Skip to main content

Tag: Kunst

Et berømt par: Den lille pige og hendes tykke pony

Pludselig fik jeg fanpost, og redaktøren bad mig om at lave en tosidet tegneserie med ponyer. Jeg var forfærdet. Jeg følte, at jeg allerede havde klemt alt det, jeg kunne ud af emnet. Jeg kiggede på det hvide papir og tænkte: hvad skal jeg gøre?

Norman Thelwell

Et hjerte for livet på landet
Tegner og kunstner Norman Thelwell blev født i Cheshire, England i 1923. At tegne og male var en stor del af hans liv allerede fra barnsben, og hans kærlighed til det landlige og naturen tog for alvor fart, da han som barn besøgte en gård i det nordlige Wales. Det var en kærlighed og fascination, der voksede gennem hele hans liv og varede til hans død i 2004. I 1941 blev Thelwell en del af den engelske hær, men på trods af krig og udenlandsrejser, fortsatte han med at tegne. Han havde altid en tegneblok med sig, hvor end han gik og stod. Efter krigen tog Thelwell eksamen fra Liverpool College of Art, og i 1950 begyndte Thelwell at undervise i design og illustration på Wolverhampton College of Art.

Thelwell ponyerne blev født ved et tilfælde
Norman Thelwell udgav sin første vittighedstegning (cartoon) på Punch (et satirisk tidsskrift) i 1952, og det var starten på et samarbejde, der skulle vare i 25 år, og hvortil Thelwell producerede ikke mindre end 1500 tegninger, herunder 60 forsider. Thelwell havde ikke nogen særlig interesse for heste, og hans første ponytegning var lidt af et tilfælde. Den blev udgivet i 1953, og den ramte omgående et eller andet i Thelwells publikum. Modtagelsen af den lille pige og hendes tykke, langpelsede pony var ganske enkelt overvældende, og Thelwell satte selv ord på det i sin biografi:

”Jeg var en slags uofficiel ’bondegårds’ tegner, der lavede sjove tegninger af fugle, køer, grise og fjerkræ. En dag tegnede jeg en pony, og det var som at ramme en følsom nerve. Der kom en omgående reaktion. Folk ringede til redaktøren og bad om mere. Pludselig fik jeg fanpost, og redaktøren bad mig om at lave en tosidet tegneserie med ponyer. Jeg var forfærdet. Jeg følte, at jeg allerede havde klemt alt det, jeg kunne ud af emnet. Jeg kiggede på det hvide papir og tænkte: hvad skal jeg gøre? Til sidst fandt jeg på nogle flere heste-ideer, og folk var helt oppe at ringe. Thelwell ponyen var født.”

Hestefolk kan grine med Thelwell
Thelwell kaldte det selv at ramme en følsom nerve, men det, han gjorde tilbage i 50erne, var at kaste et helt oplagt humoristisk lys på den ubetingede kærlighed, der er fra en pige til hendes (i Thelwell sammenhæng) ofte uforstående pony. Ponyen er ikke den kloge i tegningerne, den er bare ponyen, der ser verden gennem dens ’hesteøjne’. Pigen derimod lægger alle sine menneskelige følelser over på den tykke pony, og det giver de mange, mange komiske tegninger, som vi hestefolk både kan genkende og grine af. Ydermere gengiver Thelwell også ret præcist, de mange ambitioner den lille pige og de fuldstændig frygtløse voksne i hendes univers, overfører til den stakkels pony, der egentlig hellere ville nyde livet som en hest på en mark.  

I Thelwells hestetegninger, hvad enten det er rideskolescener, jagter eller væddeløb, fanger han altid det komiske – nogle gange absurde – i den enkelte scene – og det peger med en stærk finger tilbage til os, der elsker heste. Og det gode ved det hele er, at vi kan genkende det, og vi kan grine af det.

Se flere af Thelwells tegner i videoen her

Se mere om Norman Thelwell her

Artiklen blev udgivet første gang d. 16. marts 2020.

Foto: Cartoonstock

Vild valkyrie til hest i København

I Københavns bybillede er der mange smukke statuer, og flere af dem er rytterstatuer, der naturligvis afbilleder vigtige historiske personer i Danmark. Men kommer du forbi Churchillparken mellem Esplanaden og Kastellet, kan du se en lidt anderledes men meget særlig rytterstatue.

Her har billedhuggeren Stephan Sinding (1846-1922) nemlig afbilledet en *valkyrie til hest.

Statuen er støbt i bronze og opført på en granitsokkel, og selv om den er fra 1908, har den et meget moderne dynamisk udtryk, hvor dens vildskab og gengivelse af bevægelse, står i skarp kontrast til mange andre rytterstatuer, hvor det er ro, respekt og overblik, der kendetegner skulpturen.  

Læs også: Margrete I til hest i Roskilde

Stephan Abel Sindings ‘Valkyrie. Foto: Zibrasport Equest

En gudinde til hest

Kunstneren har med fotografisk præcision fanget et øjeblik, hvor valkyrien med en arm hæver sit spyd og med den anden hånd har et fast tag i hestens man. Hun rider uden sadel og bid og styrer udelukkende hesten med sin vægt og stærke muskuløse ben. Hun er en guddommelig kriger i angreb. Hesten har åben mund, blottede tænder og ørerne tilbage, som prøver den at bryde med valkyriens instrukser, men uden evne til at undslippe hendes magt.

Valkyrien var skelsættende i vikingernes kampe

Valkyrier var i nordisk mytologi et kollektiv af kvindelige guddomme, som på Odins befaling bestemte kampens udfald, udvalgte de krigere, der skulle dø, og bragte dem til Valhal – de døde heltes bolig. I Valhal opvartede valkyrierne de faldne helte.

Valkyrierne blev skildret som frygtindgydende kvinder til hest. Hjelmklædte og spydbevæbnede red de gennem luft og over hav. Det er dette Sindings iøjnefaldende statue i København gengiver, og den er derfor et must see for alle med interesse i nordisk mytologi, vikingetid og ikke mindst heste i kunsten.

*Valkyrier (af norrønt val = mandefald og kjosa = vælge)

Stephan Abel Sinding: ‘Valkyrie’ udsnit. Foto: Zibrasport Equest

Om kunstneren

Stephan Abel Sinding (1846 -1922) var en norsk-dansk billedhugger. Han var bror til komponisten Christian Sinding, billedhuggeren Johanna Sinding og maleren Otto Ludvig Sinding. Han giftede sig i 1885 med den danske skuespiller Elga Anna Augusta Betzonich.

Heste i kunsten: Rytterstatue af Absalon

Rytterstatuen af Absalon blev indviet i 1901 (700-året for Absalons død) på den centrale Højbro Plads i København. Her skuer ærkebiskop Absalon over mod Slotsholmen (Christiansborg Slot), hvor han selv grundlagde Absalons borg i sin tid. Statuen blev udført af billedhugger Vilhelm Bissen og viser byens grundlægger på en stejlende hest.

Absalon er skildret som kriger i hjelm og ringbrynje og med stridsøksen i hånden. Hans meget naturtro træk menes at være taget fra ligstenen på hans sarkofag i Sorø.

Ærkebiskop og kriger

Hesten er perfekt afbalanceret, og den bærer sin vægt på bagbenene og løfter forben og skuldre fra jorden – som om den samler kræfter i den stærke bagpart, inden den sætter af. Rytteren sidder let i sadlen, rank i ryggen og med kun en hånd på tøjlen. Absalon er altså gengivet som en dygtig rytter og en atletisk figur, der både har overblik og kontrol – og som er klar til at kæmpe for det, der er vigtigt for ham.

Han er nemlig kendt for at have deltaget i væbnet kamp både på korstog og som forsvarer af København. Eksempelvis i 1171, hvor sørøvere angreb byen. Her erobrede Absalon og hans mænd sørøvernes skib, og de blev efterfølgende halshugget, og deres hoveder sat på stager på borgens mure til skræk og advarsel.

Rytterstatuen på Højbro Plads. Foto: Canva

Danmarks trofaste søn

Statuens sokkel er udført af arkitekt Martin Nyrop, som også formulerede indskriften:

“Han var modig, snild og fremsynet – en ynder af lærdom – med ren vilje Danmarks trofaste søn”.

Den røde teglstenssokkel er dekoreret med vikingeslyng og svømmende sild, hvilket er en hentydning til Øresunds skjulte rigdom og indtægtskilde. Desuden ses et våbenskjold med rosenkors og to himmelnøgler på kors, en henvisning til Absalons mere fredelige virke som Roskildebisp.

Læs også: Margrete 1. til hest i Roskilde

Hvem var Absalon

Absalon (1128 – 1201) kom fra en stormands-familie og var dansk biskop, ærkebiskop og statsmand. Han var biskop i Roskilde fra 1158 til 1192 og ærkebiskop i Lund fra 1178 til sin død. Han var landets vigtigste politiker og kirkefader i anden halvdel af 1100-tallet, og han var kong Valdemar 1. den Stores nærmeste rådgiver. Han var en vigtig personlighed i Danmarks territoriale udvidelse i Østersøen, europæiseringen i det tætte forhold til Vatikanet og i at reformere forholdet mellem kirken og offentligheden.

Om kunstneren

Christian Gottlieb Vilhelm Bissen (5. august 1836– 20. april 1913) var dansk billedhugger og søn af billedhuggeren Herman Wilhelm Bissen. Vilhelm Bissen er også manden bag Storkespringvandet på Amagertorv i København, opstillet 1894.

Kilder: Wikipedia og Natmus.dk

Et berømt par: Den lille pige og hendes tykke pony

Pludselig fik jeg fanpost, og redaktøren bad mig om at lave en tosidet tegneserie med ponyer. Jeg var forfærdet. Jeg følte, at jeg allerede havde klemt alt det, jeg kunne ud af emnet. Jeg kiggede på det hvide papir og tænkte: hvad skal jeg gøre?

Norman Thelwell

Et hjerte for livet på landet
Tegner og kunstner Norman Thelwell blev født i Cheshire, England i 1923. At tegne og male var en stor del af hans liv allerede fra barnsben, og hans kærlighed til det landlige og naturen tog for alvor fart, da han som barn besøgte en gård i det nordlige Wales. Det var en kærlighed og fascination, der voksede gennem hele hans liv og varede til hans død i 2004. I 1941 blev Thelwell en del af den engelske hær, men på trods af krig og udenlandsrejser, fortsatte han med at tegne. Han havde altid en tegneblok med sig, hvor end han gik og stod. Efter krigen tog Thelwell eksamen fra Liverpool College of Art, og i 1950 begyndte Thelwell at undervise i design og illustration på Wolverhampton College of Art.

Thelwell ponyerne blev født ved et tilfælde
Norman Thelwell udgav sin første vittighedstegning (cartoon) på Punch (et satirisk tidsskrift) i 1952, og det var starten på et samarbejde, der skulle vare i 25 år, og hvortil Thelwell producerede ikke mindre end 1500 tegninger, herunder 60 forsider. Thelwell havde ikke nogen særlig interesse for heste, og hans første ponytegning var lidt af et tilfælde. Den blev udgivet i 1953, og den ramte omgående et eller andet i Thelwells publikum. Modtagelsen af den lille pige og hendes tykke, langpelsede pony var ganske enkelt overvældende, og Thelwell satte selv ord på det i sin biografi:

”Jeg var en slags uofficiel ’bondegårds’ tegner, der lavede sjove tegninger af fugle, køer, grise og fjerkræ. En dag tegnede jeg en pony, og det var som at ramme en følsom nerve. Der kom en omgående reaktion. Folk ringede til redaktøren og bad om mere. Pludselig fik jeg fanpost, og redaktøren bad mig om at lave en tosidet tegneserie med ponyer. Jeg var forfærdet. Jeg følte, at jeg allerede havde klemt alt det, jeg kunne ud af emnet. Jeg kiggede på det hvide papir og tænkte: hvad skal jeg gøre? Til sidst fandt jeg på nogle flere heste-ideer, og folk var helt oppe at ringe. Thelwell ponyen var født.”

Hestefolk kan grine med Thelwell
Thelwell kaldte det selv at ramme en følsom nerve, men det, han gjorde tilbage i 50erne, var at kaste et helt oplagt humoristisk lys på den ubetingede kærlighed, der er fra en pige til hendes (i Thelwell sammenhæng) ofte uforstående pony. Ponyen er ikke den kloge i tegningerne, den er bare ponyen, der ser verden gennem dens ’hesteøjne’. Pigen derimod lægger alle sine menneskelige følelser over på den tykke pony, og det giver de mange, mange komiske tegninger, som vi hestefolk både kan genkende og grine af. Ydermere gengiver Thelwell også ret præcist, de mange ambitioner den lille pige og de fuldstændig frygtløse voksne i hendes univers, overfører til den stakkels pony, der egentlig hellere ville nyde livet som en hest på en mark.  

I Thelwells hestetegninger, hvad enten det er rideskolescener, jagter eller væddeløb, fanger han altid det komiske – nogle gange absurde – i den enkelte scene – og det peger med en stærk finger tilbage til os, der elsker heste. Og det gode ved det hele er, at vi kan genkende det, og vi kan grine af det.

Se flere af Thelwells tegner i videoen her

Se mere om Norman Thelwell her

Artiklen blev udgivet første gang d. 16. marts 2020.

Foto: Cartoonstock

Solgudens 4 heste kan ses i London

Beliggende i det ikoniske Piccadilly Circus i London, England, er The Horses of Helios (også kendt som Helios fire bronzeheste) en iøjnefaldende skulptur og attraktion.

Hesteskuplturen er halvdelen af ​​et bestillingsværk installeret i 1992, da det tilstødende Criterion Theatre blev renoveret. Den anden halvdel, Helios’ døtre eller Three Graces, er en skulptur af tre kvinder, der springer ud fra bygningen seks etager ovenover.

The Horses of Helios består af tre bronzeelementer med mørk patina: Et par af heste, der vejer cirka 4 tons, og to enkeltheste.

Solen gik op og ned med Helios og hans hestevogn

Værket er lavet af kunstneren Rudy Weller og symboliserer Aethon, Eous, Phlegon og Pyrois, de fire heste der tilhørte den græske solgud Helios. De stejlende heste er placeret i et springvand, hvilket gør det til et udsøgt kunstværk, hvor hestene med kraft og elegance kæmper sig fri af vandfontænen.

I græsk mytologi var Helios søn af Hyperions og Theias, og han var kendt som en flot, ung og gylden titan, der styrede en gylden vogn trukket af fire stærke heste. Han var en personificering af solen, og hans job var at drive solen fra øst til vest hver eneste dag. Helios var ydermere bror til Selene (månen) og Eos (daggry).

Hvis du er i London er det oplagt at slå vejen forbi The Horses of Helios og nyde de fire flotte bronzeheste. Uanset tidspunktet på dagen er skulpturen et imponerende syn.

Læs også: Et 10 meter højt hestehoved skaber ro i London

16 interessante facts om enhjørninger

Enhjørninger er magiske væsner, der gennem historien har været symboler på sandhed, renhed, nåde, uskyld, feminin kraft og endda Kristus selv. Mange berømte historiske personer troede på enhjørninger, såsom Aristoteles, Alexander den Store, Julius Cæsar og Dronning Elizabeth I for at nævne nogle få.

Enhjørninger optræder i forskellige europæiske og asiatiske legender, myter og kunstværker. De er også med i utallige moderne fantasybøger, film og tv-serier.

Afhængigt af kulturen og æraen kommer enhjørninger i mange forskellige former. Den traditionelle europæiske enhjørning har typisk hovedet af en ged og en hestekrop, parret med kløvede hove og en løvehale. I modsætning hertil er den moderne version blot en hest med et langt snoet horn i panden.

I betragtning af at enhjørninger er mytiske væsner, er der en hel del information tilgængelig om dem. Uanset om du er en skeptiker eller en troende, vil du med garanti finde nogle af disse fakta fascinerende!

Tegning af enhjørning, en blanding af ged og hest. Foto: Canva

Her er 16 interessante fakta om enhjørninger:

1. En græker ved navn Ctesias var den første, der skrev om enhjørninger

Selvom enhjørninger ikke er en del af den græske mytologi, kom den første skriftlige beretning om heste med horn i panden fra en græsk historiker kaldet Ctesias (ca. 400 f.v.t.). Ifølge Britannica beskrev Ctesias det indiske vildæsel som et stort enkelthornet dyr med et lilla hoved, blå øjne og en ren hvid krop.

Historikerens beskrivelse uddybede også væsenets horn, som var hvidt i bunden, sort i midten og rødt i spidsen. Han mente at drikke af hornet ville beskytte personen mod gift, mavepine og epilepsi. Han nævnte også, at dyret var meget flyvsk og næsten umuligt at fange.

I dag mener eksperter, at det dyr, Ctesias beskrev, højst sandsynligt var det indiske næsehorn.

2. Første tegning af en enhjørning blev fundet i de franske Lascaux-huler

Den første kendte tegning, der ligner en enhjørning, dekorerer væggene i de gamle Lascaux-huler i det sydvestlige Frankrig, der dateres til 15.000 fvt. I hulen Hall of the Bulls, har “enhjørningen” faktisk to frontvendte horn, der fremstår som ét stort horn fra profilsyn – som hos den mytiske enhjørning – og deraf navnet. Foran enhjørningen er en ufuldstændig tyr og en flok heste. (Kilde: New World Encyclopedia)

3. Enhjørninger optræder på forskellige kunstværker fra middelalderen

Enhjørninger har formået at få en en plads i gobeliner og malerier fra europæiske, kinesiske og islamiske nationer, og det er interessant at se, hvordan enhjørninger optræder i middelalderkunst af ​​ubeslægtede kulturer langt væk fra hinanden.

Et berømt eksempel er The Hunt of the Unicorn gobelinen, skabt af flamske eller franske kunstnere omkring begyndelsen af ​​det 16. århundrede. Det hang oprindeligt i Chateau de Verteuil i det vestlige Frankrig, men blev flyttet til Metropolitan Museum of Art i New York City.

4. Skotlands nationale dyr er en enhjørning

Skotland er et af de få lande, der har et fantastisk væsen som sit nationale dyr, og enhjørningen er dybt forankret i skotsk arv. Allerede i det 15. århundrede dekorerede enhjørninger skotske våbenskjold.

Før 1603 blev det skotske kongelige våbenskjold understøttet af to majestætiske hvide enhjørninger. Men da Kong James VI af Skotland også blev konge af England, byttede han en af ​​enhjørningerne ud med en løve, der repræsenterede England.

Enhjørninger har altid været berygtet for at være svære at fange og umulige at tæmme. At vise en enhjørning i lænker på det nationale emblem kunne symbolisere, at de skotske konger var stærke nok til at tæmme det utæmmelige. (Kilde: National Trust for Scotland)

Hvis du nogensinde finder dig selv at udforske Edinburgh, Skotlands hovedstad, vil du bemærke, at enhjørninger er overalt. De dekorerer heraldiske skjolde ved historiske bygninger og pryder det indre af den majestætiske St Giles’ Cathedral.

Skulptur af enhjørning i Skotland. Foto: Canva

5. Apotekere solgte pulveriserede enhjørningshorn indtil 1700-tallet

Enhjørningshorn-pulver blev anset for at helbrede mange lidelser, selvom få mennesker havde råd til det. Ifølge den engelske botaniker Nicholas Culpeper fra det 17. århundrede var det nødvendigt med flere ingredienser for at lave det helbredende pulver. Bortset fra enhjørningshorn skulle pulveret indeholde perler, elfenben og korn, som kun de rigeste kunne få fat i på det tidspunkt.

Apotekere i London solgte pulveriseret enhjørningshorn indtil 1741.

6. Enhjørninger er altid rent hvide

Traditionelt har enhjørninger altid været helt hvide med lilla eller lyseblå øjne. Ifølge folklore bragte det held og velstand at snuble over et sådant væsen i naturen. Desuden kunne de, der nåede at komme tæt nok på til at røre ved en hvid enhjørning, se frem til glæde og lykke resten af ​​deres liv.

Mens hvide enhjørninger uden tvivl er de mest almindelige, beskriver nogle mytologier dem i forskellige farver. Især sorte enhjørninger er blevet relativt velkendte i dag. De symboliserer ikke kun styrke og magt, men også overvindelse af udfordringer og opnåelse af et ønsket mål.

7. Enhjørningshorn blev foræret til kongelige og solgt til høje priser

I 1577 vendte den engelske sømand Martin Frobisher tilbage fra sin canadiske ekspedition med en unik gave til dronning Elizabeth I. Han forærede dronningen hornet af en død “enhjørning”, som han fandt på kysten af ​​det nordlige Canada. Dronningen var så henrykt over denne sjældne gave, at hun beordrede den bevaret med de britiske kronjuveler. (Kilde: Historie)

Enhjørningshorn blev efter sigende solgt til forbløffende priser gennem historien. Nogle kilder siger, at disse magiske genstande var ti gange deres vægt værd i guld!

At eje magiske enhjørningshorn blev snart en besættelse af europæiske herskere. For eksempel forærede pave Clemens VII et pragtfuldt horn monteret i massivt guld til kong Frans I af Frankrig i 1533. Filip II af Spanien havde 12 horn i sin besiddelse, mens den russiske hersker Ivan den Forfærdelige ejede en enhjørningshorn-stav. (Kilde: Historie)

8. Vikingerne var de første til at sælge enhjørningshorn

Den skuffende sandhed om historiens enhjørningshorn er, at de alle var narhvalstødtænder. Også kendt som “havets enhjørninger” er narhvaler mellemstore hvaler, der kan prale af en overdimensioneret hundetand, vi ser som et storslået horn. Disse horn fungerer faktisk som sanseorganer, der er i stand til at opdage subtile ændringer i dyrets miljø.

Ifølge History var vikingerne (de snu nordboere) de første til at indse værdien af ​​narhvalstødtænder. Omkring 1000 e.Kr. stødte de på narhvalstødtænder skyllet op på Grønlands kyster og solgte dem til europæere. Da enhjørningen blev symbolet på Kristus i den tidlige middelalder, steg efterspørgslen og prisen på de falske enhjørningshorn betydeligt.

En sort enhjørning er et moderne fænomen, der symboliserer styrke og magt. Foto: Canva

9. Du kan få licens til at jage enhjørninger fra Lake Superior University

Lake Superior University i Michigan tilbyder en livstids enhjørnings-jagtlicens, der dækker hele planeten. Når du først har fået denne licens, kan du jage enhjørninger resten af ​​dit liv hvor som helst i verden!

Universitetet har endda nogle tips til dem, der planlægger at fange en enhjørning. Tilstrækkeligt udstyr og våben er afgørende, når man jager en enhjørning, da de kan blive ret voldsomme, når de føler sig fanget. Det er også næsten umuligt at tæmme en enhjørning, bare så du ved, hvad du går ind til!

10. Jomfruer var en enhjørningmagnet

Tro det eller ej, legenden siger, at hvis en jomfru sidder nøgen under et træ, vil en enhjørning snart dukke op. Jægere, der ønskede at fange og dræbe en enhjørning, brugte endda jomfruer som lokkemad i et forsøg på at trække væsnet ud af skoven.

Enhjørninger har længe været et symbol på renhed og uskyld, så deres tilknytning til jomfruer er ikke overraskende. I det antikke græske bestiarium med titlen “Physiologus” beskrives enhjørninger som stærke og bevidste dyr, der kun kan fanges i nærværelse af en jomfru. (Kilde: Britannica).

11. Kopper af enhjørninghorn var beskyttelse mod gift

I middelalderen var konger og dronninger altid i risiko for at blive forgiftet af oprørere og modstandere, og derfor blev kopper af enhjørningshorn brugt af kongelige som beskyttelse mod gift.

Ifølge Britannica blev disse kopper oftest lavet af stødtænder af næsehorn eller narhval og solgt for enorme summer.

12. Danmarks tronstol er lavet af enhjørningshorn

I tronsalen på Roseborn Slot, København, er der en kongelig stol, der ikke ligner nogen anden. Danmarks trone blev bygget i slutningen af ​​det 17. århundrede under Christian V. Bevogtet af tre sølvløver i naturlig størrelse, har den ekstravagante træstol en indviklet baldakin, gyldne statuer og enhjørningshorn-støttestrukturer.

I virkeligheden var stolen selvfølgelig lavet af narhvalstødtænder forklædt som enhjørningshorn. I århundreder er Danmarks Trone blevet brugt til kroningsceremonier og anden kongelig praksis. Selvom den ikke længere er i brug, repræsenterer tronen stadig sædet for det danske monarki. (Kilde: Kongernes samling)

13. Enhjørningstårer har helbredende kræfter

I mytologien er enhjørningens tårer ekstremt sjældne og har helbredende kræfter. Det menes, at enhjørninger kun græder få gange i løbet af flere hundrede år, og det er, når de bliver overvældet af sorg.

Selvom enhjørningstårer fældes af sorg, kan tårerne hele både følelsesmæssige og fysiske sår. Desuden er tårer og horn ikke de eneste dele af en enhjørning, der har magiske egenskaber. Enhjørningblod og hår besidder også magiske kræfter ifølge nogle legender.

14. Marco Polo så flere enhjørninger på sine rejser

Den berømte opdagelsesrejsende Marco Polo troede fuldt og fast på, at han så enhjørninger på sine rejser langs Silkevejen i det 13. århundrede. Han var dog ikke alt for imponeret over skabningerne og beskrev dem som omfangsrige og grimme. I dag har de fleste historikere mistanke om, at det han så faktisk var asiatiske næsehorn.

Regnbuer og Enhjørninger blev først flettet sammen med ‘My Little Pony’-universet i 2000. Foto: Canva

15. Genghis Khan besluttede ikke at erobre Indien efter at have mødt en enhjørning

Da han ankom til Indiens grænser, havde den store Djengis Khan al magt og ressourcer til at invadere og erobre nationen. Men ifølge den persiske historiker Juzjani fik en kombination af terræn, klima og et guddommeligt møde Khan til at vende sig væk.

Djengis Khans rådgiver Yelü Chucai nævnte det overnaturlige møde i to af hans biografier. Ifølge Chucai skete begivenheden nær Iron Gate Pass i “Østindien”, som er i det moderne Usbekistan.

Rådgiveren beskrev væsenet som “formet som en hjort [med] halen af ​​en hest, grøn i farven og med et enkelt horn.” Han skrev også, at enhjørningen kunne tale menneskeligt sprog og fortalte Khans livvagt: “Din herre burde vende tilbage tidligt”, hvilket var præcis, hvad han gjorde. (Kilde: History Today)

16. Kombinationen af ​​enhjørninger og regnbuer startede først i 2000

I dag er enhjørninger ofte afbildet, når de rider på regnbuer eller tegner de farverige buer, mens de svæver gennem himlen. Selvom du måske tror, ​​at dette billede går århundreder tilbage, startede blandingen af ​​enhjørninger og regnbuer først i begyndelsen af ​​2000’erne på grund af tv-shows som “My Little Pony”.

Kilde: HorseyHooves

Et 10 meter højt hestehoved skaber ro i London

Still Water er et utrolig elegant øjebliksbillede af en hest, der fredeligt drikker vand. Statuen er af ren bronze og blev placeret i Marble Arch i London i 2011. I maj 2021 flyttede det kæmpemæssige hestehoved dog til Achille’s Way, nær Hyde Park Corner, og midt i Londons travlhed giver skulpturen nu en stille kontrast, et øjebliks stilhed og fordybelse, kun få minutter fra Oxford Street.

”Det er et øjeblik, der er inspireret af en hest, der strækker sig mod vandet. En hest vil selvfølgelig aldrig drikke, hvis den er på nogen måde bange eller utryg, så hesten skal vide, at den er sikker, der skal være en følelse af ro…” siger kunstner Nic Fiddian Green om Still Water.

Største fritstående bronzeskulptur i London

Med sine 10 meter i højde er Still Water den største fritstående bronzeskulptur i London, og er i dag et af hovedstadens mest populære vartegn. Kunstneren Nic Fiddian Green skulpturerede værket som en større version af en lignende skulptur, der tidligere stod i Marble Arch, og var navngivet Horse at Water. Dette værk er nu hos Sir Anthony og Lady Carole Bamford i Daylesford, Gloucestershire.

Nic Fiddian Green har produceret monumentale bronzeskulpturer i 20 år og har specialiseret sig i at lave naturtro modeller af hestehoveder, både mindre og større end i naturlig størrelse. Figuren Still Water er solgt i mange afskygninger og størrelser til flere steder i verden.

Se kunstneren arbejde med Still Water i videoen her:

(artiklen fortsætter under videoen…)

Om Nic Fiddian Green

Nic Fiddian Green (1963) er født i Irland og uddannet på Eton College. Som studerende ved Chelsea College of Arts besøgte han British Museum i jagten på inspiration, og stødte her på hestehovedet Hesten af ​​Selene (500 f. kr.) i marmor. Han beskrev figuren som “en af ​​de smukkeste genstande, han nogensinde havde set”. Kort efter begyndte han at lave værker med lignende emner.

Et af hans større værker, Horse at Water, blev installeret midlertidigt i Marble Arch i London. Da statuen blev flyttet til Daylesford, Gloucestershire, hjemsted for Lord og Lady Bamford, som havde bestilt den, blev han bedt om at lave en større version som erstatning. Det blev statuen Still Water.

Kan ikke leve uden heste

Fiddian Green arbejder fra et studie i Wintershall, Surrey, hvor han modellerer sine hestefigurer efter levende modeller. Nic har været omgivet af heste, siden han var barn, og han siger, at han og hans kunst ikke kunne leve foruden de prægtige dyr. Hans partner Henrietta er også hestepige, og sammen har de fire børn og seks heste.

Nic Fiddian Green har udstillet flere prominente steder i England og derudover er hans værker i Rusland, Kasakhstan, Amerika, Mellemøsten og Australien.

Foto: Canva

Hesteskulptur er nyt vartegn for Knabstrup by

Lørdag d. 13. november var omkring 150 mennesker samlet til indvielsen af skulpturen En knabstrupper på vej ved Knabstrup Station ved Mørkøv på Sjælland. Skulpturen er lavet af kunster Marianne Seidenfaden, der selv bor i Mørkøv, og som har stor interesse i heste. Marianne har nemlig i mange år avlet welshponyer og driver i dag stutteriet Dorthealyst. En knabstrupper på vej er udført i naturlig størrelse i jern, og symboliserer stammoderen til knabstrupperhesten (flæbehoppen) med et føl i maven.

En gammel dansk hesterace

Knabstrupperen blev fremavlet på Knabstrup gods for 200 år siden og er kendt som en hest med sjældne farver (bla. prikker), et godt fundament og et særdeles godt temperament.

Med opstillingen af den nye skulptur En knabstrupper på vej, bliver hesteracen nu også et fysisk vartegn for byen – hvor det hele begyndte. Det er en arbejdsgruppe under Knabstrup Lokalforum der har skaffet midlerne og tilladelserne til opførelsen, og målet er, at der også kommer en informationstavle, der fortæller om skulpturen og knabstrupperens historie.

Ydermere er der også planer om en podcast i samarbejde med Museum Vestsjælland, hvor der fortælles mere om skulpturen og knabstrupperhesten.

(artiklen fortsætter under billedet…)

Føllet ligger på ryggen i skulpturen ‘En knabstrupper på vej’. Foto: Holbæk kommune

Om knabstrupperen

Knabstrupperen er en dansk hesterace, der har sit navn fra Knabstrup Gods. I 1700-tallet og starten af 1800-tallet havde ejeren, Chr. Ditlev Lunn, en stor interesse for hesteavl og købte blandt andet hopper fra det kongelige Frederikborgske stutteri.

Starten af 1800-tallet var præget af krigene i Europa (Napoleonskrigene), og der kom derfor spanske hjælpetropper til Danmark. En spansk Adjudant havde en hoppe med sig – og den solgte han til en slagter ved navn Flæbe, der senere solgte til Knabstrup Gods.

Hoppen beskrives som zobelfuchs med hvid man og hale, stærkt stikkelhåret med små hvide pletter hist og her på kroppen, dog mest på lænden, hvor der også fandtes nogle brunrøde pletter. I 1813 fik hun sit første føl, kaldet Flæbehingsten efter en Frederiksborghingst – og hermed begyndte historie om den danske Knabstrupperhest.

Læs meget mere: Knabstrupperhesten – en del af dansk kulturarv

Mere om Marianne Seidenfaden

Margrete 1. til hest i Roskilde

Der findes kun ganske få rytterstatuer i Danmark med en kvindelig rytter, og en af dem er af Margrete 1. (1353-1412) – Danmarks mest magtfulde regent i middelalderen. Margrete samlede Norge, Sverige og Danmark i Kalmarunionen og havde andel i regeringsmagten fra 1376-1412.

Hest og dronning samlede støv i over 100 år

Margrete er afbilledet til hest i en 3-meter høj bronze statue, der kan ses på Roskilde Torv. Hesten er massiv, og til den tungere side, som det ville være tilfældet i Margrete 1.s levetid, og den står med åben mund og krummet hals. Den er kraftfuld men afventende. I kontrast til det er Margrete 1. rank og afslappet og sidder let i sadlen. Manglen på trense og tøjler symboliserer dronningens magtfulde position.

Rytterstatue Margrethe I. i Roskilde. Foto: Museumsorganisationen ROMU

Udarbejdelsen af statuen startede allerede omkring 1896, hvor kunstner Anne Marie Carl-Nielsen begyndte at lave skitser til hesten. Det er interessant, at det netop var en kvindelig billedhugger, der stod bag statuen af den profilerede danske dronning, men Anne Marie var ikke en hvem som helst, hun var kendt for sine dyrestatuetter og gift med komponist Carl Nielsen.

Pga. finansieringsproblemer indstilledes arbejdet med Margretes statue imidlertid, og i årtier eksisterede figuren kun som en gipsafstøbning, der samlede støv på Roskilde Museums depot, indtil man i 2006 omsider støbte hele statuen.

Statuen blev afsløret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. og kan i dag ses i Roskilde.

Særudstilling på Glyptoteket – med masser af hestefigurer

Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945) voksede op på landet, og den nære kontakt med dyrene fik på lang sigt stor betydning for hendes kunst. Hun begyndte at modellere, da hun var ganske ung, og hendes dyrestatuetter er en klar demonstration af en nøje iagttagelsesevne og indlevelse i dyrenes væsen og bevægelser.

Anne Marie Carl-Nielsen var den første kvindelige billedhugger i verden, der fik bestilling på at opføre en rytterstatue af en konge og bronzeporte til en domkirke; to af fagets mest prestigefyldte opgaver. Selvom mange har stiftet bekendtskab med rytterstatuen af Christian 9. på Christiansborg Ridebane eller gået ind ad bronzeportene i Ribe Domkirke, er det de færreste, der kender Anne Marie Carl-Nielsen i dag.

Den berømte statue af Christian IX ved Christiansborg Ridebane. Foto: Canva

Udstillingen på Glyptoteket præsenterer den største soloudstilling med hende siden 1946. Her inviteres du ind i kunstnerens værksted og kan opleve forarbejderne til hendes værker. Samtidig kan du stifte bekendtskab med den kompromisløse kunstner, som både var eftertragtet og anerkendt i sin samtid, men siden er blevet skrevet ud af historien.

På udstillingen kan du blandt andet se gipsafstøbningen af Hannoveranerhingsten ’Flingarth’ og mange flere værker med heste og dyr. Se mere i videoen nedenfor.

Kilde: Kunst i Roskilde

Hertugen til hest og med kegle på hovedet

Det er ikke for sjov, men så alligevel…. Uden for Museet for Moderne Kunst i Glasgow, Skotland troner Arthur Wellesley, den første Hertug of Wellington, på hans legendariske hest Copenhagen. Statuen er i sig selv temmelig imponerende, og det er historien om Wellington og hans hest Copenhagen i og for sig også.

Men det, der gør statuen særlig berømt i nyere tid, er, at lokale ofte sætter en trafikkegle på hoved af hertugen og nogle gange også på hovedet af Copenhagen. Uanset hvor mange gange keglerne fjernes, er de snart tilbage på statuen igen… det er blevet en ting, og det er helt sikkert et udtryk for skotternes lune humor.

Skulpturen af Hertugen og hans berømte stridshest Copenhagen blev udført af den italienske kunstner Carlo Marochetti (1805- 1867) i 1844, og rytterstatuen er et monument over ekvipagen, der især er berømt for slaget ved Waterloo, hvor englænderne bekæmpede Napoleons styrker.

I 2011 blev statuen nævnt på Lonely Planets liste over Top 10 mest bizarre monumenter på jorden, dette skyldtes helt sikkert hertugens spidse orange hat.

Hertugen af Wellington og Copenhagen i Glasgow. Foto: Canva

Den berømte ekvipage ved Waterloo

Hesten Copenhagen blev f. i 1808 i England, og hans navn var en hyldest til englændernes sejr ved bombardementet af København i 1807 – året før han blev født. Copenhagen var en blanding af fuldblod og araber, og han var kendt for at være sædeles hurtig og udholdende.

Hertugen af Wellington red Copenhagen i flere slag, og det meste kendte var Slaget ved Waterloo 1815, hvor han slog Napoleons tropper efter at have siddet i sadlen i 17 timer.

Efter slaget ved Waterloo fortsatte Wellington med at ride Copenhagen ved ceremonier og militærparader, indtil Copenhagen blev pensioneret og kunne nyde sit otium på Stratfield Saye House, Wellingtons gods. Copenhagen blev 28 år, og efter hans død fik han en fuld militær begravelse med fanfare, salut og med mere. Læs hele historien om Copenhagen her

Gigantisk jordskulptur til ære for mineponyerne

Den walisiske kunstner Mick Petts er berømt for sin gigantiske jordskulptur af en hest i Caerphilly, Syd Wales. Landskabskulpturen er kendt som Sultan the Pit Pony og er over 200 meter lang og forestiller en løbende hest. Kunstværket blev bygget ind i landskabet ved hjælp af kul, skifer, sten og jord, og de bløde grønne former viser nu en hest i bevægelse, der kun kan ses i sin helhed fra luften.

Sultan the Pit Pony løber måske frit i Caerphilly, men det gjorde de ponyer, værket er lavet til ære for, ikke. Det store værk er nemlig en hyldest og et mindesmærke for de mange ponyer, der fra det 18. til det 20. århundrede transporterede kul i minerne.

Petts utrolige landskabsskulptur symboliserer den endelige frigivelse af pitponyerne – og skaber fokus på et vigtigt kapitel i hestene og menneskenes fælles historie.

Sultan the Pit Pony. Youtube

Til ære for de hårdtarbejdende pitponyer

Pitponyer var små seje og stærke ponyer, der tilbragte det meste af deres tid under jorden. De arbejdede omkring otte timer om dagen og tilbragte typisk deres nætter i underjordiske stalde. I løbet af dagen trak de tunge kulvogne gennem de mørke miner dybt under jorden

Selve ordet pitpony blev brugt til at henvise til enhver hest, pony, æsel eller muldyr, der arbejdede nede i minerne. Disse hårdføre heste erstattede det arbejde, der engang blev udført af kvinder og børn. Selvom de var mest populære i begyndelsen af ​​1900’erne, gik den sidste pitpony først på pension i 1999.

Praktisk og rekreativt

Sultan The Pit Pony (Sultan var en prisvindende pony i området) er nok et kunstværk, men det blev bygget med et praktisk formål. Skulpturen beskytter nemlig parkgæsterne mod den stærke vind. Derudover har det også rekreative formål, da forskellige stier igennem parken giver besøgende mulighed for at vandre i de bakke og volde, der udgør hestens krop.

Skulpturen af ​​Sultan the Pitpony er den største figurative jordskulptur i Storbritannien, og den er er imponerende både helt tæt på og fra i luften.

Kilde: Horseyhooves

Hesten i kunsten: The Kelpies

En mytisk hest i sagnomspundne Skotland
I skotske sagn og folkeeventyr er en kelpie en vandånd, der kan skifte form, og som bor i søer og vandløb. En kelpie (på dansk at sammenligne med Nøkken) er oftest portrættet som en sort eller hvid hest med en lang våd man, der kan skifte form til menneske. Navnet kelpie betyder plag eller ung hest, og rører man ved en kelpie, er man bundet til den for evigt og dømt til at følge den til bunden af deres våde hjem. Disse eventyrlige og foruroligende væsener har været med til at give ide og navn til de flotte kunstværker, der i dag er blevet et vartegn for Falkirk i Skotland.

De uundværlige arbejdsheste
The Kelpies af Andy Scott er to hestehoveder, der springer op fra den skotske jord langs The Forth & Clyde Kanal i Falkirk og langs en travl motorvej. De er de største offentlige kunstværker i Skotland, og kunstneren var som nævnt både inspireret af de forunderlige historier om vand-ånderne, men også af områdets industrielle betydning med kanalerne som en handelsvej. Langs kanalerne arbejdede både mennesker og heste, og disse heste var Clydesdale heste, altså store stærke trækheste, der gjorde arbejdet nemmere for mennesker, og var uundværlige før den industrielle revolution.

Andy Scott brugte da også to Clydedales heste, Barnes and Duke, som modeller for hans fantastiske værk, og de to skulpturerer er derfor også i særlig grad en hyldest til de mange, mange heste, der har været med til at forme verdenen, som vi kender den i dag.

The Kelpies om natten

Alle har adgang til hestene
I dag er det gratis at besøge parken med de to skulpterer, der hver især vejer 300 tons. Ønsker man at komme ind i The Kelpies, er det også muligt, men det kræver dog, at man booker en rundvisning. Det er en oplevelse mange gerne tager med, for de bærende kræfter i de to hestehoveder er lavet af stål, og de er i sig selv et kunstværk.

Om natten bliver The Kelpies lyst op indefra – i forskellige farver – og de fremstår som magiske forunderlige væsner, præcis om vandånderne må have gjort i en tid hvor overtro og sagn var med til at præge folks hverdag og verdensbillede.

Se video om The Kelpies
  • 1
  • 2