Skip to main content

Author: admin

Uoverensstemmelser i forklaringen om Donkey Boys ulykke

Hvad er op og ned på sagen om Hesselhøj Donkey Boys tragiske skade? Helgstrand Dressage har en forklaring, og nu har en tidligere hestepasser (navnet er kendt af Nordjyske) kommet frem med en helt anden udlægning af hændelsesforløbet til Nordjyske.

Ifølge Helgstrand Dressage er hingsten blevet skadet under ophold på folden. Det har de beskrevet meget detaljeret i en pressemeddelelse. Den kan man læse her:

Donkey Boy alvorligt skadet – Zibrasport Equest

Efter den orientering bragte det svenske Ridsport senere samme dag en artikel, der byggede på et interview med Donkey Boys tidligere ejer Kristin G. Andresen. Hvor hun udtaler, at Helgstrand Dressage ikke taler sandhed, når det kommer til omstændighederne, omkring skadens opståen.

Det blev igen tilbagevist af Helgstrand Dressage i en ny opdatering. Den kan man læse her: Nyt i sagen om Donkey Boy – Zibrasport Equest

En ”bombe i sagen” kalder Nordjyske de nye informationer

I dag har Nordjyske så taget fat på sagen igen, da de er kommet i kontakt med en tidligere hestepasser hos Helgstrand Dressage, der har en helt anden forklaring:

– Der lå et dækken inde i hans boks, og jeg tror, at han blev forskrækket over det, for normalt hænger vi dækkener uden for boksen. Og så sprang han bare ud af boksen igen og satte i galop ned ad staldgangen, fortæller hun. I høj fart fortsatte Donkey Boy ned ad gangen mod en lukket port.
– Det virkede ikke, som om han havde set, at porten var lukket, så han fortsatte næsten ind i porten, og så gled han og faldt. Han kunne ikke helt komme op, men fik rejst sig og gik meget, meget haltende videre, siger hestepasseren, som fortæller, at hun reagerede prompte på ulykken.

Et millionslagsmål er i gang

Hvem har ansvaret for, at Donkey Boy blev skadet, og hvem er ejeren på tidspunktet for skaden? Det er de to hovedspørgsmål i sagen.

Kristin Andresen tror ikke, at Helgstrand har fortalt hele sandheden. Hun er, ifølge Nordjyske, klar til at hyre privatdetektiver for at opklare sagen. 

– Jeg kommer til at bruge alle midler. Når jeg bliver udsat for noget, hvor jeg opdager, at nogen prøver at snyde mig, så forfølger jeg det. Helt til ende. Jeg har sagt til Andreas (Helgstrand, red.), at han skal være klar over, at jeg både har tid og penge. Og det er en vældig dårlig kombination for dem, det går ud over, siger Kristin Andresen til Nordjyske.

90% bruger alternativ behandling – men virker det?

For at finde ud af, hvilke metoder der oftest bruges på heste, og hvor behovet for videnskabelig vurdering er størst, blev svenske hesteejere, hestedyrlæger og hesteterapeuter bedt om at svare på spørgsmål om, hvordan de bruger denne type behandlingsmetoder.

Mange supplerende og alternative veterinære behandlingsmetoder er ikke blevet videnskabeligt evalueret med hensyn til effektivitet og sikkerhed.

Alligevel svarede tæt på 90 % af de responderende hesteejere, at de brugte en eller anden form for supplerende eller alternativ behandlingsmetode til deres hest. De mest almindelige metoder er udspænding og massage. Omkring halvdelen af hestedyrlægerne svarede, at de henviser patienter til en form for komplementær eller alternativ medicinsk hesteterapeut, som er en gruppe med meget varierende uddannelsesniveauer.

Af hesteterapeuterne svarede 72 %, at de anbefaler deres klienter at søge dyrlæge, når det er nødvendigt. Størstedelen af respondenterne efterspurgte bedre regulering af alternativ behandling og medicin til heste, for at forenkle kommunikationen mellem forskellige aktører og for at sikre god dyrevelfærd.

Sammenfattende viser undersøgelsen, at alternativ behandling af svenske heste er almindelig, og at det haster med videnskabelige undersøgelser for forskellige behandlingstyper til heste.

Læs mere HER

Blogspot: Mobning førte til ridning

De fleste der starter til ridning som børn er tossede med heste i forvejen og synes ridning er sjovt. Men sådan startede det ikke for Jasmin. Hun var på ingen måde en hestepige – men det var hendes klassekammerater, og da de inden sommerferien mellem 3. og 4. klasse skulle vælge sommerferieaktiviteter, endte Jasmin med at krydse ridning af på sedlen af den simple grund, at alle de andre piger gjorde det samme.

Læs også: Blogspot: Har du penge, kan du få, men har du ingen, må du gå – eller hvad?

Pigerne i klassen snakkede altid kun om heste, og derfor var Jasmin ikke populær blandt pigerne. Så sommerferie-ridningen blev et forsøg på at blive venner med de andre. Det gik ikke helt efter planen, da de fniste og snakkede om Jasmin i krogene – men til gengæld kickstartede oplevelsen en ægte hesteglæde, som aldrig har sluppet Jasmin, som i dag er 28 år.

Læs hele indlægget om Jasmins vej ind i ridesporten på godt og ondt, og hvordan mobning endte med at føre til en passion for heste på Riders NOTEBOOK lige her.

Jasmin Bahnsen. Foto: Privat

Alt er planlagt til mindste detalje

Katrine Kristensen lider af den invaliderende sygdom muskelsvind, læser jura på universitetet, arbejder i et studiejob hos Københavns Politi, er gravid og er samtidig en af Danmarks stærkeste para-atleter.

Katrine var en del af det sølvvindende landshold ved VM i Herning, hvor hun også tog to individuelle guldmedaljer. Hun er gravid, men i skarp træning med PL i Paris som det store mål.

”Min hverdag er meget skemalagt, og det har jeg det godt med. Og selvom det er et hårdt program, så er jeg hos hesten hver dag – typisk to gange. Det handler virkelig meget om planlægning og struktur”, fortæller hun til TV2 Øst.

Læs hele artiklen: Handicappet guldvinders hverdag er planlagt til mindste detalje – selv graviditeten er sket på fastsat dato | TV2 ØST (tv2east.dk)

Video: Mød jagtfeltets ældste rytter

Ved årets Hubertusjagt mødte vi Hans Peter Ubbe, feltets ældste rytter, der vandt sin første Hubertusjagt i 1981. Hans Peter har redet flere jagter end de fleste, mere end 650 jagter er det blevet til, og han har vundet Hubertusjagten mere end en gang. Hans hest er en speciel hoppe, som gerne skal ud og gå en god lang tur hver dag, for ellers er hun ikke til at styre, som “Ubbe” siger.

Læs også: Video: Glimt fra årets Hubertusjagt

Jeg er feltets ældste rytter og jeg er også den ældste der nogensinde har redet en Hubertusjagt, fortæller “Ubbe”

I den beskedne alder af 78 år, drog han igår med feltet ud på årets Hubertusjagt, og leverede en rigtig flot tur rundt, også selvom det i år ikke blev til en plads på trappen.
Hør Hans Peter Ubbe fortælle om jagten, der har spillet en stor rolle i hele hans lange liv.

Video: Glimt fra årets Hubertusjagt

I går dannede Dyrehaven rammen om årets Hubertusjagt, der samtidig markerer enden på jagtsæsonen. Zibrasport var med, og fulgte rytterne helt fra portvin og opsidning på Mattssons rideklub, rundt på ruten og til afslutning og hyldest af vinderne.

Læs også: Forrygende Hubertusjagt i Dyrehaven

Se feltet forcere Magasindammen

Vi tager dig med ud på ruten til nogle af de meste ikoniske forhindringer. Heriblandt Sandskredet og publikumsfavoritten Magasindammen. Det 100 heste store felt passere forhindringerne mens tilskuerne i hobetal følger med og hepper på rytterne i de røde jakker. Jagtledelsens formand, master Mette Kaufmann fortæller om jagten, og kommer med hendes oplevelse af turen rundt i Dyrehaven.

Se også: 5 hurtige med James Iuel-Brockdorff

Vinderne hyldes

Traditionen tro afsluttedes Hubertusjagten med opløbet blandt de 25 equipager i hestefeltet, og de 10 equipager i ponyfeltet, der har gennemført flest jagter i sæsonen. Efterfølgende hyldes de på trappen til Eremitageslottet og der overrækkes præmier og æresdækken af Kronprinsesse Mary. Vi har talt med Vinderen Thomas Kledahl og ponyvinder Caroline Østerby Andersen efter sejren.

Mia er beslagsmed – og trives fint i et mandsdomineret fag

Langt størstedelen af de registrerede baslagsmede i Danmark er mænd. Faktisk er kun 23 af de 453 registrerede beslagsmede kvinder. En af dem er Mia Stolbjerg Pedersen. Hun erkender, at det kan være fysisk krævende, men det skal hendes køn ikke sætte en stopper for. Dog kan kønnene noget forskelligt, når det kommer til hestene, mener Mia Stolbjerg Pedersen.

– Mændene kan godt virke store og skræmmende på nogle heste, fordi de er lidt større. Måske har kvinder bedre fornemmelse for de mere sensitive. Nogle gange synger jeg da også en lille sang for dem, fortæller Mia Stolbjerg Pedersen med et grin.

Læs også: En sko er ikke bare en sko, og en smed er ikke bare en smed

Samtidig er hun ikke bleg for at tale om de fysiske fordele mændende kan have i faget. Dem kan hun ikke ændre på, og må derfor finde andre og smartere måder at arbejde på.

Mia Stolbjerg Pedersen bliver ikke selv skræmt væk af de mange mænd i erhvervet. Hun mener, at man skal turde at give igen på det spas, der kommer.

Derfor blev hun beslagsmed

Mia har arbejdet som dyrepasser, men trængte til at prøve noget nyt, og valget fald på beslagsmedfaget, efter en køretur med Steen Martinsen fra Vejle. Det gjorde det fordi Mia synes det er givende at være med til at sikre hestens velfærd, for som man siger; Uden hov, ingen hest.

Fleksibiliteten er altafgørende

For Mia er fleksibiliteten i jobbet altafgørende. Hun er netop kommet så småt tilbage efter barsel med sønnen Viktor, og hun ser en stor fordel i at kunne planlægge timerne på job, omkring familielivet.

Det er dejligt at kunne være fleksibel med min tid. Jeg kan prioritere at være sammen med min søn, men jeg tror også, det er vigtigt for kunderne. Mange vil gerne være der, når hesten får sko på, og så er det jo uden for de normale arbejdstider, slutter Mia Stolbjerg Pedersen.

Kilde: Horsens Folkeblad

Lusitano: En ven for livet

Hvad enten Lusitanoen indtager dressurbanen, arbejder i marken, står ansigt til ansigt med en tyr i tyrefægter-arenaen eller bliver spændt for en vogn, fungerer den smukke hest bare godt i både krop og sind. Lusitanoen er fornuftig, modig, lærevillig, aktiv, lydig, klog, rolig, energisk og fysisk er den både stærk, smidig og udholdende. En hest med stort overblik, der gerne kommer sin rytter i forkøbet.

Læs også: Tag på hesteferien du sent vil glemme

Lusitanoen er en gammel portugisisk hesterace, der med sit store naturlige talent for de samlende øvelser er blevet mere og mere populær gennem de senere år – både amatørrytterne, der gerne vil lege med dressurens sværeste øvelser, men også de professionelle ryttere på allerhøjeste plan er begyndt at vælge Lusitanoen til. Det så vi blandt andet ved VM i Herning, hvor flere ryttere stillede til start på den smukke portugisiske hest. Faktisk var hele seks Lusitanoheste til start i Grand Prix’en.

Fie Skarsø og Imperador ved VM i Herning. Foto: Zibrasport Equest

Blandt VM-deltagerne på Lusitanoheste finder vi den danske internationale Grand Prix-rytter Fie Christine Skarsø, der i dag rider for Luxemburg, hvor hun til dagligt bor og træner. Ved VM stillede hun til start på den smukke skimlede hingst Imperador Dos Cedros, og i Grand Prix-klassen placerede parret sig som nummer 39 ud af de 93 startende. Ekvipagen gik ikke videre ved VM, og dermed fik Imperador desværre ikke vist sit fulde potentiale i Herning, der var den 9-årige hingsts 4. Grand Prix-start.

Se også: Betina Jæger om Lusitano-hingsten Fogo de Lyw

Det slog dog ikke skår i Fies glæde ved at ride Lusitano. Hun ville faktisk gerne have nogle flere og er sammen med sin hesteejer allerede på udkig efter flere portugisiske stjerner til fremtiden. Den lidt tilfældige årsag til Fies valg af Lusitanoen er også en sjov historie. Fies træner foreslog nemlig, at de skulle lede efter en piaffe-passage maskine, da netop disse øvelser var lige der, hvor Fies tidligere heste har haft det lidt svært. Som sagt, så gjort, og Imperador, der blot var 7 år på daværende tidspunkt, stjal Fies hjerte. Med sit imponerende stangmål på 174 cm er Imperador både større og mere moderne typemæssigt, end Lusitanoen oprindeligt var.

Fie Skarsø og Imperador. Foto: Privat

Derfor fik Fie også mange henvendelser om hans afstamning ved VM, da folk havde svært ved at forestille sig, at hingsten skulle være 100% Lusitano. Men det er han. Imperador er kåret hingst og har i dag 17 registrerede afkom, men er for nuværende taget ud af avlen for at fokusere på sporten. Fie har nemlig kurs mod EM næste år, og så går hun benhårdt efter en plads til OL i Paris med sin portugisiske Piaffe-maskine.

Læs resten af raceportrættet, hvor vi også hører om Betina Jæger og Anna Kasprzaks erfaringer med den portugisiske race i den nyeste udgave af Riders NOTEBOOK magasinet her.

Det nye Riders NOTEBOOK magasin er på gaden! Som Premium medlem kan du læse det gratis på Zibrasport Equest.

Forrygende Hubertusjagt i Dyrehaven

Årets Hubertusjagt er netop overstået, og hvilken jagt. Trods regn hele natten og det meste af morgenen, var bundforholdene gode, og gav det 100 heste store felt optimale betingelser for en vellykket jagt.

Vejret holdt tørt

Flere af jagtrytterne har udtalt, at de stort set aldrig har redet jagt i regnvejr, og det kom de heller ikke til idag. Sankt Hubertus kunne måske have en finger med i spillet, siden det altid lige når at klare op, inden feltet rider ud på jagtruten. Idag kom der ikke så meget som en dråbe regn, imens feltet var ude på den 32 forhindringer lange rute.

Læs også: 5 hurtige med James Iuel-Brockdorff

Ingen afsidninger i magasindammen

I år kom alle equipager tørskoet igennem magasindammen, der altid trækker masser af spændte tilskuere. Og langt de fleste ryttere gennemførte jagten i flot stil.
Selvom publikum gerne så et par våde bukser eller to, er det nu dejligt at jagten forløber uden for mange afsidninger.

Læs også: Video: Jagtrytter for en dag

De løb med sejren

Hubertusjagten er speciel, fordi der er et opløb til sidst, og derefter kåres en vinder. I årets foregående jagter, er der ikke opløb, og det er derfor lidt uvandt for jagtrytterne at konkurrere med hinanden. Det betyder dog ikke at der rides mindre for sejren. Hestenes opløb blev tæt, men det var i sidste ende Thomas Kledahl der var først overmålstregen og altså kunne hyldes som årets Hubertusvinder.

Thomas Kledahl får overrakt sejrsdækken af Kronprinsesse Mary Foto: Zobrasport

Ponyopløbet var mindre spændende, da Karoline og Mitzi vandt overbevisende med flere hestelængder til nummer 2, der iøvrigt er Thomas Kledahls datter, Silja Kledahl.

Resultater for Hubertusjagten 2022:

Hest:
1) Thomas Kledahl
2) Ylva Winsborg
3) Rikke Lyngaa
4) Maria Bjugel-Thomasen

Pony:
1) Caroline Østerby Andersen
2) Silja Lyngaa Kledahl
3) Nicoline Langballe

Karoline og Mitzi med Kronprinsesse Mary og Prinsesse Josephine – Foto:Zibrasport

Sådan laver du en god galoppirouette

Galoppirouetten er en svær dressurøvelse, som kræver en del samling af hesten. Allerede når du starter galoppen, skal du være fokuseret på, hvad det er, at du vil frem til, fortæller Dennis Fisker. Du vil gerne have hesten til at være lidt hurtigere i galoppen end normalt, da den ellers kan gå en lille smule i stå i selve pirouetten, fortsætter han.

Den danske ungdomslandstræner understreger vigtigheden i, at hesten selv skal arbejde fremad. Kun hvis den går lidt i stå eller laver fejl, retter han den. Når galoppen er på plads, kan du begynde at korte lidt ind uden at gøre en masse. Når hesten viser god energi og gør det godt, kan du ride lidt væk fra det igen for at vise, at det var dét, du ville have hesten til at gøre. Når du begynder at ride ind til pirouetten igen, er hesten allerede lidt mere med på, hvor du vil have den hen, fortæller Dennis.

Når du skal ud af pirouetten

Mange ryttere har tendens til at jage lidt med hesten på vej ud af pirouetten, fordi de vil have den i galop, nævner Dennis Fisker, men i stedet bør du holde fast i energien væk fra pirouetten. Når du har øvet pirouetten en del gange forskellige steder på banen, kan du begynde at tænke den ind i et program, så hesten lærer præcis, hvor på banen den skal udføres, fortæller Dennis Fisker.

Få flere tips fra Dennis:

Tirsdagstips: Få styr på changementet

Tirsdagstips: Giv efter og giv et klap

Pararytterne varmer op til ny sæson

Dansk paradressur er med helt i verdenstoppen. Ved VM i Herning i august sikrede landsholdet sig kvalifikation til PL i Paris, da holdet vandt sølv i en tæt kamp mod Holland.

Katrine Kristensen/Gørklintgårds Quater, Karla Dyhm-Junge/Miss Daisy, Nicole Johnsen/Moromax og Tobias Thorning Jørgensen/Jolene Hill viste storform på dansk grund, og det blev til dobbelt guld til Tobias Thorning Jørgensen og til Katrine Kristensen.

Læs også: Karla Dyhm-Junge nomineret til FEI Rising Star

Paradressurens Dag

Lørdag mødes rytterne fra de tre trin til Paradressurens Dag i Vejle. Det fælles talent- og eliteprogram består af en niveauopdelt struktur fordelt på tre trin,

• Trin 1: Bruttotruppen

• Trin 2: Observationstruppen

• Trin 3: Nye ekvipager med udviklingspotential

Dagen bød på flere forskellige oplæg. Mindfull performance v/Karina Bech, fysisk træning v/din personlige fysioterapeut Jesper Hedeager, freestyle v/ paradressur dommer Pia Pedersen.

Dansk Paradressur opruster

Efter de seneste års massive internationale succes for dansk paradressur, som foreløbigt kulminerede ved VM 2022 med 4 individuelle guldmedaljer og hold-sølv, har der været stor tilgang til sporten. For at imødekomme en større gruppe ryttere introducerede holdleder Anette Bruun Jensen og landstræner Astrid Gemal sidste år et nyt talentsystem bestående af 3 trin: Trin 1 er bruttotruppen, trin 2 observationstruppen består af ekvipager med niveau lige under trin 1, og på trin 3 er nye ekvipager med stort udviklingspotentiale.
Ved årets fællessamling for alle indplacerede ryttere (30) blev nyeste forstærkning i staben omkring rytterne præsenteret: berider Matthias Tourbier skal fremover assistere Astrid Gemal og varetage udviklingen af rytterne på trin 3.
Astrid Gemal udtaler “Vi vil enormt gerne understøtte talentudviklingen noget mere, og med en kollega som Matthias, der udover at være en særdeles kompetent berider også er uddannet fysioterapeut, får vi tilført et gevaldigt boost. Jeg er sikker på at vi vil opleve øget tilgang med højere niveau til eliten de kommende år via Matthias’ indsats. Jeg glæder mig enormt meget til samarbejdet.”

Fra Parasportens Dag. Foto: Privat

Paradressurens hovedsponsor Pressalit ved Dan Boyder fortalte om Parasport Danmarks rejse frem mod eliteidræt samt Pressalit sports akademi. Pressalit Sport Academy (PSA) er Parasport Danmarks udviklingsakademi, der arrangeres i samarbejde Pressalit. PSA har været afviklet siden 2006 og fungerer som en platform for kompetenceudvikling af atleter, trænere og ledere. Det er en mulighed for at praktisere videndeling, netværksdannelse og socialt sammenhold på tværs af idrætsgrenene. Blandt andet Team Danmark bidrager med ressourcer og kompetencer på centrale idrætsfaglige områder, hvilket er med til at sikre den højeste kvalitet på de forskellige satsningsområder.
Læs mere om PSA: Pressalit Sports Academy – parasport.dk

Nu kan du købe moderigtige sneakers… til din hest

Manden bag de såkaldte gummisko til heste er Marcus Floyd, en kunster fra Kentucky, USA, og den innovative hestesko har han udviklet som en del af et samarbejde med det lokale turistbureau VisitLex i Kentuckys næststørste by Lexington.

Ifølge CNN tog VisitLex fat i Floyd forud for Breeders Cup, som afvikles i netop Lexington i disse dage. “Deres intention var at skabe opmærksomhed på “Bluegrass staten” (red. Kentucky) som helhed,” forklarer kunstneren til CNN.

Sådan ser det ud, når en hest har fået en moderigtig sneaker på. Foto: VisitLEX

Floyd, som kalder sig selv for en rigtig sneakerentusiast, har i forvejen erfaring med design og tilretning af sko – men hestesko må alligevel være noget nyt. Ifølge ham selv kan det tage op til 17 timer at skabe et sæt sneakers til heste. Han starter med at købe et helt almindeligt sæt sneakers, hvorefter han nænsomt skiller dem ad, for så til sidst at sætte dem sammen til “hestesko” ovenpå en almindelig hovsko.

Læs også: Myte, magi og mystik: 12 ting du måske ikke vidste om hestesko

Og ja, ifølge kunsteren selv skulle skoen angiveligt kunne bæres af din hest – selvom det mest af alt lader til at være et godt marketing stunt.

Marcus Floyd arbejder på et sæt sneakers til en hest. Foto: Horse Kicks

Synes du ideen om matchende sko med din hest lyder som noget for dig, så kan du bestille speciallavede sko til din hest på Marcus Floyds hjemmeside Horse Kicks. Priserne starter på hele 1.200 dollars svarende til ca. 9.000 kr. afhængigt af designet.

Om den opmærksom som projektet har fået, udtaler kunsteren til CNN: “Jeg tror ikke, at nogen af os havde forventet, at det ville blive så stort, som det er blevet. Som kunster føler jeg mig lettet.”