Flere medier har de seneste dage berettet om et udbrud af Equin Herpesvirus Type 1 (også kendt som EHV-1) i spanske Valencia.
Danske familien Truelsen deltog i det internationale stævner, hvor udbruddet af den frygtede sygdom hærger. Sidste søndag besluttede arrangørerne dog at aflyse resten af stævnet, der har været i gang siden 1. februar – men stævnestalden er stadig fyldt, fordi flere heste er smittet med herpes, og derfor ikke kan forlade området.
Familien Truelsen er ligesom mange andre fanget i Spanien – desværre med syge heste:
World of showjumping kunne i går viderebringe nyheden om to heste, indtil videre, er døde af sygdommen i Valencia. Det drejer sig om hoppen Casta Lee, der i mange har haft stor succes under rytteren Tim-Uwe Hoffmann.
Derudover har tyske Tessa Leni Thillmann mistet sin 12-årige Qadira – også på grund af herpesvirus.
Dansk Rideforbund har meldt følgende ud til de danske ryttere:
– Siden i mandags, hvor DRF blev informeret om et udbrud af den aggressive herpesvirus 1 på en stævneplads i Valencia, har vi fulgt situationen nøje og gør det fortsat. Det er yderst svært at få konkrete, officielle informationer om udbruddets omfang, hvorfor vi ikke ved, om det fortsat er begrænset til Spanien, eller om smitten kan have spredt sig til andre stævnepladser i Europa. Derfor fraråder vi på nuværende tidspunkt vores ryttere at tage til stævner i Europa, siger Elitechef i Dansk Ride Forbund, Kimi Nielsen.
Symptomer på sygdommen
Den mobile hesteklinik iKeyvet har forklaret, hvor farlig Herpesvirus Type 1 er i en lang opdatering på Facebook:
Kromosom 16, 25 og 14 Nyere undersøgelser påviser, at Kissing Spines er arveligt. Forskere har med succes kunnet indsnævre den del af hestens genom, der er knyttet sammen med tilstanden. Derudover er der selvfølgelig andre faktorer som højde, køn, alder, arbejdspres, sadeltilpasning og disciplin, der har betydning for lidelsen.
Resultatet af forskningen blev præsenteret på 2020 American Association of Equine Practitioners Convention af forskerne Samantha A. Brooks, Florida, og Beau Whitaker, Texas. Brooks og Whitaker afslørede, at kromosomerne 16 og 25 ser ud til at have effekt på graden af Kissing Spines hos varmblodsheste, fuldblodsheste og andre lette racer, mens kromosom 14 ser ud til at have en signifikant forbindelse til udbredelsen – og ikke kun graden.
Hestens højde spiller også en rolle Brooks og Whitaker og deres teams har lavet genetiske undersøgelser på heste med og uden Kissing Spines for at lokalisere gener, der er forbundet med lidelsen. Undersøgelserne er stadig i gang, men indtil videre har de identificeret loci (genetiske grupper), der viser et klart sammenfald med lidelsen og graden af lidelsen. Forskerne opdagede dog også, at andre faktorer spillede en rolle i lidelsen. Især hestens højde ser ud til at have en stor indflydelse, mens alder og køn spiller mindre roller, modsat hvad forskere tidligere troede.
Undersøgelserne stadig i gang Forskere vil forhåbentlig kunne udvikle modeller, der kan hjælpe hestefolk med at gennemskue risikoen for Kissing Spines før de køber, sælger, træner eller avler heste. Ydermere vil det også kunne hjælpe ryttere og ejere med tidligt at behandle hesten med fysioterapi, hvilket kan styrke og understøtte rygraden hos heste, der her tendens til – eller er diagnosticeret med Kissing Spines.
Afslutningsvis slog forskerne fast, at de stadig er midt i undersøgelserne, og der skal mange flere test til, før forskningsprojektet kan kaldes afsluttet. De modtager meget gerne hårprøver og informationer fra heste, hvis røntgenbilleder viser, at de IKKE har Kissing Spines.
Du sidder i sadlen og har stor lyst til at få en god træningslektion med din hest, og så oplever du, at hesten er af en anden holdning. Den arbejder ikke foran schenklen, og går næsten ikke frem af sig selv. Din første indskydelse er at forsøge at klemme hvert et skidt ud af hesten, for at få traven mere aktiv. Du er nødt til at bruge pisken for at animere hesten til at skifte til galop. Og når det så sker, må du arbejde dobbelt så hårdt, for at sikre, den ikke falder tilbage til trav. Din løsning er at sparke til hesten med schenklen i hvert et galoptrin.
Ikke alene er det udmattende og frustrerende, men du gør faktisk ikke noget godt for din hest og dens uddannelse. Det eneste du opnår er, at hesten bliver mere ”døv” for schenklen for hver gang du træner.
At have hesten fremme foran schenklen er helt afgørende for din træningssucces. Det er svært, for ikke at sige næsten umuligt, at træne/ride hvilken disciplin du nu har valgt, med en hest, som skal sparkes frem for hvert et skridt. Det gør det også nærmest umuligt for rytteren at indtage det rigtige og effektive sæde på hesten, når du konstant skal motivere hesten til at gå frem, og derfor ikke kan sidde stille i sadlen.
Som OL-guldvinder Charlotte Dujardin (GB) har udtalt: dovne heste skal arbejde uden støtte fra rytterens schenkel og varme heste, skal acceptere at arbejde med støtte fra schenklen (lazy horses need to work with the leg off while hot horses need to work with the leg on). Har du en hest, som fra naturen er noget flegmatisk, er målet at få dem til at reagere på en let hjælp.
Kort fortalt, ved konstant at bede hesten om at gå frem, ”slukker” de for kontakten og reaktionen på rytteren. Forestil dig, hvis en meget stille person pludselig råber ad dig, det vil du lægge mærke til. Omvendt så er det højst sandsynligt, at du vil ignorere det, hvis en meget højrøstet person, altid råber ad dig.
Hvis dine schenkler råber konstant, vil hesten ikke tage notits af det.
Derfor må målet være at blive i stand til at ride så let, at hesten reagerer omgående, når du bruger schenklen.
Hvordan får man hesten foran schenklen? Så, hvordan får du din hest foran schenklerne? Egentlig er det enkelt, men det kræver konsekvens og engagement fra dig. Du skal også bruge en dressurpisk i denne proces.
Hvis din hest reagerer med modstand mod dine fremaddrivende hjælpere, ved fx at bukke, eller du ikke føler, du sidder ”fast” i sadlen, hvis hesten skulle reagere – så kan du placere en læderrem, kan være en sporerem, forrest på sadlen. Den kan du gribe i, hvis du har behov for den ekstra støtte. I denne øvelse skal du kunne sende din hest fremad, uden at bruge tøjlerne til at holde balancen i.
Hvis du oplevede Cathrine Dufours clinik under Dansk Varmblods hingstekåring i Herning i 2019, vil du have set hende bruge stroppen i praksis. Hun fortalte dengang. – Når jeg skal have fat i stroppen, gør jeg det bekvemt mellem ringfingeren og lillefingeren. Jeg hægter lige min hånd på stroppen, og ellers har jeg fat på tøjlen, som jeg plejer. Man skal forsøge at holde hånden så korrekt som muligt – på højkant, selvom man har fat i stroppen. Og for en rytter som jeg, der gerne vil sidde lidt højt med hånden, hjælper det også til at holde hånden mere korrekt, fortalte Cathrine Dufour.
Det starter med et stop Du kan skærpe hestens reaktion på hjælpen ved først at ride ind i en parade. Herefter giver du hesten et let tryk med schenklen, for at bede den om at trave frem. Hvis hesten ikke reagere (hvilket den nok ikke gør), giver du den omgående at meget hårdere spark med støvlen. Det du skal søge efter er, at hesten skal springe fremad, gerne i galop, som en reaktion på din hjælp. Sker det, skal du være meget bevidst om ikke at trække hesten i munden, eller stoppe den hurtigt op. Det er her stroppen kan gøre gavn. Lad hesten løbe frem, og bring den langsomt tilbage til trav igen.
Og ros, ros, ros – gerne overdådigt meget ros og klap.
Reagere hesten fremad, men ikke med en hurtig, elektrisk reaktion, så kan man svirpe med pisken bag schenklen for at understøtte schenkelhjælpen. Du behøver ikke ramme hesten, lyden er nok til at understøtte schenklen.
Når du har bragt hesten under kontrol igen, lav en parade, og gentag processen. Nøglen til succes er at starte med den meget lette hjælp, så du giver hesten en chance for at svare på dine lette hjælpere. Hesten har formodentlig behov for, at dette bliver gjort nogle gange, men de fleste heste forstår budskabet i den først lektion. Det er dog en øvelse, som det er sundt for både rytter og hest at vende tilbage til flere gange under uddannelsen. Fra stilstand kan du også lave øvelsen i andre gangarter, hvor du laver temposkifter for en let hjælp.
Et er teori… Denne beskrivelse er, i teorien, meget enkel, og det er noget, som de fleste heste reagerer positivt på. Dog er der nogle forhold, du skal være opmærksom på. Først af alt skal du være sikker på, at hestens manglende gålyst ikke stammer fra en skade eller smerter. Som det altid er tilfældet, når hesten reagerer unormalt, er input fra dyrlæger, hestetandlæger og sadelmager vigtigt.
Hvis du er sikker på, at hesten har lært at gå bag schenklen i træningen, er det op til dig som rytter at sætte dagsordenen i træningen. Husk på det følgende:
Heste reagerer bedst på klare grænser, så du skal være totalt engageret i at forlange hesten springer fremad, når du beder om det. En halvhjertet reaktion er ikke godt nok!
Det er afgørende, at du roser hesten, når den reagerer fremad på din kraftige hjælp. Og at du gentager øvelsen med at starte med en let hjælp. Hvis du ikke tester reaktionen igen, har du simpelthen undervist din hest i, at den kun behøver at gå frem, når du bruger kraftige hjælpere og muligvis også bruger pisken.
Vær meget streng med dig selv med hensyn til at holde dine schenkler stille. Når din hest reagerer på en let hjælp, er belønningen også, at du sidder stille, uden at genere hesten med pres fra schenklen.
Endelig skal du huske, at det er meget let at falde tilbage i gamle vaner og lade din hest slippe afsted med nogle langsomme reaktioner på din hjælp. Før du ved af det, vil dette eskalere.
Vær altid helt ærlig over for dig selv, når du træner. Vil hesten reagere omgående for din lette hjælp? Hvis ikke, så er du nødt til at tage øvelsen op igen, og være mere opmærksom på dine ridevaner fremover.
Hvis du arbejder målrettet med problemet, bør du få en hest, der er foran schenklen og en fornøjelse at ride på.
Du kender den hest, der vender enden til, når du nærmer dig, eller lægger ørene ned ad nakken, når den kigger ud over boksen. Nogle ryttere vil sige: Jamen den er helt fin under ridning, eller at det bare er en af de heste, der altid er lidt sur. Enkelte vil måske slet ikke opdage, at den er sur eller gnaven. Men nogle ryttere vil måske stoppe og sige: Vent lidt, vil hesten egentlig gerne rides, lige så meget som jeg gerne vil ride?
Og det er overvejelserne fra den sidste gruppe af ryttere, der passer med et nyt studie af franske forskere. Alice Ruet, PhD, det Franske Institut for Horse and Equitation (IFCE) i Saumur, Frankrig og hendes team har i et studie kunne se en kobling mellem dårlig adfærd/velfærd i stalden og dårlig adfærd under sadlen. Ydermere ser det også ud til, at førstnævnte har indflydelse på, hvor let hesten er at ride og sandsynligvis også på dens præstation.
43 heste deltog i forsøget I undersøgelsen blev 43 klinisk sunde og raske varmblods rideheste observeret i en fransk stald, hvor de var opstaldet i bokse, når de ikke var ude at arbejde, bortset fra en times foldtid om ugen. Forskerne overvågede hestene i stalden for dårlig adfærd/velfærd – som aggression mod mennesker, deprimeret udtryk med kun lidt interesse i sine omgivelser eller anspændt og i alarmberedskab. De bad også hestenes normale ryttere om at besvære et kort spørgeskema om hestenes opførsel under sadel.
Forskerne udvalgte derefter 30 heste, der blev redet af en professionel rytter uden viden om hestenes adfærd i stalden. En måleenhed blev placeret på hest og rytter for at samle informationer omkring bevægelser under rideturen.
Dårlig adfærd i stalden gav mindre behagelig ridetur Der blev fundet iøjnefaldende sammenfald mellem hestenes opførsel i stalden og deres opførsel under sadel. Eksempelvis viste heste, der var aggressive i stalden, tendens til konfliktadfærd (som at bukke) under rytter. Heste med unoder som krybbe-bidning var mere stressede under sadel (viste sig som høj haleføring). De heste, der virkede uinteresseret eller deprimerede i stalden, var mere modvillige til at gå frem i ridningen. Og dem der var overopmærksomme i stalden, havde større sandsynlighed for at være alarmeret eller anspændt under rytter.
Ydermere viste Måleenheden (IMU), at heste som havde dårlig adfærd/velfærd i stalden, også var mindre behagelig at ride på. Måleenheden afgav data på hesteryggens op-og-ned bevægelse og derfor også rytterens bevægelser i sadlen.
En ond cirkel Resultatet af undersøgelsen viste altså, at hestens adfærd og velbefindende i stalden hang sammen med hestens præstation under rytter. Om det var fordi, hesten var ulykkelig i stalden, at den tog det med i ridningen, eller om det var fordi, hesten var træt af ridning, at den blev sur i stalden, kunne forskerne ikke konkludere, men sandsynligvis er det en ond cirkel.
”Dårlig adfærd og velfærd i stalden bliver ofte bagatelliseret. Folk tænker ofte, at det ikke betyder noget, hvis de altså overhovedet opdager det. Selv nogle professionelle hestefolk opdagede ikke tegn på dårlig trivsel i stalden. Så jeg tror, at det er virkelig vigtigt, at ryttere på alle niveauer lærer at anerkende/diagnosticere tegn på dårlig trivsel/velfærd fra de mest tydelige som aggressioner til de mere skjulte, hvor hesten er tilbagetrukket og måske trist. Det er nødvendigt, at man forstår, at det er et tegn på dårlig trivsel og ikke bare hestens personlighed,” siger Alice Ruet.
Kilde, og mere om undersøgelsen kan læses her: Thehorse.com
Selv om man gør alt for at passe på sin hest, så kommer hesten en gang indimellem til skade. Det kan være på folden eller under ridning – men det kan også være i stalden. I forbindelse med implementeringen af hesteloven, er der sat fokus på at bygge og udforme hestestalde, så risikoen for skader minimeres. Undersøgelser fra udlandet og interviews med rideskoler og inventarfirmaer i Danmark gør det muligt at liste de mest almindelige skader i stalde, og hvor hyppigt de forekommer.
I artiklen nedenfor fra SEGES/Landbrugsinfo, kan du læse meget mere om skader i hestestalde, herunder hvilke skader der oftest forekommer, hvordan de kan forebygges, og hvad man skal være særligt opmærksom på ved byggeri.
Det kræver en veluddannet, velafbalanceret og stærk hest, at vise en udtryksfuld piaffe på stedet, har helt ny research vist. Piaffe er en vanskelig balanceakt af hesten, hvor den skal holde balancen på de to diagonale benpar, mens den afbalancerer sig selv og sin rytter. Med nutidens krav om, at piaffen skal udføres på stedet, dog med tilladelse til, at den kan være ”en anelse fremadgående”, kræver det en helt særlig hesteatlet for at mestre den øvelser.
Piaffe er da også anerkendt, som en af dressurens sværeste øvelser, hvor hesten ifølge Dansk Ride Forbunds fordringer til dressur, skal vise øvelsen således: ”piaffen er en meget taktfast, samlet, høj og kadenceret travagtig bevægelse på stedet. Hestens ryg skal være smidig, og bagparten skal være sænket med tydeligt vinklede og indundergribende bagben. Herved aflastes forparten, og halsens rejsning øges, ligesom skuldrene får større bevægelsesfrihed. De diagonale for- og bagben skal løftes og sættes til jorden i ensartede, regelmæssige og affjedrende trin.”
Hilary Clayton og Sarah Jane Hobbs har netop offentliggjort en rapport, hvor de satte sig for at udforske, hvordan hesten bliver påvirket af Newtons tredje lov: aktion er lig med reaktion. Det vil sige, hvis du skubber på en ting med en kraft, så skubber tingen tilbage med præcis samme kraft – i rapporten kaldet ”ground reaction forces (GRFs). Altså hvor meget kraft fra jorden bliver hesten påvirket med, når den udfører en piaffe. Forskerne finder det vigtigt at finde ud af, hvor stor belastning der er på hestens ben og krop under udførelsen af en piaffe. Når man har fået det kendskab, kan man forstå mekanikken i øvelsen og dermed risikoen for at udvikle en skade.
Grand Prix heste på trykplader Forskerne brugt trykplader til at måle GRF’erne i lodrette, langsgående og tværgående retninger hos syv højtuddannede dressurhesten, mens de udførte piaffe. Hestene var tre af racen hollandsk varmblod (KWPN) og fire Lusitanos. Alle havde konkurreret på Grand Prix niveau, og en af de hollandske heste var en flere gange olympisk medaljevinder.
Resultaterne viste, at bagbenene bar relativt mere vægt i piaffe end i trav eller passage, men de lodrette GDF målinger var betydeligt højere i forbenene under piaffen- altså mere kraftpåvirkning af hestens forben i piaffen.
De kræfter, som påvirkes i det vandrette plan, viste betydelig variation fra trin til trin og hest til hest. Forskerne anser dette for at repræsenterer, hvor svært det er for hesten at opretholde balancen, når den står på to ben, diagonal benpar. Hesten skal balancere på to ben, hvor den kortvarig skal fastfryse bevægelsen i dens mest forhøjede position. Og det kræver stor stabilitet af hesten. Ikke mindst fordi, den skal vise øvelsen i næsten stilstand, mod passage, som vises i fremaddrift, og gør det lettere for hesten at holde balancen.
Resultaterne viste, hvor dygtige hestene var til at afbalancere de kræfter, der kræves for at forblive på stedet under øvelsen. I de fleste af de analyserede trin gjorde hestene netop det. Når de mistede balancen, tog de et lille skridt frem eller tilbage.
– Det er klart, udtaler forskerne, at der kræves stor styrke af dressurheste på dette høje niveau samt finjusteret, neuromotorisk kontrol. Dette udvikler hesten gennem langvarig dressuruddannelse.
Forskerne vil nu undersøge resultaterne yderligere, for at finde ud af, hvordan GDF påvirker piaffens kvalitet, og samtidig se på belastningsmønstrene for hestens ben, når de udfører piafferne.
Om piaffe fra DRF’s fordringer Piaffe er en meget taktfast, samlet, høj og kadenceret travagtig bevægelse på stedet. Hestens ryg skal være smidig, og bagparten skal være sænket med tydeligt vinklede og indundergribende bagben. Herved aflastes forparten, og halsens rejsning øges, ligesom skuldrene får større bevægelsesfrihed. De diagonale for- og bagben skal løftes og sættes til jorden i ensartede, regelmæssige og affjedrende trin. Takten og rytmen bør være den samme i passage og piaffe for at få regelmæssige og smidige overgange. Ideelt udført bør spidsen af hoven på forbenet løftes til midt på piben af det støttende forben, og spidsen af hoven på bagbenet løftes til lidt over kodeleddet på det støttende bagben. Halsen skal være rejst og smukt hvælvet, og næseryggen lodret. Hesten skal forblive let på biddet med eftergivende nakke, idet den lette forbindelse til hestens mund bevares med en anstillet tøjle. Hesten krop skal bevæge sig op og ned med smidige rytmiske og harmoniske bevægelser. Det er karakteristisk for piaffen, at den udføres med stor energi og i total balance. Selv om det skal se ud, som om den udføres på stedet, tillades det, at piaffen er en anelse fremadgående som følge af den energi og iver, hesten bør have for igen at kunne gå fremad, så snart det forlanges. Den ene meter fremadridning, som er tilladt i piaffen i Intermediaire II, er klart for meget til en Grand Prix piaffe.
ALMINDELIGE FEJL er bl.a.: • Bagbenene bøjes ikke tilstrækkeligt og placeres ikke langt nok inde under kroppen. • Hesten placerer bagbenene for langt inde under kroppen (understiller). • Bagparten overtager ikke nok vægt. • Løftet af for- og/eller bagben er utilstrækkeligt. • Hesten er ikke i balance. • Hesten spjætter enten med et eller begge for- og/eller bagben.
GRUNDFEJL er bl.a.: • Der er for lidt løft og affjedring af både for og bagben. • Hesten bevæger sig for meget fremad i piaffen. • Bagparten eller forparten svinger fra side til side. • Hesten krydser for- eller bagben. • Der støttes længere på det ene diagonale benpar end på det andet (ujævn takt). • Forparten svinger voldsomt fra side til side (balancerer). • Hesten piafferer med sænket ryg. • Hesten slår sig fra eller er over biddet. • Hesten løfter bagbenene højere end forbenene, eller lige så højt. • Hesten træder bagud.
Dyrlæge Katja Roscher fortæller, at leveren måler mellem 40 og 50 centimeter, er omkring 25 centimeter bred og 15 centimeter i tykkelsen, når det handler om fuldvoksne varmblodsheste.
Gulsot
Gulsot kan diagnosticeres, når hestens slimhinder får en gullig nuance – det er en klar indikering på, at der er noget galt i leveren. Og du kan bedst se tegnene på gulsot i dens øje.
– Det står Bilirubin for. (Bilirubin et nedbrydningsprodukt fra blodet, nærmere bestemt fra hæmoglobinet i de røde blodceller. Leveren filtrerer bilirubin fra blodet og bilirubinen udskilles til tarmen via galden. Bilirubinen i tarmen giver vores afføring dens mørke farve. Det vil sige, at hvis leveren eller galdevejene ikke fungerer som de skal, kan afføringen blive lys og samtidig urinen blive mørk, da kroppen vil forsøge at udskille bilirubinen gennem nyrerne. Desuden kan der opstå gulsot. Kilde: Netdoktor)
Når leveren ikke fungerer som den skal, så kan den ikke ikke filtrere dette affaldsprodukt, forklarer Roscher.
Blodprøver giver iøvrigt kun begrænset information om leverskader, fordi leveren har en utrolig evne til at kompensere. Derfor vil man først se udsving i prøverne, når skaden er alvorlig.
Mægtige naboer
Leveren ligger placeret nær hestens mellemgulv og lige ved siden af, finder man maven og dele af tyktarmen.
Et fantastisk organ
Leveren er kroppens største kirtel. Her bliver der udskilt og dannet bl.a. enzymer til kroppen.
– Leveren er et energikraftværk: den producerer fedt og proteiner, og den er derfor ansvarlig for sukker- og energibalancen, fastslår Roscher og tilføjer:
Derudover er den også et såkaldt afgiftningsorgan for kroppens egne toksiner, såsom ammoniak. Ammoniak omdannes af leveren til urinstof, som udskilles via nyrerne. Kort sagt: intet virker ikke uden leveren.
Dyrlæge Roscher
Giftigt for leveren
Selv om leveren er god til at hele sig selv, så er organet bestemt ikke usårligt. Store mængder af medicin, pesticider og mineraler som i for store mængde kan være giftige vil forringe leverfunktionen.
Lige så forholder det sig med ondartede tumorer, der kan beskadige levervævet.
Vægten
Cirka fem kilo vejer en lever i en hest med en vægt på 550 til 600 kilo.
Problemet med disse vægtangivelser fra anatomibøgerne er, at dyret er blevet tømt for blod, når organerne skal vejes. Derfor er det meget sandsynligt, at leveren faktisk vejer meget mere i den levende hest.
Katja Roscher
Glat og elastisk
Leverens tekstur kan bedst beskrives som, når du rører ved et geleunderlag. Lidt bulet, glat og elastisk. Leveren er fyldt med blod, hvilket også er årsag til dens mørkerøde tenderende til brune farve.
Leveren ser faktisk ud som den svinelever, du køber i supermarkedet,
Artiskokker mm.
Hvad er godt for leverens velbefindende? Det svar har Katja Roscher:
– Vigtigt er kvalitetsfoder, ingen farlige planter på folden, men ligesom hos mennesker er foderindustrien fyldt med gode idéer, der angiveligt skulle komme hesten til gode. Der stiller Roscher sig dog kritisk.
– Der findes produkter med artiskokker eller mælketidsler, som reklamerer med at have en positiv effekt på leverfunktionen. Men videnskabeligt bevist er dette altså ikke, lyder det.
I et studie foretaget af dyrlæge Sue Dyson fra Center of Equnie Studies i Newmarket er formålet at finde ud af, om ryttere er gode nok til at opdage, når deres heste viser tegn på halthed.
I forberedelserne fastslog rytterne af de 60 testheste, at deres hest var helt rengående. Derudover gennemgik alle hestene også en grundig undersøgelse før ride-sessionen, hvor der blev kontrolleret muskelspændinger, ømhed, lavet en halthedsundersøgelse samt vurdering af sadeltilpasningen.
Halthed hos mange
Efter ridningen var tendens entydig. I 73 procent af tilfældene var hesten ikke rengående – de heste viste nemlig tegn på let halthed, hvor rytteren altså ikke havde mærket noget.
Haltheden var ikke voldsom, men den var til stede – på en halthedsskala fra 1 til 8 scorede hestene op til 2.
Desuden var urenheden ikke konstant hos de 73 procent, men den reflekterede hestens ubehag, forklarer Sue Dyson.
I undersøgelsen blev det også klarlagt, at næsten halvdelen af hestene udviste en eller anden form for anormalitet i gangarterne. Og flere af hestene var dertil udstyret med ukorrekt tilpasset sadel.
Sådan gjorde hun
Helt konkret kom resultaterne i hus ved hjælp af et såkaldt smerte-ethogram, der beskriver 24 udslag i adfærd hos hesten. Adfærd, der er videnskabeligt valideret, som forbundet med smerte
Sue Dyson
Det kan være et smerterelateret ansigtsudtryk eller ændret kropssprog, og så inkluderer adfærden også, at hesten trækker ørerne tilbage i mere end fem sekunder såvel som åben mund i mere end 10 sekunder.
Ifølge Dyson er det selvfølgelig problematisk, at ryttere ikke genkender tegn på smerte eller halthed hos deres heste.
-Jeg er altid skuffet, når jeg laver en undersøgelse med frivillige ryttere og deres heste, hvor hesten betragtes som klinisk sund, og man finder ud af, at det desværre ikke forholder sig sådan, lyder det.
– Dette betyder ikke, at rytterne ikke er opmærksomme på deres heste. Snarere afspejler det måske rytternes tidligere erfaringer med heste og manglende træning i at genkende smerterelateret adfærd.
Hvad har du tænkt dig at gøre med de gulerødder eller godbidder, du har i lommen? Hvis du har tænkt dig at give dem til din hest, så ved den det, og hvis du har planlagt ikke at give dem til hesten – så ved den det også. Hesten ved faktisk også, hvis du har tænkt dig at give den godbidderne, selv om det af forskellige årsager ikke lykkes.
Et fransk studie, hvor hesten blev tilbudt gulerødder, kan nemlig nu konkludere, at hesten kan forstå formålet med vores adfærd – også selv om vores hensigt (som at give hesten et stykke gulerod) ikke lykkes. Derfor skal du ikke lyve for dig selv eller for hesten, når du er sammen med den, lyder det fra den franske forsker Léa Pansade.
Forsøget: Vil ikke dele, er ikke i stand til at dele – eller er for klodset til at dele Pansade og hendes team studerede 21 privatejede heste, mens de interagerede med en ukendt person med lommerne fulde af gulerodstykker i tre forskellige scenarier. I alle tre tilfælde adskilte et plastvindue hestene fra personen.
Nogle gange rakte personen guleroden frem mod heste uden at have nogen intension om at give den til hesten (flyttede guleroden uden for hestens rækkevidde, når den prøvede at tage den). Andre gange ville personen give hesten guleroden, men havde problemer med at få den igennem forhindringen mellem dem, og i det sidste tilfælde ville personen gerne give hesten guleroden men blev ved med at tabe den.
Hestene viste tydelig forskel i deres adfærd, alt efter om personen havde til hensigt at give dem guleroden eller ikke. Især når personen prøvede at give hestene guleroden, men ikke kunne få det til at lykkes, så prøvede hestene at kommunikere med personen ved at røre ved plastvinduet. Men når personen ikke havde til hensigt at give hesten guleroden, så brugte hesten signifikant mindre tid på at se på personen, inden den kiggede væk. Kort fortalt gav hestene hurtigt op, så snart de blev klar over, at personen ikke havde til hensigt at give dem et stykke gulerod.
Hesten læser vores ’hensigter’ Selv om mange mennesker mener, at hestens selvfølgelig forstår ens intentioner, så er det ikke noget eksperter har kunnet blive enige om før dette studie. Pansade forklarer, at der er stor forskel på at mene, at en hest er i stand til noget, og så bevise det ud fra videnskabelig empiri.
Hestene forstår altså intentioner – måske endda bedre end vi gør. Hestene erkender vores formål eller hensigt, men det er ikke altid det modsatte er tilfældet. Det være i stand til at læse en anden art er slet ikke så nemt, konkluderer forskeren.
Skovsgaard Gods på Langeland har i århundreder været drevet som landbrug og skovbrug. Nu er de to naturfonde Den Danske Naturfond og Danmarks Naturfond gået sammen om et kæmpe naturprojekt, som skal forene fødevareproduktion og etablering af vild natur.
To tredjedele af godsets knap 400 hektar skal gøres vildt med udsætning af kvæg, vildheste og grise, som skal græsse og skabe optimale betingelser for biodiversiteten i området.
Ambitionen er at lave et demonstrationslandbrug som kan inspirere og skabe ny viden om fremtidens bæredygtige landbrug, hvor fødevareproduktion kan bidrage positivt til løsningen af både naturens og klimaets kriser.
Offentligheden vil have gratis adgang til arealerne, og naturformidlingen og friluftsaktiviteterne på godset bliver styrket.
Fødevareproduktion med plads til naturen
Det er uden fortilfælde, at et gods omdanner mere end to tredjedele af det samlede areal til vildgræsning.
Det 394 ha store gods ejes af Danmarks Naturfond, som oprindeligt er stiftet af Danmarks Naturfredningsforening. Formanden for fonden og præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, siger:
– Naturens krise er dyb og massiv. Det, naturen har allermest brug for, er plads. På Skovsgaard vil vi nu vise, hvordan vi kan kombinere en ekstensiv produktion af kød fra grise og kvæg med vild natur med tårnhøj biodiversitet. Som landbrug håber jeg, at vi kan være med til at vise vejen for, hvordan vi både kan producere mad og give plads til naturen.
Kvæg, heste og grise skal leve vildt hele året
Nøglestenen i projektet er vildgræsning, hvor 245 hektar hegnes ind i én stor indhegning. Her skal kvæg, vildheste og grise leve vildt hele året. Det betyder, at de ikke fodres og aldrig kommer på stald, men i stedet lever vildt på arealet og af det, de selv kan finde i naturen.
Når dyrene græsser hele året, skaber de grundlag for en tilstand af vildhed, som vil bringe de naturlige processer og dynamikker tilbage. Dyrene vil bidrage til udviklingen af et landskab med græsland, kær, vådområder, lysåbne skove og krat, og det vil give basis for en stor biodiversitet i området.
Den Danske Naturfond er en privat fond, som skaber mere plads til den vilde natur i Danmark. Fonden har store forhåbninger til projektet, som den har støttet med 1,25 millioner, der bruges på hegn samt heste og kvæg.
Landbrug, natur og oplevelsesøkonomi hånd i hånd
Kongstanken med projektet er at gå i spidsen og inspirere andre landbrug til at omlægge arealer til fordel for natur og klima. Projektet skal hjælpe med at bane vejen for, at der kan skabes vild natur sideløbende med fødevareproduktion.
Godsets øvrige arealer vil fortsat blive drevet som økologisk landbrug med særligt fokus på grøntsager af meget høj kvalitet og skånsomme dyrkningsmetoder, hvor klima og biodiversitet tilgodeses.
Hestens hjerne er, som skrevet, ikke særlig stor. Den vejer kun mellem 400 og 700 gram, og udgør faktisk kun 0,1 procent af hestens samlede kropsvægt. Til sammenligning udgør menneskets hjerne to procent af vores kropsvægt. Derudover består hjernen af milliarder af nerveceller, der ligger i forskellige lag i stor- og lillehjernen.
Hestens hjerne ser ud som andre pattesdyrs. Den består af storhjernen, lillehjernen og hjernestammen. Derefter følger rygmarven, som har forbindelse til hjernen.
Professor Dr. Vinzenz Gerber
Strukturen i hjernens overflade minder om en blomkåls. Lillehjernen, cerebellum, er dog noget mere fin i overfladen end storhjernen, også kaldet cerebrum.
Hardwaren udvikles i livmoderen
Hestens hjerne udvikles allermest, mens den stadig ligger i livmoderen.
I den tidlige udvikling af embryoet og fosteret bliver hestens “hardware” allerede skabt. Det betyder, at føllet er “færdigt”, når det kommer til verdenen.
Prof. Vinzenz Gerber.
Føllet skal nemlig være i stand til at kunne rejse sig op med det samme og løbe væk, hvis der er noget, der truer den.
Softwaren bliver derimod udviklet i føllets første levedage samt i dens tid som plag.
– Denne programmering bliver bearbejdet og forbedret gennem hele livet. For at bruge lignende termer så tilføjes nye links konstant, mens andre er ikke længere er nødvendige.
Fordeling af opgaver
– Hestens storhjerne er ikke helt så kompleks som menneskets. Hesten kan ikke regne eller skrive, men bortset fra dette, så fungerer storhjernen på samme måde som vores. Den bearbejder alle sanseindtrykkene og skaber dermed et billede af omverdenen, og den tager også imod alle signaler fra andre heste samt fra rytteren, fortæller Gerber endvidere.
Lillehjernen er ansvarlig for det finmotoriske arbejde.
– Når hesten skal fungere som ridehest, er det meget vigtigt, at den har styr på koordinering af bevægelsen, uddyber han.
I hjernestammen handler det mere om det vitale. Her bliver indvolde og velbefindende kontrolleret. Hjernestammen regulerer åndedræt og blodtryk.
Husker godt
Heste husker generelt meget godt, og så har de ret nemt ved genkende steder og rum. Forskere har fundet ud af, at heste stadig kan huske præcis, hvor en portion foder befandt sig efter et år. Og det på trods af, at spanden, hvori foderet oprindelig var placeret i, var blevet fjernet.
Faggruppe Heste oplever en stigende efterspørgsel fra dyrlæger og især dyreejere om, hvordan man skal forholde sig ved mistanke eller bekræftet mistanke om smitsom sygdom i et hestehold.
På baggrund af dette har faggruppen udarbejdet tre evidensbaserede og fagligt opdaterede vejledninger om, hvordan man skal forholde sig i tilfælde af udbrud af tre almindelige forekommende smitsomme sygdomme hos heste i Danmark. Folderne kan hentes gratis som pdf-fil hos Den Danske Dyrlægeforening og må printes til omdeling i hestehold og til andre interesserede.
Uddrag og citeringer skal ske efter aftale med Den Danske Dyrlægeforening. Folderne er udarbejdet juli 2020.
