Skip to main content

Nu må I være 50 personer ved udendørs idræt

Dansk Ride Forbund har i forbindelse med, at forsamlingsforbuddet er blevet hævet fra 25 til 50 personer ved udendørs idræt-, fritids- og foreningsaktiviteter i organiseret regi, opdateret deres spørgsmål og svar:

Hvad lyder forsamlingsforbuddet indendørs på pr. 22. marts?
Forsamlingsforbuddet indendørs lyder fortsat på 5 personer (dog med undtagelse af Bornholm, hvor det er 10 personer).

Hvad lyder forsamlingsforbuddet udendørs på pr. 22. marts?

Forsamlingsforbuddet udendørs lyder på 10 personer, dog fortsat med en undtagelse for udendørs idrætsog foreningsaktiviteter, hvor man må være op til 50 personer.

Hvornår gælder restriktionerne på nuværende tidspunkt til?
De opdaterede restriktioner gælder fra mandag den 22. marts og foreløbigt frem til og med den 5. april 2021.

Kan der afvikles ridestævner?
Ja, det er tilladt at afholde ridestævner udendørs, såfremt forsamlingsforbuddet på 50 personer overholdes.
Det er fortsat ikke tilladt at afholde stævner indendørs, idet lokaler, hvor der udøves idræts-, foreningsog fritidsaktiviteter, skal holdes lukkede for offentligheden.

Må der afvikles hhv. privat eller elevskoleundervisning udendørs?
Ja, der må der gerne afvikles undervisning udendørs, såfremt forsamlingsforbuddet for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter på 50 personer overholdes. Træner/underviser indgår heri.

Hvordan skal vi forstå forsamlingsforbuddet på hhv. 5, 10 og 50 personer i relation til at passe/ride vores heste/færdes på klubben/gården/ridecenteret etc.?
Der er fortsat et generelt forbud mod at forsamles flere end 5 personer på samme sted indendørs, og det gælder fortsat for ridehallerne.
Udendørs gælder nu et forbud på at forsamles flere end 10 personer. Dog er der en undtagelse i forbindelse med udendørs idræts- og foreningsaktiviteter, hvor forsamlingsforbuddet er hævet til 50 personer, og det betyder altså, at man udendørs – f.eks. på ridebanen, folden, gårdspladsen, etc. – må forsamles op til 50 personer.
Jf. ovenstående afsnit tolker DRF stalde som værende en form for omklædningsrum for udendørsaktiviteterne, og derfor er det gulvarealet i hver enkelt stald, der afgør, hvor mange personer, der må være i stalden.

Må vores cafeteria være åbent i forbindelse med stævner?
Nej, på nuværende tidspunkt gælder der et krav om, at serveringssteder skal holdes lukkede for offentligheden.

Er en TD ansvarlig for, om klubben/stævnearrangøren overholder
Corona-restriktionerne?
og i det tilfælde, at en stævnearrangør og deltagerne får en bøde for f.eks. at overskride forsamlingsforbuddet, hvem dækker så TD’ens bøde?
Nej, det er klubben/stævnearrangøren, der er ansvarlig for overholdelse af myndighedernes Corona-restriktioner. TD’ens rolle og ansvar har ikke ændret sig ift. Corona. En TD er stadig DRF’s repræsentant på stævnepladsen og skal tilse, at stævnet forløber jvf. DRF’s bestemmelser og reglementer. I det tilfælde, at forsamlingsloftet overskrides ved et
stævne, og en TD som følge deraf pålægges en bøde af politiet, dækker DRF bøden for TD’en.

Kan I give eksempler på, hvordan man kan dele sit arrangement op ift.
forsamlingsforbuddet?

  1. Man kan have max. 50 personer i alt til stede samtidig.
  2. Man kan dele sit arrangement op i loops af 50 personer i alt – med pauser imellem hvert loop. Det er afgørende, at der ikke på noget tidspunkt er forsamlet flere end 50 personer samtidig.

Ulla Tørnæs klar til at kæmpe for ridesporten

Dansk Ride Forbunds repræsentantskabsmøde bliver afviklet online i år, lørdag 17. april. Der fire pladser ledige til bestyrelsen, og en af dem har ponymor og folketingsmedlem for Venstre Ulla Tørnæs besluttet sig for at gå efter. Udover Ulla Tørnæs, opstillet af Sportsrideklubben, og Jakob Schou, opstillet af Karlslunde Rideklub, kandiderer to nuværende bestyrelsesmedlemmer og en suppleant til de fire poster.

Drives af kærligheden til heste og ridesporten
Ulla Tørnæs, 58 år, har gennem snart 30 år som folkevalgt politiker haft mange forskellige opgaver, herunder har hun bl.a. været minister i knap 12 år. Nu opstiller hun til bestyrelsen i Dansk Ride Forbund, og hun udtaler til Zibrasport Equest: – Min kærlighed til ridesporten kan på ingen måde bortforklares eller underdrivers. Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg tror på, at min erfaring fra mange år i politik, hvor jeg har været vandt til at finde løsninger og træffe beslutninger, kan bidrage i rideforbundet på en positiv måde.
Som Ulla Tørnæs understreger har hun ikke en super stærk kluberfaring, men det er der flere andre i bestyrelsen, som kan bidrage med.
– Jeg tror, jeg kan noget andet, som vil gavne Dansk Ride Forbund, og det kunne jeg rigtig godt tænke mig at bruge mine kompetencer og min viden på, forklarer hun.
Under corona-nedlukningen har der været mange beslutninger, som har berørt hele hesteverdenen og herunder beslutninger truffet ud fra uvidenhed om sporten. Her har Ulla Tørnæs været en aktiv bidragsyder til at få ændret forholdene til det bedre for ryttere og heste.

– Jeg ved, hvordan politik fungerer, og jeg ved, hvordan man kan komme til ordet, hvor beslutningerne træffes. Jeg vil gerne bringe mine kompetencer i fra den del af verden i spil til gavn for ridesporten, uddyber Ulla Tørnæs.

Hun er født og opvokset i Esbjerg, hvor hun som barn og teenager gik til ridning på Esbjerg og Omegns Rideklub. Hun mødte sin mand Jørgen til en fest, og som hun fortæller: – Jeg skulle forklare Jørgen, at jeg er hestepige, og så plejer de at forsvinde, men den interesse havde han også.

Jørgen var som ung aktiv springrytter og har redet stævner som junior og youngrider.
– Da vi fik børn sammen, var vi ikke i tvivl om, at det var den sport, vores børn skulle være en del af. Og det er heldigvis lykkes.
Alle tre er ryttere. Hele familien er i dag medlem af Holstebro Sportsrideklub (HOSK), hvor børnene i sin tid startede med deres første pony.
Ulla Tørnes skriver bl.a. i sin præsentation til rideforbundets repræsentantskabsmøde: “Vi har været så heldige, at vores børn har repræsenteret Danmark til både Nordisk- og Europamesterskaberne i ponyspringning, ligesom vores yngste datter Anna Sofie fik lov at ride med Dannebrog på jakken til det første FEI Jumping Ponies Trophy Tour, som er en del af World Cup-stævnerne.
Ridesporten er en kæmpe glæde for mig og min familie, her har vi mulighed for et helt unikt samvær – med glæder og sorger, bekymringer og begejstring over samarbejdet med hestene og resultaterne på stævnepladsen. Ridesporten har været med til at præge og forme mine børns udvikling og give dem en god start på voksenlivet med fokus på værdier som pligtopfyldelse, respekt og ansvarsfølelse.”

– Jeg er dybt taknemmelig for det, vi har sammen, det samspil og samvær man får med sine børn i ridesporten, det er noget, vi har med resten af livet. Og det er en gave, som jeg sådan kunne håbe flere får øjnene op for, slutter Ulla Tørnæs.

Dansk Ride Forbunds kandidater til bestyrelsesposterne kan ses HER

Herunder kan man se Ulla Tørnæs’ videopræsentation forud for valget:

Kom med til gratis webinar: Lær om livestreaming

Livestreaming hjemme fra stuerne er blevet et vigtigt greb i kampen for at holde kontakten til medlemmerne – er I kommet i gang i jeres klub?

Tilmeld jer et af de to gratis webinarer og kom godt i gang – eller få tips til, hvordan I kan blive endnu bedre til at livestreame:

  • Vurdere, hvornår en aktivitet egner sig til live-streaming:
  • Producere gode billeder og god lyd – det kan deltagerne også tage med sig, når der skal laves produktioner, der ikke skal live-streames
  • Vurdere hvilke steder og lokaler, der egner sig til en live-streaming, og hvordan man bedst dækker aktiviteten på lokationen med sin live-streaming
  • Vurdere hvilke platforme, der egner sig bedst til din live-streaming
  • Få indblik i større set-ups med flere kameraer mv.

Datoer og tilmelding

Webinaret GO LIVE og fasthold medlemmerne er gratis.

Du kan tilmelde dig en af følgende muligheder:

• onsdag den 24. februar fra kl. 16-18
• torsdag den 25. februar fra kl. 18-20

Tilmelding er bindende og sker på dette link

Bemærk., at der er et max på 100 deltagere pr. webinar, og pladserne uddeles efter først til mølle-princippet. Du får nærmere besked på den e-mail, du oplyser ved tilmeldingen

Pressemeddelelse: DIF

Vores læsere viser deres flotte fastelavnskostumer

Det væltede ind med fantasifulde og detaljerede kostumer, da Zibrasport Equest spurgte læserne om deres bedste fastelavnsudklædning.

Herunder kan du se nogle af de fine bud, vi modtog:

Mia Vinther Nielsen: Min hingst og jeg var giraf og storvildtsjæger. Det tog to mand fire timer at male 

Clara Juul-Andreasen: Fastelavn 2019 fodboldspiller/Brøndbyspiller

Ditte Ploug: Den gyldne Ninja fra Lego Ninjago

Vigga Clausen: Mig og min fjord-unicorn

Lene Normann Nielsen: Jovi og jeg klædt ud som Find Holger. Jovi har også briller på

Nyd endnu flere af vores følgeres kostumer i kommentarfeltet:
https://www.facebook.com/zibrasportEQUEST/posts/1360488414290236

Når det er koldt, sidder Nissen i kassen

Om vinteren kan det været en kold fornøjelse at stå i ridehallen i timevis og undervise. Mange trænere/beridere kombinerer undervisning fra jorden med ridning af elevernes heste. Det gør de bl.a. for at hjælpe med til at løse en udfordring i træningen eller for selv at mærke, hvordan hesten reagerer på hjælpen. Resultatet er, at træneren skiftevis bliver varm og kold, og det er den sikre opskrift på en forkølelse, samt ømme led og muskler.

En enkel konstruktion, et varmeapparat og et tæppe – det er opskriften på en varm ridelære (og hund) i en kold tid i ridehallen.

Flere hjemlige ridelærere nyder godt af berider Hans Jørgen Nørgaards opfindelse. Sammen med Astrid Gemal (landstræner for paradressurrytterne) har de viderebragt ”varmekassen” til flere af deres kolleger, heriblandt berider Karin Nissen på Frederiksværk Ridecenter.

Karin Nissen fortæller, at hun har stor fornøjelse af den enkle og billige konstruktion, der virker perfekt. Varmekassen er trækasse. Man sidder på en stol nede i kassen, under stolen placerer man et varmeapparat og tager et tæppe over benene. – Og jeg lover dig, der bliver så varmt, at man må åbne sin jakke.

Der er et minus ved kassen, fordi den skal placeres i et hjørne, så træneren står ikke midt i hallen og underviser. – Det er mine elever vandt til. Når det er koldt, sidder Nissen i kassen, siger Karin med en latter. Men det betyder den varme/kold situation man kan komme i, når man skal undervise fra jorden og ride, den opstår ikke, når man kan få varmen i kassen.

Flytbar konstruktion
Kassen er en enkelt, flytbar konstruktion. Det er en europalle, hvor man placerer en træplade ovenpå, herefter skruer man sider på kassen.

– Den er genial, jeg har brugt den i 20 år. Den er billig, den virker, og du har ikke en syg ridelære.
Berider Karin Nissen

– Om vinteren kunne jeg have ondt overalt på grund af kulden og varme-/koldsituationen. Det har jeg ikke mere. Og det betyder, jeg ikke er syg hele tiden. Jeg kan varmt anbefale den til mine kolleger rundt om i landet. En varmekasse er noget alle ridelærer bør have, slutter Karin Nissen.

FAKTA OM KARIN NISSEN

  • Karin Nissen er uddannet berider i 1995 på Barthahus ridecenter under berider Torben Suhr.
  • Efter endt uddannelse rejste Karin til Tyskland for at specialisere sig i dressur
  • Siden 2006 har hun været ansat Fredriksværk Rideklub.
  • Karin har gennem tiden uddannet adskillige heste og ryttere til Grand Prix-niveau, og har også selv skabt resultater på allerhøjeste niveau.

Finaler i Kæpheste- og Bredde Cup er aflyst

Havde du set frem til finalerne i Kæpheste- og Bredde Cup, så bliver du nok skuffet.

De var egentlig planlagt til at sidste års finaler skulle finde sted i sommeren 2020, men de blev rykket til foråret 2021.

Nu har DRF dog besluttet at aflyse finalerne.

“Med de nuværende restriktioner, og ønsket om at holde et brag af en finale, er beslutningen dog landet på at aflyse finalerne for begge cups,” skriver forbundet i en pressemeddelelse.

Det lyder endvidere:

“Vi vil dog gerne hædre de deltagere, som har fået højest point i alle discipliner, i både DRF Kæpheste Cup og DRF Bredde Cup. De højest placerede deltagere får besked via e-mail og vil i løbet af den kommende uge modtage en finaleroset med posten.

Så snart restriktionerne lempes, og det igen bliver muligt at afvikle stævner, skyder vi en ny kvalifikationsperiode i gang, som kommer til at løbe frem til sommeren 2022.”

Problematisk: Fodring af heste er blevet en del af udflugten

Jeg har oplevet, at folk kommer cyklende med kurve fyldt med gulerødder og brød, som de vil fodre hestene med.

Cia Hedenquist

Fodring af hestene er blevet en del af udflugten
Cia Hedenquist er bekymret for sin 17-årige DV hoppe ’Maren’. Hoppen har cushings, og går derfor på sygefold og er på en velovervejet diæt. Maren er opstaldet på Parcelgården ved Glostrup, og foldene ligger ud til et gangsystem, hvor folk både cykler og går forbi. Allerede fra marts 2019 gav corona-nedlukningen øget aktivitet rundt om gården, og det er noget, der er forsat helt ind i 2021.

Ifølge Cia er det især de lidt større udflugter, der ligger vejen forbi gården. Folk skal ud at gå og bevæge sig i under nedlukningen, og det er jo en god ting. Problemet er bare, at de tror, at fodringen af hestene er en del af udflugten.

”En gulerod gør ikke det store, men der kommer mange nye forbi gården, og når de alle har en pose gulerødder med, så bliver det pludseligt mange. Min hest har oveni købet cushings. Så den kan slet ikke tåle mængden af sukker, der er i gulerødderne. Det betyder jeg er nødt til at jage ubudne gæster væk for at passe på min hest, selv om der er skiltning med fodring forbudt. Nogle gange har jeg prøvet at forklare dem, at det vil svare til, at jeg gik ind i skolen og gav deres børn Red Bull, når de står og fodrer min hest med gulerødder. De fleste forstår, hvad jeg mener, de har bare ikke tænkt over det.”

Skiltet ved foldene hvor Cias hest er opstaldet

Flere går igennem stalden
Parcelgården er et privat område, men Cia fortæller også, at det er blevet meget mere normalt for folk at gå ind i stalden som en del af deres tur. Dette på trods af, at der står PRIVAT, og at man kun må komme i stalden, hvis man har et ærinde. Det er ikke fordi, at man skal være afvisende overfor folk, der gerne vil ’snuse’ lidt til heste og ridesport. Men der er naturligvis heller ikke nogen, der er interesseret i, at stalden bliver et udflugtsmål. Det har både noget med sikkerhed og hestenes sundhed at gøre. Denne strøm af glade vandrefolk tager sandsynligvis af, når der gradvist åbnes op for samfundet igen. Men indtil da, giver det bekymring blandt hesteejerne.

Ideer til et nemt forståeligt skilt?
Som sagt er der skiltning på Parcelgården med, at hestene ikke må fodres, men at man naturligvis gerne må nyde dem på afstand. For hestefolk er budskabet klokkeklart, men er det også det for ikke hestefolk? Spørgsmålet er, om skiltningen kan gøres lettere forståelig for alle.

”Jeg kan huske i gamle dage i Zoo, så var der sådan et billede af, at aben ikke måtte fodres, fordi den kunne blive syg. Aben holdt sig på maven, og det var noget, alle kunne afkode. Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde sådan et skilt med en hest, der holdt sig på maven eller noget i den stil. Så alle kan forstå skiltningen og konsekvensen af fodringen.”

Vi synes, det lyder som en rigtig god ide – og giver hermed opfordringen videre til alle hesteinteresserede grafikere derude. Hvis nogen kan designe sådan et skilt (eller allerede har gjort det), vil vi gerne dele det fra vores platform.

En illustration fra zoo, der viser at dyrene bliver syge ved forkert fodring

Tilbage til Cia, der nøje følger udviklingen med strømmen af glade naturnydere og fodring af hestene.

”Jeg har overvejet, om jeg skulle lave et opslag i lokalavisen eller noget i den stil. Det her handler om min hests sundhed, men jeg kan jo heller ikke stå vagt foran folden hver eneste dag. ”

Sådan holder Mattssons Rideklub sig oven vande under corona-nedlukningen

Karoline Skøt, rideskolechef på Mattssons Rideklub, har siden corona gjorde sit indtog i 2020 været nødt til at tænke alternativt og hele tiden holdt sig omstillingsparat, så rideklubben kunne køre videre.

I indslaget herunder fortæller Karoline, hvordan hun og resten af de ansatte samt bestyrelsen har formået at holde elevskolen i gang – uden at bryde forsamlingsforbuddet eller nogen af de mange andre restriktioner.

Sådan klarer Hvidovre-Avedøre Rideklub sig gennem coronakrisen

Nær København ligger Hvidovre-Avedøre Rideklub, der har plads til 28 heste. Heraf er 20 rideskoleheste/ponyer, og der omkring 300 medlemmer.

– HVR er en rideklub i Hvidovre. Vi driver en rideskole, en stald, en del folde, et ridehus og flere udendørs ridebaner. Udover rideskolen udlejer vi bokse til privatejede heste, ligesom privatryttere fra nærområdet kan melde sig ind i klubben og købe ridehuskort, som giver adgang til at benytte klubbens baner.
HVR drives af frivillige kræfter. Det vil sige, at ALT arbejde, undtagen undervisning og staldens daglige drift, udføres af frivillige og ulønnede ildsjæle. Det gælder også bestyrelsesarbejdet. HVR er en meget aktiv klub, som tilbyder flere typer ridning: Dressur, springning, voltigering og handicapridning, lyder det fra klubben.

Men corona har gjort det svært at drive rideskole, fordi de mange restriktioner gør, at personer ikke må forsamles. Herunder kan du læse, hvordan klubben klarer sig gennem krisen.

Motion af hestene

Vi har en rigtig stor elevskole og ikke særlige mange private der benytter vores faciliteter, 10 heste fra 3 forskellige nabogårde og 4 pensionærer opstaldet i vores stald. Så det er ikke den store koordinering i forhold til de private, men nærmere for at få motioneret vores 22 elevheste, fortæller Rikke Modell Nielsen, der er formand i rideklubben.

Vi har valgt at være en samlet kerne af 10 ryttere, som motionerer elevhestene i hverdagen. Alle har arbejde eller skole, men heldigvis har nogle af rytterne meget fleksible arbejdspladser, som gør det muligt at ride fra 12-15, inden de store teenagere får fri fra skole. 


På den måde kører vi et treholdsskift, hvor der aldrig er mere end 3 personer til elevhestene, hvilket giver mulighed for andre ryttere både i ridehuset, på banene eller i stalden samtidig med, at elevhestene bliver motioneret.

Rikke Modell Nielsen, formand HVR

Ingen undervisning

Vi har valgt at lukke helt ned for al undervisning, da vi ikke kan få det til at fungere med kun en stald og et ridehus uden, at der var for meget overlap mellem ryttere, forældre, undervisere osv.

Økonomien

Det er hårdt for økonomien at holde coronalukket. Vores medlemmer er søde og loyale og betaler for at holde klubben i gang til, vi kan starte op igen.
For at få lidt ekstra penge i kasse har vi arrangeret et nytårslotteri, hvor lokale erhvervsdrivende havde sponsoreret nogle præmier. Det var en rigtig stor succes og mange medlemmer deltog.

Læs mere

Sådan klarer Viborg Rideklub sig gennem coronakrisen

Formand for Viborg Rideklub, Palle Jakobsen, fortæller herunder, hvordan den store forening med staldfaciliteter til ca. 100 heste/ponyer får det hele til at køre rundt.

Undervisning af elever

Eleverne må godt få undervisning – bare ikke indendørs, og man kan også passe sin hest, selv om man ikke er i store grupper. Man må bare ikke være mere end fem i stalden ad gangen. Vi har også vi tre ridehaller, og der må også være fem i hver hal. De må ikke få undervisning i hallerne.

Privatrytterne får undervisning på vores helårsbane, så her er ikke noget problem, men desværre er ridningen i elevafdelingen reduceret til motionsridning af vores elevheste. Det klarer halvparterne, så de får sådan set mere ridetid end normalt.

Til gengæld har vi ikke udendørsforhold til at undervise de urutinerede og de mindre øvede i elevafdelingen, så den er desværre lukket ned.

Tab af indtægt

Det koster naturligvis tabt indtægt, men vi har sendt to medarbejdere hjem på lønkompensation – vores leder af elevafdelingen og vores staldmand. Samtidig har vi tidligere lavet indsamling blandt medlemmerne og med den nye nedlukning in mente, bliver vi sandsynligvis tvunget til at samle ind igen, hvis forsamlingsforbuddet forlænges efter.

Endelig har vi søgt og fået penge fra DIFs hjælpepuljer, men der er da ingen tvivl om, at mistet indtægt fra aktiviteter som stævner mm. og mistet undervisningsindtægt stiller krav om, at vi er meget kreative for at få tingene til at hænge sammen. 

Opdaterer via Facebook

Viborg Rideklub gør en dyd ud af at holde deres medlemmer orienteret om situationen. På deres Facebook-side kan man således læse følgende:

Hermed en kort opfølgning på den seneste opstramning af forsamlingsforbuddet og dermed tilpasning af reglerne på Viborg Rideklub. Der må maks være fem i hver hal, hver staldafsnit og så videre og reglen er også, at det er ryttere frem for hjælpere/tilskuer og så videre. Det betyder, at er der fem i stalden eller hallen, hvor en eller flere er hjælpere og kommer der en sjette rytter ind i stalden eller hallen, går hjælperen uden yderligere ophold ud, uden at blive opfordret til det af de andre ryttere eller af personalet.

Det er vores håb, at man kan finde ud af det på den måde, men kan man ikke det, kommer der et forbud og en regel om at der kun må være en person pr hest ad gangen. Vi skal også opfordre til, at er ens hest skadet eller andet, så den ikke kan rides, men hvor der i stedet trækkes en tur med den i hallen, så foregår den form for motion i den lille hal 3. Man skal blot gå nogle flere omgange for at få samme motion. På samme måde ser vi også gerne, at de mindste ponyer, og det gælder både elev- og privatponyer, kigger imod hal 3. i den travle periode fra klokken 17.00 til 20.00, så der er plads til de store heste i de store haller. Det er ikke et forbud imod små ponyer i de store haller, men blot en opfordring til at der tages hensyn til hinanden, så motioneringen kan afvikles under de bedste mulige vilkår for alle.

Omkring longering gælder de almindelige ridehusregler stadig, men vi vil også her opfordre til, at longering så vidt muligt ikke ligger i perioden fra klokken 17 til 20 og hvis hal 3 er ledig, så går man derned. Motionering af elevhestene og -ponyerne foregår fra 10 til 10.45 igen fra 16.00 til 18.15 og endelig fra 20.00 til 20.45 på hverdage, imens motioneringen af elevdyrene i weekenden ligger i tidsrummet fra 9.00 til 12.45. Det betyder ikke, at hal 1 er reserveret til elveryttere i den periode, men man skal naturligvis forvente, at der næppe er meget plads i hal 1 i de tidsrum. Er der imidlertid kun fire elevryttere i hal 1, så er det jo tilladt at den femte rytter er en privatrytter.

Det korte af det lange er, at lov om hestehold kræver, at hestene motioneres, men at forsamlingsforbuddet begrænser os til maks. fem personer ad gangen. Det skal vi have til at gå op til alles bedste uden alt for mange forbud og begrænsende tidsplaner. Den gode nyhed er dog, at det kan vi uden problemer, hvis vi tager hensyn til hinanden, men kan vi ikke finde ud af det, må vi jo i gang med forbud og tidsskemaer.

Læs mere

Sådan klarer Tinglev Rideklub sig gennem coronakrisen

I Sønderjylland ligger Tinglev Rideklub, der ligesom resten af de danske rideklubber har måtte forholde sig til restriktioner og anbefalinger, der er kommet i kølvandet på coronapandemien.

Hverdagen for rideskolehestene

Rideskolehestene har stort set alle hestepassere, som har lov til at komme og ride dem – både i hverdagene men også i weekenderne, nu hvor undervisningen er på pause. Og ellers er vores daglig leder Karin og tager sig af dem, sammen med det øvrige personale, fortæller Tinglev Rideklubs næstformand Belinda Kramer.

Økonomi

Vi mister selvfølgelig indtjeningen på undervisningen, Vi er heldig at der ikke er lukket for handicapridningen, da det er med til at vi ikke mister lige så meget som i foråret, da der blev lukket helt ned. Og så er det godt at vi har en okay økonomi.

Forsamlingsforbuddet

Vi har zoneinddelt rideskolen, og alle er gode til følge reglerne med ikke at være for mange personer i zonerne.

Retningslinjer for Tinglev Rideklub

Når brugerne besøger Tinglev Rideklubs hjemmeside, er det første de møder oplysninger om retningslinjerne. De lyder således:

Så blev restriktionerne skærpet igen, gældende fra onsdag d. 6/1-2021.

• TRK lukker midlertidigt ned for udefrakommende ryttere uden ridehuskort. Dvs at hvis du allerede har fast ridehuskort, må du forsat komme og benytte hallerne.
• MEN hvis du er en af dem der vælger at betale for brug af ridehus pr. gang over MobilePay, så må du ikke benytte ridehallerne på TRK, indtil vi giver grønt lys igen.
• Der er lukket for yderligere salg af ridehuskort i en ukendt periode.
Forsamlingsforbuddet er sat ned til max 5 personer og dette gælder både ud og inde på TRK.
• Dvs. max 5 personer i hver zone
• Mundbind er stadig påbudt i haller, stalde samt rytterstue osv.
• Afstandskrav er sat op til 2m, det vil sige at der f.eks skal være en plads fri imellem opsadlingsspiltovene.
• Vi opfordrer til at ride ude, hvis vejret er nogenlunde til det.

Der er startet handicapridning op igen, dvs at rytterstuen og den lille ridehal er lukket for alle andre på de tidspunkter.
Husk at vores ansatte har fortrinsret på TRK og de er der for det meste om formiddagen, tag hensyn.
I weekenderne er det foderholdene, der har fortrinsret, vis også hensyn der. Så forsøg ikke at være i stalden imens foderholdene er der i weekenderne.
Vi vil gerne undgå et bookingsystem til stalden, men vi må se.
Bliv hjemme hvis du er syg eller har symptomer, hold afstand og vask hænder og sprit af. Og husk, RID & SKRID gælder stadig.

Læs mere

Sådan klarer Herning Rideklub sig gennem coronakrisen

Hverdagen i rideklubben

Vi har lukket ned for elevskolen i hverdagene. Parterne kommer og passer deres partsheste i weekenden. Hver part er pasningsansvarlig for 2 heste, så de rider deres egen part og passer nabohesten. Og så har de en dag hver i weekenden. På denne måde bliver der meget færre børn på stedet på samme tid – faktisk næsten ingen. De heste som ikke har part, passer personalet. Jeg rider selv nogle af dem i løbet af ugen, fortæller daglig leder og underviser ved Herning Rideklub, Kristina Tägtström.

Online-undervisning

I denne uge har vi online undervisning, og i næste uge starter vores elevskole op igen. Dette lyder måske lidt mystisk, men vi har fundet en måde, hvor alle børn i elevskolen kan komme og ride – hvor de rider ude og kun 2 af gangen. Det er et stort setup og der kommer info op hjemmesiden, når jeg har gennemtænkt alle scenarier.  Forældrene er meget forstående omkring alt dette, og vi fakturere næsten som normalt, da vi jo tilbyder undervisning. Alle betaler for en ridetime, og her bliver de så tilbudt 2 timers onlineundervisning. 

Online-undervisning har været et stort hit

Adgang forbudt for uvedkommende

Vores stalde er meget delt op, vi har ca 60-70 heste fordelt ud på 5 stalde. Opstalderne rider på mere skæve tidspunkter, og vi har alle 3 ridehuse i brug( maks 5). (til motion af hestene), og vi har skilte rundt om rideskolen, hvor der står ingen adgang.

Da vi jo ligger i byen, vil alle familier jo gerne forbi og hilse på hestene. Men det må de ikke i disse tider. Der er ingen tvivl om at det er kritisk, at vi ikke må holde stævner, da det jo er en indtægt som mange klubber lever af. 

Retningslinjer for Herning Rideklub

Når brugerne besøger Herning Rideklubs hjemmeside, er det første de møder oplysninger om retningslinjerne. De lyder således:

Herning Rideskole tager selvfølgelig de, til enhver tid, gældende restriktioner til efterretning.
Lige nu gælder det at:
– Forsamlingsforbuddet er på maks. 5 personer – uanset alder
– Indendørs idræt er lukket for offentligheden
– Indendørs foreningsaktiviteter lukkes ned
– Herning Rideskole er generelt lukket for offentligheden


Dette betyder, for Herning Rideklub:
Brug af mundbind
Alle personer over 12 år SKAL bære mundbind på indendørs, når man er stående eller gående.
Vi skal endnu en gang understrege at kravet om mundbind SKAL overholdes! Dette betyder at mundbind skal bæres:
– I ridehaller
– I stalde
– I rytterstuer, på toiletter osv.
Kravet gælder ikke for rytterne, mens de udfører deres sport.
Herning Rideklub anbefaler at mundbind bæres udendørs hvis man er ”på vej ind” – eks. hvis man går fra stalden mod ridehallen osv.
Hvis man ikke bærer mundbind indendørs kan man ikke færdes på Rideskolen. (dette gælder dog kun i begrænset omfang for
personalet)


Indendørs idrætsfaciliteter
Vi kan motionere vores heste – dette betyder at partsryttere og privatryttere kan benytte ridehallerne således heste og ponyer kan motioneres korrekt og forsvarligt.
Der må dog aldrig være mere end 5 personer af gangen i den enkelte hal.
Restriktionerne betyder desværre at der ikke kan afholdes holdundervisning i ridehallerne


Forsamlingsforbud
Der er som udgangspunkt forbud mod at forsamles flere end 5 personer på samme sted samtidig.
Dette betyder at der på intet tidspunkt må være mere end 5 personer i det enkelte staldafsnit, respektive ridehal.
Dette betyder at man ALDRIG må samles mere end 5 personer tæt på hinanden – og at der til enhver tid skal holdes en afstand på ca. 2 meter til andre i en sådan forsamling! Endvidere må der i hele stalden aldrig være mere end 10 personer ad gangen.
Flg. gælder – uden undtagelse:
– Er du det mindste sløj, så bliv hjemme.
– Er du i selvisolation fordi du har været i nær kontakt med en smittet kan du IKKE komme på Rideskolen – i tvivlstilfælde kan
du kontakte den daglige leder, alternativt Bestyrelsesformanden.
– Man skal bruge MINDST mulig tid på rideskolen (kom herned, pas hesten, tag hjem)
– Så få hjælpere/forældre på rideskolen som muligt
– Der må IKKE medbringes gæster/venner/veninder/familie på Rideskolen
– Hold min. 2 meters afstand når i færdes i staldene
– Undgå fysisk kontakt med andre – ingen knus, kram og håndtryk!
– Hold god håndhygiejne – sprit og vask hænder – OFTE!

Partsryttere
Der vil blive tilsendt en separat plan til hver enkelt partsrytter omkring pasning af deres heste. Således man som partsrytter får muligheden for, enkelte dage i ugen, at passe sin hest. Dette gøres af hensyn til dyrevelfærden – hesten skal passes, strigles, have ordnet hove etc. og man kan også skridte/trække en tur i skoven. Indendørs ridehaller kan ligeledes benyttes så længe forsamlingsforbuddet ikke overskrides. Den fremsendte tidsplan SKAL overholdes!


Private opstaldere

Private opstaldere må fortsat komme og passe/motionere deres heste – vi indskærper dog at ovenstående retningslinjer omkring forsamlingsforbud og mundbind SKAL overholdes.
Vi har klar en forventning om, at forældre også påpeger disse regler overfor børnene inden de kommer ned på Herning Rideskole – det er alles ansvar, ikke kun personalets.
Vi skal for alt i verden undgå smittekæder på Herning Rideskole – men det kræver mere end nogensinde at vi tænker og godt om, hjælper hinanden og BRUGER MINDST MULIG TID PÅ RIDESKOLEN HVER ISÆR!

Læs mere