Herning2022 kollektionen er produceret og designet i samarbejde med Kingsland Equestrian, som en del af deres Earth kollektion. Alle produkter i Kingsland Earth kollektion er udviklet på baggrund af Kingslands passion for dyr, natur og miljø. Produkterne er lavet af 100% økologiske og genbrugte materialer, uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Kollektionen byder på full grip tights til kvinder og børn, samt hoodies til både mænd, kvinder og børn.
Du kan også tjekke den smarte vandflaske med mere fra merchandise serie, som er udviklet i samarbejde med ZO24.
Dansk Varmblods Egnethedstester er vel overstået. Forbundets regioner har været vært for afviklingen i springning og/eller dressur med Johnny Hansen og Bo K. Møller som gennemgående dommere i springning. I dressur var Dennis Fisker gennemgående dommer sammen med Bjarne Nielsen, Birthe Lyder Nielsen og Susanne Baarup.
Dansk Varmblod afviklede sin først egnethedstest i 1982. Navnet på testen stammer fra formålsparagraffen: Formålet er at afprøve hesten i springning eller dressur, for herved at undersøge dens egnethed og kvalitet i pågældende disciplin.
Testen er åben for 4-årige heste, registreret i Dansk Varmblod. Det betyder, at testen er åben for hopper, vallakker og hingste, der ikke har avlsgodkendelse på tilmedlingstidspunktet. Hingste, der er godkendt til afprøvning kan deltage i Egnethedstesten udenfor konkurrence, da resultaterne fra deltagelse i Egnethedstesten og Unghestechampionatet kan indgå som et led i deres afprøvning.
Bedømmelsen i praksis
Springhestene bedømmes i springning med rytter på en bane. Dommerne giver karakterer for: teknik, galop, ridelighed og kapacitet.
Dressurhestene bedømmes i gangarter med rytter og rider på dommerens anvisninger. Dommerne giver karakterer for: skridt, trav, galop, ridelighed og kapacitet. Dommernes karakterer følges af en kommentering.
Hvem kommer i finalen?
Resultaterne ved Egnethedstesten kan kvalificere hesten til finaledeltagelse ved Dansk Varmblods Unghestechampionat for 5-årige heste (marts 2022). Unghestechampionatet afvikles under Dansk Varmblods hingstekåring i marts. Her bedømmes hestene på ny, og desuden rides de og bedømmes af en testrytter.
Der udtages 1 hest pr. 15 startende heste på hver plads. I dressur suppleres op til 50 heste efter points på landsplan. I springning suppleres op til 40 heste efter points på landsplan.
Global Connect e. Grand Galaxy Win/Blue Hors Don Schufro (opdr. Tina og Henrik Blixenkrone). Hesten er ejet af Helgstrand Dressage og blev redet til sejr af Eric Guardia. Foto: Helgstrand Dressage/Mia Bach
Global Connect vinder på landsplan
Den højest scorende hest i dressur på landsplan er Global Connect e. Grand Galaxy Win/Blue Hors Don Schufro (opdr. Tina og Henrik Blixenkrone). Hesten er ejet af Helgstrand Dressage og blev redet til sejr af Eric Guardia. Dommerne gav parret 10 for kapacitet, og totalt opnåede de 930 point af 1000 mulige.
Der var også et 10-tal til Hesselhøj Double Up e. Hesselhøj Donkey Boy/Tailormade Lancelot) (opdr. Hesselhøj) redet af Anders Hoeck – 10-tallet faldt i skridt, og de opnåede i alt 920 points.
Den delte 3. plads gik til Allan Grøn og Søbakkehus Maude e. Hesselhøj Donkey Boy/Wilkens (opdr. Agnete Holmsted), de fik 900 points.
Anders Hoeck kom også ind på 3. pladsen, og igen med et 10-tal for skridt til Lohmanns Sagoson e. Blue Hors st. Schufro/Blue Hors Zack (opdr. Bent og Ole Olesen).
Det fjerde og sidste 10-tal blev givet for trav til Selina Solberg og Atterupgaards Delahaye e. Foundation/ Bon Bravour (opdr. Atterupgaard). De sluttede på 3. pladsen.
Bjarne Nielsen fortæller om sit indtryk: ”Der har virkelig været god kvalitet på hestene. Det holder i hvert fald niveau, om ikke stigende. Karaktererne viser også, at der virkelig har været gode heste til start. Med 164 startende heste er det ikke overvældende, men kvaliteten er der,” understreger Bjarne.
Championatsvinder Fi Fi Ask e. Ci Ci Senjor Ask/Favorit Ask (opdr. Stutteri Ask) redet af Karen Møller Rohde sejrede ved Egnethedstesten i Ikast, og opnåede den højeste score på landsplan med 837 points. Foto: Stutteri Ask
Fi Fi Ask vinder i springning
Championatsvinder Fi Fi Ask e. Ci Ci Senjor Ask/Favorit Ask (opdr. Stutteri Ask) redet af Karen Møller Rohde sejrede ved Egnethedstesten i Ikast, og opnåede den højeste score på landsplan med 837 points.
Fi Fi Ask er trukket på hoppen Fendi Ask, der selv vandt DRF’s championatsfinaler tre år i træk. Se et interview med Karen Møller Rohde, som fortæller om Fendi Ask: Video: Fendi Ask – En helt unik hoppe – Zibrasport Equest Fendi Ask er datter af Feline Ask, der er en af de mest betydningsfulde avlshopper på Stutteri Ask. Vi tegnede et portræt af den betydningsfulde avlshoppe: Ikoniske avlshopper: Feline Ask – Zibrasport Eques,
Johnny Hansen var gennemgående dommer, og han fortæller: ”Kvaliteten er god, og der er faktisk nogle, som er rigtig gode! Der, hvor det har haltet lidt, er på rideligheden.
Johnny Hansen forklarer, at dommerne har bemærket, at de heste, som har gået DRF-championater, har haft lettere ved at løse opgaven.
”Som noget nyt kan hestene deltage i to egnethedstester i år. Det benyttede Sandra Enemark sig bl.a. af. Hendes hest SP.Charimo var meget spændt i Ikast og viste ikke det, der er i den.”
SP. Charimo e. Chaman/Clarimo (opdr. Martin B. Poulsen ApS) sluttede i den sidste tredjedel med 6,5 i ridelighed. Sandra Enemark startede igen i Vallensbæk, hvor de blev nr. to med 8 i ridelighed.
”Rideligheden er altafgørende. Er det ikke på plads, kan hestene ikke bruge sig rigtigt, vise en god teknik, og lader de sig ikke ride, kan de ikke vise en god galop. Vi ser efter de gode momenter på de 4-årige heste,” understreger Johnny. Han glæder sig over, at der ca. har været 25 flere springheste til start i Egnethedstesterne i år sammenlignet med de senere år.
Maigaards Shakilou e. Balou du Rouet/Carpaccio (opdr. Maigaard Rander ApS) redet af Mathilde Lind Skjøtt kom ind på andenpladsen, som hun delte med Adam Olsen Solbakkens Fun Forever e. Favorit Ask/Cannavaros (opdr. Solbakkegaard) og Thomas Velin på Grimble e. Grim st. Clair/Landos (opdr. Mia Kransager og Claus Skov).
Se resultatet af Egnethedstesterne i springning og dressur HER
Tilbage i 2004 blev ECCO Cup en realitet. Det var ponylandstræner i dressur Vibeke (Vibsen) Degn Andersen og holdleder Rigmor Kristensen, der sammen med Hanni Toosbuy Kasprzak fik sat gang i tankerne og udviklingen af ECCO Cup sammen med dressurdommer Kurt Christensen. Dengang ville det internationale rideforbund, FEI implementere kür i den individuelle finale ved EM for ponyer. ECCO Cup, med finale i kür ved hvert ECCO Cup stævne, ville give rytterne erfaring i at ride til musik. Den satsning er i høj grad lykkes.
ECCO Cup har været en væsentlig faktor i talentudviklingen i dressur, og i dag er flere af rytterne i senior bruttotruppen et produkt af den populære Cup. Blandt andet OL-rytterne Nanna Skodborg Merrald og Cathrine Dufour har deltaget i ECCO Cup helt fra ponyårene.
ECCO Cup for flere årgange
Nu afvikles der ECCO Cup for pony kat. II og I, junior- og ungryttere samt U25-ryttere. Der har været afviklet tre kvalifikationsstævner i denne sæson, hos Kolding og Sundeved Rideklub og Solrød (pony) og Heslegård Sportsrideklub (hest). I weekenden den 25. – 28. november er der finale på Blue Hors, og Zibrasport Equest streamer fra stævnet lørdag og søndag.
Der er ECCO Cup finale på Blue Hors den kommende weekend. Foto: Blue Hors
Klar til finalen
Det er Sofia Rosenkilde og Dot Com, der har samlet flest points til finalen for kat. II. For kat. I er det Cornelia Munch Sinding, som topper listen med to ponyer: AJ Don’t You Forget About Me, og Terbofens Charico. Mest vindende juniorrytter er Alexander Yde Helgstrand og Grevens Sa’Va. Og hos ungrytterne er det Ida Kristine Bjørn som topper listen med Søgård Ballerina. Hos U25-rytterne er det Karoline Rohmann og Jakas Don Louvre, som har samlet flest point foran sidste års vinder Josefine Hoffmann og Hønnerups Driver.
Om ECCO CUP Det har altid ligget ECCO på sinde at støtte op omkring unge, der gennem deres sport udviser målrettethed, engagement og dedikation. Derfor er formålet med ECCO Cup’en at fremme den danske ungdomselite indenfor dressursporten, således ekvipagerne får mulighed for at dygtiggøre sig til at konkurrere på internationalt niveau. ECCO Cup strækker sig fra kategori II ponyer til ECCO U25 Grand Prix og understøtter dermed de unge talenters rytterkarriere i et kontinuerligt forløb
Følg med på Zibrasport Equest
Se de spændende ECCO Cup Finaler fra Blue Hors for Pony, Junior, Ungrytter og U25 d. 27. -28. november 2021 fra Blue Hors.
Premium Medlemmer: 0 kr. (adgang købes i kassen til 0 kr.) Basic Medlemmer: Pay pr view 79 kr. (gælder kun til livestreamingen og ikke til arkivet efterfølgende.)
”Tiderne har ændret sig, vi må følge med,” indleder Carina Cassøe Krüth. Hun har trænet hos Hasse Hoffmann, og de seneste 4 år hos Andreas Helgstrand. Og sammen med sine trænere har hun lavet et management, skræddersyet til sine heste.
”Jeg har ikke gjort brug af landstræneren, jeg har mit eget set-up,” forklarer Carina, og hun fortæller, at det er det samme for en stor del af rytterne i bruttotruppen.
”Det er vigtigt, at vi til stævnerne kører det management, vi plejer. At jeg har min egen træner med, som jeg selv må betale for. Og det er dyrt, men det gør jeg, for det er det, som virker for mig,” understreger hun.
En spændende vision
”Jeg syntes forbundet har set fremad, og tænkt over, hvordan man kunne tænke sig elite-setuppet i fremtiden. Det er en spændende vision. At have en landstræner har tidligere fungeret, men rideforbundet anerkender nu, at ridningen har ændret sig. De har accepteret, at rytterne er professionelle og ved, hvad det er, som får træningen til at fungere til dagligt og ved stævner. Forbundet har lyttet til rytterne, stoler på, vi holder fast i vores planer og management. Og derfor pålægger de os ikke at træne under en forbundsansat træner, men i stedet støtter de os i, at gøre noget andet.”
Ekspertteam og cliniks
I stedet for en landstræner vil rytterne fremover støttes af en holdleder – elitesportschef, og der tilknyttes et ekspertteam til bruttorytterne.
”Jeg tænker, vi bliver tilbudt nogle træninger/cliniks, så vi kan få noget inspiration til træningen og managementet. Og så bliver vores egne trænere involveret i ekspertteamet. Det syntes jeg, lyder meget spændende,” siger Carina og fortsætter. ”Det er positivt, man ikke bliver hængende i gamle metoder.”
”Jeg tror, det nye setup vil give noget arbejdsro. Vi har det rigtig godt med hinanden på landsholdet, der er et godt sammenhold. Tiderne har ændret sig, og her har forbundet fulgt med,” slutter Carina Cassøe Krüth.
Om Carina Cassøe Krüth Carina Cassøe Krüth er født i Slagelse i 1984. Hun blev i 2011 uddannet berider hos Per Skjærbæk med et gennemsnit på hele 11,4 i snit i alle discipliner. Kort efter uddannelsen startede hun CK Dressage, som hun driver i dag. Med May-Day Graftebjerg fik Carina Cassøe Krüth fik sin første internationale erfaring på Grand Prix niveau. Men Carina har i mange år haft en perle i stalden, nemlig Heiline’s Danciera, også kaldet Dance, der debuterede i Grand Prix i en alder af blot 8 år. Carina Cassøe Krüth og Danse repræsenterede Dansk Varmblod ved UVM tre gange, og alle tre gange kom de i finalen. De slog for alvor igennem i Herning i 2019 efter to fantastiske ridt i DWB-five-star, hvor de magiske 80% blev brudt i Grand Prix Special. I 2021 deltog parret ved OL i Tokyo, hvor det blev til en 7. plads i kürfinalen. De ligger pt. på en 8. plads på verdensranglisten.
Nathalie zu Sayn-Wittgenstein er ikke længer landstræner for de hjemlige dressurryttere. Nu venter et nyt, og spændende kapitel, for trods skuffelsen ser Nathalie fremad, og hun har tilkendegivelser fra flere ryttere, som fortsat vil gøre brug af hendes kvaliteter som træner.
”Jeg skal fortsat undervise Daniel Bachmann Andersen og Cathrine Dufour, og dem kommer jeg til at hjælpe videre frem. Der er individuelle medalje at hente til dem,” vurderer Nathalie.
Hun er meget åben for, hvad fremtiden måtte bringe, og er der andre, dedikerede ryttere, som søger hendes hjælp til træning, er hun meget åben omkring dette.
”Jeg vil gerne samle et team af danske ryttere omkring mig, og Cathrine Dufour har givet tilsagn om, at jeg må fylde hendes ridehal med ryttere,” fortæller Nathalie.
I sadlen igen
Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har været en del af det danske dressurlandshold ved OL, VM og EM, hun er klar til igen at trække i de hvide ridebukser, og gøre en positiv forskel også til hest.
”Jeg skal have fyldt min stald igen, for den er ret tom,” fortæller hun med latter i stemmen. Stalden på Berleburg rummer dog den 7-årige avlshingst Blue Hors Fifty Cent e. Franziskus/Donnerball (opdr. Linda Falensteen og Martin Strande) som Nathalie faldt for på Dansk Varmblods Elitefølauktion, og opnåede hammerslag på. Han er kåret i Dansk Varmblod, men har de seneste par år stået på Berleburg, hvor prinsessen er i fuld gang med at uddanne ham.
Årene som landstræner for dressurrytterne har dog også lært den erfarne træner og uddanner noget:
”Jobbet har givet mig en del at tænke på, og jeg har erkendt, at jeg kun skal have virkelig kvalitetsheste i stalden, hvis jeg skal nå ind i den internationale dressurtop igen. Jeg har ikke tid til at have ”projekter” i stalden, ” slutter Natalie zu Sayn-Wittgenstein, som er spændt på, hvad fremtiden vil bringe.
Der er under tre år til OL i Paris. Og selvom dressursporten har vist stor styrke internationalt, har Dansk Ride Forbund og Team Danmark stillet ekstra skarpt på en optimering af elite-setuppet. Det har betydet, at jobbet som landstræner for seniordressurrytterne er nedlagt og erstattet af et internationalt ekspertteam, samtidig med at stillingen som elitechef ligeledes nedlægges og erstattes af to elitesportschefer for henholdsvis dressur og springning – begge med direkte reference til forbundets direktør Morten Schram Rodtwitt.
Ulf Helgstrand uddyber: ”Vi er et lille forbund, sammenlignet med de største aktører i verden, og vi skal have mest muligt ud af de midler vi har, og støtten vi får fra Team Danmark. Når vi ser på, hvordan vi og andre nationer er organiseret omkring konkurrenceridningen, er langt de fleste ryttere i springning som dressur tilknyttet en egen træner. Denne træner er med til mesterskaber og internationale konkurrencer, som støtte for rytteren i forberedelsen til konkurrence.” Ulf Helgstrand fortsætter:
”Dermed er vores landstræner ikke landstræner, i samme forstand, som det kendes fra anden sport, men alene ansvarlig for udtagelse af holdet og som støtte til at give rytterne den optimale forberedelse mod mesterskaberne.”
Nyt elite-setup
Som en konsekvens af, at Kimi Nielsen opsagde sin stilling som elitechef, besluttede ledelsen i forbundet, at tiden var kommet til at revurdere hele elitekonceptet omkring seniorrytterne. Det er ikke muligt for en person at fungere som elitechef for både dressur og springning, og være i stand til at udvikle sporten optimalt og professionelt i begge discipliner.
”Derfor har vi valgt at opslå to stillinger som elitesportschef i hhv. springning og dressur. Vi er sikre på, vi får velegnede kandidater til begge stillinger, med ansvar for hver deres disciplin. I praksis betyder det, at elitesportschefen i dressur kommer til at fungere som holdleder for U25 og senior med ansvar for at sætte holdet til mesterskaber og planlægge international stævnedeltagelse sammen med rytterne, rytternes trænere og med sparring fra ekspertteamet” uddyber Ulf Helgstrand.
Samarbejdet med trænerne styrkes
Ulf Helgstrand fortsætter: ” Herudover vil vi styrke samarbejdet med de daglige trænere og rytterne gennem bl.a. inspirations- og træningssamlinger, og derfor har vi prioriteret at tilknytte flere internationale top-ressourcer i stedet for at fortsætte med en landstræner.”
Ulf Helgstrand erkender, at det er forståeligt, at mange har udtrykt undring over beslutningen, nu, hvor dansk dressursport aldrig har haft bedre resultater.
”Vi mener, at vi med dette koncept vil kunne optimere træningen og forberedelsen af rytterne endnu mere frem mod VM i Herning til næste år og OL i Paris i 2024,” udtaler Ulf Helgstrand.
Og han understreger, at Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har haft en stor andel i den succes, som er skabt i et godt samarbejde mellem rytterne, hestejere, grooms og trænere, de senere år.
”Nathalies engagement og virker har fuldt ud været mere end tilfredsstillende i forhold til det set-up vi hidtil har sat op. Derfor ærgrer det mig meget, at hun har valgt ikke at være en del af den fremtidige elitesatsning i dressur, som en del af ekspertteamet omkring rytterne. Jeg respekterer hendes beslutning, og ønsker hende al det bedste, og tusind tak for det, hun har gjort for dansk dressur til dato,” slutter forbundets formand Ulf Helgstrand.
Fokus på optimering frem mod Paris i 2024 OL i Tokyo er nærmest kun lige overstået, men det betyder ikke, at der er tid til at hvile på laurbærrene i teamet omkring den danske seniordressur. Tværtimod. Planlægningen frem mod OL i Paris i 2024 er nemlig allerede nu i fuld gang, og det indebærer bl.a. optimering af elite-setuppet. Direktør i DRF Morten Schram Rodtwitt fortæller: ”Målsætningen for dressuren ved OL i Paris er klar; vi skal have to medaljer med hjem. Derfor har vi sammen med Team Danmark kigget ind i, hvordan vi kan optimere rammerne og vilkårene mest muligt for vores atleter, således vi forløser vores fulde sportslige potentiale, og vi tror på, at løsningen er at tilknytte ikke bare én men flere top-ressourcer.”
Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein. Foto: Zibrasport Equest
Farvel til Nathalie Ændringen betyder konkret, at Nathalie zu Sayn-Wittgenstein fratræder sin nuværende stilling som landstræner pr. dags dato efter lidt over fire år på posten. Det var DRF’s ønske at fortsætte samarbejdet med landstræneren ved i stedet at tilknytte hende som en gennemgående figur i det nye ekspertteam, men det tilbud har landstræneren desværre valgt at takke nej til. ”Som landstræner har Nathalie gjort en fantastisk indsats, siden hun tiltrådte i 2017. Det sportslige niveau inden for seniordressuren har måske aldrig været højere, end det er nu, og det har Nathalie en stor andel i. Vi havde håbet, at vi kunne holde hende i folden som en del af det nye ekspertteam, men det har desværre ikke kunnet lade sig gøre. Vi respekterer dog hendes valg og sætter stor pris på det gode samarbejde, vi har haft gennem de seneste fire år”, fortæller Morten Schram Rodtwitt.
Ekspertteamet kobles på forud for VM Arbejdet med at sammensætte det nye ekspertteam er allerede i fuld gang, og det forventes, at gruppen vil blive bragt i spil allerede i løbet af foråret. På den måde får rytterne og deres trænere glæde af de optimerede rammer allerede frem mod VM i Herning i august 2022.
Også justeringer i ungdomsdressuren Som den opmærksomme læser vil have bemærket, omfatter det nye elite-setup kun seniordressuren og ikke U25-delen, som det ellers har været tilfældet. Det skyldes, at ansvaret for U25-rytterne lægges over på den nuværende ungdomslandstræner, Dennis Fisker, og samtidig etableres der en ny, selvstændig landstrænerrolle for ponydressuren med start pr. 1. januar. Denne stilling vil blive slået op torsdag den 18. november. De annoncerede observationssamlinger for U25-ryttere gennemføres som planlagt den 11.-12. december i samarbejde med Dennis Fisker.
Og det har fået en af verdens førende dressurryttere til at komme med sine tanker om dressursporten, der den seneste tid har været genstand for forandring.
Carl Hester mener det er positivt, at det ikke er en rytter, der har siddet i spidsen for dressurudvalget.
“Det er interessant at reflektere over, hvad en mand, der ikke er rytter, har bidraget med til til sporten – han har i stedet en fortid i eventledelse, nærmere bestemt CHIO Aachen og ‘s-Hertogenbosch.
Selv om vi kan argumentere for, at fire på et hold er bedre end tre i forhold til hestevelfærd, har Frank ret til at sige, som han gør i sin afslutningsrapport; at Tokyo OL-formatet fungerede godt med nogle detaljer, der skulle ændres.
Ser man på de seneste ændringer i dressursporten, f.eks den korte Grand Prix i World Cup-sammenhæng og det nye konkurrenceformat til OL, har Frank altid forsøgt at have dressurens principper i tankerne og formået at holde en balancegang, så vores sport blev mere tilskuervenlig og tilgængelig.
Mange ryttere er ikke fan af forandring, så det er værd at stille spørgsmålstegn ved, om en rytter kunne have styret sporten i den retning, den nu har taget.
Mange ideer vakte modstand i begyndelsen, så det var nødvendigt med en person, der kunne fastholde retningen, hvilket Frank gjorde,” skriver Hester.
Når vi vælger at få en terapeut ud til vores hest, er det typisk for at hjælpe den til at præstere bedre i sporten, for at få hjælp til at løse en specifik problemstilling eller for at øge dens velbefindende i hverdagen. Vi vælger ofte terapeut ud fra de resultater vi har set og hørt om fra vores netværk og ud fra vores kemi med terapeuten. Der er en stigende interesse for og nysgerrighed på om den valgte terapeut er godt uddannet og har en finger på pulsen rent fagligt.
Der stilles krav til uddannelse og forsikring
Når du vælger at få en Godkendt Hesteterapeut ud til din hest, får du en hesteterapeut ud, som har en internationalt anerkendt grunduddannelse, en hesteterapeut med ansvarsforsikring og en hesteterapeut, som er forpligtet til at efteruddanne sig årligt.
Godkendt Hesteterapeut er en sammenslutning af eksamineret Fysiurgiske Hesteterapeuter og Hestemassører, som alle har tage deres grunduddannelse på en skole, som er international godkendt af International Institute for Complementary Therapists (IICT) og International Equine Body Worker Association (IEBWA). Derudover er der et krav om, at man deltager i minimum 14 timers efteruddannelse årligt, samt er ansvarsforsikret. Sammenslutningen har stort fokus på medlemmernes faglige niveau, og der inviteres jævnligt til ERFA-dage med fokus på faglig professionel sparring og videns udveksling.
Foto: Godkendt Hesteterapeut
Godt at vide om Godkendte Hesteterapeuter
Godkendte Hesteterapeuter arbejder udelukkende med blide teknikker, som ikke kan lave skade på raske heste.
Der arbejdes ikke på syge, medicinerede eller heste med akutte skader, medmindre det er i tæt samarbejde med hestens dyrlæge. Hvis der er den miste tvivl, søges der altid sparring hos hestens dyrlæge, før der arbejdes med hesten.
Godkendte Hesteterapeut kan aldrig erstatte din dyrlæge, men kan supplere med fysisk terapi, hvor det måtte være relevant.
Jævnfør loven om dyrlægegerning er det kun forbeholdt dyrlæger at behandle, stille diagnose, udføre akupunktur og manipulere led (bruge kiropraktik) jvf. Dyrlægelovens paragraf 4.
IICT og IEBWA
IICT er en international organisation som beskæftiger sig med akkreditering, kvalitetssikring og forskning inden for komplementære terapiformer til dyr og mennesker.
IEBWA er verdens førende brancheforening inden for kropsterapi til heste. Foreningen er et verdenskendt kvalitetsstempel i denne branche, velkendt og udbredt i England, USA, Australien og Afrika. Kravene for at blive godkendt skole er høje og med stort fokus på undervisernes erfarings- og uddannelsesniveau mm.
“Tidligere var sommeren og en del af vinteren de mere stille perioder for hestene, hvor der ikke var så mange stævner eller de blev ikke trænet i samme udstrækning som under stævneperioden. De gik også på fold med mange flere heste og blev oftere reddet ud i naturen. Sådan er det ikke rigtig mere, og derfor skal der løbende planlægges tid til restitution” fortæller Tine Antvorskov, administrerende Direktør i Agria Dyreforsikring.
Restitution handler ikke om at stille hesten ud på en fold i et par dage efter et stævne. Det er ikke alle der har mulighed for at lukke hesten ud på en stor fold sammen med mange heste, hvor det indbyder til mere naturlig bevægelse. Så er det meget bedre at skridte hesten fra jorden eller skridte en tur i roligt tempo, da skridtturen vil gøre at hestens muskler vil restituere hurtigere.
Hvor længe hesten har brug for at komme sig, kommer an på graden af træningsintensiteten fra både det fysiske og mentale perspektiv. Mange konkurrenceryttere på højt niveau, træner ikke med hestene hjemme i nogen større udstrækning, uden at de også fokuserer på lange skridtture eller afslappede rideture i naturen mellem stævnerne.
Et godt råd er at lave en samlet årsplan, som opdeles i ugentlige planer for hesten, hvor de mere intense træningsperioder er afbrudt af restitution.
“Lav gerne en ugeplan, hvor en til to dage med intens træning er afbrudt af en til to dage med let træning. Så vil det også være naturligt at variere bundforhold og miljø, som også spiller en stor rolle i hestens holdbarhed,” råder Tine Antvorskov.
Det sker der i leddet ved overanstrengelse uden restitution
Når et led bliver overanstrengt, sker der en process i ledbruskens celler som gør at bruskmaterialet bliver nedbrudt hurtigere, end bruskcellerne er i stand til at opbygge.
“Når brusken er beskadiget, betyder det, at der ved den tilbagevendende ledinflammation vil blive nedbrudt endnu mere og hurtigere, hvorved der opstår en ond cirkel med yderligere nedbrydning. Gentagen inflammation i leddene kan i sidste ende føre til slidgigt, hvilket er smertefuldt og i øjeblikket desværre uhelbredeligt,” siger Jon VeddingNielsen, dyrlæge hos Agria Dyreforsikring.
For hestens holdbarhed på langt sigt, er det vigtigt at variere træningen både i det daglige og efter en skade. Dette gælder både i øvelserne, intensiteten og bundforhold, som hesten går på.
Egentlig skulle den elegante hoppe, Bella Rose tage afsked med topsporten ved CHIO Aachen, for at få et otium som avlshoppe. Det hele var planlagt, og mange glædede sig til at tiljuble det succesfulde par i Aachen midt i september. Sammen med verdens mest vindende dressurrytter, tyske Isabell Werth vandt Bella Rose VM i 2018, EM i 2019, holdguld og individuelt sølv ved OL i Tokyo. Under EM i Hagen i starten af september måtte Bella Rose hasteindlægges med kolik.
Bella Rose har været gennem en rekonvalsensperiode, og nu kan man se på Instagram, at Isabell og Bella Rose igen danner par.
Isabell Werth og Bella Rose, som er ved at komme sig efter en kolikoperation. Foto: privat
Fra opdrætter til verdensscenen
I 2004 kom Bella Rose til verden hos opdrætterne Heinrich og Wilhelm Strunk, den langbenede fuks med blis og fire sikker blev registreret i Westfalen, far er Belissimo M og hun var det syvende føl af hoppen Cedra II e. Cacir AA. Hoppen blev spottet af Matthias Bouten, som fik hende i tilridning, da hun var 3 år. Bouten arbejdede også for Isabell Werth, og han følte, Bella Rose var en hest lige efter Isabells smag.
Isabell blev fra først blik fascineret af den unge hoppe – hendes energi og power. Hun fik gåsehud, da hun så hoppen trave og galopere i longen, resolut kontaktede hun sin mæcen og mangeårige samarbejdspartner Madeleine Winter-Schulze, og fortalte om sin oplevelse af hoppen, og fik fuld opbakning til at købe den unge Bella Rose.
Isabell valgte ikke at starte den temperamentsfulde hoppe i championaterne for unge heste. I 2012 debuterede de nationalt på S-niveau og vandt deres første Intermediaire II og korte Grand Prix. Året efter, i maj debuterede de internationalt i Grand Prix og Special i München – med to sejre og rygterne om Isabell Werths nye power-hoppe løb dressurverdenen rundt.
2014 – World Equestrian Games, parrets internationale mesterskabsdebut blev ventet med spænding. Isabell og Bella Rose kom ind på andenpladsen med 81,529% efter Valegro og Charlotte Dujardin. De var dermed bedste par på det tyske hold, der vandt guld i Caen. Inden Specialen måtte Bella Rose trækkes fra start på grund af en hovbyld, forlød det. De kom tilbage senere ved det tyske mesterskab, hvor Isabell og Bella Rose sejrede. Det blev dog parrets sidste optræden i lang tid. I 3,5 år var der stille omkring den elegante hoppe, som kæmpede med skader. Isabell Werth kunne igen ride op ad midterlinjen i et mesterskab, ved WEG i Tryon, hvor det blev til dobbelt guld, individuelt som for hold.
De sluttede deres karriere ved OL i Tokyo med holdguld og invididuelt sølv efter en kür, som Isabell betegnede som deres karrieres bedste.
Vi har et kæmpe ansvar for at behandle vores heste ordentlig! Det stod ikke til diskussion, men mange nuancer i vores egne holdninger, egen viden, egen indgang til andre sportsgrene blev afspejlet i dagens debatter.
Hvordan sørger vi for i fællesskab for, at arbejdsmiljøet er så optimalt så muligt for hesten? For vi bruger dem til sport, vi bruger dem til travløb, til konkurrencer i Islandsk hestesport, men mange spørgsmål i den afsluttende paneldebat blev udelukkende adresseret til dressursporten.
Dressurdommer og holdleder for seniordressurrytterne Anne-Mette Binder måtte flere gange svare for sig bl.a. i anklager om dårlig dømning ved OL med mere. Det var især elitesporten, som blev emnet i en stor del af paneldebatten, og tydeligvis i det område mange af de fremmødte havde deres fokus.
Branchen er måske ikke gearet i at tage imod god, ny viden – lød det fra salen, det vandt ikke genklang hos DRF’s formand Ulf Helgstrand eller hos Kristiane Klindt, sekretariatsleder hos Dansk Islandsk Hestesport. Begge organisationer har meget god, og vigtig viden, som man kan opsøge, understregede de, men som Kristiane Klindt bemærkede: Måske er vi ikke så gode til at fortælle om al den viden vi har. Det får så nogle til at søge deres viden på Facebook, hvilket absolut ikke er optimalt.
Undervisning på rideskolen
”Kan DRF ikke se på at ændre den måde, der bliver undervist rundt omkring på rideskolerne, så vi får roligere heste, mindre ulykker, og bedre ryttere. Der bør gås mere i dybden med, hvordan rytterne skal omgås hestene på staldgangen”, lød det bl.a. fra salen. ”Og skal det hele gå op i at ride dressur og starte stævner? spurgte spørgeren.
”Det er da et fortrinligt forslag,” indleder Ulf Helgstrand som oplyste forsamlingen om de mange muligheder for at uddanne sig til træner via rideforbundet, men det er også et spørgsmål om klubøkonomi.
”Ridesport er dyrt, men sandheden er, den bliver leveret for billigt. Rideklubberne ansætter ikke den faglighed, der skal bruges for at give øget sikkerhed og hestevelfærd, og her er det bare ikke godt nok,” lød det også fra salen.
Netop uddannelse af børn og deres forældre skal der sættes fokus på, både de der agere indenfor og udenfor organisationerne, var mange enige om. Med evidensbaseret træning og hestevelfærd i fokus. Kontrol til stævner på alle niveauer blev også efterlyst, for udfordringer med manglende viden kan man komme i forkøbet ved fx også at indføre TD’er til alle D-stævner.
Viden skal gøres sexet
Vi skal gøre viden sexet igen, vi skal bruge den viden, som er derude. Hvordan får vi den viden bredt ud? Lød det fra salen.
Igen blev forslaget om at alle ryttere, der har licens, skal tilknyttes en træner, som har ansvar for rytteren, luftet, som en mulighed for at adfærdsregulere både rytter og træneres adfærd og læring.
Kunne vi komme på en god kampagne, hvor vi sætter fokus på det vigtige i at ”lytte til hesten”, læse dens signaler: Har du lyttet til din hest i dag? kunne kampagnen hedde. Og her kunne Mette Uldahl bekræfte, at det var en kampagne, som ligger i støbeskeen.
Vi kan ikke sidde på toilettet (og se video på YouTube) og blive dygtig, vi skal ud til vores heste og blive dygtige, og vi skal kunne omsætte den viden ude i stalden hos hestene, var et indspark.
Vi får løbende mere viden, og løbende implementerer vi meget af den viden i vores dagligdag. Og så skal vi vurdere, går det den rigtige vej? Og så har vi en tro på, vi alle kan gøre det bedre, lød det fra panelet.
Den viden vi får via forskning, skal vi bruge til gavn for hesten, og vi må holde sammen om, vi vil have noget evidensbaseret viden, vi kan og vil dele med alle. Og uanset hvilken lejr vi sidder i, så skal vi arbejde sammen om dette – for hestens skyld.