Skip to main content

De bedste løser UVM-billet i championatsfinalen

Dansk avl og ridesport har været repræsenteret ved UVM på Zangersheide siden 1995. Det belgiske stutteri og strambog har været vært for verdensmesterskaberne siden da – et VM for 5-, 6- og 7-årige heste, som arrangeres i et samarbejde mellem FEI og WBFSH (det internationale rideforbund, og verdenssammenslutningen af ridehesteavlsforbund).

Hvert år bliver Danmark repræsenteret med de bedste unge dansk varmblodsheste ved UVM. Disse heste udtages af DV’s Zangersheide-udvalg. Udtagelserne foregår i år på samme måde som tidligere, dog med en enkelt undtagelse – nemlig at den bedste DV-ekvipage ved championatsfinalerne på Stutteri Ask vinder direkte adgang til Verdensmesterskaberne for unge heste.

Det nye koncept giver lige muligheder

Det nye koncept og ændringerne giver gode muligheder for alle deltagere. Der er begejstring at spore hos både landstræner Bo K. Møller, bestyrelsesmedlem i Dansk Varmblod Jens Hellmers og ikke mindst hos stævnearrangørerne Stutteri Ask.

Jeg synes det er en god ide, og det er noget, jeg, sammen med Søren, har været med til at udtænke. Det skal motivere flere til at forsøge selv at ride sig til en plads. Med det nye koncept får alle en lige chance. Desuden har vi i rideforbundet wildcards til ikke-DV-registrerede heste med danske ryttere. Dem uddeler jeg, og jeg har aftalt med Søren, at to af de wildcards vi får pr. årgang, kan kvalificere sig selv. Det vil sige, at de to bedste heste, som ikke er DV-heste får wildcards” fortæller Bo K. Møller.

Også Jens Hellmers fra Dansk Varmblod er begejstret for de nye muligheder. Han fortæller: ”Det er nyt, at vi har muligheden for at se hestene i DRF’s championater, inden vi udtager dem. Hvilket er meget interessant og spændende for os. Det bliver også der, vi offentliggør de to hold, der bliver inviteret med til henholdsvis UVM i Zangersheide og UVM for hold i Valkenswaard”.

UVM for hold for unge springheste i Valkenswaard er et helt nyt mesterskab skabt i samarbejde med WBFSH.

Hos Stutteri Ask, hvor finalerne af Pavo og DRF’s Championater for unge heste afholdes, er de også glade for de nye tiltag: ”Vi synes, at det bekræfter alle de tanker, vi havde i forhold til at kigge på konceptsændringer for championatet. At stævnet nu er udendørs og bygges på samme set up som ved UVM, støtter op om hele konceptet” fortæller Betina Møller.

Du kan læse mere og se bestemmelserne for Pavo og DRF’s Championater for unge heste her.

Kilde: DRF

Nations Cup i dressur åbner i Wellington

Dressurverdenens øjne er rettet mod Wellington, Florida i dag, hvor sæsonen i FEI Dressage Nations Cup åbner med 6 hold. Der er seks afdelinger af denne hold konkurrence med finale ved CDIO5* i Falsterbo, hvilket er meget passende, da det er svenskerne som er regerende mestre. Der er ikke et dansk hold til start i Wellington (Sverige, USA, Australien, Argentina, Canada og Tyskland) men to danske heste. På det svenske hold optræder Slæbækgård’s Santino e. Sir Donnerhall (opdr. Dorte Bak Himmelstrup) han blev købt som føl af berider Michael Søgaard, som uddannede ham til Grand Prix inden salget i 2021. Parret blev nr. 5 ved DM i 2021.
På det amerikanske hold er Charlotte Jorst til start med Zhaplin Langholt e. Zonik/Stedinger opdrættet af Bente Graasbøll & Ole Magnus Jensen, hesten vandt Unghestechampionatet i Herning under Andreas Helgstrand inden han blev solgt til Charlotte Jorst.

FEI Dressage Nations Cup™ 2022 Falsterbo,. Fra venstre Nadja Aaboe Sloth, Anna Kasprzak, Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen © FEI/Leanjo de Koster

I sportsplanen for dressur i denne sæson er deltagelse i FEI Nations Cup et fokuspunkt. Efter starten i Wellington følger CDIO5* i Compiegne (FRA), 4-7 maj. I juni er der CDIO3* i Budapest (HUN) og CDIO4* i Rotterdam (NED) og sæsonen slutter med CDIO5* i juli i Aachen (GER) og Falsterbo. 

Holdene består af 4 (kan bestå af 3 ryttere) hvor alle rider Grand Prix, og herefter rider to Special og 2 kür, er der en lille turs deltager rides Prix st. Georges og Intermediaire I. Det er de 3 beste resultater som tæller, og det vindende hold får 1 point, nr. 2 får 2 points osv. og det er holdet med det laveste pointstal som vinder. Se mere HER

Sidste år sejrede det danske hold i Aachen og Falsterbo.

Stutteri Ask er klar til gæster

Efter en større udbygning af Stutteri Ask på Fyn er man klar til at invitere til det første indendørs ridestævne i den smukke og imponerende Casir Hal. Samtidig står det helt nye staldanlæg i tilknytning til Casir hallen klar til brug, men der er fortsat lidt gang i byggeriet på stedet, lyder det fra Stutteri Ask som håber på forståelse for lidt byggerod.

Stævnet den 31. marts – 2. april bliver finalen for Stutteri Ask Trophy – en springturnering på B-niveau for children-, kat. 2-, kat. 1-, junior-, ung- og U25-ryttere, som skal udvikle og fremme den danske ungdomselite i springning. Se bestemmelser HER
Finalekvalifikationsklasserne er kun åbne for de kvalificerede ryttere, men til stævnet vil der også være LA og MB klasser for heste som er åbne for alle, I disse klasser meldes efter 1. til mølle princippet.

Propositioner til stævnet ses HER

Efter ét kvalifikationsstævne hos Holte Rideklub i starten af januar og ét kvalifikationsstævne ved Scandinavia Jumping Tour i sidste uge, er de 30 finalister i Stutteri Ask Trophy fundet for hver kategori. Finalisterne kan ses HER

Alle er velkomne som tilskuer til stævnet.

Carina og Danse til Göteborg

Carina Cassøe Krüth og hendes groom Selma Holbein er i fuld gang med de sidste forberedelser inden de kører til Göteborg Horse Show. Carina skal ride World Cup-kvalifikationen på Heiline’s Danciera e. Fürstenball (opdr. Stald Heiline) og det er blot anden gang i sæsonen 2022/2023 Carina og Danse rider en World Cup afdeling. Første gang var i oktober på Vilhelmsborg, hvor parret sejrede sikkert. Allerede dengang gjorde Carina klart, at World Cup finalen i Omaha ikke var et mål for hende, men at hun naturligvis gerne ville have endnu en start ved et af de gode World Cup-stævner i sæsonen, og det er altså den kommende weekend.

Læs også: Springrytterne jagter de sidste World Cup points

De danske VM-guldvindere i dressur gav medaljerne til deres grooms, så de kunne bære dem på æresrunden forbi publikum. Her ses Carina Cassøe Krüth og hendes groom Selma Holbein. Foto: Herning2022/Kasper Kamuk

Den seneste startliste i dressur ser således ud:

Jeanna Högberg/Astoria, Sverige
Jacob Nörby Sörensen/Sheeran, Sverige
Jennie Larsson/Bonafide, Sverige
Johanna DueBoje/Mazy Klövenhö, Sverigej
Natalie Oldfors/Mickey M, Sverige
Marc Peter Spahn/Jeroen Poll, Belgien
Carina Cassö Kruth/Heiline’s Danciera, Danmark
Nanna Skodborg Merrald/Blue Hors Zack, Danmark
Helen Langehanenberg/Annabelle 110, Tyskland
Isabell Werth/DSP Quantaz, Tyskland
Trude Hestengen/Christianslund Furstino, Norge

Grand Prix-klassen går fredag fra kl. 14.00, mens Grand Prix kür rides lørdag fra kl. 16.30. Nanna Skodborg Merrald er også til start. Efter World Cup sejren i Neumünster med Blue Hors Zepter, er hun tilmeldt med hans far 19-årige Blue Hors Zack.

Læs også: World Cup-sejr til Nanna Merrald og Zepter

En travl hverdag

Carina og Casper Cassøe Krüth har moderniseret en smuk ejendom nær Mariager, og har omdannet den til et topmoderne ridecenter med plads til 16 heste i den store stald, samt en løsdrift med tilhørende stald med plads til 8 heste.

Carina har en travl hverdag, hvor hun sædvanligvis rider 11 heste dagligt. Foruden Danse har hun Heiline’s Zackton gående på Grand Prix-niveau, og to Sezuan-afkom rigtig godt på vej i Tapdanze Firfod og Four Oaks Diaz by Zaber. I stalden står også en række særdeles interessante unge og lidt ældre heste. En stor del af dem er salgsheste, for som Carina siger: Jeg har jo en forretning, jeg skal drive.

Derfor er hun også meget glad for at samarbejde med flere hesteejere, der er passionerede omkring sporten, og glæder sig over at følge hende og deres heste til stævner. Det er bl.a. ejerne af Danse Inger og Poul Thøgersen samt norske Siri Evjemo Nysveen.

Carina Cassøe Heiline’s Danciera, Dansk Varmblods hingstekåring 2022. Foto: Kee Frandsen

Mange heste til Herning

Carina nyder altid at ride ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning, og hun skal have Heiline’s Danciera til start i den 5-stjernede Grand Prix-tour – Vitamin Well Five Star Dressage. Hertil kommer heste til lille tour, hingste til kåring og den spændende clinic onsdag aften sammen med hendes VM-kolleger Nanna Skodborg Merrald, Cathrine Laudrup-Dufour og Daniel Bachmann Andersen. Så hun indrømmer blankt, det bliver nogle travle, men gode dage i Herning.

Læs også: Glæd jer til 5-stjernet dressur i Herning

Start og resultatlister Göteborg

Se eller gense Nannas vinderridt på Zepter

“Han er simpelthen fantastisk,” sagde Nanna Skodborg Merrald om 15-årige Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack efter World Cup-sejren i Neumünster søndag eftermiddag.

Nanna, der sammen med Zepters far Blue Hors Zack var en del af sidste års guldmedaljevindende hold ved ECCO FEI World Championships, har fundet en anden beslægtet ånd i Zacks søn. Zepters selvbæring og selvtillid giver en sikkerhed i hans arbejde, og hans piaffe/passage og piruetter afspejler det, skriver FEI, det internationale rideforbund i en pressemeddelelse.

Med en score på 86.060 bragede de ind på førstepladsen. Nanna fortalte til FEIs presseteam at hun føler, hun stadig er i de tidlige stadier af at udvikle sit partnerskab med Blue Hors Zepter, og det er hun meget begejstret for. “Han vil bare virkelig gøre sit allerbedste, men jeg har stadig på fornemmelsen, at der er så meget mere, jeg kan gøre med ham! Nu optræder han uden store fejl, men jeg kan forbedre kvaliteten af mange ting, og det gø,r jeg er endnu mere sulten!”

Nanna Skodborg Merrald (DEN) og Blue Hors Zepter på vej mod sejren i Neumünster (GER)
Copyright © FEI/www.sportfotos-lafrentz.de/Stefan Lafrentz

Og hun glæder sig over, at Zepter har accepteret hende som sin nye rytter. “Det er vigtigt for mig, at han føler sig godt tilpas med mig, for så kan jeg i sidste ende bede om endnu mere fra ham,” forklarede hun. Hun elsker også hans karakter. “Han er lidt ligesom en stor hvalp, så sød i stalden! Også når han er på banen ved han, at han skal gøre jobbet, og han kæmper til det sidste, han giver aldrig op, og det er det, der gør ham virkelig, virkelig speciel. Når han har tillid til dig, så kæmper han virkelig for dig!”, sagde hun. Med 69 point og på tredjepladsen på ranglisten i den vestlige europæiske liga ser hun ud til at være klar til en billet til FEI Dressage World Cup™-finalen i Omaha (USA) i april, og hun er forkælet i sit valg af hest til finalen. Hun skal konkurrere med Blue Hors Zack ved den næstsidste kvalifikationsstævne i Göteborg, Sverige næste weekend, før hun træffer sin beslutning.

Sandra Enemark rider i Wellington

Tallin Farm ejes af det danske par Charlotte og Brian Bech-Hansen, som har en passion for springheste. De flyttede til USA i 1997, og importerede deres første hopper i 2013, hvorefter de flyttede til Tallin Farm i New Jersey – en times afstand fra Manhattan. De har flere danskkårede hingste i stalden, og nu rider Sandra Enemark nogle af familiens springheste i højsæsonen for stævner i Wellington, mens hun samler en masse oplevelser og inspiration fra livet med heste i USA.

Sandra Enemark til USA

”I forhold til at komme til at ride for Brian, så var det lidt tilfældigt. Jeg kendte ikke Brian personligt før jeg tog hertil, men jeg har fulgt hans heste lidt i Danmark og kender nogen der, har redet for ham i USA og i Danmark,” fortæller Sandra.

Herhjemme har hun uddannet og redet mange ungheste, og haft flere heste i international sport. Som søster til den afdøde landsholdsrytter Camilla Enemark, har hun heste i blodet, og har redet siden en ung alder.

”Jeg trængte til lidt luftforandring, og har altid gerne villet til USA og opleve Wellington, så jeg talte med Brian, om jeg måtte komme og besøge ham, og ride lidt og bare få lidt af stemningen her,” uddyber Sandra, hun fortæller, at hun føler sig tryg ved, at det er en dansk familie, hun rider for, så hun ikke var helt på udebane.

”Jeg tænkte det kunne være den fedeste mulighed for bare at prøve at være lidt væk fra lille Danmark, og så er vejret jo ikke så dumt i Florida,” fortæller hun med smil i stemmen.

Det har indtil nu opfyldt alle forventninger og mere til.

To uger bliver til tre

”Jeg havde planlagt at være her næsten 3 uger, men besluttede så at udvide med yderligere 2 uger, for jeg har simpelthen ikke fået nok af alt her endnu – jeg er slet ikke klar til at tage hjem faktisk.”

For Sandra har opholdet været en stor oplevelse. ”Jeg havde slet ikke forventet, jeg fik lov at ride alt det, jeg gør. Jeg har også startet stævner, så det har virkelig bare været den fedeste oplevelse at være her. Jeg glæder mig til at skulle fortsætte endnu 2 uger med masser af stævner og spændende heste. Jeg syntes virkelig jeg lære meget og får en helt masse med hjem i bagagen til Danmark igen.”

Leasing af heste

Sandra har haft nogle travle dage med træning og stævner, og ikke alene har hun skullet indstille sig på nye heste, men også på at vise heste frem til kunder. Og dem er der mange af.

”Det er på et helt andet niveau end i Danmark/Europa da leasing af hestene er en ret stor ting her. Så i stedet for at købe, lejer de måske en hest for en sæson i Wellington eller 1 år og nogle gange bare 1 uge, så det er virkelig bare noget andet.

Tallin Farm står bl.a. Holsteins Bacardi D Balou TF e. Balou du Rouet/ Kermos White Talisman (opdr. Fam. Holstein) i stalden. Bare 14 dage efter, at Bacardi kom til stalden, han haft sin debut i equitation-disciplinen med en mesterskabssejr under Sydney Raidy. Foto: Tallin Farm/Sportfot.

Stævnerne er anderledes

”Noget jeg virkelig prøver at suge til mig, er den her helt ukendte verden med hunters og equitation – jeg føler mange i Europa snakker om det, og har lidt viden, men jeg syntes først virkelig man får et indtryk af det, når man er midt i det oplever alt fra deres træning, opvarmning og set up og selvfølgelig stævnerne. Men generelt er jeg meget fascineret af amerikansk ridning. Det ser altid super let og flydende ud, når de sidder i let sæde hele vejen rundt og nu, efter at prøve det af, må jeg bare indrømme, at det slet ikke er så nemt, som det ser ud.”

”Wellington er, hvad jeg vil kalde “heste paradiset” over alle. Man kan slet ikke forestille sig det før, man har været her. Her er alle niveauer lige fra amatørklasser i 100 cm og optil 5* som der var i forrige uge, og er igen i næste uge. Fedt at få lov at opleve se og ride med folk på det absolutte topniveau.”

Sandra har måttet sætter sig ind i helt nye regler, for der er et andet system på opvarmningen og i træningsklasserne, end det hun kender herhjemmefra.

”Det er fedt at lære noget nyt, og måske tage noget af det med hjem til overvejelse i Danmark. Det er sundt at forny sig lidt, så jeg suger alt til mig for at hente inspiration og forhåbentlig opnå et bredere netværk.

Alt i Wellington er hest, fortæller hun, det er en lille “landsby”, hvor folk har deres stalde som mange lejer i 3-4-6 mdr. om året for at være tæt på stævnepladsen så de ikke behøver køre med hestene, men bare går eller rider derhen. Og alt er hest – hotellerne, restauranter, boligerne.

”Jeg tvivler på folk gider bo her, hvis de ikke har noget med hest at gøre. Det er så inspirerende at være omgivet af topprofessionelle folk hele dagen. Jeg har allerede nået at møde så mange spændende hestefolk og personligheder, som man nok aldrig havde haft muligheden for ellers.”

Ikke job men ”ferie”

”Jeg er ikke på Tallin Farm for måske at få et job. Det er kun “ferie” bare lidt andet end at ligge på en solseng. Jeg er her for at ride og lære en masse i et helt andet set up end Danmark, og suge alt den inspiration til mig jeg kan. Brian og hans kone Charlotte har taget fantastisk imod mig, og jeg har fået lov til så meget, og de har bare vist mig tillid lige fra starten. Jeg rider sammen med to andre her som arbejder for Brian, og vi har opbygget et lille team. Det er bare så fedt at være en del af. Vi samarbejder med vidensdeling, sparring og generelt bare det at være et team omkring hestene, og det der skal til, for at være klar til at vise hestene for kunder og ride stævner,” slutter Sandra Enemark.

Se video fra Sandras træning

Rolf-Göran Bengtsson er i form til Herning

Det blev en stor dansk/svensk dag i Neumünster søndag – først satte Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zepter konkurrenterne på plads med en sikker sejr i World Cup-dressuren, og få timer senere stod der Sverige på Grand Prix-springningen, da Rolf-Göran Bengtsson sejrede med Zuccero i Holstenhalle.

Læs også: World Cup-sejr til Nanna Merrald og Zepter

Rolf har takket ja til at være testrytter på de 5-årige springheste i Dansk Hesteforsikring Unghestechampionat ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. Med sejren i Holsten, nærmest på hans adopterede hjemmebane, viste Rolf storform.

Læs også: Rolf-Göran Bengtsson – testrytter i Herning

10 ryttere nåede ind i omspringningen i den 1,60 m store Grand Prix, der havde 40 ryttere til start. Rolf-Göran Bengtsson og Zuccero en holstener efter Zirocco Blue, var blandt de fejlfrie, og i omspringningen kunne ingen nå den erfarne svensker, som igen red fejlfrit og lukkede tiden femhundrededele før Hollands Jur Vrieling med Comme-Laude W.

Til hippson.se udtalte Rolf umiddelbart efter sejren: “Jeg er meget glad her i dag, Zuccero sprang fantastisk godt. Det er hans første store indendørs 1.60-bane. At vinde her på “hjemmebane” er mere end sjovt. Hingsten sprang suverænt godt. Det er også sjovt for Holsteiner Verband at se deres hingst sådan. Han er godt præsenteret her nu forud for bedækningssæsonen. Simpelthen fantastisk sjovt.”

Mathias Nørheden Johansen/Camelot fik 8 fejl i Grand Prix-klassen, og Lars Bak Andersen fik 12 fejl med Carl-Heinz B.
Michael Aabo og Lugranda e. Luganer sejrede fredag aften i en national S-klasse i Holstenhallen, og i samme klasse blev Lars Bak Andersen og Fri. Farbenfroh nr. 4.

Resultater

World Cup-sejr til Nanna Merrald og Zepter

Efter Grand Prix-klassen lørdag ved World Cup-stævnet i Neumünster var forventningen, at sejren i küren, og dermed kampen om vigtige points, skulle afgøres mellem Tyskland og Danmark. Nanna Skodborg Merrald og 15-årige Blue Hors Zepter vandt Grand Prix-klassen foran Ingrid Klimke og Franziskus FRH med et par procentpoints i overskud. Den populære 55-årige tysker har to World Cup-sejre fra World Cup sæson 2022/2023, mens Nanna debuterede sit samarbejde med Blue Hors Zepter med en 3. plads i Schweiz i midten af januar. Zepter, der har været uddannet til Grand Prix af Daniel Bachmann Andersen, blev redet sidste sæson af svenske Patrik Kittel, med det formål at blive solgt, hvilket ikke sket og derfor blev han taget hjem til Blue Hors. Et par Blue Hors-ryttere har siden redet Zepter inden Nanna overtog tøjlerne på den store vallak i slutningen af 2022.

Ingrid Klimke satte pres på

Ingrid Klimke, der har en imponerende karriere i international military med adskillige medaljer fra mesterskaber, har sideløbende haft en international karriere i dressur. Med hingsten Franziskus FRH var hun på det bronzevindende tyske hold ved VM i Herning sidste år.

Den imponerende hingst var mere med Ingrid i dag i küren, og publikum jublede, da Ingrid red op i fri trav med en hånd mod den afsluttende hilsen som udløste et 10-tal. 84,960% er parrets bedste score hidtil, og hun nåede lige knap sit personligt bedste med 84,710% og en foreløbig førsteplads. Og så red Nanna på banen med Blue Hors Zepter.

Nanna satte trumf på

Nanna åbnede med smuk, regelmæssig passage og flotte overgange til piaffe, hvor billedet af Zepter nærmest ligner en lærebogsopskrift på piaffe. Sidebevægelser i topklasse til afslappet skridt. Galoptravers ind i pirouette i smuk balance til begge sider satte points på kontoen. Sikre serier satte points på kontoen, men man sad lidt med fornemmelsen af at Nanna ikke gav max gas i øgningerne. Så kom deres sidste linje med smuk viftepiaffe og afsluttende passage til dommerne. Han stod i flot form gennem hele testen, med ørerne fremad, og samarbejde med Nanna hele vejen. Masser af 9-taller på resultatlisten resulterede i personligt bedste score med 86,060% og en sejr.

Plads til Daniel på podiet?

I Grand Prix-klassen kom Daniel Bachmann Andersen og Zippo M.I. e. Blue Hors Zack ind på 4. pladsen, og dermed missede han en podieplads med meget få points.

Det var derfor spændende om Daniel i küren kunne ride sig ind på en podieplads, og dermed sætte trumf på dansk dressursports imponerende styrke.

Den 11-årige vallak, har Daniel tidligere fortalt til Zibrasport Equest, er særdeles følsom, og det har krævet noget tilvænning for Daniel at sidde stille, og bare nyde at lade hesten gøre arbejdet. ”Jeg har aldrig haft en hest der er så følsom,” fortæller han, og uddyber, at det har krævet noget tilvænning også af hesten, at stole på, at Daniel kan ”omfavne” ham med sine lange ben.

Daniel red efter en podieplads, med smukke sidebevægelser afbrudt af cirkelpiaffe. Skridten kostede desværre points, da Zippo var lidt spændt. Og i den første galoppirouette mistede Zippo balancen. Det skulle vise sig at blive dyrt i det samlede regnskab, selvom parret fik vist flotte changementsserier. En flot afslutning med cirkelpiaffe, men det så ud som om Daniel måtte arbejde lidt mere for at lede Zippo gennem programmet i Neumünsters heksekedel.

Daniel Bachmann Andersen og Zippo M.I. Foto: Zibrasport Equest

De sluttede med 79,065% på en samlet 5. plads – igen lige udenfor en podieplads. Den gik til hollandske Kirsten Brouwer og avlshingsten Foundation med 82,050%

Dansk Varmblods-vallakken Tørveslettens Titanium RS2 e. Totilas blev redet ind på 4. pladsen af hollandske Marieke van der Putten som skulle levere sit personligt bedste resultat for at komme ind på en podieplads. Brillante piaffer og udtryksfuld passage i programmets start sendte dem på podiekurs med flere 8- og 9-taller og en score på 82,050%

Resultat

Sikker sejr til Nanna og Zepter i World Cup

De to danske guldvindere fra VM i Herning sidste år red sidst på banen, fik de i høj grad sat deres præg på World Cup-kvalifikationen i Neumünster. Det var Ingrid Klimke (GER), som havde lagt sig i spidsen med Franziskus FRH med 75,478% da Daniel Bachmann Andersen og Zippo M.I. kom på banen som næstsidste startende.

Daniel Bachmann Andersen og Zippo M.I. Foto: Zibrasport Equest

Efter et sikkert travprogram gik Daniel ind i galopprogrammet på en foreløbig 5. plads, og et flot galopprogram med fine serier og pirouetter sendte dem op på en foreløbig 3. plads. Det blev et program, hvor dommerne gav flere gange 7,5 og 8 og de sluttede på 74,044% mod Kirsten Brouwers (NED) 74,065% med Foundation. Og det gav Daniel en slutplacering som nr. 4.

Nanna Skodborg Merrald (DEN) og Blue Hors Zepter – Copyright ©FEI/Stefan Lafrentz

Sidst ud – første sejr

Da Nanna Skodborg Merrald red op ad midten i sin anden Grand Prix med Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack, lagde de stærkt ud med flotte traverser i en dejlig rytme. Sikker tilbagetrædning og en ny, flot øgning efterfulgt af piaffe og passage med super overgange som udløste 8 og 8,5 fra dommerne. Inden galopprogrammet lå parret på en sikker førsteplads. Det var dejligt at se Zepter danse under Nanna med spidsede ører i en flot form. Galopprogrammet blev udført med sikre serier, og flotte, centrerede pirouetter som udløste flere 9-taller. Efter galopprogrammet lå de fortsat i spidsen, og med en smuk sidste linje hvor piaffen udløste to 9-taller til afsluttende hilsen, blev det til en sikker sejr med 77,130% og personligt bedste resultat.

Den danske varmblodsvallak Tørveslettens Titanium RS” og Marieke Putten (NED) kom ind på 5. pladsen med 73,913% Den internationale dressurdommer Susanne Baarup dømte klassen fra dommerpositionen ved E.

Resultat

Hør Nanna fortælle om sit ridt

Nanna og Daniel slutter feltet i World Cup

Der er 15 ryttere til start i den 3. sidste afdeling af World Cup kvalifikationerne i dressur i den Vesteuropæiske liga. Det er Neumünster i Nordtyskland, som er vært for denne afdeling. Klassen er opdelt af to pauser, og i den sidste afdeling er de formodet stærkeste ekvipager samlet.

Klassen starter kl. 9, og den første rytter efter sidste pause er den stærke finske rytter Emma Kanerva og Greek Air e. Gribaldi med starttid kl. 11.10.

Det er den danske varmblodsvallak Tørveslettens Titanium RS2 e. Totilas som følger efter redet af hollandske Marieke van der Putten. Parret sejrede i Grand Prix-klassen i World Cup kvalifikationen i Mechelen mellem jul og nytår. Mor til Titanium er Grand Prix-hoppen Tørveslettens Stamina e. Stedinger, der blev redet internationalt af Andreas Helgstrand. Det er også Helgstrand Dressage, Paul Schockemöhle og Stutteri Tørvesletten, som står som opdrættere af Titanium.

Det stærke tyske par Ingrid Klimke og Franzizkus FRH e. Fidertanz har starttid kl. 11.30. Parret har vundet en World Cup kvalifikation i Zakrzow og Stuttgart denne sæson. Hendes bedste resultat i kür opnåede hun netop i Stuttgart med 84,96%

Daniel Bachmann Andersen og Zippo M.I. Foto: Zibrasport Equest

Klassens sidste to ryttere er danske, Daniel Bachmann Andersen kommer til start med Zippo M.I. e. Blue Hors Zack opdrættet af Steen Bo Larsen. Parret har deltaget i to World Cup kvalifikationer i denne sæson, på Vilhelmsborg, hvor de sluttede på 3. pladsen og i Amsterdam, hvor de blev nr. 8. Begge gange med over 80% i küren.

Klassens sidste rytter, med starttid kl. 11.50, er Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack. Nanna debuterede Zepter ved World Cup-stævnet i Schweiz i midten af januar med en 3. plads i küren til 84,13% kun overgået af den regerende World Cup mester, Tysklands Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera BB, der sikrede deres anden sejr i serien med endnu en strålende præstation til 90.795% Isabell Werth og hingsten DSP Quantaz tog andenpladsen med 85,650%

Læs også: Protest: Nanna holder fokus på sporten

Start- og resultatlister

Springhestene er flyttet ind i Odense

Ponyrytterne har redet den sidste klasse ved springstævnet Riders Cup/Scandinavia Jumping Tour i Odense Congress Center. Nu er det hestene, som har overtaget springbanen, og der er fuldt program med springning fra LC til MA** .

Stævnet gælder også som 2. kvalifikation af Stutteri Ask Trophy i Odense Congress Center, en landsdækkende springturnering på B-niveau for children-, kat. 2-, kat. 1-, junior-, ung- og U25-ryttere, som skal udvikle og fremme den danske ungdomselite i springning. Finalen afvikles på Stutteri Ask i marts/april måned.

Se bestemmelserne for Stutteri Ask Trophy 2023 her:  Bestemmelser 2023

Mød landstrænerteamet

Under stævnet vil landstrænerteamet og elitesportschefen i springning inviterer alle junior-, ung- og U25-ryttere til informationsmøde. Alle ryttere er velkomne til at medbringe forældre og trænere. På informationsmøderne vil landstrænere Bo K. Møller og Ulrik Kjær i samspil med Elitesportschef Annette Mosegaard præsentere sportsplanerne for 2023 og fremlægge vigtige datoer for stævner i løbet af det kommende år. Der vil desuden være mulighed for at stille spørgsmål og tage en generel snak med landstrænerne og elitesportschefen.

  • Junior-, ung- og U25-ryttere: lørdag den 18. februar 2023

Deltagelse ved informationsmøderne kræver ikke tilmelding, og tidspunktet kan ses på Equipe.

Følg med på livestreamingen fra Zibrasport Equest

Vi streamer frem til og med søndag den 19. februar. Vores Premium-medlemmer (49,- kr. pr. måned) kan se med gratis (live og efterfølgende i arkiv), mens øvrige kan købe Pay Per View-adgang til 129,- kr. (kun adgang til LIVE).

Program, start- og resultatlister

På stævnets Facebookside bliver der opdateret med fotos og resultater efter klasserne. Se med HER

Springrytterne jagter de sidste World Cup points

Gothenburg Horse Show nærmer sig med hastige skridt, og på startlisterne til Longines FEI Jumping World Cup™ er der en sulten gruppe ryttere, der jagter de sidste point for at komme til World Cup finalen i Omaha. I øjeblikket skal der 36 VM-point til for at nå VM-finalen i spring. En førsteplads i Gøteborg giver 20 point. Den vesteuropæiske liga ledes af Henrik von Eckermann, der med sine 102 VM-point kan ride roligt i Scandinavium. Andreas Schou kommer til start med Darc de Lux e. Darco opdrættet på Fyn af Pia og Morten Augustinus. Andreas ligger på 16. pladsen med 38 points, og det er de bedste 18 ryttere, som kommer til finalen i Omaha i starten af april. Bag sig har Andreas flere ryttere, som også kommer til Göteborg for at samle points, det gælder briten Scott Brash, 36 point, men også schweizeren Pius Schwitzer (30 point) og hollænderen Harrie Smolders (29 point). På startlisten er også 2020-vinderen af ​​World Cup i Göteborg: norske Geir Gulliksen, som desværre ikke har en chance for at nå finalen. Det har hans datter Victoria dog, for hun er den højst rangerende kvindelige rytter på en 9. plads. Hun kommer dog ikke til start i Scandinavium.

Læs også: Norske Victoria Gulliksen er i top i World Cup

Publikum kan også glæde sig til blandt andre Harry Charles, søn af legenden Peter Charles, som mange af Gothenburg Horse Shows ældre besøgende så i 90’erne, Marco Kutscher og Denis Lynch er også at finde på startlisten

Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera- vinder af FEI Dressage World Cup Vilhelmsborg. Copyright ©FEI/Kim C Lundin

Danske VM-guldvindere til start

På dressursiden kan publikum blandt andet nyde dressurens ukronede dronning; tyskeren Isabell Werth, der har deltaget i seks OL og vandt individuelle medaljer i alle på nær én. Blandt hendes konkurrenter kan nævnes landsmanden Helen Langehanenberg, der også var med og vandt medaljer i mesterskaber, og ikke mindst Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera, der vandt guld med det danske hold ved VM i Herning. Carina og Danse vandt den første World Cup-kvalifikation tilbage i oktober på Vilhelmsborg, men da hun allerede dengang var klar over, at hun ikke ville gå efter points for at nå finalen i Omaha, har hun ikke haft flere starter i sæsonen. Nanna Skodborg Merrald er også at finde på startlisten. Hun ligger på 5. pladsen, men har start i den kommende weekend i Neumünster med Blue Hors Zepter. Dermed har hun en god chance for at samle endnu flere points. Det er de 9 bedste dressurryttere, som får adgang til finalen.

Stævnet i Göteborg en en kæmpe oplevelse med et stort, medrivende publikum, messe, og masser af underholdning mellem de spændende spring- og dressurklasser. Siden det første stævne i Scandinavium, som messehallen hedder, tilbage i 1977 har mere end 3 millioner hesteelskere besøgt arrangementet.

Deltagerliste CSI5*-W:
Alain Jufer
Amanda Landeblad
Andre Brandt
Andreas Schou
Angelica Augustsson Zanotelli
Denis Lynch
Douglas Lindelöw
Ebba Danielsson
Eduard Schmitz
Emma Emanuelsson
Erik Dahnelius
Erika Lickhammer
Erika Swartz
Evelina Tovek
Fernando Martinez-Sommer
Geir Gulliksen
Gregory Cottard
Harrie Smolders
Harry Charles
Henrik von Eckermann
Irma Karlsson
Janne Friederike Meyer-Zimmermann
Jasmin Seppälä
Jens Fredricson
Julien Anquetin
Juri Mansur
Lars Bak Andersen
Linda Heed
Marc Dilasser
Marcel Marschall
Marco Kutscher
Mira Oliva Hoeidal
Niklas Arvidsson
Ottilia Lundgren
Peder Fredricson
Philip Schultze-Topphoff
Pius Schwizer
Przemyslaw Konopacki
Richard Howley
Rolf Göran Bengtsson
Scott Brash
Thibeau Spits
Victor Bettendorf,
Viktor Edvinsson
Wilm Vermeier
Wilma Hellström

CDI-W:

Carina Cassøe Krüth
Helene Langehanenberg
Isabelle Werth
Jacob Nörby Sörensen
Jeanna Högberg
Jennie Larsson
Johanna Due-Boje
Marc Peter Spahn
Natalie Oldfors
Nanna Skodborg Merrald
Trude Hestengen

Gothenburg Horse Show