Den amerikanske skuespiller Bill Pullmans karakteristiske stemme tager seeren med på en spændende rejse i den nye PBS-dokumentar Nature: American Horses, som udforsker historien om hesten, og hvordan forskellige racer var med til at forme det amerikanske landskab. Det viser sig, at Independence Day og Spaceballs-skuespilleren ved en del om heste selv.
Pullman fordeler sin tid mellem New York og sin Montana-ranch, og som rancher har den populære skuespiller en enorm respekt for miljøbevarelse og de jorder, hvor hestene og andre dyr strejfer. Han fortæller til ABC Audio, at forbindelsen mellem mand og hest stikker dybt:
“Man lærer så meget om, hvad det er at være menneske ved at være omkring heste.”
Skuespilleren husker også tydeligt sin første ridetur som barn.
“Det var en pony, så den var virkelig nem at komme op på,” siger han. “Det var bare at springe op på hesten, ingen sadel eller noget andet, og bare … sidde deroppe og mærke den forbindelse til et dyr, der er større end dig selv!”
Nature: American Horses centrerer om fire specialracer: Appaloosa, Morgan Horse, Mustang og American Quarter Horse, og i et klip fra dokumentaren nedenfor fortæller Nez Perce indianerne om deres forhold til de appaloosaerne. Læs også True Appaloosa: En fantastisk film og historie.
Nature er en prisvindende PBS-signaturserie skabt af The WNET Group.
Tails of Iceland havde premiere i 2019 og kan lejes flere steder på nettet. Filmens omdrejningspunkt er den lille hårdføre islandske hest og dens forbindelse til menneskerne på øen. Men hvad er tankerne bag en sådan dokumentar, og hvilken historie er det instruktør og producent April Anderson (leder af produktionsselskabet Art As Air) gerne vil fortælle? Det sætter hun ord på i interviewet fra Horses of Iceland nedenfor, hvor du også kan se en trailer.
Vi begyndte vores Tails of Iceland-rejse med det formål at udforske og filme de forskellige og varierede forhold mellem det islandske folk og deres usædvanlige heste. Det handler om kulturen og sammenhængen, og de tusindvis af historier der er blomstret i de hundreder af år, siden hestene blev bragt til denne voldsomme og storslåede ø. Vores mål var at fange nogle af fortællingerne og meget af historien, men endnu vigtigere, at illustrere, hvor dybt dette unikke slægtskab går.
Et mytologisk landskab
Island – bare det at sige navnet på dette lille land, bringer tankerne hen på billeder af voldsomme vikinger, barskt klima, vulkanudbrud og masser af… is. Det er dog et lidt unøjagtigt billede, for en del af landet er dækket af grønt mos en god del af året. Men hvis du tilføjer romantikken og mysteriet fra nordisk og keltisk mytologi til denne cocktail, så har du opskriften på drømmenes eventyrdestination – med et afvekslende og fascinerende landskab.
Tails of Iceland. Sceendump.
Et fyrtårn af håb
Så er der folket i Island. I øjeblikket tæller de omkring 350.000, og de er en hårdfør befolkning, der har skabt en unik kultur gennem århundreders sameksistens med øens uforudsigelige natur. I en tid med uro og eskalering af menneskets umenneskelighed over for mennesket, skinner dette land og dets folk som et fyrtårn af håb, der repræsenterer en enklere samfundskonstruktion af accept, hårdt arbejde, fællesskab og selvforsynende overlevelse.
Forbindelsen mellem hest og menneske
Ved siden af landets tobenede beboere står hestene. Der bor omkring 100.000 heste i Island. Der er lige så mange flere, der er blevet eksporteret eller opdrættet i udlandet, og som ifølge loven aldrig kan vende tilbage til øen, når de først er rejst. Den effektive måde hvorpå at blokere alle former for sygdomme, gør den islandske hest til en af de sundeste og reneste racer i verden. Men det er deres personligheder, der er en stor faktor i deres unikke væsen.
For tusind år siden, da disse heste først blev bragt til Island fra Skotland, Irland, Mongoliet eller Norge, afhængigt af hvem du taler med, blev de udpeget som arbejdsdyr, for at gøre livet mere beboeligt for tidlige nybyggere. I moderne tid er meget af fokus flyttet fra byrdedyret til at omfatte ledsager-, konkurrence- og venskabsaspekterne. Karakteren af forbindelsen mellem disse robuste dyr og deres mennesker stikker dybt, da de sammen står over for elementerne og udfordringerne i livet på Island.
Filmen er en hjertesag
Filmen, Tails of Iceland, begyndte (og forbliver) som et kærligheds-arbejde. At udforske nogle af de moderne historier og historien om den fantastiske islandske hest, som fortalt af dem, der elsker dem, blev hurtigt en passion for alle involverede. For os, der ikke er indfødte islændinge, var det, som om vi faldt ind i en fantasiverden, da historierne og oplevelserne åbnede sig for os som en ekstraordinær eksotisk blomst.Og ved at se deres land og heste gennem vores øjne fik de islandske producenter et friskt syn og en ny forståelse af, hvad det er, de har…
Filmen havde premiere i Reykjavík i marts 2019 og har vundet flere priser. Du kan leje eller købe filmen på Vimeo eller på Amazon
Nogle gange kan substanser til medicinsk brug ikke fabrikeres på en kemisk måde. Derfor har farmaceutiske firmaer brug for dyr eller planter, som producerer den ønskede substans (dette er et alment faktum og er hverken usædvanligt, problematisk eller som sådan forkasteligt).
Dette gælder også for PMSG (pregnant mare serum gonadotropin), et hormon som ’høstes’ fra blodet af drægtige hopper. Hormonet bruges i ’bio-industrien’ til at gøre kvæg ekstra fertile, dels så der produceres flere afkom og dels for at øge den samlede sats af dyr, der bliver født, så man samtidigt sænker udgifterne i forbindelse med kvægdrift og – som et ledende princip – øger profit. De drægtige hopper, hvorfra man tapper blod for at udvinde PMSG hormonet – betegnes som ’blodhopper’.
Europaparlamentet har stemt 452 imod og 170 for at forbyde import og indenrigsproduktion af PMSG. Derfor hviler det nu på Europakommissionen at få forbuddet sat igennem. Indtil da må hopper fortsat bløde for den relativt hemmelighedsfyldte PMSG-markedsplads.
Dyreværnsorganisationer undersøgte hoppers forhold
På Island er det et utroligt udbredt fænomen, at drægtige hopper bruges til at tappe blod med drægtighedshormoner til brug i medicinalindustrien (cirka fem liter om ugen, op til 40 liter per sommersæson). Animal Welfare Foundation (AWF, Tyskland) og Tierschutzbund Zürich (TSB, Schweiz) lavede en undersøgelse på øen for at finde ud af, hvordan disse omkring 5.000 hopper blev behandlet.
Deres dokumentar: Iceland – Land of the 5000 blodmares blev uploadet på YouTube den 19. november 2021 og den har på få dage haft næsten 50.000 visninger.
Barske billeder
Dokumentaren skildrer blandt andet sekvenser af de tvangsbokse, man bruger, som ikke er sikre for hestene. Der er glatte gulve, og hullerne mellem plankerne omkring boksen er farlige, fordi hestene kan sidde fast. Det kommer også frem i dokumentaren, at hopperne fastholdes i en unaturlig position med deres hoveder og desuden viser tegn på panik og flugttilstand. Landmændene er anonymiseret i dokumentaren, men det ses tydeligt, for at sige det mildt, at ikke alle landmænd behandler deres dyr med respekt og omsorg.
Der er billeder af landmænd, som slår deres heste med for eksempel jernstænger. Dette er, selvfølgelig, forbudt på Island, og landmændene kan blive sigtet for dyremishandling og få op til to år i fængsel samt få frataget retten til at holde dyr. Hunde bruges til at jage de drægtige hoppers føl væk ved at bide ind i benene på hestene i flokken. Hundene jagter også hestene og bider dem i halen. Denne aggressive brug af hunde mod dyr er heller ikke lovlig på Island.
Trusler mod filmholdet
Ikke overraskende blev filmholdet en række steder mødt med det modsatte af en varm velkomst, når folk fandt ud af, at de var blevet taget på fersk gerning. Det blev ikke alene til verbale angreb, nogen var sågar klar til at forårsage dokumentaristerne fysisk skade i kraft af køretøj. Det blev dokumenteret i en meget forstyrrende biljagt, som også kan ses i filmen.
Økonomi sætter dagsorden
Nu spørger du måske dig selv, hvorfor hesteejere tyer til sådanne ekstremer blot for at blive ladt alene til at forsøge at sælge så meget blod fra deres hopper som muligt. Slagteprisen på føl er faldet over de seneste år, og en ”blodhoppe” bringer flere penge ind, end det gør at sælge hestene til kød. Det er også grunden til, at nogle føl fra Island er så billige, for de kan sælges til ryttere for mere end slagteprisen – og hingsteføl er alligevel ikke brugbare i ”blodhoppe-forretningen”.
Den primære kilde til denne artikel er dokumentaren, som kan ses nedenfor. Videoen indeholder barske billeder. Hvis du vil vide mere om undersøgelsen og EU parlamentets kommende beslutninger, kan du besøge AWF og TSBs hjemmesider eller følge Europakommissionens Facebook-profil.
Heste kan være gode venner og ridepartnere, men også pålidelige arbejdskolleger. Gennem historien har heste hjulpet mennesker i sektorer som transport, transport og landbrug – og de senere år har de fået en renæssance i skovarbejdet.
En af grundene til, at man bruger heste i skovbrug i stedet for maskiner, er, at hestene er mere skånsomme mod miljøet, og herunder skovbundene hvor der ofte er et puslerende liv af planter, insekter og smådyr. I portrættet nedenfor fortæller Toby Hoad fra Dorset, England, hvordan han arbejder med heste i skoven, og hvorfor han elsker sit job.
Fokus på hestekræfter i skovene
Toby begyndte at arbejde med heste, fordi han ikke havde råd til at investere i en traktor. Der gik dog ikke lang tid, før han fandt ud af, at der var en stor efterspørgsel i England for skovarbejde, der var skånsomt mod naturen – og det er hestene.
Comtois – en fransk koldblodshest
De heste Toby bruger er af racen Comtois, det er en fransk koldblodshest, der i mange generationer har været brugt til arbejdet i landbruget, skove og vinmarkerne. Hestene har et særdeles roligt gemyt, hvilket er vigtigt i et arbejde, der til tider er både hårdt og farligt. Tobys heste er derfor meget veltrænede, og adlyder de kommandoer han giver med sin stemme.
Arbejdet er et samspil mellem mand, hest og natur, og Toby lægger ikke skjul på, at han elsker sit job.
Det var fotografen Scott Wilson, der gjorde Picasso til alle mands eje. Han tog internettet med storm, da han offentliggjorde nogle fantastiske billeder af den vilde hest i de rå og uspolerede omgivelser i Sand Wash Basin, Colorado. Herefter gik det hurtigt, og i dag følger facebookgrupper hingstens bevægelser, turister valfarter til området for at få et glimt at den berømte hest, og billeder og kunstværker kan findes alle steder på nettet.
Hvad ved vi om Picasso
Picassos hjem er Sand Wash Basin i Colorado. Han spejler det barske miljø, han voksede op i. Flere ar dækker hans krop, og hver enkelt fortæller en historie. For som andre mustanger har Picasso været involveret i utallige slagsmål, han har overlevet temperaturer under frysepunktet, ligesom han har udstået de brutale somre i Colorado-ørkenen.
Det anslås, at han er 30 år gammel, hvilket er næsten uhørt for en vild hest, og han har tilbragt hele sit liv i naturen.
Siden 2020 har der kun været ganske få observationer af den gamle krigere, og det kan tyde på, at den ufrivilligt berømte hest måske har fået fred.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Sand Wash Basins vilde heste
Selvom Picasso er den mest kendte Mustang i Sand Wash Basin, strejfer mange andre vilde heste frit rundt i landet. Basin er hjemsted for omkring 700 vilde heste, der strejfer på 157.000 hektar føderalt land.
De vilde heste ses ofte rejse i små grupper Den nuværende bestand af vilde heste anses for passende af Bureau of Land Management (BLM), og roundups (indfangning af heste) har været få og langt imellem, i modsætning til andre steder.
Den sidste roundup i området skete i 2016, hvor 43 heste blev fanget og anbragt til adoption.
Hvert år rejser hundredvis af mennesker for at se de vilde heste i Sand Wash Basin. De fleste kommer om foråret, og alle besøgende skal holde en afstand på mindst 100 fod til enhver tid fra Mustangerne.
Det er ikke hver dag, man møder en 99-årig cowboy – der sidder i sadlen så let som en ung mand, og som dagligt rider en fast rute gennem Costa Ricas smukke natur. Men det er, hvad Gaia Vince oplever i programmet Escape to Costa Rica, hvor hun rejser rundt i Costa Rica og mødes med lokalbefolkningen.
I Indslaget fra 2017 følger Gaia med den ældre herre rundt til familie og venner, og hvor han selv siger, at han ikke forstår, hvorfor han er blevet så gammel, har hans nabo Maria flere forklaringer på, hvordan man opnår sådan en høj alder. Blandt andet er hun overbevist om, at man skal gå tidligt i seng og stå tidligt op.
Det lille indslag nedenfor viser ganske kort hverdagen for den 99-årige cowboy, og at sidde så sikkert i sadlen, når man er så tæt på de 100 – det må være et drømmescenarie for alle, der elsker at ride.
“The Mustangs: America’s Wild Horses” fortæller historien om de vilde hestes turbulente historie i USA til deres usikre fremtid i vores moderne samfund. Dokumentaren, der er i spillefilmslængde, tager publikum med på en odyssé igennem Amerika til steder, som få mennesker har set, og giver et billede af de 80.000 vilde heste på offentlige arealer og mere end 50.000 vilde heste i offentlige indhegninger. Se traileren nedenfor.
Filmen udkom den 15. oktober, og efterfølges af en TV on demand-udgivelse. Ydermere vises filmen på Newport Beach Film Festival, Heartland International Film Festival, Edmonton International Film Festival, Film Fest 919, Film Fest Tucson og Napa Valley Film Festival.
Redford er producer sammen med Patti Scialfa Springsteen og springrytter Jessica Springsteen, og Bruce Springsteen bidrager til filmens soundtrack, som også byder på musik fra Willie Nelson og Emmylou Harris.
Den originale sang “Never Gonna Tame You”, fremført af Blanco Brown, er skrevet af 12 gange Oscar-nomineret sangskriver Diane Warren, der også fungerer som co-producer på filmen.
Dotchin foretog sin første rejse til hest henover England i 1972, og på hendes rejser de sidste 40 år er der sket meget. Blandt andet har unge mennesker ikke helt samme forståelse for dyr nu som tidligere, vejene er blevet meget mere trafikerede, og store maskiner kører ofte helt tæt på Diamond, hvilket kan være farligt. Hun oplever også, at store moderne autocampere dominerer campingpladserne, hvor der skal slås lejr for natten.
På trods af dette, tager den seje 80-årige stadig turen til hest stort set hvert år, og det skyldes især, at hun møder så mange venlige og spændende mennesker undervejs, og på den måde danner venskaber for livet.
Screendump, YouTube.
7 uger til hest i regn, blæst og sol
Dotchins rejse tager omkring 7 uger. Hun rejser fra sit hjem i Hexham, England til Cairngorms i det skotske højland. Dotchin rejser kun med det absolutte nødvendige, og det hele skal kunne være på den 13-årige Irich Cob hoppe, Diamond. Det gælder også Jack Russell terrieren Dinky, der har deforme potter og derfor sidder i en sadeltaske under rejsen.
80 år er (åbenbart) ingen alder
På en normal dag tilbagelægger trekløveret 25-30 km, og eftersom Dotchin er så bekendt med ruten, har hun ikke et kort med. Den eneste gang i løbet af 40 år, hvor Dotchin ikke har foretaget rejsen til hest, var i 2001, hvor der var et udbrud af mund- og klovsyge i England. Det betød, at den rejseglade rytter måtte tage turen på cykel.
Som det ser ud nu, har Dotchin ikke nogen planer om at stoppe med sine lange rideture. På trods af at hun har klap for øjet, og ikke er så mobil som hun har været, nyder hun sine daglige rejser og seværdighederne i det smukke landskab.
Dark Horse er den sande historie om væddeløbshesten Dream Alliance, der opstod som en ide hos bartender Jan Vokes i en lille glemt mineby i Wales, og derefter blev et fælles projekt for hendes venner og naboer. De oprettede syndikatet The Alliance Partnership, hvortil de 23 ejere betalte 10 pund om ugen. Derefter købte de en fuldblodshoppe og avlede et føl, uden at have nogen som helst forstand på hverken heste eller væddeløb.
Føllet blev kaldt Dream Alliance, og for syndikatet der ejede ham, var han meget mere end en hest. Han var drømmen om en bedre fremtid. Historien om Dream Alliance er også lavet som spillefilmen Dream Horse med Toni Colette i hovedrollen.
’Dark horse’
Da Dream skulle løbe sit første løb, blev der set noget skævt til den store langlemmede røde hest. Moderen havde løbet tre gange, og var blevet sidst to gange – og udgået en gang. Ydermere var Dream Alliance vokset op i en kolonihave, hvilket på ingen måde er optimale vilkår for en fremtidig sportshest. Men allerede i sit første løb, viste Dream potentiale, da han sluttede på en 4. plads. Et potentiale som Jan på ingen måde havde tvivlet på, han havde, og derefter begyndte en stime af successer for den røde hest.
Nyt håb i en glemt by
Så snart Dream begyndte at løbe, var han landsbyens hest. Han tilhørte dem alle, og den lille landsby fulgte stolte med, når Dream skulle på banen. Han blev et symbol på håb og fremtiden, i et samfund der kæmpede med arbejdsløshed og økonomi efter nedlukningen af minerne.
Da Dream vandt sit første løb var hele landsbyen samlet i pubben for at heppe på ham. At han, en hest fra en ubetydelig hoppe, avlet af en flok amatører, kunne gøre sig så godt i en sportsgren der oftest var forbeholdt eliten, gav en sjælden stolthed og håb for fremtiden hos alle, der havde fulgt hans rejse.
Hvis den hest kun havde 3 ben, ville stadig beholde ham!
Som i enhver god historie, skal tingene gå grueligt galt, før det bliver godt igen. Dream kom til skade med sit ene ben, og der var en stor chance for at han aldrig ville løbe igen. Behandlingen og genoptræningen ville løbe op i et gastronomisk beløb for Alliance partnerskabet, hvor mange af dem kæmpede med at få mad på bordet i dagligdagen Alligevel besluttede de enstemmigt at Dream skulle have chancen. Han var en af dem. Den røde hest kom sig over sin skade – og formåede et comeback, der skabte nationale nyheder.
I dokumentaren Daryl Jacob: Being a Jockey fra Sporting Life kan du komme helt tæt på en af Storbritanniens succesfulde jockeyer – nemlig irske Daryl Jacob (f. 1983), der har vundet nogle af de største løb i galopsporten – herunder The Grand National i 2012. Dokumentaren, der er set næsten 200.000 gange på Youtube, fortæller om Jacobs interesse for heste, hvordan han blev jockey ved lidt af et tilfælde og derefter opnåede stor succes i sporten.
Daryl Jacob fra dokumentaren: Daryl Jacobs: Being a Jockey. Sporting Life
Vægttab og venskab Det at være jockey er et job og en passion, der har mange sider. En ting er jockeyens evige fokus på sin vægt, hvert kilo tæller, og der tages mange midler i brug for at holde sin idealvægt. En anden ting er den drøm, man konstant jagter – drømmen om den ene gode hest, den ene hest, der kan tage dig hele vejen til toppen. Med Jacobs egne ord – så jagter du bare din drøm, hver gang du rider et løb. Derfor er sejrene så vigtige og nedturene næsten knusende.
I dokumentaren fortæller Jacobs åbent om begge dele. Han fortæller også om det særlige forhold jockeyerne imellem, de er alle venner, der passer på hinanden, men de er også indædte konkurrenter. Det handler altid om at få den bedste hest – og om at komme først!
Daryl Jacob har været ude for flere alvorlige uheld i sporten. fra Daryl Jacob: Being a Jockey. Sporting Life
Med livet som indsats Galopsporten og herunder steeplechase er en af verdens farligste sportsgrene – og måske en af de ældste ekstremsporte. Jacobs har som alle andre jockeyer, der har redet i flere år, haft sin andel af alvorlige skader. Med brækkede knogler og en smadret albue, er det utroligt, at han stadig sætter sig i sadlen gang på gang, velvidende om at det kan koste ham livet, som det kostede en hans bedste venner livet.
“Det første, du tænker, er, hvornår kan jeg komme tilbage i sadlen. Desto længere du er væk, desto større chance er der for, at dine heste bliver redet i løb af andre jockeyer,” forklarer Jacob helt nøgtern, og i dokumentaren ser man ham ride et løb, få timer efter han har været ude for et alvorligt styrt og må humpe fra banen.
Er du til storslåede naturbilleder, fantastisk dyreliv og ikke mindst vilde heste, så vil du ikke fortryde at bruge 50 minutter på dokumentaren: Australia’s Wild Horses Mountains om Australiens Vilde heste. Dokumentaren fortæller om hestenes liv i det fri, men også problematikkerne med det voksende antal vilde heste, og hvordan mennesker prøver at regulere bestanden på godt og ondt.
Se hele dokumentaren her
Vilde Heste i Australien Heste blev første introduceret til Australien i 1788 og brugt til arbejde på gårdene. Efterhånden som mere og mere af arbejdet blev industrialiseret og varetaget af maskiner, blev portene til gårdene åbnet, og hesten blev sluppet fri. I dag er estimeres det, at Australien har 400.000 vilde heste (også kaldet Brumby/Brumbies), hvor mange af dem lever i de Australske Alper og har stor indflydelse på økosystemet og især de sjældne dyr, der er en del af den australske natur.
I Darhat dalen i det nordlige Mongoliet forsvinder nomadernes heste. Hestetyve stjæler stammernes værdifulde heste og sælger dem for få rubler til russiske slagterier. Det vil Shukhert, en af Darhats ryttere, ikke finde sig i. Han sætter ud på en ubarmhjertig færd, hvor han følger tyvene gennem Mongoliet og hele vejen til den sibiriske grænse.
I 10 år har den franske instruktør og etnograf Hamid Sardar dokumenteret de sidste mongolske nomaders liv og kultur, og han bliver inviteret med på Shukherts rejse. Mellem stammernes indbyrdes rivalisering, smuglere og guldgravere finder Hamid ud, af hvad hestetyveri i Mongoliet betyder i dag. Med hans smukke billeder og sans for fortælling, tager Hamid seerne med på en bjergtagende og barsk rejse, hvor sikkerhed og retfærdighed bliver presset til det yderste.
VIMFF Grand Prize Le Cavalier mongol blev med dens fantastiske naturscener og unikke skildring af en hestekultur, der synger på sidste vers, udtaget til Vancouver International Mountain Film Festival (februar 2021), og her vandt dokumentaren Festivalens Store Pris (VIMFF Grand Prize).
Hele filmen kan ses nedenfor – men er dog med på fransk uden mulighed for undertekster.
Om filmen Instruktør: Hamid Sardar Oprindelse: Frankrig Varighed: 75 minutter
