Skip to main content

Nye restriktioner for børne- og ungeidrætten i hovedstadsområdet

Stigende smitte i hovedstadsområdet medfører nye restriktioner i 17 kommuner i hovedstadsområdet, og det betyder bl.a., at børn og unge ikke længere må være op til 50 ved idrætsaktiviteter.

Fra mandag den 7. december 2020 og frem til den 2. januar 2021 gælder der et forsamlingsforbud på 10 for alle i 17 hovedstadskommuner.

De berørte kommuner er København, Tårnby, Brøndby, Hvidovre, Vallensbæk, Gladsaxe, Rødovre, Herlev, Lyngby-Taarbæk, Frederiksberg, Ishøj, Gentofte, Ballerup, Høje-Taastrup, Dragør, Glostrup, Albertslund.

DIF håber, at de nye tiltag hurtigt får den ønskede effekt, så restriktionerne kan blive ophævet, og børn og unge igen kan mødes med hele holdet i den lokale idrætsforening.

I mellemtiden ligger der – igen – en stor opgave hos vores mange idrætsforeninger og frivillige, der skal forsøge at afvikle idrætsaktiviteter for børn og unge under nye forhold.

Coronaens indtog i marts har gjort 2020 til et meget vanskeligt år at være frivillig i. Alligevel har de mange frivillige i foreningsidrætten igen og igen formået at holde liv i aktiviteterne og skabe et lys i mørket for både børn, unge og voksne.

Vi håber, at så mange foreninger og idrætsgrene som muligt kan finde kræfterne til det også denne gang, så vores børn og unge fortsat kan dyrke idræt.

Her kommer fire gode råd, som vi håber, kan hjælpe jer på vej:

FIRE gode råd:

1: Lav faste grupper på max 10 personer inkl. træner
Det er fortsat muligt at træne i mindre grupper på max 10 inkl. træner. Overvej, om det kan give mening for jer at inddele jeres børn og unge i mindre hold på max 10 inkl. træner, så det så vidt muligt er de samme børn/unge, der træner sammen hver gang.

2: Sådan kan I trygt afvikle træning for flere grupper samtidig
I kan fortsat afvikle træning for flere grupper samtidig, hvis I sikrer, at:

  • Hver gruppe max er på 10 personer inkl. træner
  • Der er tilstrækkelig afstand mellem grupperne – gerne mindst 2 meters afstand.
  • I klart afgrænser den ene træningszone fra den anden. Anvend fx kegler, toppe, snor, kridt eller anden tydelig markering.
  • Der altid skal være en træner eller anden ansvarlig til stede ved afvikling af idrætsaktiviteter for børn – husk, at vedkommende tæller med i det samlede antal på max 10.

3: Hold virtuel juleafslutning
Med et forsamlingsforbud på 10 er den planlagte juleafslutning med træning for hele holdet sat til tælling i de fleste idrætsgrene, og mange børn kan derfor se frem til en skuffede juleafslutning – sådan behøver det dog ikke at gå.

Ryk juleafslutningen hjem i stuerne og hold den virtuelt over fx Zoom eller Teams. Lad børnene vise deres værelse frem på en virtuel ”House Tour”. Byt sportsskoene ud med sutsko, spil julebanko, spis pebernødder og lad julehyggen indfinde sig på en lidt anderledes måde i år.

4: Giv jeres trænere et skulderklap
Det betyder meget at blive anerkendt, og særligt i år har alle trænere og frivillige fortjent et kæmpe skulderklap. Benyt lejligheden til at sende dem en varm hilsen og tak for deres store indsats – benyt fx jeres Facebook-side til formålet og lad alle klubbens medlemmer og forældre være med til at bidrage i kommentarfeltet i den velfortjente ros. 

Kilde: DIF

Godt nyt til nordjyske rideklubber

Er de midlertidige restriktioner i hhv. Vesthimmerland, Frederikshavn, Thisted, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt og Læsø Kommuner stadig gældende?

Nej, pr. 20/11 er de ekstra restriktioner (der bl.a. betød nedlukning af al indendørs idrætsaktivitet), der var indført i hhv. Vesthimmerland, Frederikshavn, Thisted, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt og Læsø Kommuner, ophævet. Herefter gælder der altså de samme restriktioner for hele landet.

Dansk Ride Forbund

Flere svar om corona

Læs alle Rideforbundets spørgsmål og svar via linket her.

– Vi opfordrer til, at man læser alle spørgsmål og svar grundigt igennem, da flere af dem hænger sammen. Som altid er I mere end velkomne til at kontakte os, hvis I har yderligere spørgsmål eller har brug for sparring/vejledning – vi sidder klar til at hjælpe jer, fortæller DRF.

Status på World Cup-kvalifikationerne

Den sidste af World Cup-kvalifikationerne i den centraleuropæiske liga i sæsonen 20/21 er netop blevet aflyst. I weekenden skulle Slovakiet ellers have budt velkommen til dygtige dressurryttere og deres heste, men ligesom mange andre har værterne set sig nødsaget til at droppe stævnet på grund af corona.

I den vesteuropæiske liga er det indtil videre kun lykkedes at gennemføre et kvalifikationsstævne, og det var på Vilhelmsborg i oktober, hvor Cathrine Dufour vandt foran Isabell Werth og nogle af de stærkeste ekvipager i verden pt.

De planlagte kval-stævner i Lyon, Stuttgart, Madrid, London Olympia, Mechelen og Amsterdam er blevet aflyst, mens stævnet i Salzburg stadig står i kalenderen. Det samme er tilfældet for Neumünster og ‘s-Hertogenbosch, der skal afvikles i 2021.

Finale i Sverige

Selv om mange af kvalifikationerne er blevet aflyst, fortæller arrangørerne bag finalestævnet, at det stadig er deres mål at samle verdens bedste ryttere i Göteborg. Det skriver Dressage News.

Arrangørerne har gjort det klart, at på trods amputerede stævnekalender, så planlægger de stadig en fælles finale i dressur og spring for 10. gang i Göteborg – et af de mest populære finalesteder.

Om corona vil, så afvikles World Cup-finalerne i springning og dressur i Göteborg fra 31. marts til 4. april 2021

Mange ridehaller i Nordjylland skal holdes lukkede

– På baggrund af de seneste COVID-19-restriktioner i Nordjylland har vi endnu en gang opdateret vores ‘svar på jeres oftest stillede spørgsmål’ – denne gang med fokus på ridehallerne, som i langt de fleste tilfælde desværre skal holdes lukkede, lyder den seneste udmelding fra Ride Forbundet.

Vi har fuld forståelse for, at det ikke er dén udmelding, I havde håbet på i Nordjylland, men i vores dialog med Kulturministeriet er det desværre ikke lykkedes os at få lov til at betragte ridehallerne som værende udendørs, og derfor skal de altså i langt de fleste tilfælde holdes lukkede. Vi opfordrer fortsat til, at man som klub kontakter det lokale politi for at få sparring på, hvordan man skal forholde sig til restriktionerne lokalt.

Dansk Ride Forbund

Spørgsmål og svar

Må vi afholde elevskoleundervisning indendørs (i ridehallen)

Nej, desværre ikke. Myndighederne har meldt ud, at al indendørs idrætsaktivitet lukkes ned: ”Lokaler, hvor der udøves idræts- og fritids- og foreningsaktiviteter, herunder idrætshaller, spillehaller og kasinoer, lege- og badelande, svømmehaller, træningscentre og foreningslokaler lukkes for offentlig adgang. Dette gælder kun indendørsarealer de pågældende steder.” (Kilde: https://coronasmitte.dk/restriktioner-inordjylland) Vi har over for Kulturministeriet forsøgt at argumentere stærkt for, at ridehaller ikke bør betragtes som værende indendørs, men det er desværre ikke lykkedes os, så derfor må ridehallerne ikke benyttes på nuværende tidspunkt.

Må vi afholde elevskoleundervisning udendørs?

Ja, der er ikke lagt restriktioner på udendørsaktiviteter, så der må gerne afholdes rideundervisning udendørs. Vær dog opmærksom på, at undtagelsen fra forsamlingsforbuddet for børn og unge under 21 år bortfalder, og at der derfor max. må være 10 personer til stede samtidig (inkl. elever, underviser, eventuelle hjælpere, forældre, etc.). Der må fortsat gerne afvikles flere hold ad gangen, så længe man overholder krav om afstand samt forsamlingsforbuddet.

Er der forskel på, om elevskoler eller private må benytte ridehallerne

Ja, det kan der være. Ligesom det er gældende for den nye lov om brug af mundbind, handler det om, hvorvidt der er en forening/klub/elevskole tilknyttet på stedet, og om der dermed kan siges at være adgang for offentligheden. Er der en forening/klub/elevskole tilknyttet, er det et krav fra myndighederne, at ridehallerne holdes lukkede. Er der derimod tale om en privat gård/opstaldningssted uden forening/klub/elevskole, hvor der ikke kan siges at være adgang for offentligheden, er ridehallerne ikke omfattet af at skulle holdes lukkede.

Er der nogen tilfælde, hvor man kan gøre undtagelser ift. brug af ridehallerne (på steder, hvor der er en forening/klub/elevskole tilknyttet)?

Hvis I som klub står i en situation, hvor I tænker, at der med begrundelse i hestevelfærd kan argumenteres for at give en form for dispensation til motionering af én eller flere heste i ridehallerne, opfordrer vi klubbens bestyrelse til at tage kontakt til det lokale politi for at få sparring på, hvordan I skal håndtere situationen. DRF kan desværre ikke foretage vurderinger eller give dispensationer.

Der er forskel på udmeldingen fra jer, og det vi får at vide hos det lokale politi ift. brug af ridehallerne – hvad skal vi rette os efter?

Vi anbefaler generelt, at alle klubber kontakter det lokale politi for at få deres vurdering af, hvordan de gældende restriktioner skal overholdes. Der er fortsat stor forskel på tolkningerne alt efter hvor i landet, man befinder sig, så derfor kan der være forskel på DRF’s udmelding og det, I får at vide af det lokale politi. Det er i sidste ende det lokale politis udmelding, I skal rette jer efter, da det er dem, der skal håndhæve restriktionerne og evt. vil kunne udskrive bøder, hvis de vurderer, at restriktionerne ikke bliver overholdt.

Se alle spørgsmål og svar

Q&A med Carl Hester

Carl Hester er uden tvivl en af verdens mest populære dressurryttere – og også en af verdens allerbedste, og nu kan du, og alle andre der er fan af Carl, komme helt tæt på den engelske rytter.

Alle har kunnet stille spørgsmål
Tusindvis af hesteglade mennesker har sendt spørgsmål til Carl, som han svarer på i interviewet, der ligger i de to videoer nedenfor. Derudover fortæller han blandt andet, hvordan han under pandemien har brugt tiden på at lære sine heste bedre at kende og arbejde på farmen.

OL i Tokyo… engang.
Når det handler om det udsatte OL, er Carl Hester ikke så bekymret for både han og Charlotte Dujardins heste er forholdvis unge og tager bestemt ikke skade af at blive modnet lidt mere inden et OL. Begge ryttere har deltaget i lokale stævner for at holde sig selv og hestene i form, og det har været rigtig fint. Selvfølgelig, opfører Charlotte (Dujardin red.) sig om hvert eneste stævne er et OL, siger Carl med et glimt i øjet, inden han begynder at svare på spørgsmål.

Status på VM for islandske heste 2021

Fremtiden er på nuværende tidspunkt ikke til at forudsige, og vi vil derfor gerne lave et status på arbejdet og forberedelserne til Verdensmesterskabet 2021 – set gennem ’Corona briller’.

Forberedelserne til Verdensmesterskaberne 2021 (VM2021) i Herning, Danmark er i fuld sving – selv om det selvfølgelig er svært at forudsige, hvordan Covid-19 situationen sommeren 2021. Men en ting er sikkert:

FEIF og arrangørerne af verdensmesterskaberne arbejder målrettet på at gennemføre VM i Herning i august 2021.

Planlægningen er i fuld gang med design af baner, frivillige hjælpere, tilskuere, forhandlere/udstillere og meget mere. Men vi arbejder selvfølgelig med forskellige løsninger for at gennemfører eventet, så det følger de danske myndigheders anbefalinger. Vi tager dette meget seriøst, og det er vigtigt for os, at fra ankomst til afrejse – er et besøg ved VM2021 sikkert og ansvarligt.

Du kan allerede nu sikre dig din billet her

Og følge med på www.vmdenmark.com

DRF med ny udmelding ift. restriktioner i Nordjylland

Hvor længe gælder de nye restriktioner for Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammer-bugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø kommuner?

De nye restriktioner er foreløbigt gældende til og med lørdag den 3. december 2020.

Må vi afholde rideundervisning indendørs (i ridehallen)

Vi kan desværre ikke komme med et entydigt svar på nuværende tidspunkt. Myndighederne har pt. meldt ud, at al indendørs undervisning lukkes ned: ”Lokaler, hvor der udøves idræts- og fritids- og foreningsaktiviteter, herunder idrætshaller, spillehaller og kasinoer, lege- og badelande, svømmehaller, træningscentre og foreningslokaler lukkes for offentlig adgang. Dette gælder kun indendørsarealer de pågældende steder.” (Kilde: https://coronasmitte.dk/restriktioner-i-nordjylland)

Vi er dog ved at undersøge, hvorvidt ridehaller skal betragtes som indendørs eller udendørs, og der skal ikke herske tvivl om, at vi mener, de bør betragtes som udendørs. Så snart vi har en afklaring, melder vi naturligvis klart ud. Indtil da opfordrer vi til, at man kontakter det lokale politi for sparring.

Må vi afholde rideundervisning udendørs?

Ja, der er ikke lagt restriktioner på udendørsaktiviteter, så der må gerne afholdes rideundervisning udendørs. Vær dog opmærksom på, at undtagelsen fra forsamlingsforbuddet for børn og unge under 21 år bortfalder, og at der derfor max. må være 10 personer til stede samtidig (inkl. elever, underviser, eventuelle hjælpere, forældre, etc.). Der må fortsat gerne afvikles flere hold ad gangen, så længe man overholder krav om afstand samt forsamlingsforbuddet.

Må elevskoler benytte ridehallerne?

Det kan vi på nuværende tidspunkt desværre ikke svare på. Vi er i fuld gang med at undersøge mulighederne for en kollektiv udmelding, men i mellemtiden opfordrer vi til, at man kontakter det lokale politi for sparring. Må private benytte ridehallerne? Det kan vi på nuværende tidspunkt desværre ikke svare på. Vi er i fuld gang med at undersøge mulighederne for en kollektiv udmelding, men i mellemtiden opfordrer vi til, at man kontakter det lokale politi for sparring.

Gælder forsamlingsforbuddet på 50 for børn og unge under 21 år fortsat?

Nej, undtagelsen fra forsamlingsforbuddet for børn og unge under 21 år bortfalder i forbindelse med de nye restriktioner. Derfor er det nu forsamlingsforbuddet på 10 personer, der er gældende.

Kilde: DRF

DRF: ‘Svar på jeres oftest stillede spørgsmål’ er igen opdateret

Alle spørgsmål og svar vedr. corona og ridesport findes her

De opdaterede punkter pr. 4. november 2020 er:

Kan vi kontakte vores lokale politi og få sparring omkring, hvordan vi
skal forholde os til de gældende restriktioner?

– Ja, det opfordrer vi i høj grad til, at I gør. Der findes mange forskellige konstellationer inden for ridesportssteder (ift. faciliteter, ejer/lejerforhold, foreninger, osv.), og derudover tolker de forskellige politikredse også forskelligt på de gældende retningslinjer, så derfor kan det give mening at få en konkret vurdering fra det lokale politi. Dog kan vi ikke garantere, at alle politikredse har ressourcer til at foretage en vurdering.

Hvem er undtaget fra loven om brug af mundbind?

– (Kilde: https://www.sst.dk/da/corona/Forebygsmitte/Mundbind-og-barrierer)
Ifølge Sundhedsstyrelsen kan følgende personer undtages fra loven om brug af mundbind:
• Børn under 12 år
• Personer med fysiske eller mentale forhold, som forhindrer korrekt brug eller forhindrer udførelse af vigtige funktioner, fx mundbetjent kørestol.
• Personer som har betydeligt ubehag ved brug af mundbind, fx personer med hudsygdom, vejrtrækningsbesvær eller angst.

Skal man kunne dokumentere, at man er undtaget fra loven om brug af mundbind?

– (Kilde: https://www.sst.dk/da/corona/Forebygsmitte/Mundbind-og-barrierer)
Nej, det skal man ikke ifølge Sundhedsstyrelsen:
”Der skal ikke forelægges dokumentation, som fx en lægeerklæring, for at en person af den ene eller anden grund ikke kan anvende mundbind eller visir, og der skal ikke påkræves et krav om dette, hverken i kollektiv transport, på restauranter, butikker mv. Personer, der af ovenfor nævnte grunde ikke kan anvende mundbind eller visir må ikke bortvises eller blive
nægtet adgang.”

Kan vi søge sparring hos vores lokale politi ang. vores stævne?

– Ja, vi anbefaler altid, at man som stævnearrangør kontakter det lokale politi, hvis man er i tvivl om, hvorvidt man kan overholde de gældende restriktioner. Det er forskelligt fra politikreds til politikreds, hvordan de gældende restriktioner tolkes, ligesom det kan variere, om man kan få en sådan vurdering, men vi opfordrer til, at man forsøger.


Christmas Show: Vi har kæmpet med næb og klør

Det er med ubeskrivelig ærgelse, at vi desværre efter dialog med Østjyllands politi er blevet tvunget til at aflyse et af nordeuropas største ridestævner, Danish Christmas Show 2020. Indeholdende stævnerne:, Baltic Cup Finaler, AB Rideudstyr Christmas Warm Up HEST, AB Rideudstyr Christmas Warm Up PONY, samt Basisbank Danish Christmas Show.

Østjyllands Politi’s tolknig af arrangementsforbuddet gør det umuligt
Den 16. udgave af det traditionsrige og det højt værdsatte Christmas Show, er blevet aflyst pga. af den aktuelle Covid-19 pandemi. Arrangøren Danish Derby Horse Shows Aps, har haft en lang dialog med Østjyllands Politi.

Efter de seneste præciseringer tolker og konkluderer Politiets juridiske afdeling, at stævnet ikke kan følge arrangementsforbuddet hvor  max. 500 personer kan deltage (inkl. ryttere, hjælpere, officials) under forudsætning af at deltagerne i al væsentlighed er siddende.  Stævnet var planlagt uden publikum, og  alle deltagere var således enten ryttere, officials eller hjælpere til stævnet, som ikke kun  rejser sig  for at gå på toilettet eller i kaffebaren. De rejser sig for at være udøvende deltagere til arrangementet, som dog var planlagt med stor geografisk spredning samt en lang række sundhedsmæssige tiltag, der alle var iværksat for at undgå smittespredning. Østjyllands Politi er dog klar i mælet, at det ikke er sådan arrangementsforbuddet skal tolkes. Hvis man skal være 500 personer inkl. deltagere, så skal det fortrinsvis være siddende publikum og en mindre gruppe deltagere. De har samme tilgang til afviklingen af CHRISTMAS SHOW som de har til alle andre sportsgrene, der har måtte aflyse på stribe. Det frustrerende for Danish Derby Horse Show er, at samme stringente tolkning af ridesporten ikke opleves i mange af landets øvrige politikredse. 
 

Vi har kæmpet med næb og klør
Vi har kæmpet for vores stævner med næb og klør, og det gør frygtelig ondt, at vi ikke kan få lov at afholde vores stævner. Vi har ændret programmet, delt klasserne ud på flere dage og vi har lavet et oplæg hvor der tages alle sundhedsfaglige tiltag, der er afstand, faste siddepladser og beskrivelser som direkte viser hvordan alt afvikles forsvarligt. Politiet har rost os til skyerne for de ansvarlige planer, vi har udarbejdet. Men det ændrer ikke på, at Østjyllands Politi vurderer at der ikke kan afholdes ridestævner med afsæt i arrangementsforbuddet, kun med afsæt i forsamlingsforbuddet på enten max. 10 eller 50 personer til stede samtidigt. Og det er ikke realistisk til vores stævner, især ikke for dem under 21 år, hvor der heller ikke må være overnatning inkluderet i arrangementet. Så det er med grædende hjerte, at vi nu må skuffe de mange ryttere, især ponyrytterne, som vi elsker at have på Vilhelmsborg, forklarer en meget trist sekretariatschef Kirsten Mohr.

Danish Derby Horse Show’s ejer, Casper Cassøe Krüth udtaler: Det er som om, at dette forfærdelige år ingen ende vil tage. Vi havde lavet et oplæg, der viste alle hensyn og med alle foranstaltninger samt sundhedsmæssige tiltag, så vores deltagere kunne være til stede på Vilhelmsborg under vores elskede julestævner. Det er virkelig et slag i hovedet, også fordi vi var sikre på, at efter en velafviklet World Cup afdeling på Vilhelmsborg i uge 42, hvor vi netop fik en godkendelse, nu står tilbage efter en opstramning af reglerne med en stævnefremtid, der for hele landet ligger i ruiner.

Corona må vi lære at leve med, det skal vi alle og det er et fælles ansvar, men det er utrolig svært at acceptere at fortolkninger kan være så forskellige fra politikreds til politikreds.

Stævneselskabet bag Christmas Show i økonomisk krise
Aflysningen af årets Christmas Show sætter Danish Derby Horse Show i en økonomisk krise, men arrangørerne garanterer, at alle får deres forudbetalte stævneindskud retur. Vi kommer til at lide kæmpe tab, Danish Christmas Show er en kæmpestor forretning med flere fastansatte og mange periodeansatte, og en omsætning på over 6 mio. kr. på blot 4 uger. Det er en kæmpe økonomisk katastrofe for selskabet som i år skulle have afholdt stævnerne for 16 gang i træk.

Casper Cassøe begræder situationen, men slår fast at: Alle får deres penge retur, men vi håber på tålmodighed, da alle tilbageførsler skal laves manuelt, så der kan gå op til en måned før alle betalinger, er sendt retur. Når man skal have sine penge retur, skal med følge vejledningen på www.danishderby.dk. Der kan ikke sendes individuelle mails, sms´er eller lignende. Det skal ske via vejledningen på hjemmesiden.

Nu skal vi have aflyst hos alle leverandører, men vi kommer til at stå med en kæmpe gæld efter det her. Herefter går det store arbejde i gang med at søge diverse kompensationsordninger. Der er i den forbindelse kun at håbe, at hjælpepakkerne virker, således at vi kan komme til Christmas Show i 2021.

Vi må acceptere at vi alle har et fælles ansvar, og efter de seneste opstramninger har vi desværre ikke haft andre muligheder end denne aflysning. 

DRF: Opdaterede retningslinjer for mundbind, stævneafvikling og elevskoleundervisning

På baggrund af pressemødet den 23/10, hvor COVID-19-restriktionerne desværre igen blev strammet, har DRF endnu en gang opdateret ’svar på jeres oftest stillede spørgsmål’. Oversigten bliver opdateret løbende. Fremadrettet vil de nye/ændrede ting være markeret med gult, og forbundet har tilføjet datoer for ændring- eller tilføjelse ved hvert afsnit for overskuelighedens skyld.   

Mundbind og stævneafvikling
Fra og med 29. oktober skal der bæres mundbind i stalde og ridehaller. Trænere og ryttere er undtaget dette, og sidder folk ned, må mundbindet tages af. Der er ikke krav til mundbind på udendørs arealer. Forsamlingsforbuddet er nu 50 personer, hvis personerne er under 21 år, og 10 personer for alle over 21 år. Det giver selvfølgelig udfordringer for planlagte stævner og events. I DRFs oversigt kan du se, hvilke retningslinjer der er gældende, og hvordan du skal forholde dig til dem.

SE Rideforbundets retningslinjer her

Derudover opfordrer vi alle til at læse Kulturministeriets opdaterede retningslinjer for både indendørs- og udendørsidræt her:
– Retningslinjer for indendørsidræt pr. 23/10-2020
– Retningslinker for udendørsidræt pr. 23/10-2020

Kommende streaminger
De nye stramninger har selvfølgelig betydning for de kommende stævner – og dermed betydning for planlagte streaminger hos Zibrasport Equest. Hold derfor øje med vores kalender – og vores facebook side – hvor vi opdaterer, så snart vi har nyt om kommende events.

DRF: Opdaterede svar på spørgsmål ifht. nye stramninger

På baggrund af fredagens pressemøde, hvor COVID-19-restriktionerne desværre igen blev strammet, har DRF endnu en gang opdateret ’svar på jeres oftest stillede spørgsmål’.

Der er fortsat områder, hvor forbundet endnu mangler afklaring fra hhv. DIF og Kulturministeriet, og derfor vil oversigten blive opdateret løbende. Senest ændrede/tilføjede afsnit/elementer vil fortsat være markeret med gult for overskuelighedens skyld.

Du kan læse rideforbundets opdaterede ‘svar på spørgsmål’ her

Kommende streaminger?
Hvis de nye stramninger har indflydelse på nogle af de livestreaminger, vi allerede har i programmet, så melder vi det selvfølgelig ud så hurtigt som muligt her på siden eller på Facebook.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Vigtig idrætsundtagelse for børn (Corona)

Forsamlingsforbuddet i Danmark bliver sænket fra 50 til 10 personer, men der bliver indført en undtagelse for idrætsaktiviteter for børn og unge under 21 år, hvor forsamlingsforbuddet fortsat vil være på 50. Undtagelsen betyder, at børn og unge forsat vil kunne dyrke deres idræt i idrætsforeningerne som i dag.

”Vi er virkelig glade for den undtagelse på vegne af børn og unge i Danmark. Foreningsidrætten spiller en utrolig vigtig rolle for børns fysiske og mentale trivsel, og hvis der ikke var kommet en undtagelse, var der i grove træk reelt lukket ned for børnenes mulighed for at dyrke foreningsidræt i den kommende tid. Jeg er rigtig glad for, at politikerne sender det signal i en i øvrigt meget vanskelig tid for idrætten i Danmark,” siger DIF’s administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen.

”Jeg er rigtig glad for, at vores appel er blevet hørt om at undtage børn og unge fra et meget lavt forsamlingsforbud på 10 personer. Det er en enorm tillidserklæring, der her er givet fra politikerne til det lokale foreningsliv. Et svært Corona-forår har vist os alle, hvor vigtigt fællesskabet og bevægelsen er for børn og unges fysiske, mentale og sociale trivsel”, siger DGI’s formand, Charlotte Bach Thomassen.

Undtagelsen gælder kun for børn og unge Det betyder, at der er en lang række voksne medlemmer og foreninger, som bliver ramt af sænkelsen af forsamlingsforbuddet til 10 personer.

DIF og DGI understreger, at de endnu ikke kender alle detaljer i de nye restriktioner, og at der nu venter et arbejde med at skabe klarhed over de nye regler i samarbejde med ministerier og myndigheder. Så forbund, landsdelsforeninger og foreningerne kan blive oplyst bedst muligt om de nye tiltag.

Pressemeddelelse: Danmarks Idrætsforbund