Skip to main content

Author: admin

Overgreb på et ridecenter – ny dramaserie på tv

Natrytterne, er en serie om overgreb på en rideskole, hvor omdrejningspunktet er ridelæreren Tommys (Jonas Karlsson) mangeårige seksuelle misbrug af sine elever og voldelige adfærd overfor sin familie. Selvom navnene er fiktive, er den svenske serie baseret på en virkelig sag.

De seksuelle overgreb på en rideskole i 1990’erne og 2000’erne er blevet til en dramaserie på TV 4/C More. Den ældste datter i familien, Sophie Jahn, er med til at udvikle serien. “Nu får jeg fortalt min historie om livet bag lukkede døre,” siger hun.

“I løbet af min opvækst har jeg set, hvordan kvinder og børn, samt min egen familie, blev misbrugt af min far. Når andre kunne vælge at forlade gården, blev mit liv en overlevelsesstrategi og nedtælling til min 18 års fødselsdag, hvor jeg endelig ville nå et liv i frihed. Nu får jeg fortalt min historie om livet bag lukkede døre, om magtmisbrug og omgang med min fars opførsel. Jeg kæmpede ikke kun for min egen overlevelse, men også for mine yngre søskende og gårdens heste,” siger Sophie Jahn i en pressemeddelelse.

Du kan læse en anmeldelse af serien her: Anmeldelse: ‘Natrytterne’ giver dig mareridt

Ridning hjælper benene på vej

Mød de to seje piger, Kaisa og Ingeborg, der begge har udfordringer i benene. Vi har fulgt dem til deres allerførste ridetime, og i indslaget fortæller de, hvorfor ridning er god terapi, og hvordan det hjælper bentøjet på vej.

Noget af det, der er særlig godt ved rideterapi, er udover de bevægelser, der på en skånsom måde laves i ryg og ben, kontakten med hesten. Noget pigerne også pointerer.

Vinterhoste – hvad kan jeg gøre?

En hest, som står stille i sin boks, indånder ca. 60 – 80 liter luft pr. minut, mens den indånder ca. 2200 liter luft pr. minut under hårdt arbejde. Det er derfor af stor vigtighed, at luftvejene fungerer optimalt.

Undersøgelser har vist, at en af de hyppigste årsager til nedsat præstationsevne hos heste, skyldes sygdomme i netop luftvejene. Oftest ses COPD (Chronic Obstructive Pulmonary Disease) (engbrøstighed, bronchitis), der er en allergisk og kronisk tilstand, som skyldes ydre påvirkninger primært fra støv i hestens nærmiljø.

Når hesten står i boksen, udsættes dens luftveje for en stor del støv, svampesporer og bakterier, hvilket alle kan være med til at udvikle luftvejsproblemer, som mange heste udsættes for i løbet af deres liv.

En luftvejslidelse kan være mange ting, og kan være både medfødt, allergisk eller infektiøst betinget, og de kliniske symptomer kan variere fra lidt snot, hoste til besværet vejrtrækning.

Ofte er symptomerne uspecifikke, og mange ejere oplever nedsat præstationsevne og dårlig form, på trods af regelmæssig træning.

Det er vigtigt at lægge mærke til om hostene begynder at strække sig over en længere periode. Gør de det kan det være begyndende tegn på astma, og da det er det vigtigt at sætte ind tidligt med en behandling for bedst mulige prognose. Sunde luftveje er afgørende for at hesten fungerer og er glad – dette gælder såvel på fold som under rytter.

Luftvejenes anatomi

Hestens luftveje består af næsehule, struben, luftrøret og lungerne. Hestens luftvejene opdeles i øvre luftveje (næsehule, strube og luftrør) og nedre (lungerne).

Hesten kan modsat mennesker ikke trække vejret igennem munden, hvorfor det er vigtigt at den kan trække vejret igennem næsen.

Luftrøret og lungerne kan blive inficeret af både bakterier og virus og give respirationsproblemer. Derudover kan man se astmatisk bronkitis (IAD og RAO).

At vande staldgangen inden man fejer kan være en løsning til at binde støv eller fej når hestene er på fold. Foto: Zibrasport Equest

Støv ødelægger hestens naturlige forsvarsmekanisme

Støv i små mængder vil hos sunde og raske heste blive elimineret af hestens forsvarssystem. Mens støv i større mængder eller støvpåvirkning af syge heste, kan medføre en allergisk reaktion. På sigt opstår en betændelsestilstand, stigning i slimproduktionen og “bronchospasmer”, hvor luftrøret forsnævres og besværliggør luftens passage.

Hvis støvpåvirkningen ikke nedsættes, vil den allergiske reaktion blive kronisk med følgende symptomer:

  • Hoste
  • Klart næseflåd
  • Hesten bliver hurtigt forpustet og kan ikke arbejde optimalt
  • Flankeslag, hvor hesten må bruge muskelkraft for at presse luften ud af lungerne, hvilket sker “automatisk” hos den raske hest. I alvorlige tilfælde vil muskulaturen på flankerne øges, så det kan ses med det blotte øje

Da tilstanden er kronisk, vil den blusse op igen/forværres ved yderligere påvirkninger.

Udover støv i strøelsen, kan ammoniakdampe i stalden – eventuelt på grund af manglende strøelse – være medvirkende til luftvejsproblemer. Ammoniakdampe opstår, når bakterier nedbryder organisk materiale såsom urin og gødning. Ammoniak medfører en øget slimproduktion og påvirker cilierne i luftvejene, så deres bevægelighed stoppes.

Ammoniakdampene frigives oftest i forbindelse med udmugning. Dårlig ventilation vil også øge ammoniak-koncentrationen.

Læs også:

Astma hos heste, del 1 – Zibrasport Equest
Astma hos heste, del 2 – Zibrasport Equest

Det er godt at fodre med hø på gulvet i forhold til i hø-net, da hestens næsebor dermed ikke kommer i kontakt med høet hele tiden. Foto: Canva

Forebyggelse af luftvejslidelser

Selv om din hest ikke har fået diagnosticeret astmatisk bronkitis, er det vigtigt at forsøge at forebygge, da en hest der først har fået diagnosticeret allergisk bronkitis, derefter altid vil have det.

Miljøet omkring er den vigtigste faktor i forhold til at forebygge. Her skal man så vidt muligt forsøge at reducere støvgener. Det vil sige at man skal forsøge at mindske mængden af støv i stalden og i ridehuset.

Her er nogle ideer til hvordan man blandt andet kan reducere mængden af støv i luften:

  • Luk hestene på fold, så de opholder sig mindst muligt i stalden
  • Brug kun strøelse med lavt indhold af støv
  • Brug kun strøelse med god sugeevne så ammoniakdampe undgås
  • Sørg altid for god ventilation i stalden
  • Luk hestene på fold, når der muges ud og rystes op
  • Vand staldgangen inden der fejes
  • Sørg for at strøelsen opbevares så kvaliteten ikke forringes
  • Hvis det er muligt, bør strøelsen (og hø) opbevares i separat bygning
  • Bruger du hø kan du evt skylle det inden du giver det til hesten. Derudover kan det være en bedre ide at fodre med hø på gulvet i forhold til i hø-net, da hestens næsebor dermed ikke kommer i kontakt med høet hele tiden.
  • Sørg for at dine strigler er rene; disse kan også være støvkilder.
Du bør ikke strigle hesten i dens boks – brug striglepladsen, så støvet ikke lægger sig i boksen. Foto: Canva

Hvorfor hoster min hest?

Når hesten hoster, kan det skyldes mange forskellige ting, og det er vigtigt, at du finder ud af, hvorfor din hest hoster, så behandling kan påbegyndes hurtigst muligt. Det kan være, at du oplever, at din hest hoster under ridning eller i stalden, når den står stille.

Hoste hos heste kan bl.a. skyldes:

  • Kværke (en bakteriel infektion i de øverste luftveje)
  • Influenza og forkølelse grundet virus- eller bakterieinfektioner
  • Astma
  • Spolorm
  • Allergi 

Når hesten hoster, kan det skyldes det en irritation i luftvejene, som udløser hosterefleksen hos hesten. Det kan være en række forskellige ting, der udløser luftvejsirritation hos hesten: svampesporer, virus, bakterier, støv, og lign. fra stalden. Grundet de mange årsager er det vigtigt, at du kontakter en dyrlæge, så snart du oplever, at din hests hoste er vedvarende, og hvis den udviser andre symptomer. 

Kilder:

Forebyg luftvejsproblemer hos heste med når du bruger strøelse (landbrugsinfo.dk)

LUFTVEJE – Hestepraksis Nord

Hoste hos hest – Hoster din hest? Find ud af hvorfor her! – Vetgruppen.dk

Mudder på folden – tænk på hesten og smeden

Mudrede vinterfolde giver grobund for forskellige sundhedsmæssige udfordringer hos hesten som muk og sur stråle. Hestene skal på fold, ud i den friske luft, og så må hesteejeren takle de våde, mudrede ben og hove – de muddertunge dækkener og mudderindsmurte maner og haler. Det er vinter, det er realiteterne.

Læs også: Hovbyld – hvorfor og hvordan behandles den?

Nogle har investeret i mindre vinterfolde opbygget med gummimåtter og sand, for at komme udfordringerne med de mudrede folde til livs. Andre har løst problemerne ved at lægge sand og/eller gummimåtter i et område omkring leddet, hvor foldene traditionelt bliver trådt op.

Læs også: 3 tips til sunde hove

Husk på smeden

Det er dog ikke alene hestens helbred, som bliver udfordret af de vinterkolde, mudrede folde. Beslagsmedene er bestemt (og meget forståeligt) heller ikke vilde med kolde, mudrede hesteben.

Bergers Smedie har netop lavet et lille opråb på Facebook:

”Så er det efterår igen og dermed stor risiko for våde og mudrede heste, når de er på mark eller fold. Deraf giver det potentielle komplikationer og unødvendige udfordringer for din beslagsmed og hans smedearbejde.
Når hesten/ponyen skoes/beskæres, er det derfor essentielt den er ren og tør. I modsat fald har vi smede som bliver våde, kolde og efterfølgende får ødelagt hænderne.
Derudover er der værktøjet, der ikke virker optimalt ved de efterfølgende kunder, da mudret og fugten sløver værktøjet.
Send derfor gerne din smed en venlig tanke og sørg for at holde hesten inde den dag han kommer på besøg således den er tør og klar når vi ankommer.
Husk også altid at opdrage på hesten kontinuerligt, så den forbliver roligst mulig, når den skal have smedebesøg. Det vi glæde smeden.
På forhånd mange tak.”

Hvad er Dansk Varmblods Egnethedstest?

Dansk Varmblod afviklede sin først egnethedstest i 1982. Navnet på testen stammer fra formålsparagraffen: Formålet er at afprøve hesten i springning eller dressur, for herved at undersøge dens egnethed og kvalitet i pågældende disciplin.

Testen er åben for 4-årige heste, registreret i Dansk Varmblod. Det betyder, at testen er åben for hopper, vallakker og hingste, der ikke har avlsgodkendelse på tilmedlingstidspunktet. Hingste, der er godkendt til afprøvning, kan deltage i Egnethedstesten udenfor konkurrence, da resultaterne fra deltagelse i Egnethedstesten og Unghestechampionatet kan indgå som et led i deres afprøvning.

Bedømmelsen i praksis

Springhestene bedømmes i springning med egen rytter på en bane bestående af 7 forhindringer på max 100 cm. Dommerne giver karakterer for: teknik, galop, ridelighed og kapacitet.
Dressurhestene bedømmes i gangarter med egen rytter og rider på dommerens anvisninger i ca. 10 minutter, og der er to heste på banen ad gangen. Dommerne giver karakterer for: skridt, trav, galop, ridelighed og kapacitet.

Dommernes karakterer følges af en kommentering i begge discipliner.

Læs mere om reglerne for Dansk Varmblods Egnethedstester: Regler (varmblod.dk)

Hvem kommer i finalen?

Resultaterne ved Egnethedstesten kan kvalificere hesten til finaledeltagelse ved Dansk Varmblods Unghestechampionat for 5-årige heste (marts 2023). Blandt de startende heste udtages, efter egnethedstesternes afslutning, 50 dressurheste og 40 springheste samt 10 reserveheste i hver disciplin. Eventuelle heste fra Norge udtages udover dette antal. Hestene udtages efter antal point, rækkefølge opnået på Landsplan. Unghestechampionatet afvikles under Dansk Varmblods hingstekåring i marts. Her bedømmes hestene på ny, og desuden rides de og bedømmes af en testrytter.

Valerie B og Anne Mette Strandby ved Championatsfinalerne. Foto: Zibrasport Equest

Årets hoppe vandt på Vilhelmsborg

Guldmedaljehoppen Valerie B e.  Revolution x Blue Hors Zack  opdr. Karin og Peer Guldbrandsen går fra den ene toppræstation til den næste. Midt i oktober vandt hun finalen i PAVO og DRF’s Championater for 4-års heste på Blue Hors sammen med Anne Mette Strandby og nu sejrede hun suverænt i årets første Egnethedstest i dressur presented by Blue Hors i region 5 på Vilhelmsborg. Det blev til hele 940 points med 10 for trav og 9,5 for galop, ridelighed og kapacitet samt 8,5 for skridt.

Sune Graarup Damgaard red Ladegaard’s Quick Step e. Blue Hors Quintana x Come Back II opdr. Jørn L Christoffersen ind på andenpladsen med 860 points med bl.a. 9 for galop og kapacitet.

Susanne Barnow kom ind på 3. pladsen med SK Farnello e. Blue Hors Farell x Akinos opdr. Susanne Bastrup Kastbjerg med 840 points og et 9-tal for ridelighed.

Dommer på Vilhelmsborg var Bjarne Nielsen og Vicky Nortvig, de er gennemgående dommere i dressurbedømmelserne.

Resultaterne fra Vilhelmsborg: Egnethedstest Region 5 Vilhelsmborg (equipe.com)

Nørremøllehøjs Silver Light redet af Maria Bjørnkjær Asferg ved championatsfinalerne. Foto: Zibrasport Equest

Godkendt hingst vandt på Stutteri Ask

Stutteri Ask var vært for Dansk Varmblod region 3’s Egnethedstest i springning presented by Dansk Hesteforsikring. Vinder blev den tidligere avlsgodkendte hingst Nørremøllehøjs Silver Light e. Silvaner D.C. x Candillo opdr. Christina Møller og Uve Thomsen redet af Maria Bjørnkjær Asferg til 862,5 med 9 for teknik og kapacitet. Samme sum opnåede Søren Møller Rohde med Cibelle Ask e. CiCi Senjor Ask x Favorit Ask opdrættet på Stutteri Ask og der blev givet et 8-tal for galop.

Ida Mundberg red sit eget opdræt ind på 3. pladsen, Mundbergs Electric Boogie e. Eldorado van de Zeshoek x Loran til 837,5 points med 8,5 for kapacitet, galop og ridelighed.

Hestene blev bedømt af Johnny Hansen og Signe Wiese, og ved de efterfølgende ET i springning vil Bo K. Møller og Johnny Hansen være gennemgående dommere.

Resultaterne fra Stutteri Ask: DV Egnethedstest Spring Stutteri Ask (equipe.com)

Hvor kan jeg se Egnethedstester?

Dansk Varmblod afvikler flere Egnethedstester rundt omkring i landet i november måned:

6. november – region 6 Ikast Ridecenter i springning

12. november – region 7 Brønderslev Rideklub i dressur

19. november – region 2 Riders Cup springning og dressur

20. november – region 4 Billund Rideklub i dressur

Se mere om Dansk Varmblods Egnethedstest

Schou tager endnu et spring på verdensranglisten

En ny måned er begyndt, og det betyder samtidig en opdatering af Longines verdensrangliste, som dækker over springresultater frem til den 31. oktober 2022. Med de danske briller på er særligt én placering på ranglisten ekstra interessant – Andreas Schou tager nemlig endnu et imponerende og velfortjent spring op ad listen fra en placering som nummer 38 til nummer 33. Det er Schous højeste placering hidtil.

Læs også: Andreas Schou og Darc de Lux 5’er i Lyon

Springet på listen kommer efter en flyvende start på World Cup-sæsonen for den danske springrytter, som har vist høj klasse i Oslo og senest i Lyon, hvor han har bevist, at han kan være med blandt verdenseliten.

På verdensrangslistens top er der ikke de store ændringer at spore. Det er fortsat den svenske verdensmester Henrik von Eckermann, der topper listen, skarpt forfulgt af schweiziske Martin Fuchs og franske Julien Epaillard.

Se hele listen her.

Hele VM-guldholdet på verdensranglistens top 10

Fire ud af ti pladser i toppen af international dressur er besat af danske ryttere. Det står klart, efter FEI har offentliggjort de opdaterede verdensranglister med resultaterne fra oktober. Det betyder, at Danmark er den nation med flest top 10 ryttere forfulgt af Tyskland med tre ryttere.

Den tilbagevendte nybagte mor Jessica Von Bredow-Werndl er fortsat at finde på verdensranglistens fineste placering, efter et comeback i Lyon der slog fast, at hun er tilbage, hvor hun slap inden sin barsel. Vores egen Cathrine Laudrup-Dufour beholder også sin andenplads, men tredjepladsen overtages af Isabell Werth, som overhaler den dobbelte verdensmester Charlotte Fry.

Læs også: Verdensetteren er tilbage, hvor hun slap!

Også hollandske Dinja Van Liere tager et hop op på listen som nummer seks og bytter dermed plads med svenske Patrik Kittel, som henvises til en placering som nummer syv.

Set med de danske briller er det et smukt syn at se hele VM-guldholdet samlet i top 10. Bl.a. med sin flotte World Cup sejr på Vilhelmsborg i bagagen, beholder Carina Cassøe Krüth sin 5. plads, mens Nanna Merrald Rasmussen beholder sin flotte 10. plads efter to imponerende World Cup weekender på Vilhelmsborg og i Lyon. Og så kravler Daniel Bachmann Andersen også glædeligt ind i top 10 med et spring fra listens nummer 11 til nummer 9, efter sin 3. og 4. plads ved World Cup-stævnet på Vilhelmsborg.

Læs også: Nanna Merrald og Andreas Schou flyvende i Lyon

FEIs verdensrangliste pr. 1. november 2022

Verdensranglistens top 10 som den ser ud pr. 1. november 2022. Foto: FEI

Se hele den opdaterede liste her.

Victoria Vallentin: 25 år, selvstændig og verdensmester

Den 25-årige dressurrytter fra Malling ved Århus vandt sammen med Lyngbjergs St. Paris UVM for 5-års heste i Ermelo, og det har betydet, at Victorias salgs- og konkurrencestald, Vallentin Dressage, har fået et vældigt kendis-boost.

”Jeg tror først, det gik op for os på vejen hjem fra Ermelo, at vi faktisk havde en verdensmester i bilen,” indleder Victoria Vallentin, da vi møder hende. I september repræsenterede hun Danmark og Dansk Varmblod ved UVM, verdensmesterskaberne for unge dressurheste i hollandske Ermelo, og det var på ryggen af hoppen Lyngbjergs St. Paris e. Blue Hors St. Schufro/Blue Hors Rockefeller (opdr. Bente Børjesson), at Victoria sikrede sig UVM-guldet.

Læs også: En verdensmester med en fjeder i hver hov

Den elegante hoppe satte ikke en hov forkert i finalen, hvor de som sidste ekvipage skulle forsøge at forbedre 3. pladsen fra kvalifikationen. Og det må man sige, at de gjorde. Ridtet blev bedømt med: 9,5 for trav, 8,5 for skridt, 9,3 for galop, 8,8 for ridelighed samt 9,5 kapacitet og en samlet score på 9,12, hvilket sikrede dem sejren.

Victoria E. Vallentin og 5-årige Lyngbjergs St. Paris e. Blue Hors St. Schufro. Foto: Zibrasport Equest

Victoria og hendes partner Jesper Bisgaard fandt Paris, da hoppen var 3 år hos avleren i Brønderslev. ”Vi så hende løs i ridehallen, og det var nok til, vi besluttede, hun skulle med os hjem,” husker Victoria.

Læs også: Victoria Vallentin får sine ungheste hjem 

”Jeg havde hende med i championatsfinalen som 4-års, men hun er lidt for kvik (i sine bevægelser) og derfor ikke en oplagt championatshest. Hun er lille og hurtig på benene,” forklarer Victoria. Hurtigheden og de konstant aktive bagben, kombineret med hoppens store ridelighed, gør hende til en oplagt Grand Prix-hest, men det er oftest heste med meget store, lidt langsomme og dvælende bevægelser, som høster flest point i championaterne.

En verdensmester i stalden

Da Victoria og Jesper kørte til UVM, var det med en vished om, at de havde en dejlig hest med til start. Ved Dansk Varmblods Unghestechampionat i Herning i marts 2022 havde Daniel Bachmann Andersen givet hoppen to 10-taller for kapacitet og ridelighed, så de vidste også, de ikke var alene om at være begejstrede for deres sorte perle.

”Det er sjovt at tage til UVM, hvor der er 50 heste på startlisten, og man ikke aner, hvordan de andre heste er. Herhjemme ved man normalt, hvor man vil være placeret, men ved UVM aner man det ikke på forhånd. Når man så sidder og ser træningen, er der så mange gode heste.”

Læs også: Victoria sikrer dansk guld i 5-års finalen ved UVM

Victoria Vallentin og Lyngbjergs St. Paris. Foto: Zibrasport Equest

Victoria red Lyngbjergs St. Paris ind på 3. pladsen i kvalifikationen, og derfor besluttede hun sig for at ride efter lidt mere i finalen og satse med en vished om, at Paris er særdeles øvelsessikker og samarbejdsvillig.

”Det er ridelighed, som er hendes helt store styrke, hun har virkelig ja-hatten på,” fortæller hun.

Da Victoria og Jesper efter hjemturen fra Ermelo kørte ind på Nissumgaard i Skanderborg, hvorfra Victoria driver Vallentin Dressage, stod ca. 50 familiemedlemmer og venner klar til at fejre verdensmestrene med flag, champagne og kage.

Læs resten af portrættet af Victoria Vallentin i den nyeste udgave af Riders NOTEBOOK magasinet her.

Det nye Riders NOTEBOOK magasin er på gaden! Som Premium medlem kan du læse det gratis på Zibrasport Equest.

At miste en hest er lige så trist som at miste en nær ven

Af de hesteejere, der mistede deres hest, oplevede 72 procent sorgen som forfærdelig og kan sammenlignes med at miste et nært familiemedlem eller en ven. En mindre gruppe, 27 procent, syntes, det var rigtig hårdt, men ikke som at miste en tæt person.

”Der er så mange følelser involveret, når en hest dør, og det kan være svært at vide, hvordan man håndterer situationen følelsesmæssigt, men også på en praktisk måde. At rådføre sig med en dyrlæge og altid sætte hestens tarv i højsædet kan være vejledende i svære beslutninger, siger Agnes Fabricius”, hippolog og administrerende direktør i Agria Dyreforsikring.

Et af de spørgsmål, der opfattes som vanskeligt, er netop at træffe den endelige beslutning. Hvornår er det tid? Hvornår lider hesten? Holder jeg hesten i live af egoistiske årsager? Det kan ske, at du ikke skal tage beslutningen, hvis der er uheld, eller hvis hesten dør på folden, men langt de fleste mennesker skal før eller siden tage ansvar for at beslutte, hvornår det er tid til at afslutte hestens dage.

Hvornår er det tid til at afslutte hestens liv?

Undersøgelsen viser, at 92 procent mener, det er rigtigt at aflive hesten, når den har smerter, der ikke længere kan behandles, og at 85 procent mener, det er rigtigt at aflive en hest, der ikke længere kan leve et naturligt liv. Knap hver femte hesteejer kan forestille sig at få hesten aflivet, når den ikke længere kan bruges, som den var tiltænkt. En mindre gruppe på 7 procent indikerer, at ejerens økonomi kan være en årsag.

Hvilke metoder bruges til at aflive heste?

Halvdelen af deltagerne havde fået aflivet deres hest med boltpistol, mens 40 procent havde valgt at lade dyrlægen aflive den ved indsprøjtning. Knap tre procent overlod hesten til slagtning.

De fleste heste, 70 procent, blev aflivet hjemme i stalden, på staldgulvet eller i folden. Mens 16 procent måtte ende deres liv på en dyrlægeklinik.

Hvem holder grimeskaftet?

56 procent af hesteejerne holdt hesten på tidspunktet for aflivningen, mens 44 procent valgte ikke at gøre det.

”Det kan være meget svært at stå ved siden af sin hest, når den styrter i jorden og mange oplever et stort ubehag i forhold til situationen. Andre mener, at du skylder hesten at følge den til dens sidste åndedrag. Jeg synes, det er vigtigt, at alle selv bestemmer, hvad der føles bedst og finder en god løsning ud fra den personlige beslutning”, siger Agnes Fabricius.

Af de hesteejere, der ikke var til stede på dødstidspunktet, erklærede knap 60 procent, at de ikke kunne holde ud at se deres hest dø. I fritekstsvar anbefaler mange, at man i stedet afleverer grimeskaftet til en ven eller anden, som hesten er tryg hos. I nogle tilfælde beskrives det, hvordan dyrlægen skulle tage over. Næsten alle dem, der valgte at deltage, følte, at det føltes rart og rigtigt at være ved hestens side til det sidste.

Hvad sker der med hestens krop?

Seks ud af ti hestekroppe blev transporteret væk til destruktion, det vil sige brugt til energigenvinding. Godt 14 procent af hesteejerne valgte at kremation, mens hver femte begravede deres hest.

Personlige tips* fra hesteejere til hestens sidste øjeblik i livet

  • Som dyreejer er du ansvarlig for, at dyret ikke lider, at dyret får et værdigt liv og får en værdig afslutning.
  • Sorg gør ondt! Men det er vores ansvar at sikre, at hesten ikke lider.
  • Tillad dig selv at sørge. Alle skal have lov til at sørge på deres egen måde.
  • Forbered dig på en ubeskrivelig svær tid efter aflivningen.
  • Vent ikke for længe med at træffe beslutningen. Det er hesteejeren, der har ansvaret for den enkeltes ve og vel.
  • Sørg for, at du har nok information til, at du føler dig sikker på beslutningen, og sorgprocessen bliver lettere.
  • Lad en, der ikke har et forhold til hesten, tage sig af de praktiske ting som at booke tid og kadavertransport.
  • Sørg for, at hesten har nogen ved sin side, som den kender godt og er tryg ved under aflivningen, hvis du ikke selv er i stand til at være der i det øjeblik.
  • Vær kun med til aflivningen, hvis du kan være en støtte for hesten, hvis du er trist og ked af det, bemærker hesten det.
  • Undgå at se, når den døde krop håndteres, for eksempel trukket ud af en stald eller læsset ind i en vogn.
  • Prøv, selvom det er svært at se hesten bagefter og sige et sidste farvel.

*Svarene er hentet fra fritekster i undersøgelsen.

Undersøgelsen blev gennemført af Agria Djurförsäkring i oktober 2022 ved hjælp af Survey Monkey. 2.504 hesteejere, der mistede en hest, deltog i undersøgelsen.

Kilde: Agria Dyreforsikring

Blogspot: Horsemanship er vejen til den succesfulde hest

“Det vigtige ved horsemanship er hestevelfærd og kommunikation mellem hest og menneske, at skabe balance og harmoni.” Sådan skriver den nykårede PEEK vinder 2022, Victoria Isabell, i et af sine blogindlæg i konkurrencen. For Victoria er det vigtigt ikke kun at træne hesten fra hesteryg, men også fra jorden. Selvom nogen måske vil mene, at det er spild af tid, så oplever Victoria, at det skaber tryghed for hesten gennem ekstra tålmodighed i træningen, som giver hesten mulighed for at blive tryg ved nye ting uden pres.

Læs også: Victoria vandt PEEK: Jeg kan slet ikke sætte ord på det

“Giver du dig nogensinde tid til bare at gå en tur med din hest? Kan din hest gå korrekt i snor?”, spørger Victoria i indlægget. “Det kan faktisk være vildt svært at lære en hest at gå korrekt. Den må ikke gå og skubbe til dig, gå for hurtigt eller gå for langsomt,” fortsætter hun.

Få Victorias personlige erfaring med horsemanship i indlægget på Riders NOTEBOOK i indlægget “Horsemanship er vejen til den succesfulde hest” her.

Victoria Isabell Cramer og hendes hest. Foto: Privat

Victoria vandt PEEK: Jeg kan slet ikke sætte ord på det

I fire måneder har hestebloggere fra hele landet delt sjove, spændende, chokerende, motiverende, rørende og ikke mindst aftabuiserende indlæg med deres personlige beretninger om livet med hest på godt og ondt. Vigtige temaer er blevet behandlet på fineste vis af ryttere på forskellige niveauer, med forskellige racer, i forskellige discipliner og med forskellige ambitioner.

Ti håbefulde finalister blev fundet af konkurrencens sponsorer, der ud over Riders NOTEBOOK tæller Pavo, Ecco og Catago, og disse fik mulighed for at vise deres fantastiske heste frem i lørdagens store finale på Blue Hors.

Årets PEEK finalister har dannet et godt sammenhold. Foto: Riders NOTEBOOK

Der er ingen tvivl om, at PEEK finalen var en kæmpe oplevelse for alle ti finalister. Nerverne var uden på tøjet, og det var tydeligt, at hver og en var spændte på at skulle præsentere deres heste på netop Blue Hors, hvor de dygtigste ryttere herhjemme normalt konkurrerer. Men alle klarede det flot og fik vist sig selv og deres heste frem på fornemmeste vis! Dermed gjorde de bestemt heller ikke beslutningen nemmere for dommerne.

18-årig vinder rørt til tårer

Vinderen som løb afsted med førstepladsen og dermed præmier for 30.000 kr. samt et sponsorat af konkurrencens sponsorer blev dog 18-årige Victoria Isabell Cramer. Og hun var rørt til tårer, da hun blev udråbt som årets vinder.

“Jeg kan slet ikke sætte ord på det. Det er noget jeg har kæmpet for i så lang tid, så det føles fedt,” fortalte Victoria til Zibrasport Equest efter sejren. Mød vinderen af PEEK 2022 og hør Morten Dueholm Larsen fra Pavo fortælle, hvorfor PEEK er så godt for at sætte fokus på breddeaktiviteter i sporten.

Se elle gense PEEK finalen

Fik du ikke set finalen i lørdags, hvor Blue Hors berider Tania Joensen underviste de ti finalister, så kan du netop nu se det hele i vores videoarkiv her.

Årets sidste løbsdag på Klampenborg

D. 5. november er sæsonenens sidste løbsdag på Klampenborg galopbane nord for københavn. Så skal du nå at opleve kongernes sport på tætteste hold, er det sidste chance i den kommende weekend.

Sæsonen har budt på flere traditionsrige løb og løbsdage. Det er altid en fest at komme til galopløb på Klampenborg, hvad end det er til Damernes dag, hvor dagens konkurrencer ikke kun omfatter hestevæddeløb, men også best dressed with a hat konkurrence og et særligt champagneløb for kvindelige jockeys, hvor præmien blandet andet er rytterens vægt i champagne.

Læs også: Mød amatørjockeyen Melissa

Championaterne afgøres

På finaledagen falder afgørelsen i championaterne, herunder bl.a. årets jockeychampionat og trænerchampionat. Derudover bydes der traditionen tro på Basnæsløb, som er det længste 2-årsløb på Klampenborg. Her testes unghestene på 1800 meter i en krævende bane, hvor vinderen med al sandsynlighed kan gøre sig forhåbninger i næste års The Macallan Derby. PÅå programmet er også Boutique Bolou Tortue Efterårshandicap, som er et handicap for de bedste blødbane handicappere, ligeledes over 1800 meter.

Kilde: Klampenborg Galopbane