Skip to main content

Tag: Historie

Kunstværk til minde om hestene i 1. verdenskrig

Tidligere garnison og hestehospital

Værket, der har titlen Icarus, Sportshest hoppe og ungdyr (Icarus, Sports Horse Mare and Youngster), blev tilbage i 2018 bestilt af bygherren Crest Nicholson, der bygger på det historiske område. De tre skulpturer står nu (eller løber) på Aborfield Green  i Wokingham, og kunstværkets overordnede funktion er at sætte fokus på pladsens vigtige historie. Her lå nemlig et hestehospital og en garnison (Arborfield Garison), der behandlede syge og sårede heste samt forberedte og videregav heste til militæret fra 1904.

Hesteskulpturerne, der nu løber frit på den grønne plads, er skabt af den engelske kunstner Amy Goodman, og er et vemodigt et mindesmærke om de 100.000 heste, der menes at have været igennem garnisonen mellem første og anden verdenskrig.

Et indslag fra afsløringen af kunstværket

Fortid, nutid og fremtid

Kunstneren Amy Goodman begyndte at arbejde på de tre skulpturer i 2018 (det år der markerede 100 året for afslutningen på 1. verdenskrig), og efter Covid-forsinkelser blev de afsløret den 11. juni 2021 ved en særlig ceremoni på Arborfield Green.

Kunstneren ønskede, at værket skulle være så historisk korrekt som muligt, og baserede en af skulpturerne på en Cleveland Bay hingst, kun fem minutter fra hendes studie. Hingsten stod model til den stejlende koldblodshest Icarus, der har fået manen barberet af og kort hale, præcis som de heste der trak ammunition til og fra frontlinjen havde. Ydermere er Icarus også brændemærket på bagparten, og inskriptionen 1918 er graveret på hovene som et minde om hestens historie og baggrund som troppernes uundværlige arbejdshest.

Sportshesten hoppe er en henvisning til ridesporten i dag, hvor heste er højtelsket værdsat af ryttere i hele verden, og unghesten binder det hele sammen som håbet for fremtiden. Værket samler altså fortid, nutid og fremtid – den formation de tre heste løber i.

”Jeg ønskede at fange liv og bevægelse i hestene, så jeg modellerede leret intuitivt med hurtige bevægelser og tekstur, og skulpturerne blev færdiggjort med jern-rust patina, der fremstår exceptionelt levende, og som vil komplimentere de smukke grønne omgivelser,” siger Amy blandt andet om sit værk.

Amy Goodman fortæller om tankerne bag værket

Filmen War Horse skabte interesse for heste i krig

Det var den populære Spielberg film War Horse fra 2011, der for alvor gjorde folk opmærksomme på, hvad hestene betød under 1. verdenskrig. Det er derfor ikke overraskende, at der har været stor interesse for Arborfield Garnisonens tilbageværende stalde de seneste år.


Det menes, at omkring en million engelske heste tjente i 1. verdenskrig og kun 10% vendte hjem igen. Mange af de heste, der blev såret og kom til skade i krigen, blev netop behandlet på hestehospitalet ved Arborfield, som i dag er Arborfield Green. Nogle af staldene kan stadig ses på stedet.

De tre heste i på det grønne område, dronebilleder

8 millioner heste, muldyr og æsler mistede livet i 1. verdenskrig

I perioden 1914 – 1918 tog det engelske militær en million heste med i krig. Hestene blev til at starte med hentet fra farme og landejendomme og kastet ind i krigens grusomheder. Senere hen blev der rekvireret heste fra Amerika samt lande som New Zealand, Sydafrika, Indien, Spainen og Portugal. De tungere heste blev brugt til at transportere ammunition, føde og våben til frontlinjen og var uundværlige for tropperne, de lettere heste blev optaget i kavaleriet.

Hestene var udsat for utallige farer. Sult var et kæmpe stort problem i sig selv, og erstatningsfoder med bl.a. savsmuld blev forsøgt. Herudover var der, bortset fra egentlige kamphandlinger, også udmattelse, sygdomme, bundløst mudder og granathuller.
Det estimeres, at ialt døde omkring 8 mio. heste, muldyr og æsler i 1. verdenskrig.

Nedenfor er en dokumentar om hestene i 1. verdenskrig. Det er en barsk fortælling, men et vigtigt vidnesbyrd om hestenes rolle i menneskets krige.

Dokumentar om hestene i 1. verdenskrig

Kilder:
Wokingham today
Horse and hound
National Army Museum

OL i 1952: Kvinder måtte ikke konkurrere i ridebanespringning

En af de mange fantastiske ting ved ridesporten er, at mænd og kvinder konkurrerer på lige fod mod hinanden. Men sådan har det ikke altid været. Der var en gang – for ikke så mange år siden -hvor FEI ikke tillod kvinder at ride med ved OL i ridebanespringning, heller ikke selv om en kvinde havde kvalificeret en helt særlig hoppe til legene. Vi taler om De Olympiske Lege i Helsinki i 1952, hvor Carol Durand og hoppen Miss Budweiser var udtaget til det amerikanske hold. Det var de samme olympiske lege, hvor Danmarks Lis Hartel vandt sølv i dressur på Jubilee, og hvor Carol Durand ikke fik lov at starte i springning, så måtte Lis Hartel altså gerne stille op i ’skoleridning’.

Bedste fem-års i Amerika
Miss Budweiser var en fantastisk grå hoppe efter den berømte galophest Man O’War. Hendes oprindelige navn var Circus Rose og som fem-årig havde hun vundet 18 titler og havde et hav af flotte resultater bag sig. Det hele blev toppet med ”Jumper Championship” i The Garden ved New Yorks Nationale HorseShow. Efter den fantastiske sportspræsentation blev hoppen solgt til A. Busch. Jr. for en rekordhøj pris og omdøbt til Miss Budweiser. Navnet var en reference til Buschs-familiens kerneprodukt fra deres bryggeri Anheuser-Busch

Hartel måtte ride, Durand måtte ikke
I 1951 red Carol Durand hoppen ved udtagelserne til legene, og parret blev en del af det amerikanske OL-hold. Det blev dog aldrig til noget, da FEI ikke ville ændre på deres regler og lade kvinder ride med i springkonkurrencerne. Carol måtte derfor vinke farvel til sine OL-drømme, og måske misundeligt se til, da Lis Hartel fik lov at stille op i dressur, og dermed blev den første kvindelig medaljetager ved OL i ridesport. Miss Budweiser var dog en hest med så meget kvalitet, at hun stadig skulle med til legene i Finland, og tøjlerne blev givet videre til den amerikanske holdkaptajn Arthur McCashin.

Sammen opnåede de en individuel placering som nr. 12 ved OL og var med til at sikre det amerikanske hold deres første holdmedalje, det blev nemlig til bronze.

Efter de olympiske lege vendte Miss Budweiser hjem til Busch Familiens farm i St. Louis. Hun fortsatte sin springkarriere og vandt mange store titler og shows, inden hun blev pensioneret fra sporten.

Foto: Den amerikanske holdkaptajn Arthur McCashin og Miss Budweiser hjalp det amerikanske hold med at vinde OL bronze i 1952.

Kilde: Horse Network

Vonolel: 148 cm og dekoreret af Dronning Victoria

Fra Indisk hestehandler til en engelsk Lord
Vonolel var en hvid hest af arabisk afstamning, og hans skæbne blev beseglet, da han blev købt 1877 af Field Marshal Frederick Sleigh Roberts – en af datidens mest berømte hærfører i den britiske hær. Roberts erhvervede Vonolel i Bombay fra en hestehandler, der importerede ørkenheste fra Arabien til Indien. Med sine kun 148 cm høj passede Vonolel godt til Lord Roberts aka Bobs, der var en lille mand på omkring 160 cm, og i mere end 20 år udøvede parret aktiv service i hele det britiske imperie.

Således var Vonolels Roberts hest på den 320 mil lange march fra Kabul til Kandahar i 1880. En march der tog 20 dage gennem hårdt og ufarbart terræn – og temperaturer der svingede fra minusgrader til brændende hede. Vonolel overlevede både marchen og slaget ved Kandahar (ikke alle var så heldige), en indsats der resulterede i anerkendelsen The Kandahar Star.

Mere end 50.000 mil under hovene
Vonolel fulgte med Lord Roberts i tykt og tyndt i hans strålende militærkarriere, og det betød, at de sammen rejste til Sydafrika, Burma og tilbage til Indien. I 1895 fulgte den hvide hest med Roberts til Irland, hvor Vonolel efterfølgende blev pensioneret efter et langt liv i tro tjeneste. Lord Roberts estimerede, at hans arabiske hest havde tilbagelagt mere end 50.000 mil under sin militærtjeneste, og han havde aldrig været syg eller halt i de mere end 20 år, som han havde tjent Roberts.

Dekoreret af Dronning Victoria
En stridshest med mod og udholdenhed var eftertragtet i det 19. århundrede, og historierne om Vonolel spredte sig hurtigt fra både militær til civile. Selv Dronning Victoria hørte om den lille hest, og han blev dekoreret med The Kabul Medal, The Kandahar Star og The jubilee Medal
Således blev det fortalt i THE IRISH TIMES i 1899

”Da dronningen uddelte medaljer til officerer og mænd, der havde været med i den Afghanske kampagne og ekspeditionen til Kandahar, glemte hun ikke Vonolel. Lord Roberts hang The Kabul Medal og The Kandahar Star rundt om hestens hals. Den noble hest bar medaljerne denne dag i juni, da nationen fejrede Dronningens Diamant Jubilæum.”

Vonolels grav i Irland

Militærbegravelse til en særlig hest
Den berømte hest blev 29 år, hvilket må siges at være en flot alder, for en hest der havde rejst i store dele af verden og været udsat for lange marcher og krig. Da Vonolel døde i juni 1899, fik den lille hest en fuld militærbegravelse. Efter sigende, og forståeligt nok, var Lord Robert knust, da han mistede sin bedste ven og trofaste følgesvend. I dag er Vonolel begravet på Royal Hospital in Kilmainhams område i Dublin. Hospitalet blev bygget i 1680erne for pensionerede soldater, men er i dag Irlands Museum for Moderne Kunst. En enkel gravsten markerer graven for den specielle og modige lille hest og starten af inskriptionen lyder:

Under denne sten hviler Vonolel
For 23 år som stridshest og trofast ven til
Field Marshal Lord Roberts….

Ydermere er der knyttet følgende digt til graven

There are men both good and wise
Who hold that in a future state
Dumb creatures we have cherished here below
Shall give us joyous greeting when
We pass the golden gate
Is it folly that I hope it may be so?

Se gravstedet og hør fortællingen om Vonolel her:

Kilder:

Come Here to Me
Horse&Hound
My Little Honey

Historien om Honduras – fra springhest, til krigshest til OL-reserve

Mange Nations Cup er blevet aflyst i 2020 på grund af Covid-19, og umiddelbart er sporten ikke kommet bedre fra start i 2021, hvor restriktioner stadig præger hele verden. Det har fået engelske Horse&Hound til at gå på jagt i Nations Cup-historien, og det betyder et gensyn med fortællingen om Honduras (Nipper), en sort vallak på 160 cm i stang, der overlevede 2. verdenskrig, rejste over Atlanten og blev udtaget som reserve til OL i springning i en alder af 19 år.

Fra springbane til krigszonen
Fra springstjerne til Historien om Honduras mange flotte præstationer i springsporten går tilbage i 1937 i London, hvor vallakken vandt King Goerge V Gold Cup med Xavier Bizard i sadlen. Franske Bizard var lidt af en berømt springrytter på den tid, og han havde en lang række flotte resultater på Nations Cup hold bag sig. Efterfølgende fik Honduras ny rytter, Amador de Busnel, og parret vandt Bruxelles Grand Prix i 1939 – inden 2. verdenskrig for alvor brød ud. Som mange andre heste i Europa mærkede Honduras krigen på egen krop, og det var hårde år for både dyr og mennesker.

Nations Cup vinder i London og Dublin
Honduras overlevede krigen, og efterfølgende blev han transporteret il USA i august 1946. Vallakken dukkede igen op i konkurrence sammenhæng, nu med navnet Nipper, og med Løjtnant Charles Symorski i sadlen. De to var til start i både USA og Canada, før de satte næsen mod Europa i 1948. Her skulle Nipper startes i en række stævner som optakt til OL i London, fordi han og Symorski var udvalgt som USA’s reserve.

Parret var en del af det amerikanske hold, der vandt Nations Cup i både London og Dublin det år, og det betød, at de var med til at skrive en helt særlig historie i Dublin. Det var nemlig den første gang at et ikke-europæisk hold vandt titlen, og den sidste gang et militærhold fra USA konkurrerede på the Royal Dublin Society stævneplads.

Veje krydses
På denne rejse mødte Honduras (Nipper) igen sin gamle rytter Bizard i London, og det var noget af en overraskelse for den franske rytter, der troede, at Honduras var død. Historien lyder, at da Bizard blev meget røt, da han så sin gamle hest, og da han fortalte amerikanerne, at Honduras faktisk var 19 år, blev de meget overraskede.

Nipper/Honduras kom ikke med på OL holdet, hvor Mexico vandt guld, Spanien sølv og England tog bronze. Efter de olympiske lege blev det amerikanske militærhold erstattet af hold med civile ryttere. Selv om det er ubekræftet, så lyder resten af Honduras (Nippers)historie på at vallakken vendte tilbage til USA og levede resten as sit liv hos tre gange OL-deltager Jimmy Wofford I Kansas’.

Kilde: Horse&Hound

40.000 år gammelt føl fundet i Sibirien

Føllet stammer fra en forhistorisk hest, der levede i Yukatia området i Sibirien for 30-40.000 år siden, og som for længst er uddød. Denne urhest blev kaldet Lenskaya, eller Lena Hesten (Equus lenensis), og har ikke noget genetisk tilfældes med de heste, der lever i området i dag.

Føllet var 2 måneder gammelt, da det døde, og er utrolig velbevaret efter at have ligget i permafrosten i tusindvis af år. Forskere fandt det lille føl i Batagai-krateret, også kaldet Helvedes mund i august.

Fundet ved et tilfælde

Forskerne ‘faldt’ over det lille føl, da de var igang med udgravningerne af resterne fra en Mammut, og de mener, at føllet sandsynligvis døde, da det faldt i et hul og druknede i det iskolde vand. Føllet har mørkebrun pels og man og hale, og der er ingen sår eller skader at se på kroppen. Alle organer er ligeledes intakte.

Lokale i den Yukatia-region, hvor føllet blev fundet, kalder Batagai-krateret ‘døren til underverdenen’. Ifølge forskere blev det store krater i tundraen skabt af sovjetunionen, da de ryddede skoven, men det er blevet større i forbindelse med klimaforandringerne.

Kilde: The Sibirian Times

True Appaloosa: En fantastisk film og historie

Stammer den amerikanske Appaloosa fra Asien?
I 2015, hvor filmen True Appaloosa er fra, er der ikke mange renracede Appaloosaer tilbage i verden. For Scott Engstrom, der har dedikeret sit liv til Appaloosa-racen, er der derfor helt forståeligt en frygt for, at Appaloosaen, med den hastigt formindskede genpol, er i fare for at forsvinde helt.

En aften, hvor Scott sidder foran fjernsynet i sit hjem i New Zealand, ser hun et program fra Kyrgyzstan (midt i Asien), og her spotter hun en hest, hun er sikker på, er en Appaloosa. Den på det tidspunkt 69-årige kvinde kontakter omgående journalisten fra programmet Conor Woodman, og snart er de på vej til Kyrgyzstan med et tv-hold. Woodman bliver nemlig lige så grebet af Scotts håb om at finde heste, der ligner Appaloosahestene og få DNA-prøver fra dem, for at se om de amerikanske Appaloosaer oprindeligt kom fra netop Asien.

Det bliver en udfordrende og fuldstændig fantastisk rejse ind i et land, hvor heste og hestesport har stor betydning, og det bliver jagten på at finde en hest med de karakteristika, der kendetegner Appaloosahesten. Hvad filmen ender med, skal vi ikke afslører her, men vi kan godt fortælle, at de storslåede billeder fra den barske natur og den fuldstændige rå kærlighed til heste kan efterlade seerne med en tåre i øjet.

Se trailer for True Appaloosa

Nez Perce indianernes var de første Appaloosa-avlere
For at forstå, hvorfor at det er vigtigt for Scott at påvise Appaloosaens oprindelse, må vi se tilbage på racens historie. Det har altid været en del af fortællingen om den plettede hest, at den stammede fra de heste de spanske conquistadorer tog med sig til USA i 15-1600-tallet. Nogle af disse heste slap fri og skabte store flokke af vilde heste på de amerikanske prærier. De var forgængerne til mustangerne, der i dag lever i vildt i Amerika.

En indianerstamme skilte sig snart ud som en stor hestenation. Nez Perce indianerne avlede og selekterede i heste i generationer. De ønskede en stærk og udholden hest til brug i krig og på jagt, og de satte pris på heste med særlige aftegn og farver. Det betød, at der blev avlet specifikt efter heste med de karakteristika, der i dag kendetegner racen, og Nez Perce indianerne lagde altså grundstenen til Appaloosahesten.

Hvis Scott Engstroms tese om at stamfædrene til Appaloosaen kom fra Asien er sand, så ville der allerede have været vilde heste i Amerika, da de spanske heste slap løs i det unge USA. De ville naturligvis have blandet sig med de spanske heste, og dermed været grundstenene i det Appaloosa-avlsprogram som Nez Perce indianerne i dag er kendt for.

Appaloosaen var tæt på at forsvinde
I takt med at nybyggerne rykkede vestpå, blev indianere presset fra flere sider, og krig mellem indianerne og amerikanerne var uundgåelig. I 1877 blev Nez Perce stammen tvunget i reservat efter en traktat med den amerikanske regering. For at undgå reservatet flygtede stammen mod Canada med 2000 af deres egne heste. De blev dog stoppet af den amerikanske hær kort før grænsen, og efter sigende blev de fleste af hestene skudt efter indianerne overgav sig. De resterende heste blev sluppet løs eller foræret til bønder, der krydsede de indianske Appaloosaer med andre racer – herunder koldblodsheste.

60 år efter var den amerikanske Appaloosa tæt på at være uddød. I 1937 blev man opmærksom på Appaloosaens skæbne og en fornyet interesse for racen blomstrede op. Herfra påbegyndtes et langsommeligt arbejde med det formål at bevare racen. Læs mere om Appaloosaen her

 

Karakteristika
Appaloosaen er særligt kendt for sine atypiske farver, men der er andre særlige karakteristika der følger racen:

  1. Marmoreret hud, dvs. huden omkring mule, øjne og under halen kan været spættet af lys og mørk hud.
  2. Sclera er det hvide i øjet rundt om iris. Alle heste har Sclera men hos Appaloosaerne er det meget hvidt og tydeligere end hos andre hesteracer. Appaloosaerne behøver ikke at have store hvide aftegn i hovedet for at have sclera.
  3. De fleste Appaloosaer har stribede hove. Også heste med ensfarvede ben har striber i hovene.
  4. Særlige farver og aftegn. Appaloosa hestene har både prikker, pletter og hvide områder på ellers ensfarvet pels.
  5. The Indian Shuffle. Appaloosaerne har en særlig gangart, der bliver kaldt Indian Shuffle. Den kan ses i videoen nedenfor.
The Indian Shuffle

True Appaloosa kan lejes på Vimeo

eller ses på Prime Video – Amazon. Com

Berømte heste: Malgré Tout

Malgré Tout var købt i Frankrig i 1916 af Kongens Rittmester Knud Danneskiold–Samsøe. Da Kongen skulle krydse den gamle grænse, efterspurgte han en hvid hest. Enten på grund af den åbenlyse symbolværdi, der følger hvide heste, eller måske fordi det var blevet forudsagt, at Sønderjylland atter blev dansk, når Kongen kom på en hvid hest. Kong Christian den 10. lånte derfor Malgré Tout (hvilket betyder trods alt), og den korte men betydningsfulde tur gav hesten en sjælden stjernestatus i den danske befolkning. Efter ridtet skulle Kongen have besøgt Visboggaard, hvor Rittmesteren boede, og have takket Malgré Tout ved at slå armene om dens hals og hviske:
”Ja, vi to her har et minde sammen, som ingen anden har oplevet.”

Malgré Tout blev aflivet i 1921 pga. et dårligt ben. Efter lang tids diskussion om, hvad man skulle gøre med hestens jordiske rester, endte det med, at man skar en hov af, som blev forsølvet og sendt til Christian 10. Resten af hesten blev begravet ved Visborggaard ved Hadsund under en sten med inskriptionen:

DEN HVIDE HEST

JEG KONGEN BAR OVER GRÆNSEN HEN

DA SØNDERJYLLAND BLEV DANSK IGEN

  1. JULI 1920

Filmklip: Kongen rider over grænsen på den hvide hest den 10. juli 1920. Kong Christian 10. krydser den gamle Kongeågrænse ved Frederikshøj og markerer derved, at Sønderjylland atter er dansk. Fra danmarkpaafilm.dk, Filmcentralen.dk/Det Danske Filminstitut. https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/klip/genforeningsfestlighederne-i-soenderjylland-0

Berømte heste: Traveller

Traveller blev født langt fra den blodige slagmark og var ud af fornemt blod. Hans far Grey Eagle var kendt både som en hurtig galophest og som far til flere vindende afkom. Allerede som plag skilte den grå Traveller sig ud, den gang bar han navnet Jeff Davis, og blev præmieret på flere shows. I 1862 blev Traveller erhvervet til hæren, og han viste sig at være en hurtig og modig hest med stor udholdenhed og gå-lyst.

Det var da også det, der gjorde indtryk på General Robert E. Lee, der så den elegante grå hest og overtog ejerskabet i 1862. Lee omdøbte hesten til Traveller på grund af den hurtige og lette måde Traveller skridtede på. Et dybt bånd blev omgående skabt mellem Generalen og hans hest, og Traveller bar sin rytter sikkert gennem mange slag og over store distancer.

Efter Borgerkrigen fulgte Traveller med General Lee til Washington College i Virginia, hvor hesten mødte stor beundring fra både veteraner og studerende. Faktisk mistede han mange hår fra både man og hale til den beundrende skare, og på et tidspunkt var det så grelt, at General Lee skrev til sin datter, at Traveller efterhånden lignede en plukket høne.

I 1870 døde General Lee og Traveller var med i begravelsesoptoget. Ikke længe efter blev Traveller dog syg og måtte aflives. Oprindeligt blev Traveller begravet ved universitetet, men på et tidspunkt blev han gravet op af ukendte personer, og hans knogler blev udstillet i Rochester, New York i 1875/76. Senere kom Travellers knogler tilbage til universitetet, der efter Lees død, var omdøbt til Washington and Lee College. Skelettet fik dog ikke lov at være i fred, da studerende blev ved at ridse deres navne i knoglerne for Held og lykke.

Endelig, i 1971 blev Travellers rester begravet i en trækiste ved siden af Lee Chapel på universitet – kun få meter væk fra hvor General Lee var stedt til hvile. I dag er graven markeret med en mindeplade over en af de mest berømte figurer fra den Amerikanske Borgerkrig.

Du kan læse om Travellers oplevelser i Den Amerikanske Borgerkrig i romanen Traveller skrevet af Richard Adams.

Berømte heste: Bukefalos

Alexander Den Store, der levede 300 år f.kr., var konge af Makedonien og erobrede Perserriget 334-325. Men man kan ikke tale om Alexander Den Store uden også at tale om hans hest Bukefalos, der var hans tro fastefølgesvend på hans store erobringstogter. 
Alexander så Bukefalos første gang, da han var 13 år. Den store sorte stridshest var et pragteksemplar af en hest, men da den blev tilbudt til Alexanders far Philip II af Makedonien, var der ingen, der kunne få lov at komme på ryggen af den. Philip II var derfor ikke interesseret i hingsten, hvis navn betyder oksehoved, men da den var på vej til at blive ført væk, indgik unge Alexander i et væddemål med sin far: Hvis han kunne ride hesten, så skulle han have den. Alexander var kvik og havde set, at hesten var bange for sin egen skygge, så han vendte ganske enkelt Bukefalos mod solen, så den ikke kunne se skyggen og satte sig overskrævs på den prægtige ganger og vandt væddemålet 
Et helt særligt bånd mellem hest og rytter var skabt ved første berøring, og Alexander og Bukefalos blev uadskillelige og en af historiens mest berømte ekvipager. En dreng og hans hest. En konge og hans stridshingst.
 
Bukefalos bar Alexander gennem slag efter slag i hans hæsblæsende karriere, og den unge hersker opnåede stor respekt blandt sine mænd, da han altid kæmpede i første række i de voldsomme slag – på netop Bukefalos – som ikke lod sig ride af andre. 

Da Bukefalos døde grundlagde Alexander prompte en by i hans navn – Bucephala i Pakistan! Bukefalos blev siden udødeliggjort som en del af Alexander Den Stores eftermæle  – både i kunst og litteratur, hvor særligt båndet mellem hest og menneske er blevet fremhævet igen og igen…

(Billedet er fra en mosaik fra Pompei)

  • 1
  • 2