Skip to main content

Vi er ikke politi, men konsulenter!

Det er en stewards rolle at: hjælpe, forebygge og gribe ind – i den rækkefølge, fortæller Per Nielsen. Han er FEI Steward og har været i aktion ved OL, VM, EM og World Cups, og han er formand for DRF’s dressurudvalg. I sit civile liv er han uddannet og arbejder som El- ingeniør i Ringkøbing, og har selv redet springning og dressur på M-niveau.

Per Nielsen og hans kolleger i steward-teamet møder rytterne til stævner, hvor de er til stede udelukkende med det formål at beskytte hesten. I praksis betyder det, at de er synlige på opvarmningsbanen, når rytterne træner under stævnerne, og så patruljere de også i stalden både dag og nat.

”Vi er konsulenter, vi er ikke politi, så har I nogle spørgsmål til udstyr osv. så spørg os inden du kommer til start, for har du først startet med ulovligt udstyr, så bliver du diskvalificeret. Det er jo ærgerligt, hvis du ellers har leveret et ridt, som kunne give en sejr eller placering,” understreger Per Nielsen.

Læs også: Per er på job som steward ved OL

Per Nielsen har fungeret som steward til stævner herhjemme og i udlandet, og han fortæller, at danske ryttere har ry for at ride pænt. ”Vær glad for det,” understreger han med et smil, det er nemlig ikke tilfældet for alle nationers ryttere. Og derfor har stewards i høj grad deres berettigelse.

FEI stewards rolle på stævnepladsen:

  • At tilse og sørge for hestene ikke lider overlast
  • At føre opsyn med opvarmningsbaner og træningsbaner
  • At give råd og vejledning til ryttere, trænere og forældre
  • Sørge for at staldforhold er i orden
  • Være en del af nattevagtsteamet i staldene
  • Være med til at sikre god og sportslig afvikling af stævnet
  • Hjælpe stævnearrangør efter behov
  • Hjælpe til ved Horse Inspection
  • Hjælpe dyrlæge og antidoping testdyrlæge mv.

Og en del af disse opgaver er de samme for de TD’er (teknisk delegeret) som et til stede ved C- og B-stævner herhjemme.

Hestens velfærd over alt andet

Det er hestens velfærd, som står over alt andet, men både rytter og hest skal være ”fit to compete”- ”Hvis en rytter er syg, skal vi også gribe ind. Det er ikke ofte vi kommer i den situation, det er som regel løst af holdleder/træner, men i forbindelse med mesterskaber kan vi være nødt til at træde ind, hvis det er vores indtryk, at rytteren ikke er klar til at præstere. Vi vil nødigt have nogle situationer inde på banen, som giver et dårligt indtryk af sporten,” forklarer Per Nielsen.

En tur gennem staldene

Ved de internationale stævner og især mesterskaber, går FEI Stewards gennem stalden om dagen, for at sikre, at tingene også i staldområdet fungere med hestens velfærd i fokus.

”Vi holder øje med, om der er ryddet op på staldgangene. Ikke fordi der skal se pænt ud, men af hensyn til sikkerhed. Udbryder der ild, er der en storm eller andet, som betyder, vi skal have hestene ud af stalden hurtigst muligt, skal flugtvejene været ryddet, så hestene kan komme sikkert ud af stalden.”

Om natten er de en del af nattevagtsteamet, så syge heste, eller heste, der ligger fast i boksen eller andet, bliver opdaget hurtigst muligt. ”Vi går ind og retter på dækkener, fjerne spande, hvis de ligger i boksen med mere,” fortæller Per.

Per Nielsen var til OL som steward, det er Per til venstre. Foto: privat

God opførsel

Per Nielsen og andre officials bruger en stor del af deres fritid på at løse forskellige, vigtige opgaver til stævner. Det skal i sagens natur også være sjovt og hyggeligt for dem, at være på job i weekenden, og her betyder ryttere/forældre/træneres opførsel alverden.

”Man skal huske, at det er rytteren, som er ansvarlig for, at hesten/ponyen har det godt under hele stævnet. Og ud over at søger for at der er ryddeligt i stalden, har man også pligt til at have respekt for konkurrenter og officials, og tage hensyn og gerne hjælpe andre,” understreger Per. Han fortsætter: ”Selvfølgelig skal i være koncentrerede og seriøse omkring jeres sport, men det må gerne være med godt humør. Og husk, vi er der for at hjælpe!”

Artiklens anden del udkommer onsdag.

Per Nielsen var gæst i RidersCorner i Herning. Hør ham fortælle i indslaget her: Riders Corner søndag: Højdepunkter, interviews og show

Om vinteren løber hestemaver ofte løbsk

Vintersæsonen sender flere heste til dyrlægen med kolik og diarré. Det skyldes som oftest, at hesten er mere i stald end på fold. For at forebygge maveproblemer, er det derfor vigtigt, at hesten hele tiden har god adgang til vand og stråfoder.

Når din hest har dårlig mave, mister den væske og risikerer at dehydrere og miste vigtige næringsstoffer. Normalt drikker heste ca. 38 liter vand dagligt, og det holder gang i fordøjelsen. Får de ikke drukket så meget, er der risiko for kolik. 

Tegn på dårlig mave

Det typiske tegn på dårlig mave er selvfølgelig tynd mave, hvor hale og bagben kan være smurt ind i gødning. Man skal dog også være opmærksom på andre symptomer som feber, sløvhed eller koliksymptomer som fx uro, skrabende forben eller sparken mod bugen.

Heste er forskellige, og nogle får hyppigere dårlig mave end andre. Oplever du et af de ovennævnte symptomer, bør du dog reagere med det samme. Her giver Agria Dyreforsikring seks gode råd, så diarreen ikke løber løbsk.

Seks råd til en veltilfreds hestemave

  1. Tag hestens temperatur jævnligt. Hvis termometeret viser 38 grader eller derover, kan det betyde, at noget er galt. Hestes temperatur varierer en smule fra hest til hest og i løbet af dagen. Hos voksne heste ligger temperaturen normalt mellem 37 og 38 grader. Ligger temperaturen mellem 38 og 38,5 grader er man i det subfebrile område og over 38,5 er man i det febrile område – dvs. hesten har feber. Heste i det subfebrile område skal ikke nødvendigvis behandles eller undersøges. Det er dog en god idé at følge deres temperatur og være opmærksom på andre symptomer.
  2. Giv hesten ubegrænset adgang til vand, så den ikke dehydrerer. Vandet skal ikke være for koldt, så hold øje med at det ikke fryser, når temperaturen falder. Stil hø og vand ved siden af hinanden, da hesten ofte drikker og spiser samtidig.
  3. Giv hesten mindre måltider flere gange om dagen.
  4. Sørg for at hesten får rigeligt med motion. Bevægelse holder nemlig maven i gang.
  5. Hvis hesten går på en sand- eller jordfold, så sørg for at hesten har adgang til stråfoder. Det gør risikoen for sandkolik mindre.
  6. Får hesten alligevel alvorlig diarré, bør den tilses af en dyrlæge omgående. Her kan hesten få den nødvendige behandling gennem væsketerapi og medicinsk behandling. 

Efter en voldsom omgang diarré skal tarmfloraen genetableres, og derfor er det vigtigt at give hesten godt stråfoder i form af høj-kvalitets hø eller tør hø-ensilage. Efter et stykke tid kan hesten gradvist få den normale mængde kraftfoder igen.

Kilde: Agria

Video: Vælg din træner med omhu

“Jeg syntes virkelig, at folk skal vælge nogle undervisere, der er kompetente, som har noget erfaring,” indleder berider Mette Svare Ehlers. Hun understreger, at der er mange kolleger, som underviser, der ikke nødvendigvis har en berideruddannelse, men så har de selv været gennem et længere uddannelsesforløb hos en kompetent træner, og kan trække på erfaringen derfra.

Mange ryttere er meget kritiske i deres valg af smed, dyrlæge, sadel, valg af foder med mere, men så bliver de trænet af deres veninde, indskyder hun.

Berider Mette Svare Ehlers havde vi sat stævne i Hedensted til en samtale om valg af træner, og den gode træningstime.

Læs også: Video: På job med Mette Svare Ehlers

Mette er 41 år, hun er uddannet berider i 2010 efter læretid i Skive og Holte hos flere forskellige beridere. Efter nogen tid i Holland, hos springrytter Vincent Voorn, vendte hun hjem til job hos Vivi og Christian Vang Lauridsen samt Ballerup Rideklub, hvor hendes hesteinteresse tog sin begyndelse, da hun var ganske ung.

Knap 5 år på hingstestation Katrinelund fulgte efter, og i dag er hun selvstændig med ”Ehlers Equestrian” ved Hedensted, hvor hun bor sammen med sin mand, den tidligere springrytter Søren Stær og deres to børn Sofus og Felix.

Træning og trænere

I magasinet Riders NOTEBOOKs december udgave satte vi fokus på den gode træningstime, om samspillet mellem elev og træner. Det gjorde vi sammen med beriderne Bjarne Nielsen og Dennis Fisker.

Læs også: Hvad er en god træningstime?

 

Hestekongres med interessant program

Hestekongressen har udviklet sig til en interessant, faglig dag, hvor avlere, ryttere, fagfolk fra hestebranchen, studerende mfl. mødes for at overvære og deltage i forskellige foredrag.

Hestekongressen er også stedet, hvor Landskontoret for Hestes formand Hans Marius Jørgensen og chefkonsulent Jørgen Kold fra SEGES Heste tager pulsen på hestesektoren. Hvad ved vi om den nuværende lovgivning, hvad er status på bedækningstallene, og er der ny lovgivning på vej? med meget mere.

Hestekongres 2023 afvikles lørdag den 28. januar på Comwell i Kolding. Dagen åbner med formiddagskaffe kl. 10, og efterfølges af årsberetning og faglig beretning, hvorefter der er frokost. Eftermiddagens program er fordelt over to foredragssale med ialt 6 emner:

Emne 1: Forfangenhed – Hvorfor, hvordan, hvornår, og hvad kan du gøre?
Emne 2: Dyresundhedslovens krav til CHR, TRACES og betydning for konsumudelukkelse
Emne 3: Årsager til abort hos danske heste
Emne 4: Miljøhåndtering og foderplanlægning er væsentlige emner i dagens hestehold
Emne 5: Mavesår hos heste anno 2023
Emne 6: CEM hos danske heste – Udbrud og screening 2020-2022

Tilmelding og mere info finder du HER

Video: På job med Mette Svare Ehlers

Det er koldt, bidende koldt i ridehallen. Hestens ånde kan ses i det kolde decemberlys, og inde midt på ridebanen står berider Mette Svare Ehlers. Hun træner ryttere på en søndag eftermiddag. Den ene rytter afløser den anden: den unge, lidt erfarne rytter på en nervøs og spændt unghest, den anden en hobbyrytter, som nyder at uddanne sin hest, især efter hun har fået en ny hofte, og ponyrytter Sille Højbjerg Skeldal Sørensen på den nye pony Amigo Pilekær.

Mette er dybt engageret i træningen. Hun bruger sin krop til at illustrere det, hun gerne vil have rytteren til at gøre. Taler, opmuntrer og engagerer rytterne, og fletter hele tiden noget rideteori ind i træningen.

”Jeg vil rigtig gerne dele, og give det videre, jeg har lært,” indleder hun. Mette blev udlært berider i 2010, og i dag driver hun sin egen salgs- og uddannelsesstald, Ehlers Equestrian ved Hedensted, samtidig med, at hun underviser ryttere på eget sted og bl.a. på ridecenteret i Hedensted.

”Jeg elsker at undervise, og syntes det er spændende og et privilegium at hjælpe folk med det, som for mange er deres bedste tid i livet – arbejdet med hestene,” siger hun.

Berider Mette Svare Ehlers. Foto: Zibrasport Equest

Træning og trænere

I magasinet Riders NOTEBOOKs december udgave satte vi fokus på den gode træningstime, om samspillet mellem elev og træner. Det gjorde vi sammen med beriderne Bjarne Nielsen og Dennis Fisker.

Læs også: Hvad er en god træningstime?

Berider Mette Svare Ehlers havde vi sat stævne i Hedensted til en samtale om træning og trænere, Mette siger bl.a.: ”Rideteorien er vigtig. Rytterne skal forstå baggrunden for den træning de laver.” Mette bruger en del af ridetimerne til at forklare den teoretiske baggrund for det, hun beder rytterne lave, når det passer ind i træningen. Hun er også engageret i at undervise de trænere og beriderelever, som kommer på skole i løbet af deres uddannelse.

Fra kørestol til ny pony

En af de elever Mette træner, da Zibrasport Equest kom forbi er 11-årige Sille Højbjerg Skeldal Sørensen på hendes nye 5-årige pony Amigo Pilekær.

Da vi mødte parret i Hedensted, var deres samarbejde ganske nyt, kun 6 uger havde Sille haft ponyen. At Sille igen er til hest, er en glæde for hende og familien. Sille faldt af sin tidligere pony og brækkede anklen så kompliceret, at hun en periode måtte sidde i kørestol. Anklen er nu vokset sammen, men ikke optimalt. Sille så under hele forløbet meget frem til at komme i sadlen på sin pony igen, og det lykkedes hende, men kort tid efter, blev ponyen syg, og måtte aflives. Amigo Pilekær blev indkøbt til Sille, som rider undervisning hos Mette to gange om ugen.

Har du lyst til at vide mere om den gode træningstime, kan du læse mere i magasinet Riders NOTEBOOK, hvor vi i december udgaven satte spot på dette i artiklen: Min træner forstår mig ikke.

Læs mere om Riders Notebook

Forskning: Hopper er ikke vanskeligere end vallakker

Der er mange fordomme eller profetier knyttede til hopper så som: Røde hopper er mere hysteriske end andre, en god hoppe er svær at slå eller talemåden: Hun er en fantastisk hoppe – på en god dag!
”Vi tror, at hopper er anderledes, og vi pålægger dem denne menneske-heste relation, som kan forklare, hvorfor hopper ikke opfører sig, som vi ønsker”, forklarer Kate Fenner fra Sydney School of Veterinarian Science, Australien.

Spørgeskema kortlægger, om der er forskel på hopper og vallakker
Fenner og hendes forskergruppe har lavet en undersøgelse med det formål at kortlægge om hopper er mere vanskelige end vallakker i ridesporten. De analyserede data omkring ridning og hestes køn på baggrund af et spørgeskema, der handlede om hesteadfærd ( Equine Behavior Assessment and Research Questionnaire (E-BARQ) ).

1233 ryttere besvarede 300 spørgsmål omkring dem selv og deres hest ud fra et bredt spektrum af emner. På intet tidspunkt blev de gjort klart, at der ville blevet en lavet kobling mellem hestens køn, og den måde de beskrev dens opførsel under sadel.

Forskerne koncentrerede deres undersøgelse til omkring de 150 spørgsmål, der handlede om, hvordan hesten opførte sig før og under ridning. De kiggede for eksempel på de karaktere (1 til 5) rytterne gav deres hest, når de svarede på, om hesten udviste konflikttegn ved hjælpen til galop, eller blev bange for nye genstande under rytter.

Rytterne skulle også vurdere sandsynligheden for at deres hest skubbede til dem, når der var foder involveret, og om de kunne klippe hesten uden bedøvelse, eller om hesten vrinskede og var stresset, når den blev fjernet fra sin flok – og meget mere.

Hopper tillægges en anden attitude end vallakker, men er det en stereotype fra menneskets verden, som vi lægger på hestene? Foto: Canva

Vallakker viste dårligere opførsel før ridning
Ud fra undersøgelsen kunne forskerne se, at de fleste spørgsmål afveg under 5%, når det kom til forskellen på hopper og vallakker. I de tilfælde hvor forskellen var større, havde vallakkerne ofte højere score for dårlig opførsel.

Faktisk var vallakkerne 20% mere tilbøjelige til at tygge i deres reb, når de stod bundet. 12% tyggede i deres dækkener og underlag, ligesom 12% ikke kunne stå stille når de blev klippet i hovedet. 10% var også mere tilbøjelige til at skubbe til deres mennesker, når der var foder involveret. Hopper var til gengæld 10% mere tilbøjelige til ikke at ville fanges på folden.

Forskerne fandt altså kønsrelaterede forskelle på vallakker og hopper, men de var alle relaterede til situationer, hvor hestene ikke blev redet (under ridning var der ikke nogen signifikant forskel). Og modsat den generelle overbevisning, så var det ikke hopperne, der var de komplicerede i de situationer, det var faktisk vallakkerne, der viste uønsket adfærd. Bortset fra når hestene skulle ind fra fold – der var hopperne mindre villige til at lade sig indfange.

Mange ryttere har et billede af at vallakken er mere medgørlig og ridelig end en hoppe. Foto: Canva

Stereotyper – fra menneske til hest
Hvorfor hopper er berygtede for at være bestemmende, hysteriske eller vanskelige, kan forskerne af gode grunde ikke svare på, men Fenner mener, at det kan stamme fra den humane verden, hvor kvinder ofte bliver karakteriseret med særlige stereotyper (bestemmende, vanskelige, emotionelle). Disse stereotyper kan meget vel blive overført til hopperne.

Uanset, så viser forskningen, at du ikke på forhånd skal tro, at din hest er vanskelig – fordi det er en hoppe. Det er der nemlig intet, der tyder på i Fenners studie.

Kilde: The Horse

(Artiklen er udgivet første gang i september 2020)

Regn, mudder og muk

Muk er er en infektion der forårsages af mider, svampe eller bakterier (oftest Dermatophilus Congolensis). Muk kan sammenlignes med eksem. Huden bliver irriteret og rød, og der dannes sårskorper på de inficerede områder.

Symptomer på muk

  • Sårskorper i kodebøjningen
  • Varme
  • Hævelse
  • Rødme
  • Ømhed
  • Halthed 

Det sikreste tegn på muk er sårskorper i kodebøjningen. I nogle tilfælde opstår der varme og hævelse, fordi infektionen breder sig.

Hvad er årsagen til muk?

Huden beskytter hesten mod uønskede mikroorganismer, men denne beskyttelse kan ødelægges, hvis huden bliver fugtig og/eller fyldt med små sår. Den fugtige, beskadigede hud er mere modtagelig for bakterieangreb, og konstant våde ben i et bakteriefyldt miljø, som f.eks. en mudret fold, er derfor den helt rette cocktail for muk. Huden i kodebøjningen er desuden tynd, og dette område er derfor særlig følsomt. Ofte ses muk som sårskorper i kodeområdet, men ved et voldsomt tilfælde af muk kan der også opstå halthed.

Følgesygdomme ved muk

Hvis muk ikke behandles i tide, kan det brede sig til andre områder af hestens hud. I første omgang som regel op ad hestens ben, og lymfangitis er en almindelig komplikation af slem muk. Lymfangitis betyder, at lymfekarrene i hestens ben bliver betændte, lidelsen kaldes også lymfekarbetændelse. Lymfekarrene transporterer væske væk fra vævet. Ved betændelse i lymfekarrene kan de ikke lede væske væk, og i stedet samler væsken sig i hestens ben, der hæver volsomt, hvilket ofte er smertefuldt for hesten. Hvis denne tilstand ikke behandles i tide, kan den blive kronisk, og hesten får et såkaldt elefantben.

Kan du ride på en hest med muk?

Det kan komme så vidt, at hesten bliver halt på grund af mukken, fordi hesten har smerter i sårene, og det spænder i huden på grund af hævelsen. Så længe hesten ikke har ondt, eller der er tegn på halthed, har den kun godt af at få sin sædvanlige motion. Hvis hestens ben er hævet, kan hævelsen faktisk falde, hvis den rører sig. Hvis hesten har smerter og er blevet halt, så er det i den grad tid til at tilkalde en dyrlæge.

Muk har ikke noget at gøre med det, hestens anvendes til. Hesten kan f.eks. ikke få muk af at blive redet for meget. Men klokker (der sættes fast rundt om koden/hoven f.eks. for at forhindre balletråd) kan være skyld i muk, da der kan komme grus og sand ind under klokken, og det kan give små sår og hudafskrabninger i kodebøjningen. De små hudafskrabninger er indgang for bakterierne, som så kan inficere sårene, og det kan let give anledning til muk.

Hvordan kan du forebygge muk?

Hestens hovskæg er beregnet til at beskytte kodebøjningen mod snavs og fugt. Nogle heste har meget hovskæg og er derfor bedre beskyttet. På heste med meget hovskæg skal man dog være opmærksom på, at muk kan skyldes skabmider, eller at huden ikke når at blive tør, efter at hesten har været på fold eller ude at ride, så den står med fugtige ben konstant. I så fald bør hovskægget klippes, så benet kan tørre helt hver dag.

Mange hesteejere klipper hovskægget, fordi de synes, at det er nemmere at holde kodebøjningen ren, når der ikke er så meget hår, og fordi de synes, det er pænest. Det er dog en smagssag, hvad man foretrækker. Enten skal man lade hovskægget være for at beskytte koden, eller også skal man klippe det af og holde kodebøjningen ren selv. Uanset, hvad man vælger, er det vigtigt at se kodebøjningen efter for muk hver eneste dag, og at give benene mulighed for at tørre helt.

Det kan være nyttigt at vide, at upigmenterede (hvide) ben har større risiko for at blive angrebet af muk.

Læs også: Muk – vores fælles fjende

God staldhygiejne er også vigtigt for at forebygge muk. Våd eller beskidt strøelse skal skiftes mindst en gang om dagen, hvis hesten er på fold i løbet af dagen og mindst to gange, hvis hesten er inde hele dagen, f.eks. hvis dyrlægen har ordineret boksro.

Skyl hestens ben, og husk at tørre dem af bagefter. Foto: Canva

Sørg for at:

  • Holde kodebøjningerne rene og tørre.
  • Skyl mudrede ben og tør dem godt.
  • Hold så vidt muligt folde fri for mudder.
  • Skyl hestens ben, hvis den har gået på saltet underlag.
  • Mug ud mindst én gang om dagen.
  • Se efter, at hesten ikke får hudafskrabninger af benbeskyttelse, f.eks. klokker.

Sådan kan du selv behandle muk:

  • Vask med desinficerende og svampedræbende sæbe, f.eks Hibiscrub, Mediscrub eller klorhexidinshampoo 4% og blød sårskorperne op, så de løsner sig, mens du vasker hesten. Bakterierne sidder under såret, og derfor er det vigtigt, at sårskorperne kommer af, så du kan vaske selve såret. Skyl omhyggeligt al sæbe af. Vær forsigtig, da det kan være ubehageligt for hesten, hvis den er øm.

Hvis skorperne sidder meget fast, kan de smøres med f.eks. Helosan eller lignende en halv time før, du vasker benet.

  • Tør forsigtigt, men grundigt med noget blødt og rent materiale, f.eks. et rent håndklæde. Du kan eventuelt afslutte med en hårtørrer.
  • Smør den tørre kodebøjning ind i blødgørende salve, f.eks. vaseline med salicylsyre (fås på apoteket) eller zinksalve.
  • Muk kan umiddelbart virke som en lille sag, men det kan give store problemer, hvis det ikke bliver behandlet rigtigt. Hvis du ikke ser en tydelig forbedring efter at have behandlet hesten selv i en uges tid, må du ikke tøve med at kontakte dyrlægen. Hvis der går for lang tid, kan hesten få dermatofilose eller lymfangitis.

Hvad gør dyrlægen?

Hvis din hests tilfælde af muk ikke bliver bedre, er det vigtigt, at du kontakter dyrlægen, før det kommer så vidt, at hesten har fået lymfangitis. Dette kan blive kronisk.

Dyrlægen undersøger hesten og ordinerer en antibiotikabehandling, hvis der er brug for det. Det kan være i form af en antibiotikasalve, der skal smøres direkte på stedet med hudforandringer. I mere alvorlige tilfælde gives antibiotika som en indsprøjtning direkte i halsmuskulaturen eller i flydende form gennem munden. Hvis hesten har fået lymfangitis, sætter man som regel også ind med antiinflammatorisk medicin.

Dyrlægen tager måske også en prøve fra den beskadigede hud for at se, om mukken skyldes bakterier eller skabmider. Ved hjælp af prøven kan man finde årsagen til mukken og derefter sætte ind med den helt rigtige antibiotikabehandling.

Vigtigt med nye rutiner, hvis hesten får muk

Hvis hesten får muk, gælder det om at fjerne årsagerne. Når hesten først har haft muk én gang, får den det nemmere igen.

Tænk på:

  • Hvor grundigt og tit du tjekker kodebøjningerne.
  • Hvor mudrede dine folde er, og om du kan gøre noget ved det.
  • Om hesten går på underlag, der tit saltes, uden at du vasker saltet af.
  • Om der bliver muget ud hos hesten mindst én gang om dagen.

Kilde: Agria

Har du husket at registrere din hest i CHR?

Registrering af hestehold i det Centrale Husdyrbrugsregister er et vigtigt værktøj i arbejdet med at opspore og inddæmme sygdomme hos heste. Derfor gælder kravet om registrering for alle hestehold, uanset om der er en enkelt hest eller mange på ejendommen.

Registreringen skal ske via Fødevarestyrelsen og det kan ske via CHR på landbrugsindberetning.dk eller ​via appen CHR, der kan hentes i App Store og i Google Play

Det er den ansvarlige for hesteholdet, der skal foretage registreringen af hestene og ikke de enkelte hesteejere på et opstaldningssted. Registreringen skal være foretaget senest den 31. marts 2023.

Læs også: Alle heste skal registreres i CHR – har du husket det?

Kun heste, der opholder sig i et hestehold i mere end 30 dage, skal knyttes til hesteholdet. Der er enkelte undtagelser, hvor opholdet kan være længere:

Registrering efter 90 dages ophold:

  • Heste, der deltager i konkurrencer, væddeløb, opvisninger/skuer, træning eller trækdyrs-aktiviteter.
  • Hopper der opstaldes til avl.

Ingen registrering i hele avlssæsonen:

  • Hingste der opstaldes til avl.

Når man har oprettet en besætning og skal registrere de enkelte heste, trækkes data på hestene fra hestedatabasen hos SEGES. I hestedatabasen er samlet data fra SEGES, Dansk Islandshesteforening, Dansk Galop og Dansk Travsports Centralforbund. Din hest skal derfor være registreret et af disse steder som opholdende sig i Danmark for at den kan fremsøges i CHR.

Passene på danskfødte heste, der får udstedt pas hos en anden, godkendt pasudsteder skal fremadrettet sendes af pasudsteder til SEGES eller, hvor det er relevant i forhold til hestens race, til DI, DTC eller Dansk Galop, som varetager registrering af hesten i CHR og derefter udleverer passet til hestens ejer.

Ejerne af importerede heste skal også fremadrettet selv sørge for at registrere hestene i Danmark.

Der ligger en guide til selve CHR registreringen på Fødevarestyrelsens hjemmeside: https://foedevarestyrelsen.dk/…/CHR-registrering.aspx

Med de nye CHR-regler følger også ændrede frister for en række registreringer. Fremadrettet skal bl.a. disse registreringer foretages efter senest 7 dage:

  • Ejerskifte
  • Udelukkelse fra konsum (foretages af dyrlægen i forbindelse med medicinering)
  • Afmelding af en død hest

Når SEGES får indberetning om sådanne ændringer indberettes disse direkte til CHR, såfremt hesten allerede er registreret i CHR.

Fremadrettet vil SEGES tillige bede om CPR-numre i forbindelse med registrering af ejerskab, da det er et krav, at disse data overføres til CHR.
Kilde: SEGES Heste

Dressur og hestevelfærd til debat

“Det er IDOCs opfattelse, at vi ikke behøver at forsvare vores sport, men samtidig erkender vi, at der er behov for at forklare sammenhænge og fakta. Vi havde en fantastisk gruppe gæstetalere og gode og meget engagerede diskussioner. Vi er stolte over at have taget det første skridt mod gode konstruktive diskussioner om vores sport, skriver OL-dommer Hans Christian Matthiesen, der er præsident for IDOC.

Åben for dialog

I forbindelse med IDOC (International Dressage Officials Club) årlige genralforsamling inviteredes gæstetalere repræsenteret af Dr. Eva Van Avermaet, grundlægger af gruppen “Collectif Pour les Chevaux” og Dr. rer. nat. Kathrin Kienapfel-Henseleit, medlem af forskerteamet Swiss National Stud-Agroscope” og “Dr. Charles Trolliet, formand for Swiss Horse Industry Council and Observatory” for at dele synspunkter og bidrage til emner som: dressurundervisning, træning, konkurrence og velfærd.

På en meget åben og gennemsigtig måde delte begge parter (gæstetalerne og IDOC) deres fælles passion for hesten i dressuren – i træning og konkurrence – men også deres fælles mål: at bevare hestesporten og hestens velfærd. Både IDOC og gæstetalerne stræber efter at udbrede viden, uddannelse og information om ridesport, skriver IDOC i en pressemedelelse.

Dressur er en smuk sport, og begge parter udtalte ganske utvetydigt, at når det udføres efter reglerne, er det gavnligt for hesten som atlet. Et fælles grundlag var også, at viden skal være evidensbaseret og ikke baseret på følelser, rygter eller unøjagtige data.

Regler bør anvendes på sporten for at beskytte hesten som atlet, og hest/rytter-kombinationen skal formidle billedet af at arbejde sammen i harmoni og lethed. Træningsmetoder og regler skal beskytte hesten for at sikre en tilstrækkelig udvikling og lang levetid, og bedømmelsen skal altid have velfærden først for øje – som det fremgår af FEI Code of Conduct.

FEIs regler for træning og konkurrence er en stræben efter idealbilledet, og selvom alle stræber efter at opnå dette ideal bliver det ikke altid opnået, hvilket betyder, at vi stadig har plads til forbedring.

Dommere har en vigtig indflydelse på retningen af sporten i lighed med velfærdsorganisationerne derfor den gensidige støtte, den konstruktive, ærlige og respektfulde dialog (uden at pege fingere) og en seriøs forpligtelse til uddannelse på alle niveauer (officials, ryttere, trænere, videnskabsmænd, medier osv.) er altafgørende. Selvom parterne havde forskellige meninger om nogle emner, er det fælles budskab: at alle er engageret i at bevare sporten og fremme hestens velfærd.

Kilde: Pressemeddelelse

Lucernefoder mistænkes at være skyld i 45 hestes død

Heste i Colorado, Louisiana, New Mexico og Texas er blevet syge med mistanke om botulisme forbundet med lucernepiller, som distribueres til foderbutikker i 10 stater.

U.S. Food and Drug Administration undersøger i samarbejde med landbrugsafdelingerne i Colorado, Louisiana, New Mexico og Texas tilfælde af sygdom og død hos heste. FDA er opmærksom på mindst 98 heste i disse stater, som har udviklet neurologiske symptomer. Mindst 45 af disse heste er døde eller blev aflivet. Deres symptomer er i overensstemmelse med botulisme.

FDA advarer hesteejere om ikke at fodre Top of the Rockies lucernepiller med bestemte datokoder. FDA udfører i øjeblikket yderligere tests for at lokalisere den nøjagtige årsag til sygdommene. Dette fortæller flere internationale medier.

Hvad er botulisme hos heste?

Botulisme er forgiftning med det giftstof, også kaldet toksin, som fremkommer, når bakterien Clostridium botulinum opformeres. Toksinet er det mest potente biologiske giftstof, som findes. Det er mere giftigt end alle slangebid. Det er 25 gange så potent som stivkrampetoksin, og heste er meget følsomme for netop dette toksin, som betyder at kun en meget lille mænge kan gøre hesten meget syg. Heste er oftest udsat for toksinet, når de fodres med wrap. Typisk er det døde dyr, sammen med manglen på ilt i wrap-ballerne, der er årsag til at der dannes toksiner. Hos mennesker kaldes botulisme også for pølseforgiftning.

Hvad er symptomerne på botulisme?

  • Nedsat appetit, generel nedstemt, savlen, hesten taber foder ud af munden, svaghed i muskler
  • Hesten ligger mere ned end normalt
  • Start på lammelse som i begyndelsen ses tydeligst på bagparten, hvor hesten snubler og koder over
  • Senere ses tunge- og svælglammelse
  • Fjernt stirrende blik
  • Til sidst ses respirationsstop

Hvordan behandles botulisme?

Heste der har indtaget stor mængde af toksinet – kan ikke reddes og må aflives.

I lettere forgiftningstilfælde vil man forsøge symptomatisk behandling.
Det er vigtigt, at hvis hesten er liggende at den ligger i et blødt og tørt leje for at undgå trykninger. Hesten behandles med intensiv væsketerapi og evt. sondefodring. Der gives også kredsløbsstabiliserende og febernedsættende medicin. Hvis hesten fejlsynker, fordi den er lammet i svælget kan den få alvorlig lungebetændelse. I så fald behandles der også med antibiotika.

Hvordan er fremtiden for din hest, hvis den har botulisme?

Fremtiden er som regel dårlig, hvis hesten er meget forgiftet. I de tilfælde vil døden indtræffe i løbet af de første 4 døgn.

Lettere forgiftninger kan rette sig efter flere ugers terapi. Overlevelsen afhænger også af, om hesten har undgået at få lungebetændelse som følge af fejlsynkning.

Hvad er risikoen for, at din hest får botulisme?

Den er lille. Der indrapporteres ca. 10 tilfælde om året.

Når man åbner en balle wrap, må den under ingen omstændigheder lugte grimt. Hvis man, når man åbner en ny balle, bliver opmærksom på, at der er en rådden lugt, eller finder rester af skind eller fjer, skal man for alle tilfældes skyld kassere hele den pågældende balle.

Vær altid opmærksom på om flere heste, som fodres med det samme parti foder, udviser samme symptomer.

Kilde: Netdyredoktor

Hvorfor er hjernerystelse særlig lumsk?

I går mandag fortalte vi historien om 26-årige Stine Nielsen, hvis liv er en lang kamp med smerter, uvished og angst efter et uheld, som har resulteret i en kronisk hjernerystelse med alle de udfordringer, som følger med fysisk og psykisk.

Læs her: Min hest er min terapi efter ulykke med store konsekvenser – Zibrasport Equest

På Zibrasports Facebookside deler flere deres historier, og fælles er, at de ramtes liv og hverdag er ændret.

DIF med fokus på hjernerystelse

Danmarks Idræts Forbund har sat fokus på udfordringerne med hjernerystelse, og også de senfølger, som kan være en konsekvens af en hjernerystelse. En hjernerystelse SKAL tages alvorligt. Naturligvis er det lettere for de fleste at forholde sig til skader, som er synlige, men følgevirkningerne efter en hjernerystelse, hvor man ikke har fået den fornødne ro og hvile kan have alvorlige konsekvenser fremadrettet.

Her lister DIF et typisk forløb for gener efter en sportsrelateret hjernerystelse

Hvordan finder man ud af, om man har fået en hjernerystelse? Det sætter læge Christoffer Brushøj ord på i denne video:

Læs mere om, hvordan du kommer tilbage til hverdagen og sporten HER efter en hjernerystelse.

Senfølger efter en hjernerystelse

Hvert år pådrager mindst 25.000 danskere sig en hjernerystelse. Langt de fleste kommer sig uden behandling efter relativt kort tid – men desværre oplever nogle, at vanskelighederne efter ulykken trækker ud, og man kan så omtale tilstanden som postcommotionelt syndrom (PCS).

Det anslås at ca. 34 % fortsat oplever senfølger efter 3 måneder. Der lader ikke til at være nogen stærk sammenhæng mellem ulykkens karakter og varigheden af hjernerystelsen – eksempelvis er det ikke unormalt at få langvarige følger efter en hjernerystelse, selvom man ikke var bevidstløs i forbindelse med slaget.

Hvad er hjernerystelse?

En hjernerystelse opstår ved, at hovedet bliver udsat for et slag, ryk eller anden acceleration, der efterfølgende resulterer i mikrostrukturelle skader, metabolisk uligevægt og inflammation i hjernen. En hjernerystelse kan derfor opstå uden, at der nødvendigvis har været direkte kontakt med en genstand.

Symptomerne og vanskelighederne forbundet med hjernerystelse kan opstå enkeltvis eller i kombination hos den enkelte patient og kan variere i grad og varighed. Nogle af de mest udbredte tegn på hjernerystelse er hovedpine, svimmelhed, koncentrations- og hukommelsesbesvær, kvalme/opkast, voldsom udmattelse, lyd- og lysoverfølsomhed.

Hvad er postcommotionelt syndrom?

En hjernerystelse er oftest uden komplikationer og varer normalt ikke mere end nogle dage eller få uger. I nogle tilfælde, og hvorfor er der ingen der med sikkerhed kan forklare endnu, forlænges varigheden af hjernerystelsen over måneder og måske år. Sker dette, kaldes hjernerystelsen da postcommotionelt syndrom (PCS). I ordet syndrom ligger at en række symptomer er at finde hos størstedelen af patienterne og at de kan variere i intensitet og over tid, men at de alle er forbundet til den oprindelige hjernerystelse. Tidsperspektivet for PCS varierer i høj grad patienter imellem. Mange kommer sig inden for 1-2 år, måske endda før, men desværre har en del også symptomer flere år efter og må indrette deres liv efter disse.

Du kan læse meget mere på Hjernerystelsesforeningens hjemmeside. Den finder du HER

Som en af vores læsere kommenterer på vores Facebook-side: “Flexjobber med 5 t i ugen efter rideulykke hvor hesten stejlede og væltede ned over mig. Ridehjelm i 8 stykker. De fysiske skader er ikke til at overse, men når hovedet tager skade er det desværre et overset emne.”

Så husk: tag hjernerystelser alvorligt, vær opmærksom på din krop efter et uheld, og giv kroppen tid til at hele.  

Ukorrekt form straffes ikke altid af dommerne

“I dressur bør den adfærd, der opmuntres gennem bedømmelse, være baseret på korrekte og velfærdscentrerede træningsteknikker,” indleder forskere ved Edinburgh Universitet i en beskrivelse af et forskningsprojekt, hvor de sammenlignede videooptagelser fra stævner med dommernes karakterer for de enkelte øvelser.

Heste kan vise konfliktadfærd, som en reaktion på uklare eller modstridende signaler fra rytteren, og undersøgelsen fokuserede på den adfærd for at sammenligne hestens reaktioner med dommernes karakterer i enkelte øvelser. Data fra 75 dressurtests på begynder, let og middelsvær niveau ved stævner i England blev indsamlet. Hver ridt blev filmet, og dommernes score indsamlet. Forskerne vurderede mellem 5 og 7 øvelser i hver test, og registrerede, hvis hesten viste konfliktadfærd og dette blev sammenlignet med dommernes bedømmelser. Konfliktadfærd som blev registreret var fx åben mund, piskende hale og hestens samlede indtryk (spændt, afspændt).

I forhold til direkte konfliktadfærd kunne forskerne ikke påvise en sammenhæng mellem dommernes bedømmelse og hestens adfærd, men de registrerede, hvis hele hesten virkede spændt, udløste det en lavere karakter fra dommerne.

Heste med næseplanet foran lodret blev tildelt lavere dommerscore end dem med deres næseplan enten lodret eller mindre end 30° bag lodret, hvilket jo ikke hænger sammen med fordringerne til dressur, hvor hestens næseryg skal være foran eller i lodplan.
Dommerscore var betydelig højere for bevægelser, hvor heste havde ørerne fremad sammenlignet med dem, hvor ørerne lå tilbage eller til siden. Der blev ikke fundet nogen sammenhæng mellem dommerscore og mund- eller haleadfærd. Signifikant højere mundadfærdsscore (åben mund) blev set inden for overgange fra f.eks. galop til trav, eller trav til skridt sammenlignet med bevægelser, der involverede skift af volte.

“Adfærdsmæssige tegn på konflikt er tegn på kompromitteret velfærd hos redne heste, og resultaterne af denne undersøgelse tyder på, at et større fokus på sådan adfærd bør inkluderes i dressurdommertræning og præstationsevaluering,” konkluderede forskerne.

Læs hele rapporten HER