Skip to main content

Tag: Corona

Ulla Tørnæs og Lars Trier Kjøller har en god sag

Mange større og mindre erhvervsdrivende kæmper for deres overlevelse under nedlukningen som følge af coronapandemien, og for mange af de erhvervsdrivende i hestebranchen er der ikke hjælp at hente i regeringens hjælpepakker. Berider Lars Trier Kjøller, der driver LK Equestrian ved Troldkær mellem Vamdrup og Jels, har 23 heste i stalden. Og nu, hvor der ikke er stævner, og mulighed for undervisning, så er hans indtjening faldet drastisk, men udgifterne er de samme. Hestene skal fortsat fodres, have smed og dyrlæge, passes og uddannes.

LT Equestrian drives af berider Lars Trier Kjøller.

– Det er en produktion, vi uddanner og producerer heste til salg. Problemet er, at uden stævner kan vi ikke lave en værdiforøgelse af hesten, og så er mange af os også dybt afhængige af at kunne tjene penge til hesteholdet ved at undervise, forklarer Lars.

Normalt tjener han mellem 30 og 40.000 kr. om måneden på undervisning, penge som indgår i virksomheden og er med til at betale de mange faste udgifter forbundet med det at have et hestehold. Han har udgifter på op imod 100.000 kr. om måneden, og har nu et underskud på op mod 77.000 kr. om måneden, og som det har vist sig, er der ingen hjælp at hente til at dække udgifterne i de eksisterende hjælpepakker.

Lars Trier Kjøller har været meget aktiv for at forsøge at ændre betingelserne i hestebranchen.

Skriver til ministeren
Lars og hans revisor har i sommer søgt om støtte fra regeringens hjælpepakke, men han kan, i lighed med andre hesteejere i samme situation, kun få hjælp til de faste udgifter som el, vand og varme og intet til foder, smed, dyrlæge og pasning af hestene, som er de virkelig store poster.

Efter to afslag på ansøgning om hjælpepakker vælger Lars Trier Kjøller at tage skridtet videre. I starten af februar skriver Lars til Erhvervsministeren:

Jeg skriver til dig fordi jeg mener det er forkert at tolke salgsheste som en lagervare.
Der er 4 typer af køb i en moderne hesteforretning:

  • 1: En hest der bliver købt og solgt på en til to dage. Mange gange når den slet ikke ind i stalden. Lav fortjeneste og ingen omkostninger.
  • 2: En hest der bliver købt med uddannelse og senere salg. Kan typisk stå i stalden i uddannelse 1-4 år. Mulighed for stort afkast mange omkostninger.
  • 3: En hest som er købt ind til stævnebrug og tænkt som pr for virksomheden.
  • 4: En hest som er købt ind til avl. Hingst eller hoppe. Begge typer kan være omkostnings tunge, fordi de skal bevise deres kvalitet på stævnebanerne eller til kåring.

Type 2 og 4 udgør den absolut største andel.
Jeg mener det er en produktion og ikke et lager. Vi uddanner/producere heste til ridesporten. Produktionsomkostningerne er høje. Hvis det var et normalt lager, kunne vi slukke for lys og vand indtil vi kunne få kunder ud igen. Men det kan vi ikke. Den eneste omkostning vi kan fjerne, er stævneomkostningerne. Og det er absolut ikke en fordel, da ingen stævner er direkte årsag til værdiforringelse at de heste vi uddanner på.
Min virksomhed, og mange andre af samme type, er samtidig dybt afhængige undervisning og uddannelse af de ryttere som dyrker ridesport. Både indtægt på lektioner og ridning/uddannelse af elevernes heste.
Det må vi ikke pt. Kunderne i Danmark er afventende med at købe, fordi de er usikre på, hvornår de kan komme ud på stævne pladserne igen. Og fordi de holder tilbage med at investere pga. usikkerhed mht. job eller virksomheder.
Der har ikke været den export til udlandet, som vi normalt har. Derfor må vi enten sælge med tab, eller vente på kunderne igen kan rejse frit i verdenen. Men at vente kræver likviditet, og den forsvinder hurtigt med de driftsomkostninger branchen har. Det er ikke muligt at stoppe med at fodre, muge, ringe efter dyrlægen og beslagsmeden, lufte/ride, lukke på fold, i Walker og løbebånd.
Men andre ord, hestene er døde, hvis jeg slukker lyset og lukker for vandet, indtil Corona er overstået.
Håber du vil se på dette problem meget snart.

Lars Trier Kjøller tog kontakt til TV2S, og sammen med Ulla Tørnæs fik de chance for at forklare sig i et længere klip, som kan ses herunder:

https://www.facebook.com/573035848/videos/10157761145150849/

Ulla Tørnæs går ind i sagen
Heldigvis for hestebranchen og for Lars Trier Kjøller er venstrepolitiker Ulla Tørnæs gået ind i sagen, og har stillet spørgsmål til de relevante ministerier. Ikke alene i spørgsmålet om hjælpepakkerne, men også stillet spørgsmål til Sundhedsministeren for at få svar på, hvad forskellen er, om der er fem ryttere i ridehallen – contra fire ryttere og en underviser. I håbet om at få genåbnet for undervisningen rundt omkring i landet.

Ulla Tørnæs Foto: Steen Brogaard
Ulla Tørnæs. Foto: Steen Brogaard

Stor opbakning fra branchen
Udfordringen for Lars Trier Kjøller og andre, der har hestebranchen som erhverv er, at der ikke er en egentliglig brancheorganisation, som kan tage disse og andre sager op i forhold til fx myndighederne.

– Rideforbundet skal kæmpe for, vi kan få genåbnet for stævner og undervisning, det gør de i samarbejde med DIF, det er ikke hos rideforbundet, at den her opgave ligger, fastslår Lars, som har fået mange tilkendegivelser fra sine kolleger, som støtter op om Ulla Tørnæs og hans kamp for branchen.

På et hængende hår
Lars fortæller, at der ikke går længe, før han må blive nødt til at sælge nogle af sine talentfulde heste med tab, for at begrænse udgifterne, og få penge til at betale foder med. Han har ikke trukket en krone ud af firmaet til sig selv i 2020, og nu begynder nedlukningen at betyder, det strammer til økonomisk for Lars.

– Jeg opfordrer ALLE som mener kompensationspakkerne ikke passer, eller er utilstrækkelige for hestebranchen, til at sende en mail til Erhvervsministeriet: em@em.dk , siger Lars. Og samtidig opfordrer han kraftigt til at der bliver holdt en god tone i kommunikationen, så vi kan få en konstruktiv debat og forhåbentlig et positivt resultat af henvendelsen til ministerierne.

Corona: Risiko for smitte i ridehaller er lav

Nedlukninger og restriktioner som følge af coronapandemien betyder, at det er tilladt at ride i ridehallen, men ikke at modtage undervisning. I Østrig er reglerne de samme. Og for mange hobbyryttere og undervisere, men især for rideskoler, er dette et reelt dilemma. Selv om individuel udendørs træning er mulig, er de udendørs ridebaner ofte ikke tilgængelige om vinteren på grund af vejret. Og nogle ridecentre har ikke engang et udendørs rideområde, skriver det østrigske hestemagasin Pferderevue. Som fortæller, at rideklubberne presse på for at få åbnet ridehallerne for undervisning igen, for at lette den økonomiske byrde på klubberne.

En østrigsk rapport viser risikoen for smitte i ridehaller er meget lav.

I Østrig har rideforbundet, NOEPS Niederösterreichischer Pferdesportverband bestilt en ekspertrapport, som har undersøgt risikoen for for virusoverførsel i ridehaller. Konklusion af er: Risikoen for smitte er meget lav i overensstemmelse med de gældende Corona sikkerhedsforanstaltninger. Fire ryttere, der rider i en konventionel ridehal (20 x 40 med en gennemsnitlig højde på 5,50 m) er tilbøjelige til at blive smittet 1:4,000, hvis en af personerne er meget smitsom. Hvis rytterne også bære enkle mundbind falder risikoen til 1:10,000.

De anvendte luftændringsberegninger gør det klart, at ridning i ridehaller er meget mere lig udendørs træning end i lukkede rum, konkluderer rapporten.

Denne vurdering er siden blevet fremsendt til Sportland Niederösterreich – ledsaget af kravet om, at ridehaller ikke skal sidestilles med indendørs sportsfaciliteter såsom svømning og gymnastik, men at ridehaller bør udelukkes fra lukningerne “til gavn for dyrene og af hensyn til hestes og rytteres sikkerhed”.

– Vi forsøger at finde en stemme og forståelse for dette emne på føderalt plan. De relevante myndigheder har accepteret vores undersøgelser og forslag, og har indtaget en meget positiv holdning. Selvfølgelig er det i sidste ende op til myndighederne at træffe beslutningen, siger NOEPSs formand Gerold Dautzenberg.

Problematisk: Fodring af heste er blevet en del af udflugten

Jeg har oplevet, at folk kommer cyklende med kurve fyldt med gulerødder og brød, som de vil fodre hestene med.

Cia Hedenquist

Fodring af hestene er blevet en del af udflugten
Cia Hedenquist er bekymret for sin 17-årige DV hoppe ’Maren’. Hoppen har cushings, og går derfor på sygefold og er på en velovervejet diæt. Maren er opstaldet på Parcelgården ved Glostrup, og foldene ligger ud til et gangsystem, hvor folk både cykler og går forbi. Allerede fra marts 2019 gav corona-nedlukningen øget aktivitet rundt om gården, og det er noget, der er forsat helt ind i 2021.

Ifølge Cia er det især de lidt større udflugter, der ligger vejen forbi gården. Folk skal ud at gå og bevæge sig i under nedlukningen, og det er jo en god ting. Problemet er bare, at de tror, at fodringen af hestene er en del af udflugten.

”En gulerod gør ikke det store, men der kommer mange nye forbi gården, og når de alle har en pose gulerødder med, så bliver det pludseligt mange. Min hest har oveni købet cushings. Så den kan slet ikke tåle mængden af sukker, der er i gulerødderne. Det betyder jeg er nødt til at jage ubudne gæster væk for at passe på min hest, selv om der er skiltning med fodring forbudt. Nogle gange har jeg prøvet at forklare dem, at det vil svare til, at jeg gik ind i skolen og gav deres børn Red Bull, når de står og fodrer min hest med gulerødder. De fleste forstår, hvad jeg mener, de har bare ikke tænkt over det.”

Skiltet ved foldene hvor Cias hest er opstaldet

Flere går igennem stalden
Parcelgården er et privat område, men Cia fortæller også, at det er blevet meget mere normalt for folk at gå ind i stalden som en del af deres tur. Dette på trods af, at der står PRIVAT, og at man kun må komme i stalden, hvis man har et ærinde. Det er ikke fordi, at man skal være afvisende overfor folk, der gerne vil ’snuse’ lidt til heste og ridesport. Men der er naturligvis heller ikke nogen, der er interesseret i, at stalden bliver et udflugtsmål. Det har både noget med sikkerhed og hestenes sundhed at gøre. Denne strøm af glade vandrefolk tager sandsynligvis af, når der gradvist åbnes op for samfundet igen. Men indtil da, giver det bekymring blandt hesteejerne.

Ideer til et nemt forståeligt skilt?
Som sagt er der skiltning på Parcelgården med, at hestene ikke må fodres, men at man naturligvis gerne må nyde dem på afstand. For hestefolk er budskabet klokkeklart, men er det også det for ikke hestefolk? Spørgsmålet er, om skiltningen kan gøres lettere forståelig for alle.

”Jeg kan huske i gamle dage i Zoo, så var der sådan et billede af, at aben ikke måtte fodres, fordi den kunne blive syg. Aben holdt sig på maven, og det var noget, alle kunne afkode. Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde sådan et skilt med en hest, der holdt sig på maven eller noget i den stil. Så alle kan forstå skiltningen og konsekvensen af fodringen.”

Vi synes, det lyder som en rigtig god ide – og giver hermed opfordringen videre til alle hesteinteresserede grafikere derude. Hvis nogen kan designe sådan et skilt (eller allerede har gjort det), vil vi gerne dele det fra vores platform.

En illustration fra zoo, der viser at dyrene bliver syge ved forkert fodring

Tilbage til Cia, der nøje følger udviklingen med strømmen af glade naturnydere og fodring af hestene.

”Jeg har overvejet, om jeg skulle lave et opslag i lokalavisen eller noget i den stil. Det her handler om min hests sundhed, men jeg kan jo heller ikke stå vagt foran folden hver eneste dag. ”

35 heste døde som følge af fodring uden tilladelse

35 heste har mistet livet
Corona nedlukningen betyder, at mange bruger meget mere tid i naturen, og det er jo en god ting, skulle man mene. Det har dog vist sig, at det ikke altid er godt for hestene, i hvert fald ikke i England hvor den store aktivitet i naturen har betydet, at flere og flere heste bliver fodret uden tilladelse. Det har sat gang i debat og en undersøgelse, og det vurderes, at hundredvis af heste er blevet fodret uden tilladelse, og at 35 heste har mistet livet som følge af dette.

83% er familie
Undersøgelsen, der blev foretaget af Bristol Universitet, viste at 788 ud af 1017 personer mistænkte eller havde beviser for at deres heste var blevet fodret uden tilladelse. Mere end halvdelen sagde, at fodringen var sket oftere efter nedlukningen. Ydermere relaterede man den uhensigtigsmæssige fodring til 220 syge heste, og ud af dem var der 81, der ikke kom sig helt, inklusiv 35 heste som døde eller blev aflivet. Undersøgelsen viste også, at 82,7% af dem der fodrede hestene, faktisk var i familie med hesteejeren.

#BeHorseAware
Universitetet støtter med undersøgelsen op om Foreningen for Britiske Hestes (British Horse Society) #BeHorseAware Kampagne, der blev lanceret sidste år, og som har til mål at oplyse folk om effekten af at fodre heste uden tilladelse. For at undgå flere syge heste, mens verden stadig er på Corona standby, og folk tramper op og ned ad veje og stier for at få en pause fra hjemmekontoret, anbefaler foreningen, at hesteejerne sætter skilte op med fodring forbudt ved deres hestes folde. Fodringen sker jo som regel ikke i ond mening, men fordi man gerne vil ’give hestene noget’ og komme i kontakt med dem.

Er det et problem i Danmark?
Der er forskel på hestehold i Danmark og i England. I England har de mange flere heste på små matrikler og gårde, og mange heste lever ude hele året på afsidesliggende marker eller i smukke naturområder. I forbindelse med at Loven om Hestehold trådte i kraft i Danmark, skete der en ændring i hvordan man har heste – og adgangen til heste er ikke helt så nem som i England. Ydermere har danskerne som regel også en forståelse for, at man ikke bare fodre dyr, der ikke er ens eget. Dermed ikke sagt, at det ikke forekommer, og har du haft problemer med ovenstående, må du meget gerne fortælle os din historie.

Kilde: Horse&Hound

Sådan holder Mattssons Rideklub sig oven vande under corona-nedlukningen

Karoline Skøt, rideskolechef på Mattssons Rideklub, har siden corona gjorde sit indtog i 2020 været nødt til at tænke alternativt og hele tiden holdt sig omstillingsparat, så rideklubben kunne køre videre.

I indslaget herunder fortæller Karoline, hvordan hun og resten af de ansatte samt bestyrelsen har formået at holde elevskolen i gang – uden at bryde forsamlingsforbuddet eller nogen af de mange andre restriktioner.

Sådan klarer Viborg Rideklub sig gennem coronakrisen

Formand for Viborg Rideklub, Palle Jakobsen, fortæller herunder, hvordan den store forening med staldfaciliteter til ca. 100 heste/ponyer får det hele til at køre rundt.

Undervisning af elever

Eleverne må godt få undervisning – bare ikke indendørs, og man kan også passe sin hest, selv om man ikke er i store grupper. Man må bare ikke være mere end fem i stalden ad gangen. Vi har også vi tre ridehaller, og der må også være fem i hver hal. De må ikke få undervisning i hallerne.

Privatrytterne får undervisning på vores helårsbane, så her er ikke noget problem, men desværre er ridningen i elevafdelingen reduceret til motionsridning af vores elevheste. Det klarer halvparterne, så de får sådan set mere ridetid end normalt.

Til gengæld har vi ikke udendørsforhold til at undervise de urutinerede og de mindre øvede i elevafdelingen, så den er desværre lukket ned.

Tab af indtægt

Det koster naturligvis tabt indtægt, men vi har sendt to medarbejdere hjem på lønkompensation – vores leder af elevafdelingen og vores staldmand. Samtidig har vi tidligere lavet indsamling blandt medlemmerne og med den nye nedlukning in mente, bliver vi sandsynligvis tvunget til at samle ind igen, hvis forsamlingsforbuddet forlænges efter.

Endelig har vi søgt og fået penge fra DIFs hjælpepuljer, men der er da ingen tvivl om, at mistet indtægt fra aktiviteter som stævner mm. og mistet undervisningsindtægt stiller krav om, at vi er meget kreative for at få tingene til at hænge sammen. 

Opdaterer via Facebook

Viborg Rideklub gør en dyd ud af at holde deres medlemmer orienteret om situationen. På deres Facebook-side kan man således læse følgende:

Hermed en kort opfølgning på den seneste opstramning af forsamlingsforbuddet og dermed tilpasning af reglerne på Viborg Rideklub. Der må maks være fem i hver hal, hver staldafsnit og så videre og reglen er også, at det er ryttere frem for hjælpere/tilskuer og så videre. Det betyder, at er der fem i stalden eller hallen, hvor en eller flere er hjælpere og kommer der en sjette rytter ind i stalden eller hallen, går hjælperen uden yderligere ophold ud, uden at blive opfordret til det af de andre ryttere eller af personalet.

Det er vores håb, at man kan finde ud af det på den måde, men kan man ikke det, kommer der et forbud og en regel om at der kun må være en person pr hest ad gangen. Vi skal også opfordre til, at er ens hest skadet eller andet, så den ikke kan rides, men hvor der i stedet trækkes en tur med den i hallen, så foregår den form for motion i den lille hal 3. Man skal blot gå nogle flere omgange for at få samme motion. På samme måde ser vi også gerne, at de mindste ponyer, og det gælder både elev- og privatponyer, kigger imod hal 3. i den travle periode fra klokken 17.00 til 20.00, så der er plads til de store heste i de store haller. Det er ikke et forbud imod små ponyer i de store haller, men blot en opfordring til at der tages hensyn til hinanden, så motioneringen kan afvikles under de bedste mulige vilkår for alle.

Omkring longering gælder de almindelige ridehusregler stadig, men vi vil også her opfordre til, at longering så vidt muligt ikke ligger i perioden fra klokken 17 til 20 og hvis hal 3 er ledig, så går man derned. Motionering af elevhestene og -ponyerne foregår fra 10 til 10.45 igen fra 16.00 til 18.15 og endelig fra 20.00 til 20.45 på hverdage, imens motioneringen af elevdyrene i weekenden ligger i tidsrummet fra 9.00 til 12.45. Det betyder ikke, at hal 1 er reserveret til elveryttere i den periode, men man skal naturligvis forvente, at der næppe er meget plads i hal 1 i de tidsrum. Er der imidlertid kun fire elevryttere i hal 1, så er det jo tilladt at den femte rytter er en privatrytter.

Det korte af det lange er, at lov om hestehold kræver, at hestene motioneres, men at forsamlingsforbuddet begrænser os til maks. fem personer ad gangen. Det skal vi have til at gå op til alles bedste uden alt for mange forbud og begrænsende tidsplaner. Den gode nyhed er dog, at det kan vi uden problemer, hvis vi tager hensyn til hinanden, men kan vi ikke finde ud af det, må vi jo i gang med forbud og tidsskemaer.

Læs mere

Sådan klarer Tinglev Rideklub sig gennem coronakrisen

I Sønderjylland ligger Tinglev Rideklub, der ligesom resten af de danske rideklubber har måtte forholde sig til restriktioner og anbefalinger, der er kommet i kølvandet på coronapandemien.

Hverdagen for rideskolehestene

Rideskolehestene har stort set alle hestepassere, som har lov til at komme og ride dem – både i hverdagene men også i weekenderne, nu hvor undervisningen er på pause. Og ellers er vores daglig leder Karin og tager sig af dem, sammen med det øvrige personale, fortæller Tinglev Rideklubs næstformand Belinda Kramer.

Økonomi

Vi mister selvfølgelig indtjeningen på undervisningen, Vi er heldig at der ikke er lukket for handicapridningen, da det er med til at vi ikke mister lige så meget som i foråret, da der blev lukket helt ned. Og så er det godt at vi har en okay økonomi.

Forsamlingsforbuddet

Vi har zoneinddelt rideskolen, og alle er gode til følge reglerne med ikke at være for mange personer i zonerne.

Retningslinjer for Tinglev Rideklub

Når brugerne besøger Tinglev Rideklubs hjemmeside, er det første de møder oplysninger om retningslinjerne. De lyder således:

Så blev restriktionerne skærpet igen, gældende fra onsdag d. 6/1-2021.

• TRK lukker midlertidigt ned for udefrakommende ryttere uden ridehuskort. Dvs at hvis du allerede har fast ridehuskort, må du forsat komme og benytte hallerne.
• MEN hvis du er en af dem der vælger at betale for brug af ridehus pr. gang over MobilePay, så må du ikke benytte ridehallerne på TRK, indtil vi giver grønt lys igen.
• Der er lukket for yderligere salg af ridehuskort i en ukendt periode.
Forsamlingsforbuddet er sat ned til max 5 personer og dette gælder både ud og inde på TRK.
• Dvs. max 5 personer i hver zone
• Mundbind er stadig påbudt i haller, stalde samt rytterstue osv.
• Afstandskrav er sat op til 2m, det vil sige at der f.eks skal være en plads fri imellem opsadlingsspiltovene.
• Vi opfordrer til at ride ude, hvis vejret er nogenlunde til det.

Der er startet handicapridning op igen, dvs at rytterstuen og den lille ridehal er lukket for alle andre på de tidspunkter.
Husk at vores ansatte har fortrinsret på TRK og de er der for det meste om formiddagen, tag hensyn.
I weekenderne er det foderholdene, der har fortrinsret, vis også hensyn der. Så forsøg ikke at være i stalden imens foderholdene er der i weekenderne.
Vi vil gerne undgå et bookingsystem til stalden, men vi må se.
Bliv hjemme hvis du er syg eller har symptomer, hold afstand og vask hænder og sprit af. Og husk, RID & SKRID gælder stadig.

Læs mere

Sådan klarer Herning Rideklub sig gennem coronakrisen

Hverdagen i rideklubben

Vi har lukket ned for elevskolen i hverdagene. Parterne kommer og passer deres partsheste i weekenden. Hver part er pasningsansvarlig for 2 heste, så de rider deres egen part og passer nabohesten. Og så har de en dag hver i weekenden. På denne måde bliver der meget færre børn på stedet på samme tid – faktisk næsten ingen. De heste som ikke har part, passer personalet. Jeg rider selv nogle af dem i løbet af ugen, fortæller daglig leder og underviser ved Herning Rideklub, Kristina Tägtström.

Online-undervisning

I denne uge har vi online undervisning, og i næste uge starter vores elevskole op igen. Dette lyder måske lidt mystisk, men vi har fundet en måde, hvor alle børn i elevskolen kan komme og ride – hvor de rider ude og kun 2 af gangen. Det er et stort setup og der kommer info op hjemmesiden, når jeg har gennemtænkt alle scenarier.  Forældrene er meget forstående omkring alt dette, og vi fakturere næsten som normalt, da vi jo tilbyder undervisning. Alle betaler for en ridetime, og her bliver de så tilbudt 2 timers onlineundervisning. 

Online-undervisning har været et stort hit

Adgang forbudt for uvedkommende

Vores stalde er meget delt op, vi har ca 60-70 heste fordelt ud på 5 stalde. Opstalderne rider på mere skæve tidspunkter, og vi har alle 3 ridehuse i brug( maks 5). (til motion af hestene), og vi har skilte rundt om rideskolen, hvor der står ingen adgang.

Da vi jo ligger i byen, vil alle familier jo gerne forbi og hilse på hestene. Men det må de ikke i disse tider. Der er ingen tvivl om at det er kritisk, at vi ikke må holde stævner, da det jo er en indtægt som mange klubber lever af. 

Retningslinjer for Herning Rideklub

Når brugerne besøger Herning Rideklubs hjemmeside, er det første de møder oplysninger om retningslinjerne. De lyder således:

Herning Rideskole tager selvfølgelig de, til enhver tid, gældende restriktioner til efterretning.
Lige nu gælder det at:
– Forsamlingsforbuddet er på maks. 5 personer – uanset alder
– Indendørs idræt er lukket for offentligheden
– Indendørs foreningsaktiviteter lukkes ned
– Herning Rideskole er generelt lukket for offentligheden


Dette betyder, for Herning Rideklub:
Brug af mundbind
Alle personer over 12 år SKAL bære mundbind på indendørs, når man er stående eller gående.
Vi skal endnu en gang understrege at kravet om mundbind SKAL overholdes! Dette betyder at mundbind skal bæres:
– I ridehaller
– I stalde
– I rytterstuer, på toiletter osv.
Kravet gælder ikke for rytterne, mens de udfører deres sport.
Herning Rideklub anbefaler at mundbind bæres udendørs hvis man er ”på vej ind” – eks. hvis man går fra stalden mod ridehallen osv.
Hvis man ikke bærer mundbind indendørs kan man ikke færdes på Rideskolen. (dette gælder dog kun i begrænset omfang for
personalet)


Indendørs idrætsfaciliteter
Vi kan motionere vores heste – dette betyder at partsryttere og privatryttere kan benytte ridehallerne således heste og ponyer kan motioneres korrekt og forsvarligt.
Der må dog aldrig være mere end 5 personer af gangen i den enkelte hal.
Restriktionerne betyder desværre at der ikke kan afholdes holdundervisning i ridehallerne


Forsamlingsforbud
Der er som udgangspunkt forbud mod at forsamles flere end 5 personer på samme sted samtidig.
Dette betyder at der på intet tidspunkt må være mere end 5 personer i det enkelte staldafsnit, respektive ridehal.
Dette betyder at man ALDRIG må samles mere end 5 personer tæt på hinanden – og at der til enhver tid skal holdes en afstand på ca. 2 meter til andre i en sådan forsamling! Endvidere må der i hele stalden aldrig være mere end 10 personer ad gangen.
Flg. gælder – uden undtagelse:
– Er du det mindste sløj, så bliv hjemme.
– Er du i selvisolation fordi du har været i nær kontakt med en smittet kan du IKKE komme på Rideskolen – i tvivlstilfælde kan
du kontakte den daglige leder, alternativt Bestyrelsesformanden.
– Man skal bruge MINDST mulig tid på rideskolen (kom herned, pas hesten, tag hjem)
– Så få hjælpere/forældre på rideskolen som muligt
– Der må IKKE medbringes gæster/venner/veninder/familie på Rideskolen
– Hold min. 2 meters afstand når i færdes i staldene
– Undgå fysisk kontakt med andre – ingen knus, kram og håndtryk!
– Hold god håndhygiejne – sprit og vask hænder – OFTE!

Partsryttere
Der vil blive tilsendt en separat plan til hver enkelt partsrytter omkring pasning af deres heste. Således man som partsrytter får muligheden for, enkelte dage i ugen, at passe sin hest. Dette gøres af hensyn til dyrevelfærden – hesten skal passes, strigles, have ordnet hove etc. og man kan også skridte/trække en tur i skoven. Indendørs ridehaller kan ligeledes benyttes så længe forsamlingsforbuddet ikke overskrides. Den fremsendte tidsplan SKAL overholdes!


Private opstaldere

Private opstaldere må fortsat komme og passe/motionere deres heste – vi indskærper dog at ovenstående retningslinjer omkring forsamlingsforbud og mundbind SKAL overholdes.
Vi har klar en forventning om, at forældre også påpeger disse regler overfor børnene inden de kommer ned på Herning Rideskole – det er alles ansvar, ikke kun personalets.
Vi skal for alt i verden undgå smittekæder på Herning Rideskole – men det kræver mere end nogensinde at vi tænker og godt om, hjælper hinanden og BRUGER MINDST MULIG TID PÅ RIDESKOLEN HVER ISÆR!

Læs mere

Godt nyt: Kommuner får særlig dispensation til at hjælpe foreninger

Midt i alle de dårlige nyheder for foreningslivet er der også gode nyheder. Som f.eks det brev, som kulturminister Joy Mogensen netop har sendt til borgmestre og formændene for kommunernes kultur- og fritidsudvalg.

Af brevet fremgår det, at kommunerne også i 2021 har fået lov til at udbetale lokale- og aktivitetstilskud til folkeoplysende foreninger (blandt andet idrætsforeninger), selvom aktiviteterne i foreningerne på grund af coronarestriktionerne er indstillet eller foregår på meget lav blus.

”Det er en kæmpe hjælp for vores foreninger, og jeg er meget tilfreds med, at kulturministeren handler hurtigt. Denne dispensation gør, at kommunerne kan holde hånden under foreningerne i en ellers fortvivlende situation. Og dispensationen er med til at sikre, at vi forhåbentlig også har stærke idrætsforeninger til danskerne, når vi kommer ud af mørket,” siger DIF’s direktør, Morten Mølholm Hansen.


Vigtigste indtægtskilde

Udbetaling af lokale- og aktivitetstilskud er den vigtigste indtægtskilde for idrætsforeningerne, og dispensationen for de normale udbetalingskrav blev indført i marts 2020 og gjaldt året ud. Nu er dispensationen foreløbig blevet forlænget til udgangen af februar 2021 med eventuel mulighed for forlængelse.

I brevet opfordrer Joy Mogensen foreningerne til at benytte dispensationsmuligheden i de kommende måneder for at hjælpe foreninger og aftenskoler gennem krisen.

”I en brutal tid for foreningslivet giver det håb, at regeringen bakker op med tiltag som dette. Jeg vil gerne gentage ministerens opfordring til kommunerne om at benytte de muligheder, som dispensationen giver. Samtidig vil jeg rette en tak til de mange kommuner, som på eget initiativ har lavet hjælpepakker rettet mod foreningslivet,” lyder det fra DIF-direktøren.

Kilde: Danmarks Idrætsforbund

DRF har opdateret deres guide ift. COVID-19

Se den samlede oversigt over spørgsmål og svar her.

Herunder følger de spørgsmål og svar, der er opdateret efter det seneste pressemøde tirsdag den 5. januar.

Hvilket antal lyder forsamlingsforbuddet på pr. 6. januar 2021?
Med virkning fra den 6. januar 2021 lyder forsamlingsforbuddet på 5 personer. Dette gælder i første omgang til og med den 17. januar 2021.
05/01-2021

Må ridehallerne benyttes til motionering af heste?
Af coronasmitte.dk fremgår det nu, at følgende er gældende for alle landets kommuner, der er underlagt skærpede restriktioner: ”Særligt vedrørende heste Det er ikke ulovligt at møde op og pleje sine heste, da enhver, der holder dyr, i henhold til dyreværnslovens regler skal sørge for, at dyrene behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyn til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov. I lov om hold af heste præciseres det, at enhver, der holder hest, skal sørge for, at hesten tilses mindst én gang om dagen.
I forhold til motioneringsdelen i en ridehal er der efter lov om hold af heste krav om, at heste skal motioneres eller gives fri bevægelse på fold i mindst 2 timer 5 dage om ugen. Ved motionering forstås fx ridning med rytter, longering mv. Dvs. at motionering generelt er et krav. Da nogle heste (eksempelvis ungheste og heste med særligt temperament) ikke kan motioneres ude, vil det være lovligt at foretage motionering i en ridehal forbuddet mod at forsamles mere end 5 personer til et arrangement, begivenhed eller lignende skal fortsat overholdes. Det er ikke lovligt at afholde undervisning og holdtræning i en ridehal, idet en ridehal ikke må have åbent for aktiviteter, der har karakter af sports- og fritidsaktiviteter.”

Må der afvikles hhv. privat eller elevskoleundervisning indendørs?
Nej, det må der desværre ikke, da der er tale om en indendørs udøves idræts-, fritids- og foreningsaktivitet i begge tilfælde. Der må gerne afvikles undervisning udendørs, såfremt det gældende forsamlingsforbud på 5 personer inkl. underviseren overholdes.

Gælder forsamlingsforbuddet på 50 for børn og unge op til 21 år fortsat
efter indførelsen af de skærpede retningslinjer i alle landets kommuner?

Nej desværre ikke. Muligheden for at være op til 50 personer til stede ved idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge til og med 21 år er ikke gældende frem til den 17. januar 2021.
I perioden må der kun være 5 personer til stede på samme sted samtidig ved idræts- og foreningsaktiviteter.

Hvordan skal vi forstå det nye forsamlingsforbud i relation til at passe/ride vores heste/færdes på klubben/gården/ridecenteret etc.?
Der er som udgangspunkt forbud mod at forsamles flere end 5 personer på samme sted samtidig. Dog tolkes det i praksis af politiet således, at man godt kan opholde sig f.eks. 5 personer i stalden, 5 personer i ridehallen, 5 personer på ridebanen osv. Kravet er, at disse ’gruppe’ ikke forsamler sig og interagerer med hinanden.

Indendørs DRF-mesterskab udskydes

Dansk Ride Forbund skriver i dag følgende omkring mesterskabet:

Efter planen skulle årets indendørs Agria DRF-mesterskab i springning være afholdt i uge 5 hos Danish Derby på Vilhelmsborg, men på grund af de forlængede COVID-19-restriktioner, er det desværre nødvendigt at udskyde stævnet.

“Der er ikke noget, vi hellere vil, end at afvikle stævnet som planlagt, men i den nuværende situation og med de gældende restriktioner er det desværre hverken muligt eller forsvarligt, ligesom det heller ikke er muligt for os at gennemføre vores internationale CSI2-stævne i uge 4. Sammen med DRF arbejder vi på højtryk for at finde en ny termin for mesterskabet, som vi offentliggør, så snart det er muligt”, lyder fra Danish Derby Horse Shows’ Casper Cassøe.

Finalerne skulle være streamet her på Zibrasport Equest, og det forventer vi selvfølgelig stadig, at de bliver, når der er fundet en ny termin.

Kilde: Dansk Ride Forbund