Skip to main content

Tag: Daniel Bachmann Andersen

Danmark vinder VM-guld!

At det ville blive spændende havde mange ridesports-interesserede nok forudset, men at VM i holddressur ville blive så nervepirrende, som det endte med at blive, havde få nok regnet med.

Efter to dage med dressur på højeste niveau kan Danmark kalde sig ny verdensmester i dressur for hold. Og det er intet mindre end en historisk præstation af teamet – hidtil bedste placering er bronzemedalje i 1982.

Læs også: Daniel og Marshall-Bell med ny personlig rekord

Carina Cassøe Krüth og ’Danse’, Nanna Merrald Rasmussen  og Blue Hors Zack, Daniel Bachmann Andersen og Marshall-Bell havde redet op til deres bedste, inden Cathrine Laudrup-Dufour og Vamos Amigos skulle på banen i det sidste heat af holdkonkurrencen søndag aften på Stutteri Ask Stadium.

Cathrine med nerver af stål

Kronprinsesse Mary og prinsesse Benedikte var to af mange på lægterne, der spændt fulgte Cathrines ridt på den 10-årige vallak.

“Der her hest har en lethed og udtryk, der gør, at dressur bliver helt fantastisk,” lød roserne fra Bjarne Nielsen, mens ekvipagen viste travøvelserne.

Superflot piaffe- og passagearbejde – og et galopprogram fremført med stor rutine – til trods for Vamos Amigos’ unge alder samt fejlfrie toerchangementer og ettere sørgede for en midterscore på nær 80%.

Og i sidste del af Grand Prixen formåede parret at hente endnu flere point hjem.

Læs også: Nanna og Zack sørgede for drømmestart til Danmark

Publikum jublede og gav stående bifald til en rørt Dufour, da hun havde hilst af.

81.864% blev den imponerende score – dagens højeste, hvilket altså var nok til at sikre Danmark VM-holdguld for første gang nogensinde.

“Jeg var nervøs”

Cathrine sagde efter sit ridt:

“Tak til publikum – I rockede arenaen til perfektion. Jeg var lidt nervøs, jeg er altid nervøs.

Men i dag beroligede jeg mine trænere Nathalie og Kyra og sagde til dem: Vi kan gøre det her.

Vamos var intet mindre end fantastisk. Jeg er så enormt stolt over det, mine holdkammerater har gjort. Vi er alle så stolte af vores præstation….

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Det er helt tosset.”

Medaljefordelingen VM holddressur 2022

Guld: Danmark 235.451

Sølv: Storbritannien 234.223

Bronze: Tyskland 230.791

Træner og rytter efter VM-guld var en realitet Foto: Zibrasport Equest
Det danske team Foto: Zibrasport Equest

Læs også: Holland fører i dressuren – Danmark er 3er

Mandag skal de 30 bedste ekvipager fra Grand Prix ride Grand Prix Special – Danmark har alle fire ekvipager kvalificeret.

Daniel og Marshall-Bell med ny personlig rekord

Lørdag blev første del af Blue Hors FEI World Dressage Team Championship Grand Prix afviklet ved ECCO FEI World Championships i Herning.

Danskerne kom godt fra start – læs mere om det her.

Og klokken 11 søndag formiddag fløjtede dommerne anden del af holdkonkurrencen i gang. Senere søndag kulminerer det hele, når de første VM-medaljer skal fordeles.

Mens Nanna Merrald og Carina Cassøe Krüth red op til deres bedste i går, så var det Daniel Bachmann Andersen og Cathrine Laudrup-Dufours tur søndag.

Flot program

Daniel og Marshall-Bell har netop været i aktion på Stutteri Ask Stadium.

Publikum hujede, da den 32-årige rytter gjorde sin entre på den kun 10-årige Blue Hors Don Romantic-søn.

“Ahhh, den gør det lige lidt igen,” udbrød TV-kommentator Bjarne Nielsen, da Marshall-Bell viste sine øgninger, hvor det ene bagben blev en anelse hængende.

Efter travturen lå ekvipagen dog på en flot score omkring 75%.

Skridtturen var stabil, og i galoppen fik Marshall vist udtryksfulde toerchangementer og en smuk fri galop.

“Godt, vi snart er i mål. Jeg har næsten ikke trukket vejret,” udbrød Bjarne, da den danske ekvipage red op ad midterlinjen for at slutte af.

De syv dommere belønnede dem med 76,584%. Det betyder, at de første tre danske ekvipager alle har scoret mere end 76% for deres Grand Prix-program.

Ny rekord

“Jeg er så glad for, at min sikre runde faktisk viste sig at være ny personlig rekord – jeg havde en intention om at ride sikkert for holdets skyld. Stadionet er bare vildt fantastisk, jeg er enormt stolt over at være en del af vores hold,” lød det efterfølgende fra Daniel.

Læs også: Marshall-Bell tilbage til Daniel!

Cathrine og Vamos Amigos har starttid klokken 19.18, og omkring klokken 20 ved vi, hvilken nation der kan kalde sig ny verdensmester i dressur for hold.

Link til foreløbigt individuelt resultat 

Link til foreløbigt resultat for hold

Så er startrækkefølgen klar til VM i dressur

Stærk dansk startrækkefølge
Ved store mesterskaber er startrækkefølgen altid interessant, og holddressuren ved VM er bestemt ingen undtagelse. Ifølge elitesportschef og holdleder for dressurrytterne Anne-Mette Binder endte lodtrækningen med en optimal og meget stærk startrækkefølge for Danmark:

“Vi er meget tilfredse med lodtrækningen i holdkonkurrencen. For få dage siden blev FEI’s World Ranking List offentliggjort, og vores VM-hold består af ekvipager, der ligger hhv. nr. 3, 4, 10 og 11 på listen, hvilket er absolut unikt og bekræfter det høje niveau i dansk seniordressur. Med den valgte startrækkefølge har vi verdensranglistens nummer 4, Carina Cassøe Krüth og ’Danse’ til start lørdag, og vi har nummer 3, Cathrine Laudrup-Dufour og Vamos Amigos til start søndag, så strategien er, at det danske landshold både starter og slutter stærkt,” lyder det fra Anne-Mette. 

Den endelige startrækkefølge ser således ud:

Lørdag den 6. august:

  1. Nanna Merrald Rasmussen / Blue Hors Zack (nr. 10 på FEI’s World Ranking List – dog med Atterupgaards Orthilia og ikke Blue Hors Zack). Nanna starter som nr. 16 kl. 13.44.
  2. Carina Cassøe Krüth / Heiline’s Danciera (nr. 4 på FEI’s World Ranking List). Carina starter som nummer 43 kl. 19.27. 

Søndag den 7. august:

  1. Daniel Bachmann Andersen / Marshall-Bell (nr. 11 på FEI’s World Ranking List). Daniel starter som nummer 70 kl. 15.47.
  2. Cathrine Laudrup-Dufour / Vamos Amigos (nr. 3 på FEI’s World Ranking List). Cathrine starter som nummer 89 kl. 19.18.

Følg med live på DR2
DR2 sender live fra holdkonkurrencen på følgende tidspunkter:

Lørdag den 6. august:

  • Kl. 11-14.20
  • Kl. 15.20-20.00

Søndag den 7. august:

  • Kl. 11.14.20
  • Kl. 15.20-20.00

Kilde: DRF

Se med på Zibrasport Equest

Se alle CSI- og CDI-klasser samt flere spændende sideevents, interviews m.m. på Zibrasport Equest under ECCO FEI World Championships Herning 5. -14. august 2022.

OBS! Alle VM-klasser kan ses på Clip My Horse og mange klasser kan ses på DR (Se hvilke her)

Start- og resultatlister

Læs mere om de øvrige events ved Herning2022, som du kan følge LIVE på Zibrasport Equest

Danske dressurryttere indtager verdensranglisten

Danmark har fået den bedst mulige optakt til VM i Herning, hvis man tager et kig på FEIs netop opdaterede verdensrangliste i dressur.

Allerbedst klarer Cathrine Laudrup-Dufour sig. Hun indtager andenpladsen med Bohemian og tredjepladsen med VM-hesten Vamos Amigos.

Lige i hælene følger Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera på fjerdepladsen.

De to andre VM-deltagere Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen finder vi på placering 10 og 11.

Også  Lone Bang Larsen, Charlotte Heering og Anna Kasprzak er i top 50.

Se hele verdensrangligsten her

Cathrine vælger Vamos Amigos til VM

Bootcampen var sidste officielle step inden VM og bød bl.a. på team-forløb med Team Danmark-sportspsykolog Anders Flemming Bendixen, træning, programridning og efterfølgende videogennemgang v. international dressurdommer Leif Törnblad samt dialog med landsholdsdyrlæge Frederik Nielsen og hestemassør Vivian Lock.

Forud for weekenden var det endnu ikke afgjort, hvilken hest Cathrine Laudrup-Dufour ville vælge til opgaven i Herning, men nu er det besluttet endeligt, at det bliver stjerneskuddet Vamos Amigos fremfor Bohemian, som var Cathrines hest ved OL i Tokyo, og som hun har vundet EM-medaljer med.

Læs også: Cathrine Dufour og Vamos Amigos vinder Grosser Dressurpreis von Aachen

Dermed er det altså følgende ekvipager, der udgør VM-holdet:

  • Carina Cassøe Krüth
    • Alder: 37 år
    • Fødeby: Slagelse
    • Hest: Heiline’s Danciera (e. Fürstenball/De Niro)
    • Groom: Selma Holbein
    • Hesteejere: Ingrid og Poul Thøgersen
  • Cathrine Laudrup-Dufour
    • Alder: 30 år
    • Fødeby: Kirke Hvalsø
    • Hest: Vamos Amigos (e. Vitalis / Hotline)
    • Groom: Rikke Kjær
    • Hesteejere: Pidgley Dressage
  • Daniel Bachmann Andersen
    • Alder: 32 år
    • Fødeby: Sønderborg
    • Hest: Marshall-Bell (e. Blue Hors Don Romantic / Michellino)
    • Groom: Lars Seefeld
    • Hesteejer: Nicola Ahorner
  • Nanna Merrald Rasmussen
    • Alder: 28 år
    • Fødeby: Hvalsø
    • Hest: Blue Hors Zack (e. Rousseau / Jazz)
    • Groom: Elise Rensink
    • Hesteejer: Stutteri Blue Hors

Reserverne er dermed følgende:

  • Andreas Helgstrand
    • Alder: 44 år
    • Fødeby: Dragør
    • Heste: Jovian (e. Apache / Tango) & Queenparks Wendy (e. Sezuan / Blue Hors Soprano)
    • Groom: Mikkala Krogh
    • Hesteejere: (Jovian) Helgstrand Dressage & Kleppenhus Invest, (Queenparks Wendy) Helgstrand Dressage & Château de Fontaine
  • Cathrine Laudrup Dufour
    • Alder: 30 år
    • Fødeby: Kirke Hvalsø
    • Hest: Bohemian (e. Bordeaux / Samarant)
    • Groom: Rikke Kjær
    • Hesteejere: Eva og Lars Zinglersen
  • Lone Bang Larsen
    • Alder: 46 år
    • Fødeby: Ebeltoft
    • Hest: Thranegaardens Rostov (e. Romanov / Diamond)
    • Groom: Helene Brinck
    • Hesteejer: Bang Dressage

/Dansk Ride Forbund

Hvad kan du se på Zibrasport Equest under VM?
Vi streamer alle CSI- og CDI-klasser samt flere spændende sideevents. Du kan også se Riders Corner med spændende gæster, indslag, interviews og meget mere.
Du kan se hele vores program her

(Husk at alle VM-klasserne kan ses på Clip My Horse.)

Danmark vinder Nations Cuppen i Falsterbo

Efter lørdagens Grand Prix i CDIO4* Nations Cup i Sverige havde det danske dressurlandshold trukket i førertrøjen, og derfor var det nok heller ikke den store overraskelse, at Danmark i dag sejrede i den internationale holdkonkurrence.

Læs også: Dressurlandsholdet godt fra start i Falsterbo!

Daniel og Nadja bedst i GP Special

Nations Cuppen blev afgjort søndag i Grand Prix Special og Grand Prix Kür.

Daniel Bachmann Andersen og Zippo M.I. samt Nadja Aaboe Sloth med Favour Gersdorf red Grand Prix Special i formiddags, og her blev Daniel og Zippo M.I. bedst af alle med 73.723%, tæt fulgt af Nadja og Favour der opnåede 72.936%.

Nanna og St. Schufro over 81%

Anna Kasprzak og Addict De Massa lagde stærkt ud i Grand Prix Kür, hvor parret red til flotte 78,950%. Det betød en tredjeplads i küren, hvor holdkammeraten Nanna Skodborg Merrald på den altid charmerende Blue Hors St. Schufro satte alle til vægs med imponerende 81,080%, mens svenske Patrik Kittel og Blue Hors Zepter blev nummer to med 80.865%.

De flotte danske resultater betød som nævnt, at Danmark vandt Nations Cuppen i Falsterbo, mens Holland indtog andenpladsen, og Sverige blev nummer tre.

Se hele resultatet her

FEI Dressage Nations Cup™ 2022 Falsterbo,. Fra venstre Nadja Aaboe Sloth, Anna Kasprzak, Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen © FEI/Leanjo de Koster


Dressurlandsholdet godt fra start i Falsterbo!

I dag blev der redet Nations Cup Grand Prix ved Falsterbo Horseshow, og de danske ryttere red sig ind i på en foreløbig førsteplads i holdkonkurrencen.

Holdet bestod af Anna Kasprzak og Addict de Massa, Daniel Bachmann Andersen og Zippo M.I., Nadja Aaboe Sloth og Favour Gersdorf samt Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors St. Schufro.

Alle danskere over 70%

Bedst på holdet var Daniel og den talentfulde Blue Hors Zack søn Zippo M.I. De opnåede meget flotte point fra dommerne og sluttede med 75.043%. Anna og Addict de Massa red på banen med et forrygende resultat fra DM i dressur i bagagen, og de kunne føje 73.696% til Danmarks samlede score.

Nanna og avlshingsten Blue Hors St. Schufro var ikke en del af det oprindelige hold, men kom med da Charlotte Heering og Bufranco måtte melde fra. Ingen kan være i tvivl om St. Schufros store potentiale, og i dag blev parret belønnet med 72.326%. Nadja og Favours Gerdorf red også flotte procenter hjem, og parret sluttede med 71.413%.

I alt har Danmark dermed en score på 221.065 foran Holland (215.239) og Sverige (215.000).
Svenske Patrik Kittel opnåede i øvrigt klassens højeste procenter med Blue Hors Zepter, tidligere redet af Daniel Bachmann, de fik 75.261%.

Nations Cuppen afgøres søndag i Grand Prix Special og Grand Prix Kür.

Se hele resultatet her

Nanna og St. Schufro skal til Falsterbo

Charlotte Heering har måttet trække sig fra Nations Cuppen den 14.-17. juli i Falsterbo, Sverige, og derfor har Nanna Skodborg Merrald og den charmerende avlshingst Blue Hors St. Schufro fået en plads på det danske dressurlandshold.

Holdet ser nu således ud:

  • Anna Kasprzak / Addict de Massa
  • Daniel Bachmann-Andersen / Zippo
  • Nadja Aabo Sloth / Favour Gersdorf
  • Nanna Skodborg Merrald / Blue Hors St. Schufro

Holdkonkurrencen afvikles med CDIO4* Grand Prix lørdag d. 16. juli og CDIO4* Grand Prix Special og Kür søndag d. 17. april.

Start og resultatlister

Falsterbo Horseshow

Kilde: Dansk Ride Forbund

Her er det danske VM-dressurhold

I starten af juni blev den officielle ’long list’ meldt ud, og siden da har Anne-Mette Binder og Wolfram Wittig observeret rytterne ved flere lejligheder, herunder ved DM i Uggerhalne, i Hagen og Aachen, og det er nu officielt de følgende ekvipager, der udgør det danske VM-hold:

Nanna Skodborg Merrald / Blue Hors Zack

Carina Cassøe Krüth / Heiline’s Danciera

Cathrine Laudrup-Dufour / Vamos Amigos eller Bohemian

Daniel Bachmann Andersen / Marshall-Bell

For Cathrines vedkommende besluttes det senere på måneden, om det er Bohemian eller Vamos Amigos, der udtages endeligt til VM i Herning.

Følgende ekvipager er reserver og er bedt om at holde sig klar og skarpe, i fald der skulle blive brug for dem:

  • Andreas Helgstrand / Jovian og Queenparks Wendy
  • Lone Bang Larsen / Thranegaardens Rostov

“Det er fantastisk, at dansk dressur råder over så mange kvalificerede ekvipager på højt niveau. En stor tak til alle hesteejere, der så velvilligt bakker op om de enkelte ryttere og deres team. Frem mod VM bestræber vi os på at skabe de bedst tænkelige betingelser for rytterne og deres fantastiske grooms, så alle kan holde fokus på opgaven, der ligger foran os i Herning. Jeg er helt sikker på, alle vil gøre deres bedste og støtte hinanden for at leve op til forventningerne om medaljer. Hvilket metal de i givet fald ville blive af, må tiden vise,” udtaler Anne-Mette Binder.

Næste og sidste milepæl – og sidste del af årets aktivitetsplan frem mod VM – er boot camp på Blue Hors den 23.-24. juli.

Kilde: DRF

Cathrine Dufour og Vamos Amigos vinder Großer Dressurpreis von Aachen – Daniel bliver tre’er

De 15 bedste ekvipager fra lørdagens Grand Prix Special, hvor Cathrine Laudrup-Dufour vandt, skulle i dag på banen og ride CDIO5* Grand Prix Kür i Aachen.

Selv om Nanna Skodborg Merrald også var blandt de bedste 15, faldt hun desværre for reglen om, at hver nation kun må stille med tre.

Derfor var der “kun” plads til Carina Cassøe Krüth / Heiline’s Danciera, Cathrine Laudrup-Dufour / Vamos Amigos og Daniel Bachmann Andersen / Marshall-Bell.

Carina var første dansker i ilden, og sammen med letfodede Danse fremviste hun sit efterhånden velkendte kürprogram til musik fra forskellige dansefilm.

Resultatet blev 80.635% for det harmoniske ridt.

Lige derefter trådte Marshall-Bell ind på arenaen. Den stadig kun 10-årige vallak viste stor sikkerhed, og dommerne gav ham og Daniel imponerende 82.985% for küren med Shawn Mendes-musik – dermed strøg de direkte ind på en foreløbig førsteplads – og mon ikke de nu kandiderer seriøst til en plads på det danske VM-hold?

Læs også: Marshall-Bell tilbage til Daniel!

Cathrine og Vamos Amigos kunne i dag score hattrick – og Cathrine sin femte sejr ud af fem mulige i Aachen.

“Det er egentlig helt ufatteligt, hvad den her hest formår. Det var virkelig helt fantastisk – denne hest har jo det hele”, sagde kommentatoren efter Cathrine og Vamos havde hilst af efter endnu en ufattelig præstation.

88.375% lød scoren, og sejren var dermed en realitet, da ingen af de tre resterende ekvipager kunne hamle op med den danske kombination.

Sidst en danske vandt Großer Dressurpreis von Aachen var i 1985, hvor Anne Grethe Jensen og legendariske Marzog tog sejren.

Se tidligere vindere her

Og nu har altså Cathrine Laudrup-Dufour gentaget det 37 år senere!

Find resultatet her

Danmark skriver historie – vinder Nations’ Cup i Aachen

Lørdag skulle CDIO5* Grand Prix Spécial og dermed Nations’ Cup afgøres. Danmark havde det bedste udgangspunkt, da holdet, bestående af: Carina Cassøe Krüth / Heiline’s Danciera, Cathrine Laudrup-Dufour / Vamos Amigos, Daniel Bachmann Andersen / Marshall-Bell og Nanna Skodborg Merrald / Atterupgaards Orthilia, efter torsdagens Grand Prix havde lagt sig i spidsen.

Læs også: Danmark fører Nations Cup i Aachen

Første rytter på banen lørdag eftermiddag var Daniel og Marshall-Bell.

“En særdeles flot tur, og der er så meget potentiale i denne hest,” udbrød kommentatoren efter Daniels flotte ridt, som dommerne mente var dagens hidtil bedste og belønnede med 75.234%.

I hælene på Daniel fulgte endnu en dansker – nemlig Nanna Skodborg Merrald og Atterupgaards Orthilia.

Den rutinerede hoppe gjorde en fin figur i den store arena, men ligesom det var tilfældet torsdag ville Orthilia gå med åben mund. Resultatet lød på 72.277%.

Carina og Danse viste igen et ridt i høj klasse. Størstedelen af trav- og passagearbejdet blev honoreret med flotte karakterer og med mange højdepunkter i skridt- og galopprogrammet, hentede de i alt 74.383% hjem.

Dermed var det op til Cathrine og Vamos, hvis sejren skulle hjem til Danmark, da Tyskland bestemt ikke ville forære dem Nations Cup-prisen. Frederic Wandres havde forinden sat personlig rekord med 78.468%.

Og hvor kan Cathrine altså præstere under pres – igen viste parret, at de er én af verdens bedste ekvipager pt.

Ligesom torsdag passerede de den magiske 80%-grænse, og kommentatorerne roste den danske rytter for, at hun på intet tidspunkt pressede Vamos Amigos, selv om vallakken kun er 10 år.

Danmark var dermed i front, og Isabell Werth skulle ride op til sit bedste for at ændre på placeringsrækkefølgen.

Men dressur er aldrig til at spå om – og da dommer Susanne Baarup ringede med klokken og trådte ud for at tjekke DSP Quantaz for blod, var det desværre slut for Isabell.

Dette betyder, at Danmark for første gang nogensinde kan kalde sig vinder af Nations’ Cup i Aachen.

Se resultatlisten

Danmark fører Nations Cup i Aachen

Torsdag stod der Nations Cup i dressur på programmet ved stævnet i Aachen. Danmark stillede med et på papiret stærkt hold i CDIO5* Nations Cup:

Læs også: Dufour og Bohemian slog verdenseliten i Aachen

Nanna og Orthilia var første danske islæt i den store arena Deutsche Bank Dressurstadion.

EM- og World Cup-deltageren viste som altid høj kvalitet i piaffe- og passageøvelserne, men den 17-årige hoppe gik desværre meget med åben mund. 73.348% fik parret for deres Grand Prix.

Daniel Bachmann Andersen og Marshall-Bell, der har været så meget igennem den seneste tid, kæmper i den grad for en plads på VM-holdet.

Læs: Marshall-Bell tilbage til Daniel!

Den kun 10-årige vallak med de ekstremt aktive bagben, som nu ejes af U25-rytteren Nicola Ahorner, var måske en smule spændt i dagens program, men det blev stadig til fine momenter på banen.

Og med 73.696% lagde de sig ind på en foreløbig andenplads.

Til DM skånede Carina Cassøe Krüth Heiline’s Danciera, så den var topfit til sommerens internationale turneringer.

Første stop er Aachen for parret, og så venter VM forhåbentlig i august.

I torsdagens Grand Prix var passagen var i særklasse, mens Danses piaffe ikke sad helt i skabet. Alligevel belønnede dommerne dem med 74.500% – men desværre med pladscifre som svingede mellem 1 og 9.

Onsdagens vinder af Grand Prix i CDI4*, Cathrine Laudrup-Dufour, har ikke kun Bohemian med til Tyskland. Hendes DM-partner Vamos Amigos prøver nemlig kræfter med Nations Cup.

Læs også: Cathrine Dufour satte tingene på plads i DM

Selv om Vamos Amigos kun er 10 år, så har den allerede nu så meget erfaring i dressurens sværeste klasser, at Cathrine satsede på ham i den femstjernede turnering.

Og Cathrine og Vamos beviste i dag, at de ligger meget varmt i svinget, når der om godt en måned skal kåres en ny verdensmester.

“Storartet”, “storartet”, “storartet”, udbrød den tyske kommentator, da Cathrine havde hilst af efter et ridt i verdensklasse.

Med 81.544% slog ekvipagen hele feltet, der talte Patrik Kittel, Frederic Wandres, Charlotte Fry, Henri Ruoste, Isabell Werth og Benjamin Werndl.

Cathrine Dufours ridt sikrede dermed også Danmark føringen i Nations Cuppen foran Tyskland og Holland.

Se resultatlisten

Lørdag gælder det Grand Prix Special i den femstjernede turnering i Aachen.