeneste. Lord Roberts estimerede, at hans arabiske hest havde tilbagelagt mere end 50.000 mil under sin militærtjeneste, og han havde aldrig været syg eller halt i de mere end 20 år, som han havde tjent Roberts.

Dekoreret af Dronning Victoria
En stridshest med mod og udholdenhed var eftertragtet i det 19. århundrede, og historierne om Vonolel spredte sig hurtigt fra både militær til civile. Selv Dronning Victoria hørte om den lille hest, og han blev dekoreret med The Kabul Medal, The Kandahar Star og The jubilee Medal
Således blev det fortalt i THE IRISH TIMES i 1899

”Da dronningen uddelte medaljer til officerer og mænd, der havde været med i den Afghanske kampagne og ekspeditionen til Kandahar, glemte hun ikke Vonolel. Lord Roberts hang The Kabul Medal og The Kandahar Star rundt om hestens hals. Den noble hest bar medaljerne denne dag i juni, da nationen fejrede Dronningens Diamant Jubilæum.”

Vonolels grav i Irland

Militærbegravelse til en særlig hest
Den berømte hest blev 29 år, hvilket må siges at være en flot alder, for en hest der havde rejst i store dele af verden og været udsat for lange marcher og krig. Da Vonolel døde i juni 1899, fik den lille hest en fuld militærbegravelse. Efter sigende, og forståeligt nok, var Lord Robert knust, da han mistede sin bedste ven og trofaste følgesvend. I dag er Vonolel begravet på Royal Hospital in Kilmainhams område i Dublin. Hospitalet blev bygget i 1680erne for pensionerede soldater, men er i dag Irlands Museum for Moderne Kunst. En enkel gravsten markerer graven for den specielle og modige lille hest og starten af inskriptionen lyder:

Under denne sten hviler Vonolel
For 23 år som stridshest og trofast ven til
Field Marshal Lord Roberts….

Ydermere er der knyttet følgende digt til graven

There are men both good and wise
Who hold that in a future state
Dumb creatures we have cherished here below
Shall give us joyous greeting when
We pass the golden gate
Is it folly that I hope it may be so?

Se gravstedet og hør fortællingen om Vonolel her:

Kilder:

Come Here to Me
Horse&Hound
My Little Honey

Historien om Honduras – fra springhest, til krigshest til OL-reserve

Written by admin on . Posted in Artikler>Historie & Kunst, Artikler>Nyheder.

Mange Nations Cup er blevet aflyst i 2020 på grund af Covid-19, og umiddelbart er sporten ikke kommet bedre fra start i 2021, hvor restriktioner stadig præger hele verden. Det har fået engelske Horse&Hound til at gå på jagt i Nations Cup-historien, og det betyder et gensyn med fortællingen om Honduras (Nipper), en sort vallak på 160 cm i stang, der overlevede 2. verdenskrig, rejste over Atlanten og blev udtaget som reserve til OL i springning i en alder af 19 år.

Fra springbane til krigszonen
Fra springstjerne til Historien om Honduras mange flotte præstationer i springsporten går tilbage i 1937 i London, hvor vallakken vandt King Goerge V Gold Cup med Xavier Bizard i sadlen. Franske Bizard var lidt af en berømt springrytter på den tid, og han havde en lang række flotte resultater på Nations Cup hold bag sig. Efterfølgende fik Honduras ny rytter, Amador de Busnel, og parret vandt Bruxelles Grand Prix i 1939 – inden 2. verdenskrig for alvor brød ud. Som mange andre heste i Europa mærkede Honduras krigen på egen krop, og det var hårde år for både dyr og mennesker.

Nations Cup vinder i London og Dublin
Honduras overlevede krigen, og efterfølgende blev han transporteret il USA i august 1946. Vallakken dukkede igen op i konkurrence sammenhæng, nu med navnet Nipper, og med Løjtnant Charles Symorski i sadlen. De to var til start i både USA og Canada, før de satte næsen mod Europa i 1948. Her skulle Nipper startes i en række stævner som optakt til OL i London, fordi han og Symorski var udvalgt som USA’s reserve.

Parret var en del af det amerikanske hold, der vandt Nations Cup i både London og Dublin det år, og det betød, at de var med til at skrive en helt særlig historie i Dublin. Det var nemlig den første gang at et ikke-europæisk hold vandt titlen, og den sidste gang et militærhold fra USA konkurrerede på the Royal Dublin Society stævneplads.

Veje krydses
På denne rejse mødte Honduras (Nipper) igen sin gamle rytter Bizard i London, og det var noget af en overraskelse for den franske rytter, der troede, at Honduras var død. Historien lyder, at da Bizard blev meget røt, da han så sin gamle hest, og da han fortalte amerikanerne, at Honduras faktisk var 19 år, blev de meget overraskede.

Nipper/Honduras kom ikke med på OL holdet, hvor Mexico vandt guld, Spanien sølv og England tog bronze. Efter de olympiske lege blev det amerikanske militærhold erstattet af hold med civile ryttere. Selv om det er ubekræftet, så lyder resten af Honduras (Nippers)historie på at vallakken vendte tilbage til USA og levede resten as sit liv hos tre gange OL-deltager Jimmy Wofford I Kansas’.

Kilde: Horse&Hound

Kampen for Clydesdale-hestenes overlevelse

Written by admin on . Posted in Artikler>Avl, Artikler>Film og Bøger, Artikler>Historie & Kunst, Artikler>Nyheder, Artikler>Specialracer.

Det kræver meget at have store heste – og der bliver færre og færre af de mægtige giganter blandt koldblodsheste. Således betegnes den skotske race Clydesdale nu i fare for at uddø, og det er netop temaet i dokumentaren Clydesdale: Saving the Greatest Horse, der bliver vist på BBC i Skotland i aften. I dokumentaren følger vi avler Janice Kirkpatricks rejse til Canada for at finde en hoppe ud af blodlinjer, der er gået tabt i Storbritannien, ligesom der gives indblik i hendes arbejde med at etablere et center for netop Clydesdalesheste i Glasgow. Nu er det jo de færreste i Danmark, der kan se BBC fra Skotland, men heldigvis er der allerede flere afsnit om den majestætiske hesterace tilgængelig på nettet – se med her.

Om Clydesdalehesten
Clydesdale hestene var tidligere et velkendt syn i deres oprindelsesland Skotland, hvor de blev defineret som race i 1826. De mægtige dyr blev hurtigt så eftertragtede som arbejdsheste, at en prisvindende hingst i 1911 blev solgt for det der svarer til 1 mio pund. Hestene blev eksporteret til alle steder i verden, hvor nogle af blodlinjerne stadig er bevaret. Racens popularitet toppede efter 1. verdenskrig, hvor der i 1920 var bogført 6870 Clydesdales. I dag er der kun ml. 500- og 900 renracede Clydesdale heste tilbage.

Krigens største helte
Det estimeres at omkring 8 mio. heste, æsler og muldyr der kæmpede og døde side om side med soldaterne i 1. Verdenskrig. Hestene var uundværlige i hvert eneste aspekt af den forfærdelige krig, og især de stærke og godmodige Clydesdale heste var i høj kurs, fordi de kunne trække det tunge maskineri over hårdt og barskt terræn. Netop derfor begyndte tyskerne at gå målrettet efter de store heste, og det betød, at soldaterne gemte deres skattede heste i trange tunneler og mudrede skyttegrave.
De fleste med lidt viden om heste ved nok, hvad sådanne forhold kræver af en hest, og i soldaternes overleveringer er der heller ikke nogen tvivl om, hvor stor pris de satte på deres firbenede venner i en verden af død og ødelæggelse.
Kom med ned i de klaustrofobiske tunneler i Frankrig og hør mere om hestenes betydning i videoen nedenfor.

Budweisers Clydesdales
I dag er de flamboyante Clydedales ofte forbundet med øllen Budweiser brygget af Anheuser- Busch. Bryggeriet har brugt de mægtige heste som en del af deres branding siden 1933, på samme måde som den jyske heste forbindes med Carlsberg. Heste taler til alt det gode i mennesker, og i markedsføring øjemed er det en uvurderlig egenskab, som Budweiser har formået at udnytte til fulde i blandt andet deres reklamer.

Selv om Clydesdalene stammer fra Storbritannien, bliver de amerikanske budweiser-heste hovedsagelig avlet i St. Louis. Hestene bliver kørt for vogn i enten 6, 8 eller 10- hestes spand, og de bliver brugt til både shows og ceremonielle begivenheder. De senere år er der kommet en helt særlig fortælling om Budweiserhestene i reklamefilm, som bliver udgivet i pausen ved Super Bowl og dermed set af millioner af mennesker.

https://www.youtube.com/watch?v=A0bRrajlEkU

Se også vores indslag fra Carlsberg:

Rundvisning i Carlsbergs historiske stalde

Med Carlsberg-hestene på arbejde i Helsingør

Carlsbergs selekammer – en tidslomme

Kilde: Horse and Hound

Hesten i kunsten: The Kelpies

Written by admin on . Posted in Artikler>Historie & Kunst, Artikler>Nyheder.

En mytisk hest i sagnomspundne Skotland
I skotske sagn og folkeeventyr er en kelpie en vandånd, der kan skifte form, og som bor i søer og vandløb. En kelpie (på dansk at sammenligne med Nøkken) er oftest portrættet som en sort eller hvid hest med en lang våd man, der kan skifte form til menneske. Navnet kelpie betyder plag eller ung hest, og rører man ved en kelpie, er man bundet til den for evigt og dømt til at følge den til bunden af deres våde hjem. Disse eventyrlige og foruroligende væsener har været med til at give ide og navn til de flotte kunstværker, der i dag er blevet et vartegn for Falkirk i Skotland.

De uundværlige arbejdsheste
The Kelpies af Andy Scott er to hestehoveder, der springer op fra den skotske jord langs The Forth & Clyde Kanal i Falkirk og langs en travl motorvej. De er de største offentlige kunstværker i Skotland, og kunstneren var som nævnt både inspireret af de forunderlige historier om vand-ånderne, men også af områdets industrielle betydning med kanalerne som en handelsvej. Langs kanalerne arbejdede både mennesker og heste, og disse heste var Clydesdale heste, altså store stærke trækheste, der gjorde arbejdet nemmere for mennesker, og var uundværlige før den industrielle revolution.

Andy Scott brugte da også to Clydedales heste, Barnes and Duke, som modeller for hans fantastiske værk, og de to skulpturerer er derfor også i særlig grad en hyldest til de mange, mange heste, der har været med til at forme verdenen, som vi kender den i dag.

The Kelpies om natten

Alle har adgang til hestene
I dag er det gratis at besøge parken med de to skulpterer, der hver især vejer 300 tons. Ønsker man at komme ind i The Kelpies, er det også muligt, men det kræver dog, at man booker en rundvisning. Det er en oplevelse mange gerne tager med, for de bærende kræfter i de to hestehoveder er lavet af stål, og de er i sig selv et kunstværk.

Om natten bliver The Kelpies lyst op indefra – i forskellige farver – og de fremstår som magiske forunderlige væsner, præcis om vandånderne må have gjort i en tid hvor overtro og sagn var med til at præge folks hverdag og verdensbillede.

Se video om The Kelpies

Dartmoorponyen: Fra minearbejder til turistattraktion

Written by admin on . Posted in Artikler>Historie & Kunst, Artikler>Nyheder, Artikler>Specialracer.

Den smukke natur i Dartmoor

Opkaldt efter deres smukke men barske hjemegn, Dartmoorponyen er en lille, stærk og charmerende ponyrace. I gamle dage blev den fornuftige pony brugt til at transportere tin fra miner eller som hyrdernes pony, når der skulle vogtes får. Ligeledes blev ponyerne også brugt til at bringe post (og andet gods) rundt på egnen – som en mindre og roligere udgave af ponyekspressen. I dag bruges Dartmoorponyen primært som tur- og børnepony, og dens charmerende ydre og gode temperament gør den populær blandt både børn og voksne.

En del af Englands Historie
Dartmoorponyens historie går langt tilbage. Arkæologer har i hvert fald fundet rester af ponyer i Dartmoor, der kan dateres til omkring 1500 fr. Kristus. I Middelalderen og mange århundrede frem var den lille stærke pony uundværlig for minearbejderne, der brugte Dartmoorponyen til at bære tunge læs af tin over heden. Sikker på benene, rolig og arbejdsom, de små ponyer var deres vægt værd i … nårh ja, tin.
Da minerne lukkede, fik nogle ponyer nye hjem på de omkringliggende gårde, men de fleste blev sluppet fri på heden.

Kortfilm om Darmoorponyen

Et avlsforbund sætter retningen
I 1898 blev der for første gang gjort et forsøg på at definere og registrere ponyerne som en race, da de blev optaget i en stamborg oprettet af The Polo pony Society. I 1924 blev et egentlig avlsforbund grundlagt, og en specifik stambog blev åbnet. Ponyerne blev nu registret,  og selv om de stadig levede på Dartmoors hede, var der retningslinjer for et fremadrettet avlsarbejde. Den oprindelige pony fik et skud araberblod gennem araberhingsten Dwarka og hans søn The Leat. Welsh blod blev tilføjet gennem hingsten Dinarth Spark, og så blev der også introduceret Fellpony til avlen.
Alt i alt – historiens favntag og mange menneskers dedikation til ponyerne har formet den pony, turister og lokale i dag nyder i Dartmoor National Park.

Turistattraktionen i Dartmoor
Hvert år kommer tusindvis af rejsende fra hele verden for at opleve Dartmoor ponyerne, der lever frit i det smukke naturområde. Selv om det ser ud som om, at ponyerne er vilde, er de alle sammen i ejerskab, og der bliver naturligvis ført opsyn med de små heste. En gang om året indfanges ponyerne, og nogle bliver kåret, inden de sendes ud i naturen igen, andre sælges som børneponyer. Desværre bliver mange plage aflivet og sendt til zoologiske haver som fodre til rovdyr, fordi der ganske enkelt ikke er samme efterspørgsel på de små ponyer som tidligere.

I dokumentaren nedenfor kan du få et indblik i den skønne ponyrace – og de problematikker der følger med deres traditionelle livsstil på heden.

Længere dokumentar om Dartmoorponyerne med meget flotte billeder fra deres liv på heden.

For mere viden om Dartmoorponyer i Danmark – besøg Avlsforeningen for Dartmoor Ponyer i Danmark

Kunne du tænke dig at opleve det smukke Devon og måske besøge Dartmoor National Park (når Coronasituationen er under kontrol), så kan du blive inspireret af denne rejsebeskrivelse fra Anne Vibeke rejser.

Dartmoor ponyer i det smukke landskab

Berømte heste: Min ven Flicka

Written by admin on . Posted in Artikler>Film og Bøger, Artikler>Historie & Kunst, Artikler>Nyheder, Zibrasport.

’Flicka’, hvis rigtige navn var Wahana, var en kobberrød fuldblodsaraber hoppe født den 13. juni 1950 hos J.P. og Josephine Hawley i Californien. Wahanas Far var den berømte araberhingst Abu Farwa, avlet på morgenmad-giganten Kelloggs farm i Californien, og far til flere højtprofilerede heste. Som ung blev Wahana solgt til Patricia Ann Eaves i Santa Fee, New Mexico, og tilsyneladende var det 20th–Century Fox, der ejede Wahana, da TV-serien blev filmet i midten af 50’erne, men det er uklart, om selskabet købte hende direkte af Eaves, eller om der havde været andre ejere inden da. Det korte af det lange er, at 20th-Century Fox skulle bruge en lærenem og afbalanceret hest til rollen som Flicka – og valget faldt på Wahana.

Første afsnit i Min ven Flicka. Hele serien kan ses på Youtube.

Opskriften på succes
Min Ven Flicka blev filmet i 1955-56 og handlede om en familie i Montana i 1900-tallet. Hovedpersonerne var den unge Ken McLaughlin (spillet af Johnny Washbrook) og hans hest Flicka. De to kom på mange spændende eventyr sammen, men det særlige var det helt specielle bånd mellem hest og dreng. Hvert afsnit (der var 39 i alt) startede altid med, at Ken McLaughlin red mod kameraet på Flicka. En scene der især talte til den amerikanske ånd, hvor hestene havde været en væsentlig del af livet som nybygger og pelsjæger i de tidlige koloni år. Snart var både børn og voksne forelsket i den røde hoppe, og berømmelsen betød, at Wahana snart blev vurderet til at være mere værd end 7000 dollars, hvilket var en uhørt mange penge i midt-50erne.

En hest – med egen stunthest
Under optagelserne var Wahana opstaldet i Clarence ’Fat’ Jones Filmheste stald i det nordlige Hollywood. Hver dag blev hun kørt i trailer til Fox studier i Hollywood eller til Fox Movie Ranch i Malibu Canyon til dagens optagelser.

Wahana lavede alle de rolige og kærlige scener i serien, mens hendes stunthest, quarter vallakken Goldie, lavede de mere dramatiske scener. Wahana var en intelligent og lærenem hest, og hun blev trænet af en af datidens mest berømte hestetræner: Les Hilton. Deres samarbejde betød at Wahana lærte hurtigt og reagerede instinktivt på trænerens små signaler. Det gjorde optagelserne nemmere for alle involverede.

Det særlige forhold mellem dreng og hest var med til at gøre TV-serien så populær.

PATSY-Award (1939 – 1986)
I 1957 vandt Flicka PATSY prisen (dyrenes udgave af Oscars) for hendes optræden i Min ven Flicka. PATSY er en forkortelse af: “Picture Animal Top Star of the Year.”, og den første PATSY blev uddelt i 1951 og gik til muldyret Francis, der var med i serien Francis the talking Mule.

Andre heste der har vundet PATSY prisen er:
1951: CALIFORNIA, for filmen The Palomino
1952: DIAMOND, for filmen Flame of Araby
1953: TRIGGER. Roy Rogers’ hest, for filmen Son of Paleface
1955: OUTLAW, for filmen Black Horse Canyon
1956: BEAUTY, for filmen Gypsy Colt
1957: SILVER, The Lone Ranger’s hest
1961: KING COTTON, for filmen Pepe and Snowfire
1969: ALBARADO, for sin optræden i the Gray Flannel Suit

Fra TV-stjerne til avlshoppe
Efter serien om Flicka blev Wahana solgt til Saueressig i New Mexico. Wahana nåede at få to føl, men døde efter sigende under folingen af hendes tredje føl. I dag er den smukke røde araberhoppe, som børn og voksne tænker kærligt på som Flicka, sandsynligvis begravet på Saueressig Ranch i New Mexico.

Du kan se hele serien om Flicka på YouTube

Læs meget mere om TV-serien her