Skip to main content

Tag: Anna Kasprzak

Video: Træningen intensiveres denne vinter, Anna Kasprzak

Det seneste halve års tid har budt på en kombination af ridestævner og barsel, men det ændrer sig nu, hvor Annas yngste, sønnen Eddie, som blev født i marts, begynder i dagpleje. Nu skal både dressur- og styrketræning intensiveres og topformen genfindes henover vinteren. Dette kan man læse på Anna Kasprzaks hjemmeside, Future Dressage, hvor hun udtaler:

“Den seneste tid har der været meget træning op til stævner, og derfor ikke været tid til at fordybe sig så meget i dressurtræningen. Og nu har jeg brug for nogle måneder, hvor jeg kan træne i fred og ro herhjemme, hvor jeg også skal have prioriteret en masse styrketræning til mig selv, “ siger Anna, der har givet hestene en pause i en periode, men som nu er klar til at stramme tøjlerne igen.

“Hestene er heldigvis sunde og raske, og de har fået nogle uger med let arbejde. Men forleden dag stod Rock Star og bukkede inde i boksen, så det må betyde, at han er klar til at komme i gang med at arbejde igen. Så de næste måneder skal bruges på en masse træning, og så skal vi måske ud og starte stævner til februar.”

Rock Star er ikke den eneste hest, Anna satser stort på. Foruden Addict De Massa, som fortsat skal have en masse gode stævneoplevelser, så er også Everian, der kom til Future Dressage for præcis et år siden, inde i en rigtig spændende udviklingsfase.

“Everian udvikler sig utroligt godt. Han er lærenem og hamrende sjov at arbejde med, og så har han en fantastisk indstilling og det helt rigtige temperament til mig. Udover det er han også en smuk og udtryksfuld hest, og jeg føler, vi har en særlig forbindelse. Så det bliver rigtig spændende at se, hvad det kan føre til. Han er jo stadig ung og skal have tid og erfaring,” siger Anna.

Josefine Hoffmann har i dette efterår været til PAVO og DRF’s championat for unge heste med Alegra og Unna, hvor hun red nogle flotte resultater hjem.

Seksårige Alegra vandt den indledende runde og blev nr. to i finalen, mens Unna på fire år havde en rigtig god første dag og kvalificerede sig til finalen. Her var den Unna dog ramt af træthed efter mange dage væk hjemmefra.

“Den indledende runde var om torsdagen, mens finalen først var søndag, og der var Unna bare træt. Hun er ikke vant til at være med i byen og det kunne ses på hendes præstation, at hun havde været længe væk hjemmefra. Men det var stadig super flot at komme dertil og hun er en af de heste, vi har haft fra føl, og den udvikling, hun har været igennem, håber vi også på at kunne skabe med vores egne avlsprojekter i fremtiden,” siger Anna.

Se mere på Anna Kasprzaks hjemmeside: Future Dressage.

I sommer viste Anna Kasprzak rundt på sit smukke ridecenter ved Haderslev. Er du Premium medlem, kan du komme med indenfor hos OL-rytter Anna Kasprzak.

Dressurrytter Anna Kasprzak nyder at opleve sin flok af avlshopper og føl på de store, kuperede folde rundt om deres avlscenter, Future Dressage i 2021 fik hun 11 føl. Hør Anna Kasprzak fortælle og vise rundt på deres avlscenter i videoen: Anna Kasprzak har fået 11 føl

I sommer talte vi også med Anna om udfordringerne ved at være mor, og samtidig have fokus på at uddanne dressurheste til international sport. Det kan man høre mere om i artiklen: Jeg er ikke færdig med de store ting, siger Anna Kasprzak

Josefine Hoffmann har redet for OL-rytter Anna Kasprzak i 5 år. Hun nyder det i fulde drag, og elsker når Anna underviser hende. Se interviewet med Josefine i artiklen: Det er vildt godt! siger Josefine Hoffmann

Ny ekvipage: Alexander Helgstrand har overtaget Quarton

I weekenden blev der afholdt landsstævne i dressur på Heslegård Sportsrideklub.

Og blandt de mange spændende og dygtige ekvipager var der også en helt ny kombination i dansk dressur.

Alexander Helgstrand havde, udover velkendte Grevens Sa’va’, også medbragt Quarton (SWB) – en ikke helt urutineret herre, når det kommer til de sværeste øvelser.

Som otteårig blev den røde vallak, efter Quarterback / Don Schufro, købt af Anna Kasprzak – og det var faktisk Alexanders far, Andreas Helgstrand, der dengang solgte Quarton til hende.

“Jeg prøvede Quarton hos Andreas Helgstrand i mandags og var slet ikke i tvivl om, at han var en hest for mig.

Han er påbegyndt alle Grand Prix-øvelser, som han viser super talent for, så jeg er meget spændt på fremtiden med ham. Bettina Jæger har gjort et fantastisk stykke arbejde,” lød det fra Anna Kasprzak i 2017.

Parret opnåede flotte resultater på Grand Prix-niveau, før USA-bosatte Charlotte Jorst i 2019 købte Quarton. Anna valgte dengang at sælge sin tophest på grund af personlige prioriteringer.

Og nu er Quarton så tilbage, hvor det hele startede. Nemlig hos Helgstrand Dressage i Nordjylland, hvor han under Alexander Helgstrand ser utrolig veltilpas ud.

Dobbeltsejr

I dag er hesten blevet 12 år, og Alexander havde valgt at debutere på ham i MA1 og MA2 på Heslegård.

“Det var en fornøjelse at få lov at starte på ham. Han er ikke helt ny i gamet, så jeg var også en smule nervøs for, hvordan det ville gå.

Men han var virkelig sød derinde, han er virkelig en hest med en masse power. Pt. ved jeg ikke hvordan fremtiden kommer til at se ud med ham, men jeg skal helt sikkert ud og starte nogle flere stævner,” fastslår Alexander, der scorede over 70 % i begge klasser og sikrede sig to førstepladser.

Video: Anna Kasprzak har ikke haft den bedste start

OL-rytter Anna Kasprzak rider 3-stjernet Grand Prix på Addict de Massa og i World Cuppen har hun Rock Star til start.

Hun har desværre trukket start nummer 1 i World Cup-klassen, og det betyder, at hun kun har 20 minutter, fra hun rider på banen med Addict de Massa til hun skal i sadlen på Rock Star.

Se Grand Prix og meget mere LIVE

Hør Anna Kasprzak fortælle om optakten til stævnet – for den har langt fra været optimal.

Endnu en topplacering til Anna i Aachen

Anna Kasprzak og 13-årige Rock Star fik taget passagen med ind på banen fra opvarmningen i dag. Han viste også flotte travøgninger, og igen et galopprogram med imponerende pirouetter, men desværre også en lille fejl i de ellers meget store og flotte 2’er changementer. Rock Star lå på en tendens til over 77% efter den frie skridt, lidt uro i den samlede skridt, kostede dyrt og det samme gjorde fejlen i 2’er changementerne.

Anna fortæller: ”Det er lidt ærgerligt med fejlene, men jeg syntes, han gik rigtig godt. Det er kun min tredje Special med ham, så det er ganske godt. Jeg er super tilfreds, og han gik mega godt på opvarmningen. Vi skal hjem og have kigget detaljerne igennem, men vi er kommet et langt stykke vej,” slutter Anna Kasprzak fra Aachen.

Super sæson for Charlotte Fry

Charlotte Fry har haft en forrygende sæson i år. Bronze ved OL med teamet fra Storbritannien og sølv ved EM i Hagen med holdet. Nu på ny hest ved CHIO Aachen Glamourdale e. Lord Leatherdale/Negro, som hun vandt UVM guld med, da hingsten var 7 år i 2018. På trods af 11-ettere (der må kun være 9) på midterlinjen mellem de to pirouetter opnåede hun 77,170% flere topkarakterer på 8 og 9-taller et enkelt 10-tal for galopøgningen fra den danske 5-stjernede dommer Susanne Baarup blev det også til undervejs. Piafferne er endnu ikke helt regelmæssige, hos den 10-årige hollandske hingst, men der er en stor fremtid for parret, der trænes af den danske OL-rytter Anna van Olst, det sammen med sin mand Gert Jan driver en hingstestation og træningsstald i Holland. Det er også van Olst Horses, der er ejer af avlshingsten, som sluttede på andenpladsen.

Fabienne Müller-Lütkemeier fra Tyskland vandt den 4-stjernde Grand Prix torsdag. Den tidligere landsholdsrytter havde blot sin anden start i Special med Valesco, og hun red sig igen i front med 77,638% på den 10-årige Vitalis-søn.

Sara Aagaard Hyrm nr. 4

I Young Riders testen i Aachen i dag kom Sara Aagaard Hyrm og Skovborgs Romandinov ind på 4. pladsen med 74,294% Mens den hollandske rytter Marten Luiten og Fynona trak fra konkurrenterne med over 78% lå hollandske Thalia Rockx og tyske Luca Sophia Collin på godt 74% Desværre var dommerne lidt uenige om Saras ridt, der blev vurderet fra 2. plads (to dommere) til en 8. plads.

Fiontini over 76% med Kittel

I CHIO Aachen rider rytterne også 5-stjernet Nations Cup, og på det svenske hold er den danske varmblods hoppe Fiontini e. Fassbinder opdrættet af Henrik Hansen og redet af Patrik Kittel. De to har blot været et par i kort tid, men den øvelsesstærke hoppe og den erfarne svenske rytter har fundet sammen. Og Patrik skriver da også på sin Instagram: Tak Fio, jeg er så stolt af dig! Grunden til dette var en placering som nr. 3 med 76,261% efter den hollandske vinder Dinja van Lire/Hermes der opnåede 78,022% og Charlotte Fry/Dark Legend med 76,717% Isabell Werth og DSP Quantaz fulgte efter på fjerdepladsen med 76,130%, og netop med Quantaz, har Isabell Werth udtalt til den tyske avis Stuttgarter Zeitung, bliver målet en plads på det tyske landshold ved OL i Paris om tre år. Derefter tænker dressursportens ukronede dronning, at det er forbi for hende i international topsport. Efter mere end tre årtier og 41 guldmedaljer, overvejer hun at stoppe sin internationale karriere, og hellige sig træning.

Start- og resultatlister

Topplacering til Anna Kasprzak i Aachen

OL-rytter Anna Kasprzak til CHIO Aachen med den 13-årige vallak Rock Star. Det var meningen, at hendes anden Grand Prix-hest Addict de Massa skulle med for at gå 4-stjernet, men han stod med en hævelse på et ben inden afrejsen. Ikke noget alvorligt, bekræfter Anna.
Anna valgte derfor at starte Rock Star i den 4-stjernede Grand Prix og Grand Prix Special i morgen aften, i stedet for den 5-stjernede tour. Klassen i dag havde 23 ryttere til start, og Anna Kasprzak havde start nr. tre.

Glad og tilfreds

Anna og Rock Star viste et fejlfrit program, men en flot og sikker galoptur, hvor de bl.a. scorede et 9-tal for den ene pirouette. De opnåede 73,935% fra dommerne, og det rakte til en andenplads efter den tyske toprytter Fabienne Müller-Lütkemeier.

“Jeg er godt tilfreds,” fortæller Anna fra Aachen efter klassens afslutning, og hun fortsætter: “Og fedt det kunne holde til en andenplads. Jeg var glad og tilfreds med mit ridt, men vidste også, der var mange i klassen.”
På startlisten var bl.a. hollandske Emmelie Scholtens/Desperado N.O.P. tyske Hubertus Schmidt/Beryll, OL-rytterne Charlotte Fry/Glamourdale og Dorothee Schneider/DSP Sammy Davis Jr. men Annas stærke udlæg sikrede hende andenpladsen.

Piafferne skal med ind på banen

“Vi skal stadig have lidt mere med ind på banen i piafferne, der bliver han lidt for tøvende for mig, han stopper en lille smule. I passagen skal jeg havde fundet det rigtige tempo og det rigtige gear, ” forklarer Anna, men hun var meget tilfreds men galopturen, selvom hun også der har fokus på udvikling og forbedring i fx mere ligeudretning i serierne.
“Han er ikke tilbage i top, top form endnu, rent muskulært, og det giver sig til udtryk i passage/piaffe turen, det kan blive meget bedre end det, vi viste i dag.”
Anna erkender, at hun heller ikke har fundet helt tilbage i top konkurrenceform endnu. “Det er bare ikke nemt, det er længe siden, jeg har redet på det høje niveau. Der skal vi helt tilbage til Pepes tid (Donperignon, der var Annas partner ved OL i Londong og Rio).
Anna debuterede Rock Star på Grand Prix-niveau i 2017, men barsel med Annas nu 3-årige datter Ella og småskader hos Rock Star betyder, at det først er nu, deres internationale stævne-samarbejde for alvor skal igang. “Nu kører vi på,” siger Anna, og hun fortsætter: “Det jeg var mest glad for er, jeg kan holde formen derinde hele vejen. Det er det, der har været super svært. Det er ikke let, men vi har fundet en retning, og det er det rigtige, vi har fat i. Og så er han bare verdens sødeste hest med alting. Der er ikke noget med at glo, det giver ro at være afsted med ham,” slutter Anna Kasprzak.

Læs også: CHIO Aachen med danske ryttere, men uden Bella Rose – Zibrasport Equest

Lone Bang Larsen og Thranegaardens Rostov. Foto: Zibrasport Equest

Lone Bang godt på vej

Lone Bang Larsen havde taget sin (på dette niveau) forholdsvis urutinerede 11-årige Thranegaardens Rostov e. Blue Hors Romanov/ Diamond (opdr. Jens Riishede Jensen) med til 4-stjernet Grand Prix i Aachen. Og bortset fra en ikke helt vellykket tilbagetrædning, viste Lone et fejlfrit program til 70,413% og en 14. plads, men demonstrerede samtidig, at der er masser af potentiale i den 11-årige hoppe.

Start- og resultatlister

Dressurstadion i Aachen. Foto: CHIO Aachen/Michael Strauch

CHIO Aachen med danske ryttere, men uden Bella Rose

CHIO Aachen har det hele – en historie, der strækker sig tilbage til 1898 og en topmoderne stævneplads, som de fleste ryttere vil ofre meget for at konkurrere på. Tradition og moderne sport går hånd i hånd ved CHIO Aachen. Det store hovedstadion har plads til 50.000 tilskuere. Hertil kommer et dressurstadion, et volitgestadion og en military terrænbane samt maratonbane til 4-spandskørsel.

CHIO Aachen er i fuld gang

Allerede fra fredag den 10. september, har der været konkurrencer i Aachen. Det var voltigering, som åbnede med dansk deltagelse i enkeltvoltigerig (Amanda Stålsø og Turbo af Kloster sammen med Maria Rasmussen) teamet fra Billund Sportsrideklub, og Pas de Deux (Bendixen og Kaps) se resultaterne HER

Dressurstadion i Aachen. Foto: CHIO Aachen/Michael Strauch

Anna Kasprzak og Lone Bang til start

Foruden voltigering afvikles 4-spandskørsel, military, springning og dressur (CDI4* og CDI5*) Danmark er repræsenteret i dressurkonkurrencerne af Anna Kasprzak og Lone Bang. Anna har to heste til start; Addict de Massa og Rock Star, mens Lone har Thranegaardens Rostov med til Aachen.

Første konkurrence for dem er torsdag, her starter Anna Kasprzak Addict de Massa i 4* Grand Prix og dagen efter Grand Prix Special. Fredag rider hun Rock Star i 5* Grand Prix og dagen efter i Grand Prix Special, det samme gør Lone Bang med Thranegaardens Rostov. Der er Nations Cup i dressur med 8 nationer, men Danmark stiller ikke hold.

Hvad er det specielle ved CHIO Aachen?

Det har vi spurgt OL-rytter Anna Kasprzak om:

”Jeg har redet Aachen 5-6 gange, det er bare et gennemført godt stævne. Der er styr på sagerne, og så er det helt særlige, det entusiastiske publikum. Når man sidder der blandt tilskueren, er man ikke i tvivl om, de virkelig går op i det. Så er der et flot set up, og man er ikke i tvivl om, at de er helt opsat på at have gæster, de går ikke på kompromis med noget. Og i Aachen er der regler, som skal følges, og gør du ikke det, så er det farvel,” fortæller Anna om stævnet.

Anna Kasprzak og Addict de Massa. Foto: Zibrasport Equest

Hvordan er Annas egne forventninger?

”Det bliver bare dejligt at komme afsted til et stort stævne igen, det glæder jeg mig til. Jeg er klart ved at komme i bedre form, og få fornemmelsen for at ride program igen, men jeg syntes fortsat, jeg halter lidt,” fortæller Anna.

Hun har været på barsel, og derfor har hun kun været til få stævner herhjemme og enkelte i udlandet siden sidste sommer. På grund af småskader/sygdom hos hendes Grand Prix-heste Fuhur, Addict de Massa og Rock Star, samt coronanedlukning, har det også været så som så med stævnestarterne det seneste par år. Nu er hun topmotiveret, og klar til at klø på.

”Jeg har ikke tænkt på placering (i Aachen), men jeg vil gerne forbedre mig på Rocky fra sidste gang, jeg var til start. Jeg har fundet ud af at ride ham lidt anderledes, og målet er at få ham på den høje klinge – og få det fejlfrit.”

Addict de Massa havde hun med til landsstævne på Vilhelmsborg i starten af september, og her fortalte hun om ham til Zibrasport Equest: Anna Kasprzak om Addict de Massa – Zibrasport Equest

”Addict vil jeg gerne fortsætte fra det, jeg fik fat på, på Vilhelmsborg. Jeg har prøvet lidt forskelligt med ham, for at finde ud af, hvad der virker, når jeg kommer til stævne. Og noget af de, kunne jeg få med ind på banen på Vilhelmsborg, det var fedt. Jeg er glad for at få ham med nu, for nu syntes jeg, han er på rette spor. Og godt det er nu, så vi kan holde fast i den følelse vi opnåede på Vilhelmsborg.”


Andreas Helgstrand har trænet Anna i en årrække, men han har ikke tid til at komme til Aachen. I stedet for har hun trænet i en periode med Thomas Sigtenbjerggaard (fra Helgstrand Dressage), så han kan hjælpe hende i Aachen.

”Det er fint at få andre øjne på træningen. Vi har prøvet noget nyt af, og det har vist sig at være meget givende. Målet er det samme, men vi arbejder lidt anderledes med nogle ting,” forklarer Anna.

Da Danmark ikke stiller hold i Aachen, kan Anna ride for sig selv, og prøve nogle ting af undervejs. Hun håber på at få nogle starter i World Cup-sæsonen, så hun kan samle points sammen til verdensranglisten.
Hestene arbejder fint hjemme i træningen, målet er nu at få redet nogle stævner, hvor formen og udviklingen kan testes, og få de gode momenter fra træningen og opvarmningen ind på banen, slutter Anna Kasprzak.

Isabell Werth og Bella Rose, som er ved at komme sig efter en kolikoperation. Foto: privat

Farvel til Bella Rose

I 2014 debuterede verdens mest vindende dressurrytter Isabell Werth, Tyskland på westfalerhoppen Bella Rose e. Belissimo M, en hest, som havde langt mere kvalitet, end de heste Isabell Werth normalt rider helt til tops. Forventningerne til hoppen var tårnhøje, men ved WEG i Caen i 2014 blev hoppen skadet, og den skade holdt hende ude af sporten helt frem til 2017.

Isabell vandt guld med hoppen ved EM i Rotterdam i 2019, og deres sidste optræden sammen blev ved OL i Tokyo, hvor de var en del af det guldvindende tyske hold, og individuel sølvvinder i kür. Den 17-årige hoppe skulle pensioneres ved CHIO i Aachen i år.

Desværre fik Bella Rose kolik midt under EM i Hagen, hvor Isabell var til start med Weihegold. Isabell tilbragte en stressende nat på hestehospital, hvor Bella Rose blev opereret. Heldigvis restituerer hoppen godt, og publikums afsked med Bella Rose er udsat ikke aflyst.

Start- og resultater

Video: Masser af spændende sport på Vilhelmsborg

Danish Derby Hestesportsrideklub er vært for et landsstævne i dressur og springning denne weekend på Vilhelmsborg. Masser af spændende klasser inklusiv PAVO DRF Unghestechampionater på spring- og dressurbanen. Det uofficielle DM for beriderelever og en kvalifikation til Bundgaard Byg Cup er blot noget af det, man kan opleve.

Interessant stor tur på dressurbanen

OL-ryttere og landsholdsryttere var blandt de startende i de to klasser i “stor tur” på dressurbanen. OL-rytter Carina Cassøe Krüth havde en “ny” hest med i den store sport. Heiline’s Zackton e. Blue Hors Zack opdrættet af Stald Heiline debuterede hun tidligere på sommeren på Blue Hors, her var han god, men lidt usikker, fortæller hun.
Torsdag blev det til sejr til parret i AB RIdeudstyr Intermediaire 2 med 72,631% foran en anden OL-rytter Anna Kasprzak og Addict de Massa e. San Amour, de opnåede 70,263% og så kom Carinas elev Malene Aborg Quantico Nexen e. Quaterbac opdrætter Stutteri Nexen på tredjepladsen med Mikaela Fabricius-Bjerre og Dam’s Duchess e. Blue Hors Zack opdrætter Erik Dam Mortensen på fjerdepladsen.

Anna Kasprzak og Addict de Massa. Foto: Zibrasport Equest

I fredagens Dansk Hesteforsikring Grand Prix blev sejren spansk til Blue Hors-rytter Cristian Tuelda Ruiz, som de seneste fem måneder har redet Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack. Zepter har været ude af sporten med en skade, men nu er han helt tilbage igen, fortæller Cristian, der glæder sig meget over at sidde på sådan en kvalitetshest. Han fortæller endvidere, at planen er at tage det roligt med Zepter indtil han igen er i topform. Sejren kom i hus med 73,267% og det var hestens gode samlede arbejde i piaffe, passage og galoppirouetter som udløste 8-taller til parret.

OL-rytter Anna Kasprzak har et spændende projekt i Addict de Massa, som går med vældig energi og står løft i piaffe og passage. Anna har dog haft lidt udfordringer med at bringe hestens kvaliteter fra opvarmningen ind på banen, hvor han ændrer sig. “Han skal have nogle flere starter,” fastslår Anna, som definitivt er tilbage i sadlen igen efter barsel. Hun opnåede 72,833%

Han skal betale for gården

Carina Cassøe Krüth kom også til start i Grand Prix-klassen med Heiline’s Zackton, og de viste et fejlfrit program, der af dommerne blev honoreret med 70,867%
“Han var fin i dag, jeg valgte at ride ham uden for meget pres, så han ikke syntes, det var alt for svært,” indleder Carina Cassøe Krüth og hun fortsætter: “Han er let ridelig, følsom og en rigtig kammerat på banen, og der er masser af sprit på ham.”
På spørgsmålet om, hvad hendes planer er for hans fremtid kommer svaret tørt: “Han skal være med til at sponsorere den nye gård (Carina og Casper er ved at ombygge en smuk gård ved Mariager til konkurrencestald til Carina)
“Nu nyder jeg at ride videre på ham, for den kan godt gå lidt med næste år, hvis han ikke er solgt inden da,” slutter Carina Cassøe Krüth.

Start- og resultatlister i dressur
Start- og resultatlister i springning

Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Zackton. Foto: Zibrasport Equest

De kæmper om EM-pladserne i dressur

OL i dressur er kun lige overstået, og nu bliver der allerede set frem mod næste mål for de danske dressurryttere. Nemlig EM i Hagen, der afvikles den 7.-12. september.

EM-bruttoholdene for U25- og seniordressuren sat, og det endelige hold vil blive udtaget senere på måneden.

Seniorer


U25

  • Emma Skov / Cracker Jack
  • Josefine Hoffmann / Hønnerups Driver
  • Kathrine With Petersen / Hjorts Rhapsody in Blue
  • Sandra Hyrm / Heslegaards Rismon
  • Thea Bech / Dionisos
  • Victoria Vallentin / Brooklyn

Mudderpantomime og sejr til Daniel Bachmann

Regnen vælter ned og dressurstadion ved det internationale stævne i Herzlake i Tyskland, og regnen har forvandlet banen til en mudderpøl. Anna Kasprzak/Fuhur og Daniel Bachmann Andersen/Marshall-Bell kom begge til start og de passede på deres heste hele vejen rundt. Der blev ikke satset, men redet på det sikre.

Sejr til Daniel Bachmann Andersen

Daniel Bachmann Andersen og Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic scorede bl.a. et 9-tal for den snorlige serie af gennemsprungne changementer de viste. Flere gange 8 og 8,5 for hestens markerede, taktrene passage blev det også til. De sejrede med 75,362% over gårsdagens Grand Prix-vinder Emma Kanerva/Greek Air med 74,043%

Anna Kasprzak i daglig træning. Du kan fremsøge flere spændende videoindslag, vi har lavet hjemme fra Annas træningsstald i Haderslev her på sitet. Foto: Zibrasport Equest

Anna i top tre

Anna Kasprzak rider blot sit tredje internationale stævne på Fuhur e. Fürstenreich. Det var absolut ikke let for rytterne, at styre hestene fejlfrit rundt på den våde, plaskende bane. Anna opnåede sine højeste score i Fuhurs markederede passage og flotte overgange. Han er uddannet af en russisk rytter, og netop de ryttere indlærer changementer, og changementsserie anderledes end den klassiske måde, som de fleste vesteuropæiske ryttere benytter sig af. I dag fik Anna fejl i begge serier, og det koster naturligvis meget dyrt i det samlede regnskab. De opnåede 72,298%

Blue Hors spanske rytter Cristian Tuelda Ruiz kom til start ved stævnet på Blue Hors Zepter og Blue Hors Zick Flower, begge efter Blue Hors Zack. I Grand Prixen sluttede de midt i feltet og i dag blev han placeret på 12. pladsen med Zick Flower med 66,753%

Start- og resultatlister

Sejren glippede i en pirouette

32 deltagere i 3-stjernet Grand Prix i Herzlake og heraf to danske, Anna Kasprzak og Daniel Bachmann Andersen begge satte de deres præg på klassen.
Daniel Bachmann Andersen havde medbragt den blot 9-årige Marshall-Bell e. Blue Hors Romantic, og han scorede både 8 og 9-taller for hestens besnærende passage. De så ud til at være på vej til toppen af klassen, men et kiks i den sidste pirouette, hvor Marshall-Bell gik i stå for Daniel, kostede en mulig sejr. De opnåede 73,043% mod klassens vinder finske Emma Kanerva/Greek Air som fik 74,130%

Anna Kasprzak og Rock Star. Foto: Zibrasport Equest

Anna med i front

Selvom Anna Kasprzak har ejet Fuhur siden november 2019 var stævnet i Herzlake blot deres tredje internationale optræden. Småskader hos hesten og Annas graviditet, hvor hun i marts blev mor til en søn, har holdt parret ude af konkurrence. I dag leverede de en fejlfri præstation, af dommerne vurderet til 71,326% og en 4. plads i klassen. Anna blev også placeret på 5. pladsen med Rock Star, som hun opnåede 71,152% med.
Susanne Baarup var blandt dommerne i klassen.

I morgen søndag rider Anna Kasprzak Grand Prix kür på Rockstar, mens hun starter Grand Prix Special med Fuhur. Daniel Bachmann Andersen starter Grand Prix Special med Marshall-Bell.

Dansk succes på springbanen

Flere danske springryttere er også i aktion i Herzlake. Jennifer Fogh Pedersen åbnede med en sejr på Diavoltan i en 1.35 m klasse fredag. En klasse hvor hun også var placeret med Finlandina, mens Lars Bak Andersen/Farbenfroh og Emil Hallundbæk/Irwin også var blandt de placerede. Lars Bak Andersen blev også placeret i fredagens 1.45 m klasse med Calvin, flere af Tysklands topryttere er til start ved stævnet.
Emil Hallundbæk og Irwin blev placeret på en andenplads her til morgen i en 1.35 m klasse, og igen var Jennifer Fogh Pedersen og Finlandina blandt de placerede.

Start- og resultatlister

Anna og Daniel jagter EM-kvalifikation i Herzlake

OL-rytter Anna Kasprzak er denne weekend til start med to af sine Grand Prix-heste ved det 3-stjernede stævne i Herzlake i Tyskland. Med sig har hun 12-årige Fuhur e. Fürstenreich og 13-årige Rock Star e. Rockwell.

Fuhur – med tredje internationale start

Tilbage i november 2019 indkøbte Anna Fuhur fra den russiske rytter Elena Sidneva, der red Fuhur ved EM i Rotterdam, hvor de sluttede på en individuel 20. plads. Målet var at komme i spil til det danske OL-hold i Tokyo. Anna brugte et par måneder til at finde ind til hesten, og midten af februar 2020 debuterede parret internationalt med en sejr i 3-stjernet Grand Prix med knap 72% Desværre lå Fuhur fast i boksen om natten, og fik en skade, som holdt Anna fra at starte ham indtil CDI-stævnet ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning, hvor hans skade igen brød op. Anna gav derfor Fuhur tid til at hele, samtidig blev hun gravid med sit andet barn, og derfor er det internationale stævne i Herzlake blot Annas tredje, internationale optræden med Fuhur.

Anna og Rock Star

Det er planen, at Anna starter Grand Prix og Grand Prix Special på Fuhur og Grand Prix og Grand Prix kür på Rock Star. Rock Star havde hun til start i juni i Kronberg, hvor de i den 4-stjernede Special scorede godt 72%, men inden da, var hendes seneste, internationale start på Rock Star i Holland tilbage i april 2019.
Anna blev mor til en søn i marts i år, og derfor var kampen om en plads på OL-holdet ikke en realitet for hende. Omvendt, så er hun igen klar, til at forsøge at kommer i betragtning på landsholdet. Det fortæller hun mere om i videoen: Jeg er ikke færdig med de store ting, siger Anna Kasprzak

Daniel Bachmann Andersen starter Marshall-Bell i Herzlake. Foto: Zibrasport Equest

Daniel i spil til EM

Daniel Bachmann Andersen, der driver egen trænings- og konkurrencestald på Kleppenhus ved Ebeltoft, er til start i Herzlake med den 9-årige DV-hest Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic opdrættet af Tina Christoffersen og Nicolai Jepsen. Parret var til start netop i Herzlake i juni, hvor det blev til en tredjeplads i Grand Prix og Grand Prix Special med hhv. 72,826% og 74,170% Siden er de blevet nr. 2 i Hagen i Grand Prix, og vundet bronze ved DM i dressur i Uggerhalne. Han rider Grand Prix og Grand Prix Special denne weekend.

I videoen: Daniel Bachmann: Fanalino og Marshall-bell forberedes til den store sport fortæller Daniel Bachmann Andersen om forberedelsen af Marshall-Bell og Fanalino til den store sport.

Clip-My-Horse streamer fra Herzlake. Og man kan se start- og resultatliste HER

https://www.instagram.com/p/CR1gpUNgIeh/?utm_source=ig_web_copy_link

Video: Jeg er ikke færdig med de store ting, siger Anna Kasprzak

De seneste 11 år har OL-rytter Anna Kasprzak, 32 år trænet i eget ridecenter. Før det, havde hun sine heste opstaldet på rideskole. Nu bor hun ved siden af sin avls- og konkurrencestald, Future Dressage, og med hjælp til barnepasning fra sin mor Hanni Toosbuy Kasprzak, er hun tilbage i sadlen igen, efter hun i marts blev mor til sønnen Eddie. Sammen med Mathias Skov Rasch har parret også datteren Ella på 3 år.

I sadlen efter 10 dage

I sin første graviditet red Anna tæt op til fødslen, men det var ikke muligt, da hun ventede Eddie. Så da han blev født i slutningen af marts, var Anna mere end klar til igen at komme i sadlen. 10 dage efter fødslen svang hun sig i sadlen for første gang.

Det er Josefine Hoffmann, som har holdt Annas tre Grand Prix-heste igang, Fuhur, Addict de Massa og Rock Star. Som Anna fortæller, er der udviklingspotentiale i alle heste, og hun har EM i Hagen til september som et mål for sæsonen, og så er VM på hjemmebane i Herning til næste år et meget stort mål.

Drømmer fortsat om de store opgaver

Anna Kasprzak har vundet bronze ved EM for ungryttere. Hun fik Grand Prix-hesten Donperignon (Pepe) i oktober 2011, og året efter red hun sig i finalen ved OL i London. Hun var igen på landsholdet ved OL i Rio i 2016, og også denne gang red hun og Pepe sig i finalen. Parret var også med på det sølvvindende EM-hold i Göteborg i 2017.

Som man kan høre Anna fortælle i interviewet i videoen her i artiklen, er der en del logistik forbundet med at være småbørnsmor, men Anna har ikke parkeret drømmen om de store mesterskabet – den lever fortsat. Og som hun siger: “Der er der kun en vej, det er at klø på. Og få trænet.”