Tag: Helgstrand Dressage

Hestevrinsk og hove, der betræder fliserne, kan anes i baggrunden, da Zibrasport Equest ringer Mikkala H. Krog op en tilfældig hverdag. Hun har lige gjort dagens første hest klar til sin chef – Andreas Helgstrand.
Hendes arbejdsplads er nemlig Helgstrand Dressage i Uggerhalne – og det har været sådan i snart 10 år.
Hvis du har set Andreas Helgstrand til stævner i ind- og udland, har du højst sandsynlig også fået et glimt at Mikkala, for hun er hans tro følger i medgang og modgang.

– Til næste år har jeg været 10 år hos Helgstrand. Jeg gjorde min HF færdig, men jeg havde ikke lyst til at læse videre. Jeg var skoletræt og trængte til frisk luft.
Det passede med, at jeg ringede og spurgte Helgstrand, om de manglede en hestepasser.
Da jeg gik på HF, tog jeg desuden i erhvervspraktik i stedet for at besøge universiteter og lignende, som man ellers skulle. Jeg ringede til Marianne Helgstrand og spurgte, om de tog praktikanter – det gjorde de, og jeg kunne bare mærke, at det var den vej, jeg skulle gå, forklarer Mikkala, der altid har haft hest. Derfor lå det ikke fjernt for hende at blive hestepasser.

– Når jeg får en mærkelig ide, så skal den føres ud i livet. Jeg har aldrig fortrudt mit valg dengang.
De første to og et halvt år var jeg hestepasser for Anna Blomgren, hvor jeg fik en masser erfaring. Derefter stoppede Andreas’ hestepasser, og så spurgte de, om jeg ville overtage. Det var samme år, hvor de købte Akeem Foldager. Derfra gik det bare derudad. I dag er jeg Andreas’ faste hestepasser.

OL – og hvad så?
10 år på samme arbejdsplads er ikke alle forundt at opleve. Men Mikkala synes stadig, det er spændende at møde ind i stalden hver morgen.

– En almindelig hverdag for mig begynder med morgenstald fra syv til otte med pigerne. Det er altid ret hyggeligt. Jeg er oppe i hingstestalden, så jeg sørger for bandager på Revolution om morgenen, og Andreas har måske lige et par møder.
Efter morgenstalden spørger Andreas, om vi er klar, og jeg siger, om hestene er færdige med at spise.
Jeg sadler op, så det passer med Andreas’ møder, fortæller Mikkala, der stadig mangler at opleve én ting, selv om hun efterhånden har været med til de største stævner rundt i hele verdenen.

-Jeg har et mål, og det er at opleve OL. Og Andreas har altid sagt, at vi skal til OL. Men det er som om, vi ikke helt er nået dertil endnu, griner hun.

At Mikkala og Andreas har et helt særligt bånd, vidner deres interaktion om, når man ser dem på stævnepladsen.

– Andreas og jeg kender hinanden så godt, at nogle gange kan han snakke i telefon og så kan han lave nogle mærkelige håndtegn, hvorefter jeg tænker, at det nok betyder, at han skal have en hest gjort klar eller har et møde om fem minutter.
Jeg kan kun tale for mig selv, men Andreas betror mig jo sine heste. Han siger, hvis der er noget, han vil have ændret, men ellers får jeg faktisk lov til at styre de fleste ting. Hvis jeg synes hestene har brug for en fridag, så siger jeg det, og han lytter. Det er også mig, der siger, hvem han skal ride først, fordi jeg kender hestenes rutiner.
Andreas vil altid gerne ride den bedste først, men så må jeg forklare, at den måske lige skal spise først. Og så rider han en anden i stedet. Jeg kan mærke, at Andreas også lytter til mig.

En livsstil
At være hestepasser er bestemt ikke et job, du bare holder fri fra.

– Det er en livsstil og ikke et arbejde fra 7 til 16. Man have den rette indstilling, men hvis man har det, så er det heller ikke noget problem.
Jeg skal være fleksibel, fordi der kan ske uforudsete ting. Jeg bliver heller ikke påvirket af stress eller tager ting personligt, siger den erfarne kvinde, der ofte lægger fotos og videoer ud på Instagram, så hendes mange følgere kan få et indblik i hverdagen med topheste.

Og især én hest skiller sig ud fra mængden:

– Hver en hest er et nyt eventyr. Men Revolution tog jeg imod, da den kom hertil. Den hest er speciel, og jeg har ligget søvnløs over den hest. Vi har været til UVM og mange andre ting. Jeg føler det som om, det er mine heste også, fastslår Mikkala, der ikke spekulerer alt for meget over, hvor værdifulde de heste, hun har ansvaret for egentlig, er.

– Jeg forsøger at holde det hele så naturligt som muligt. Ferrari er nok den mest naturelle hest, man kan finde. Den har intet på benene på folden og går tit i skoven. Jeg tænker ikke over, at det er værdifulde heste. Jeg gør alt med omtanke – man skal bare tænke sig godt om, så går det hele nok

Første del af serien om grooms kan du læse lige her.

(udgivet første gang 7. april 2020)